# Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom ## Part 8 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-stille-vand-en-fort-lling-om-ungdom-35886/index.md Og Hansen-Maagerup havde tilsidst med blødende Hjerte givet efter for hans Grunde. I et Hjørne af sit Værelse havde han en stor Kuffert. I den havde Bøg gemt hans teologiske Bøger og taget Nøglen til sig. Og højtidelig lovede han, at han ikke vilde udlevere den igen, før Vennen en Gang var falden til Ro i en praktisk Livsstilling. Langt om længe var en saadan ogsaa bleven funden. Hansen-Maagerup var bleven Lærer ved en Skole for forsømte Børn. Her krævedes ikke store Kundskaber, kun en høj Grad af Taalmodighed. Netop en saadan besad han. Han anvendte kun nødig Straf, og da pinte det ham altid saadan, at han i flere Dage derefter kunde være greben af den dybeste Modløshed. Derimod kunde han blive ved atter og atter at indskærpe de samme Grundsætninger, at paavise Velsignelsen ved at gøre det gode og Betydningen af, at man tilegnede sig Kundskaber. Han følte sig i denne Stilling fuldkommen lykkelig. Hvad gjorde det, at Lønnen kun var liden? De Tilskud, han fik fra Hjemmet, satte ham jo fuldtud i Stand til at tilfredsstille de beskedne Fordringer, han stillede til Livet. En ny Lykke var det for ham, da han gennem det godgørende Selskab, som havde oprettet Skolen, kom ind i det københavnske Velgørenhedsarbejde. Dag for Dag gik han rundt i Fattiggader og op ad Bagtrapper. Han lempede sig ind i de Fattiges Fortrolighed, hørte med ubrydeligt Taalmod paa deres Klager, deres sørgmodige eller indsmigrende, bitre eller sleske Ord. Kunde han saa give en Familie Udsigt til Hjælp, saa stormede han glad som et Barn op paa Kontoret. Men det hændte jo ogsaa, at det ikke var muligt at faa Familiens Forhold til at stemme med, hvad Selskabet satte som Betingelse for Hjælpen. I saadanne Tilfælde følte han en dyb personlig Skuffelse. Han kunde sidde i Timevis og forklare den uheldige Ansøger, hvorfor Selskabet umuligt kunde imødekomme ham. Han udviklede omhyggeligt alle Synspunkter, baade de moralske og de sociale -- han vilde saa inderlig gerne, at Afslaget ikke skulde efterlade nogen Bitterhed. Alligevel hørte han ofte onde Ord. Han tog imod dem med lysende Øjne. Undertiden gled jo ogsaa ved saadanne Lejligheder et Par Kroner af hans egen Lomme ned i den hjælpsøgende Haand. Bagefter følte han gerne Samvittighedsnag. For det var jo paa en Maade at modarbejde Foreningens Grundsætninger -- og det bag dens Ryg. I saadanne Tilfælde kunde han faa Tilbagefald til sin tidligere Modløshed og synes sig selv ganske unyttig. Men ellers følte han sig som efter et langvarigt Sygeleje -- fornam Glæden ved atter at færdes mellem Mennesker og at kunne leve Livet paa lige Fod med dem. Ogsaa i hans Ydre prægede sig den ny Retning, hans Tilværelse havde taget. Han klædte sig ikke mere saa ufravigelig i sort som før men holdt af at boltre sig i en graa Dragt af ungdommeligere Snit. Overfor Viggo Bøg nærede han en ubegrænset Taknemmelighed. Det gjorde ham saa bitterlig ondt at se, at han vistnok ikke var ganske lykkelig. Han vilde saa inderlig gerne kunne være noget for ham. Men han vovede ikke at spørge ham om, hvad der tyngede hans Sind. En Dag kom imidlertid Bøg til ham og foreslog, at de skulde leje et Par Værelser i Forening. Det var ham en stor Glæde. Naar de saadan kom til at leve sammen Dag ud Dag ind, maatte vel