# Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom ## Part 12 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-stille-vand-en-fort-lling-om-ungdom-35886/index.md Man talte ogsaa om den paa den Kafé, hvor Flyge holdt til og hvor han efterhaanden var bleven indnittet i en lille fast Kres af Stamgæster. "Jeg vil se det," sagde han. "Jeg forsømmer aldrig nogen Kalv med to Hoveder eller Gris med fem Ben, der kommer indenfor min Synskres, for jeg synes, at naar Naturen en Gang imellem har et spøgefuldt Indfald, saa bør man vise, at man paaskønner det. Derfor vil jeg heller ikke svigte den foreliggende Naturmærkværdighed. Saa vidt jeg kan forstaa, er der her Tale om Folk, der ikke vil tro paa noget men alligevel tro paa alting. Det forekommer mig at maatte være noget i Retning af en Skildpadde, der bider sig selv i Halen. Og jeg vilde bebrejde mig selv det hele mit Liv, hvis jeg forsømte Lejligheden til at tage det i Øjesyn." "Ulykken er blot," var der Nogen der indvendte, "at man i vore Dage bliver blaseret overfor sligt." "Højstærede Herre -- _jeg_ bliver aldrig blaseret. Jeg har maaske en Gang været det -- det var den Gang, da jeg troede, at man selv maatte være med paa Livets Manège for at have nogen Fornøjelse af det. Men nu har jeg forlængst opdaget, at den sande Nydelse bestaar i at iagttage. Iagttageren kan aldrig blive blaseret, for der er altid noget nyt, der frembyder sig til Beskuelse. Man kan blive hundrede Aar, før man begynder at blive ked af Legen." Altsaa gik han med til "de Naive"s Fest. -- -- Der var faldet Regn den Dag, da den skulde holdes. En stærk Skylle var der faldet med tunge, lunkne Draaber. Men Jorden havde drukket den i sig, og ud paa Eftermiddagen havde Solen udslettet dens Spor. Nu duftede det fra de grønnende og gulnende Agre og ud fra alle Havernes Blomsterbede og fra Grøftekanternes brogede Frodighed. Og højt oppe under Himmelloftet hang Lærken og sang og steg og dalede, som blev den hejst op og ned i en usynlig Snor. Flyge cyklede ud til Festpladsen. Han kørte ganske langsomt. I den sidste Tid fornam han overhovedet ingen Lyst til at sætte Farten op. Og som han sad der og lod Maskinen rulle jævnt og sindigt frem, smilede han ved Tanken om denne Ungdom, som han nu skulde færdes imellem. Der troede den sandsynligvis at have opdaget et nyt forjættet Land: mindst en Gang for hver Menneskealder var der en driftig Ungdom, der udførte en saadan Daad. Man afsatte nogle gamle møre Idealer, som Ingen mente noget alvorligt med, og indsatte nogle nye, der betød det samme -- altsammen med samme Lethed som den, hvormed man byggede en gammel Rønne om til et moderne Hus. Man forkyndte en ny Himmel og et nyt Helvede. Og alligevel blev Verden ved at være paa en Prik den samme, den altid havde været. Det var den rene, pure, skind- og benfri Barne-Uskyld. At Nogen gad! Skønt -- med Blusel maatte han erkende, at han selv for ganske nylig var kommen over den sidste Rest af Naivitet. Han havde saaledes virkelig en kort Tid taget Fru Ellis alvorlig. Han havde søgt efter Personlighedens Kærne i hende -- havde villet fremelske den og hæge om den -- ja, saa vidt var han gaaet, at han af ren menneskekærlig Omhu havde tænkt paa at faa hende skilt fra Manden -- paa det at han selv kunde tage hende til Ægte. Hellige Enfold -- Fru Ellis som Personlighed! Fru Ellis som knækket Lillie, hvem det gjaldt om atter at binde op til en solid Blomsterstang! Fru Ellis endelig som en Vestalinde for Arnens hellige Ild, lutret gennem Kærlighedens Skole! ... Heldigvis -- han var snart bleven befriet for alle Illusioner i den Retning. Og han var fuldstændig paa det rene med, at Fru Ellis' kvindelige Dyder udelukkende var saadanne, som bedst kom til deres Ret paa en Natrestaurant -- i Skæret af blinkende Flasker og funklende Vin. Et Øjeblik strejfede hans Tanker Anna. Ogsaa i Forholdet til hende havde han været naiv som en Maaneskinsprins. Ogsaa hende havde han villet udvikle -- ad andre Veje