# Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom

## Part 11

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-stille-vand-en-fort-lling-om-ungdom-35886/index.md

Han var bleven varm. Store Sveddraaber stod paa hans Pande. Han syntes, at en Bølge af hed og tung Luft væltede sig op imod ham. Men han ænsede det knap. Han talte ikke mere alene til dem, der sad nede i Salen. Talen var bleven ham et Liv, som han _maatte_ igennem.

Og han gik over til at forklare, hvad han nu haabede at kunne virke med sin Opfindelse. Brødet var Livet for Menneskene. Gennem det diede de daglig Moder Jord.

En Gang havde det været saadan, at de tog af Jorden, hvad de havde behov -- tog det som det var og aad det. Men den Tid var kommen, da Moder Jord ikke af sig selv gav sine Børn, hvad de behøvede for at leve. De maatte vriste det fra hende, og de maatte kæmpe om det med Hverandre indbyrdes. Barneforholdet var blevet krænket.

Men Kærligheden til Jorden havde de ikke mistet, og de kunde ikke undvære det Brød, den skænkede dem. De havde taget Land, hver sit Stykke, for at dyrke det. Intet af, hvad Mennesker ejede, følte de sig saa inderligt knyttede til som til det. Deraf opstod Kærligheden til Fædrelandet, til Hjemmet, til den Ejendom, der var nedarvet gennem Slægterne ...

Og af denne Kærlighed var Kulturen født. Kulturen var Bestræbelserne for at give Menneskene igen, hvad de en Gang havde mistet: Sansen for det gode, det skønne og sande -- og saa Brødet.

Saa kom han ind paa sin egen Opfindelse. Maaske betød den kun uendelig lidt, maaske vilde den om faa Aar være overfløjet af andre, vigtigere. Men ogsaa den arbejdede dog for Kulturen, fordi den vilde gøre det en Smule lettere for Mennesker at faa Brød. Skulde det vise sig, at den ikke evnede det, da vilde den dø af sig selv.

Men om den havde den Betydning, som han saa sikkert troede, da havde intet Menneske Lov til at stritte imod den, og Enhver skulde være villig til at bringe Ofre for, at den kunde vinde frem. De, som handlede anderledes, de arbejdede imod Kulturen. Og det var Helligbrøde.

Han havde under de sidste Ord hørt nogle Udbrud af Misfornøjelse. Der var bleven slynget et ironisk Spørgsmaal op til ham, og man havde leet.

Men alt dette var ham ligegyldigt nu. Om han saa ikke vilde kunne overbevise en Eneste af dem, der sad og hørte paa ham: han maatte dog tale.

Og han gik over til at omtale, hvordan nu Opfindelsen vilde virke indenfor Fabrikken. Han forklarede det hele ganske tørt og nøgternt med Tal og uigendrivelige Kendsgerninger. Han vilde intet dølge: der vilde blive nogen Indskrænkning i Tallet af de Arbejdere, som herefter kunde anvendes. Men han vidste ogsaa, at Arbejderhæren følte sig som et Hele. Den var et uhyre Broderskab, som der knap havde været Mage til i Historien. Alle maatte de være villige til at ofre sig for det fælles Bedste. Og det vilde de ogsaa gøre nu. Arbejderne skulde nok selv sørge for, at Ingen blev brødløs, fordi Brødet blev billigere for dem alle.

Han havde søgt Kapitalens Hjælp til at føre sin Opfindelse ud i Livet. Om den vilde blive ham ydet, vidste han ikke. Det, han havde virket, det lagde han nu frem for Arbejdernes Dom. Og han var vis paa, at der ikke var en eneste, som vilde vise ham tilbage ...

Uroen nede i Salen var tagen til. Tilraabene blev stedse hyppigere: man brød ud i ironiske Bifaldsraab, og man afbrød ham med allehaande Spørgsmaal. Men han hørte det næppe. Han fornam blot det hele som en ubestemt Larm. Om den betød Bifald eller Mishag, det gjorde han sig ikke klart.

Men nu, da han steg ned, brød der en forvirret Støj løs. Der var ikke Faa, der klappede, men Størstedelen af Forsamlingen blot larmede. Og han fornam, at Stemningens Vindretning bar imod ham.

