# En Mand gik ned fra Jerusalem ## Part 3 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/en-mand-gik-ned-fra-jerusalem-75658/index.md Skønt jeg kan bevise, at min Far betalte en Præst for at slaa Vand paa mit Hoved. Det kostede fem Kroner og halvtreds! Men jeg fik rigtignok ikke derfor Vand i Hovedet som alle de andre. Det er det, de ikke kan tilgive mig, Dumrianerne! (Gotter sig forbitret) Æresborger og Æresdoktor! Den sidste Ære maa vist have været fra _Frank_furt, siden de jog mig ud af _Frank_rige som en Hund. (Henrik er gaaet ind igen) FRUEN Jamen Herr Doktor dog! STERN De kan spare Dem Deres Medfølelse. Je m’en fiche: Jeg spiser min Mad og drikker min Vin, saa længe der er Vejr i mig. (Vil gaa, men stanser) De gravede min Afstamning op, da Krigen brød ud. Ingen havde skænket den en Tanke før. Jeg selv havde fuldstændig glemt den. Mine Døtre er Katholiker, omend de er frigjorte. Min Kone, min Søn og jeg selv er Protestanter! Min første Kone var endogsaa baade Protestant og Katholik, for hun lod sig konvertere af Kardinal Mayol, den detestable gamle Tartuffe. Hvad mere kan man forlange! — „Assyrer!“ skreg hele Hundekoblet pludselig. „Slaa ham ned, den Assyrer!“ Hvad har man saa for de fem Kroner halvtreds og det vaade Hoved! FRUEN Nej det maa man nok sige! STERN De ved formodentlig ikke, at jeg i min Ungdom syslede lidt med Litteraturen ved Siden af mit egentlige Arbejde. FRUEN Det ved hele Verden! PROFESSOREN Ja, jeg har saamænd selv engang dyrket „Revolutionens Bibel“. STERN Naa ja. En Smule Amatørarbejde. — I to svære Bind, som forskaffede mig en Dom paa tre Maaneders Fængsel for Blasfemi og Landflygtighed for Resten af mit Liv. Le bon Dieu var fornærmet, anlagde Sag og vandt den med glimrende Succes i alle Instanser. Jeg skildrede Verden ganske godt sort, tør jeg sige, med dens Løgne; men den har overtruffet mine Forventninger. Alle mine bedste Broer har de sprængt i Luften, de célérats — de — de Slyngler; men mit Verdensbillede staar fast! FRUEN Men nu maa man da haabe og tro, at det bliver bedre. STERN „Bedre!“ Haab og Tro er to unge Mennesker, Frue. De afgaar ved en tidlig Død under stort Ak og Ve i syv og tyve Aars Alderen! FRUEN Jamen nu efter Krigen, mener jeg! STERN (vrængende) „Efter Krigen“. Après la guerre! Jeg nægter ikke, at De har bevaret Deres Ydre ungdommeligt, Frue; men dog ikke i den Grad, som Deres Aand. (Lille Ophold. Derpaa venligere) Ja, De er en aimable Dame, som ikke kender Verdens Slethed. Til Lunch skal De faa en hvid Vin fra Syden, som kan faa En til at glemme noget af Hvert. Jeg har faaet den foræret at Hertugen af Saint Sully, Duc de Saint Sully. Kender De ikke ham? _L’amant de la petite_ Madame Hugo _vous savez_. Aa han er en af de vittigste og spirituelleste Oldinge i Europa. Og den lille Marianne Hugo! — Charmant! Pale comme un beau soir d’automne. (lidt efter) Nu hader han mig naturligvis, og hans Kælling, den gamle Hejre, vilde gerne drukne mig i et Fad Vin. De skulde se hende. Æv! Stramtandet, med sorte Ugleøjne og Paafuglefjer og Diamanter i Parykken! Og et Ansigt og en Gorge som en slet bevaret Mumie — Æv! FRUEN Uha da! STERN Det er en melankolsk Tanke, at selv den lille Madame Hugo, som virkelig var noget af det charmanteste, noget af det sødeste, man kunde se for sine Øjne, gerne vilde rive de sidste hvide Totter ud af min Skalde, hvis hun kunde faa fat i mig med sine allerkæreste smaa