# En adelig Opdager

## Part 5

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/en-adelig-opdager-32865/index.md

»Den ligger i mit Skrivebord. 1ste Rum til venstre,« var Stanton godmodig nok til at svare.

»Og Nøglerne?«

»Her!«

Den mystiske Broder lukkede hurtigt Skuffen op og fandt nogle Sedler i Pengekassen.

»Værs'god d'Hrr.! 500 Kr. til hver!« Han rakte Betjentene dem. »Lad os saa sige hinanden Farvel og Tak for i Dag!«

Opdagerne saa paa hinanden, og virkelig -- Pengene overvandt Pligten. Nølende sjokkede de af ...

Men den mystiske Tyveknægt triumferede.

Broderen havde været skikkelig nok til at finde sig i Forvekslingen, ja endog i, at Løsesummen var bleven betalt af hans Kasse. Han glemte helt Ubehagelighederne, saa overvældet var han af den besynderlige Maade, hvorpaa han havde faaet sin længe savnede Broder igen og gennem Politiets Forveksling sin Lighed med ham bestyrket.

* * * * *

Denne Historie fortaltes i Klubben, hvor ogsaa Grev Campnell var tilstede. Hver især havde forpligtet sig til at berette en sandfærdig og spændende Tildragelse.

Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven erklærede den for en tarvelig Opdigtelse.

»Ja, ja, men hvis #De# nu havde haft med Sagen at gøre, hvad vilde der saa være sket?« spurgte Fortælleren.

»Det sad jeg netop og tænkte paa. Naturligvis det eneste sandsynlige: Signalementet var meldt mig. Altsaa agerede jeg -- forklædt og maskeret -- den fortrinlige Stanton og fik dem alle uden Gnist af Mistro til at tro, at jeg var det. Først, da Betjentene vilde luske af med Bestikkelsen, gav jeg mig til Kende for alle tre Gentlemen.«

»Jamen, hvordan? Hvordan?« skreg man op. »Hvordan vilde De faa pudset Broderen -- Tyveknægten -- derop, naar De slet ikke #var# hans Broder --?«

Detektiven smilede.

»Tror De #det# var Vanskeligheden?« svarede han.

... Saa kom Turen til ham.

Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie:

IX. -- DEN VELTALENDE PRÆST.

Kapitel I.

(Overraskelsen.)

»Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev Værtinden helt ud i Entreen. »Pastor Dundas er en usædvanlig veltalende Præst, det skal De ogsaa snart indrømme. Naa, Farvel da, saa længe!«

Kapellanen gik til Præstegaarden fordybet i mange modstridende Tanker.

»Hvad ... Goddag! Er De her?«

Kapellanen for i Vejret og blev blussende rød.

»Frk. ... Frk. Dundas?«

Hvor Stien drejede, havde de mødt hinanden. Begge saa forvirrede ud.

»Siden hvornaar ... jeg mener, hvor længe har De været her?«

»Jeg kom i Gaar, Frøken!«

Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun:

»Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?«

»De er -- er De Præstens Datter? Er det sandt? Nej, hvor i al Verden kunde jeg ane det?« Og han fortsatte: »Jeg saa Avertissementet i Avisen. Der stod kun: »Henvendelse til Sognepræsten.« Jeg rejste straks, anede ikke, #De# boede her og allermindst, at Deres Fader var Præst, end sige min egen Sognepræst.«

Den unge Pige saa ned. Hun troede ham ikke helt, og fik Samtalen ledet over paa andre Emner.

»Hvorfor tog De bort fra Cranleigh? Der var dog saa rart!«

Carr smilede lidt bittert.

»Kan De huske Pastor Jorvis? #Han# er ikke Taler, og han sætter ikke heller Pris paa Kapellaner, der er det. Hans Prædiken kunde kun slaa til i 10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa tog jeg derfra, nu en Lejlighed tilbød sig.«

»Ja, det ser jeg unægtelig.«

»-- Jeg hører jo tilmed, at Deres Fader skal være saa udmærket en Taler ...«

»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken, synes jeg, der undertiden næsten kan minde om Dem.«

»Saa--aa?«

Hun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin Glæde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til Maedenham.

Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han.

Sognepræsten traf han i Studereværelset. En høj, intelligent udseende Mand, som enhver var tjent med at faa til Svigerfader.

»Jeg prædiker altid, Hr. Carr, paa en enkelt Undtagelse nær hver Søndag Formiddag hele Aaret rundt,« begyndte han myndigt. »Jeg lægger naturligvis meget Arbejde i mine Prædikener, saa Aftnerne vil jeg gerne helt have fri.«

Kapellanen bukkede.

Nu kom Fruen ind.

»Hubert! Fru Miller vil gerne have, Du skal recitere »Hamlet« for hende.« Hun forklarede Kapellanen: »Min Mand kan hele Shakespeare udenad, og Milton og alle de andre. Han har saa enestaaende en Hukommelse!«

Kapellanen fandt nogle smigrende Ord og erhvervede sig i den Anledning en Indbydelse til om Mandagen. Der kom altid nogle Venner i Præstegaarden den Dag.

Da han kom hjem efter Visitten, fandt han et Brev liggende, der var eftersendt fra Cranleigh.

»Hvor jeg dog er en Hykler!« mumlede han. »Hvor vilde Præstens her dog foragte mig! Og Mimi -- ja, hun mest af dem alle ...«

Resolut lukkede han Brevet op:

»Vær saa venlig at sende os Manuskript Nr. 4: »Hvad skal vi tro paa?« Det er allerede tre Dage forsent! I Følge Kontrakt, er vi forpligtet til at levere vor Klient det senest Mandag Morgen.

Deres ærbødige _Cook & Sable_.«

Kapellanen rev Brevet i Stykker.

»En nydelig Maade at tjene Penge paa,« mumlede han videre. »Leverandør af Prædikener til Præster uden Hjærne -- hm!« Papiret i Kakkelovnen. »Jeg gad vide, hvem den Klient er, der betaler Firmaet 1000 Kr. om Aaret for mine Prædikener. Han maa da mindst være ligesaa stor en Hykler som jeg.« Han gik op og ned i Stuen. »Men jeg tror, jeg bryder Kontrakten. Jeg vil ikke mere! De Prædikener, jeg skriver, vil jeg selv holde for Fremtiden. Den, jeg sendte sidst, bliver jeg selv nødt til at bruge i Morgen Aften. Der bliver ingen Tid til Forberedelse!«

Søndag Morgen var Kirken fyldt til sidste Plads. Der var ikke Tvivl om Pastor Dundas Popularitet.

»Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten prædiker?«

»Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men Pastoren taler jo ogsaa vidunderligt.«

Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele Optræden imponerede ham fra den første Indgangsbøn.

Nu nævnede Dundas Teksten.

Kapellanen lyttede dobbelt interesseret. Den samme Tekst, som han havde valgt i sin sidste Prædiken til Cook og Sable. Dobbelt lærerigt altsaa!

Prædikenen begyndte.

Dundas talte virkelig med ægte Veltalenhed. Intet Manuskript paa Prædikestolen og dog et Foredrag uden Ophold og Famlen. Alle lyttede aandeløst. Selv Kapellanen gjorde det. Da Prædikenen var endt, trak han Vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig Hukommelse!«

Efter Gudstjenesten fulgte en kort Samtale mellem de to Gejstlige:

»Er De i Stand til at bedømme en Prædiken retfærdigt, Hr. Carr?«

»Ja--a, jeg ved skam ikke.«

»Mellem os -- hvad mener De om min Prædiken?«

»Jo--o. De har jo et aldeles glimrende Foredrag ...«

»Ja Foredrag -- men Indhold? Indhold, kære, er det vigtigste! Det er altid et af mine Principper.«

»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, »er sandelig en Karakter!«

En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas.

»Hvad synes De saa om Fa'rs Prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes, netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage holdt i Cranleigh.«

»Naa, det tror jeg ikke!«

»Ja hvorfor ikke?«

Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til Præstegaarden.

Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans Værtinde ind.