Midt i Salen rejste en arbejdsklædt Mand sig op. Han gik med tunge Skridt gennem Sværmen op paa Talerstolen. Da han stod deroppe, forvandledes Larmen til udelt Bifald.

Han saa med et selvsikkert Smil ud over Forsamlingen og slog ud med Haanden. Saa blev alt stille.

Med en Stemme, der mest slæbte sig afsted men som undertiden dirrede af Lidenskab, begyndte han at advare mod Kapitalismen. Arbejderne havde lært at vare sig for den, naar den optraadte i sin sande, krasbørstige og brutale Skikkelse. Men langt farligere var den, naar den kom med de søde og fede Ord. Det var det, den havde gjort i dette Tilfælde. Her var Tale om et rent og skært Kapital-Foretagende, der efterhaanden vilde tage Brødet fra Tusinder af Arbejdere. Og nu vilde man give det Udseende af, at det skulde være i Arbejdernes Interesse. Men de var ikke saa dumme, at man kunde binde dem den Slags paa Ærmet. De var oplyste og selvstændige Mænd. Og de skulde vel vide at lyse enhver Art af Lumskerier hjem.

Da han tav, brød der Bifald løs fra alle Sider af Salen. Bøg vidste nu, at han havde tabt sit Slag. Han følte hverken Vrede eller Sorg derover, havde kun en slap og kold Fornemmelse af Tomhed.

Der kom flere Talere op imod ham. Nogle holdt vidtsvævende politiske Foredrag, Andre talte ud fra rent faglige Synspunkter. De kom med Tal, der beviste, hvordan de blev sultede. Og Stemningen i Forsamlingen steg stadig. Trangen til at udtale sig svulmede i de Fleste. Men de, som ikke havde Mod til at staa op paa Talerstolen, nøjedes med at sidde paa deres Plads og raabe deres Anskuelser op mod Talerne. Man ventede øjensynlig, at Bøg endnu en Gang vilde tage Ordet. Og da han tøvede dermed, søgte man at hidse ham dertil.

"Op med Opfindelsen!" lød det, "op med Mekanikken! Lad os faa Spilleværket at se! ... Han tør nok ikke! Han er bange for, at Urværket ikke vil gaa!"

Men pludselig tav disse Raab og afløstes af en nysgerrig Mumlen. Der var kommen en ny Taler op. Det var Hansen-Maagerup.

Hans store Ansigt var af Ophidselse endnu rødere end ellers. Og alle dets Muskler dirrede. Han stod et Øjeblik og bøjede sig frem over Talerstolens Rand. Hænderne havde han foldet.

"Det er en Præst!" var der saa En, der raabte. "Han skal kaste Jord paa." Nogle lo, men der blev straks igen stille. Man vidste jo ikke, om det var en Modstander eller en Meningsfælle, man havde for sig.

Han begyndte at tale. Han havde sin Nød med at faa Stemmen til at lystre, og Sætningsbygningen gik hvert Øjeblik itu for ham.

"Kære Arbejdere!" sagde han, "jeg tør sige, at den Sag -- at Jeres Sag, den kan ogsaa jeg -- ganske slutte mig til -- eller føle Sympati for ... Jeg ved, hvor haardt det -- hvor haardt det er at kæmpe for Udkommet -- jeg har maaske set mere deraf end Nogen af dem, der er her til Stede. Men I maa være retfærdige -- og det her i Aften -- den Maade, I har stillet Jer paa -- den er ukærlig -- den er nederdrægtig ..."

Der brød en forbitret, glammende Larm løs nede i Salen. For hans Øjne glimtede det hadefuldt frem af et Par Hundrede Ansigter. Det saa ud, som om de fleste Mennesker dernede var Vilddyr, der kunde styrte frem og sønderrive ham. Men de raabte bare. "Ned med ham," "Vi vil ikke høre ham," "Smid ham ud" raabte de.