rosenrøde Negle. FRUEN Men Gud dog! STERN Ja saadan er det! Og hvis De spørger mig hvorfor, saa skal jeg sige Dem det. Det er fordi, jeg er en Landsmand af Jesus Kristus fra Nazareth — — som lærte Menneskene, at de skal elske hverandre! PROFESSOREN Nej det tror jeg skam ikke er Grunden. Gør De? STERN Ja jeg gør! (Pinlig Pause) PROFESSOREN Denne Fru Marianne Hugo — er hun — STERN (afbryder rettende hans Udtale) Madame Marianne Hugo — Danskerne taler et horribelt Fransk. PROFESSOREN Det synes jeg er revnende ligegyldigt. STERN Saa er det det? — Hun er en af de skønneste Damer i Verden. (Aksel og Henrik er under dette kommen ned ad Trappen og støder nu til de andre) AKSEL OG HENRIK Godmorgen. STERN (nikker flygtigt uden at se paa dem og fortsætter) Nej, vi tilhører en forbandet Slægt i al Evighed, og faar ikke noget blivende Sted. Det er Sandheden! Og da der heller ikke i Israel er nogen følelig Mangel paa Kæltringer, saa skal vi alle lide for dem og forraades af enhver. Vi kan faa lyse Øjne og gule Englekrøller under Nordens Sol. Det hjælper ikke. Vi kan staa paa Hovedet i deres Døbefonter, det hjælper ikke. Min Kone er lige saa mørk som jeg var; men hun har vel Kulsvierblod i Aarerne og det er fint, det er meget fint! (med dyb Græmmelse) Ulykkelige Folk, som hades og forfølges lige saa meget paa Grund af sin Dygtighed og sin klare Forstand som paa Grund af sine Fejl. Naar Kapitalen fremmer Krigen, siger man jo med Rette, at den mangler Hjerte for Menneskeheden; men hvad hjælper det os. — Hvis vi fremmer Freden, siger man, at vi mangler Hjerte for Nationen. Man forfølger os fordi vi er isolerede og hvis vi slutter os sammen, forfølger man os dobbelt. Den, som hades, maa jo hade. Saaledes vokser det Onde, som en Lavine! Det er forfærdeligt og ethvert Fejltrin hævnes tifold paa os. Intetanende kommer vi til Verden. Intetanende ligger vi i vor Vugge og smiler trygt til Livet; men den Dag vi træder paa Fødelandets Jord fortæller man os, at den er ikke vor. Modersmaalet bliver bittert paa vor Tunge, selve den Luft vi indaander tager Forbehold, Lyset som skinner paa os, ser at vi er fremmede, Blomsterne og Træerne ved, at vi kun er taalt. (Han gaar ind til sig selv uden at hilse paa nogen) FRUEN Hvor Deres Far dog har et mørkt Syn paa Livet. (Intet Svar) FRUEN Deres Stedfar. PROFESSOREN Nu tror jeg vi skal lade Herr Vendel — Herr Stern og Aksel faa Lov til at tale sammen. FRUEN Men sig mig, Aksel. Du er da ikke saa lille. Doktoren sagde „Deres lille Neveu“. Du er da et Hovede højere end han. PROFESSOREN Ja, det er vel mere en Talemaade. AKSEL Som Doktor Stern hyppig anvender, ja. (Professoren og Fruen gaar) HENRIK (har sat sig) Hvor er han dog bleven vredladen! Det er noget overdrevent, synes jeg, og alligevel forstaar jeg ham godt. Dette jagede, hjemløse Liv! Kun henvist til sig selv og omringet af Fjender, som vil ydmyge ham. — Hvis hans Stolthed forhærder sig — er det saa ikke rimeligt? Og er det ikke undskyldeligt, at han glæder sig over Forfængelighedens smaa Triumfer? AKSEL Jo — vist. _Mine_ Forældre døde, da jeg kun var to Aar gammel, saa jeg har smagt en Del af Bitterheden selv — i Kaar, som jeg ikke var født til. Jeg maatte altid se, at de andre fik det bedste Stykke og gaa iseng uden Godnatkys. Stern har saamænd været forholdsvis lykkelig som ung — for ikke at tale om siden. HENRIK Det maa have været et vidunderligt Øjeblik, da han kom