# Doktor Nikola

## Part 6

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/doktor-nikola-32494/index.md

Før han var af Syne, knælede jeg ned ved Siden af den unge Pige. Hun var bevidstløs. Hendes Ansigt var ligblegt. Jeg saa, at den venstre Skulder var fuld af Blod. Saa undersøgte jeg den gamle Mand. Det var en smuk, ret velklædt gammel Herre, og han havde et ærværdigt graat Skæg. Han laa udstrakt i sin fulde Længde, og et Blik paa hans Ansigt var nok til at sige mig hans Skæbne. Hvorledes det var gaaet til, kunde jeg kun tænke mig, men der var ingen Tvivl om den Kendsgerning, at han var død. Da jeg havde overbevist mig om dette, vendte jeg tilbage til Pigen. Hendes Øjne var nu aabne, og da jeg knælede ned ved Siden af hende, spurgte hun paa Engelsk, hvad der var sket.

"De er blot saaret," svarede jeg.

"Og min Fader?"

Der var ikke noget at vinde ved at bedrage hende, og jeg sagde ganske simpelt:

"Ja, det er en sørgelig Tidende, jeg har at meddele Dem. Jeg er bange for, at han er død."

Da hun hørte dette, udstødte hun et lille Skrig, og et Øjeblik syntes hun at have mistet Bevidstheden igen. Jeg ventede imidlertid ikke, men gik straks hen til det Sted, hvor hendes Fader laa, og bar Liget over i en mørk Krog paa den anden Side af Gaden. Saa vendte jeg tilbage til den unge Pige, tog hende paa Skulderen og styrtede ned ad Gaden i samme Retning, jeg var kommet. I nogen Afstand kunde jeg høre Pøbelhoben, der endnu var optaget af at ødelægge den myrdede Mands Bolig.

Da jeg kom til det Sted, hvor jeg havde hørt hendes Skrig om Hjælp, gik jeg videre i den Retning, jeg havde haft i Sinde at slaa ind paa, og i lidt mindre end ti Minutter havde jeg naaet Huset. Jeg bankede paa, saaledes som Laohwan havde banket, og Døren blev straks aabnet. Jeg gav Løsenet og fik Adgang med min Byrde. Hvis Dørvogteren tænkte noget, saa sagde han det i hvert Fald ikke; han lod mig rolig gaa til den anden Dør.

Jeg bankede atter, og Døren blev aabnet. Men denne Gang kom jeg ikke ind uden Indvendinger. Skønt jeg havde givet det rigtige Løsen, befalede Dørvogteren mig at vente, medens han undersøgte den Byrde, jeg havde paa Armen.

"Hvad har De der?" spurgte han.

"Har du Ret til at spørge?" svarede jeg, idet jeg antog en hovmodig Mine. "Hans Excellence har sendt Bud efter denne fremmede Djævel for at forhøre hende. Hun er besvimet af Skræk. Gaa nu af Vejen, eller du kommer til at undgælde, fordi du har standset mig."

Han saá lidt forvirret ud, men gav mig efter et Øjebliks Tøven Tegn til at passere, og jeg gik saa ind i det Værelse, hvor jeg havde været sammen med Nikola. Denne ventede utaalmodigt paa mig, jeg kunde se det af den Glæde, hvormed han modtog mig.

"De kommer sent," udbrød han, idet han gik rask hen imod mig. "Jeg har ventet Dem i den sidste Time. Men hvad i al Verden er det?"

"Det er en ung Pige," svarede jeg, "jeg tror Datteren af en Missionær. Hun er blevet saaret og er bevidstløs for Øjeblikket. Hvis jeg ikke havde opdaget hende, var hun blevet dræbt af den Mand, som myrdede hendes Fader."

"Men hvorfor i al Verden har De taget hende med herhen?"

"Hvad skulde jeg ellers gøre? Hendes Fader er død, og jeg tror, at Pøblen har ødelagt deres Hus."

"Læg hende ned, og lad mig se paa hende," sagde Nikola.