»Ringede De?«

»Næ--æ.«

Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager det Dem ikke?«

»Jo, saamæn gør det saa.« Tankeløs gik han i Lag med Maden. Saa skyndte han sig atter til Kirken.

Men hans Prædiken om Aftenen mislykkedes totalt, og Sognepræsten meddelte ham det.

»De har ikke nøje gransket, hvordan man bør prædike. Jeg havde ventet mig mere, Hr. Carr!«

-- I Selskabet Mandag Aften var Sognepræstens Prædikener en Stund det almindelige Samtaleemne.

»Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastor?« spurgte en ældre Dame.

»Saa--aa? Skriver Præsten paa en Bog?« spurgte Kapellanen interesseret, da Svaret lod vente lidt paa sig.

»Jeg samler mine Prædikener,« svarede Præsten med et overbærende Smil. At Kapellanen ikke engang vidste det! Det stod jo opslaaet b. m. a. S. paa Meddelelsestavlen i Kirken.

Pastoren talte videre.

Kapellanen gik ned i Haven. Der gik han ene om i Mørket, følte sig saa fremmed og overset. Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham.

»Hvem er det?« lød det barskt.

»Det er mig!«

Nu saa han, hvem det var.

De stod lidt tavse.

Carr rakte hende tøvende Haanden.

Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand.

»Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Præstens Datter ...«

»Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa, De var den ny Kapellan ...«

»Hvad ... er det sandt! Aa Mimi --«

Han drog hende til sig og kyssede hende.

»Mimi!« Faderen kaldte oppe fra Vinduet. »Hvad gør Du dernede i Mørket?«

#Ja, hvad gjorde hun dog?#

Kapitel II.

(Hvad Dundas' Prædiken formaaede.)

»Forbindelsen mellem os maa ophøre. Jeg kan ikke bruge Dem som Kapellan!«

Præsten sad i Studereværelsets Lænestol med rynket Pande og alvorligt Ansigt.

Kapellanen skjulte sit Smil, men Dundas blev ved:

»Det gør mig ondt at maatte sige det: Deres Opførsel har langt fra været en Gentleman's!«

»I hvilken Retning, om jeg tør spørge?«

Præsten rynkede Brynene endnu stærkere.

»De skyldte mig først og fremmest en Meddelelse om, at De kendte min Datter, før De kom i mit Hus! -- Ja vist! Min Datter har som Arv fra sin Moder -- maaske ogsaa fra mig -- betydelige Fortrin, der giver hende Ret til at stræbe langt højere end til -- en theologisk Kandidat af Deres Art.«

»Saa? Ja, det har jeg desværre ikke haft Anelse om.«

»Men nu har De det altsaa! Vil De blive her, maa De betragte min Datter som fremmed, saaledes som hun i Fremtiden vil betragte Dem!«

»Har hun sagt det?«

Præsten nikkede naadigt: »Hun har ogsaa Lov til at sige det! Hvad i Alverden giver Dem Berettigelser? Som gejstlig er De mislykket, som Prædikant er De under al Kritik. Gudbevares -- en talentfuld Mand kan jeg tilgive megen Vildfarelse, men #kun# en talentfuld.«

Kapellanen smilede atter.

»Saa er det nok bedst, jeg rejser allerede i Dag.«

»I Dag?« Præsten studsede. »Det kan De ikke! Jeg har saa uhyre travlt i disse Dage, det ved De jo. Det er i Dag allerede Torsdag og -- ja, jeg siger det med det samme -- De maa prædike paa Søndag til Højmesse, jeg faar ikke Tid til at forberede mig.«

»Skal #jeg# prædike paa Søndag?« kom det forbavset.

»Ja, det maa De«, lød det nervøse Svar. »Jeg faar ikke Tid, desværre. Gør det, saa godt, De kan ... jeg forlanger ikke mere af #Dem#. Paa næste Torsdag kan De saa rejse.«

Kapellanen bukkede og gik.

Hjemme fik han straks Pen og Bøgerne frem. Med megen Alvor gik han til Arbejdet, og efter en Times Forløb var han færdig. Den ønskede Prædiken sendte han til Cook & Sable; vedkommende Klient vilde den altsaa være i Hænde senest næste Middag.

