# Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom

## Part 10

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-stille-vand-en-fort-lling-om-ungdom-35886/index.md

Flyge satte sig i Sofaen, tæt op ad hende. Men han følte ikke mere nogen Glæde ved hendes Nærhed. Vel vilde han sidde ved hendes Side, men de to skulde være alene, og hendes Pludren skulde blot fylde Stilheden om ham. Nu sad hun der og larmede uskønt bakkantisk. Og rundt om hende disse Mænd, der gloede paa hende med paatrængende Fortrolighed og som ikke gjorde nogen Indsigelse mod, at en Fremmed trængte sig ind i Kresen, fordi de betragtede hende som en Art Fælleseje, som ingen Mand vilde tænke paa at hævde for sig alene.

Han saa ind i hendes spillende Øjne -- Pupillerne var som svigefulde Svælg ned til Afgrunde, hvor der ikke var Fæste. Han fulgte hendes smidige Hænders Leg -- de var som to graadige Væseler, der snoede sig efter Bytte. Hans Øje dvælede ved hendes fine, vævre Skikkelse -- den syntes som skabt til at omslynges, men altid vilde den frigøre sig og synes lige uberørt og barnlig. Og han gjorde sig det klart, at hos hende var der kun usikre Eventyr at finde.

Men pludselig var det netop Eventyret og det usikre, der drog ham. Var det maaske ikke hans Livs store Fordærv, at han altid lod sig vugge i smult Vande? Han bevægede sig mellem lutter trygge Ankerpladser, og den ene syntes ham ligesaa god som den anden. Var det da ikke bedre, at der et Steds der ude -- der hvor Søen taarnede sig mørkegrøn og skumkammet -- fandtes en Ø med rankere Træer og rødere Blomster end dem, han hidtil havde kendt? Der vilde han gaa i Land, og han vilde for bestandig dvæle der, og uden Frygt skulde han se Bølgerne brydes rundt om sig ...

Der var kommet Vin paa Bordet. Han fyldte sit Glas og hævede det mod Fru Ellis. Og hendes Øjne glimtede ham i Møde.

Omkring dem boblede Larmen op. Maleren sagde nærgaaende Vittigheder til Fru Ellis, Grossereren krympede sig i Latter, og Journalisten smilede beskyttende. Men Flyge havde ikke Øje for Nogen af dem. Han sad blot og saa paa Fru Ellis, og det syntes ham, at han tvang hendes Blik stadig mere og mere ind i sit.

Hr. Birger kom tilbage. Han bævede af undertrykt Beruselse og flød tavs ud paa en Stol. Ingen af de Andre ænsede ham. Og i Lokalet syntes man at anse hans Tilstand for en Selvfølgelighed. Der var indadvendt Fuldskab baade her og der.

Maden kom paa Bordet. Fru Ellis tog sit Glas og hævede det højt over sit Hoved. For Flyge var det, som om Vinens Rødme lagde et Solskær over hende.

"Skaal Allesammen!" sagde hun. "Skaal, mine Trofaste! Kan I se, hvor det skinner rødt! Det er ligesom jeg havde Ild i Haanden! Det har jeg ogsaa -- jeg har Ild, og den skal rense, siger man. Nu vil vi glemme alt det, som vi gaar og grunder paa til daglig: vi har jo Allesammen vores. Jeg har ingen Roller, og Du, Maler, faar ikke noget solgt. Du arme Pressedjævel er ved at gaa i Hundene, Grossereren har Podraga, Birger er saa fuld som et Marsvin og Hr. Flyge er forlovet! Men det bryder vi os ikke om! Det blæser vi et Stykke! For i Aften vil vi være glade og tilbede Ilden! Kom her alle fem -- frem med Ho'derne -- nej kom her med dem -- frem over Bordet -- saa skal jeg indvie Jer ...!"

De bøjede Alle Hovederne frem. Fru Ellis dyppede Fingerspidserne i sit fyldte Glas og stænkede hver af Herrerne et Par Draaber i Hovedet. Saa kastede hun Glasset med Resten af dets Indhold mod Gulvet, saa det splintredes i mange Stumper.

