Part 5

TREDIE AKT

I Gaarden. Morgenen nærmer sig; men der er endnu Stjerner paa Himlen og Bjergene staar i Maaneklarhed. Den store Buelampe ved Trappen er tændt. Det banker paa Porten. Aksel kommer fra sit Værelse og aabner den. Professor Lyng træder ind. De gaar frem mod Forgrunden, saa de kommer ind i Lyset.

PROFESSOREN

Ja det er en underlig Tid, jeg kommer paa, Aksel; men jeg saa, at der var Lys hos dig, og havde du sovet, saa havde jeg nok vækket dig alligevel.

AKSEL

Jeg har ikke været iseng inat. Her er skeet noget alvorligt. Henrik har forladt Huset og er ikke kommen tilbage.

PROFESSOREN

Vi har hørt det. Vi rejste nemlig ikke til Byen, men gjorde en Udflugt og tog saa ind paa Hotellet hernede. Er du alvorlig bekymret?

AKSEL

Naturligvis er jeg bekymret; men jeg kan dog ikke tro andet, end at han kommer.

PROFESSOREN

Ja lad os haabe det! Naa, men Mor og jeg har altsaa besluttet os til at gaa til Byen istedetfor at køre. Apostlenes Heste har godt af at blive rørt engang igen. Derfor er vi saa tidligt paafærde. Og hvad jeg vilde spørge dig om er dette: Har du ikke Lyst til at følge med os hjem?

AKSEL

Ak jo. Hellere end gerne; naar dette med Henrik blot er overstaaet.

PROFESSOREN

Endnu om tre Dage kan du træffe os i Geneve paa vort lille Hotel, som du kender. Og saa haaber jeg bestemt at du kommer, for dette her er jo ikke rigtig godt. Synes du vel?

AKSEL

Hvad mener du?

PROFESSOREN

Jeg mærker jo, hvordan det er fat — og det er ikke rigtig godt, synes jeg, at du gaar her og hader en Mand, naar du er i hans Brød og dog faktisk har al mulig Grund til at takke ham. Vel? Det er ikke rigtig „reggederligt“.

AKSEL

Jeg ved det godt.

PROFESSOREN

Jeg har tænkt en Del over Sagen igaar og inat. Og det er jo dig, som er paa den gale Side. Det maa du jo se; men nu er det saadan fat med mig, at jeg synes ogsaa jeg har Skyld.

AKSEL

Har du?

PROFESSOREN

Jo dette hjemløse, som du finder ved ham, — det at han ikke har noget Samfund i Ryggen, og det er jo en stor Ulykke, det kendetegner jo paa en Maade ogsaa dig selv. Jeg tror Barndommen betyder uhyre meget. Det at vokse op i Forstaaelse med Naturen og Menneskene, det er det egentlige gode Grundlag for Livet; men jeg er bange for, at du har faaet en Splint i Øjet i en Tid, hvor man helst skal se venligt og klart. — Jeg er glad over, at du hører saa sagtmodigt paa mig.

AKSEL

Jeg er saa fortvivlet, Onkel Ejnar. Jeg er bange for, at det er min Skyld, at det er gaaet galt med Henrik paa en eller anden Maade.

PROFESSOREN

Lad os nu haabe det bedste. Hvad jeg bebrejder mig selv er, at jeg ikke tog dig i Huset, da din Far døde. Vi var rigtignok seks i tre smaa Værelser; men man siger jo, at hvor der er Hjerterum er der ogsaa Husrum, saa det maa vel være Hjerterummet, det har knebet med, og det er jeg ikke videre stolt af.

Saa sees vi altsaa i Geneve og prøv nu paa at komme herfra paa en „reggederlig“ Maade i Venlighed og Mindelighed, for dette Hus er jo dog _hans_ Hjem.

AKSEL

Hvis Henrik blot kommer, skal alt være godt.

