Part 2

Hr. Majendie vilde skænke et Glas Vin til sig selv, men Campnell ytrede: »Gør mig den Tjeneste at lade være at drikke, før De har fortalt mig, hvad der er i Vejen.«

»De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min Hustru og mig?«

»Ikke en Smule.«

»Min Hustru er forsvunden!«

»Ja saa.«

»For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi har altid Scener, men denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes Skyld -- denne Parkers bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan aldrig faa hende til at lave Udgifter nok. Men hvor i al Verden skal #jeg# skaffe de mange Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr. -- skaffer jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde det. Hun græd og jamrede og forsvandt saa ud af Stuen.

Næste Morgen viste hun sig ikke.

Da jeg kom hjem om Aftenen, fortalte Pigerne, at de ikke havde set Fruen hele Dagen. Hendes Dør var aflaaset, og hun svarede ikke, naar de bankede. Jeg brød Døren op, men hun var dér ikke. Saa i Morges fandt jeg dette i mine gamle Benklæder.«

Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der indeholdt hendes Ringe og Smykker.

Detektiven undersøgte det. Alle hendes Smykker pakket ind i gammelt Papir fra de Handlende! Hist og her paa Papiret uhyggelige mørkerøde Pletter, der maaske kunde minde om Blod.

Majendies Stemme blev hviskende:

»Tror De, hun har begaaet Selvmord eller ...«

»Det ved jeg ikke.« Grev Campnell søgte at betvinge et Smil. »Foreløbig beholder jeg Pakkerne!«

Majendies Haand nærmede sig betænkeligt Glasset og Flasken foran dem.

»Lad det nu staa!« kommanderede Greven. »Jeg finder det uhyre sandsynligt, at Deres Frue i Stedet for at være bunden paa Livstid til en fordrukken Mand har vovet et skæbnesvangert Skridt ...«

»Hr. Campnell --!«

»Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres Hustrus Forsvinden hemmelig en hel Uge, prøver at døve Deres Samvittighed i Alkohol«.

Majendie tøvede.

»Hr. Greve ... Havde jeg vidst, De vilde opføre Dem saaledes ... havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem«.

»Derfor gaar jeg ogsaa straks«. Detektiven rejste sig. »Jeg skal overgive Sagen til den første Politibetjent, jeg møder.«

»Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg øjeblikkelig tage dem bort.«

... Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mødte han Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham.

»Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst besynderligt, der er passeret her i Huset.«

»Naa, og det er?«

Tjeneren gned sine Hænder forlegent.

»Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle glimrende Anbefalinger, skønt Guderne maa vide, hvor han har faaet dem fra, for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Næsvished! Dag og Nat snusede og kiggede han rundt i hele Huset, og brød sig ikke det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg ham, da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie har sine Benklæder.

»Hvad bestiller De der?« spurgte jeg.

»Tæller Herrens Tøj op,« svarede han frækt.«

-- Tjeneren blev ved at snakke, og det varede noget, inden Detektiven slap fra ham.

Da han endelig kom ned paa Gaden, betænkte han sig længe og saa sig nøje omkring. Just da han vilde gaa videre, sneg en ung Mand sig ængstelig ud fra Majendies Port.

Uden at se sig om skyndte han sig hurtig bort i modsat Retning af Detektiven.

Rask som et Lyn vendte denne om og fulgte efter ham.

Idet Fyren drejede om Hjørnet, lagde Grev Campnell sin Haand paa hans Arm. Med Rædslen malet i alle Træk standsede han.

»Saa min Ven, nu har jeg Dem! Hvad skal den Opførsel betyde?«

Detektivens Stemme forskrækkede ham. Fyren stammede: »Det er ikke min Skyld. Jeg hedder Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er sandt, jeg forsikrer Dem det!«

»Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt om Dagen? Hvorfor er De ikke i Arbejde?«

»Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe, skønt jeg skulde møde for to Dage siden.«

Detektiven udspurgte, men Fyren var standhaftig. »Jeg maa ingenting sige,« vedblev han angst. »Siger jeg noget, gaar jeg glip af saa mange Penge, og jeg er saa fattig og har Kone og Børn. Jeg sværger Dem til, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Ikke det fjærneste!«

Detektiven betragtede ham nøje. Saa slap han ham med et pludseligt Smil.

