# En adelig Opdager

## Part 4

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/en-adelig-opdager-32865/index.md

»Herredsfoged, se der!« Lane afbrød og pegede ned mod den nævnte Mark. »Kan De se, Hr. Herredsfoged, dér er han igen! Vi kan naa ham ... han gaar endnu med vort Tøj under Armen.«

»Ja saa min Sandten!« hviskede Herredsfogden overvældet. »Der er han, ja min Sandten er det ham. Ja, gaa saa blot d'Hrr.! Tak for Hjælpen, nu skal jeg nok selv klare Resten. Deres Tøj kan De hente hos Inspektøren, eller hos mig, vi siger hos mig --«

Herredsfogden gav sine Hjælpere et hastigt Tegn, og alle fo'r ned mod Manden under vilde Tilraab om Overgivelse i Kongens Navn.

Først ved Hylene syntes han at opdage Faren, thi først nu smed han Tøjet og løb, alt hvad han kunde.

Betjentene efter! Op og ned over Stubmarken, indtil Fyren snublede, og Betjentene omringede ham.

»Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjærnene!« raabte Herredsfogden stakaandet langt nede fra Vejen og smed sig i Grøftekanten for at tørre den varme Pande og dér oppebie Fangsten.

»I Fangeklæderne! Kan I se dem? Kan I se, jeg fik Ret!« triumferede Herredsfogden, da de bragte Synderen. »Ja saa afsted i en Fart!« Og tilbage gik det mod Fængslet med det værdifulde Bytte. Herredsfogden fløjtede Dansemelodier af Selvbeundring.

»Luk op! Det er Herredsfogden!«

Fængselsporten aabnedes straks.

»Kald paa Inspektøren!«

Inspektøren kom farende i næste Øjeblik.

»Værs'god, Inspektør! Der har de Forbryderen. Som altid har Politiet gjort sin Pligt.«

»Nej er det muligt --?« Inspektøren saa paa Fangen og derfra paa Herredsfogden.

»Jamen --? Jeg synes, hm ... Fyren her er jo dobbelt saa høj --!«

»Ja vel, vist saa!« Haanligt lød Herredsfogdens Stemme. »Men i Fangedragt, og følgelig ogsaa brudt ud! -- Han er vokset en Smule, ja vist, det er bare Forandringen! Den friske Luft har altid en mægtig Indflydelse paa Fanger, det har vi jo læst saa tidt!«

Tonen var sikker og taalte ingen Modsigelse -- og alligevel tøvede Inspektøren mod Sædvane.

»Hm, ja -- men jeg tror dog ... ja, undskyld, hvis ... men jeg tror, Hr. Herredsfogden alligevel denne ene Gang ...«

»Sig det blot, Inspektør!« lød det pludselig fra Fangen, der ikke havde mælet et Ord før nu. »Anholdelsen er jo grebet helt ud af Luften uden nogetsomhelst Hensyn til det opgivne Signalement.«

Begge Herrerne vendte sig spørgende imod ham. Skægget var borte, Manden var helt forandret.

Grev Campnell stod for dem.

* * * * *

Detektiven havde hermed vundet sin Sag for Ministeren.

Denne havde længe fundet Herredsfogdens Forhørs- og Opdagermethode under al Kritik, (hvor stærkt end visse Folk paa Egnen berømmede ham, i Tillid til Mandens egne Fortællinger om hans Talent) men havde desuagtet som hans Omgangsfælle og gamle Ven trykket sig stærkt for en Henstilling om »Naade og Pension«.

#Nu#, i denne Sag, hvor det drejede sig om en farlig Forbryders #hurtigste# Paagribelse, følte Ministeren sig dobbelt betænkelig over, at lægge alt i Herredsfogdens Haand, og havde da straks henvendt sig til Grev Campnell om diskret Raad og Hjælp.

