# Doktor Nikola ## Part 13 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/doktor-nikola-32494/index.md Da jeg var halvtredsindstyve Alen fra Omdrejningen, hvorfra jeg vidste, at jeg vilde faa Udsigt over hele Floden, hørte jeg en sagte Fløjten. Et Øjeblik efter kom en Mand til Syne paa en Kamel; han red hen til mig. Trods Halvmørket kunde jeg se, at Rytteren var klædt nøjagtigt som den Mand, med hvem jeg havde talt ved Vadestedet; han havde ogsaa kun én Arm, og hans højre Øje var lukket. "Hold Dem til venstre," sagde han og bøjede sig ned fra sin Kamel for at tale til mig; "dér vil De komme til nogle store Klipper, og bag ved dem skal De skjule Dem. Hold Deres Revolver parat i Haanden, og hvis der skulde hænde noget, og jeg skulde kalde Dem til Hjælp, saa kom straks." "Var det meget vanskeligt for Dem at faa fat i Kamelen?" spurgte jeg, neppe i Stand til at tro, at Manden var Nikola. "Nej, slet ikke," svarede han; "men Klæderne og Sadlen var det lidt vanskeligere at skaffe. Endelig fik jeg dem dog. Synes De, at jeg ser ud som den Mand, jeg skal forestille?" "En eller to Ting er anderledes," svarede jeg; "men De behøver ikke at være bange, de vil ikke fatte Mistanke." "Lad os haabe det," sagde Nikola. "Hvor er Mændene?" "De er lejrede der nede," svarede jeg, "i en lille Fordybning til venstre for Kløften." "Det er godt; kryb nu ned til Klipperne og indtag Deres Plads. Pas paa og glem ikke, hvad jeg har sagt Dem." Jeg gjorde, som han befalede, og krøb lidt efter lidt hen til det Sted, hvor tre store Kampesten knejsede i Sandet. Mellem dem lejrede jeg mig, og til min Glæde saá jeg, at jeg havde en næsten uforstyrret Udsigt til Vadestedet. Da jeg saá ud over Vandet, skelnede jeg et lille Selskab, som kom ned ad Skraaningen til Sandbredden paa den anden Side. Uden at spilde Tid red de ud i Vandet, og det var saa stille, at jeg kunde høre deres Dyrs Plasken og skelne mellem den første Støj paa Bredden og den dumpe Lyd, da de kom ud i dybere Vand. Derpaa hørte jeg et hæst Raab, og et Øjeblik efter red Nikola hen over Sandet paa sin Kamel. Efter to eller tre Minutter havde det vadende Selskab naaet Bredden, neppe mere end ti Skridt fra det Sted, hvor jeg laa. De var mig saa nær, at jeg tydeligt kunde høre de trætte Dyrs Pusten og det Befrielsens Suk, de udstødte, da deres Herrer steg af. Anføreren kom hen til Nikola og sagde efter en lille Indledning: "Vi blev forsinkede paa Vejen ved vore Dyrs Sygdom, ellers vilde vi have været her tidligere. Vi beder dig sige os, om nogle andre Rejsende er kommet denne Vej." "Kun ét Selskab," sagde det falske Sendebud leende; "og de Folk er nu faret vild mellem Bjergene. De nægtede at give mig Almisse, og saa viste jeg dem ikke den rette Vej. Inden i Morgen ved denne Tid har Gribbene revet Kødet af deres Ben." "Hvor mange var der?" spurgte den Mand, som først havde talt. "Fem," svarede Nikola; "og gid Bjergenes Djævle vil tage dem! Naa, hvem er saa du?" "Vi kommer fra Peking," svarede Selskabets Talsmand, "og vi bringer Breve fra Ypperstepræsten i Lamaklostret til de Store i Bjergene. Der er to Barbarer, som har listet sig ind i vort Selskab, myrdet den Mand, som skulde have været en af de Tre, og sat sig selv i hans Sted. De tre Stores Symbol, som blev stjaalet af en fremmed Djævel for mange Aar siden, er i deres Besiddelse, og det var det Selskab, som kom forbi dette Vadested paa Vejen til Bjergene, og som du har set." "De