»Ja, ja; De er fri, indtil videre. Nu prøver vi, om De siger Sandhed!«

Kapitel II.

(Den ny Tjener.)

En Times Tid efter kørte Grev Campnell i Droske af Sted til Majendies Hjem. Tjeneren Neave lukkede op.

»Er Herren hjemme?«

»Herren er gaaet i Seng.«

»I Seng! Paa denne Tid af Dagen --?«

Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende i sin Seng med Tæpperne op om Ørene -- og tudbrølende.

Detektiven fik ham rusket op og klædt paa i en Fart, saa ned ad Trapperne og i Drosken med ham, altsammen før det stod ham egentlig klart, hvad der skete.

»Hvad skal jeg gøre, Greve? Jeg tror, Folk paa Gaden peger Fingre af mig,« var det første, han mælede. »Maaske har de fundet min Kone et eller andet obskurt Sted ...«

»Ja, De skulde have været mere elskværdig mod hende, kære Herre!«

»Nej, nej, De tager fejl, men ... men Greve? Hvor ... hvor kører vi hen? Jeg synes vi holder udenfor Parker!«

Detektiven sprang ud i en Fart.

»Bliv, hvor De er! Jeg skal tale et Sekund med Hr. Parker!«

Idet Greven naaede op mod Trappen, kom Parker farende ned, synlig indigneret.

»Naa ... ja, det var saamæn paa Tide, de indfandt Dem. Herregud, Menneske, det er jo en Sag af den yderste Vigtighed.«

Detektiven smilte: »Saa ud med Sproget. Nu har De mig jo!«

Med de Ord tog Greven den lille Mand venskabeligt under Armen, og før han fik Tid at gøre Modstand, var han puttet ind i Drosken.

»Kør Kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!«

Atter af Sted. Hvem af de to Fremmede, der var mest forbavset, er vanskeligt at sige. Parker talte først.

»Hr. Greve! Hm! Maa jeg spørge ... hvor tør De ... putte mig ind i denne modbydelige Kasse sammen med saadan en ... en Abekat.«

Majendie rømmede sig advarende.

Parker forsøgte at rejse sig, men Greven tvang ham tilbage.

»Sid nu roligt et Øjeblik, lille Ven!«

Majendie skelede til Parker:

»Min Kone er myrdet, at De ved det!«

»Myrdet?« Parker stirrede. »Myrdet? Hun er vel bare forsvunden? Hm, maaske burde man misunde Dem. #Min# Kone forsvinder ikke saa let ... men more sig kan hun med en mørkhaaret Æventyrer ...«

»Ja, hende var det, der ødelagde min.«

»Naa det tror De, gamle Fyr! Nej, #Deres# modbydelige Kvinde af en Kone....«

Detektiven tyssede paa de ivrige Herrer. Kort efter standsede Vognen i en snæver Gyde udfor et lille Hus med en Bagerbutik og andre Smaahandlende.

»Værsgod, mine Herrer, kom saa!«

Nølende krøb de to Fjender ud af Vognen. Spørgende saa de paa hinanden.

Døren til Huset stod aaben. Detektiven drev dem op ad snævre Trapper. Der var kun én Sal og én Indgang.

Ingen Navneplade paa Døren.

Detektiven betænkte sig lidt.

Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftig Tag rev han Laasen op.

Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.

Parker gjorde atter Spektakel. »Hvad i al Verden er det for et hæsligt Rum. Er De gal, maa jeg spørge?«

Detektiven tvang dem til at forholde sig rolige. Saadan gik en halv Times Tid.

Pludselig for Detektiven op.

»Stille! Der kommer nogen!«

Lyden af Fodtrin hørtes paa Trapperne.

Parker aabnede nysgerrigt Døren paa Klem.

Men næppe havde han gjort det, før han gispende for tilbage. »Død og Pine, det er jo min Kone, klædt ud som ordinær Blomsterpige! Gaa ind i den anden Stue, aa gør det ...«

Majendie løb til Døren og kiggede nysgerrigt.