I Kirken om Søndagen var der fyldt til sidste Plads som altid, naar Sognepræsten prædikede. Man anede jo ikke, han i Dag havde Forfald. Han havde for Resten i de sidste Dage til Kapellanen erklæret, at han alligevel godt kunde holde den Prædiken selv, men Carr havde nu forberedt sig, og Sognepræsten maatte lade det blive ved Aftalen.

Kapellanen gik da paa Prædikestolen. Sognepræsten fulgte ham med Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet. Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal jeg tro?«

Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale.

»Hr. Carr --« stammede Præsten forvirret, da Gudstjenesten var endt.

»Ja, Hr. Pastor?«

»Hm -- hm -- der er noget, jeg vil spørge Dem om!«

»Til Tjeneste!«

»Eh -- æ -- jeg mener -- var det Deres egen?«

»Min egen?« gentog Carr forundret. »Tror De, jeg prædiker andres Taler? Nej, saa uværdig er jeg da heller ikke -- det vilde jo være slet og ret Bedrageri.«

»Ja naturligvis, ja ... vist saa. Det synes jeg ogsaa.«

»Hvad mener De ellers om Prædikenen, Pastor Dundas?« fortsatte Kapellanen.

»Aa jo ... jo. Meget net, ganske net!«

Saaledes skiltes De. Men næppe en halv Time efter bankede det paa hos Kappelanen. Det var igen Pastor Dundas.

Han gik straks til Sagen, men rystede og var ligbleg.

»Sig mig alvorligt: skriver De Prædikener til andre end Dem selv?«

Kapellanen indrømmede, han nogle Gange havde sendt Prædikener til Cook & Sable, men forøvrigt havde besluttet at ophøre dermed i Fremtiden.

»Og De synes, det er en gejstlig Mand værdigt --?« Præstens Øjne skød Lyn.

»Aa ... Uværdigere er det i hvert Fald at bruge dem som sine egne!«

Deres Øjne mødtes, og Dundas faldt ud af sin Rolle. Han blev pludselig som et Barn.

»Ja, jeg ved det, jeg ved det --« jamrede han. »Men hvorfor ... hvad har jeg gjort Dem, Menneske, siden De udvælger mig til Offer?«

»Jeg har desværre ikke haft nogen Anelse om, til hvem mine Prædikener sendtes fra Cook & Sable,« svarede Kapellanen. »Dem, Pastor Dundas, havde jeg mindst af alle tiltroet det. De roses jo overalt paa Egnen for eminent Veltalenhed.« Kapellanen smilede. »Ja ja, Opdagelsen maatte jo komme en Gang, da Tilfældet havde bragt os sammen. Vær rolig: Hemmeligheden bliver mellem os.«

»Men De rejser virkelig ...« stammede Præsten efter den første Overraskelse.

»Ja, det er jo en Aftale.«

Præsten rystede energisk paa Hovedet.

»Hr. Carr, det bliver min Ødelæggelse! Hvad skal jeg arme Menneske gøre? Nu venter de Bogen, hele min Menighed!« Manden var grædefærdig. -- »Kunde ... kunde De ikke, Carr, jeg mener ... tage Mimi i Guds Navn ... De #er# jo talentfuld ... tage hende og lade os hjælpes ad ...«

Den unge Kapellan saa vist paa sin Sognepræst.

»Og De synes, #det# er en Gejstlig værdigt, Pastor Dundas?«

»Naturligt, naturligt!« bekræftede han og blev ivrig med et. »Svigersøn og Svigerfader! Det er smukt, det er godt, det er Menigheden til Efterfølgelse.«

Saadan talte den gamle Præst, mens Sveden stod ham om Panden. Denne Pastor Dundas selvgjorte Prædiken havde virkelig for #en Gangs# Skyld gjort Lykke.

Carr og Mimi beholdt hinanden.

X. -- GREV CAMPNELLS KLINGE.

Kapitel I.

(Da Fjenden kom.)

