# Doktor Nikola

## Part 17

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/doktor-nikola-32494/index.md

"Hvor i al Verden er vi?" spurgte Nikola, idet han saá sig om. "Dette minder mig om Labyrinten i Hampton Court."

"Tys, hvad er det for en mærkelig Lyd?"

Vi lyttede og opdagede, at vi var i Nærheden af det underjordiske Vandfald, som vi havde set første Gang, vi besøgte den store Hule.

"Vi er helt ude af vor Kurs," sagde jeg.

"Kære Bruce," sagde han. "Sig mig en Gang, hvorfor er vi her? Kom vi her ikke for at opdage deres Hemmeligheder? Naa, og da vi nu i Aften siger Farvel til dem for bestandig, tror De saa, at jeg vil gaa tomhændet herfra efter at have vovet saa meget? Hvis De tror det, saa tager De meget fejl. Hvis jeg gjorde det, vilde det jo være det samme som at sige, at vor Rejse er fuldstændig mislykket. Og skønt Nikola ofte praler, maa De indrømme, at han sjælden undlader at gøre, hvad han paatager sig. Sig ikke mere, men kom med!"

Han gik ind i en Gang til højre og viste Vej ned ad nogle Trin. Her var Faklerne lige ved at gaa ud.

"Hvis vi ikke passer godt paa," sagde Nikola, "kommer vi til at udføre vort Hverv i Mørke, og det er ikke ønskeligt af forskellige Grunde."

Fra det Sted, hvor vi nu stod, kunde vi høre Vandfaldets Larmen ganske tydeligt, og til venstre kunde vi lige skelne Indgangen til den store Hule. Til vor Glæde var der ingen Vagter at se, saa vi slap uskadte ind. Vi tog Resterne af en Fakkel fra en Ring i Nærheden af Døren og traadte ind sammen. Et mere uhyggeligt Sted end den store Hule, saadan som den tog sig ud ved en eneste Fakkels Lys, kan man ikke tænke sig. Utallige Flagermus sværmede omkring i Gangene og opfyldte Luften med en underlig, aandeagtig Hvisken, medens Hulen var helt gennemtrængt af den ejendommelige Lighuslugt, som jeg havde lagt Mærke til ved vort første Besøg, og som Ord ikke kan beskrive.

"Indgangen til Katakomberne er i denne Ende," sagde Nikola, idet han gik op ad Midtergangen, "lad os finde den."

Jeg fulgte ham, og vi naaede den Del af Hulen, der laa længst borte fra Dørene. Dér fandt vi snart Indgangen og behøvede nu kun at følge Trinene og gaa ned i den Hvælving, jeg før har beskrevet. Ved vor Fakkels Lys kunde vi skelne de mumieagtige Skikkelser i Nicherne. Men Nikola havde kun ringe Opmærksomhed til overs for dem. Han var alt for optaget af at bestræbe sig for at opdage Fjeren i Midterpillen til at tænke paa noget andet. Da han fandt den, trykkede han paa den, og Døren gik op. Saa listede vi os ned ad Stigen og kom ind i den Forstue, hvor jeg havde ventet den frygtelige Nat. Jeg kan sige én Ting, og det er den tørre Sandhed: Jeg vilde langt hellere have kæmpet alene med en halv Snes af de stærkeste Munke i Klostret end følge min Fører ind i det Værelse; men han vilde ikke finde sig i, at jeg trak mig tilbage, og derfor gik vi fremad sammen. Rundt om os var Klostrets hemmelighedsfulde Skatte og alle Slags Redskaber, som benyttedes til alle de kemiske Forsøg, som Menneskets frugtbare Hjerne har udklækket. I Baggrunden var der en stor Trædør med smukt udskaarne Forsiringer. Der var Hængelaase paa den paa tre Sider, og den saá ud, som om det næsten var umuligt at faa den brudt op. Men Nikola var ikke den Mand, der lod sig slaa af Marken, og han løste Vanskeligheden paa en meget simpel Maade. Han aabnede sin vide Overklædning, tog sin værdifulde Medicinkasse af og stillede den paa Gulvet. Saa valgte han en lille, men skarp Sav og gav sig til at arbejde paa Træet, der omgav Kramperne. I mindre end ti Minutter havde han skaaret Hængelaasene ud, og Døren gik op. Saa gav vi os til at undersøge de Ting, vi ønskede, med saa stor Hast som muligt. Der var smaa Glas, antike Pergamentrecepter, tusind Slags Vædsker og endelig i en Jernkuffert en lille Bog, der var skrevet paa Sanskrit og meget fint indbunden. Denne gemte Nikola i én af sine mange omfangsrige Lommer, og saa snart han havde gjort et Udvalg af de andre Ting, meldte han, at nu var det Tid for os til at vende tilbage. Just som han kom til denne Slutning, blussede Faklen op, efter at den hele Tiden var blevet svagere og svagere, og gik helt ud, og vi stod i Mørke i denne frygtelige Hule.