Resultatet blev, som af Detektiven forudset:

»Paagribelsen« virkede i den Grad kraftig paa Herredsfogdens Nerver, at han umiddelbart efter indgav sin Ansøgning »paa Grund af Alder«, og nu var der intet stødende i, at Detektiven overtog Efterforskningen.

Selvfølgelig førte den til, at den udbrudte Fange efter faa Dages Forløb atter sad forsvarligt indespærret bag Fængslets Mure.

Bagefter forklarede Greven sin uhyggelige Handlemaade for de to unge Kunstnere og fik naturligvis fuld Tilgivelse, da de hørte, det blot havde drejet sig om at konstatere Herredsfogdens komplette Uduelighed.

Men paa Egnen sivede snart Historien ud. Det vakte uhyre Opsigt, at Greven var bleven mistænkt for at være den udbrudte Fange, der var -- vokset en halv Alen under sit 2 Dages Friluftsliv!

Men naturligvis -- nu forstod man Grunden til den pludselige Afskedsbegæring »paa Grund af Alderdom«.

VII. -- SAMMENSVÆRGELSEN.

Kapitel I.

(Beslutningen tages.)

De sad omkring Bordet, en Samling mørke, formummede Skikkelser i det ilde berygtede Baggaards-Hus.

Da Oplæsningen var endt, lagde Oberst Rowan Papiret fra sig:

»Ja, mine Herrer, saaledes er Ordene, hvorved vi hemmeligt forpligter os til at bistaa hinanden i Sammensværgelse mod Krigsministerens Liv ...«

Der var Dødsstilhed. Alle saa ned.

Obersten talte igen:

»Nu mangler der altsaa kun vore Underskrifter ...«

Atter Dødsstilhed.

»Oberst -- det er Forbrydelse!« indvendte en enlig Stemme, frygtsomt, forpint:

Men Obersten smilede blot.

Da alle stadig sad stille og tøvende, vedblev han: »Ja ja -- saa lægger #jeg# for!« Og han tog Pennen og underskrev Dokumentet med store Bogstaver.

Saa rakte han det til Løjtnant Sevel, der havde gjort Indvendingen: »Naa, efter R følger vel S --?«

Manden skrev tøvende og med svage Bogstaver. Derefter gik Dokumentet videre gennem den tavse Forsamling.

Major Dyson var den sidste.

»Det koster vel nok mit Hoved«, sukkede han, »men vi maa jo, vi maa jo -- --«

Obersten tog Dokumentet og rullede det sammen i en tynd Rulle. Saa greb han sin Stok.

»Efter Aftale gemmer vi saa Dokumentet i denne til Lejligheden anskaffede Stok.« Den var hul, kunde deles i to Dele og fuldstændig skjule det sammenrullede Dokument. »Se saa, mine Herrer«, smilede han til Farvel. »Lad nu blot Regeringen lugte Lunten, hvis den kan det. Husundersøgelse hos Officererne hjælper ikke. Dokumentet er i fineste Sikkerhed. Skal vi være enige om det?«

Det var man. De brødebetyngede Samvittigheder følte sig ligesom lettede.

* * * * *

Oberst Rowan gik hjemad gennem de menneskefyldte Gader. Han saa sig ikke om, optaget som han var af sine egne Tanker. Nu nærmede man sig jo endelig Maalet. I Stilhed var alting planlagt. Endnu et Par Dage, og saa --

Obersten havde mange Ærinder at udrette, og det blev sent, inden han naaede hjem.

Han skulde netop til at gaa ind ad sin Gadedør, da han standsedes af en yngre Mand, der hilste ærbødigt.

»Undskyld, Hr. Oberst! Jeg er udsendt fra »Tiden«, der gaar saa mange Rygter angaaende en voksende Misfornøjelse blandt Hærens Officerer, og -- --«

»Ja, ja, vist saa, vist saa!« Obersten tyssede og lagde sit Ansigt i de alvorligste Folder.