kommer ikke videre," sagde Nikola med en mørk Latter, "de Hjerter, som vilde kende vore Hemmeligheder, bliver Lækkerbidskener for Ørneungerne. Hvad er det, I vil mig?" "Det er dette advarende Brev, der skal besørges," svarede Manden, og medens han talte, trak han den Rulle Papir frem, som jeg havde set i hans Besiddelse den foregaaende Aften. Han rakte den til Nikola, der gemte den paa sit Bryst og saa gik hen til sin Kamel, som han besteg. Da den havde rejst sig, henvendte han sig til det lille Selskab og sagde: "Vend tilbage ad samme Vej. Slaa ikke Lejr i Nærheden af Vadestedet, thi de vildfarnes Aander vandrer frem og tilbage dèr i Nattens stille Timer, og de bringer dem, der hører dem, Døden." Hans Advarsel var ikke uden Virkning, thi, saa snart han var redet bort, bemærkede jeg med stor Glæde, at Selskabet i stor Hast satte over Floden igen. Jeg iagttog dem i nogen Tid og bevægede mig først fra Stedet, da jeg kun svagt kunde skimte det dunkle Omrids af dem. Da jeg saa vidste, at de skyndte sig ud af Dalen, smuttede jeg ud af mit Skjulested og gik op ad Stien hen imod den Hulvej, hvor vi havde slaaet Lejr. Da jeg naaede Baalet, saá jeg, at Nikola var steget ned fra sin Kamel og gaaet ind i sit Telt. Han var i Færd med at skifte Klæder. "Naa, den Forlegenhed slap vi jo meget pænt ud af," sagde han, "og jeg maa tilføje, Bruce, at vi kan takke Deres Omhu og Kløgt for det. Hvis De ikke havde prøvet paa at faa et Glimt af den Mand forleden Aften, vilde vi efter al Sandsynlighed være blevet fangne i en Snare, som det ikke havde været muligt at komme ud af igen. Nu er vi ikke blot blevet af med vor Fjende, men har oven i Købet forbedret vor Stilling. Hvis vi naar lige saa godt frem i Fremtiden, som vi hidtil har gjort, kan vi være indenfor Klostrets Mure i Morgen Aften." "Det haaber jeg, vi er," svarede jeg; "men det, vi har gennemgaaet i den senere Tid, bringer mig til at tænke, at vi gør klogest i ikke at sælge Bjørneskindet, før vi har skudt Bjørnen." "Det har De ganske Ret i." En halv Time senere blev vor Aftensmad rettet an, og da vi havde spist den, sad vi om Lejrilden og røg og talte, medens de dansende Flammer skinnede paa Klipperne rundt omkring, og de store Stjerner blinkede barsk ned til os deroppe fra. Natten var meget stille, og man hørte neppe en Lyd undtagen af og til en gryntende Støj af de tøjrede Æsler, Flammernes Hvislen, en eller anden Natfugls Skrig og én Gang en Sjakals Hyl mellem Klipperne. Den næste Morgen lidt efter Daggry hævede vi Lejren, lagde Pakkerne paa Dyrene igen, besteg dem og red. De første ti Mil eller saa var Vejen forholdsvis jævn. Den førte langs med en Dal, hvis Indgang var den Hulvej, jeg havde set den foregaaende Aften. Saa drog vi rundt om Bjerget ad en stejl Sti og kom ud paa en Højslette, hvorfra vi havde en yndig Udsigt. Kamelen havde vi sluppet løs tidligere paa Dagen, for at den kunde strejfe omkring i Landet eller vende tilbage til sin tidligere Ejer, hvad den nu havde Lyst til. Det var godt, at vi gjorde det, for paa den Højde, vi nu var steget op til, vilde det have vist sig meget vanskeligt, om ikke ganske umuligt, at rejse med den. Ikke én, men flere Gange, maatte vi stige af og klatre fra Klippe til Klippe, bane os Vej gennem Hulveje og over Kløfter, saa godt vi kunde. Ved mange Lejligheder saá det ud, som om det vilde være nødvendigt for os endogsaa at opgive de sikre Dyr, vi havde med os, men i hvert enkelt