før eller senere Tilbageholdenheden briste. De fik da to Værelser i en af Sidegaderne paa Nørrebro. Her slog de sig ned med egen Husholdning, spiste til Middag sammen paa et Spisekvarter og holdt sig selv med Tørkost, som Hansen-Maagerup besørgede købt og anrettet. Familien, de boede hos, havde ialt fire Værelser. De to til Gaden lejede den ud, mens den selv var sammentrængt i to smaa, mørke Gaardværelser. Manden havde en lille Kontorplads, og saa drak han desværre. Konen havde en Gang tjent i større Herskabshuse. Hun var altid saa optagen af Rengøring i Huset, at hun ikke havde Stunder at renholde sig selv. I de to Logerendes Værelser skinnede det af Properhed. Paa alle Møblerne lyste renvaskede hvide Haandarbejder, og den Messing Spyttebakke, der hver Dag blev forsynet med nyt Sand, luede som en Sol. Længe gik de to Venner udenom alt, hvad der kunde dreje Samtalen hen paa Fru Herding og Anna. Men alligevel laa Emnet Gang paa Gang paa Bunden af deres Samtaler -- det sitrede i deres Ord og gav dem en Betydning, som de ellers ikke vilde have. En skønne Dag lod det sig ikke længere holde nede. Og da Annas Navn først var nævnt imellem dem, fandt de begge to en smerteblandet Glæde i hyppigere og hyppigere at bringe det paa Bane. De talte imidlertid om hende som om en Afdød, de begge havde haft kær. De sænkede Stemmerne og ligesom tilslørede hendes Skikkelse med deres Ord. Og Ingen af dem nævnede sine egne Følelser for hende. Men den Dag, da de tilfældig havde truffet hende ved Brydekampen, fik hendes Person nyt Liv for dem. Det var dem ikke mere muligt at lade hende hvile i en Skygge af halv Glemsel. Og paa en Gang forstod de, at de maatte betro sig helt til hinanden. De var blevne enige om at gaa hjem ad Strandvejen. Og der, mens Livet susede dem forbi, mens der rundt om dem støvedes og larmedes og hujedes af den søndagsglade Hob, mens Vogne og Cykler strøg forbi i et evindeligt Tog, gik de to unge Mænd og talte om den Lykke, Ingen af dem nogensinde skulde naa. Hansen-Maagerup fortalte om sin langsomt fremgroede Tilbøjelighed. Kanske var Sædekornet til den blevet nedlagt den Dag, han var kommen til at bo hos Fru Herding. Men han havde længe standhaftig kæmpet imod den. Han vidste jo godt, at han kun var lidet egnet til at paavirke en ung Kvindes Fantasi, og selv om Anna alligevel kunde holde af ham, saa vilde det være uforsvarligt af ham at knytte hende til sig, saa længe han ikke havde nogen Udsigt til en ordentlig Livsstilling. Det havde imidlertid været forgæves, alt det han strittede imod. Naar han om Aftenen sad ved sine Bøger, kunde han ikke lade være at lytte til Klangen af hendes Stemme inde fra Værelset ved Siden af. Den kunde lægge sig saa varmt om hans Hjerte, at han ikke kunde beskrive det, og han kunde blive siddende helt fortabt i det og glemme, at han havde andre Ting for. Aldrig kunde han nogen Aften bekvemme sig til at gaa i Seng, før han havde hørt Lyden af hendes smaa hastige Skridt i Entréen, naar hun gik ud for at sætte Sikkerhedskæden for, inden hun søgte Hvile. Han skulde gerne bekende sin Svaghed: tidt og ofte havde han været lige ved at sige hende, hvor usigelig meget han holdt af hende. Men naar det kom til Stykket, havde han ikke dristet sig dertil. Thi han frygtede for, at et saadant Skridt for bestandig skulde berøve ham den Lykke at være i hendes Nærhed. ... For Viggo Bøg derimod havde Anna været sammenlevet med Drengeaarenes