# Doktor Nikola

## Part 15

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/doktor-nikola-32494/index.md

"Min Søn," sagde han henvendt til Nikola, "hidtil har du set, hvor vidt de særlige Evner, som vi har talt om, kan udvikles ved et Liv, der bestaar af stadig Bøn og Selvfornægtelse. Nu skal du erfare, i hvilken Grad vor Sekt har høstet Gavn af jordisk Visdom. Du maa erindre, at der i umindelige Tider har været Folk iblandt os, som har ofret deres Liv for at studere den menneskelige Skikkelses Skrøbeligheder og Ufuldkommenheder. Lægevidenskabens Underværker er naaet til os fra en Tid, der ligger tilbage endnu før den velsignede Buddhas Apoteose. Dag og Nat gennem de forskellige Slægtled og Aarhundreder efter Aarhundreder har vore Trosfæller i disse Huler studeret og forøget de Kundskaber, som vore Forfædre besad. Hvor fjernt vi end er fra den vestlige eller østlige Verden, kender vi dog enhver ny Opdagelse, og til de Redskaber, med hvilke vore Forfædre arbejdede, har vi føjet alt gavnligt, som Mennesket siden har opfundet. I hele Verden er der ingen, der holder Livets og Dødens Hemmelighed i sin Haand saaledes som vi. Vil du have et Eksempel? Der er for Øjeblikket et Tilfælde her i Klostret, der kan paavise det."

Da han havde talt, slog han paa en Gongong, der hang paa Væggen, og næsten før Lyden var døet hen, viste der sig en Munk. Den gamle Mand sagde noget til ham, og han gik straks bort ad samme Vej, han var kommet. Fem Minutter senere viste han sig igen, fulgt af en anden Munk. De bar en Baare, paa hvilken der laa en Menneskeskikkelse. Den gamle Mand gav dem Tegn til at sætte den midt i Værelset, hvilket de gjorde, hvorefter de trak sig tilbage.

Saa snart de var gaaet, blev Nikola opfordret til at undersøge den Person, der laa paa Baaren. Han gjorde det, men glemte næsten i sin Spænding, at han skulde spille en gammel Mands Rolle. I omtrent fem Minutter bøjede han sig ned over Patienten, der laa saa stiv som en Pind. Saa rejste han sig og henvendte sig til de andre.

"Det er et Tilfælde af fuldstændig Lammelse," sagde han.

"Er du sikker paa, at den er fuldstændig?" spurgte den gamle Mand.

"Ja, jeg er ganske sikker paa det," svarede Nikola.

"Pas saa paa, for du skal være Vidne til den Magt, som alle Tidsaldres Visdom har givet os."

Han vendte sig om imod sin Fælle og tog en stor Jernske fra ham. Denne lagde han paa Fyrfadet, hvorefter han hældte en Spiseskefuld af den Vædske, der fandtes i den omtalte Flaske, som Nikola havde holdt i Haanden, paa den. Medens Skeen blev opvarmet, begyndte Vædsken at dampe svagt, og Lugten af denne Damp mindede mig noget om en Blanding af Sandeltræ og Kamfer.

Da Vædsken var færdig til Brug, afførte den anden Mand Patienten hans Klæder. Medicinen blev derpaa hældt i hans Mund. Denne og hans Næsebor blev bundne til, og efter at have mistet Bevidstheden, hvilket han gjorde i mindre end et Minut, blev han indsmurt fra Top til Taa med en skarptlugtende Salve. Det gik med den ligesom med Vædsken, da den blev opvarmet; den opløste sig delvis i en Damp, som svævede omkring Legemet og steg omtrent tre Tommer op i Luften. Uddunstningen varede i omtrent fem Minutter, saa begyndte den at holde op, og saa snart det var sket, blev han igen indsmurt, hvorefter de to Mænd æltede Legemet paa en lignende Maade som Massører plejer at gøre. Hidtil havde Mandens Hudfarve været zinkagtig hvid, men nu blev den efterhaanden som et sundt Menneskes. Massagen blev foretaget igen, og da den var tilendebragt, begyndte Lemmerne at dreje sig paa en krampagtig Maade. Da der var gaaet en halv Time, blev Bindet taget fra Munden og Næseborene, og Manden, der hidtil havde ligget som om han sov, aabnede Øjnene.