»Vi kender jo Oberstens ansete og meget formaaende Navn,« vedblev Journalisten. »Og havde ment det vilde virke beroligende og have den gavnligste Indflydelse, i Fald De til os vilde udtale Deres skarpeste Fordømmelse -- --«

»Ja naturligvis, kære Ven, intet hellere vil jeg jo gøre. Jeg havde netop selv tænkt ... kom, lad os gaa over i Restaurationen herhenne. Dér er vi langt mere ugenerte!«

Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev.

Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfældigt var der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig Afbrydelse.

Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes ...

En halv Time efter skiltes man under gensidig Forsikring om dybeste Højagtelse, og Rowan gik hjem, glad ved at have baaret sig saa vellykket ad. Intet kunde jo være kommet bedre tilpas i dette Øjeblik, end netop den Bladneger.

Hjemme modtog hans Datter Maggie ham med stor Utaalmodighed. Nu havde hun ventet #saa# længe, og Maden ...

»Skidt med Maden!« lo Obersten og gned sig i Hænderne. »Nu er jeg ved Maalet!« Og han viftede med Stokken som med et Banner.

Maggie saa alvorligt paa ham.

»Far! Har Du igen været i det stygge Hus? Aa, at Du vil ... hvad #kan# Du dog have at gøre der?«

»Saa, saa!« beroligede Obersten. »Der er mange Veje at gaa, kan Du tro, for en Mand, der skal forsvare sit Land -- mange Veje, en lille Pige ikke kan fatte!« Han tjattede efter hende med Stokken og gik saa endelig til Bords.

Næppe var de færdige med Middagen, før det bankede.

Pigen lukkede op og meldte, at nogle Herrer vilde tale med Obersten.

»Saa for Pokker, hvad er der nu --?«

Obersten gik ud i Forstuen. Der stod alle Officererne fra den skumle Baggaardsbygning.

Resolut førte han dem ind i sit eget Værelse og lukkede Døren i Laas.

»Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!«

Dyb Tavshed. Alle saa ned.

Endelig tog den gamle Major Ordet:

»Ja, Oberst ... da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte videre om Sagen. Vi -- hm -- vi er enige om, det var galt! Det er forhastet ...«

»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det sige?«

»Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!« erklærede en af de andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. »Vi vil ikke have Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte være!«

»Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!« lød Stemmerne i truende Kor.

»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen, kæreste Mennesker, jeg har det skam ikke. Ja, det lyder lidt underligt, men jeg har det ikke. -- Det er bleven borte.«

»Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes i alles Ansigter.

»Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!« protesterede den fornuftigste. »Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i en Fart!«

»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op.

»Jeg #har# den ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten.

Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre bagefter.

»Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende og prøvede at lukket den op.

De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen anden kunde faa Rede paa Mekanismen.

Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store Anstrængelser.

Et Papir faldt ud.

Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt omkring.

»Hvad Pokker, det er ... det er --?« Majoren vaklede og tabte Papiret.

En af de andre greb det.

Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse, der læstes i alle Ansigter. Han gik nærmere ... vaklede ...

Papiret var #ikke# det paategnede Dokument! Et helt andet Papir var det! Med en fremmed Haand stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets Underskrivere og nedenunder med store Bogstaver:

"Disse er Forræderne!"

Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man solidariske. #Sammensværgelsen maatte være opdaget!# Hvad skulde man gøre?

Og hvordan i al Verden var det dog sket?

Kapitel II.

(En fortrolig Samtale.)

En Uges Tid før dette pinlige Optrin fandt Sted i Oberst Rowans Hus, var Grev Campnell bleven kaldt til Krigsministeriet i fortroligt Ærinde.

Han indfandt sig straks og blev modtaget i Excellensens private Kontor.