til dig i Fængslet. Jeg har saa tidt udmalet mig det og nydt det. Og at det saa ovenikøbet var en Mand, som du saa længe havde beundret! AKSEL Ja naturligvis. HENRIK Og han tog dig med sig hjem og hjalp dig paa alle Maader og satte dig istand til at fortsætte dine historiske Studier. Ikke sandt? Du skrev i dit Brev til mig: „En Mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko og han faldt iblandt Røvere, men en Samaritaner forbandt hans Saar og hældte Olie og Vin i dem og han løftede ham op paa sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham“. AKSEL Man bliver jo let lyrisk ved en saadan Anledning! HENRIK Jeg var saa glad for det Brev. Jeg hører gerne noget godt om Stern. — Men jeg synes, jeg kan mærke, at der er et eller andet i Vejen nu? AKSEL Det daglige Samvær er jo ikke saa lyrisk! HENRIK Berømte Mænd er ofte lidt vanskelige, ikke sandt. Og han har haft megen Modgang. Men der er dog saa meget godt og levende ved ham, synes du ikke? AKSEL Ja—a — godt? — Jeg ved ikke, om jeg kan tale aabent til dig. — Naturligvis er der noget godt. HENRIK Selvfølgelig kan du tale aabent. Jeg staar ham ikke nær paa den Maade. AKSEL Jeg har jo noget af en vis Fremmedfølelse overfor ham. Har du aldrig mærket noget saadant? HENRIK Hvorledes? Jo, maaske en enkelt Gang, vel nærmest fordi der er noget ikke helt naturligt i Forholdet. — — Er det hans politiske Syn, du har imod? AKSEL _Han_ har ikke kunnet glemme den Krænkelse, han har lidt, forsaavidt er der en Forskel i vore Sympathier; men det er ikke saa meget hans Meninger, som hans Maade og da hans Maade gennemtrænger hans Meninger — saa — synes jeg heller ikke helt om dem. — Han har jo ingen Følelse for den nationale Storhed i Krigen, forstaar du, sér ikke dens vældige Vilje og Hengivelse! HENRIK Fremtiden vil dog sikkert give ham Ret i, at den kunde og burde være undgaaet! Kan du virkelig ikke se bort fra hans smaa Svagheder, efter alt hvad han har gjort for dig? AKSEL Han vil have Betaling for det! HENRIK Hvordan? AKSEL Med Smiger! HENRIK Han vil have Varme for Varme, han som andre. — Han har en brændende Trang til Hengivenhed, som altfor ofte er bleven skuffet. AKSEL Han vil have Smiger. Han er forfængelig. Han er frivol, ansvarsløs og forfængelig! Der er ikke en Trevl i ham, som ikke er forfængelig! HENRIK Men du gode Gud! Saadan taler du nu om „den barmhjertige Samaritan!“ AKSEL Den barmhjertige Samaritan var selv en Røver, det er Sandheden. HENRIK Men du gode Gud, Mand! — Har du det paa den Maade? Det er den uretfærdigste Forringelse af hans Væsen. Jeg bliver stum! — (lidt efter) Tror du ogsaa det var Forfængelighed, at han løb fra Herodes til Pilatus for din Skyld? AKSEL Ja. Det var Forfængelighed! HENRIK Nej hør nu Aksel. Jeg kender mange forfængelige Mennesker, som aldrig har lagt to Pinde i Kors for andre end sig selv. Er jeg ikke forfængelig? Er du ikke forfængelig? Men hvad har vi gjort? AKSEL Vent nu og se! HENRIK Og alt det han har udrettet blot i de Aar, han har boet her: Veje, Broer, Bibliotheker har han skænket. AKSEL Rastløs Forfængelighed! — Intet andet! Og hvad skal de forresten ogsaa med alt det Skidt? HENRIK Dette er jo taabeligt. Taabeligt! Du maa undskylde mig, men det forekommer mig virkelig, at Stern er den Mand, som gik fra Jerusalem til Jeriko. Han har jo Ret, Ret, Ret! Verden er ikke bedre end han siger. AKSEL Bedre? Nej den er værre! Den frivole taler om Sandhed og Skændegæsten om Fred! Det har han ikke bemærket. — Vent nu og se! Naar Stern har snakket med den Armenier, som er inde hos ham, vil han komme i glimrende Humør. Armenieren vil sige: „Mester, man har voldtaget vore Hustruer, dræbt vore Børn og stegt vore Bedstemødre.