"Bevæg dine Arme," sagde den gamle Mand i en bydende Tone.

Patienten gjorde hurtigt, som det blev ham befalet.

"Bøj dine Ben."

Han adlød.

"Rejs dig op."

Han rejste sig fra Baaren og stod foran dem, tilsyneladende saa stærk og sund, som et Menneske kunde være.

"I Morgen skal denne Behandling gentages, og Dagen efter vil du være helbredet; gaa saa og aflæg Taksigelser," sagde den gamle Mand med højtidelig Alvor. Saa vendte han sig om mod Nikola og vedblev:

"Du har set vor Magt. Kan noget Menneske i Verden udenfor disse Mure gøre det samme?"

"Nej, de er saa uvidende som Ormene under Jorden," sagde Nikola. "Jeg priser Buddha for denne Mands Frelse."

"Pris den, hvem Prisen skyldes," svarede den gamle, "og nu, da du har set saa meget, er det passende, at du gaar endnu videre, og for at gøre det er det nødvendigt, at vi drager det Forhæng til Side, som skiller Menneskets Liv fra Døden. Er du bange?"

"Nej," svarede Nikola, "jeg nærer ingen Frygt."

"Det er godt," sagde den ældre Mand, idet han igen slog paa Gongongen.

Da Munken atter viste sig, gav han ham en Befaling, og Manden trak sig straks tilbage. Da han kom igen, bragte han og hans Ledsager en anden Baare, paa hvilken der laa Liget af en Mand. Efter at Munken var gaaet, sagde den gamle Præst til Nikola:

"Se paa denne Person, min Søn. Hans jordiske Pilegrimsgang er forbi, han døde af Alderdom i Morges. Han hørte til vore Lægbrødre og var en from og hellig Mand, og han passer til at føre dig, om hvis Fromhed jeg har hørt saa meget, ind i vort store indre Kundskabsland. Undersøg ham selv og overbevis dig om, at Livskraften virkelig har forladt ham."

Nikola bøjede sig ned over Baaren og gjorde, som han fik Opfordring til. Da han var færdig med sin Undersøgelse, sagde han roligt:

"Det er, som du siger. Broderens Liv er udslukt."

"Er du overbevist om Sandheden af dine Ord?" spurgte den anden Mand.

"Ja, jeg er."

"Saa vil jeg endnu en Gang vise dig, hvad vor Videnskab formaar."

Ved sin Fælles Hjælp hentede han noget, der saá ud som et stort elektrisk Batteri, og stillede det ved den døde Mands Fødder. Præsten forbandt nogle Traade med Liget, og efter at han havde taget et Haandtag i hver Haand, satte han sig i Stilling og lukkede Øjnene. Skønt jeg gjorde mig den største Umage kunde jeg ikke se, hvad han gjorde, men saa meget er jeg sikker paa, at han et Øjeblik svajede frem og tilbage, syntes at aande med Vanskelighed og tilsidst at blive næsten stiv. Saa kom der en lang Pavse, der maaske varede i tre Minutter, og derefter aabnede han Øjnene, hævede sin højre Arm og pegede paa den døde Mands Ansigt. Medens han gjorde det, saá jeg til min Rædsel, at Ligets Øjne aabnede sig. Han syntes igen at bede, saa pegede han paa den højre Arm, hvorpaa den døde Mand løftede den og lagde den over sit Bryst, saa paa den venstre, der gjorde det samme. Da begge de hvide Hænder var i denne Stilling, vendte han sig om imod Nikola og sagde:

"Er der noget i din Lærdom, som kan give dig Evne til at gøre dette?"

"Nej," sagde Nikola, som jeg kunde se var lige saa forbavset som jeg.

"Men vor Magt ender ikke her," sagde den gamle Mand.

"Hvad mere kan du da lære mig, vidunderlige Fader?" sagde Nikola.