"Hansen -- et nyt!" raabte hun. "Skidt hvad det koster! Bagefter skal vi have Skum!"

Alle Herrerne lo. Grossereren klappede. Han havde runde, udstaaende Øjne, der helst dvælede ved Udskæringen i Fru Ellis' Kjole.

"Skal vi ikke ha'e Østers?" snøvlede han. "De er go'e for Tiden. Østers om Vinteren og Kærlighed om Sommeren ..."

"Nej, vi skal hverken ha'e Østers om Vinteren eller Kærlighed om Sommeren ... Pas paa Deres Øjne, Iversen, De spilder dem paa Dugen ... Birgermand, Du skal vist udenfor ..."

Birger stønnede saare. Og han rejste sig vaklende og gik ud.

Fru Ellis var denne Aften ganske ellevild. Hun udbragte Skaaler og uddelte smaa, behændige Naalestik til hver især. Men alt, hvad hun sagde, tjente kun til at hidse dem. De rykkede hende bestandig nærmere. Grossereren var halvt om halvt inde i Sofaen ved Siden af hende, de Andre bøjede sig idelig frem imod hende. Kun Birger syntes ganske sløv. Han var bleg og bevægede sig hyppigt ud og ind.

Men Flyge sad med en tydelig Fornemmelse af, at det hele var en Forestilling, som hun arrangerede for ham alene. Han saa disse Mænd bøje sig under hendes Dressur, og han syntes, at hun paakaldte hans Bifald. Undertiden trykkede hun hans Haand under Bordet, og hun blinkede til ham og drak ...

Da følte han det, som om den Ild, hun havde indviet ham med, glødede gennem alle hans Lemmer. Alt, hvad der i hans Sind havde stemt sig imod hende, det slappedes og gled til Side. Han havde for et Par Timer siden fornægtet Lykken -- nu blev han atter En af dens Troende. Kun var denne Lykke ikke noget, der maaltes ud i Alenvis, ikke en Sum af stille dvælende Tilfredshed, knap en smuk Drøm. Den var et Glimt, et Sus, et Jag af Ild. Men kun den kunde gribe den, der ikke kendte Frygt, ingen muldne Betænkeligheder, ingen klamme Skrupler ...

... Forlængst var det adstadige Publikum forsvundet fra Kaféen. Dørene var lukkede: ingen nye Gæster kunde komme ind. De, der nu sad, fornam sig mere og mere som et sluttet Selskab. Man følte ikke længere nogen Undseelse for hinanden men lagde højlydt sine Følelser for Dagen. Opvarterne gled om og betjente Gæsterne med urokkelig Overbærenhed, som fodrede de Dyr.

Paa Bordet foran Fru Ellis og hendes Selskab var det ene Sæt Flasker efter det andet tonet frem. Champagnen havde bruset, Whiskyen havde bredt sin tøre Frækheds Aande. Saa havde man ladet sig hidse af Kaffe og inddovne af Likører. Og nu var Herrerne blevne trætte. Birger sov ganske aabenlyst, og de Andre døsede over Cigarerne, hvis hvide Aske fredeligt dryssede ned ad dem. Kun Fru Ellis og Flyge var fordybede i Samtale.

Og Fru Ellis syntes pludselig at være bleven en Anden end den, han før havde kendt. Hendes Øjne glimtede ikke som for lidt siden, de var blevne dybere og havde faaet en fugtig og varm Glans, og de lange, mørke Vipper skyggede for dem som en blid Sorg. Hendes Stemme var dæmpet og blød, og Ordene, som hun fandt, var fine og vemodige ... Hun fortalte ham om sig selv, om sin Kunst, der var hende en stadig Søgen, om Sorger, hun larmede bort, om hvordan hun stedse søgte Mennesker og kun fandt Mandfolk -- for Kvinderne dem var hun jo forlængst færdig med, saadan som hun var. Og Flyge sad og lyttede. Han greb hendes Haand og beholdt den, og han tænkte ikke over det. Og han saa hende ind i Øjnene og syntes, at han sank ned i saa stærk og dyb en Sjæl, hvor han kunde finde Hvile. Men det var ikke en tam Tilfredshed som den, han følte sammen med Anna -- det var en Følelse, der helt omsluttede hans Væsen og som gennemglødede det med en Varme, han aldrig før havde fornummet.