PROFESSOREN

Du maa jo forstaa, at der er Krigsluft i dette og engang maa vi dog hitte frem til den gode Menneskelighed. Naar de, du har seet dig ilter paa, sætter deres Rigdom og Stolthed ind paa at genoprette deres Land, vil det maaske lyse. — Vi maa alle blive bedre Mennesker Aksel.

AKSEL

Jeg synes der kom nogen. (Lytter) Nej. Det er forfærdeligt, hvis jeg har nogen Skyld i dette. — (gaar op og ned i Angst) Vi fægter Allesammen i Blinde og rammer den, som vi ikke vil. Jeg er naturligvis ogsaa selv en Røver, som er faldet mellem Røvere.

PROFESSOREN

Røvere og Røvere, det er nu saa strengt! — Selv kan jeg jo ikke saadan med Stern. Vi er stemt i forskellig Tonart, og det tager jo paa Nerverne. Havde han bare ligget paa Bleg et lille hundred Aar ved Øresund, saa havde han saamænd været lige saa god eller daarlig som vi andre. Men som han er, saa er han jo dog en mærkelig Mand. Jeg har gaaet og seet paa, hvad han har lavet her. Igaaraftes var vi paa Broen over Kløften — Jo, den bliver selv om Krigen har sprængt alle de andre og kan du ikke se, at der alligevel er en Drøm i den. — Det bilder jeg mig da ind — en fin Drøm fra et skjult Sted i hans Hjerte: _om at binde sammen!_ En Bro er det jo ialtfald og han har skænket den. Ja jeg ved, hvad du tænker: Forfængelighed! men jeg er nu gammeldags og hvor jeg møder det Gode lader jeg det gælde. Det værste ved Livet er, at Djævelen altid er paa Spil og gerne lister sig til at sætte sin Signatur paa de gode Gerninger ogsaa. Men jeg vil ikke lade mig narre af den Skelm. Jeg lader det gode gælde, saa længe som muligt, ellers saa det altfor sort ud i denne sørgelige Verden.

Ja det blev et helt Foredrag. Jeg har da ogsaa indstuderet det grundigt, kan du tro.

(Gerda er kommen fra Porten og er hastigt gaaet til Trappen)

Naa, nu siger jeg dig Farvel og paa Gensyn. Det lysner allerede, saa Mor venter mig for at gaa.

AKSEL

Ja det lysner Gud ske Lov. Saa stiger ogsaa Modet. Farvel Onkel og Tak og paa Gensyn. (Følger ham ud og vender straks efter tilbage.)

GERDA

(er bleven staaende paa Trappen)

Hvad var det for et gammelt Sludrehovede?

AKSEL

Det var min Farbror.

GERDA

Saa passer det vist udmærket. Han bøvsede af lutter Selvbehagelighed.

AKSEL

Han er ialtfald velmenende.

GERDA

Det bilder De Dem jo ogsaa ind, at De er. Naa. Sig mig, om der blev sagt noget igaaraftes? Var de vrede over, at jeg ikke kom hjem?

AKSEL

Ærlig talt tror jeg knap nok der blev lagt Mærke til det.

GERDA

Naa? Ja, jeg gaar iseng. — De kan tro jeg har haft det storartet! — Ih du gode Gud, hvad har jeg ikke oplevet. Jeg har set døde Mænd ligge i hele Bunker i Maaneskin. Frygtelig uhyggeligt! Jeg synes Krigen er storartet og vældig sjov er den ogsaa. Bare den ikke holder op!

AKSEL

Der er vistnok Fare paa Færde nu!

GERDA

Jeg rejser imorgen efter Frokost igen. — Vi gifter os nemlig. De ved, han, Jenkins, Millionæren og jeg.

AKSEL

Dyden belønnes!

GERDA

Aa jeg synes nu ikke De har faaet tilstrækkeligt, for De er da dydig. Ikke? — Ved De hvad jeg engang har seet. Jeg har seet en Moralist i bar Skjorte. Det var et kønt Syn! Godnat!