Manden svarede ikke, men lukkede igen Øjnene et Øjeblik. Idet han saa stadig vedblev at holde paa Haandtagene, men pegede med dem hen imod den døde Mand, raabte han højt:

"I, som er døde, staa op!"

Og saa -- men jeg venter ikke, at man skal tro mig, naar jeg siger det -- saa rejste den Mand, der havde været død i ti Timer, sig lidt efter lidt fra Baaren, og tilsidst stod han for os. Jeg vedblev at iagttage, hvad der skete. Jeg saá Nikola fare frem, som om han var ude af sig selv, jeg saá den anden Mand udstrække sine Arme for at holde ham tilbage, og saa faldt Liget sammen paa Gulvet. De to Mænd sprang straks frem, løftede det op og lagde det paa Baaren igen.

"Er du saa tilfreds?" spurgte den gamle Mand.

"Jeg er opfyldt af Forundring. Er det muligt, at jeg kan faa mere at se?" spurgte Nikola.

"Vil du se mere?" svarede den ældste af de to med Gravrøst. "Saa skal du som sidste Bevis paa vor Magt, før du aflægger de endelige Løfter til vor Orden, hvorefter alle Hemmeligheder maa aabenbares for dig, trænge ind i Skyggernes Land og, for saa vidt det er muligt for Menneskeøjne, se vor Ordens døde Førere fra alle Tidsaldre staa foran dig."

Ud af en Pose, der hang ved hans Side, tog han saa en Haandfuld af noget, der saá ud som tørrede Urter. Han kastede dem i Ilden og næsten straks efter var Værelset fyldt med tæt Røg. Et Par Sekunder kunde jeg intet skelne, saa drev den langsomt bort, og lidt efter lidt syntes jeg, at jeg kunde se med en mærkelig Klarhed. Om jeg var hypnotiseret og indbildte mig, at jeg saá, hvad jeg skal beskrive, eller om det virkelig hændte, det vil jeg aldrig faa at vide. En Ting er imidlertid sikker, Værelset var fyldt med skyggeagtige Menneskeskikkelser. De var fra forskellige Tidsaldre og hørte øjensynlig til alle Nationer. Nogle var Kinesere, andre Singhalesere, atter andre Thibetanere, medens en eller to sikkert var Ariere og, saa vidt jeg kunde se, lige saa godt kunde have været Englændere. Værelset var fuldt af dem, men der var noget uvirkeligt ved dem. De bevægede sig frem og tilbage uden en Lyd, men dog med regelmæssige Bevægelser. Jeg iagttog dem, og medens jeg gjorde det, kom der en Rædsel over mig, som jeg aldrig havde kendt Mage til hele mit Liv. Jeg følte, at hvis jeg ikke kom ud af Værelset straks, vilde jeg falde besvimet om paa Gulvet. I denne Tilstand skyndte jeg mig hen til den Dør, gennem hvilken jeg var traadt ind, fløj op ad Stigen gennem Hvælvingen og derpaa gennem Hulen til det Sted, hvor jeg havde staaet, da Nikola havde forladt mig, og saa faldt jeg besvimet om paa Gulvet.

Hvor længe jeg laa i denne Afmagt, kan jeg ikke sige, men da jeg kom til mig selv igen, var jeg endnu alene.

Det maa have været en hel Time senere, at Nikola kom ind til mig. Den Munk, der havde ført os ind i Hallen, ledsagede ham og førte os hen imod Tunnelen. Dèr modtog Dværgen os og førte os tilbage til vore Værelser.

Da vi var der, trak Nikola sig tilbage til det inderste Værelse uden at værdige mig et Ord. Jeg var for overvældet og, jeg maa tilstaa det, for forskrækket over, hvad jeg havde set, til at have Kraft til at indlade mig med ham straks, og derfor lod jeg ham alene.

Han kom imidlertid et Øjeblik efter ind i mit Værelse, gik hen til mig, medens jeg sad paa min Seng, og lagde sin Haand venligt paa min Skulder. Jeg saá ham ind i Ansigtet, det var blegere, end jeg nogensinde havde set det før.