»Goddag, Hr. Greve. Tak, fordi De kom! Udenrigsministeren har naturligvis anbefalet Dem stærkt, efter Deres fortrinlige Resultat med den stjaalne Traktat, og vi vilde da gerne endnu en Gang lægge Beslag paa Deres Dygtighed.«

Greven bukkede.

»Igen Tyveri?«

»Ak nej, meget værre. En ondartet Misfornøjelse blandt visse af Hærens Officerer, uden at jeg paa nogen Maade har Anelse om de Skyldiges Navne.«

»Disse Navne ønsker De altsaa?«

»Ja! Ministeriet ønsker at vide fuldstændig Besked om, hvad der foregaar bag dets Ryg men --« han saa alvorligt paa Detektiven, »rigtignok saaledes, at de Skyldige ikke selv aner, vi er underrettede.

Forstaa os helt og klart: Deres Opgave maa være den, at skaffe os alle Oplysninger, uden at vedkommende aner det, samtidig med, at De -- Midlerne er Deres -- forhindrer al Oprør, Sammensværgelse, eller hvad det nu maatte være, ved en eller anden Advarsel, saa vel og behændig rettet, at Oprørerne ikke aner, hvorfra den kommer, men alligevel forstaar, de er opdaget og af den Grund selvfølgelig indstiller alle videre Oprørsplaner af Frygt for Regeringens Straf.

Kun saaledes kan Sagen faa sin eneste heldige Løsning: diskret gemmer vi Sagen bort, ingen ministerielle Ord, Befalinger, Straffe o. s. v. Ministeriet lader, som om intet er sket, og det intet ondt aner, men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed bliver det truende Sværd over Syndernes Hoveder, der i hvert Fald forhindrer, at Planerne bringes til Udførelse.« Han tav og saa fast paa Detektiven: »Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig tydeligere?«

»Jeg forstaar Dem fuldtud!« erklærede Grev Campnell og saa tankefuld hen for sig. »Det er en lidt vanskelig Opgave --!«

»Meget vanskelig! Jeg indrømmer det. Men hvad skal vi gøre? Med Deres Resultat vil det staa eller falde. Jeg personlig har instinktmæssig paa Fornemmelsen, at Uvejret hænger os over Hovedet. Maaske vil Oprørsplanerne mislykkes, naar det kommer til Stykket, det kan jo være ... ja, men Skandalen er der! Sagen kommer frem! Landet og Officers-standen kompromitteres --« Ministeren slog i Bordet, og Brynene rynkedes. »Og det #maa# ikke ske!«

»Ja ja, saa maa vi handle,« afbrød Detektiven resolut. »Har De Mistanke til nogen bestemt?«

Ministeren trak paa Skuldrene:

»Hovedmændene maa naturligvis søges blandt de overordnede Officerer, saadan er det jo altid.«

»Ja vel. Men derud over?«

»Tør Ministeriet ikke have nogen enkelt mistænkt, Hr. Greve.«

»Godt. Det er Infanteriet, Sagen drejer sig om. Der hviskes jo om det.«

Ministeren nikkede.

»Og kan der da være Tale om mere end en Snes fremragende Officerer her?«

Den adspurgte rystede paa Hovedet.

Greven betænkte sig lidt.

»Send mig disse Herrers Adresser i Løbet af en halv Times Tid! Vi maa lade dem alle bevogte, uden de aner det. Ja, dette er nødvendigt som forberedende Øvelse!« lød det bestemt, da Ministeren tøvede. »For Diskretionen paatager jeg mig Ansvaret.«

Dermed rakte han Ministeren Haanden til Afsked.

Kapitel III.

(Forklaringen.)

Omtrent samtidig med, at den uhyggelige Opdagelse fandt Sted i Oberst Rowans Hus, og man dèr blev enige om, at opgive al Oprør og forholde sig rolige som Mus, sad Grev Campnell atter i Ministerens Kontor.