AKSEL

Jeg beklager, at jeg ikke rigtig kan kappes med Dem i Vid netop nu. Der er skeet alvorlige Ting her i Huset. Deres Mor er syg og Deres Far i det sorteste Humør. Han har faaet et Anfald af sin gamle Galdestenslidelse.

GERDA

Uf! Det var da et rædsomt kedeligt Hus. Saa vil jeg hellere rejse straks!

AKSEL

Deres Bror kom hjem iforgaars; men han gik bort i Gaar Middags og har ikke vist sig senere. Der har De Grunden til Husets særlige „Kedelighed“.

GERDA

Hvad er der ivejen med ham?

AKSEL

Ingen ved det. Vi har søgt efter ham allevegne, men forgæves.

GERDA

Tænk, saa faar jeg ham maaske aldrig at se!

AKSEL

Vi maa jo haabe, at han kommer. Han vilde gaa en Tur, siges der, og har saa maaske besluttet sig til at overnatte et eller andet Sted.

GERDA

Aah — er det ikke mere spændende?

AKSEL

Forhaabentlig ikke!

GERDA

Ja, det er et forfærdelig kedeligt Hus! Og Papa i frygteligt Humør! Saa gaar jeg. Jeg bliver nødt til at faa et Automobil.

AKSEL

Men skal jeg da ikke sige noget til Deres Forældre? Deres Mand. Hvad hedder han? Kommer De ikke med ham og forestiller ham?

GERDA

Næh — Han hader Papa og alle den Slags! Jeg skal skrive til _Mama_.

AKSEL

Det er ikke netop min Bestilling at tage Vare paa Deres Papas ulykkelige Privatliv. Men jeg synes alligevel, at dette er et temmelig stivt Stykke!

GERDA

Det kan jeg da ikke gøre ved, at han hader Papa. Alle Mennesker hader jo hinanden. Det maa Papa virkelig kunne forstaa. Han vil jo, at alle Mennesker skal være sig selv og det kan De tro Jenkins er. Uf! De er da ogsaa Verdens kedeligste Menneske! I skulde være henrykte over, at jeg overhovedet kommer her og De har ikke engang ønsket mig til Lykke.

AKSEL

Hm. Hvis en Moralist nu hviskede Deres stakkels ulykkelige Mand noget i Øret. Hvad saa?

GERDA

Ja. Hvad tror De?

AKSEL

Ikke godt at vide!

GERDA

Jeg tror Moralisten vilde faa et Par paa Torsken. Min Mand er nemlig en Gentleman, skal jeg sige Dem.

AKSEL

Ha! Er han ovenikøbet det, den stakkels Mand!

GERDA

Uf jeg ærgrer mig! Jeg havde glædet mig saadan til at fortælle om alt muligt, og jeg havde de dejligste Presenter med til jer allesammen! Pikkelhuer og Granatstumper! Nu er det Hele spoleret. — Til Dem har jeg en giftig Gasmaske! Den skal De faa! (vil aabne sin Taske)

STERNS STEMME

(fra højre)

Raum! — Raum!

GERDA

(dæmpet)

Farvel med det samme! (Skynder sig ud. Tasken glemmer hun)

STERNS STEMME

Er der nogen?

AKSEL

(venter til Gerda er borte)

STERNS STEMME

Er der nogen?

AKSEL

(gaar til Døren)

STERN

(aabner)

Jeg kalder og kalder! men ikke et Menneske bryder sig om det! (Han kommer frem i Døren) Naa er det Dem?

AKSEL

Herr Doktor. De burde neppe staa op.

STERN

Det er saamænd ligemeget. Gamle Mænd bliver syge. Det hører til. (Han sætter sig. Ser spørgende paa Aksel) Naa?

AKSEL

Han er desværre ikke kommen.

STERN

Naa! (Tier lidt) Ja hvad saa?

AKSEL

Forhaabentlig er han bleven forsinket paa en eller anden Maade og har taget Natteophold undervejs.

STERN

Formodentlig. — Vil De slukke den Lampe? De ser, det er snart Dag.