... Langt om længe enedes man om Opbrud. Birger ruskedes vaagen, og Regningen forlangtes. Flyge og Grossereren delte Udgifterne. Det øvrige Selskab syntes ikke at skænke dette Spørgsmaal en Tanke.

Da man kom ud paa Gaden, havde en tæt Taage lagt sig over Byen. Husene paa den anden Side af Gaden skimtedes kun utydeligt som døde, sorte Masser. Og enkelte Lygter stirrede mat frem, ude af Stand til at gennemtrænge Skydampene, røde og afmægtige som betændte, halvblinde Øjne.

Man blev enig om at tage Droske. Birger blev anbragt paa Bagsædet i en af Vognene. Fru Ellis greb Flyges Arm og smuttede ind med ham. Hun smækkede Døren i, inden Grossereren, der med vaklende Skridt nærmede sig, var naaet hen til den.

Flyge raabte ud ad Vinduet Ægteparret Birgers Adresse til Kusken. Birger var allerede sunken ganske livløs sammen.

Og mens Vognen gled gennem Taagesøen, mærkede Flyge, at et Pur af Haar strøg sagte hen over hans Kind ...

Det Øjeblik stod for Døren, da Viggo Bøgs Opfindelse skulde prøves af de Sagkyndige. Gennem Modløshed og idelige Tvivl, gennem Fejltagelser og mislykkede Forsøg var han naaet frem til et Resultat, et Fremskridt i Brødfabrikationen, som han følte sig sikker paa.

Hvad han havde fundet var, sagde han selv, meget beskedent. Men hans Opfindelse vilde dog betyde en lille Besparelse for hele Samfundet. Han havde regnet ud, at hvis den trængte igennem og blev indført i alle Fabrikker, maatte Brødet kunne sælges nogle Øre billigere end i Øjeblikket. Og sammen med Hansen-Maagerup morede han sig med at regne ud, hvor stort et aarligt Beløb der derved kunde indvindes for fattige Familier, eftersom deres Børneantal var til.

"Meget bliver det maaske ikke," sagde han. "Det kan være, der er dem, som knap nok vil kunne mærke det. Men det er altid et Fremskridt. Og jeg synes dog, jeg har Lov til at være glad over det."

"Det har Du," sagde Hansen-Maagerup løftet, "og Du har fortjent alt, hvad Du kan faa ud af det."

"Ja ser Du, jeg har jo ikke selv Kapital, saa jeg kan udnytte Patentet. Men jeg vil tilbyde Opfindelsen til Fabrikken. Der vil naturligvis gaa ikke saa kort Tid, inden den faar sin Anlægskapital ind igen. Men jeg tror, Sagen er saa sikker, at der ikke er noget at betænke sig paa."

"Er det da Din Mening, at Fabrikken skal have hele Fordelen?"

Bøg smilte.

"Nej, det er det sandelig ikke," sagde han. "Naturligvis skal den have sine Udgifter dækkede. Og en Godtgørelse for Risikoen maa den ogsaa have. Men hvad der ellers kan spares ved Opfindelsen, skal komme Forbrugerne til gode. Det vil jeg betinge mig i Kontrakten."

"Og Du tror, Direktionen gaar ind paa det?"

"Ja naturligvis -- hvorfor skulde den ikke det? Skaffe de Fattige billigere Brød -- det er jo noget, som vi Allesammen gerne vil. Desuden bliver det Fabrikken, der faar hele Æren. Hvad jeg har gjort, er det mindste af det den er det, der skal føre hele Sagen frem i Livet."

"Har Du talt med Direktøren om det?"

"Nej, det har jeg ikke. Jeg kan jo ikke give mig til at forhandle, synes jeg, før Opfindelsen er prøvet og funden god. Men jeg er sikker i min Sag. Jeg har undersøgt alting saa nøje: jeg _kan_ ikke have taget fejl. Det værste er, at min Metode maaske gør nogen Arbejdskraft overflødig. Men ogsaa den Side af Sagen har jeg tænkt paa. Tabet bliver mange Gange mindre end Fordelene. Og saa maa Offeret jo bringes. Desuden vil Opfindelsen trænge saa langsomt igennem, at Folk faar rigelig Tid til at træffe deres Forholdsregler."