"Bruce," sagde han, ikke uden et Anstrøg af Beklagelse i sin Tone, "hvor kan det være, at De ikke gjorde, hvad jeg sagde, De skulde gøre."

"Det var min fordømte Nysgerrighed," sagde jeg bittert "men tro ikke, at jeg ikke er bedrøvet over det. Jeg vilde give alt, hvad jeg ejer i Verden for ikke at have set, hvad jeg saá i det Værelse."

"Men De har set det, og intet kan nogensinde berøve Dem den Kundskab; De vil føre den med Dem i Graven."

"Graven," svarede jeg bittert, "hvad Haab er der selv i Graven efter hvad vi har set i Aften? Ak, for Himlens Skyld, Nikola, lad os komme bort fra dette Sted i Aften, hvis det er muligt."

"De er altsaa bange," svarede han med et underligt Udtryk i Ansigtet, "jeg troede ikke, De var en Kryster, Bruce."

"I denne Henseende er jeg en Kryster," svarede jeg. "Giv mig noget at gøre, noget menneskeligt at kæmpe imod, bestemte Farer, og jeg er Deres Mand, men jeg egner mig ikke til at kæmpe imod det usynlige."

"De maa huske paa, at det ikke blev forlangt, at De skulde se dem."

"Det véd jeg, og jeg har maattet bøde haardt for min Ulydighed."

"Lad os saa ikke tale mere om det; husk paa, Bruce, at jeg stoler paa Dem."

"De behøver ikke at være bange," sagde jeg efter en Pavse, der varede nogle Øjeblikke. "Selv om jeg kunde slippe bort herfra, vilde jeg for Deres Skyld gennemføre Sagen, hvad der saa end skete."

"Jeg takker Dem for den Forsikring. God Nat."

Med disse Ord trak Nikola sig tilbage til sit Værelse, og jeg lagde mig paa min Seng, men sandelig ikke for at sove.

XV. KAPITEL.

Hvorledes Nikola blev indviet.

Saa snart jeg vaagnede den næste Morgen, gik jeg ind i Nikolas Værelse. Til min Overraskelse var han der ikke, og han viste sig heller ikke før omtrent en Time senere. Da han gjorde det, kunde jeg se, at han var fuldstændig udmattet, skønt han bestræbte sig for ikke at vise det.

"Hvad har De taget Dem for?" spurgte jeg, da han traadte over Dørtærskelen.

"Jeg har gjort mig skikket til min Stilling ved at blive indviet i flere Hemmeligheder," svarede han. "Bruce, hvis De kunde have set alt, hvad jeg har set siden Midnat, tror jeg virkelig, det vilde være umuligt for Dem nogensinde at blive en lykkelig Mand igen. Naar jeg siger Dem, at det, jeg har været Vidne til, endogsaa har gjort mig forskrækket, saa vil De faa et svagt Begreb om, hvad jeg mener."

"Hvad har De da set?"

"Jeg har set Kødet paa Mumier af Mennesker, der er døde for næsten tusind Aar siden, blive gjort blødt og sundt som et lille Barns. Jeg har set kirurgiske Kunster, som den største Operatør i Evropa vilde anse for umulige. Jeg har set et nyt Bedøvelsesmiddel, som ikke berøver Patienten hans Sanser og dog gør ham ufølsom for Smerte, og jeg har set andre Ting, som jeg ikke engang tør beskrive for Dem."

"Og De var ikke fristet til at trække Dem tilbage?"

"Kun én Gang," svarede Nikola aabent, "jeg nølede næsten et Minut, vil jeg tilstaa, men saa tvang jeg mig til at gaa videre. Da det var overstaaet, var Resten let. Men jeg kan ikke blive her og snakke med Dem. Dagen i Dag skal være en stor Dag for os. Jeg maa lægge mig lidt for at faa min Kraft igen. Vil De kalde paa mig, hvis man vil tale med mig, men ellers ikke forstyrre mig."