AKSEL

(slukker. Det er Morgendæmring)

Ja, jeg stod netop i Begreb med at begive mig afsted igen.

STERN

Naa ja. Og Raum? — Hvor er han?

AKSEL

Han er vistnok allerede gaaet.

STERN

Naa.

AKSEL

Men før jeg gaar, vilde jeg gerne vide, om Doktoren kan give mig nogenslags Oplysninger til Vejledning?

STERN

Hvad Slags Oplysninger?

AKSEL

Fru Stern ved intetsomhelst til Forklaring; men tror ikke desto mindre det værste.

STERN

Det værste?

AKSEL

At han selv —

STERN

Nej! Saa dum og svag er min Søn ikke!

AKSEL

Men kunde der da tænkes nogensomhelst Grund?

STERN

Nej. Der har været — der var været en ubetydelig Divergens — men aldrig i Verden det! — Som Dreng var Henrik sommetider trodsig. Han har svært ved at bøje sin Vilje. Engang forlod han Huset, blev borte om Natten. Næste Dag fandt vi ham paa et Hotel ved Kysten. Jeg tænker dette er noget lignende.

AKSEL

Det haaber jeg ogsaa.

CHAUFFEUREN

(kommer ilsomt gennem Porten. Aksel gaar ham imøde)

Ich habe ihn. Ich — Ich — Er kommt! (Han fortæller dæmpet til Aksel)

AKSEL

Det er godt. (Chauffeuren gaar)

STERN

(har med Vanskelighed rejst sig)

Naa hvad saa?

AKSEL

Han siger, at Ingeniøren kommer om et Øjeblik. Han mødte ham paa Vejen lige herhenne og spurgte om han vilde køre med; men han vilde gaa. Han led af Hovedpine, sagde han.

STERN

(synker tilbage i Stolen)

Naa — der kan De se! Der var ingen Grund til at skræmme Livet af mig!

AKSEL

Jeg vil gaa ham imøde. Vil Doktoren tale med ham?

STERN

Jeg vil iseng! Han kan jo komme og tale med mig. (Han ømmer sig)

AKSEL

(vil hjælpe ham op)

STERN

Tak! Jeg kan selv. (Han gaar til sit Værelse. Vender sig flere Gange om for at se mod Porten, bliver et Øjeblik staaende i Døren og venter. Der bankes. Henrik kommer tilsyne. Først da gaar Stern ind)

HENRIK

(kommer. Bleg, træt, forvildet)

AKSEL

(imod ham)

Menneske, hvor har du gjort os bange!

HENRIK

Hyss vær stille! Jeg har gaaet i Bjergene.

AKSEL

Men hele Natten? — Aa, jeg har været saa bange for at det var min Skyld!

HENRIK

(sætter sig)

Jeg havde Hovedpine. Jeg kan ikke blive af med den. Kan du skaffe mig noget — Jeg kan ikke huske, hvad det hedder. Jeg er søvnløs. Det er mig umuligt at sove og jeg _maa_ sove. — Veronal!

AKSEL

Du ser jo ud, som om du ikke kunde holde Øjnene aabne. Gaa dog iseng Menneske.

HENRIK

Ja ja. Men skaf mig det straks, siger jeg, hvis du kan. Jeg vil sove. — Det maa være stærkt, ellers nytter det ikke.

AKSEL

(ved Trappen)

Jeg skal forhøre om der er noget i Husapotheket. — Men Henrik! — Du maa være forsigtig.

HENRIK

Du har det med at passe paa dine Medmennesker! Tror du ikke jeg er voksen? Tror du ikke jeg ved, hvor meget jeg kan taale.

AKSEL

Vent her saa længe. (Hastigt op og ind)

RAUM

(kommer fra Højre med sit Kluns og en Lygte)

Aber Gott! Er det Dem, Herr Stern?

HENRIK

Raum? Gaa bare! Gaa!

RAUM

Ja „gaa, gaa“. Men Ingeniøren maa love mig ikke at sige noget til Doktoren. (aander ud) Naa, det var da godt, at De kom, før jeg tog afsted. Saa har jeg ikke det paa Samvittigheden. Jeg skulde været ud at lede.