“ Stern vil høre paa dette med den største Deltagelse og komme i glimrende Humør, fordi man har saa høje Tanker om hans gode Hjerte og hans Ry i Armenien og samtidig vil han sige: „Denne lille Armenier“! HENRIK Nej du maa undskylde mig. Dette er mig for meget af det gode! Det er kun Overfladen du ser, ikke Impulsen, som er god! Du under ham jo ikke den simpleste Retfærdighed, Menneske! AKSEL Kald det bare Misundelse! Men skal jeg da _unde_ et Menneske noget, som han ikke _fortjener_? Er jeg misundelig paa _Sort_, naar jeg siger, at _Sort_ ikke er _Hvidt_? Jeg kan ikke døje ham! Man kalder ham stolt og karakterfast og modig, fordi han ikke glemmer sin krænkede Forfængelighed. Han! — Han er modig, fordi han vil hævne sin krænkede Forfængelighed. Han er karakterfast, fordi han ikke nogensinde kan glemme sin krænkede Forfængelighed! Der har du ham med hans Retfærdighedsfølelse og hans Anklager mod Menneskene. Der har du jøden med det golde Had, som gør alting skævt, fordi det har sin Grund i en medfødt Krænkelse, der ikke kommer den sunde Menneskehed det fjerneste ved! HENRIK Jeg synes du selv staar og hader, saa det oser af dig. AKSEL Ja, jeg hader ham og Had behøver ingen Grund. Had føder Had og skal mødes med Had. Han skal faa at se, at _vi_ kan ogsaa! HENRIK Dette er mig i højeste Grad imod! Det er en Skændighed, som jeg aldrig nogensinde vil være med til. Jeg fortryder at jeg gav dig Lov til at tale frit. — AKSEL Men det lettede kan du tro! HENRIK Aa det er modbydeligt! Hans Had skal hudflettes; men dit skal være Ret. Hans Smule Forfængelighed skal pidskes med Skorpioner; men din og min gaar fri! Aldrig nogensinde har jeg seet ham saa hadefuld, som jeg ser dig nu! Og det er en Mand, som har overøst dig med Velgerninger! AKSEL Djævelen giver os gerne den hele Verden, hvis vi vil falde ned og tilbede ham. Gud er neppe saa gavmild. HENRIK Tal ikke du om Djævelen! Det mest djævelske af alt, det er at røve et Menneske hans Ret i det Øjeblik han bliver født. AKSEL Min kære Henrik. Hjemløs er retsløs. Derved er intet at gøre. Og du skal komme til at se det: — hans gode Impulser skal gaa under i Forfængelighed. Hans Venskab skal dø i Had. Han skal saa uden at høste, fordi hans Frøkorn er goldt. Og mens han taler om Fred i Verden, skal hans eget Hus opløses og styrte i Grus! HENRIK Nok nok! Du kæmper med Boomeranger. Du skader kun dig selv. Du rammer ikke ham; men du rammer tusinde, som er uskyldige og som helt gaar op i det Folk, de tilhører. AKSEL Jeg taler ikke om dem og heller ikke om dem, som trofast holder ved deres Æt. Jeg taler om den hjemløse og løsrevne, som vil tilrive sig Magten og nu har jeg faaet Luft. Endelig har jeg faaet Luft! Jeg har ikke _Lov_ til at tale saadan _her_, det ved jeg saa godt, saa godt; men det skal ogsaa være forbi nu. Jeg vil bort fra dette Hus, hvor jeg har mistet min Hæderlighed og min Tro paa Livet og min Sjæl! Ja, nu har jeg vel ogsaa mistet dit Venskab, Henrik? HENRIK Du har ialtfald gjort mig bittert ondt! (Eli kommer ned ad Trappen, klædt til at gaa ud) HENRIK (springer op) Godmorgen, Eli. Skal du ud? ELI (stanser paa det nederste