Excellensen lyttede til Detektivens Beretning:

»... Jeg udvalgte altsaa en Snes Mand af min lille, hemmelige Garde, paa hvem jeg kan stole trygt, og instruerede dem til at følge D'Hrr. og telefonisk underrette mig om alt, hvad de foretog sig paa deres Ture gennem Byen -- ligegyldigt, om det for mine Hjælpere syntes bemærkelsesværdigt eller ej.

Unægtelig fik jeg mange grinagtige Telefonmeldinger og kom nok adskillige Gange paa Vildspor.

I Formiddags f. Eks. opsnuser en, at Oberst Rowan havde bestilt en hul Spadserestok og netop i dette Øjeblik var inde at afhente Genstanden i den og den Butik.

Jeg lod som intet og lod ham fortsætte Spioneringen. Men Stokken gjorde mig alligevel lidt mistænksom.

Jeg gjorde mig ukendelig og begav mig kort efter til Oberstens Hus, hvor jeg udenfor afventede hans Ankomst.

Da han langt om længe indtraf, præsenterede jeg mig som Journalist, der ønskede at offentliggøre hans bekendte, regeringsvenlige Anskuelser.

Han gik straks ind paa Rollen som Fædrelandsforsvarer og bød mig, som beregnet, ind i den overfor liggende Restaurations privateste Kabinet.

Før jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til min højre Haand: bad ham i Løbet af nogle Minutter forlange Oberst Rowan i Tale her paa Restaurationen og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3-4 Minutter.

Det gik, som jeg ønskede.

Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene i Kabinettet. Jeg for' til Stokken -- den mystiske, hule Stok -- og fandt ganske rigtigt et Dokument --«

»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?«

Detektiven tog det frem af sin Brystlomme.

»-- Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med Deres regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!« Han rakte Ministeren det. »Tja -- saadan er det.«

Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder.

»Sammensværgelse .... mod mig! I yderste Øjeblik .... Grev Campnell! Hvordan --« Han rakte ham Haanden i rystet Bevægelse. Dog, i næste Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn.

»Ja, ja -- det er meget godt, det er udmærket godt, Hr. Greve, men --! Vi staar jo endnu paa Halvvejen. De har bemægtiget Dem Dokumentet, og det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa? Advarslen, den nødvendige Advarsel? Som sagt, Ministeriet maa jo forblive tavs og lade uvidende.«

»Det sagde De allerede til mig under vor første Samtale,« svarede Detektiven. »Jeg har selvfølgelig taget mig Deres Ord efterrettelig. De afbrød blot, før min Beretning var endt.«

Og han fortsatte med et Smil: »Jeg #har# givet D'Hrr. den nødvendige Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen.

Da jeg havde sikret mig det vigtige Dokument, lagde jeg i Stedet et Papir, hvorpaa D'Hrr.'s Navne stod at læse med min fordrejede Skrift. Nedenunder stod Ordene: »Disse er Forræderne!««

Ministeren stirrede overrasket. Saa pludselig for han hen til Grev Campnell og trykkede hans Haand.

»Ja, jeg forstaar Dem. Vi har vundet Spillet. #Nu# er jeg overbevist!«

Ministeren fik Ret.

Om Oprør hviskedes der ikke mere. Derimod konstateredes det hurtigt, at næppe fandtes der nu blandt Rigets Officerer ivrigere Regeringstilhængere end de paa Dokumentet optegnede Herrer. Trods Ministeriets Tavshed, gik de jo stadig i Angst og søgte at styrke Aktierne ved eksemplarisk Opførsel.

Detektivens Fremgangsmaade kunde ikke have været heldigere valgt!

VIII. -- EN MYSTISK PASSAGER.

Kapitel I.

(Paa Havet.)

Det skete paa Oceandamperen fra New-York til London.

Fru Horner Joy følte sig ikke rigtig søstærk og laa paa en af Damesalonens Sofaer, men fo'r pludselig sammen, da Døren sagte aabnedes.