... Bøg havde henvendt sig til en anset Videnskabsmand og bedet ham i Forening med Fabrikkens Direktør bedømme Opfindelsen. Han havde sendt ham sine Planer og Tegninger, fra ham skulde de gaa videre til Direktøren. Bøg gik nu og ventede paa at blive tilsagt til et Møde, hvor han saa vilde faa deres Mening at vide.

Selv var han overmaade rolig. Men Hansen-Maagerup var syg af Utaalmodighed. Hver Dag ventede han, at Svaret maatte komme. Naar det ringede paa Dørklokken, isnede Lyden igennem ham, og han styrtede febrilsk ud for at se, om det ikke skulde være Brev. Saa kunde det hænde, at det virkelig var Postbudet, der havde ringet, og han kom stormende ind med Brevet, sikker paa, at det maatte være det rette. Og naar det saa viste sig, at det var et andet, ligegyldigt, kunde han næsten harmes over Bøgs Ro.

Han kendte ham ikke igen: han, som ellers kunde være saa ilter ...

Men Tiden trak ud, og der kom ingen Besked. Bøg besørgede hver Dag sit vante Arbejde paa Fabrikken, men Direktøren var tavs. Og Bøg kunde ikke overvinde sig til at spørge.

Tilsidst blev Ventetiden ham dog for lang. Han mindede Direktøren om Sagen. Og Direktøren lovede at bringe den i den ansete Videnskabsmands Erindring.

Et Par Dage efter havde han Besked. Professoren havde endnu ikke haft Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen. Men nu lovede han, at den skulde blive fremmet saa hurtigt som muligt.

Saa ventede Bøg og Hansen-Maagerup paany.

Men omsider kom da Dagen, da det afgørende Møde skulde finde Sted.

Hansen-Maagerup stod i Brand fra om Morgenen, han glinsede og glødede, og han flakkede bestandig om i Værelset, satte sig hist, rejste sig atter op, drønede med tunge Skridt hen ad Gulvet, greb en Bog og slap den efter faa Minuters Forløb. Ind imellem fortabte han sig i alle de Muligheder, der vilde aabne sig, naar Opfindelsen nu var bleven godkendt og skulde gaa sin Gang gennem Verden. Hvordan Bøgs Navn vilde flyve rundt og blive nævnet med Ære -- hvordan man vilde fejre ham paa Fabrikken -- hvordan maaske en skønne Dag en højtstaaende Person vilde lade ham tilsige, fordi han var bleven greben af Beundring for hans Snille og ønskede at støtte ham paa hans fremtidige Løbebane ...

Men da Bøg var gaaet, grebes Hansen-Maagerup af Gru. Om der nu blot var en lille Fejl i de Beregninger, Opfindelsen hvilede paa, saa vilde den maaske helt styrte sammen. En saadan lille Fejl var det, han selv stadig havde bævet for, da han forberedte sig til Eksamen, og Skrækken sad ham endnu i Blodet.

Den lille Fejl -- den lille Fejl! Oprindelig havde Muligheden derfor staaet for ham som et ubetydeligt Kryb, et lille ondt og giftigt Bestie kanske men alligevel et, som kunde overvindes og udryddes. Men i Tidens Løb havde den skudt Vækst. Den var bleven til et stort, klamt Uhyre med ubarmhjertige, forstenende Øjne -- et mystisk Væsen, som virkede lammende paa den, der kom det nær. Den var intetsteds og allevegne, denne Fejl. Den kunde ligge saa lige for, og alligevel kunde det være umuligt at faa Øje paa den. Naar galt skulde være, kunde Bøg have begaaet en Fejl i den lille Tabel, og alle hans Beregninger kunde snuble derover.