Trin) Jeg skal til en Syg, som har sendt Bud efter mig. HENRIK Men kære. Har du syge ogsaa her? Jeg troede du skulde hvile dig nu. ELI Hvorfor skal jeg hvile mig, naar jeg ikke er træt? HENRIK Er du ofte ude paa den Maade? ELI Det meste af Dagen. HENRIK Og jeg som havde haabet, at nu skulde vi rigtig være sammen. Maa jeg ikke køre med? ELI Der er nok ikke Plads til mere end en paa Vognen. HENRIK Det er en hel Skuffelse for mig. ELI Ja, hvad siger du saa til, at om otte Dage rejser jeg igen, jeg skal lede et stort Hospital. — Jeg har faaet Ordre. HENRIK Om otte Dage? Saa faar Mary dig ikke engang at se. ELI Vi træffes nok senere engang. HENRIK Men de otte Dage, Eli! Du maa finde lidt Tid til mig! Jeg er ogsaa syg. Jeg trænger ogsaa til dig. Det er sandt, blot jeg ser dig, synes jeg, jeg bliver et bedre Menneske. Jeg kommer ialtfald højere op og aander en renere Luft. ELI Det er Bjergene, som gør det! Jeg kan se mig saa glad paa dem, at jeg helt bliver borte. (viser mod Baggrunden) HENRIK Men vi andre Mennesker, vi bliver ikke borte for os selv, uden Hjælp. — Dig har Krigen gjort hel Eli; men mig har den slaaet istykker. Jeg er et Folk i Splid med mig selv. Der maa have været noget galt i Støbningen. Jo, jeg synes, jeg har alle Menneskers Fejl — foruden mine egne! — Jeg forstaar bare ikke, hvorfor jeg har faaet det frygtelige Forraad af Kulde og Bitterhed. Det er sommetider nær ved at kvæle Livet for mig. ELI (peger atter) Ser du den store Aabning der imellem Klipperne. Den kaldes for „Solporten“. Det er et vidunderligt Øjeblik, naar Solen staar der urolig og skælver som et stort blussende Hjerte. — Da føler jeg, at Verden er levende, og at det ikke er muligt for nogen at slaa den ihjel. Det er ikke netop noget godt Hjerte! Det er lige saa grumt som Sfinksens! Sfinksen behøver ikke at bruge sine Klør, den sønderriver uden Had blot med sit rolige Blik. (Peger op mod Solen) Det er et _vildt_ Hjerte; men til mig siger det altid: Op, op! videre frem! HENRIK (ser længe paa hende) Du er lykkelig, for jeg forstaar, at du lever paa en Tro. ELI Paa hvad ellers, Henrik? HENRIK Og det i en Tid, hvor vi andre sætter den til! ELI Hvorfor det, Henrik? Kan du huske, naar vi streifede om i gamle Dage og kom til et særligt smukt og hemmelighedsfuldt Sted, et Vildnis i Skoven eller en lille Ø med Siv og Fugle; saa syntes vi jo, der var dejligt; men jeg er vis paa du følte det samme som jeg, en Slags skjult Skuffelse. Der manglede noget! I Virkeligheden var der ingen Hemmelighed — vi kunde ialtfald ikke faa fat i den. HENRIK Aa jeg kender det saa godt! ELI Det eneste man er vis paa at møde overalt, det er noget som mangler, tilsidst bliver det, det egentlige. HENRIK Og alt dette siger du som har staaet Ansigt til Ansigt med Krigen! ELI Netop derfor, Henrik! Jeg staar altid midt i den brændende Hemmelighed. Den Nat i Hospitalet, da det bragede og knitrede og flammede omkring mig og jeg pludselig stod under aaben Himmel og højt oppe saa den sorte Fjende brumme triumferende og veltilfreds bort, den Nat saa jeg Krigens Ansigt. HENRIK Djævelens Ansigt var det! ELI Ikke Djævelens, Henrik — Dæmonens! — Men netop i det Øjeblik følte jeg en guddommelig Tryghed. Der var et Hjerte i mit og ved siden af mit, som var renere og varmere end Solens og jeg var svøbt i et Lys, som var blødere og hvidere end Lyset. HENRIK Ja den som kunde naa saa højt op! ELI Menneskene maa jo