forsorne Ridderlighedstrang, med den pure Ungdoms vage, sølvglinsende Drømme, med Tyveaarenes fordringsfulde Lykkekrav. I Konfirmationsalderen havde han skrevet lyriske Vers til hende, og han var vokset op i en halvt ubevidst Tillid til, at hun en Gang vilde blive hans. Hans Følelse for hende havde skudt sin stille Vækst Aarene igennem, havde suget Næring af alt det Liv, han levede -- groet i Skygge fra den Dag, hun efter Faderens Død rejste bort fra den lille By, og atter følt Solens Blus, modnende og vækkende, da han paany traf hende i København ... Han havde dvælet i denne Følelse uden nogen hidsig Længsel efter at faa en fuld Afgørelse, fordi han havde ment at kunne vente og føle sig tryg ... Og nu, da hun kaldte sig en Andens, _kunde_ han ikke slaa sig til Taals dermed. Han strittede imod Tanken derom med al den Energi, hvormed den, der føler sig sund, vægrer sig ved at dø. Han maatte sige sig selv, at hun havde valgt frit -- han havde ingen Ret til at bebrejde hende noget, ingen Kendsgerninger at støtte sine Forhaabninger paa. Og alligevel -- alligevel levede de, fyldte ham, bestemte hele hans Liv. Han kunde ikke frigøre sig for Troen paa, at hun dog en Gang maatte blive hans ... Han havde forklaret Hansen-Maagerup alt dette hæftigt, indtrængende, næsten fanatisk, som den gør det, der søger at hverve Tilhængere for at styrke sin egen Overbevisning. Men paa en Gang tog han sig i det. Han var kommen i Tanker om, at den, han talte til, jo selv holdt af Anna. I sin Iver havde han glemt, at hvis det nogensinde skulde times ham at vinde hende tilbage fra Flyge, vilde ogsaa alt Haab for Hansen-Maagerups ydmyge og beskedne Tilbøjelighed være slukt. Han blev et Øjeblik helt ulykkelig over sin Mangel paa Finfølelse. Men Hansen-Maagerup bøjede sit Hoved og erklærede, at han havde forlængst opgivet Tanken om nogen Besiddelses-Lykke. Han indsaa, at den Slags Tanker vilde være Daarskab fra hans Side. Kun følte han sig ganske overtydet om, at Anna havde skuffet sig selv, da hun troede at holde af Flyge. Og Gud vilde nok en Dag lade det gaa op for hende, at det var et uværdigt Forhold, hun var kommen ind i ... Han var bleven ganske højrød i Hovedet, da han sagde det, og som sædvanlig glinsede hans Næse. Det følte han selv, og han var glad ved, at det var begyndt at skumre, saa Bøg maaske ikke havde opdaget det. Det var ogsaa en Ulykke for ham, at han aldrig kunde beherske sit Ansigt ... ... Længe gik de to Venner tavse -- ind gennem Byens Gader, mellem Flokke af hjemvendende Skovgæster, som hastede hjem med store grønne Grene i Hænderne, øre af den friske Luft, der var dem uvant. Og efterat de var komne hjem, blev de siddende oppe, til det blev sent. De talte sammen om Anna, og de talte sammen om Livet -- dette sælsomme Liv, der var saa let at komme igennem for den, der ejede Nøglen til dets Hemmelighed, men som lagde tusinde Hindringer i Vejen, naar blot en enkelt lille Del af dets Maskineri var kommen i Uorden. De følte Trang til at lade deres Ord svæve saa højt over Jordens Runding som muligt, og de lod gyldne Drømme taarne sig, højere og højere, til de halvvejs glemte sig bort fra den Virkelighed, der krævede Kamp. Da Bøg var gaaet til Ro, blev Hansen-Maagerup endnu i nogen Tid siddende ved det aabne Vindue. Der boblede Latter og Tale op til ham fra sene Aftenvandrere. Og det var ham, som om Sommeren drog forbi dernede og lod sin Hilsen stige op til