Men Hansen-Maagerup blev staaende. Han var slet ikke bange -- tværtimod følte han nu, at al den Ængstelse, der før havde faaet hans Røst til at skælve, var forsvunden. Nu vilde han kunne sige Sandheden -- ganske jævnt og ligefrem, saa de Alle vilde kunne forstaa ham. Han var ganske sikker paa, at naar han først kom til Orde, vilde han kunne overbevise dem. Og han vilde ikke vige. Taalmodigt vilde han blive staaende og vente, til der var kommet Ro i Sindene.

Men Støjen vilde ikke høre op. Den tog til i Styrke. De fleste havde nu rejst sig fra deres Pladser, og de strakte truende Hænderne op mod Talerstolen og raabte, at de ikke vilde høre noget mere.

Da stod den Mand, der først havde talt efter Bøg, op paa en Stol. Han slog paany ud med Haanden, og lidt efter lidt blev der stille.

"Jeg vil blot sige," sagde han, "at vi staar uden Magtmidler mod dem, der har lejet Salen. Der er ikke valgt nogen Ordstyrer, og derfor kan Ordet ikke fratages den Mand, der har haanet Arbejderne. Lad ham bare tale videre -- der er jo alligevel Ingen af os, der tager Skade deraf. Men vi kan dog vise ham, at Arbejderne de ikke lader sig spytte i Ansigtet. Derfor foreslaar jeg, at alle vi Arbejdere efter den Fornærmelse, der er tilføjet os, øjeblikkelig forlader Salen. Saa kan han jo snakke for dem, der bliver tilbage."

Et Skrig af Jubel fulgte paa disse Ord: man lo, man raabte, man klappede. Et Øjeblik efter var hele Forsamlingen i Opbrud. Alle styrtede mod Udgangen, trængte paa, brød frem, som kunde man ikke hurtig nok komme ud. Men de, der var bagerst, blev ved at raabe Vittigheder op mod Bøg og Hansen-Maagerup.

Hansen-Maagerup stod fremdeles paa Talerstolen. Det var, som han stadig ventede, at man alligevel vilde betænke sig og vende tilbage for at høre, hvad han havde at sige. Men han var bleven ligbleg, og han kunde mærke, hvordan hans Ben rystede under ham.

Først da den sidste Arbejder var forsvunden og han og Bøg var ganske alene i Salen, gik han ned af Talerstolen. Uden at sige et Ord til hinanden fik de to Venner udleveret deres Overtøj i Garderoben og gik.

... Da de kom ud paa Gaden, var det Regnvejr. En skarp, kold Regn, som af en hidsig Blæst piskedes dem i Ansigtet. For dem begge var det en Lindring, at de maatte stride sig frem mod Vejret.

Men de vekslede kun faa Ord, og da var de næsten hjemme.

"Ja ja," sagde Bøg saa, "saa er altsaa det hele forbi."

Det gav et Sæt i Hansen-Maagerup. Vennens Stemme havde faaet saadan en uhyggelig Klang.

"Hvordan mener Du?" spurgte han.

"Jeg kan ikke blive paa Fabrikken. Jeg kan ikke mere arbejde sammen med de Mennesker."

Hansen-Maagerup bøjede tavs Hovedet. Han havde ikke tænkt paa det før, men han følte, at Bøg afgjort havde Ret.

"Og Opfindelsen?" dristede han sig endelig til at spørge.

"Opfindelsen -- ja. Den er vel foreløbig ikke det værd, som Patentet koster. Men jeg giver ikke efter. Jeg sælger den ikke til Aktieselskabet. Gjorde jeg det nu, vilde jeg jo give Arbejderne Ret."

"Ja ja," sagde Hansen-Maagerup, "der kommer maaske en Tid -- det kan jo være, at alting bliver bedre, end vi tænker."

Men han følte selv, at hans Trøst var tom.

Lidt efter var de hjemme. Han gik straks i Seng. Han havde paa Fornemmelsen, at Bøg helst vilde være ene.

Men længe efter, at han havde lagt sig til Ro, hørte han Vennen gaa med rastløse Skridt op og ned ad Gulvet.