Omtrent Klokken to om Eftermiddagen viste der sig en Dværg, som meldte, at Nikola skulde møde i den store Hal. Han forlod straks Cellen og blev borte, indtil Tusmørket faldt paa. Da han kom igen, saá han mere ud som en Aand end som et Menneske, men selv da, træt som han utvivlsomt var, vilde han med sin Jernvillie ikke indrømme, at der var noget, der hed Træthed. Han værdigede mig neppe et Ord, men gik ind i det inderste Værelse, hvor han næsten til Klokken otte sysselsatte sig med at gøre Optegnelser og forfatte en nøjagtig Beretning om alt, hvad han havde set. Jeg sad paa min Seng og saá paa Faklens Skin paa Væggen og følte mig omtrent saa elendig, som det var muligt for et Menneske at være. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg var saa nedtrykt, men det er sikkert, at alt bragte mig til at finde Situationen uhyggelig. Jeg tænkte paa min gamle engelske Skole og spekulerede paa, om hvis man den Gang havde fortalt mig, hvad der skulde hænde senere hen, om jeg saa vilde have troet det. Jeg tænkte paa Gladys, min søde Kæreste, og jeg spurgte mig selv, om jeg nogensinde skulde se hende igen, og jeg var lige ved at tage den Medaillon, hun havde givet mig, frem, da jeg hørte Fodtrin paa Stenene udenfor. Et Øjeblik efter kom den samme Dværg, der havde ført os ind den foregaaende Aften, ind i Værelset. Uden et Ord pegede han paa Døren til det inderste Værelse. Jeg antog, at han dermed vilde tilkendegive, at Myndighederne paa dette Sted ønskede, at Nikola skulde komme til dem, og gik ind og sagde ham det. Han gemte straks sit Papir og sit Blyant og gav mig Tegn til at forlade Værelset og gaa i Forvejen. Dværgen gik i Spidsen, saa kom jeg, og Nikola fulgte efter. Paa den Maade kom vi igennem en Gang, og saa gennem en anden, steg op og ned ad utallige Trapper og naaede til sidst Tunnelen til den store Hule, den samme, i hvilken vi havde gennemgaaet Eventyrene den foregaaende Nat. Ved denne Lejlighed blev Døren bevogtet af mere end en halv Snes Munke, som var opstillede i to Rækker, gennem hvilke vi passerede.

Hulen havde været ganske tom, da vi besøgte den den foregaaende Aften, men saá nu helt anderledes ud. Hundreder af Fakler flammede fra Ringene paa Væggene og kastede deres rødlige Skær paa Murene og Loftet og blev genspejlet som i Millioner af Diamanter i Stalaktiter, der hang ned fra Loftet.

I den bageste Del af den store Hule var der en stor og smukt prydet tredobbelt Trone, og lige over for den, men halvvejs nede i Hulen, var der en Forhøjning, bedækket med et fint rødt Klæde med tunge Sølvfrynser. Da vi traadte ind, blev vi hilst med den samme hemmelighedsfulde Musik, som vi havde hørt den Dag, vi ankom. Den blev stærkere og stærkere, indtil vi naaede Forhøjningen, og da saa Nikola havde indtaget sin Plads og jeg min, lidt tilbage fra ham, begyndte den at dø langsomt hen igen. Da den var holdt op, slog en stor Klokke i Taget over vore Hoveder tre Slag. Dens Støj var næsten øredøvende. Den syntes at opfylde hele Hulen og saa lige som den før omtalte Musik at dø langsomt hen igen. Endnu en Gang blev det samme Antal Slag gentaget, og Lyden døde atter hen. Da man ikke kunde høre den længere, blev Forhænget trukket til Side i Baggrunden, og Munkene begyndte at komme langsomt ind fra begge Sider, ligesom de havde gjort ved den første Gudstjeneste efter vor Ankomst. Der maa have været næsten fire Hundrede. De var alle sortklædte, og alle havde de den samme løjerlige Hætte over Hovedet, som jeg har beskrevet tidligere.