En høj, slank Mand kom ind.

Hvem var det?

Hun stirrede paa ham; blandt Passagererne havde hun ikke set ham før. Han var iført graa Sportsdragt, Ansigtet var ligblegt og skægløst, men Øjnene sorte som Kul.

Fruens første Tanke var, at han søgte nogen. Han stod der i Døren ligesom lyttende og dog paa Spring til at flygte, om det gjaldt.

Det gyste igennem hende, men da han kort efter gik frem i Salonen og nærmede sig hendes Sofa, tog hun endelig Mod til sig:

»Undskyld, søger De nogen her, med Forlov?«

Manden stirrede paa hende med Øjne, der fik hendes Blod til at stivne. Men svare, gjorde han ikke. Derimod gik han atter tilbage, lukkede Døren og forsvandt den Vej, han var kommen.

Fru Joy forstod ikke dette. Uvilkaarligt sprang hun op trods sin Søsyge og flygtede ind til sin Mand i Rygesalonen.

»Naa, ja -- hvad saa?« spurgte Manden. Han fandt ikke noget mærkværdigt i den hele Beretning.

Ved Middagsbordet saa Fruen sig meget nøje om ved Bordet, men det var hende umuligt at opdage ham. Han var der ikke. Saa spurgte hun Kaptajnen.

»Hvad siger De, Frue? Næ, Spøgelser har vi ikke ombord, hæ, hæ, hæ. De er bare søsyg!« spottede han.

Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun havde set et Spøgelse, og den Nat kneb det for Manden at faa Nattero.

Kapitel II.

(Det sære Møde.)

Nogle Dage efter Ankomsten til London gik Ægteparret Joy gennem Regent Street. Det var dejligt Vejr, gennem Gaden bølgede Menneskemassen, Vognene rumlede, Avissælgerne og andre Gadebydere raabte højt. Det var midt i Verdensstadens Tummel og Livlighed.

»Joy!« Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... »Se der! Kan Du se?«

»Hys--s!« Manden tyssede. »Lad dog være at raabe saa højt!«

»Joy, Joy ... ser Du da ikke,« vedblev hun uanfægtet. »Derovre, derovre gaar han jo ... Spøgelset fra Skibet, se!«

Ægtemanden smilede ad sin Kones Barnagtighed.

Men Fruen fo'r tværs over Gaden, ind mellem Vogne og Omnibusser og hen til Manden.

Ganske naturligt saa den Fremmede forundret paa hendes fremstrakte Haand.

»God Dag, hvordan har De det?«

»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det meget godt, men ...«

»Kan De maaske ikke huske mig?«

»Huske? Næ--æ--«

»Jamen prøv!«

Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt.

»Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og blege, markerede Ansigt smilede blot.

Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.

»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!«

»Damperen -- New-York?« Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu værre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at være brudt ind i Damesalonen.

»Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!« erklærede Fruen og saa triumferende paa sin Mand, der betragtede de to med rynkede Bryn.

Den Fremmede var ikke mindre forbavset ... indtil der pludselig gik et Lys op for ham.

»Ja, det passer, det passer vist altsammen! De maa have set min Broder, Frue! Der er ingen Tvivl. Jeg har rigtignok længe troet, han var død derovre, men ... Jeg tror ikke paa Spøgelser. Ellers vilde jeg sige, De havde mødt hans Genfærd. Det er ganske mærkværdigt --«

»Ligner Deres Broder da Dem?«

»Om han gør! Vi var Tvillinger og lignede hinanden saa stærkt, at fremmede rent ud sagt ikke kunde skelne os fra hinanden ... Frue, vær saa venlig at følge med, De og Deres Mand ... Jeg skal vise Dem hans Billede, saa kan vi dog maaske faa opklaret, om han virkelig skulde leve. Det er mig jo af højeste Vigtighed at faa det opklaret. Jeg har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine Tanker, set ham i Drømme og hørt ham tale ...«

»Saa er det et Spøgelse!« erklærede Fruen bestemt, og man satte sig i Bevægelse til Hr. Stantons Hjem.