»Hvad Pokker -- min nye Tjener! Nej, føj, Deres Kone har en modbydelig Smag! Manden er jo snavset og brun som en Neger.«

Parret kom ind.

Parker for dem i Møde.

»Ja saa lille Frue, #der# fandt jeg Dig!«

Majendie saa maalløs paa sin Tjener:

»I Sandhed! Jeg beundrer din Beskedenhed, Perkins! Det maa jeg sige, løbe bort med en Guldfugl!«

Detektiven kom til.

»Maa jeg saa have den Ære, Hr. Parker, at forestille Dem for Fru Majendie!«

Han gik hen mod den snavsede Tjener.

»Kan De ikke kende Deres egen Hustru, Majendie?«

Der blev ganske stille.

Saa en Lyd -- halvt et Suk, halvt en Latter: Perkins, »den nye Tjener«, rev Parykken af, og der viste sig et Brus af gyldne Krøller.

»Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har mistænkt mig for noget slemt med en Tjener! Det er jo bare den velsignede Valnøddesaft paa Kinderne.«

Majendie saa forvirret ud: »Jamen ... hvad siger Du ... jamen det er dog virkelig et meget ondartet Puds!«

»Kæreste Cyril, jeg har jo gjort det for din Skyld alene. Ja netop! Da Du sagde, Du vilde være ruineret, hvis Du ikke kunde skaffe de 5000 Kr., #maatte# jeg jo finde paa noget. Saa løb jeg over Gaden til Fru Parker. »Marie«, sagde jeg. »Skal vi vædde?«

Det vilde hun.

»Vi vædder om, at jeg skal kunne gaa som Tjener i mit eget Hus en Uge, uden at Cyril skal kende mig.«

»Er Du gal«, sagde hun.

»Hvor meget vædder vi?«

»En ordentlig Masse -- 5000 Kr., Du har jo Penge nok.«

Her afbrød Fru Parker:

»Ja, jeg vidste jo, Majendie havde særlig god Brug for de Penge, men jeg vidste ogsaa -- Hr. Majendie! -- at Deres Kone er parat til at gøre #alt# for Dem, for jeg kender hende ud og ind!«

Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod Grev Campnell:

»Hvem er De, med Forlov? Hvordan har en Fremmed kunnet opdage vore Intriger, der var godt nok fundet paa?«

Greven bukkede: »Det var de, Frue. De har virkelig skjult Dem paa et lidet iøjnefaldende og tarveligt Sted. Men De ved, for en Detektiv maa den Slags Ting nu til Dags være Bagateller -- og er det da ogsaa, heldigvis.

Den rigtige nye Tjener, Hr. Perkins, var jeg saa heldig at træffe. Han turde ingenting sige af Frygt for derved at tabe en udsat Belønning. Jeg nænnede ikke heller at lede ham i Fristelsen. Foreløbig forstod jeg, der maatte være Kvinder med i Spillet. Kvinderne bruger de fleste Bestikkelser, men kommer jo ogsaa lettest til Pengene. Jeg lod ham løbe, altsaa. Først vilde jeg prøve Adressen paa det Papir, hvori Deres Smykker laa gemte.«

»Det Papir --?«

»Ja.« Han tog det gamle Indpakningspapir op af Lommen. »Et af Smykkerne laa jo indsvøbt i Papir med Konditorens Firmamærke, der bor her i Huset. Har de allerede glemt det, lille Frue?«

Ja, det havde hun. Men nu huskede hun godt, de to Veninder havde købt Kager dernede....

»-- Og sparsommeligt anvendt Papiret!«

»Men alt det andet Papir omkring de andre Pakker?« lød det ærgeligt fra Fru Majendie.

»-- Var ikke fra Konditoren, Frue, men kunde maaske have givet Oplysninger, i Fald det gamle Ord #mod Sædvane# havde vist sig bedragerisk: »Hvor søde Sager er, holder Kvinderne til!««

Saa bukkede han høfligt for Selskabet og overlod dem til Idyllen.

IV. -- ET GAADEFULDT INDBRUD.

Kapitel I.

(Hvem er det?)