HENRIK

(ser opmærksomt paa ham)

Hvor skal De hen, Raum?

RAUM

Det er paa Tide at drage, tænker jeg.

HENRIK

Hvorhen?

RAUM

Das Mädchen schimpft so furchtbar. Hun siger, at nu faar vi Tæsk.

HENRIK

(rejser sig halvt)

Vil De — gaa i Krigen, Raum?

RAUM

Wenn das Vaterland ruft, muss man ja gehen. Habe ja kein Grund zu leben. Habe auch nichts anderes zu geben. Drei Söhne schon gefallen. Das Töchterlein vor Kummer gestorben. Die ganz Kleinen schreien vor Hunger. — Leben Sie recht wohl, Herr Stern.

HENRIK

Hvordan kommer De afsted?

RAUM

Aa, det er der altid nogen, der ordner. Jeg skal sammen med en hel Flok. Lutter lustige Gesellen. Man bliver ung igen! Man faar Lov til at strække Benene og skal ikke sidde og støve til i Krogen. De siger, det er ikke saa farligt i Krigen, som man tror. De fleste lever! Ja mir ist’s ganz egal!

HENRIK

Og der er Brug for Folk — og de kan komme til Fronten herfra?

RAUM

Ja, nu skal det store Slag staa, siger de. Spørg De bare Sekretæren. Han kender til det hos dem paa den anden Side. Sender Flygtninge over Grænsen og Frivillige. Sommetider flyver de til Fronten.

AKSEL

(kommer)

Hvad gør De her, Raum, med Deres Tøj?

RAUM

Herr Ingeniøren kan forklare det.

AKSEL

Jeg kan ikke tillade Dem at gaa, uden at Doktoren ved det.

HENRIK

Det klæder dig ikke at optræde paa hans Vegne. Raum har Ret.

RAUM

Gaar De med, Herr Ingeniør?

HENRIK

Jeg hører vel til paa den anden Side, Raum!

RAUM

Ja natürlich. Ganz Recht! Ja skulde jeg komme til at staa overfor Ingeniøren, saa skal jeg da skyde i Luften, for jeg har haft gode Dage her i Huset, hos Doktoren og hans Familie.

HENRIK

Skyd bare, Raum, og hver Gang De ser en hjemløs Mand, saa sigt godt, for hvis de ikke er de værste, saa har de det værst!

AKSEL

Hvad tænker du dog paa, Menneske?

HENRIK

Haha. Paa dig! — Paa dig!

RAUM

Ja Farvel, Herr Sekretær. Og Tak for mig. Jeg skilles i Venskab fra alle. Das Mädchen wird wohl nicht mehr schimpfen und dann ist alles gut. — Herzlichen Gruss til Herr Doktoren og Fruen og Frøkenerne. Gott mit Euch Herr Ingeniør Stern!

HENRIK

Gud være med Dem, Raum!

RAUM

(gaar)

AKSEL

Vil den gamle Mand endelig dø, saa lad ham! Men gaa nu iseng, Henrik! Gaa iseng! Din Søster kommer med Veronal. Hun vaagede hos din Mor. Gaa blot iseng og hvil dig.

HENRIK

Jeg vil tale med Eli. — Jeg trænger ikke til at hvile. Jeg vil afsted og du skal hjælpe mig.

AKSEL

Dette er Galskab Henrik!

HENRIK

Det er godt, at der er et Sted, hvor Mænd kan slaa hinanden ærligt ihjel! Hvor det letter at tage sin Beslutning! Jeg er lysvaagen nu. Ingen Hovedpine, det letter som naar Solen staar op.

AKSEL

Men i Himlens Navn. Hvorfor?

HENRIK

Det kan andre spørge om; men ikke du!