Jeg gjorde, som han befalede, og han gav sig til at undersøge hendes Saar. Med en enestaaende Behændighed og en kærlig Omhu, som man neppe havde troet ham i Stand til, vaskede han Saaret i noget Vand, som jeg hentede fra et Værelse ved Siden af. Saa smurte han det ind med en Vædske, som han tog fra en lille Medicinkasse, han altid førte med sig, og forbandt det med et Stykke kinesisk Tøj. Da han var færdig, sagde han:

"Løft hende lidt op, medens jeg prøver paa, hvorledes dette virker paa hende."

Han tog en lille sleben Glasflaske, og efter at have aabnet hendes Mund, dryppede han et Par Draaber af dens Indhold paa Tungen. Hun aabnede næsten straks Øjnene og saá sig om, og da hun opdagede, at to Kinesere bøjede sig ned over hende, fo'r hun tilbage med et Udtryk af den største Rædsel. Men Nikola, som endnu knælede ved Siden af hende, beroligede hende og sagde paa Engelsk:

"De behøver ikke at være bange, De er i Sikkerhed, vi skal beskytte Dem, hvad der saa end sker."

Hans Ord syntes at bringe hende til at tænke paa den skrækkelige Begivenhed, der var hændet hende.

"Ak, min stakkels Fader!" udbrød hun, "hvad har De gjort med ham?"

"For at frelse Deres Liv var jeg nødt til at lade hans Lig ligge paa Gaden dèr, hvor jeg fandt det," svarede jeg.

"Men jeg maa ud og faa det," sagde hun, og medens hun talte, prøvede hun paa at rejse sig; Nikola holdt hende tilbage.

"De maa ikke røre Dem," sagde han roligt. "Overlad det hele til mig, jeg skal sørge for, at Deres Faders Lig bliver fundet og bragt i Sikkerhed."

"Men jeg maa hjem."

"Stakkels Pige," sagde Nikola kærligt, "De véd ikke det hele: De har intet Hjem mere, Pøblen har ødelagt Deres Hus i Aftes."

"Aa Gud! Aa Gud! Hvad skal der blive af mig? Man har dræbt min Fader og ødelagt vort Hus, og vi havde saadan en Tillid til dem."

Uden at drøfte dette Punkt rejste Nikola sig og forlod Værelset. Han vendte straks efter tilbage og nærmede sig igen den unge Pige.

"Jeg har sendt Folk ud for at finde Deres Faders Lig," sagde han, "det bliver bragt til et sikkert Sted, og inden en halv Time er den engelske Konsul paa Spor efter Morderne. Sig mig nu, hvorledes det hele gik til."

"Jeg skal fortælle Dem, hvad jeg véd," svarede hun; "men det er saa lidt, at man ikke skulde tro, det kunde have medført saa frygteligt et Resultat. Min Fader og jeg forlod vort Hjem i Aften Klokken halv otte for at holde Gudstjeneste i den lille Kirke, som vore faa omvendte har bygget til os. Under Gudstjenesten slog det mig gentagne Gange, at der var noget galt i Gære, og da vi kom ud og saá den Hob, der havde samlet sig ved Døren, blev dette Indtryk bestyrket. Jeg kan ikke sige, om de havde i Sinde at angribe os eller ikke, men i det Øjeblik vi traadte ud, lød der et Brøl, og straks efter styrtede Hoben af Sted, jeg antager i Retning af vort Hus; det kan jeg indse nu, skønt jeg ikke havde nogen Anelse om det den Gang. Da vi var bange for at følge efter dem, gik vi ned ad en Sidegade for at komme hjem ad en anden Vej, men da vi forlod Hovedgaden og kom ind i det mørke Stræde, hvor De fandt os, styrtede en Mand løs paa min Fader og slog ham til Jorden med en tyk Stok eller Jernstang. Jeg prøvede paa at beskytte ham og henlede Mandens Opmærksomhed paa mig selv, og saa trak han en Kniv frem og stak mig i Skuldren. I det Øjeblik kom De og jagede ham paa Flugt."

Medens hun sagde dette, lagde hun sin Haand paa min Arm.

"Jeg kan ikke sige Dem, hvor taknemlig jeg er Dem," sagde hun.

"Aa, det var saa lidt," svarede jeg og blev ganske forvirret. "Jeg vilde kun ønske, at jeg var kommet tidligere."

"Men hvad skal jeg dog gøre?"