Grev Campnell var lige kommet sig efter et Influenzatilfælde, da hans Tjener en Dag meddelte, at den unge Grev Georg Carman meget gerne vilde tale med ham.

Det slog straks Detektiven, at Grev C. saa endnu mere nervøs ud end sædvanlig.

»Forbandet Historie sidste Nat, Hr. Campnell! Indbrudstyveri, Pokker til Affære!«

»Er det alt, hvad De har at fortælle?«

»Ja naturligvis -- er det maaske ikke tilstrækkeligt?« Han satte sig. »Ser De, Indbrudet gælder Villa »Azalea«, hvor min Veninde, Frk. Tonny Darling bor.«

Detektiven kendte baade Hus og Dame.

Greven fortsatte: »Juvelerne er stjaalne, dem, jeg har givet hende! -- Jeg har givet en syndig Havn Penge for dem i sin Tid, for hun #maatte# jo have dem ... Naa, det er ikke det værste!«

»Hvad da?«

»Jeg kan min Sandten ikke gaa til det bornerte Politi i denne Affære. Kan jeg stole paa Dem?«

»Selvfølgelig. Gaa nu bare til Sagen!«

»Godt.« Greven rokkede lidt paa Stolen. »Jeg har i sin Tid givet hende et skriftligt Ægteskabsløfte, som hun gemte paa Bunden af sit Juvelskrin. Skrinet er borte! Hvad skal jeg gøre? Netop nu, da min Familie endelig har fundet et passende Parti til mig ...«

Detektiven saa i Tankerne Faderen, Greven til Hammersmith's Ansigt -- denne gamle, korrekte Adelsmand.

»Ja, vel er det ubehageligt for Dem ...«

»Mellem os sagt, Hr. Detektiv!« Greven rykkede sin Stol nærmere og hviskede: »Har hun og jeg været lidt uenige i den senere Tid. Det skulde slet ikke forbavse mig, om hun selv er Tyven! Altsaa blot har foregivet Indbrudstyveriet og givet en af sine Venner mit fatale Ægteskabsløfte som Vaaben imod mig.«

»Har De noget at holde Dem til i den Opfattelse?«

»Ikke Spor; men jeg kunde tænke mig det.«

»Hvem bor i Huset foruden Frk. Darling?«

»Hun bor der alene med sin Tjenestepige.«

»Hvad savnes foruden Dokumentet og Smykkerne?«

»Det aner jeg ikke. Jeg ved kun, hvad hun har fortalt mig. Jeg kommer lige derfra. Aa, hun er vist frygtelig snedig.«

Detektiven rejste sig.

»Ja ja -- jeg skal komme ud paa Villaen, saa snart jeg faar Tid. Maaske vil De møde mig derude.«

»Ja -- jo, det skal jeg. Tak, skal De have!«

Og saa gik han.

* * * * *

Tjeneren havde næppe lukket den forvirrede unge Greve ud, da han meldte Detektiven nyt Besøg. Det var en Herre, som nægtede at opgive Tjeneren sit Navn.

»Spørg, hvad han vil mig?«

En hæs Stemme afbrød Konferencen mellem Campnell og Tjeneren.

»Det skal jeg nok selv fortælle Hr. Greven!«

Svaret kom fra en Fyr, der uden videre havde listet sig ind.

Detektiven maalte ham -- og genkendte en bekendt Bandit, Hiles. Tillige var Fyren ophidset og kanonfuld.

»Gaa blot!«

Tjeneren gik.

»Hvad vil De? Men hurtigt!«

Fyren var en lille undersætsig Proletar paa de 24. I den ene Haand bar han en almindelig sort Haandtaske. Han saa ud til at være indædt rasende, i Øjeblikket næppe ved sin Forstands fulde Brug.

»Ja, dér gaar han!« Fyren kiggede ned paa Gaden. »Pas paa, han ikke bilder Dem for meget ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig -- jo, han er en dejlig Kavaler!«

Detektiven begyndte at more sig.