Da de havde indtaget deres Pladser paa begge Sider af den Forhøjning, paa hvilken vi stod, blev det Forhæng, som dækkede Indgangen, gennem hvilken jeg var fulgt efter Nikola ned i det underjordiske Kammer Aftenen i Forvejen, draget til Side, og en ny Procession traadte ind. Først kom der tredive Dværge, som hver bar en tændt Fakkel i Haanden. Derefter fulgte næsten hundrede hvidklædte Munke, som svang Røgelsekar, saa kom der en halv Snes graaskæggede Præster i Sort, men uden Hovedbeklædning, og derefter de to Mænd, som var Førere for denne mærkelige Sekt.

Da Processionen naaede Tronen, delte den sig i to Dele, og hver Halvdel tog Plads i en halvmaaneagtig Form paa hver sin Side. De to Førere satte sig under Tronhimlen, og i det Øjeblik, de gjorde det, drønede de store Klokker igen. Da Ekkoet døde bort, rejste alle Munkene, som hidtil havde knælet, sig op og istemmede paa én Gang en Hymne. Skønt Musiken og Ordene var yderst barbariske, var der noget i Virkningen, der over al Maade gjorde Indtryk. Hymnen holdt lige saa pludselig op, som den var begyndt, og saa traadte en Mand frem af de hvidklædte Munkes Skare med et Papir i Haanden. Med høj Røst erklærede han, at det havde behaget de to Store i Bjergene at udfylde den ledige Plads, som saa længe havde staaet tom i Triumviratet. Af den Grund havde de hidkaldt en Mand, der havde Ry for Visdom og Hellighed frem for nogen anden, det var ham, de kunde se foran dem. Han havde gjort det hemmelige Samfund store Tjenester, han havde vist sig at være en retfærdig Mand, og nu stod der kun tilbage for ham at meddele, om han var villig til at paatage sig Ansvaret for det Hverv, han var blevet kaldet til. Efter at have endt sin Tale, trak Manden sig tilbage fra sin Plads igen. Saa kom fire af de hvidklædte Munke, to fra hver Side af Tronen, langsomt ned ad Gangen hen imod Nikola, bød ham følge sig og førte ham i Procession til Værelset bag Forhænget. Medens han var borte, var der ingen, der rørte sig eller talte et Ord.

Da der var gaaet omtrent ti Minutter, kom der en lille Procession ud igen, og Nikola sluttede den. Han var nu iført de Højtidsklæder, som hørte til hans Embede. Hans høje, magre Skikkelse og ærværdige Maske svarede vidunderlig til dem, og da han atter stod paa Forhøjningen foran mig, kunde jeg ikke lade være med at tænke, at jeg aldrig havde set en mere imponerende Skikkelse.

Igen drønede den store Klokke, og da Lyden var holdt op, traadte den Mand, som først havde talt, frem og bekendtgjorde med høj Stemme for alle de tilstedeværende, at den forhenværende Præst fra Hankow var forberedt paa at paatage sig sit Embedes Pligter og Ansvar. Da han trak sig tilbage til sin Plads igen, kom to Munke frem og førte Nikola op ad Midtergangen hen imod den tredobbelte Trone. Da han kom til Foden af denne, kastede de to Store de Slør, de hidtil havde haft paa, og kom ham i Møde. Efter at de havde udstrakt Haanden imod ham, var de ved at føre ham til sin Plads, da der pludselig fandt en Bevægelse Sted nede i Hallen.

Skønt denne Lyd kun bestod af en hastig Hvisken, kom som med et Lyn alle mine Anelser tilbage, og det var, som om mit Hjerte skulde staa stille. Hovedmanden for de tre lod Nikolas Haand falde, henvendte sig til en af Munkene og bød ham gaa ned i Hallen og faa at vide, hvad det var for en usømmelig Afbrydelse. Manden gik og var nogle Minutter borte. Da han vendte tilbage, var det for at melde, at der var en fremmed i Klostret, som forlangte de to i Tale straks i Anledning af en Sag, der angik det Valg, som skulde finde Sted.

Han fik Befaling til at komme ind, og et Par Minutter efter viste en tilsølet og udmattet Kineser sig og nærmede sig ydmygt Tronen. Hans fire Følgesvende blev staaende ved Døren.