"Det er meget uheldigt," sagde Nikola. Saa vedblev han efter en Pavse: "Men der er jo ikke noget at gøre ved det, vi maa finde os i det."

Jeg svarede ikke, men ventede paa, at han skulde foreslaa et eller andet. Et Øjeblik efter syntes Mørket ikke mere at have noget at sige for Nikola. Han tog mig i Haanden og førte mig lige gennem Hulen ind paa Forstuen.

"Pas paa," sagde han, "her er Stigen."

Og det var rigtigt nok; medens han talte, gjorde mine Skinneben Bekendtskab med den. Vanens Magt er sælsom. Smerten var stor, og skønt jeg var begravet midt i et Bjerg, omgivet af døde Mænd fra en halv Snes Aarhundreder, brugte jeg netop de samme Ord for at udtrykke mine Følelser, som jeg vilde have gjort, hvis en Droske havde tilstænket mine Støvler paa Gaden i London.

Vi klarede nu op ad Stigen og naaede Hvælvingen, gik op ad Trapperne, ind i den store Hule, skraaede gennem den og fandt saa Tunnelen og kom lige saa sikkert gennem den, som om vi havde haft hundrede Fakler til at lyse for os.

"Nu maa vore Bestræbelser gaa ud paa at opdage, hvorledes vi skal komme ud af Bygningen selv," sagde Nikola, da vi naaede det Sted, hvor fire Gange stødte sammen, "og det ser mig vanskeligt nok ud, eftersom jeg slet ikke har nogen rigtig Idé om det hele. Lad os prøve denne Gang først."

Vi gik saa hurtigt som muligt op ad nogle Trapper, kom forbi det store Vandfald, gik saa gennem et Par Korridorer, var nær ved at blive set flere Gange, og endelig, efter utallige Forsøg, naaede vi den store Hal, hvor vi var blevet modtaget den Dag, vi ankom.

Næsten i samme Øjeblik hørtes der Raab i Klostret, hvorefter der blev ringet med den store Klokke, saa tiltog Raabene, og man hørte Hundreder af Fødder trampe.

"De er efter os," sagde Nikola. "Vor Flugt er opdaget. Hvis vi nu ikke kan finde en Vej ud, er vi fuldstændig ødelagte."

Støjen kom nærmere og nærmere, og vi kunde hvert Øjeblik vente, at vore Forfølgere skulde vise sig. Som Rotterne i en fremmed Lo, naar de hører en Rottehund nærme sig, saaledes fo'r vi snart hist hen, snart her hen under vore Bestræbelser for at opdage en Udgang. Til sidst kom vi til de Trin, der fra den store Hal førte ned i Dalen. Vi fløj ned ad dem, saa hurtigt vi kunde, idet vi hvert Øjeblik udsatte os for at falde og knække Halsen. Vi var næsten for svimle til at staa, men da vi naaede ned, fandt vi Døren lukket og bevogtet af en stærk Munk. I samme Øjeblik kastede vi os over ham. Han løftede sin tunge Stok op og slog efter mig, men jeg undgik hans Slag og sprang løs paa ham, inden han kunde løfte Stokken igen. Jeg rev min Arm tilbage og ramte ham med al den Styrke, jeg kunde. Hans Hoved slog imod Gulvet, og han bevægede sig ikke igen.