Og der gik Time efter Time. Nede paa Gaden stilnede Larmen af Færdsel og Liv. Men han laa hen i Stilheden uden at kunne faa Søvn -- laa og stirrede ud i Mørket, der syntes ham saa tæt og dybt, at det aldrig vilde kunne vige for Dag og Sol.

Viggo Bøg havde sagt sin Plads op og faaet Tilladelse til at forlade Fabrikken straks. Dermed var det givet, at alle Forhandlinger om Opfindelsen var afbrudte.

Han havde nu i nogen Tid set sig om efter en ny Livsstilling. Men det syntes ikke at ville lykkes for ham. Allevegne hvor han henvendte sig, frygtede man Vanskeligheder med Arbejderne, hvis man antog ham -- Arbejderne, i hvis Ban hans Opfindelse havde lyst ham.

Derimod havde han haft flere Tilbud fra Folk, der vilde købe hans Opfindelse. Men Ingen vilde gaa ind paa de Betingelser, han foreskrev.

Han havde nu ladet sig overtale til at modtage et Laan af Hansen-Maagerup. Denne havde rejst Pengene gennem sin Familie, og Summen var stor nok til, at Bøg for den kunde leve et Aar. Paa den Tid mente han, at han vilde kunne gøre sine Studier færdige. Og der maatte vel saa aabne sig en Udvej for ham.

Imidlertid randt Dagene langsomt hen, Dryp i Dryp, alle ens. Hansen-Maagerup blev mere og mere tungsindig. Han puslede om saa stille og forskræmt. Bøg arbejdede med en næsten forbitret Ihærdighed.

Opfindelsen var som slettet ud af hans Liv. Ikke at han for bestandig havde opgivet den. Men den optog ikke mere hans Tanker.

"Der er det, som jeg nu synes er større," sagde han en Dag. "Der er noget, som er saa stort, at det staar for mig, som om alle de Fremskridt, der hidtil er gjort, bliver til ingenting ved Siden af det. Det var, om man kunde rive Menneskene løs fra hverandre, faa dem til at tænke og tro og føle paa egen Haand uden at rotte sig sammen i fanatisk Stædighed. Det er den saakaldte offentlige Mening, der er Ondet, de dumme, uansvarlige Fællesmeninger, der suger Marven ud af hver Enkelt. Vi tror, vi har frigjort os for Middelalderens Fordomme, og vi taarner selv hver Dag nye op. Vi føler os dydig oprørte over Kætterbaalene, og vi bærer selv Brænde sammen til at stege dem, der vover at sige deres ærlige, oprigtige Mening. Vi gør os til af at tænke frit, og vi tænker slet ikke ... Eller har jeg Uret? Er det mig, der har set mig gal paa det hele, fordi jeg selv har haft Uheld med mig?"

Ofte kom han med saadanne Tanker. Men Hansen-Maagerup rystede blot paa Hovedet. Sagtens havde Bøg Ret -- selv forstod han ingenting mere -- men det var dog saa sørgeligt at høre ham tale paa den Maade.

Anna blev ikke mere nævnt imellem dem. Der gik ikke en Dag, uden at Hansen-Maagerup tænkte paa hende. Men han turde ikke nævne hendes Navn til Bøg. Han var bange for en skarp og bitter Afvisning.

Men en Dag kom han stormende ind i Værelset, hvor Bøg sad og arbejdede. Han var ganske forpustet og gav sig ikke Tid til at tage Overtøjet af.

"Bøg," raabte han, "ved Du, hvad der er sket? Frøken Herdings Forlovelse er hævet -- Anna Herdings Forlovelse -- Bøg!"

"Naa?" sagde Bøg, og der kom et smerteligt Udtryk i hans Ansigt.

Men Hansen-Maagerup lagde i sin Iver ikke Mærke dertil.

"Jeg hørte det af Kihler -- Onkelen," blev han ved. "Det er Flyge, der har givet hende hendes Ord tilbage -- -- Men hun har i længere Tid _lidt_ under at være bunden til ham -- -- Hun holdt ikke af ham, Bøg -- hun har aldrig gjort det -- det sagde han ogsaa, Kihler -- men de er naturligvis kede af det, Mo'eren og han ... Jeg løb herop, saa snart jeg hørte det -- for jeg ved jo, at Du ikke har glemt hende -- Du kan ikke glemme hende ..."