komme op over Verden. Ellers er der ingen Fred og Tilgivelse! (med et Smil) Det nytter ikke at skælde og smælde paa Verden, naar vi dog tilhører den. — Vi maa højere op! (Hun nikker og gaar) (Under dette er Raum gaaet til Aksels Dør, har banket og taler ind til ham) RAUM Jeg skulde bede Herr Lyng om at være parat. AKSEL (kommer) Din Søster gik? HENRIK Hvor er hun dog bleven vidunderlig! Der er noget fortryllende ved at have en Søster. Engang var hun saa munter og vittig. Og nu en Helt og Helgeninde! AKSEL Hun er jo ikke din Søster. HENRIK For min Følelse er hun det, og det har en helt ny og ukendt Skønhed. Hvorledes kan du have hadske Tanker i hendes Nærhed? Jeg synes du maa forstaa, hvor lavt de ligger. — Det er Krigens Feberluft, som har angrebet dig. AKSEL Hun ligner sin Mor! Hun har i Virkeligheden intet med sin Far at gøre. Eli er venlig mod ham som mod enhver anden. Det er alt. HENRIK Hun har Ild og Vilje fra sin Far. De har Lov til at være stolte af deres Blod. Du ved lige saa godt som Stern og jeg, at de fleste af vore Landsmænd er træge og flove. — Gode Gud, hvor har jeg følt det bittert selv! AKSEL Du og jeg har maaske Lov til at finde nogle af dem træge og flove. Stern ikke! HENRIK Atter skal han være uden Ret! AKSEL Forøvrigt har din Søster fundet sit Hjem, hun tror paa Gud! Jeg ved ikke, hvem der kan gøre hende det Kunststykke efter, og om hun er gal eller klog ved jeg heller ikke. Krigens Feberluft siger du. Alt er Krig. Hele dette flydende, ynglende Liv faar kun Form og Fasthed gennem Kærlighed og Had, og den som ikke har et Hjem, den som ikke finder sin Plads paa Jorden, han er hjemfalden til Helvede, hvis han ikke naar op til Gud. Jeg for min Del er nødt til at nøje mig med Virkelighedens Luft! HENRIK Feberluft! Aksel! — Sumpluft! Pestluft! AKSEL (behersker sig) Jaja. Nu faar vi se! Hvornaar venter du din Forlovede herover? HENRIK Jeg vilde netop telegrafere til hende, at hun skal komme straks. Hvor er Telegrafstationen? AKSEL I Byen. En halv Times Vej herfra. Jeg skal derind om lidt. HENRIK (skriver i en Noterebog og river Bladet ud) Hvis du vil besørge det for mig, skal du have Tak. Jeg glæder mig til at hun skal lære Eli at kende. — Forresten kan det lige saa godt vente til imorgen. (stikker Papiret til sig) AKSEL Dette vil sige, at du tager imod Tilbudet om at blive Fabriksbestyrer hos Luini. HENRIK Ja — og jeg maa ogsaa sende dem et Telegram, men jeg vil tale med — Stern først. AKSEL Du tager altsaa imod det? HENRIK Ja, det er et glimrende Tilbud, de har gjort mig. Men der var forøvrigt en Ejendommelighed ved deres Brev, som jeg ikke er klar over. De kaldte mig haardnakket kun for Vendel og anførte „Stern“ blot som Adresse. I og for sig har jeg ikke noget imod det. AKSEL Da jeg forhandlede med dem forleden, mærkede jeg, at Navnet „Stern“ var noget af en Anstødssten. Jeg forklarede dem, hvordan Sagen hang sammen. De sagde: Men hvorfor vil Manden ikke bære sit eget gode danske Navn? Ja hvad skulde jeg svare? — Maaske kaldte jeg dig ogsaa selv Vendel igaar. HENRIK Det var min Hensigt at tale med Stern om dette. Derovre kaldte alle mig Vendel. Min Kæreste kunde bedre lide det. Og tilsidst hang „Stern“ bare bag paa i en tynd officiel Traad. Jeg havde saamænd næsten glemt det. — Jeg synes jeg har Ret og Pligt til at bære min egen Fars Navn, og Stern maa forstaa den Følelse. — AKSEL Det ligner ham at ville rage andre Folks