»Kender #De# ham?«

»Ja vist gør jeg saa. Hans Fader ejer Millioner, og saa gaar Sønnen rundt og tager Brødet af Munden paa ærlige Folk.«

»Saa--aa? Hvad har han da gjort?«

»Gjort! Han har spillet mig et Puds saa gement, som jeg ikke havde nænnet det overfor en blind Hankat. Jeg ved godt, han har været her, jeg har passet paa ham nede paa Gaden. Han kom for at fortælle, at der havde været Indbrud paa den Rønne, han kalder Villa »Azalea«. -- Nu skal jeg fortælle Dem, hvem der har gjort det, skønt jeg ikke vilde sige ham det. #Jeg# har gjort det!«

Detektivens Munterhed voksede.

»De er en aaben Karakter, maa jeg sige! De gjorde altsaa sidste Nat Indbrud paa Villaen?«

»Ja naturligvis! Jeg har hørt, De kalder Dem Detektiv!« Han lo haanligt: »Hvem tror De er bange for Dem? De ligner en gemen Politibetjent.«

»Ja, mon De ikke havde Brug for saadan en, kære Mand?«

»For min Skyld gerne! Jeg kommer i Hullet alligevel. Jeg længes snart efter det! Jeg skal nok svare til, hvad jeg har sagt.«

Manden betænkte sig lidt, saa fortsatte han:

»Jeg har gjort Forstudier derude paa Villaen en Maanedstid, for naar jeg gør en Ting, saa gør jeg den grundig.

Det er Pokkers solidt bygget, det Skur. Naa, sidste Nat stod Slaget! Da jeg havde taget, hvad jeg vilde, besluttede jeg at gaa gennem Vinduet i et lille Værelse med hvide Vægge, men paa et Bord derinde opdagede jeg Flaske og Glas. Selvfølgelig vilde jeg have en Slurk og satte min Taske fra mig. -- --

Og saa kan De tænke Dem, Herre: Da jeg stod dér i Mørket og vilde til at vederkvæge mig, blev Værelset pludselig oplyst af et væmmeligt Skær, og jeg saa Grev Carman selv staa og stirre paa mig.

Det hele varede kun et Øjeblik -- baade Synet og Lyset. Men jeg havde set nok. Jeg ønskede ikke at blive længere og maaske tvinges til at give en Forklaring og sprang saa ud gennem Vinduet.« Dermed saa han udfordrende paa Campnell.

»Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman saa Dem, men intet Forsøg gjorde paa at nappe Dem?«

»Det var han vist kommen skidt fra. Men han har gjort det, der er meget værre! -- Da jeg kom hjem og vilde aabne min Taske for at glæde mig ved mine huggede Skatte, var jeg lige ved at faa et Tilfælde. Jeg havde fyldt Tasken med dejlige Diamantsmykker og andre Juveler -- og nu skal De se, hvad jeg fandt i den!«

Han satte Tasken paa Bordet og aabnede den.

Det var unægteligt et besynderligt Indhold for en Indbrudstyv.

»Har De maaske nogensinde set Mage?« vedblev Tyven. »Gammelt Brød og Flæskestumper og afgnavede Kødben og Osteskorper ... som om jeg havde været en forsulten Fyr, der trængte til et usselt Maaltid.«

»Maa jeg spørge: mener De, man paa Villaen har taget Smykkerne ud af Deres Taske og lagt dette i Stedet?«

»Jeg mener ganske simpelt, at min egen Taske er bleven snappet. Denne Taske #ligner# kun min! Jeg saa det først, da det var for sent. Det er naturligvis denne modbydelige Greve, der har gjort Ulykken! At han kunde nænne det ...«

Kapitel II.

(Damen.)

Villa »Azalea« laa i en Skov og var omgivet af de høje Træer.

Frk. Darling var en meget smuk Dame, og hendes Klædedragt var altid stilfuld og luksuriøs. Hun kunde til Tider være kold som Is, og netop i Dag, da Detektiven kom, var Damen i en af sine mest tilfrosne Stemninger.

Hun laa paa en Sofa i sin elegante Dagligstue. Da Tjenestepigen lukkede ham ind, betragtede hun ham ligegyldig.