ham ... I den Tid, der fulgte efter, talte de hver Dag sammen om Anna. Det var stiltiende slaaet fast imellem dem, at Bøg maatte og skulde vinde hende. Hansen-Maagerup levede sig saa stærkt ind i den Tanke, at den ogsaa for ham syntes at rumme fuld, personlig Lykke ... ja, han længtes i higende Uro efter den Dag, da den skulde blive Virkelighed. Og i Fællesskab dyrkede de da Minderne om den Tid, de begge havde kendt Anna. De viede hende en sværmerisk, from Tilbedelse -- som lyste hendes Skikkelse stedse gloriekranset over deres Liv langt, langt borte fra. Det eneste synlige Minde, de havde om hende, var et Askebæger, som hun en Gang havde foræret Hansen-Maagerup. Det blev nu ophøjet til Blomstervase og stillet paa Bøgs Skrivebord. Og Hansen-Maagerup sørgede for, at det hver Dag var fyldt med friske Blomster ... En Dag kom der til Bøg et Blad i Korsbaand. Han aabnede det -- lidt forbavset. Hans eget Billede stirrede ham i Møde fra dets Spalter. Han gav sig til at læse -- fløj igennem Artiklen. Saa slog han en høj Latter op. "Nej det er dog for morsomt! Læs det, Maagerup! De har sat mig i Avisen, de har sat mig i Avisen. Og saa er det jo Løgn og Sludder til Hobe ...!" "Er det -- Opfindelsen?" sagde Hansen-Maagerup og greb efter Bladet. Han kunde mærke, hvordan hans Hænder rystede, og han turde slet ikke se paa Bøg. "Naturligvis er det Opfindelsen -- men jeg har jo slet ikke gjort nogen Opfindelse. Jeg eksperimenterer ganske vist hver Dag -- det ved Du nok -- og jeg tror, jeg er inde paa et ganske godt Spor -- men saadan noget som det, de her beskylder mig for, det vilde jo være nok til at faa mig paa en Daarekiste! Han har hørt lidt om, at det er Brødfabrikationen, jeg bakser med -- og saa har han lavet hele Resten selv! Det er dog en skabet Knægt!" Hansen-Maagerup bøjede sig dybt ned over Bladet. "Jamen," sagde han, "det kan da egentlig ikke genere Dig, selv om nu ogsaa det er noget overdrevent. For det kan jo kun gøre saa meget, at Du bliver bekendt ved det. Og Du ved aldrig, hvem der kan faa dette her Referat eller hvad det er at læse -- og hvad Slags Tanker det kan vække ..." "Ja, og hvad saa? Naar saa de opdager, at det hele er Løgn og Humbug, saa bliver jeg jo simpelthen til Grin ... Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tør knap give Møde paa Fabrikken idag -- der vil jo staa en Latter om mig -- og naturligvis tror de allesammen, at det er mig selv, der har sørget for at faa det dumme Vrøvl i Bladet ... Der er kun en Ting, jeg ikke kan begribe. Det er, hvordan de Asener har faaet fat i mit Portræt. Det er jo det sidste, der blev taget af mig -- det har jeg ellers ikke givet til Andre end Dig og saa ..." Hansen-Maagerup saa bedende paa ham. "Bøg, Du maa ikke være vred, det er mig, der ..." "Har _Du_ givet ham det?" "Ja -- jeg -- han kom jo her op, da Du ikke var hjemme -- han bad mig saa meget om det -- det vilde være saa nyttigt for Dig, sagde han, om Bladet skrev lidt om Dig. For Du var En af vore dygtigste unge Kemikere -- og saa tænkte jeg ..." "Hvad tænkte Du?" "Ja, jeg tænkte som sagt, at det kunde da ikke andet end gavne Dig. Og der var især En, jeg tænkte paa -- som muligvis kunde faa det at læse ..." "Anna?" Hansen-Maagerup nikkede. Han havde Taarer i Øjnene. Men Bøg sagde kort: "Ja, Du har naturligvis gjort det i den bedste Mening. Men fjollet er det alligevel." Han greb atter Bladet. "Men hvad er saa dette her om mine