og mod andre Maal. Han saa nu, at han ikke havde gjort hende nogen Velgerning før den Dag, da han brød med hende. Saamænd om hun ikke allerbedst vilde være paa sin Plads som en god gammel Jomfru i den rørende Lavendel-Stil ... Han var i ypperligt Lune, da han naaede Skoven. Ved et Skovløberhus fik han Cyklen indstaldet og blandede sig i Vrimlen. Allevegne var der tæt med Mennesker. Størsteparten syntes mest tilbøjelig til at tage hele Festen som en artig Spas. Der var smaa Flokke af glade Københavnere med deres Damer -- de havde Barnetrompeter med og truttede op mod Musikken. Og deres Vitser og Latter skraldede og knitrede som Raketter under de høje, alvorlige Træer. Men i Mængden var der ogsaa dem, hvis Øjne lyste af ung Glæde. De syntes slet ikke at have Øre for de spottende og vrængende Mislyde, der søgte at plette deres Fest. Og det var næsten, som om deres stærke Stemning efterhaanden smittede det øvrige Publikum. Trompetskrattet og den larmende Lystighed hørtes svagere og svagere. Men en ung og fri Livslyst tonede frem gennem Skoven, først som en sagte Nynnen, saa stigende og stigende, til den blev som en brusende Orkesterhymne. Og paa en Gang syntes alle disse tilfældig samlede Mennesker at blive som gamle Bekendte. Ganske formløst tiltalte man hinanden, og man sang uvilkaarligt de Melodier med, som Musikken spillede. -- -- Det var i Skumringen. Mellem Træerne var Illuminationsblussene begyndt at tindre frem. Og fra Baadene ude paa Søen bares Sang af Menneskestemmer ind. Flyge havde sat sig paa en Bænk nede ved Søen. Alle de forvirret blandede Lyde: Sangen her og Hornmusikken fra Orkestret mellem Træerne, den bestandige Summen af Menneskestemmer, Lyden af Vognene, der kom rullende over Stenbroen udenfor Kroen, af Aarerne, der plaskede i Vandet, af Sommervinden, der susede sagte i de høje Træers Kroner -- alt det lod han risle gennem sine Nerver. Og han fyldtes med et stille, lunt Behag ved Tanken om, at intet af det altsammen kom ham ved -- intet -- intet ... Da var det, han saa Anna og Bøg komme gaaende ad Vejen -- hen imod det Sted, hvor han sad. Bøg gik høj og rank og svingede med den ene Arm. Til den anden klyngede sig Anna. Hun var helt klædt i hvidt. Og skønt det var halvt mørkt, kunde Flyge se, at hendes Ansigt ligesom laa badet i Lykke. Han havde intet hørt om deres Forlovelse. Derfor virkede deres Tilsynekomst paa ham næsten som en Vision. Han syntes, der blev lyst om dem, hvor de gik frem. Og Træernes Grene, der ludede ud over Vejen, hvælvede sig over dem som en Æreport. De kom nærmere -- nu kunde han høre deres Stemmer. Og skønt han ikke skælnede Ordene, vidste han, at de talte sammen om Fremtiden. De saa ind i den med den Feber, hvormed den Rejsende første Gang drager ind i et fremmed Land. Et Vidunderland, som han selv aldrig skulde gæste -- et Land, hvor Solen altid skinnede og hvor Fuglene altid sang, og hvor Roserne var som varmt, rindende Hjerteblod. Nu var de lige ud for Bænken, hvor han sad -- nu vilde de faa Øje paa ham ... Men de gik forbi. De var saa helt optagne af hinanden, at de intet saa. Nede ved Søen stod de stille -- længe. Saa ud over dens blanke Spejl, der indrammedes af Skovens mørke Krushaar -- saa, hvordan stadig flere og flere Blus tændtes. Hans Arm var lagt om hendes Liv, og hun lænede sig op til ham -- saa trygt, saa trygt ... Men omsider gik de videre. Skovmørket lukkede sig om dem. Preben Flyge sad endnu paa samme Plet. Han var pludselig kommen til at fryse. Langt om længe rejste han sig med et Ryk. "Det lader til," tænkte han ved sig selv, da han gik, "at man kan udvikle sin Tvivl i den Grad, at man tilsidst har Mistillid til sin egen Skepsis." Lidt efter sad han paa sin Cykle og jog ind ad Byen til, hen ad Landevejen, der strakte sig hvid og ensformig i den lyse Sommernat. Fra det stille Vand bares der Lyd af unge Stemmer ind mod Land. Over det stille Vand gled der Baade frem, roede af ung Styrke. I det stille Vand spejlede sig Stjernerne.