Tilfælde triumferede Taalmodigheden og Udholdenheden over Vanskelighederne, og vi var i Stand til at drage videre med dem. Ved Middagstid havde vi helt tabt Vejen af Syne. Luften var blevet bidende kold, og det saá ud, som om der hvert Minut kunde falde Sne. Klokken halv fire kom der ogsaa nogle Fnug, og da vi fandt et Sted, hvor vi kunde lejre os under en fremspringende Klippe, var Jorden fuldstændig bedækket med Sne. Det stærke Snefald bevirkede, at vor Vej nu var en ren Gisningssag, for der var ikke Tale om Spor af nogen Art. Da vi imidlertid ikke kunde vende tilbage, og det var en farlig Sag at drage fremad uden at vide, i hvilken Retning vi skulde, kunde vor Stilling anses for temmelig farlig. Midt paa Eftermiddagen sank en af vore Kulier sammen, og da Nikola saá dette, besluttede han at holde Rast igen. Vi valgte det Sted, der var mest i Læ, ryddede Sneen bort og rejste vort Telt, og da dette var gjort, tændte vi et Baal og tøjrede Resten af vore Æsler. Vi sørgede, saa godt vi kunde, for den syge Kuli og dækkede ham godt til med alle de Klæder, vi kunde undvære, men vor Ulejlighed var til ringe Nytte, for hen ad Aften døde han. Paa denne Tid maa jeg tilstaa, at mit eget Mod var sunket ned til saa lavt et Standpunkt som muligt, men Nikola var uforfærdet. "Denne Mands Død," sagde han, "er meget beklagelig, men vi maa ikke lade det ødelægge os helt. Synes De ikke, at det er rigtigt, at vi straks bærer den Mand ud og begraver ham i Sneen? Det er lyst nok endnu, hvis vi skynder os." Jeg havde ikke mere Lyst end han til at tilbringe Natten i Selskab med den stakkels Mands Lig, og vi løftede det op og bar det hen til en stor Snedrive en halvtredsindstyve Skridt fra vort Telt. Her lagde vi det og gik saa tilbage til Lejren, idet vi overlod det til de blidt faldende Snefnug at bedække ham fuldt saa godt, som vi kunde have gjort. Men samme Aften indtraf der to andre ubehagelige Ting. Vore to Æsler kunde ikke længer taale det strenge Klima og var lige ved at dø. Da Nikola saá det, forlod han atter Teltet, tog sin Revolver med sig og gjorde Ende paa deres Lidelser. Da de saa faldt, skar han Halsen over paa dem og vendte tilbage til Teltet. "Hvorfor gjorde De det?" spurgte jeg, for jeg forstod ikke hans sidste Handling. "Hvis De ønsker en Forklaring," sagde han roligt, "saa undersøg vort Spisekammers Tilstand og betragt vor Stilling. Vi er paa Toppen af disse Bjerge, og den ene Vej ligner den anden. Hvor Klostret er, kan jeg ikke sige, og hertil kommer endnu, at vor Proviant er ved at slippe op. Æsler er jo ikke Vildt, men de er bedre end kold Sne; det var derfor, jeg skød dem." Den næste Morgen, før vi drog videre, skar vi alt det Kød, vi kunde, af de stakkels Dyr. Det var godt, at vi gjorde det, for vor Søgen efter Klostret var lige saa uheldig, som den havde været den foregaaende Dag, og hvad der forøgede det haabløse i vor Stilling, var, at jeg begyndte at føle mig ilde tilpas, medens vor sidste Kuli ravede elendig af Sted efter os. Han lignede mere et elektriceret Lig end et levende Menneske. Undertiden oplever jeg i Drømme denne frygtelige Tid. Jeg ser det snedækte Land med sine gabende Afgrunde, sine jævnt skraanende Dale og knejsende Klipper. Jeg ser os tre, trætte, hjertesyge Mænd, der kæmper os frem og synker ned i det hvide Ligklæde ved hvert Trin, Nikola stadig foran, jeg selv efter ham og den sidste Kuli et godt Stykke tilbage. Sneen hvirvler omkring os, og