Efterhaanden som Timerne gik, blev han mere og mere hjertegreben af Angst for, at noget saadant virkelig skulde være sket. Ja han følte sig næstendels sikker paa, at det maatte være Tilfældet. Han var i sit Liv saa vant til at møde Uheld, saa han næsten forudsatte, at det til Stadighed laa og lurede ikke blot paa ham selv men ogsaa paa de Mennesker, han holdt af.

Havde han blot tænkt paa alt det, inden Bøg gik: han vilde have tvunget ham til endnu en Gang at se sine Beregninger igennem. Et Øjeblik foer den Tanke ham gennem Hovedet, at der endnu var Tid. Han maatte sporenstregs se at faa sendt Bud hen paa Fabrikkens Kontor, hvor Samtalen skulde finde Sted. Under et hvilketsomhelst Paaskud maatte han se at faa Bøg til afbryde den straks og faa den videre Forhandling opsat til en anden Dag. Var der virkelig en Fejl, vilde han da have Tid til at rette den ...

Men en Smule Eftertanke sagde ham, at han intet vilde kunne udrette. Han vilde blot blive let ud og maaske volde Bøg en Ærgrelse.

Saa foldede han sine Hænder og bad til Gud, at Fejlen ikke maatte være der men at Velsignelse maatte gro op af det Menneskeværk, der idag skulde staa sin Prøve. Og da han havde gjort det, følte han sig roligere til Mode.

Nede fra Etagen nedenunder lød der Klaverspil op til ham. Der var Nogen, der øvede sig paa en Melodi. Naar den Spillende var naaet til et bestemt Sted, gik Melodien i Stykker ... Det var ganske interessant at følge med og se, hvor ofte det vilde gentage sig, inden Vanskelighederne var overvundne. Han indgik i Tankerne Væddemaal med sig selv og gav sig samvittighedsfuldt til at tælle.

Det adspredte ham for en Tid.

Siden kom Anfaldene af Angst af og til igen. Men han var utrættelig i at finde paa ørkesløse Sysler for at holde dem nede ...

Omsider kom da Bøg hjem. Der var et underlig slapt Smil om hans Mund, da han traadte ind ad Døren.

Hansen-Maagerup trippede om ham. Han havde en Fornemmelse, som malede en stor Kværn i hans Indre. Han formaaede ikke at tyde Udtrykket i sin Vens Ansigt, og han turde knap spørge.

"Naa?" sagde han da omsider.

"Ja," sagde Bøg i en træt Tone, "med Opfindelsen er der ikke noget i Vejen. Det vidste jeg ogsaa nok. Mine Beregninger var rigtige. Det _kunde_ ikke slaa fejl."

"Jamen hvad sagde de da?"

"Professoren var meget venlig. Det var virkelig et betydningsfuldt Fremskridt, sagde han. Og Ideen tydede paa ualmindelige Evner ... Ja han sagde saamænd, at den vilde kaste Glans over dansk Videnskab ..."

Hansen-Maagerup bøjede Hovedet. Nu da den store Glæde var der, følte han sig næsten overvældet deraf. Han formaaede ikke ret at rumme den.

"Det var da en Glæde," sagde han kun.

"Direktøren var ogsaa meget anerkendende. Men han nævnede jo straks den store Anlægskapital."

"Han mente da ikke, at det kunde være nogen Hindring?"

"Nej -- det gjorde han ikke. Han turde love mig, sagde han, at Selskabet nok skulde overtage Risikoen. Der er i Virkeligheden ingen, skønt der kræves straks Maskiner for over hundred Tusinde Kroner."

"Det var meget!"

"Ikke for meget. Gevinsten vil jeg anslaa til 60-70,000 om Aaret. Saa Du ser, det vil ikke vare saa farlig længe, før det er fuldstændig dækket."

"Bøg -- jeg kan ikke sige Dig, hvor jeg er glad."

"Aa -- lad os nu først se, om der er Grund til det. For nu kommer det an paa, om jeg kan faa en Kontrakt med Selskabet som jeg vil have den."

"Det maa Du da sagtens kunne."

"Det skal Du ikke sige. Jeg bragte det jo straks paa Bane ..."

"Og hvad sagde han saa?"