Bøg havde rejst sig og stod nu lige overfor ham.

"Jeg vilde ønske, Du ikke havde fortalt mig det," sagde han.

"Men hvorfor dog det? Jeg troede virkelig ..."

"Kan Du ikke forstaa det? Den Vej, jeg nu gaar, den kan jeg ikke bede nogen Anden følge mig paa."

"Naar det var En, som troede paa Dig og som ..."

"Det er lige meget. Jeg kan ikke -- _kan_ ikke ... Lad os nu ikke tale mere om det."

Han satte sig igen til sit Arbejde. Men Hansen-Maagerup var dybt skuffet. Hele Eftermiddagen blev han hjemme og vimsede stadig om Bøg, som om han ventede, at han havde noget at sige ham. Men det var forgæves. Bøg blev ved at sidde bøjet over Skrivebordet.

I den Tid, der fulgte efter, faldt Arbejdet imidlertid vanskeligere for Bøg end før. Der var Øjeblikke, hvor han følte sig fristet til at trække sig ud af den Kamp, han havde begyndt. Han behøvede jo blot at sælge sin Opfindelse -- saa laa hele Livet aabent for ham. Atter og atter spurgte han sig selv, om Anna elskede ham. Havde hun ikke uigenkaldelig forsmaaet ham den Dag, hun gav Flyge sit Ord? Hun havde jo dog allerede den Gang kendt ham, maatte vel have kunnet mærke hans tavse Tilbedelse.

Men atter sagde han til sig selv, at det var det ubestemt higende Lykkekrav i hende, der havde valgt, ikke hendes inderste og dybeste Følelse. Hun havde grebet efter Flyges Haand, fordi det var den første og den eneste, der blev rakt hende. For hende havde Forlovelsen ikke været Kærlighed. Den havde været Frihed.

Hvorfor havde han saa bestemt, næsten barsk, afvist Hansen-Maagerup den Dag, han havde bragt ham Budskabet om, at hun nu var fri? Selv havde han troet, at det var stolt Resignation: han vilde ikke knytte hende til et Liv, der syntes saa usikkert som hans. Det var en Art Mod, han havde ment at vise ved at gøre det. -- -- Mod? Nej Fejghed var det. Han frygtede for Kampen og Afgørelsen. Og derfor valgte han at forraade sin Kærlighed og hende, hvem den gjaldt.

Men denne Fejghed formaaede han heller ikke nu at overvinde -- og det uagtet han dog var kommen saa vidt, at han tilstod den for sig selv.

Han begyndte i denne Tid at føle sig syg. Der var en evigt jagende Uro over ham. Bedst som han var optagen af sit Arbejde, kunde han springe op og gaa ud.

Ofte blev han borte i Timevis. En Dag, da det hændte, listede Hansen-Maagerup sig efter ham. Han fulgte ham gennem den ene Gade efter den anden -- mest Sidegader, hvor han øjensynlig intet havde at gøre. For det meste gik han rask til, men undertiden kunde han blive staaende udenfor et eller andet Butiksvindue. Han lod, som om han betragtede de Ting, der var udstillede der. Men Hansen-Maagerup, som iagttog ham paa Afstand, kunde se paa Udtrykket i hans Ansigt, at han intet saa. Han stod blot og stirrede frem for sig med et tomt og adspredt Blik ...

Da indsaa Hansen-Maagerup, at der var Fare paa Færde. Endnu samme Aften talte han til ham om Anna, tvang ham til at høre. Men for første Gang blev han afvist med vrede og voldsomme Ord.

... Saa var det en Søndag hen paa Foraaret. Det var højt og lyst Vejr. Men en Blæst, der endnu ejede noget af Vinterens Bidskhed, strøg om Gadehjørnerne og fik Skiltene til at klapre. I Søndagsstilheden hørtes det dobbelt tydeligt.

Bøg havde maattet love Hansen-Maagerup, at han denne Søndag ikke vilde arbejde. De sidste Søndage havde han ikke undt sig Hvile. Men efterhaanden var han bleven saa overanstrengt, at han godt selv mærkede, hvor nødvendig en Dags Rast var for ham.