Nikola bøjede sig ned over ham og overbeviste sig om, at han virkelig var bedøvet. Saa gav han mig Tegn til at give sig Nøglen, og da Døren var aabnet, gik vi gennem den og lukkede den efter os, idet vi laasede den paa den anden Side. Saa styrtede vi ned i Dalen saa hurtigt, som vi kunde.

XVII. KAPITEL.

Flugten.

Som jeg har sagt, vi var aldrig saa snart kommet igennem Porten, før vi tog Benene paa Nakken og flygtede ned i Dalen. Jeg for mit Vedkommende var saa taknemlig over at være borte fra det skrækkelige Sted og endnu en Gang at indaande Himlens friske Luft, at jeg var til Mode, som om jeg kunde vedblive at løbe bestandig. Heldigvis var Natten bælgmørk, og der blæste en stærk Vind. Mørket hindrede vore Forfølgere i at se den Retning, vi havde valgt, medens Vindens Larm fuldstændig overdøvede enhver Lyd, vi kunde have gjort, og som ellers vilde have røbet, hvor vi var.

I mere end en Time ilede vi af Sted i Dalen paa denne Maade uden at ænse, hvor vi kom hen, og uden at bryde os om andet end at lægge saa stor en Afstand som muligt mellem os og vore Forfølgere. Til sidst kunde jeg ikke mere, jeg standsede og kastede mig ned paa Jorden. Nikola stod straks stille, saá sig mistænksomt om og satte sig saa ned ved Siden af mig.

"Naa, det var altsaa vort Besøg i det store Kloster i Thibet!" sagde han saa i saa flygtig en Tone, som om han sagde Farvel til en tilfældig bekendt.

"Tror De, at vi er sluppet bort fra dem?" spurgte jeg og saá ængsteligt ned ad den mørke Dal, gennem hvilken vi var kommet.

"Nej, paa ingen Maade," svarede han. "Husk paa, at vi endnu er indesluttet af stejle Skrænter, og vi kan ikke være mere end højst en Mil fra deres Port. Vi maa drage meget forsigtigt frem i en eller to Uger, og for at kunne gøre det, maa vi benytte hvert eneste Minut, det er mørkt, paa bedste Maade."

Vi sad begge to tavse en kort Tid. Jeg var optaget af at prøve paa at faa mit Vejr igen, medens Nikola fordelte de forskellige Sager, han havde taget med fra Klostret, omkring paa sit Legeme.

"Skal vi saa af Sted igen?" spurgte jeg, saa snart jeg syntes, at jeg kunde fortsætte Vejen. "Jeg ønsker ikke at falde i deres Hænder, kan jeg forsikre Dem. Hvilken Vej skal vi gaa nu?"

"Lige frem," svarede han og sprang op. "Vi maa se, hvorhen den Vej fører her nede i Dalen. Det vil være haabløst at prøve paa at bestige Klipperne."

Uden yderligere Tale begav vi os paa Vandring igen og standsede ikke, før vi var kommet en Mil videre frem. Det var nu nær ved Daggry, den koldeste, sørgeligste og mørkeste Morgenstund, jeg nogensinde har oplevet. Medens Lyset nærmede sig, døde Vinden hen, men endnu lød der Klagelyd blandt Klipperne og i det høje Græs, saa Humøret blev rent taget fra én. En halv Time senere stod Solen op, og saa raabte Nikola Holdt.

"Vi maa skjule os et eller andet Sted," sagde han, "og drage videre, saa snart Mørket falder paa. Se Dem om efter et Sted, hvor det ikke er rimeligt, at man opdager os."