"Har De ingen Venner i Tientsin?" spurgte Nikola. "Er der slet ingen, som De kan søge Tilflugt hos?"

"Nej, vi kender slet ingen," svarede den unge Pige; "men jeg har en Søster i Peking; hun er gift med en Missionær dèr. Kan De hjælpe mig med at komme dertil?"

"Jeg kan ikke selv følge Dem dertil," sagde Nikola; "men jeg skal nok sørge for, at De kommer af Sted. De maa ikke blive her i Huset, men De skal ikke være urolig, jeg skal sørge for, at der ingen Ting er i Vejen."

Han forlod atter Værelset, og medens han var ude, saa jeg nøjere paa den unge Pige, som jeg havde frelst. Hun var mellem tyve og fire og tyve Aar, hendes Ansigt havde en meget regelmæssig Form, og hendes Hud var noget af det fineste, jeg nogensinde havde set; hendes Mund var lille, og hendes Øjne og Haar smukke og brune, men det søde Udtryk i hendes Ansigt var dets største Skønhed.

Jeg tror ikke, man kan kalde mig en Dameven. Jeg har tilfældigvis aldrig været meget i kvindeligt Selskab; men jeg maa tilstaa, at da jeg saá den unge Piges søde Ansigt, fo'r der en Følelse gennem mig, som jeg aldrig havde haft før.

"Hvorledes kan jeg nogensinde takke Dem for Deres Godhed?" spurgte hun simpelt.

"Ved at bære Deres Ulykke tappert," svarede jeg. "Men undskyld; anser De mig for næsvis, naar jeg spørger Dem om Deres Navn?"

"Nej, hvorfor skulde jeg det? Jeg hedder Medwin -- Gladys Medwin -- og hvad er Deres Navn?"

"I denne Paaklædning burde det være Mah Poo, ikke sandt? I Virkeligheden er det Wilfred Bruce."

"Men naar De er Englænder, hvorfor er De saa forklædt paa den Maade?"

"Det gør mig ondt, at jeg ikke kan meddele Dem det," svarede jeg. "Jeg skal sige Dem noget, Frøken Medwin, det er muligt, at De er den sidste Englænderinde, jeg nogensinde taler med her i Verden."

"Hvad mener De?" spurgte hun.

"Jeg maa atter svare, at det kan jeg ikke sige Dem. Men saa meget kan jeg sige, at jeg tager bort herfra om et Par Timer for at indlade mig paa noget, som højst sandsynligt vil koste mig Livet. Jeg véd ikke, hvorfor jeg fortæller Dem det; men i saadant et Øjeblik som dette kan man ikke overveje alt prosaisk. Og desuden, skønt vort Bekendtskab kun er en Times Tid gammelt, saa er jeg til Mode, som om jeg havde kendt Dem i flere Aar. De siger, at jeg har gjort Dem en Tjeneste; vil De gøre mig én?"

"Ja, hvilken Tjeneste kan jeg gøre Dem?" spurgte hun og lagde igen sin lille Haand paa min Arm.

"Denne Ring har jeg faaet af min afdøde Moder," sagde jeg og trak en glat Guldring af min Finger. "Jeg tør ikke tage den med mig. Er det for meget at bede Dem om at gemme den for mig? Hvis jeg ikke vender tilbage, vil De saa love mig at gaa med den til Erindring om den Tjeneste, De siger, at jeg har gjort Dem i Aften? Jeg vilde saa gerne tænke, at jeg har en Veninde i Verden."

Jeg greb den Haand, der laa paa min Arm og satte Ringen paa hendes Finger.

"Jeg skal med Fornøjelse gemme den for Dem," sagde hun. "Men sig mig: Er det Foretagende, som De er ved at indlade Dem paa, virkelig saa farligt?"

"Farligere end De kan tænke Dem," svarede jeg. "Men De kan være sikker paa, Frøken Medwin, hvis jeg slipper levende fra det, saa skal jeg nok finde Dem og forlange Ringen tilbage."

Nikola traadte ind i Værelset.