Hansen-Maagerup var gaaet hjemmefra temmelig tidlig om Morgenen. Bøg vidste ikke hvorhen.

Selv havde han ogsaa tænkt paa at gaa ud. Men da det kom til Stykket, kunde han ikke overvinde sig til det. Og nu sad han i Lænestolen og saa ud ad Vinduet.

Højt oppe drev der nogle lette Skyer. Vinden legede med dem: de var ganske i dens Magt, hvirvledes om, skiftede Form, splittedes og samledes paany. Deroppe, deroppe -- der var der ingen Ufrihed og intet Nid -- for der var der ingen Mennesker, ingen Smaalighed, ingen skulende Mistænksomhed.

Men dette Rige vilde Menneskene erobre. Videnskaben havde allerede slaaet Allarm for Fremtidens store Herskertanke: de skulde lægge ogsaa Luftens Riger og Lande under sig. Mon det vilde lykkes? Vilde man nogensinde opfinde det rette, trygge, styrbare Luftskib? ... Man maatte ikke haabe det. Det manglede jo i Grunden blot, at ogsaa Luften skulde gøres uren af menneskeligt Kævl, menneskelig Stræben -- at Blikket ikke mere kunde dvæle uforstyrret i den blaa Himmel eller følge de drivende Skyers Leg ...

... Kunde man blot finde paa noget, der for bestandig gjorde en saadan Verdens-Vandalisme umulig!

Nede paa Jorden burde Menneskene blive. Der lod Livet sig leve trygt -- og smaat. Der hvirvledes Støvet op og lagde sig atter tæt og sejgt over alt, hvad der levede og rørte sig. Der var Smuds og lav Beregning, Egenkærlighed og Uærlighed -- der levedes saadan, som det nu en Gang var muligt.

Og naar alt kom til alt -- var der saa andet at gøre end at være med i dette Liv og tage dets Vilkaar som de bød sig frem? Han saa over Hustagene Nettet af Telefontraade udspændt som Strenge paa et Kæmpeinstrument. Gennem dem bruste hver Dag Menneskehedens store Symfoni, det vældige Kor af _Interesser_ -- hele Forretningslivets, Tilværelseskampens Tonehav, hvis eneste gyldige Ledemotiv var: Værg Dig selv, værn Dig selv, elsk Dig selv! Hvad kunde det nytte, at den Enkelte stemte sin lille Piccolofløjte i en anden Tonart? Den vilde dog overdøves, saa intet Øre kunde opfange dens Lyd.

Han følte sig idag saa overflødig. Hansen-Maagerup udrettede med sine smaa Evner mere i Livet end han. Saa ubesmittet han var af Egennytte havde han dog fundet den lille Plads i Tilværelsen, hvor han kunde udrette noget ...

... Der lød Skridt op ad Trappen. Han kendte Hansen-Maagerups -- men han syntes -- jo, lød der ikke andre, lettere ved Siden af? De kom nærmere og nærmere -- nu standsede de paa Afsatsen. Skulde de højere op? ... Nej, nu blev Nøglen sat i Entrédørens Laas ...

Døren gik op -- der lød Stemmer derude -- sagte Stemmer ... Den ene var Hansen-Maagerups -- der var Nogen, han talte til -- men denne anden -- denne anden ...?

Han rejste sig op og stirrede mod Døren. Nu aabnedes den -- langsomt, syntes han ... Hansen-Maagerup kom ind og efter ham -- tøvende og halvt modstræbende -- en Anden ...

Gud i Himlen -- det var Anna -- Anna Herding -- der kom til ham -- til _ham_ ...!

Han fornam halvt sanseløs, at Vennen kom hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder.

"Jeg har sagt hende det hele," sagde han. "Nu maa Du tale med hende selv -- hører Du -- Du maa, Bøg ... Dette her _kan_ ikke blive ved at gaa!"

Anna var bleven staaende henne ved Døren. Nu kom hun frem imod ham ... Han saa hendes Øjne saa skinnende blanke ...