I nogen Tid saá det ud, som om vi ikke skulde opdage noget saadant Sted, men til sidst fandt vi et, der egnede sig godt til det. Det var et Sted, der blev indelukket af store Stenblokke og laa højt oppe paa Skrænten paa en klippefuld Afsats. Vi klatrede derop, samlede en Del Græs rundt omkring og søgte at indrette os saa hyggeligt som muligt, indtil det atter blev mørkt. Det var ikke noget hyggeligt Sted, og hvad der gjorde Stillingen værre var, at vi jo helt manglede Føde og allerede begyndte at føle Sultens Kvaler.

Jeg faldt snart i en dyb Søvn, af hvilken jeg ikke vaagnede før næsten tre Timer senere.

Da jeg aabnede Øjnene, skinnede Solen endnu klart. Vinden havde lagt sig, og Luften var lige saa rolig, som Natten havde været støjende og stormfuld. Jeg saá mig om efter Nikola, men til min Overraskelse sad han ikke dér, hvor han havde siddet, da jeg faldt i Søvn; han var i det hele taget slet ikke indenfor Indhegningen. Jeg blev bange for, at der skulde være hændt ham noget og var lige ved at give mig til at søge efter ham, da han kom listende inde mellem Klipperne. Jeg vilde lige til at udtrykke min Glæde over hans Tilbagekomst, men han gav mig Tegn til at være stille og var et Øjeblik efter ved min Side.

"Hold Dem saa stille, som De kan," hviskede han, "de er efter os."

"Hvor nær er de?" spurgte jeg, medens mit Mod sank.

"De er ikke tre Hundrede Fod herfra," svarede han og bøjede sit Hoved frem for at lytte.

Et Øjeblik senere kunde jeg selv høre dem komme ned ad Dalen til venstre. Deres Stemmer lød ganske klart og tydeligt, og af den Grund sluttede jeg, at de ikke kunde være mere end hundrede Alen fra os. Nu kom det store Spørgsmaal: Vilde de opdage os eller ikke? Jeg kunde neppe trække Vejret af Spænding. En Ting var jeg fast besluttet paa -- hvis de opdagede vort Skjulested, vilde jeg kæmpe til sidste Aandedræt hellere end at lade dem fange mig og bringe mig tilbage til det frygtelige Kloster. Sveden stod paa min Pande i store Perler, medens jeg lyttede. Det var tydeligt, at de søgte blandt Klipperne ved Skræntens Fod. Vilde de gaa højere op, hvis de ikke fandt os dér? Lykken begunstigede os. Enten troede de, at vi var hurtigere, end vi var, eller ogsaa faldt det dem ikke ind, at der kunde være et Skjulested her; de drog i alt Fald videre. Denne Overgang fra ubetinget Fare til forholdsvis Sikkerhed var næsten overvældende, og selv den stoiske Nikola drog et lettet Suk, medens Lyden af deres Stemmer efterhaanden døde hen.

Saa snart det var mørkt den Aften, forlod vi vort Skjulested og gik ned i Dalen, idet vi passede ivrigt paa, om der ikke var Tegn til, at Fjenden nærmede sig; men vor lykkelige Stjerne var endnu i sin Opgang, vi saá ikke noget til dem. Henimod Daggry forlod vi Dalen og kom ind i, hvad man kunde kalde et stort Basin, der blev dannet af et Antal høje Bakker. Paa Bunden af det saaledes dannede Basin laa der en Landsby. Nikola standsede paa en Bakke og saá sig om.

"Vi maa finde et Skjulested paa Højen et eller andet Sted her," sagde han, "men før vi gør det, maa vi have Føde."

"Og vi maa have andet Tøj," svarede jeg, for man maa huske paa, at vi endnu var klædt i de Munkeklæder, vi havde haft paa, da vi forlod Klostret.

"Ja vel," svarede han, "først Mad og Klæder og saa et Skjulested."