»Hvad skylder jeg Æren ...«

»Et Indbrudstyveri, der skal være foregaaet her sidste Nat.«

»Ja saa,« lød det ligegyldigt. »Carman har nok sendt Bud efter Dem. Han kunde saamæn have sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det Hele.«

»Gør De det, Frøken? Er der da opdaget noget nyt?«

»Næ --. Der #er# nemlig ikke noget at opdage. Tror De maaske, Carman kan narre mig? Indbrudstyveri!« Hun lo paa sin kolde, spottende Maade. »Han er selv Indbrudstyven.«

»Saa--aa?«

»Ja, havde han været i Pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog mine Juveler. Men dette! At stjæle sit eget Ægteskabsløfte til mig --.«

Detektiven satte sig til Ro.

»Maa jeg spørge, Frk., har De en Fortegnelse over de Juveler, der er forsvundne?«

»Ja, det har jeg da rigtignok. Det skal han nok faa at føle, hvis han pantsætter dem.«

»Blev De vækket sidste Nat?«

»Nej, jeg maa tilstaa, han var lydløs i Vendingen. Skønt, det er jo meget muligt, han har haft en Medhjælper.«

Der blev ringet paa Entréklokken.

»Det er vist Carman.« Campnell vendte sig mod Frøkenen. »Det vil jeg sige Dem: han er uskyldig!«

Frøkenens Kulde syntes pludselig at forsvinde. Nervøst fo'r hun op fra Sofaen.

»Hvad mener De med det?« Øjnene gnistrede.

»Hvad jeg siger.«

»Aa, I Mandfolk!« Hun stampede i Gulvet. »I gaar med hinanden gennem tykt og tyndt og tror, I kan narre os Kvinder. Men engang imellem tager I ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke Dokumentet tilbage senest i Aften, gaar jeg til hans Fader, saa skal vi se!«

Frøkenen gik majestætisk hen mod Døren. Da hun naaede den, viste Carman sig. Han stirrede paa hende.

»Er der noget i Vejen?«

»Aa, lad vær' at skab' Dig,« svarede Frk. Darling og forsvandt ud af Stuen.

Carman gik hen til Detektiven og hviskede: »Tror De, hun har gjort det?«

»Hun siger, det er Dem selv!«

»Mig? -- Jeg har ikke været her i Nærheden hele Natten.«

»Er De sikker paa #det#?«

Manden slog Øjnene ned for Detektivens skarpe Blik.

»Ja selvfølgelig er jeg sikker --«

»Vis mig lidt omkring, hvad?«

»Ja gerne. Der er for Resten ikke noget at se.«

Undersøgelsen var da ogsaa hurtig tilendebragt.

»Det skal være her, Fyren brød ind,« berettede Carman, da de stod i det hvide Værelse.

Detektiven undersøgte det: Værelset var lille med et Bord i Midten, hvor Drikkevarerne sandsynligvis havde staaet, da Fyren satte Tasken fra sig.

Detektiven bemærkede sig, at Vinduet vendte ud mod Haven. I Vindueskarmen laa et Laterna magica-Apparat.

»Har Manden efterladt noget Tegn paa sin Nærværelse?«

»Det tror jeg ikke.« Carman saa ned i Gulvet.

»Det er for Resten grinagtigt at male et Værelse med saadan kridhvide Vægge, hvad?« Detektiven betragtede ham forskende.

»Hun vilde have det. Det gav saadan Kølighed. -- Er De saa snart færdig med deres Undersøgelser?«

»Ligestraks, kære, tag det med Ro! Blot jeg endnu maa se Værelset, hvor Skrinet med Ægteskabsløftet og Juvelerne staar.«

»Ja--a? Det er hendes Soveværelse! Jeg tror, hun er derinde, det plejer hun i hvert Fald at være, naar hun er i ondt Lune.«

»Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se Værelset under disse Omstændigheder.«

Carman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte de banke paa Døren, inden hun svarede.

»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gør Dig saa megen Ulejlighed med det Ægteskabsløfte, eftersom det ligger i din egen Lomme,« vedblev hun.