AKSEL

(heftigt)

Det kan gerne være; men du er min Ven! Hvad vil du i dette modbydelige Myrderi? Jeg er til Væmmelse træt af denne Krig. Ikke en Draabe Blod mere vil jeg være med til at spilde! Ikke en Vens ialtfald! Ikke en Vens! Alle er udpinte, skælvende, trætte til Døden. Hvad vil du dog der, Menneske?

HENRIK

Jeg kommer med friske Kræfter.

AKSEL

Jeg besværger dig! Gør det ikke. Ligegyldigt, hvad jeg har sagt før. Det Hele er Vanvid! Jeg kan ikke holde Illusionen ved Lige. Jeg _ved_ for meget. Vi staar midt i Menneskehedens Fallit. Red sig, enhver som kan.

HENRIK

Hvis Menneskeheden er fallit, hvorfor skal jeg saa redde mig. — Jeg redder mig selv ved at gaa med.

AKSEL

Tal ikke saadan! Efter alle disse Aars Erfaring! Ikke engang de Gale vil melde sig frivilligt nu!

HENRIK

Saa forund mig den Ære at være den sidste Gale! og er du min Ven, saa hjælper du mig!

AKSEL

Du har ikke engang den Lidenskab, som driver saa mange andre!

HENRIK

(rejser sig)

Hvad ved du om mine Lidenskaber? Maaske har jeg ti som alle driver mig derhen. Maaske har jeg en Lidenskab for Ret og Sandhed, — — maaske har jeg en Lidenskab for at dø — (blusser op) Maaske har jeg en Lidenskab for at slaa ihjel? — Hvor skal jeg ellers finde nogen at slaa ihjel? Skal jeg slaa dig ihjel? Skal jeg slaa min Far ihjel? Skal jeg — Pin mig nu ikke længere!

AKSEL

Jeg forstaar, at det ikke nytter at overtale dig. — Jeg skal skrive dig et Brev til en Mand i Genf, som du kan henvende dig til. Han ved det fornødne. Jeg maa saa bede dig om dine Data.

Du er født, — November.

HENRIK

Tiende.

AKSEL

Og Navnet altsaa Henrik Vendel —

HENRIK

Stern!

AKSEL

Ogsaa Stern!

HENRIK

_Kun_ Stern!

AKSEL

(ser spørgende paa ham)

HENRIK

Det er nu engang brændt ind i mit Kød.

AKSEL

Store Gud! _Nu_ forstaar jeg! (lidt efter) Men din Kæreste Menneske! — Du venter hende jo — din Forlovede kommer herover.

HENRIK

Jeg skal telegrafere, og skrive. Jeg bliver en anden for hende nu. (ser paa ham)

AKSEL

(tier)

HENRIK

Hun er ogsaa bleven en anden for mig. — Aa nej, det var allerede forbi! Han har bestandig Ret, bestandig Ret. Det var kun flygtige Blomster! — Og hvad siger _du_? Jeg maa jo være en anden for dig ogsaa! Ja mig er det ligegyldigt!

AKSEL

Aa Henrik! Du er min eneste Ven. Den eneste jeg har holdt af fra Barndommen og op gennem Livet. Du var den bedste, den fineste og mest forstaaende. Hvor kan du tro, at det kan forandres? — Det er maaske bare mig, der er bleven vanvittig. Glem alt, hvad jeg har sagt? Alt! Alt!

HENRIK

Ja nu er du rørt. Men jeg er bleven en anden for mig selv og det er ikke rørende! Men jeg skal vise jer, at jeg er lige saa god, som I andre! Gaa saa og skriv det Brev, saa skal du have Tak!

AKSEL

Henrik! Jeg beder dig endnu en Gang!

HENRIK

Ikke flere Ord. Jeg har det godt nu. Jeg tror aldrig, jeg har haft det saa godt. (Han sætter sig) Jeg er saa dejligt hel og haard.

AKSEL

Saa vil du vel tage med Postvognen nu til Morgen?

HENRIK

(svarer ikke. Han sover, siddende rank i Stolen)

ELI

(kommer ned ad Trappen)

AKSEL

(dæmpet)

Han sover.