"Min kære unge Dame," sagde han hurtigt, "jeg har truffet Anstalter til, at De kan blive bragt hen til en god Ven af mig, som vil gøre alt, hvad han kan, for Dem, medens De er i Tientsin. Saa snart De kan rejse herfra, vil han sørge for, at De kommer til Deres Søster i Peking. Men nu er det bedst, at De gaar; der holder en Bærestol ved Døren, og min Ven venter Dem, Hr. Bruce, vil De følge Frøken Medwin ud?"

"De er meget god imod mig."

"Nej, slet ikke, De kan rigeligt gengælde mig det, hvis De vil gøre mig en Tjeneste."

"Med Fornøjelse! Hvori bestaar den?"

"De maa aldrig omtale, at De har truffet os. Naar jeg siger Dem, at vort Liv maaske afhænger af Deres Tavshed, er jeg sikker paa, at De vil opfylde min Bøn."

"Der skal aldrig komme et Ord over mine Læber."

Nikola bukkede og vendte sig saa næsten brat om og gik sin Vej. Da jeg saá, at det var et Slags Tegn til, at hun maatte gaa, gik jeg ned paa Gaden med hende, hvor der holdt en Bærestol. Da jeg havde faaet hende anbragt i den, hviskede jeg Farvel til hende.

"Farvel!" sagde jeg. "Hvis jeg nogensinde kommer levende tilbage, forhører jeg mig om Dem i det Hus, De nu tager hen til."

"Farvel og Gud beskytte Dem!"

Hun greb min Haand, og i næste Øjeblik følte jeg, at hun trykkede en lille Tingest mod dens Flade. Saa hævede Kulierne Bærestolen op, og straks efter gik de ned ad Gaden med den.

Jeg ventede, til den var ude af Syne, og gik saa ind i Huset, hvor jeg saá Nikola gaa frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen og Hovedet tankefuldt bøjet. Han saá op, og uden at hentyde til, hvad der var sket, sagde han hurtigt:

"Om en Timestid er Ponyerne for Døren. Hvis De ønsker nogen Hvile, gør De bedst i at tage den nu. Jeg skal have en Samtale med den gamle Mand, vi saá i Aftes. Jeg vil prøve paa, om jeg kan faa noget mere ud af ham. Forlad ikke dette Værelse, før jeg vender tilbage, og husk frem for alt paa i Fremtiden, naar De taler med mig, at jeg er Ypperstepræst og som saadan berettiget til den dybeste Ærbødighed. Husk altid paa, at en lille Fejltagelse kan ødelægge alle vore Planer og bevirke, at vore Hoveder bliver sat paa Stager ved den nærmeste Bypost."

"Jeg skal huske det," sagde jeg, og saa forlod han Værelset.

Da han var borte, stak jeg Haanden i Lommen og trak den lille Mindegave frem, som Frøken Medwin havde givet mig. Det var en Medaillon, men til min Sorg indeholdt den ikke noget Billede af hende. Hun havde øjensynlig baaret den om Halsen, for der hang et Stykke falmet Baand ved den. Jeg saá et Øjeblik paa den og bandt den saa fast om min egen Hals, for kun saaledes kunde jeg haabe at hindre, at den blev stjaalet fra mig. Saa lagde jeg mig paa en Maatte i en Krog, og i mindre Tid, end det tager at sige det, faldt jeg i en dyb Søvn. Da jeg vaagnede, stod Nikola og ruskede i mig.

"Nu er det paa Tide," sagde han, "Ponyerne holder for Døren, og vi maa af Sted."

Jeg var neppe rigtig kommet til mig selv, før den gamle Mand, som jeg havde set den foregaaende Aften, traadte ind i Værelset med et Maaltid, der mest bestod af Ris og nogle smaa simple Majskager. Vi satte os til at spise og skyllede dem ned med en fortræffelig Te.

Da vort Maaltid var til Ende, gik Nikola til Side med den Gamle og sagde noget til ham i en dæmpet Tone, idet han med højtidelige Fagter gav sine Bemærkninger Eftertryk. Saa gik vi med alle Husets Beboere i Hælene ned i Gaarden, hvor Laohwan ventede med fem Ponyer. To af dem var belæssede med Bagagen, og paa én af de andre satte Nikola sig; saa steg jeg til Hest og derpaa Laohwan. Under Husbeboernes ærbødige Hilsen blev Porten aabnet, og vi red ud paa Gaden. Nu skulde anden Del af vort Eventyr begynde.