"Han slog det hen. Han klappede mig paa Skulderen og sagde, at jeg var en stor Idealist, men jeg lærte vel at se mere praktisk paa Tingene. Han skulde nok sørge for, at jeg blev tilfreds."

"Havde han da noget andet at foreslaa?"

"Ja. Han nævnede, at Selskabet maaske vilde give mig en større Sum straks for Opfindelsen og saa en passende Tantième ..." "Men det tog Du da imod?"

"Tog imod? Jeg har jo sagt Dig, at jeg vil have, min Opfindelse skal komme Forbrugerne til gode. Jeg vil have mit Arbejde betalt, og Fabrikken skal have en rimelig Fortjeneste. Lad den beregne sig sin Anlægskapital og en halv Snes Procent, saa mener jeg, den kan staa sig ved Forretningen. Men hvorfor skulde disse Aktionærer høste saa at sige hele Fordelen? Eller jeg? Hvad er mit Arbejde i Grunden værd?"

"Jeg synes dog ..."

"Maagerup -- Du maa ikke sige mig imod. Og jeg skal sige Dig en Ting: jeg synes ikke rigtig, jeg kunde faa Mod til at tage mod alle de Penge -- nu, i min Alder. Det vilde ligesom blive saa tomt for mig, naar jeg ikke mere havde noget at arbejde hen til for mig selv -- jeg er bange for, at Pengene vilde tage min Villie fra mig ... Nej, nu taler vi ikke mere om det. Nu kunde jeg godt lide, at vi gik ud sammen -- det er saa længe siden ..."

Lidt efter sad de to Venner sammen paa en Restaurant. Maaltidet var ikke overdaadigt, men blot det ikke at søge til det sædvanlige Spisekvarter var dem en Fest. Hansen-Maagerup sad hensunken i en sagte snurrende Lyksalighed og drak bestandig paa sin Vens Velgaaende, mens denne udviklede sin Fremtids Planer. Hvordan det saa gik, maatte vel nu Fabrikken holde paa ham og maaske forbedre hans Stilling -- og han kunde faa Tid at dyrke sine Studier -- og gøre nye Opfindelser naturligvis ... Det kunde nu more ham at finde paa noget Djævelskab af en eller anden Slags, som blot skulde være til at more Folk. Allerede dæmrede der noget for ham om en ny Art Lysvirkninger, som særlig kunde anvendes ved Illuminationer og som havde den Fordel, at de var langt billigere end noget af, hvad man hidtil havde kendt. Det skulde tindre og gløde og skinne, saa Folk blev glade af det og lette i Sindet og holdt op med at gaa og tænke surt ... Men det vilde han have Penge for -- ikke saa faa Penge endda ...

Men naar han talte om, hvad Livet endnu kunde tiltænke ham, var der Øjeblikke, hvor han blev tavs. Og Hansen-Maagerup saa forknyt og raadvildt paa ham -- som en Hund, der føler, at dens Herre er forstemt og som saa inderlig gerne vilde hjælpe, naar blot den vidste sine levende Raad.

Og da Aftenen kom og de sad sammen i et Koncertlokale, hvor de havde søgt hen for at lade Lyden af Orkestermusikken og af mange Menneskers Summen stemme sig til Fest -- da krævede Dagens Spænding sin Ret. Rundt om dem rørte Livet sig -- men de havde en Følelse af selv at være udenfor, at sidde langt borte og se det hele gennem et Slør af Taage.

I en Maaneds Tid forhandlede Bøg næsten hver Dag med Fabrikken. Først var det med Direktøren alene, saa med Aktieselskabets Bestyrelse. Der blev holdt lange Møder, men man naaede ikke frem til Enighed. Aktieselskabet var villigt til at byde ham personligt saa gode Vilkaar som han kunde ønske sig det, men man vilde ikke gaa ind paa at lade sig foreskrive, hvor meget af den Fordel, Opfindelsen vilde kunne yde, der skulde komme Forbrugerne til gode. Og Bøg stod paa sit: han vilde ikke sælge sin Opfindelse paa andre Betingelser end dem, han først havde stillet.