"Hvem er du, og hvad har du her at gøre?" spurgte den gamle Mand med en Stemme, der lød som en Trompetfanfare. "Tror du, at du faar Lov til at forstyrre os paa denne usømmelige Maade?"

"Jeg beder om Tilgivelse, men jeg har god Grund til det, min Fader," svarede Manden med en Hilsen helt ned til Jorden.

"Saa lad os da høre den og vær hurtig. Hvad er dit Navn, og hvorfra kommer du?"

"Jeg er Ypperstepræsten fra Templet i Hankow, og jeg kommer for at bede om Retfærdighed," sagde Manden, og medens han sagde det, lød der en meget forbavset Mumlen i Hallen. Jeg saá Nikola træde et Skridt tilbage og saa staa ganske stille. Hvis denne Mand talte Sandhed, var vi fortabte.

"Du taabelige Mand, som kommer og fortæller os saa usand en Historie," sagde den ældste af de to, "véd du da ikke, at Præsten fra Hankow staar dér for dig?"

"Det er ikke sandt," sagde Manden. "Jeg kommer for at advare dig og melde, at den Mand er en Bedrager. Han er ikke Præst, men en fremmed Djævel, der lod mig fange og sende bort, medens han indtog min Plads."

"Hvorledes kommer du da her?" spurgte den anden.

"Jeg undslap," sagde Manden, "fra dem, som han havde betalt for at passe paa mig, og drog til Tientsin og derfra til Peking, og saaledes er jeg her."

"Min Fader," sagde Nikola lige saa roligt, som om der ikke var noget ualmindeligt i Vejen, "vil du finde dig i, at jeg bliver bagvasket med en saa snedigt opfundet Historie? Havde jeg ikke et Brev med mig fra Ypperstepræsten i Lamaklostret, som underrettede dig om, at jeg er den Mand, du ventede? Vil du da beskæmme mig saaledes i Verdens Øjne?"

Den gamle Mand svarede ikke.

"Jeg har ogsaa et Brev fra Ypperstepræsten," sagde den nyankomne ivrigt, hvorpaa han trak et Dokument frem og rakte det til den anden af de to.

"Stille, stille! Vi vil trække os tilbage og overveje denne Sag," sagde den gamle.

Saa vendte han sig til Munkene og sagde alvorligt: "Sørg for, at ingen af disse Mænd undslipper." Derefter trak de to sig tilbage til det indre Værelse, hvorfra de var kommet, da Ceremonien begyndte.

Vi ventede i dyb Tavshed paa deres Tilbagekomst, og i den Tid, de var borte, iagttog jeg en mærkelig Kendsgerning, som jeg har iagttaget en eller to Gange før i mit Liv. Skønt jeg hele Dagen havde frygtet, at der forestod en Katastrofe, saa gik det dog saaledes, at da den kom, og jeg maatte se den ind i Ansigtet, saa forsvandt al min Frygt som Dug for Solen. Min Nervøsitet forlod mig som en Kappe, jeg havde strøget af mig, og jeg syntes, at det var saa sikkert, at det vilde gaa os godt alligevel, at jeg kunde møde vor Skæbne med et Smil.

Da der omtrent var forløbet fem Minutter, opstod der et Røre i Nærheden af Døren, og straks efter vendte de to tilbage og besteg deres Trone. Det var den gamle Mand, der talte.

"Vi har undersøgt Brevene," sagde han, "og i vor Visdom har vi besluttet, at det vil være det klogeste at opsætte vor Dom en Stund. Denne Sag maa yderligere undersøges." Han henvendte sig derpaa til Nikola og vedblev: "Tag de Klæder af. Hvis du er uskyldig, skal de blive givet dig igen, og du skal bære dem med Ære for dig selv og hele vor Ordens Ærbødighed; men hvis du er skyldig, saa bered dig til Døden, thi intet menneskeligt Væsen kan da frelse dig."

Nikola afførte sig straks sine pragtfulde Gevandter og rakte dem til de Munke, der stod rede til at modtage dem.