VI. KAPITEL.

Paa Vej til Peking.

Da det sidste Hus i Tientsins Kineserby laa bag ved os, var Solen i Færd med at staa op. Hvad de andre kan have følt, kan jeg ikke sige, men jeg véd, at der i alt Fald var én Person i Selskabet, som var inderlig glad ved at have sagt Farvel til Byen. Skønt vi kun havde været der en kort Tid, havde vi gennemgaaet en saadan Mængde spændende Begivenheder, at det endog kunde have gjort en saa begærlig Eventyrer som Don Quixote ked af dette Liv.

De første to, tre Mil kom vi over en tør Slette, paa hvilken Støvet, der især syntes sammensat af Smaasten og Kamelgødning, hvirvlede om Ørerne paa os som Hagl. Vi red af Sted i Tavshed. Nikola var i Kraft af den Rang, han foregav at have, nogle Alen forud, saa fulgte jeg, bag mig kom Laohwan, og saa fulgte Bagagen og de indfødte Rideknægte. Jeg véd ikke, hvad Nikola tænkte paa, men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at mine Tanker stadig vendte tilbage til den unge Pige, som det var blevet forundt mig at redde den foregaaende Aften. Hendes blege, søde Ansigt forlod mig slet ikke, men optog mine Tanker, saa alt andet var udelukket. Jeg prøvede atter og atter paa at tænke paa det Foretagende, som vi havde for, men til ingen Nytte, jeg kom stadig igen tilbage til et Par mørke Øjne og et tykt, kastaniebrunt Haar. Det syntes højst urimeligt, at jeg nogensinde skulde træffe Frøken Medwin igen; at jeg ønskede det, vil jeg ikke nægte. Og medens jeg nu omtaler det, vil jeg endog gaa saa vidt at tilstaa, at jeg ikke én, men mange Gange greb mig i netop af den Grund at ønske, at jeg havde betænkt mig to Gange, før jeg havde modtaget Nikolas Tilbud. Et Øjebliks Overvejelse var imidlertid tilstrækkelig til at vise mig, at hvis jeg ikke havde truffet Nikola, saa vilde jeg efter al Sandsynlighed ikke blot aldrig have kendt hende, men jeg vilde rimeligvis tilmed have været i en Stilling, i hvilken det ikke blot havde været taabeligt at tænke paa at forelske sig, men ligefrem ganske umuligt.

Da vi var naaede omtrent fem engelske Mil frem, vendte Nikola sig i Sadlen og gav mig Tegn til at komme nærmere.

"Nu maa Prendergast og Eastover havde modtaget det Telegram, jeg bad Williams om at sende dem. De spilder ikke et Øjeblik, men begiver sig straks paa Vej, og midt i næste Uge bør de have Præsten i Hankow i deres Magt. Det tager tre Dage for dem at underrette os om Kendsgerningen, det vil sige, at vi maa vente mindst ti Dage i Peking, før vi viser os i Lamaklostret. Derfor vil vi tage ind i et Hus, som er blevet mig anbefalet i Tartarbyen. Dèr lader jeg dem vide, at jeg gerne vil underkaste mig en Uges Bøn og Faste for at gøre mig skikket til det Ansvar, jeg skal paatage mig, og at jeg i den Tid ikke kan tage imod nogen. Efter den tiende Dags Forløb har jeg hørt fra Prendergast og véd nok til at trænge ind til Munkene, og derefter skulde det saa gaa lige ud ad Landevejen med det altsammen."

"Men tror De, Deres Mænd er i Stand til at bortføre denne velbekendte Præst uden at udsætte sig for nogen Mistanke?"

"Det bliver de nødt til," svarede Nikola. "Hvis de ikke gør det, kommer vi til at bøde for det. Men De behøver ikke at være bange. Jeg har den allerstørste Tillid til de Folk; de er blevet godt prøvede, og jeg er sikker paa, at hvis jeg bad nogen af dem om at gøre et eller andet, hvor farligt det end var, saa vilde de ikke betænke sig et Øjeblik, men straks adlyde mig. Men à propos, Bruce, jeg synes slet ikke, De ser rask ud i Dag."