Anskuelser? Jeg er en Tilhænger af den stille Revolution, staar der. Hvad vil det sige? Det griner jo Folk ogsaa af!" Hansen-Maagerup aandede atter op. "Ja -- det har jeg ikke haft noget med at gøre. Men han mener vel, at Du bare vil det, som godt er." "Jamen 'den stille Revolution' -- hvad er det for noget? Vil det bare sige, at jeg gaar om og har set mig gal paa det hele men at jeg aldrig vilde vove min Trøje for at faa det forandret? At jeg er af dem, der gaar og skvaldrer op og som alligevel ikke vil røre en Finger, hvor det gælder om at handle ...? Ja, jeg ser jo tydelig, hvad jeg har at gøre. Jeg maa straks op paa Fabrikken." "Hvad vil Du der?" "Jeg maa have talt med Direktøren. Jeg maa da forklare ham, at jeg ikke har Spor af Lod eller Del i dette her. Hvad maa han ellers tro! Det kan jo skade min Stilling i allerhøjeste Grad!" Han gik. Hansen-Maagerup sad tilbage, dybt nedbøjet. Han saa tydelig for sig den Ulykkes-Aften, da Journalisten havde været der for at laane Billedet. Han havde været saa begejstret, havde talt saa varmt og smukt om Viggo Bøg, at man kunde blive helt bevæget derved. Selv forstod Hansen-Maagerup sig jo ikke paa sin Vens Forsøg, og han havde aldrig anet, at de var af en saa uhyre Betydning. Men Journalisten havde gjort saa redeligt et Indtryk, at det var umuligt at nære nogen Mistillid til hans Ord. Siden den Dag havde han gaaet om og glædet sig som et Barn til den Overraskelse, der ventede Bøg ... Og nu -- nu forekom det ham, at han kun var sat i Verden for at gøre Fortræd mod dem, han undte det bedst. Selv havde han aldrig opnaaet noget, men han havde fundet Trøst i, at han dog muligvis kunde være noget for Andre. Nu viste det sig, at hans Iver for at fremme sin bedste Vens Vel kun havde gjort Skade. Han maatte være født med en eller anden Naturfejl, saadan en Slags aandelig Vanførhed, der gjorde, at han altid kom trillende og stavrende ind i Forhold, hvor han blot traadte ned og ødelagde. Var han blot død! Hvorfor maatte man ikke have Lov at gøre Ende paa et Liv, hvoraf der kun spirede Sorg? ... Om Eftermiddagen kom Bøg hjem. Han var forstemt og vred. Som han havde tænkt sig det havde han været til Latter paa Fabrikken. Og det havde kostet ham store Anstrengelser at faa Direktøren bort fra, at det var ham selv, der havde fremkaldt Artiklen for at gøre Reklame. I al Fald maatte han være fremkommen med Udtalelser, der kunde have givet Anledning dertil, havde man sagt. Ogsaa fandt man det mærkeligt, at der kunde tillægges ham revolutionære Anskuelser ... han maatte dog i det mindste være fremkommen med uforsigtige Ytringer ... den Slags Ting fandt et Blad vanskeligt paa af sig selv ... Og man havde meget bestemt ladet ham vide, at for Revolution var der ingen Brug paa Fabrikken ... Hansen-Maagerup turde slet ikke tale til ham mere. Han havde aldrig før set saa harmfuldt og bekymret et Udtryk i hans Ansigt. I Løbet af Dagen kom der flere Journalister fra andre Blade, der ønskede Oplysninger om den store Opfindelse. Bøg svarede dem alle, at han slet ingen Opfindelse havde gjort. Dagen efter blev der i de forskellige Blade spaset lystigt med Sagen. -- -- I den nærmest følgende Tid var Bøg ude det meste af Dagen. Naar han ikke var paa Fabrikken, arbejdede han paa et Laboratorium, hvor han havde faaet Lov at foretage sine Eksperimenter. Han tog sin Mad med: Hansen-Maagerup smurte den til ham. Og han kom aldrig hjem før ud paa