Grev Campnells Fader var Godsejer i Elsass og ivrig Politiker. Kort efter Krigen brød ud, maatte han flygte fra Gods og Hjem og holde sig skjult paa et ensomt Sted for at undgaa Fangenskab. Sønnen -- vor Detektiv -- var den Gang lige fyldt de 18, men en kvik og velvoksen Fyr.

En Dag i Krigens Begyndelse kom han fra sin sædvanlige Fisketur i den store Skovsø og nærmede sig Hovedbygningen, da Moderen angst og fortvivlet kom ham i Møde.

»Aa August, August, vi har ledt saadan efter Dig! Din Far -- --« Hun brast i Graad.

»Hvad er der, Mor? Har Far været her igen? Sig mig det!«

Hun lagde Armene om Sønnens Hals og hviskede i Graad: »Der er kommen Soldater hertil, August! De er paa Spor efter ham. En eller anden maa have forraadt hans Skjulested nede ved Landsbyen, og nu vil han flygte bort fra Landet, tilbage til England. -- Aa August ... kunde han blot faa #en# Times Forspring ... aa, men det kan ikke lykkes ... han er lige gaaet herfra, og Fjenden er her vist straks!«

»En Time? Blot en Time?« gentog Drengen.

»Ja, det mente han selv var tilstrækkeligt ...«

Den unge Grev August kyssede Moderen.

»Vær rolig, Mor! Jeg skal skaffe ham det Forspring. Gid jeg blot først kunde faa sagt ham et Par Ord ... Men ligemeget! Gaa op i Stuen og bliv der! Jeg skal redde ham, saa sandt jeg er Fars Søn!«

Han kyssede hende og løb hurtigt op paa sit Værelse. Han samlede nogle Sager sammen i et Tørklæde, og med dette i Haanden listede han atter ned. Lydløst sneg han sig gennem Køkkenet ned i Stalden. Dèr aabnede han Bylten ...

* * * * *

Noget efter lød der ganske rigtigt Hovslag, og de fjendtlige Husarer kom ridende nede i Alléen.

»Hold nu skarpt Øje til alle Sider! Her maa han holde sig skjult et Sted!« kommanderede Anføreren.

De red endnu et Stykke frem. Saa pludselig standsede en af dem sin Hest og gav et Glædeshyl fra sig.

»Der er han! Der staar En bag det Træ!«

Og virkelig! Anføreren saa det selv.

»Kom frem derhenne!« brølede han og svang sin Sabel.

Hele Troppen ladede, parat til at fyre.

En Mandsperson kom nu frem bag Træet. Hans Haar og Skæg var langt og uredt som dens, der boer i Landflygtighed.

»Her er jeg!« svarede han roligt. »Fyr blot, hvis I har Lyst!«

»Hvad siger Du?« Anføreren blev rasende over hans Frisprog. »Var din Tunge, dit Uhyre af en Rebel!«

Men Rebellen rynkede Brynene:

»Er det en tysk Officer, der bruger saadanne Ord? Ved De ikke, hvem De har for Dem? Jeg er Ejeren her, Grev Campnell til Château Campnell!«

Da Soldaterne hørte dette, opløftede de alle som en et skingrende Glædeshyl, og Anføreren triumferede: »Naa endelig har vi Dig da, din politiske Svinemikkel!«

Han vente sig til Soldaterne: »Bind hans Hænder og før ham med!«

* * * * *

Oppe i Hovedbygningen var der imidlertid bleven Uro. En af Tjenerne kom farende ind i Fruens Kabinet.

»Fru Grevinde ... Hr. Greven er taget til Fange ... jeg saa det ... nede i Alléen.«

»Hvad siger De --?« Fruen var ved at synke i Knæ, Tjeneren maatte gribe om hende.

»Er det sandt, Louis? Forklar Dem?«

Selv hulkende forklarede den gamle Tjener, hvad han havde set: Allerede nu var Soldaterne borte og havde ført Herren med.

Grevinden tog sig sammen og lod Tjeneren gaa. Selv vaklede hun ind til sin unge Datter, der uvilkaarligt for' op ved Synet af Moderens fortvivlede Ansigt.