oven over os svæver der en eller anden stor Fugl, hvis Vinger kaster en sort Skygge paa det ellers pletfri hvide. Saa forandres Drømmen altid, og jeg vaagner op med en underlig, navnløs Rædsel, som jeg ikke kan forklare. Men tilbage til min Fortælling. En Time før Solnedgang faldt Kulien sammen, og vi maatte igen slaa Lejr. Hvis jeg lever, til jeg bliver hundrede Aar, vil jeg ikke glemme en eneste Enkelthed, der staar i Forbindelse med denne frygtelige Nat. Vi var nu alle saa svage, at det var umuligt for os at rejse et Telt. En Døsighed, som det syntes umuligt at modstaa, tyngede paa os. Kun Kulien kunde holde sig vaagen, og i sine Feberfantasier pludrede han uophørligt. "Bruce," sagde Nikola omtrent Klokken otte og kom hen til Baalet, hvor jeg sad, "dette kan aldrig gaa an, den stakkels Fyr der henne er død om en halv Time, og hvis De ikke passer paa, saa følger De snart efter ham. Nu vil jeg prøve paa at holde Dem vaagen." Den mærkelige Mand tog sin Medicinkasse frem og aabnede den ved Ilden. Saa fremtog han et lille Skakbræt og en Æske med Brikker. "Maa jeg have den Fornøjelse at spille et Parti Skak med Dem?" spurgte han saa høfligt, som om vi var forholdsvis fremmede, der mødtes i en Klub i London. Jeg nikkede halvt vaagen og halvt sovende og begyndte at stille mine Brikker op. Da saa alt var i Orden, begyndte vi at spille, og før jeg havde gjort tre Træk, var jeg blevet smittet af Nikolas Begejstring og var lysvaagen. Om jeg spillede godt eller daarligt, kan jeg ikke huske. Jeg véd kun, at Nikola lagde sine bestemte Planer, forberedte Angreb og lagde Snarer for mig, og ikke blot det, men ogsaa udførte dem, som om han ikke havde Tanke for nogen som helst anden Ting. Vi spillede til Daggry og standsede kun for at kaste Brænde paa Ilden og én Gang for at søge at hjælpe Kulien, lige før han døde. Da vi saa hurtigt havde spist Frokost, lod vi alt, hvad vi havde i Stikken undtagen Medicinkassen og vort lille Forraad af Føde og de Smaating, som vi kunde anbringe paa vore Personer, og drog af Sted paa, hvad vi begge troede, sikkert var vor sidste March. Hvor sælsomt indrettede ikke Skæbnen det! Da vi forlod Højen og beredte os til at stige ned i Dalen, saá vi pludselig en stor Stenbygning paa den anden Side af Dalen. Det var Klostret, som vi havde søgt saa længe, og for hvis Skyld vi havde lidt saa meget. XIII. KAPITEL. Klostret. Vi stod og saá ud over Dalen neppe i Stand til at tro, at vi endelig var kommet til det Sted, vi havde hørt saa meget om. Dèr laa Klostret ensomt paa Randen af en Afgrund, en mørk, graa Samling af Tage og Taarne, omgivet af en høj Mur. Men skønt vi kunde se det tydeligt nok foran os, var det vigtigste Spørgsmaal, hvorledes vi skulde naa det. Dalens Klippevægge knejsede til alle Sider saa langt, som jeg kunde øjne. Paa den Side, hvor vi stod, skraanede Klippen rigtignok tilstrækkeligt til, at en erfaren Bjergbeboer kunde klatre ned ad den, men paa den anden Side af Afgrunden hævede der sig en stejl Skrænt, der var over femten Hundrede Fod høj, og skønt jeg undersøgte den omhyggeligt, kunde jeg ikke se et eneste Sted, hvor selv en Ged kunde finde Fodfæste. "Det vil tage os en Uge at komme om paa den anden Side," sagde Nikola, da han havde undersøgt Forholdet med sædvanlig Omhu. "Vi sulter allerede nu, saa vi vilde være døde, før vi naaede Halvvejen." "Hvad skal vi da gøre?" "Klatre ned i Dalen, antager jeg." "Det vil blive en frygtelig