"Jeg føler mig heller ikke rigtig vel," svarede jeg, "jeg har frygtelig ondt i Hovedet, men det gaar nok over snart."

"Det vil jeg haabe. Lad os saa skynde os af Sted; vi maa naa det Hus, hvor vi skal hvile os, inden Aften, og før vi gør det, maa vi ride en fyrretyve Mil endnu."

Det er en velbekendt Ting, at skønt kinesiske Ponyer ikke ser meget godt ud, findes der dog kun faa Dyr, som kan kappes med dem i Udholdenhed og Styrke. Hele vor Kavalkade, deri indbefattet Seletøj og Sadler, kunde man have købt for tyve Pund Sterling, men jeg tvivler om, at de kostbare Heste, som man ser i Hydepark en Eftermiddag i Sæsonen, kunde have baaret os halvt saa godt som disse smaa laadne Dyr. Skønt vi kamperede et Par Timer midt paa Dagen, var vi før Solnedgang ved vort Bedested og havde nu gjort Halvdelen af Rejsen til Peking. Det var et elendigt Hul, en rigtig kinesisk Kro med smaa tomme Værelser, ganske umøblerede og omgivet af en Del lige saa ugæstfri Stalde.

Saa snart vi var der, steg vi af og gik ind i Bygningen, paa hvis Tærskel den bondske, kinesiske Vært modtog os. Hans Person svarede ganske til Huset; men da han mærkede, at vi var ansete Fremmede, nedlod han sig til at afvige saa meget fra sin sædvanlige Skik, at han i alt Fald viste os de ydre Tegn paa Høflighed. Saa valgte vi vore Værelser og befalede, at der straks skulde anrettes et Maaltid. Vore Tæpper blev pakkede ud og lagt paa Gulvet i Sovekamrene, og næsten lige saa snart som dette var færdigt, blev vi kaldt til Bords.

Maaltidet bestod af en halv Snes næsten raa Æg, to sejge Høns og en mærkelig Ret kogt Svinekød. Sidstnævnte Ret er, som enhver, der har haft noget at gøre med det himmelske Rige, véd, en af de faste Retter hos alle Kinesere undtagen de muhamedanske. Sværme af Tiggere, der var i højeste Grad modbydelige, plagede os med deres Tiggeri og Hyleri. De kravlede omkring i Gaarden og paa Verandaerne og blev tilsidst saa kække over deres Held, at de vovede at trænge ind i vore Værelser.

Dette var for meget af det gode, og jeg saá, at Nikola mente det samme.

Da en Tigger, som var mere næsvis end de andre, atter viste sig hos os efter at være blevet advaret gentagne Gange, kaldte Nikola paa Laohwan og befalede ham at tage Fyren udenfor og ved Hjælp af to Kulier lade ham smage Bambusstokken. Den, der har set denne ejendommelige Straf, vil aldrig glemme den, og tilsidst blev Mandens Skrig og Bønner om Barmhjertighed saa indtrængende, at jeg gik ud i Gaarden og bad dem om at lade ham gaa.

Da jeg var vendt tilbage til mit Værelse, som laa ved Siden af Nikolas, sad vi og talte sammen næsten en Times Tid, og saa gik vi til Hvile.