Han gav mig Tegn til at følge sig, og vi forlod Bakken og nærmede os Landsbyen. Den var efter det ydre at dømme ikke meget velhavende. Den indeholdt neppe mere end halvtredsindstyve Huse, hvoraf de fleste var af den sædvanlige thibetanske Art, det vil sige bygget af løse Stene med Tag af Fyrretræsspaaner, saa at det var let baade for Vind og Regn at komme derind. Familien bor i det ene Værelse, og det andet, for der er sjældent mere end to, er beboet af Køer, Svin, Hunde, Høns og andre Husdyr.

Da vi nærmede os det første Hus, bad Nikola mig om at blive, hvor jeg var, medens han gik derhen og saá, hvad han kunde skaffe os. Af mange Grunde havde jeg ikke meget tilovers for denne Ordning, men jeg kendte ham for godt nu til at spilde min Tid med at argumentere. Han forlod mig og listede sig fremad. Det var bidende koldt, og medens han var borte, og jeg stod stille, følte jeg mig til Mode, som om jeg blev frosset til en solid Isblok. Jeg kan ikke sige, hvor højt vi var oppe, men Højden maa have været betydelig, hvis man skal dømme efter den skarpe Luft.

Nikola var næsten tyve Minutter borte. Endelig vendte han imidlertid tilbage og medbragte en Del Klæder, deriblandt to thibetanske Hatte, et Par tykke Tæpper og, hvad der var det allerbedste, en Del Føde. Denne bestod af en halv Snes grove Kager, en ejendommelig Slags Brød og nogle nylagte Æg; han havde ogsaa en Skaal Mælk. Som Betaling, sagde han, havde han efterladt et lille Guldstykke, idet han troede, at det vilde være det mest eftertrykkelige Middel til at faa Ejeren til at tie. Vi satte os i Ly af en fremspringende Klippe og spiste saa meget af Maden, som vi kunde faa ned. Saa delte vi Klæderne i to Bundter og gik gennem Dalen i østlig Retning.

Ved Daggry havde vi lagt et betydeligt Stykke Vej mellem os og Landsbyen, og saa fandt vi Ly i en lille Hule halvvejs op ad en ujævn Høj.

Neden for os var der en Gruppe Bjergfyr og paa den anden Side af Dalen en Klippe, der lignede den, vi var klatret ned ad for at naa Klostret. Vi havde taget vore Munkedragter af nu og havde for en Sikkerheds Skyld gravet dem ned paa et sikkert Sted under et Træ. I vore nye Dragter med de store Filthatte paa Hovedet kunde vi meget godt have gaaet for at være ægte Thibetanere.

Da vi følte, at vort nuværende Skjulested rimeligvis ikke vilde blive opdaget, lagde vi os ned for at sove. Hvor længe vi slumrede, kan jeg ikke sige. Jeg véd kun, at jeg af en eller anden Grund vaagnede forskrækket ved at høre en Lyd fra Dalen dernede. Jeg lyttede et Øjeblik for at overbevise mig om det og ruskede saa i Nikola, der endnu sov trygt.

"Hvad er der?" udbrød han, idet han rejste sig. "Hvorfor vækker De mig?"

"Fordi vi er i Fare igen," svarede jeg. "Hvad er det for en Støj i Dalen?"

Han lyttede et Øjeblik.

"Jeg kan ikke høre noget," sagde han.

Men saa, lige da han vilde tale igen, kom der en Lyd, som fik os begge til at springe op -- det var Hundegøen. Nu vidste vi begge, at de eneste Hunde i denne Egn hører til den frygtelige Deggirace, der omtrent er lige saa høje som Ponyer fra Shetland, lige saa stærke som Bulbidere og lige saa vilde, som de er kraftige. Hvis vore Fjender forfulgte os med disse Dyr, var vor Stilling virkelig alt andet end misundelsesværdig.

"Af Sted," udbrød Nikola, "de forfølger os med Hundene; op ad Bakken saa sandt som De har Deres Liv kært!"