Historie." "Men det vil være lige saa galt at dø heroppe," svarede han. "Det værste er, at jeg ikke kan se, hvorledes vi skal komme derop, naar vi er kommet ned. Men da vi maaske kan knække Halsen paa Vejen ned, saa er det bedre at opsætte at drøfte det Spørgsmaal, til vi véd, at vi er ankommet sikkert dernede. Naa, kom saa." De næste ti Minutter brugte vi til at undersøge, hvor vi bedst kunde klatre ned ad Klipperne. Da vi havde opdaget det, krøb vi ud over Randen og begyndte at stige ned. De første halvandet Hundrede Fod eller saa var det let nok. Vi havde ikke andet at gøre end at lade os falde fra Klippe til Klippe, men saa blev Sagen vanskeligere. Der var en uafbrudt Klippeflade, hvor der næsten kun var en Smule Fodfæste hver fyrretyvende Fod. Muren ved Peking var intet i Sammenligning med denne Klippevæg, og den, vidste jeg jo af Erfaring, havde været fæl nok. Hvorledes vi skulde klare dette, syntes mig ufatteligt, men Nikola var som sædvanlig Situationen voksen. "Tag Deres Frakke af," sagde han, "og giv mig den." Jeg gjorde, som han befalede, hvorefter han tog sin egen af, og saa bandt han Ærmerne paa de to Frakker sammen. Da dette var gjort, krøb vi til den modsatte Ende af Kanten, hvor der voksede et af de forkrøblede Træer, den eneste Vegetation, der saas paa hele Klippefladen, og bandt Enden af dette improviserede Reb til en lang, tyk Rod, der var groet ud over Klippefladen i Haab om at finde et Sted, hvor den kunde gro. Saaledes vandt vi en Længde af tre Fod, i det hele næsten femten Fod, som, naar vi havde tilføjet vor egen Længde, kunde bringe os ned til den næste Afsats saaledes, at vi oven i Købet havde en Fod tilovers. Saa snart disse Forberedelser var fuldendte, trak vi Lod om den Ære, hvem der skulde gaa først ned og prøve Rebets Styrke, og Loddet tilfaldt naturligvis Nikola, som Skæbnen vilde, altid skulde være den første. Før han svang sig ned, undersøgte han omhyggeligt den Strop, med hvilken hans Skat, Medicinkassen, var fastgjort om hans Hals. Saa nikkede han til mig, knælede ned paa Klipperanden, tog Rebet i Haanden og begyndte at glide ned. Jeg har tilbragt mere fornøjelige Øjeblikke i mit Liv end det, jeg havde, da jeg iagttog den Rod, Rebet var bundet til. For Frakkerne var jeg kun lidt bange; de var af den bedste Silke og vævet i et Stykke undtagen dèr, hvor Ærmerne var syet til. Roden holdt imidlertid, og straks efter hørte jeg Nikola raabe, at jeg skulde følge efter ham. Det var ikke uden Frygt, at jeg firede mig ned ganske langsomt, og skønt Rebet var forholdsvis kort, syntes det mig at vare Aarhundreder, før jeg kom i Nærheden af Nikola. Endnu tre Fod, og jeg var paa Kanten, og jeg var lige i Færd med at lykønske mig til min Flinkhed, da der lød en ildevarslende, skrattende Lyd paa Klippetoppen, og i næste Øjeblik faldt jeg baglænds ud i Luften. Jeg troede, at jeg var fortabt, men heldigvis var Ulykken ikke saa alvorlig, som den kunde have været, for Nikola viste den sædvanlige Aandsnærværelse, trykkede sig fast op imod Klippevæggen og tog fat i Rebet, medens det gled forbi. Resultatet heraf var, at mit Falds Hastighed blev afbrudt, og i Stedet for at styrte ned paa den lille Højslette nedenunder, hvorved jeg sandsynligvis vilde have knækket Halsen eller i det mindste en Arm eller et Ben, blev jeg nu slynget ind imod Klippen og gled roligt ned paa en Afsats. "Er De saaret?" raabte Nikola fra sit Stade ovenover. "Mere forskrækket end