Den Fremmede aabnede Døren og førte dem ind i en pragtfuld Dagligstue paa 1ste Sal.

»Vær nu saa god. Frue, nøjagtig at forklare mig alle Enkeltheder i hele denne mystiske Sag!« vedblev Stanton, saa snart man var kommet til Sæde.

Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tænkt om den mystiske Rejsende.

»Ja--a?« Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet. »Man skulde jo næsten tro, at han lever, men hvorfor i al Verden er han da ikke kommen herop til mig? Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han ikke ... Naa! Nu skal De se!« Han gik ind i den anden Stue og hentede et stort Billede ned fra Væggen.

»Her er det! Ligner han mig?«

Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var uhyggelig.

Men Ægtemanden smilede skeptisk: »Er De nu ogsaa helt sikker paa, det ikke er Dem selv?«

»Sikker, naturligvis er jeg sikker. Tror De, jeg spiller Komedie i en saa vigtig Sag? -- Nu skal De selv se --!« Og han hentede endnu et Portræt af samme Størrelse, men ganske ligt det første. Det var ham selv.

Pavse.

»Hm, besynderligt!« mumlede Ægtemanden. »De var jo ligefrem i Stand til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende, aldrig har jeg set Mage til sligt.«

Midt under alt dette kom Pigen ind og meldte, at en Fremmed var ude og vilde hurtigst muligt have Herren i Tale.

Ægteparret vilde gaa, men i samme Nu kom den Fremmede til Syne. Alle tre udstødte et Skrig af Forfærdelse.

Den nysankomne tyssede, men var synlig nervøs. Alt, hvad han kunde, fo'r han ind i det næste Værelse og lukkede Døren i Laas efter sig.

Et Øjeblik efter stod et Par fremmede Mænd i Værelset.

»Endelig! Nu har vi Dem!« Resolut gik de hen mod Hr. Stanton. Da #han# selvfølgelig gjorde Modstand, fik han Haandjærnene paa.

»Hvad betyder dette her? Hvad #vil# De mig?« tordnede Stanton.

Ægteparret skyndte sig bort.

»Hvad vi vil ... Næ, De narrer os ikke, lille Ven«, lo de civile Opdagere. Nu har vi løbet efter Sporet et Par Døgn allermindst ... Saa, følg nu med!«

De skulde til at drage af Sted med Stanton, da Broderen atter viste sig i Døren, blot i en anden Dragt.

Han hyklede den største Forfærdelse og Forbavselse over Anholdelsen.

»Jamen, hvad i al Verden har min Broder da gjort? Forklar Dem dog Mennesker!«

»Naa--aa, det ved De vel nok.« Og nu fulgte Rapporten: Stanton havde været ombord i Damperen fra New-York, havde holdt sig skjult i Lasten og i ledige Timer gaaet paa Tyveri-Tourné rundt om i Kahytterne. En enkelt af Passagererne havde fattet Mistanke til ham, opgivet Signalementet, og paa deres Anmeldelse var Efterforskningen sket kort efter Landgangen.

Den fremmede stirrede paa Stanton:

»Men kæreste Broder! Hvordan kunde Du ogsaa --? Ja -- ja?« Han vendte sig smilende til Detektiverne. »Vi maa afgøre Sagen i Mindelighed. Hvor meget vil I have?«

De svarede naturligvis ikke, men Fyren lod sig ikke dupere.

»Skal vi sige 500 Kr. til hver? -- Saa, slip ham nu! Herregud, er det noget at gøre saa meget Væsen af.« Han greb til sin Lomme. »Kom! Her er Pengene!«

»Saa for Pokker!« Han rynkede Brynene og truede ad Broderen. »Har Du nu ogsaa stjaalet min Tegnebog?«