Imidlertid var Rygtet om Opfindelsen kommet ud. I Pressen begyndte man med at omtale den med patriotisk Rørelse som en brav Sønnedaad til Landets Velfærd. Derpaa glemte man den igen. Indtil det en Dag kom frem, at Opfinderen havde vist sig utilbøjelig til at sælge den paa hæderlige Vilkaar. Saa lod man ham faderligt vide, at han vistnok vilde gøre bedst i at slaa ind paa en mindre balstyrig Gangart og at Hensynet til Almenvellet var vigtigere end hans private Nykker.

Mellem Fabrikkens Arbejdere vakte Sagen ganske naturligt særlig Opsigt. Og en Dag mærkede Bøg, at de var komne under Vejr med, at Opfindelsen betød Indskrænkning af Arbejdsstyrken. Der rejste sig som en kold Mur af Uvillie mellem ham og dem. Og naar han færdedes i de store, øde Arbejdsrum, følte han Stinget af deres mistroiske Blikke.

Saa indbød han alle Arbejdere i Faget til et Møde. Han vilde forklare dem, hvori hans Opfindelse bestod og hvad han haabede at udrette med den. Bagefter kunde de komme med deres Indvendinger, og han vilde give dem Svar derpaa, saa godt han formaaede.

... Salen, hvor Mødet skulde holdes, brugtes Aar ud og Aar ind til allehaande. En klam, uren Lugt af gammelt Snavs slog ud fra dens Gulv og Vægge. Gaskronen, der hang midt under Loftet, formaaede kun halvt at oplyse den. Paa hver Side af Talerstolen viftede Flammen af et Stearinlys.

Da Viggo Bøg stod deroppe, syntes han, at en fjendtlig Skummelhed slog ham i Møde. Han kendte mange af de nærmeste Ansigter: der var Arbejderne fra Fabrikken, og paa første Række lyste Hansen-Maagerups bekymrede Venskab. Men de, der sad bagerst i Salen, kunde kun utydeligt skælnes. Han saa Ansigterne tone blegt frem af Halvmørket, og det var som stirrede der Kulde og Spot ud af dem.

Der havde været livlig Samtale, da han traadte ind, og han havde hørt en Latter, som skraldede op fra en af Rækkerne. Nu, da han viste sig paa Talerstolen, blev der tysset paa de Højrøstede. Det lød, syntes han, som naar en vaad Svamp gaar hen over en Tavle.

Men saa blev der ganske stille.

Han begyndte at tale. Hans Stemme dirrede lidt -- og dog var han ganske rolig. Saa rolig, at han kunde staa og beregne de rent ydre Virkninger af sin Tale, lytte til sin Stemmes Klang, som var det en fremmed.

Først og fremmest udviklede han sin Opfindelses rent tekniske Side. Hjemme havde han anvendt megen Omhu paa at forme det hele saa simpelt og tydeligt, at det maatte kunne nemmes af den mest knudrede Hjerne. Og han mærkede, at han blev forstaaet. Undertiden kom der endogsaa nede fra Salens nederste Ende en svag Bifaldsmumlen.

Og som han nu stod der og talte for disse Arbejdere, syntes han, at han paany gennemlevede hele sin Opfindelses Tilblivelse. Han følte, hvordan den første Tanke derom slog ned i ham og siden ikke vilde unde ham Ro. Han syslede med den i sine Tanker i alle de ledige Timer, han havde. Der var Øjeblikke, hvor han næsten fordømte den som Galmandsværk og følte Undseelse overfor sig selv, fordi han i Alvor havde givet sig af med den. Men saa kom den igen med større og større Styrke: den vilde ikke slippe ham, den aad sig ind i hans Liv. Vanskelighederne syntes mindre og mindre uoverstigelige, og den Dag kom, da han kunde begynde paa den praktiske Udformning i Laboratoriet. Dag efter Dag stred han, arbejdede, haabede, fortvivlede, følte Sejrsvisheden risle varmt igennem sig og Frygten for Nederlaget gribe sig om Hjertet med kold Haand. Men endelig var da alle Vanskeligheder overvundne. Sejren kunde ikke længere vristes fra ham -- og nu stod han her, bød sin Gave frem, rede til at modtage sin Dom ...