»Tonny, jeg sværger ...«

»Aa, lad være. Det har Du gjort saa ofte. #Kvindejæger#, #Du# er!«

»Men Tonny, hvor kan Du sige det!« Ordene syntes virkelig at gaa ham til Hjærte, bemærkede Detektiven ... »Jeg, der elsker Dig saa inderligt ...«

Grev Campnell gik videre frem i Soveværelset.

Der var meget elegant. Den dominerende Farve var lyserød Silke. Paa Bordet stod et dejligt Ruslæders Skrin.

»Er det Deres Smykkeskrin, Frøken?«

»Ja, luk De det bare op! Indbrudstyven --« et Blik paa Carman, »har allerede brækket Laasen i Stykker.«

Detektiven aabnede det.

»Han har da efterladt sig en Del, den gode Indbrudstyv.«

Damen fo'r derhen: »Har han ladet #noget# ligge?« Hun stampede i Gulvet og vendte sig mod Carman. »Det har Du gjort! Du har gjort det #bagefter#! Du vidste godt, jeg havde en Fortegnelse, og saa blev Du bange.«

Carman stirrede maalløs paa Skrinet. Ja, virkelig! Der var propfuldt af Juveler igen!

»Jeg tror slet ikke, de har været borte,« kom det tørt.

»Maaske mit Ægteskabsløfte ogsaa ligger der, hvad?« lød Frøkenens spydige Svar.

Frk. Darling trykkede paa en Fjeder til et hemmeligt Rum, men dette var og blev tomt.

»Du har selv gemt Ægteskabsløftet. Vist har Du saa!« paastod Carman.

Detektiven gik hen mod Døren.

Lidt efter kom Pigen ind.

»Ringede De, Frøken?«

Detektiven svarede:

»Det var mig, der ringede. Undskyld, Frøken, jeg tog mig den Frihed!«

Saa vendte han sig prøvende mod Pigen: »Det var en stor Fejl af Dem, at lægge Juvelerne tilbage igen. De havde gjort bedre i at tillade Hr. Hiles at tage dem med sig.«

Pigen saa ud, som hun ikke forstod et levende Ord.

Detektiven vendte sig alligevel mod Frk. Darling: »Det er hende her, Frøken, der har lagt Juvelerne tilbage. Dokumentet har hun endnu i sin Varetægt.«

Pigen var usædvanlig smuk. Nu trak hun sig tilbage.

»#Det er Deres Rival, Frk. Darling!#«

»Men hvorfor tror De dog det?« Frøkenen stirrede ganske uforstaaende.

Detektiven trak paa Skulderen.

»Hvorfor? Selvfølgelig, fordi hun er en Besvimelse nær alene ved min fingerede Mistanke. Alle Juvelerne er jo i Skrinet -- der mangler kun Ægteskabsløftet.«

»Nej, nej ...« Frøkenens Ære var truet. »#Saadan# er Carman ikke ... en Tjenestepige!«

»Kvindejæger, sagde De før, Frøken! Det kom mig unægtelig ogsaa lidt overraskende.«

Detektiven betænkte sig et Øjeblik. Men da han saa, Pigen ikke benægtede, men stod saa underlig flov og forvirret, fortsatte han stadig prøvende:

»Hun har i længere Tid haft gode Øjne til det Ægteskabsløfte, som De -- Haanden paa Hjærtet, Frøken! -- har været lidt indiskret med. Planen, hun har udtænkt for at faa det fat og dog forhindre, at Mistanken faldt paa hende, har været ganske snild. Hendes Fejl er blot, at hun har været for hurtig til at dække sig.«

Frk. Darling stirrede stift paa Pigen, der var blussende rød.

Detektiven fortsatte med stigende Sikkerhed:

»En Fyr, der hedder Hiles, Indbrudstyv af Profession, har i længere Tid haft i Sinde at gøre Indbrud paa Villa »Azalea«. Erfaringen har lært ham, at det første Redskab er en Tjenestepige, der lader sig udspørge. Men hun har selv af visse Grunde villet til Fadet og har da udpumpet og benyttet ham. Hun har glat væk ladet ham stjæle, men har under Dække af #hans# Bedrift selv stjaalet Ægteskabsdokumentet.«

»Det er Løgn!« fnysede den stakkels Pige indigneret over Beskyldningen.