Da var det, som om Aars Tynge gled fra hans Skuldre. Han vidste ikke, om han blev glad, vidste slet ikke af nogen Ting at sige. Alt, alt var glemt -- alt undtagen det, at hun var der. Og han tog hende i sin Favn og knugede hende ind til sig -- det var, som sprængtes hans Væsen af noget nyt, overmægtigt -- noget, der levede indeni ham men som han aldrig før havde kendt ...

Men Hansen-Maagerup var forlængst ude af Værelset.

Der havde dannet sig et Samfund af Ungdom.

Nogen sluttet Forening var det ikke, for man havde ingen Love og ingen Bestyrelse. Men Møder holdt man, og til Samlingssted havde man valgt den Sal, hvor Viggo Bøg en Gang forgæves havde søgt at vinde Arbejderne for sin Opfindelse.

Thi om Bøg havde Samfundet dannet sig. En ny Opfindelse, han havde gjort -- den af det billige Illuminationslys -- havde paany vakt Opmærksomhed om hans Navn. Hans første Arbejdes Skæbne var atter dragen frem og drøftet, og en Kres af Jævnaldrende havde lidt efter lidt sluttet sig til ham. Fra alle Lag af Folket kom de: Studenter og Handelsmænd, unge Kunstnere og Arbejdere. Alle følte de hans Kamp, hans Planer, hans unge Iver som deres egen. Og det var kommet ganske af sig selv, at man havde valgt at mødes paa det Sted, hvor han havde lidt sit første Nederlag.

"De Naives Fagforening" havde en Udenforstaaende en Gang kaldt denne Ungdom. Selv havde den siden taget Navnet op.

Thi Naivitet -- det var netop det, den vilde. Den hellige Enfold vilde den. Uden Frygt og uden Blu skulde Menneskene kunne se deres Gud i Øjnene, vedkende sig deres Tro eller deres Tvivl, deres Fornægtelse, deres Kærlighed og deres Had. Disse unge Mennesker nærede en stærk Mistillid til _Ordet_, altid ivrige for at afsløre Frasen, og de havde ingen Ærbødighed for nogen Art af Sammenklumpning til Værn for Interesser. Kun den Trosbekendelse, der oprindelig og stærk sprang ud af Personlighedens Inderste og som satte sig Frugt i Handling, saa de op til og bøjede sig for.

De havde intet Tilhold hos noget Parti. I den offentlige Mening stod der Smil om dem. Men alligevel havde de vakt en vis Opmærksomhed, og deres Møder var stærkt besøgte.

Saa bestemte de sig til at holde Fest.

Det var Sommer, og Festen skulde staa under aaben Himmel. Ude ved Furesøen skulde den holdes, midt i det brydende Liv af Bladpragt og gyldne Agres Frodighed. Og paa Søen skulde der ligge Baade, hvorfra Musikken skulde tone ind mod Land. Fra det stille Vand skulde Glæden ligesom komme svævende ind til Menneskene, der færdedes langs Bredden.

Af Boder og Lykkehjul skulde der ingen være. Mest skulde der være Musik og Sang og Blomster, og danses skulde der ogsaa. Men især skulde der være Lys. Naar Mørket faldt paa, skulde der illumineres og afbrændes Fyrværkeri.

Overskuddet af Festen skulde anvendes til et Fond, hvis Hensigt var at føre Viggo Bøgs første Opfindelse ud i Livet -- paa de Vilkaar, han selv havde tænkt sig det lige fra først af. Han havde truffet Aftaler med Fagmænd, som var villige til at forestaa den Fabrik, der skulde anlægges. Selv vilde han kun komme til at beklæde en beskeden Stilling derved.

... Planen om Festen vakte som alt, hvad "de Naive" foretog sig, Latter. Dog et Par alvorlige Blade advarede deres Læsere mod at tage Del deri, eftersom den var et maskeret Forsøg paa at skabe Uklarhed i Partiforholdene og forvirre taagede og umodne Hjerner -- i sidste Instans sigtende til at undergrave den rolige Udvikling i Landet.

Saaledes var Opmærksomheden vakt. Festen blev Dagens Emne.