Aftenen. Men selv da fik de to Venner ikke talt meget sammen, for Bøg sad endnu oppe i flere Timer, bøjet over Tal og Tegninger. Hansen-Maagerup spurgte ikke. Men han forstod af sig selv Grunden til al denne anstrengte Flid -- forstod, hvor dybt Bøgs Æresfølelse var bleven saaret ved den Latter, den usalige Artikel havde bragt over ham. Nu vilde han have Oprejsning. Han _vilde_ gøre en Opfindelse. Hansen-Maagerup følte sig i sin bestandig prikkende Anger greben af en uimodstaaelig Trang til at gøre Bod. Da han ikke kunde yde Bøg nogen Hjælp, vilde han i det mindste lide med ham. Og skønt han langtfra var nogen Aftenhelt, tvang han sig hver Aften til at blive siddende oppe, til hans Offer -- som et saadant betragtede han ham -- gik i Seng. Han tog en Bog for sig men læste ikke, sad blot med glippende Øjelaag og vaagede som over en Syg. Naar han da saa ham bleg og overanstrengt sidde ved Skrivebordet, kæmpende for at holde sine Tanker samlede om Arbejdet, følte han Smerten og Selvanklagen bore i sin Sjæl -- og fornam en vis blodig Vellyst derved. Værst var det næsten at komme over de Timer paa Dagen, da han var alene. Saa sad han og arbejdede sig ind i de mørkeste Fantasier om Fremtiden, saa hans Hjerte var nær ved at briste. Inde fra Værelset ved Siden af hørte han undertiden den fordrukne Mands Stemme. Hr. Jensen var til daglig from som et Lam, men naar han havde været ude og drikke sig fuld, blev han ond og raa, og saa gik det ud over Konen. Man kunde høre ham komme buldrende og trampende ind i Stuen, saa Møblerne raslede over ham. En Dag var det særlig slemt. Han var kommen hjem op ad Formiddagen, og det lod til, at han var overstadig drukken. "Svinebæst!" kunde Hansen-Maagerup høre ham raabe til Konen, "Svinebæst! Er det et Hjem, spør' jeg, er det et Hjem? Eller er 'et en Kvægstald? Hva'? Kan Du ikke svare? Er det ægteskabelig Lykke? Jeg gi'er Fa'en i saadan et Ægteskab!" Fru Jensens Stemme hørtes, frygtsom og slæbende: "Herregud, lille Jensen -- Herregud, lille Jensen -- tag nu dog inte saadan paa Vej. Vil Du int' ha'e Kaffe -- hva' -- en lille Slant Kaffe?" Men Jensen vilde ikke have Kaffe. "Hold Kæft!" brølte han op. "Hold Kæft! Hvem er det, der er inde i Sovekammeret? Hvem er det, der er inde i Sovekammeret, siger jeg!" "Der er Ingen i Sovekammeret, lille Jensen -- der er Ingen i Sovekammeret!" "Det er Løgn! ... Jeg vil ikke ha'e Rodemesteren i Sovekammeret ... jeg vil ikke ... Han skal blive i Entréen ... Nu skal jeg ..." Han larmede hen over Gulvet, og der hørtes Lyd af Porcelæn, som gik itu ... Derpaa Fru Jensens graadkvalte Stønnen: "Aa Herregud da ... aa Herregud da ... aa Herre -- Herregud da ..." Hansen-Maagerup følte Blodet strømme sig til Hjertet. Her var dog muligvis en Opgave for ham: han maatte se at skaffe den stakkels Kone derinde Fred. Naar han optraadte med venlig og deltagende Bestemthed, vilde det dog maaske kunne lykkes ham at tale den ulykkelige Jensen til Rette. Han bankede paa og traadte ind i Stuen. Jensen sad stolt, med en Mine som en Fyrste, midt i Sofaen. Hans Kone laa paa Gulvet og opsamlede Skaarene af en ituslaaet Blomsterskaal. Jensen slog ud med Haanden. "Goddag, min Herre," sagde han nedladende. "Her ser De Kvinden i sin Fornedrelsestilstand. Men træd kun nærmere ..." Og til sin Kone udslyngede han endnu et foragteligt: "Svinebæst!" Hansen-Maagerup vilde begynde at tale godt for den fulde Mand. Men i det samme rejste