Børn til sig! — Ja undskyld! HENRIK Det var nu min Mor, som syntes jeg skulde bære samme Navn som hun. Men forøvrigt er jeg enig med dig paa dette ene Punkt. Du ved, hvad min Far var for en Mand og hvad han har betydet for mig! Blot jeg var fri for det gemene, som er bleven blandet ind i Sagen: at Sterns Navn ikke er en Fordel, som før. Værst er det, at jeg ikke selv kan blive klar over, om det ikke ogsaa spiller en Rolle for mig. Det Hele opirrer mig ubeskriveligt. AKSEL Mig forekommer Sagen soleklar. HENRIK Ogsaa mig. Men _du_ vil gerne krænke ham og _jeg_ holder af ham! — Jeg maa tale med ham, som jeg oprindelig havde tænkt, uden at berøre den Side af Sagen. Han maa forstaa, at jeg vil bære min Fars Navn, min Slægts Navn og intet andet. (man hører en Klokke ringe i Sterns Værelse. Raum gaar og lukker kun Døren halvt) AKSEL (dæmpet) Nu skal jeg straks derind! — Læg saa Mærke til Stern, naar han taler om Armenieren. Det kan næppe slaa fejl, at han er henrykt. Senere skal du faa besynderligere Mænd at se. Folk fra den yderste Opløsning, som allerede er begyndt at luske omkring Huset. Mellem dem hører han hjemme, og den Dag vil komme, hvor han bliver nødt til at kaste sig i deres Arme. (Fra Sterns Værelse kommer en lille sortsmusket Mand, bukkende og takkende. Han har en Tegnebog i Haanden og presser et Bundt Pengesedler ned i den. Han taber nogle paa Gulvet. Henrik hjælper ham med at samle dem op) ARMENIEREN (græder og ler) Merci Monsieur. Merci. Oh denne Mand — comme le bon Dieu — denne Mand som man bagvasker — comme den gode Gud — Merci Monsieur. Merci! (ud) RAUM (kommer) Jeg skulde bede Herr Lyng om at se ind til Doktoren. HENRIK Sig at jeg gerne vil tale med ham. (Aksel gaar ind) STERN (i Døren) Vi kan godt tale sammen nu. I Øjeblikket har jeg en Smule Fred. Lyng vil De saa læse den Korrektur igennem. (Kommer og sætter sig hos Henrik) Han rørte mig, denne stakkels Armenier. Du saa ham maaske? Det er forfærdeligt, hvad han fortæller. Hustruer skændet, smaa Børn dræbt, fem hundrede tusind Mennesker brændt, slagtet, myrdet ned. Han havde en Historie om en lille Pige, som kunde faa Stene til at græde. Hun saa sin Moder paa Bajonetten. (Han gyser og bedækker Ansigtet med sine Hænder) HENRIK Hvad vilde han dig? STERN (ryster Synet af sig) At jeg skal gøre Forestillinger hos mine Forbindelser i Konstantinopel, hvor jeg desværre har boet to Aar og kender alle Morderne. Han tror det nytter! — Haabløst. Men det er umuligt at sige _nej_ og jeg har allerede skrevet. Du skulde have hørt ham. Ja, det er en Verden! — Det er en Verden! HENRIK Det er smukt af dig (med et prøvende Blik) og det er jo ogsaa smigrende for dig! STERN Vil du tænke dig den stakkels Fyr var saa slet udstyret med Penge, at han var halvdød af Sult og han var udsendt af en Komité, hvori der sidder allermindst ti Millionærer! — Hvilket Syn denne arme forsultne Diable fra Ulykkens Land, og de ti fede halvsprængte Pengesække! — En af dem er den Usling Steinthal, som hører til mine værste Hadere, og sikkert kommer til at ende i Tugthuset. En anden er min Fætter Julius i København, den Clovn! Han er saa gerrig, at han aldrig kører med andet end Sporvogn og principielt altid tager „Omstigningsbillet“ — selv om han ikke har Brug for Omstigning, blot for at faa saa meget som muligt for Pengene. (Han ler) Min gode Raum! Vi skal have to Kopper ekstra stærk Kaffe. (gnider sig i Hænderne)