ELI

Saa behøver han ikke denne.

AKSEL

Hvad skal vi gøre, Eli? Han vil til Fronten.

ELI

_Vil?_

AKSEL

Alle Overtalelser — forgæves. Jeg har tryglet ham om at lade være.

ELI

Naar han _vil_, saa gør han det.

AKSEL

Jeg tror han var knust indvendigt; men dette har underligt nok bygget ham op igen. Jeg har lovet ham at skrive et Brev, jeg kunde ikke andet. (Han gaar)

ELI

(staar med bøjet Hoved ved Henriks Side og betragter ham)

HENRIK

(slaar Øjnene op)

Jeg vidste, at du var her.

ELI

(nikker til ham)

HENRIK

Jeg har været langt borte.

ELI

Du har kun sovet et Øjeblik, Henrik, men det har gjort dig godt.

HENRIK

Jeg drømte, at jeg var død og du var hos mig. Du stod med en vild Rosengren i Haanden. Jeg gik baglæns bort fra Jorden og dine Øjne var hele Tiden i mine. Højt oppe hørte jeg Sangen: Nærmere dig min Gud. Det var en skøn Drøm. Eli — Om lidt staar Solen op.

ELI

Jeg tror du drømmer endnu, Henrik!

HENRIK

(tager sig med Haanden over Panden)

Saa nu er jeg helt vaagen. Ja — det var godt!

ELI

Jeg har vaaget hos din Mor, Henrik.

HENRIK

Vil du at jeg skal tale med hende.

ELI

Jeg tør ikke lade dig se hende nu.

HENRIK

Jeg tør heller ikke selv. Jeg skal skrive til hende. Hils hende kærligt.

ELI

Og Far!

HENRIK

I denne Verden er det godt at være haard. Andet nytter ikke. Han har bestandig Ret. Bestandig Ret. Det onde er stærkest i denne Verden.

ELI

Det er denne Verden, som har Brug for Tilgivelse.

HENRIK

Jeg kan ikke.

ELI

Den som er ren skal kaste den første Sten!

HENRIK

(skjuler Ansigtet i sine Hænder, ser op)

Jeg er ikke ren, — ikke engang saa ren, at jeg kan tilgive. Jeg tænker paa den døde Mand Eli og hans spildte Kærlighed. Det er et saa sørgeligt Ansigt, jeg ser i Skyen nu og Vinden blæser det bort.

ELI

Alting i Verden er maaske spildt Henrik; men Kærlighed er ikke spildt. Heller ikke Fars til dig.

HENRIK

Eli, naar jeg ikke længer kan sige nej; saa hils ham. — Paa Tilgivelsens Dag.

Jeg forstaar, at du ved alting?

ELI

Jeg forstod det allerede den Dag du kom.

(Hun har sat sig paa Balustraden. Henrik staar nu ved hendes Side)

HENRIK

Du er saa rolig, Eli.

ELI

Er jeg? Jeg har grædt saa meget, Henrik, i gamle Dage. — Jeg har grædt, da jeg forstod min døde Mors Liv. Jeg har grædt over Verden og over Far og over dig og mig. Jeg har grædt over Krigen ogsaa! Nu er alting bleven saa fjernt. Jeg lever mest i det Fjerne.

AKSEL

(kommer)

Her er Brevet! Du finder ham efter Adressen. Skal du ikke have dit Tøj med?

HENRIK

Den lille Kuffert, som staar paa mit Værelse. Den er ikke udpakket. Vil du bringe mig den?

AKSEL

(gaar hastigt op og ind)

HENRIK

Paa denne Maade bliver alting godt, forstaar du. Mary faar sin Vilje, det var ialtfald hendes Vilje en Tid, og det bliver ikke saa slemt, hverken for hende eller mig. Jeg bliver fri for at tænke paa mig selv — jeg gaar ind i Rækkerne og er lige saa god som de andre. Det er heller ikke saa slemt for Mor, vel? for det er jo en hæderlig Ting dette.