saaret," svarede jeg, "men hvorledes vil De nu komme ned?" Uden at værdige mig Svar vendte Nikola sit Ansigt imod Klippen, lagde sig paa Knæ, og idet han saa tog fat i Kanten, firede han sig ned og slap, hvorpaa han stod sikkert ved Siden af mig, og da han havde overbevist sig om, at Medicinkassen var i Orden, gik han roligt der hen, hvor vore Frakker var faldet ned, og løste dem fra den knækkede Rod. Da han saa havde rakt mig min, tog han sin egen paa og mente nu, at vi kunde fortsætte vor Klatren uden mere Besvær. Jeg tror, at hvis Nikola tilfældigvis faldt ned i Underverdenens Svælg og ved sin overmenneskelige Sindrighed havde været saa heldig at komme op igen, saa vilde han roligt sætte sig ved Afgrundens Rand og give sig til at undersøge, af hvilke kemiske Substanser de Pletter, han havde faaet paa sine Klæder, var frembragte. Jeg kan med Sandhed forsikre, at jeg i al den Tid, jeg har kendt ham, aldrig en eneste Gang har set ham i virkelig Forlegenhed. Vor Klatretur ned til Dalens Grund var ikke saa vanskelig mere, skønt saa farlig, at vi maatte foretage den med den største Forsigtighed. Tilsidst kom vi da derned, og efter at vi havde set op paa de knejsende Klipper paa begge Sider, begyndte vi at grunde paa, hvad vi nu skulde gøre. Vi behøvede imidlertid ikke at vente længe, for det lod til, at vor Ankomst var blevet opdaget. Dalens Grund var bedækket med blødt Grønsvær, og hist og her ragede der uhyre store Klipper op. Vi skulde lige til at gaa i vestlig Retning, da vi hørte en mærkelig Lyd. Den lignede mest et daarligt blæst Alpehorns Tone og vakte Genlyd fra begge Sider. Saa hørtes der en Stemme i Nærheden af os, men hvorfra kunde vi ikke sige. Den sagde langsomt: "Hvem er I, som saaledes nærmer jer til Klippeboligen?" "Jeg er den, som man har sagt jer, I skulde vente," sagde Nikola. "Velkommen," sagde den samme lidenskabsløse Røst. Saa tilføjede den efter en Pavse: "Gaa fremad til det aabne Sted derhenne og vent." I al den Tid, da Stemmen talte, havde jeg lyttet omhyggeligt i Haab om at opdage, hvorfra den kom, men min Anstrengelse var unyttig. I det ene Øjeblik syntes den at komme fra højre, i det næste Øjeblik fra venstre Side. Den havde ogsaa en løjerlig, metallisk Klang, som gjorde det endnu mere vanskeligt at opdage, hvem den tilhørte. Naar jeg rigtig skal forklare, hvad jeg mener, kunde jeg sige, at den lignede Ekkoet af en Stemme, som man ikke kunde høre selv; den gjorde et højst ejendommeligt Indtryk. Da Stemmen tav, gik Nikola frem i den angivne Retning, og jeg fulgte ham. Vi kom til Stedet og stod og ventede. I næsten ti Minutter saá vi os forventningsfuldt om. Der var intet at se i Dalen undtagen det grønne Græs og nu og da en Fuglerøst. Saa viste der sig blandt Klipperne til højre én af de mærkeligste Skikkelser, jeg nogensinde har set i mit Liv. Han var kun lidt over tre Fod høj, hans Skuldre var umaadelig brede, hans Ben krummede sig, saa han kun kunde gaa paa Siderne af Fødderne, medens hans Hoved var saa stort, at det slet ikke stod i Forhold til hans Krop. Han havde kinesisk Dragt paa og bar Pisk og en lille rund Hat. Han vraltede hen imod os og sagde med en skingrende Falset: "Vil Deres Excellencer være saa venlige at følge mig?" Saa drejede han sig om paa Hælene og gik omtrent en tre Hundrede Fod foran os langs med Dalen. Derpaa vendte han sig om for at se, om vi var tæt bag ved ham, og gik hen imod noget, der saá ud som et Hul i