»August mente dog, han kunde redde sin Far, og jeg stolede saa fast paa min raske Dreng. Aa, Dorthy, Dorthy ... saa #er# alt Haab ude!«

Datteren forsøgte at trøste. Forgæves. Der var ingen Trøst mulig mer.

»Esther! Esther!«

Stemmen kom fra det aabne Vindu.

Fruen vente sig hurtigt, da hun hørte sit Navn blive nævnt.

Det var Greven selv.

Han tyssede paa hende. »Luk mig ind i en Fart! Ingen har set mig --«

Den gamle Greve kom ind. Hans Haar og Skæg var vildt og uordentligt, som det er, hos den, der i Maaneder har holdt sig skjult som en Fredløs.

».... Hvad siger Du? Har Du slet ikke set Fjenden?« Grevinden smilte og græd paa samme Tid.

»Jamen, saa #maa# det jo have været August! Aa min tapre, kære, velsignede Dreng.«

»August? Har August ...«

Greven blev bleg. Han kom netop nu for at flygte med sin Familie. Nede ved Søen laa Baaden parat. Alt var ordnet. Og saa --

Mens De drøftede Sagen, kom Godsets Præst. Han bad om hurtigst at maatte tale med Fruen.

Han bragte et Brev og forklarede stakaandet, at han i Alléen havde set Soldaterne slæbe bort med en Mand, der paafaldende lignede Godsejeren. Men Godsejeren stod jo nu her!

Fruen kendte Sønnens Haandskrift og forstod Sagen i samme Nu.

Brevet bekræftede hendes Formodning. Ved Skæg og Paryk -- det, Sønnen forlængst havde anskaffet sig for Morskabs Skyld -- havde han ført Fjenden paa Vildspor ved sin skuffende Lighed med Faderen.

»Min kære, kære Dreng!« stønnede den gamle Greve, betaget af hans sælsomme Dristighed. »Vi skal nok faa Dig tilbage, vi skal aldrig glemme Dig ... Dig er det, som redder os!«

Kapitel II.

(I Gæstgivergaarden.)

Tilfangetagelsen var sket tidlig paa Eftermiddagen, men først sent paa Nat kunde Soldaterne naa Hovedkvarteret. De havde endog flere Gange maattet spørge Fangen til Raads for at finde Vej, og nu holdt de foreløbig Hvil i en lille Gæstgivergaard.

I Storstuen sad de og spiste det bedste, Huset formaaede, mens Fangen laa paa Gulvet, stadig bunden om Hænderne.

Da Anføreren endelig havde fyldt sin Bug, gav han Ordre til at bringe Fangen hen til sig.

»Vil Du have noget at spise?«

Den unge Greve saa ham lige i Ansigtet uden at svare.

»Hørte Du ikke en kejserlig Officer talte til Dig?«

Den unge smilte: »Er De en #kejserlig# Officer? Det mærker man ikke. De er Slagter, er De!«

»#Hvad# siger Du?« Officeren sprang op, halvfuld af de mange Drikkevarer. »Nu skal jeg slagte Dig!«

»Ja hvorfor ikke. Det er jo Deres Haandtering.«

Rasende greb Officeren efter hans Skæg for at trække hans Ansigt nærmere.

Skægget gik af!

»Hva' --?«

Han stirrede paa Skægget. Men i næste Nu lød en Lattersalve fra det hele berusede Korps.

»Jeg har min Sandten trukket hele Skægget af Fyren lige til Rødderne!« erklærede Anføreren sejrstolt og strakte atter Haanden ud: »Nu Haaret den samme Vej!«

Et nyt Greb over Bordet. Han borede sine Fingre ind i det tykke Haar og trak til.

Men da han ikke mødte den Modstand, han -- trods alt -- havde ventet, fik han Overbalance og tumlede baglænds om paa Gulvet.

I næste Øjeblik var han atter oppe.