Han havde neppe udtalt disse Ord, før vi fo'r op ad Bakken som Harer. Vi styrtede af Sted, krøb og sprang fra Klippe til Klippe, indtil jeg havde en Fornemmelse i Benene, som om jeg ikke kunde komme videre. Skønt der kun var lidt mere end tre Hundrede Fod fra vort Skjulested til Skoven paa Toppen, forekom det mig at være en Mil. Da vi naaede Skoven, kastede vi os udmattede ned paa Jorden, men kun et Minut, saa var vi oppe igen og fo'r atter af Sted. Vi styrtede gennem Krattet. Vi havde kun ét Ønske, at slippe bort fra de frygtelige Hunde. Skoven var tæt, men vi kunde indse, at den ikke kunde byde os noget sikkert Tilflugtssted. Hvert Skridt, vi gjorde, efterlod et Spor, og vi turde ikke tøve et Sekund længere end absolut nødvendigt.

Til sidst naaede vi den anden Side af Skoven. Her begyndte Landet til vor Overraskelse at skraane nedad i en anden Dal. Fra Udkanten af Skoven, hvor vi stod, var der næsten en hel Mil aabent Land, ingen Buske eller Klipper, bag hvilke man kunde søge Dækning. Vi var i en frygtelig Knibe. Hvis vi vendte om, løb vi lige i Armene paa vore Forfølgere. Hvis vi vendte os til nogen af Siderne, saa var det lige saa galt fat, og gik vi frem, var det blot at vise os paa aaben Grund og blive jaget som Ræve. Men der var ingen Tid til at standse eller tænke, saa vi fo'r af Sted ned ad Skraaningen. Vi var ikke kommet halvvejs gennem Dalen, før vi hørte Hundene bryde gennem Skoven bag ved os, og et Øjeblik senere hørte vi ogsaa Mennesker raabe. De havde set os og opmuntrede Hundene til at jage os.

Havde vi løbet hurtigt tidligere, saa fløj vi bogstavelig talt nu. Hundene naaede ind paa os ved hvert Skridt, og med mindre der hændte noget uventet, der frelste os, kunde vi betragte os som fuldstændig fortabte. Nu var vi kun halvandet Hundrede Fod fra det Krat, der begrænsede Dalen paa den anden Side. Hvis det allerværste skete, og vi kunde naa derhen, saa kunde vi klatre op i et Træ og sælge vort Liv saa dyrt som muligt med vore Revolvere.

Ved den sidste Kraftanstrengelse naaede vi Krattet og styrtede derind. Den nærmeste Hund -- der var tre af disse kæmpemæssige Dyr -- var neppe tredive Alen bag os. Pludselig standsede Nikola, der var foran, som ramt af et Skud, slog ud med Armene og faldt baglænds om. Da jeg saá ham gøre det, standsede jeg ogsaa, men kun i det yderste Nu. Et Øjeblik senere vilde jeg være styrtet ned ad en Skrænt i en Flod nede paa den anden Side. Nu saá jeg, at den første Hund var lige i Nærheden. Nikola støttede sig til sin Albue og skød den lige saa koldblodigt, som han vilde have skudt en Due. Den anden faldt i min Lod; men den tredie viste sig at være mere besværlig. Da den saá sine Kammeraters Skæbne, standsede den pludselig og krøb sammen mellem Buskene, idet den knurrede vildt.

"Dræb den," raabte Nikola med en Ophidselse, som jeg aldrig havde set hos ham før. Jeg fyrede igen, men ramte den ikke, thi den styrtede løs paa mig, og hvis jeg ikke havde slaaet ud med Armen, vilde den have grebet mig i Struben. Saa fyrede Nikola -- jeg følte Kuglen hvine forbi mit Øre -- og før jeg saá mig om, var det store Dyr styrtet om paa Jorden og vred sig i Dødskrampe.

"Hurtigt!" raabte Nikola, idet han sprang op igen, "der er ikke et Øjeblik at spilde, kast Hundene i Floden!"

Uden at spilde Tid, gav vi os til det, og i mindre end et halvt Minut var alle tre Hunde forsvundne i Floden. Da den sidste blev kastet ud, hørte vi de forreste af vore Forfølgere trænge ind i Skoven. Et Øjeblik endnu, og det var for sent for os at undslippe.