ELI

(med et Smil)

Du skammer dig ikke over at være min Bror, vel?

HENRIK

Jeg er stolt af dig, Eli!

AKSEL

(kommer med Kufferten)

Naar jeg hører Postvognen siger jeg til! (Han gaar ud af Porten)

HENRIK

Jeg er stolt af det!

ELI

(har rejst sig)

Der er vist ikke mange Minutter tilbage.

HENRIK

Der er vel heller ikke mere at sige. — Han kom med Kufferten ikke sandt?

(De kaster sig pludselig grædende i hinandens Arme)

ELI

Aa hvor vi er ulykkelige!

HENRIK

Ulykkelige!

ELI

Aa Henrik.

HENRIK

Eli, Eli.

ELI

Vi er ogsaa lykkelige.

HENRIK

Ja, ja! — lykkelige — det er formeget!

ELI

Vi maa bære det!

HENRIK

Al min Sorg, al min Kærlighed, hele mit Liv til dig, saa er jeg dog ikke fortabt — saa faar han dog ikke Ret. Tak Eli!

AKSEL

(i Porten. De slipper hinanden)

Nu hører jeg Vognen. (Han gaar)

(Det følgende Replikskifte hviskes i rivende hastigt Tempo)

ELI

Tænk paa mig, naar Solen staar op. Saa er jeg hos dig hele Dagen!

HENRIK

Og jeg hos Dig.

ELI

(meget hurtigt)

Og naar Stjernerne kommer frem. Tænk paa mig. Saa er jeg hos dig hele Natten!

HENRIK

Ja ja. Dag og Nat! Altid!

ELI

Og videre frem! Husk alt, hvad jeg har sagt!

HENRIK

Alt! Alt! — Og husk, hvad jeg ikke har sagt, alt, hvad jeg aldrig faar sagt. Glem det ikke!

AKSEL

Vognen er der!

HENRIK

Din Haand! — Farvel!

(Han gaar hurtig, vender sig kun en Gang i Porten)

ELI

(gaar langsomt opad Trappen, naar han er ude)

(Den gamle Skomager sniger sig ind gennem Porten, gaar frem i Forgrunden og sætter sig paa en Bænk tilhøjre. Han tager forskellige Papirer frem, som han gennemser, ordner og atter lægger tilbage i Brystlommen)

STERNS STEMME

Raum, Raum! — (lide efter) Raum!

AKSEL

(gaar til Sterns Dør, som i det samme aabnes)

STERN

(i Døren)

Her ligger en gammel syg Mand og ringer og raaber; men ingen kommer. —

AKSEL

Jeg er her jo, Herr Doktor.

STERN

(sætter sig)

Hvor er Raum? (Intet Svar) Jeg vaagnede, da nogen bankede paa min Rude. Jeg kalder; men ingen bryder sig om det. — Hvor er Raum?

AKSEL

Jeg beklager det; Raum er rejst.

STERN

Rejst! Skal jeg nu ogsaa miste ham!

AKSEL

Den gamle Mand vilde til Fronten.

STERN

Har Vanvidet ogsaa grebet ham! — Jeg skal da heller ikke spares for noget! Var det ham, der bankede paa min Rude? Hvem banker paa min Rude, før Solopgang?

DEN GAMLE SKOMAGER

(nærmer sig)

Det var mig, Doktor Stern. Kender De mig ikke igen?

STERN

Hvad vil De?

DEN GAMLE

Jeg er en gammel Skomager! Det er mig, som De kalder „Ahasverus med det eftertænksomme Ben“.

STERN

Jeg sidder selv med en eftertænksom Galdeblære. Det er ikke stort bedre!

DEN GAMLE

Da jeg var ung, blev jeg overkørt af en Rigmand, som ikke vendte sig om og saa efter mig engang. Ja saa faldt jeg jo i Tanker, paa Grund af dette her Spørgsmaalstegn, jeg havde faaet i Benene. Navnlig da Folk lo af mine Klager, og kaldte mig Schmaus!

STERN

(med knyttede Hænder)