»Hvad Pokker --?« Maalløs stirrede han paa Grev Campnell. »Det er jo -- det er jo #en Dreng#!«

Fangen lo. »Ja, jeg er kun 19 Aar, ganske vist.«

»Er -- er Du da ikke Grev Campnell, den politiske Satan, vi skulde bringe i Sikkerhed ...?!«

»Nej, men hans Søn!«

»Hans Søn?« Anføreren stampede i Gulvet. »Du har narret os altsaa! Hvad skal de Kunster betyde?«

»Ja, hvad tror De? Jeg hørte De var i Nærheden, og Far behøvede kun et lille Forspring for at være fuldstændig reddet. Saa tog jeg hans Rolle. Jeg gættede nok, De ikke havde hans #fuldstændige# Signalement. Altsaa klædte jeg mig ud, saa jeg lignede ham og lod mig fange.«

»Det skal koste dit Liv!« brølede Fyren og hamrede ude af sig selv i Bordet. Forbitret ruskede han i Drengen. -- -- -- -- --

-- --

Men da skete det mærkværdige:

De havde jo bundet hans Hænder, og stadig holdt han dem skjult paa Ryggen. I Stilhed havde han længe arbejdet paa at løse dem, nu endelig var det lykkedes.

I dette Nu snappede han Anførerens Klinge, der laa paa Bordet, sprang et Par Skridt tilbage og svang den over Soldaternes Hoveder.

Forvirrede stirrede de paa ham.

»Vogt jer, I Drukkenbolte!« tordnede han. »En af Jer skal i hvert Fald blive Dødens, hvordan det end gaar!«

Det hele skete saa pludselig, og den unge Fyr saa' saa besynderlig ud, som han stod dèr med lynende Øjne og den slebne Klinge i sin Haand, at Mændene uvilkaarligt veg et Par Skridt tilbage.

»Hvad staar I og glor paa? Skyd ham ned som en Hund!« brølede Anføreren.

Men næppe havde han sagt det, før Grev Campnell resolut slog til Lampen med sin Klinge. Den faldt og sluktes. Der blev bælgmørkt i Salen.

»Pas paa Døren!« tordnede Løjtnanten rædselsslagen. »Hvis den Knægt slipper ud, skal I blive hængt alle som en.«

Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket for at finde Døren, blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Dørtærsklen:

»Er August Campnell her?«

Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjælp. Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige Øjeblik.

»Ja #Far#, her er jeg!« raabte Grev August.

Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra, Kammerater! Hurra! Hørte I, han sagde »Far«! Det gamle Fjols løber lige i vore Jærn. Saa har vi dem, baade Fader og Søn!«

»Det har I!« lød den gamle Tjeners Stemme tilbage. »Lad nu Kampen begynde!«

Der blev en Bragen og Brølen i den mørke Sal. Anføreren skreg op, at der var fjendtlige Soldater derinde, mange, flere og flere ...

Almindelig Forvirring. Skud, Skrig, Raab og Eder....

Indtil alt med Et blev stille, da en gammel Kone -- Værtinden -- kom ind med en Lygte.

»Hvor er Grev Campnell? Hvor er han, hvor er han --?«

Anføreren for rundt i Salen, hvor allerede flere Soldater laa saarede og blødende.

»Hvor de er henne? Fjenden?« sagde den gamle Kone. »De er flygtede! Alle deres Heste er jo borte fra Stalden ... de er flygtede, de Pjalte og kommer saamæn ikke igen.«

»Med #vore# Heste!?« skreg Anføreren op med en Ed.

»Deres? Var det #Deres#?«

Anføreren jamrede, bandte og skændte. Slaget var tabt. Han var ædru nok til at indse det nu.

Saa kom Konen trøstende hen til ham og rakte et Brev, »fra Kæresten,« mente hun. Det var fundet paa Køkkenbordet.

Han rev det op.

Der stod:

»Kejserlige Løjtnant!

Gaa ud i Stalden! Jeg giver Dem Deres Klinge tilbage, brug den blot bedre i Fremtiden! Og har De Lyst, saa gem Deres Erobring -- mit Skæg og mit Haar, som Erindring om Deres

_August Campnell_.«