"Der er ikke andet at gøre," raabte Nikola, "vi maa følge Hundenes Eksempel. Saa strejfer de omkring og véd ikke, hvilken Vej, Dyrene er slaaet ind paa, og før de opdager noget, kan vi være et godt Stykke nede ad Floden."

"Ja, kom saa," sagde jeg og sprang ud uden at tøve et Øjeblik. Det var en Dukkert paa mindst halvtredsindstyve Fod, men den var ikke saa ubehagelig, som vor Stilling havde været, hvis vi var blevet deroppe. Nikola fulgte mig, og før vore Fjender kunde naa Flodbredden, var vi kommet om Omdrejningen og var ude af Syne.

Men skønt vi for Øjeblikket var sluppet bort, var vor Stilling aldeles ikke misundelsesværdig. Vandet var saa koldt som Is og Strømmen meget stærk, medens Dybden ikke kunde være meget under halvtredsindstyve Fod, skønt jeg kun kunde bedømme det ved at iagttage Breddens Skraaning.

I ti Minutter svømmede vi Side om Side i Tavshed. Vore Forfølgeres Stemmer blev svagere og svagere, indtil vi ikke kunde høre dem længere. Det var en skrækkelig Svømmetur. Vandets isnende Kulde syntes at trænge ind til selve Marven, og hvert Øjeblik var jeg til Mode, som om jeg skulde faa Krampe. En Ting blev snart tydelig: Strømmens Hurtighed tog stadig til. Pludselig vendte Nikola Hovedet og raabte: "Svøm ind til Bredden."

Jeg forsøgte at gøre det, men maatte kæmpe imod Strømmens hele Styrke, og jeg kæmpede forgæves, Strømmen førte mig længere og længere bort fra mit Maal, og til sidst blev jeg ført forbi Vadestedet og ned mellem de stejle Bredder, hvor det var umuligt at komme i Land. Saa opdagede jeg Nikolas Grund til at raabe til mig. Jeg kunde se Floden omtrent tre Hundrede Alen forude. Saa var der kun blaa Himmel og hvide Skyer. Af gode Grunde kunde Floden ikke holde op dér, saa hvad kunde det være andet end -- et Vandfald? Med utrolig Hurtighed førte Vandet mig frem, idet det snart snurrede mig rundt som en Top, snart rev mig hist hen, snart her hen, men stadig nærmere til Afgrunden.

Tredive Fod endnu, og jeg kunde høre Vandfaldets uhyggelige Drønen, og jeg saá, at dets Bred var fuldt af store Klipper. Hvis jeg ikke ønskede at blive styrtet ud i den visse Død, saá jeg, at jeg maatte faa fat i en af disse Klipper og klynge mig til den med al den Styrke, jeg havde tilbage. Underligt nok forlod min Aandsnærværelse mig ikke selv i dette fortvivlede Øjeblik. Jeg valgte en Klippeblok og samlede al min Energi for at naa den. Strømmen hjalp mig heldigvis, saa at jeg næsten uden Anstrengelse blev ført hen imod den. Jeg strakte Armene ud og greb fat i den, men Stenen var glat, og jeg kunde ikke holde mig fast. Jeg prøvede atter med samme Resultat. Saa, ligesom jeg var paa selve Afgrundens Rand, fik jeg fat i en fremspringende Kant og kunde holde mig. Vandet tyngede frygteligt paa min Ryg, men jeg klyngede mig fast med overnaturlig Styrke og svang mig efterhaanden op. Jeg kæmpede for mit Liv, for Gladys, for alt, hvad der gjorde Livet Umagen værd at leve, og det gav mig overmenneskelige Kræfter. Til sidst lykkedes det mig at hæve mig tilstrækkeligt op, saa jeg kunde omslutte Klippen med mine Knæ. Saa gik det alt meget let, og et Øjeblik efter laa jeg udstrakt paa Klippen, dødelig udmattet.