Klippen, og forsvandt dèr. Vi fulgte ham og traf ham saa i en stor Hule, hvor han bøjede sig ned imod Sandet, som om han vilde byde os Velkommen. Paa begge Sider var der en Række af mindst tolv Dværge, der var klædt akkurat paa samme Maade og alle lige saa smaa og hæslige som han. De holdt Fakler i Haanden, og saa snart de saá, at vi fulgte, gik de længere ind i Hulen, anførte af den lille Mand, som først var kommet. Da vi var kommet ind i, hvad der syntes os at være Jordens inderste Dyb, forlod vi den snevre Sti og stod ved en bred Stentrappe, som snoede sig spiralformet opad. Dværgenes Procession gik igen foran os uden at gøre mindste Støj. Det var en uhyggelig Procession, og hvis ikke Faklerne havde udsendt deres osende Lys, og Flagermusene var fløjet frem og tilbage, vilde jeg have været tilbøjelig til at tro, at jeg havde en mærkelig Drøm, ja, jeg følte virkelig mere end én Gang en Trang til at røre ved Stenvæggen for at overbevise mig om, at jeg virkelig var vaagen. Jeg kunde se, at Nikola nøjagtig iagttog alt, hvad der gik for sig, og jeg opdagede, at han havde antaget et Væsen, der stemte overens med den aldrende Tilstand og vigtige Stilling, som hans Rolle foreskrev ham. Trappen vedblev at sno sig opad, snart til den ene, snart til den anden Side, til det næsten svimlede for mig ved Tanken om, hvor langt vi var gaaet, ja, mine Ben vilde næsten ikke bære mig længere, da vi endelig standsede ved en stor Dør paa Toppen af Trappen. Den blev slaaet op, og vort Selskab gik langsomt igennem den i Gaasegang. Da vi var kommet indenfor, førte en halv Snes Trin igen op til Etagen ovenover, og her kom vi til en anden Afsats. Da vi saá os om, opdagede vi, at vi stod i en uhyre stor Hal. Taget ragede mere end hundrede Fod op over vore Hoveder, til højre og venstre var der Buer af en underlig Tegning, medens der i den fjerneste Ende var et meget smukt Vindue, hvis Glas var malet blodrødt. Hele Hallen laa i Halvmørke, og skønt den gjorde Indtryk af at være et Sted, hvor man holdt Gudstjeneste, kunde jeg ikke opdage et Alter eller noget andet, som tydede paa dette. Da vi naaede derop, gav den Dværg, som vi først havde truffet, sine Følgesvende Tegn til, at de skulde trække sig tilbage, og viste os saa Vej til en lille Forhøjning, der var anbragt midt i Hallen. Han betydede os, at vi skulde stille os dèr og stillede sig selv paa Vagt ved Siden af os. Vi blev staaende der i hele ti Minutter og saá hen imod det blodrøde Vindue og ventede paa, hvad der nu skulde ske. Tavsheden var højst ubehagelig, og jeg maatte anstrenge al min Evne til at beherske mig for ikke at vise Tegn paa Nervøsitet. Saa naaede pludselig en Lyd af den blideste Musik vort Øre. Fra det svageste Pianissimo voksede den efterhaanden, indtil den endte i en skingrende, barbarisk March. Den hørtes i næsten fem Minutter, hvorpaa to Døre, én paa hver Side, blev aabnede, og en Procession traadte ud. Den bestod af Mænd, for jeg har ingen Ret til at antage, at det ikke var Mænd, men der var intet i deres Ydre, som støttede denne Antagelse. De var alle iført en lang, sort Kappe, der naaede ned til Fødderne. Hænderne var skjult af umaadelig store Ærmer og Hovedet indsvøbt i et tykt Slør, der var kastet tilbage og bedækkede baade det og Skuldrene, saaledes at der kun var to runde Huller til Øjnene. De kom frem én efter én og stillede sig op i regelmæssige Rækker paa begge Sider af os, alle med Ansigtet hen imod Vinduet.