Men skønt jeg aftog mine kinesiske Klæder og strakte mig ud paa Tæpperne, kunde jeg ikke falde i Søvn. Muligvis havde jeg lidt Feber; under alle Omstændigheder begyndte jeg at forestille mig alle mulige rædsomme Ting. Der samlede sig sælsomme Tanker i min Hjerne, og de mærkeligste Lyde hørtes i Nattens Tavshed. Svage Lyde fra det fjerne hobede sig sammen og blev stærkere og stærkere, indtil de syntes helt at fylde mit Værelse. Et Fodtrin paa Vejen kunde give Ekko mod Muren med en hemmelighedsfuld Tydelighed, og en Hunds Gøen i en nærliggende Gaard blev efterhaanden saa stærk, at man skulde tro, der var en halv Snes Stykker. Saa fuldstændig overvældede denne Nervøsitet mig, at jeg snart saá en Fare i det allermindste, selv deri, at Bræderne i et Værelse ved Siden af knagede, og at et Insekt summede oppe under Loftet. Hvor længe jeg var i denne Tilstand, kan jeg ikke sige, men tilsidst kunde jeg ikke udholde den længer. Jeg rejste mig derfor op fra mit Leje og vilde lige til at gaa op og ned i Værelset i Haab om, at jeg skulde blive saa træt, at jeg kunde falde i Søvn, da jeg hørte Lyden af hemmelige Fodtrin ude i Korridoren. Jeg stod som rodfæstet og prøvede paa at lytte, medens Blodet hamrede i mine Tindinger. Jeg hørte det samme igen, men denne Gang var det nærmere ved min Dør; der var imidlertid en tydelig Forskel, det lød ikke mere som Trin, saaledes som vi plejer at høre dem, men det var en underlig ensformig og tungt slæbende Lyd, der i Øjeblikket forvirrede mig. Men min Uvished varede neppe et Øjeblik. Jeg havde hørt den samme Lyd én Gang før paa Manila, og det var en Nat, da en Mand i mit Hotel blev myrdet. Et Øjebliks Eftertanke sagde mig, at der var én, der krøb paa Hænder og Knæ. Men hvorfor gjorde han det? Saa huskede jeg, at Væggen paa den anden Side af Korridoren kun var én Fod høj eller to. Manden, der trængte ind, hvem det nu end kunde være, ønskede øjensynlig ikke at blive set af dem, der beboede Værelserne paa den anden Side af det firkantede Rum. Jeg trak mig tilbage til en Krog, tog en lang Jagtkniv, som jeg altid bar hos mig, og afventede Begivenhedernes Udfald. Jeg hørte stadig Lyden, men nu var den kommet forbi min Dør, og saa snart jeg indsaa dette, listede jeg mig hen til Gangen og saá ud.

Jeg havde Overblik over den snevre Korridor, men den var tom, og jeg følte instinktmæssigt, at Manden var gaaet ind i det Værelse, der laa ved Siden af mit. Han kunde nemlig ikke have haft Tid til at komme videre. Værelset ved Siden af var Nikolas, og man kunde vædde ti mod én om, at denne sov efter Dagens Møjsommeligheder. Der hørte ikke megen Forstand til at fatte, at Fyren havde ondt i Sinde. Man kryber ikke omkring i ensomme Gange paa Hænder og Fødder, medens andre Folk sover, naar man ikke har ondt i Sinde. Hvis jeg derfor vilde redde Nikolas Liv, maatte jeg være hurtig paa Færde.

Et Sekund efter havde jeg forladt mit Værelse og skyndte mig ud i Gangen efter ham. Da jeg naaede Døren, stod jeg ubestemt og prøvede paa at opdage, hvor omtrent i Værelset Manden kunde være. Det varede ikke længe, før jeg hørte en gryntende Lyd fulgt af et halvhøjt Udbrud. Saa styrtede jeg ind i Værelset og hen til det Sted, hvor jeg vidste, at Nikola havde anbragt sin Seng. Da jeg gjorde det, kom jeg i Berøring med et nøgent Legeme, og i næste Øjeblik laa Manden og jeg og rullede omkring paa Gulvet.

Det var en højst mærkelig Kamp i Mørket. Vi klyngede os til hinanden, idet vi trillede omkring og gjorde alle mulige Anstrengelser for at overmande hinanden. Saa hørte jeg Nikola springe op og løbe hen imod Døren. Han raabte, og der opstod straks Larm i Bygningen, men før de kom med Lys, havde jeg faaet Krammet paa min Fjende og holdt ham nede.

Laohwan var den første, der viste sig, og han bragte en Fakkel; Nikola tog den fra ham og kom hen til os. Han gav mig et Tegn til at slippe Manden, som jeg holdt nede, bukkede sig ned og saá paa ham.

"Aha," sagde han roligt, "det er altsaa ikke Indbrudstyveri, men Hævn, her er Tale om. Saa din Slubbert vilde hævne dig for de Prygl, du fik i Aftes, hvad? Det lader til, at jeg er undsluppen med Nød og neppe."

Det var ganske rigtigt; den Mand, som jeg havde grebet, var ingen anden end den Tigger, hvis Plagerier havde bevirket, at han fik Prygl.