Fru Jensen sig op i sin fulde Højde. Hendes Øjne var onde, og hun var ganske bleg. Hvad han vilde? Om han ikke kunde lade dem være i Fred? Fordi de var nødt til at leje de to bedste Værelser af Lejligheden ud, havde de vel nok Lov til at være i deres eget Hjem! Og hvordan hendes Mand havde det og hvad han lavede -- det kom vel Ingen ved. En anden En var vel ogsaa et Menneske -- eller var man det ikke? Hansen-Maagerup blev saa betuttet, at han følte sig ganske svimmel. "Men lille Fru Jensen," mumlede han, "lille Fru Jensen dog ..." Men Fru Jensen vilde intet høre. Hun blev mere og mere ubændig. Under Graad og tænderskærende Raseri lagde hun hele sit Livs Ulykke blot, slyngede med næsten kynisk Aabenhed dette fremmede Menneske i Ansigtet, hvor nedværdiget og ussel hendes Tilværelse var. Hun var lige glad, hvad der blev af hende -- der var ikke andet til for hende end Ulykke. Men hun vilde ikke lade sig fornærme -- og saa kunde han for Resten gøre og sige, hvad han vilde -- og han kunde sige op og flytte lige paa Minuten -- og om Værelset saa skulde staa tomt -- det var hende lige kært. Men komme her og genere Folk -- føj -- føj! Hun spyttede. Men henne i Sofaen sad Jensen og sang "Den tapre Landsoldat". ... Da Hansen-Maagerup igen sad inde hos sig selv, var han endnu længe efter ganske fortumlet. Om Eftermiddagen holdt der en Hospitalsvogn udenfor Huset. Han saa fra Vinduet, at Jensen blev ført ned i den og kørte bort. Hvor Livet dog var en uendelig Sorg -- og hvor haabløst at kæmpe imod den! Og alligevel kunde han ikke forholde sig rolig, hvor der syntes ham at være noget godt at udrette. Nogle Dage senere stod Hansen-Maagerup udenfor Fru Herdings Dør. Der var kommet en besynderlig Uro over ham. Han _maatte_ tale med Anna -- se at faa Rede paa, hvordan hendes Sindsstemning overfor Flyge i Grunden var, og maaske faa Lejlighed til at bringe Bøg og hans Forhold paa Bane. Hvad han vilde opnaa dermed stod ham ikke ganske klart. Men da Tanken en Gang var kommen op i ham, lod den ham ikke have Fred, før han bragte den til Udførelse. Med bankende Hjerte gik han op ad de kendte Trapper. Han tænkte paa, om der mon nu boede Nogen i hans gamle Værelse. Maaske stod det tomt -- det var i Grunden højst sandsynligt. Hvor glad vilde han ikke have været, om han nu selv havde kunnet flytte ind i det -- og om saa alt det, der var sket i Mellemtiden, kunde gøres usket. Ingen, ingen taabelige Ønsker om at vinde Anna for sig selv skulde da nogensinde plumre hans fredelige Venskab med hende. ... Der lyste Navnet Herding ham i Møde fra Dørpladen. Hans Ben kom til at ryste under ham. Det varede længe, inden han fik samlet sit Mod saa vidt, at han kunde strække Haanden ud og trykke svagt og frygtsomt paa det elektriske Ringeapparats Knap. Lidt efter stod Anna foran ham. "Nej, Hansen-Maagerup!" sagde hun og gav ham Haanden, "det var da morsomt, at De endelig en Gang vilde se op til os!" Det forekom ham, at hun saa ned ad Trappen som for at se, om der ikke var Nogen med ham, og at hendes Tone var en Smule skuffet, da hun gentog: "Nej, det var da morsomt!" Han blev ført ind i Stuen. Der sad Fru Herding ved Vinduet, og i den amerikanske Gyngestol laa Klavs Kihler i Overtøj og med Hatten paa Hovedet, fægtende med Stokken i Luften. Fru Herding rejste sig og hilste. I en lidt fornærmet Tone spurgte hun, hvorfor han saa længe ikke havde set op til dem. Kihler derimod blev liggende.