Part 6

I otte Dage skinnede deres Parasoller i Havegangene.

Vinduerne stod aabne, saa Hus og Have løb ud i ét; og det summede med fremmede Navne; og Postbudet bragte Breve, hvis Udskrift ingen i Køkkenet kunde stave.

Det var den lyseste Tid paa hele Aaret.

Veninderne var i Krinoline, som Børnene syntes lignede de store omvendte Lysekroner hjemme fra Amaliegade, og i Mantiller med lange Snipper. Men naar de kørte ud, havde de Strudsfjer paa Hovederne, ligesom Zampa, den lille Hest, de havde set i Augustenborg, og som kunde sidde tilbords og ringe paa sin Mad med en lille Klokke. Alle talte de i Munden paa hinanden, Veninderne. Men mest snakkede Lady Lipton.

Hun boede langt borte i et fremmed Land og hun kendte mange af dem, der var de rigeste og fornemste. Faderen førte hende altid tilbords til Middag.

Men naar de havde spist, drak de Kaffe i Havestuen, og det var Lady Lipton, der talte. Hun talte om Rachel, som hun elskede, og om Kejserhoffet i Tuilerierne og om alle fjerne og besynderlige Mennesker, som hun kendte--mens Moderen lyttede.

-Fortæl mer, sagde Moderen, og Ladyen fortalte mer; om det store Lands Digtere mellem hvem hun levede, om dets Malere hvis Malerier hun ejede, og helst om en sær og sælsom ung Digter fra et eksotisk Land, hvem hun havde truffet i en stor By, hvor alle Eksistenser driver sammen, og hvis Billede hun havde staaende paa sit Bord oppe paa Gæstekammeret. Moderen hørte ogsaa helst om ham.

-Ma chére, sagde Ladyen, jeg tror Livet er gledet fra ham. Han har forglemt den Kunst at være til. Han kan ikke mere stryge sin høje Hat og han gider ikke knappe sine Handsker for at gøre en Visit; han formaar ikke mere at foretage sig alle de mekaniske Ting, hvoraf Livet bestaar: som at gaa til sin Barbér eller drikke sin Kaffe paa en Kafé eller sætte sig tilbords med en affabel Dame og betragte en pudret Gorge....

-Jeg forstaar det, sagde Moderen.

-Han føler vist ingen Sorg, sagde Ladyen--og han er ikke desillusioneret, for, hvad der hedder Illusioner, var ganske sikkert allerede fortæret af hans Forfædre.

Hun tav lidt, saa sagde hun:

-Snarest vilde jeg sige, at han hørte til _les désinteressés_. Livstingene er ligesom visnede bort for ham til lutter Ligegyldigheder eller Latterligheder eller noget, der vækker hans Forbavselse.

Ladyen lo pludseligt:

-Aldrig vil jeg glemme, sagde hun, en Dag han kom til mig og pludselig udfoldede "Le Figaro", der laa paa mit Bord, og mens han med en slank Haand slog ned over den ynkelige Avis, sagde han med en usigelig og træt Forfærdelse--aa nej, ikke Forfærdelse, kun en Slags mat Forbavselse:

-Alt det handler om Krigen med Kina.

Ladyen tav et Øjeblik, saa sagde hun:

-Det er vel Tingen, at for ham er alt blevet Krigen med Kina.

Moderen rakte Kopperne rundt.

Saa sagde hun stille:

-Maaske elsker han--eller har han elsket.

Ladyen svarede:

-Jeg tror det ikke, ma chère.

-Der er i alle de store Lande sælsomme Mennesker, hvem Kærlighedens--hvad skal jeg sige?--rent fysiske Side indgyder uovervindelig Modbydelighed. De bliver Asketer af Raffinement, og de begærer bestandig, mens de forbander Tilfredsstillelsen.

-René er saadan.

-Han drives mod Kvinderne, og naar han blot holder dem i sine Arme, overdænger han dem med Skældsord.

-Saa elsker han ikke, sagde Moderen.

Ladyen tav lidt. Saa sagde hun:

-Er Elskov andet end at føle Begær og at undsé sig derved?

-Kan Du intet af hans Digte, sagde Moderen.

-Et enkelt, sagde Ladyen.

-Sig os det, sagde Moderen.

Ladyen lænede sig tilbage i sin Stol, og paa sit lidt fremmedartede Sprog, der gav Ordene en sær Klang, sagde hun langsomt:

Jeg elsker Dig, som Havet elsker den vide Kyst, som det beskyller, dækkende og altid den bedækkende med et evigt Kys. Saadan som en Elsker kan fra Fodens Saal til Tindingens skønne Bue føre sin søde Læbe langs den Elsktes ganske Legem, for, i Salighed, det alt at eje ... Saadan elsker jeg Dig-- saadan.

Nej, jeg elsker Dig som Solen elsker Aftnens gyldne Skyer, der favner den og helt den favner, mens stolt, en sidste Gang, den hilser Jordens usle Herlighed og dør.

-Du kan et andet, sagde Ladyens Søster.

-Ja, sagde Ladyen, jeg kan endnu et.

Og i den samme Stilling, uden at røre sig, sagde hun, og hendes Altstemme farvedes blødere:

Naar i de lange Nætter jeg ensom hviler og ingen ser mit Ansigt og ingen mine Øjne, der er tørre-- da tænker jeg: Hvis jeg var død. vilde Du dog komme og knæle ned, der hvor jeg hvilte, og min Haand, som Du nu skyer, vilde Du tage, nu, den var kold, og ind i mit Øre, der ej kunde høre mer, vilde Du hviske, in Stemme fra den Gang: Hvor jeg dog elskede Dig ... Og den Døde vilde smile.

Moderen havde sat sig og med store Øjne stirrede hun frem for sig mens hun havde foldet Hænderne om sit Knæ. Saa sagde hun:

-Sig det igen, til jeg kan det. Ladyen lo.

-Du kan det allerede, sagde hun.

-Ja, det sidste.

Og meget mildt, næsten uhørligt, gentog hun de fremmede Ord, medens hendes hvide Hænder stadig var foldede over hendes Knæ:

Jeg elsker Dig som Solen elsker Aftnens gyldne Skyer, der favner den og helt den favner, mens stolt, en sidste Gang, den hilser Jordens usle Herlighed og dør.

Alle tav lidt.

Saa sagde Lady Lipton:

-Men oppe paa sit Billede har han skrevet det Vers, jeg elsker højest.

-Det kan jeg, sagde Moderen.

Og med en Stemme, næsten som nynnede hun en Vuggesang, sagde hun det lille Vers fra Billedet--den fremmede og ukendte Digters Billede:

Som Planten visner, for dens Rod er uden Væde; som Blomsten bliver bleg, for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen, for Du har ej mig kær.

De tav igen, til pludselig en af Ladyens Søstre gav sig til at le og sagde:

Lille Børn, det vilde ikke være saa galt at blive elsket af den unge Mand.

Og de lo alle højt, Moderen højest, og de løb alle ud i Haven og de kastede sig paa Græsset, saa Krinolinerne stod op om dem.

Aftenen var den lystigste Tid.

Veninderne havde Fyrværkeri med, og de satte Blaalys og Grønlys i alle Buske, saa de var nær ved at stikke Ild i den ganske Have.

Moderen holdt Svovlstikkerne til og klappede i Hænderne.

Børnene saá til fra Barnekammeret i deres Natkjoler.

-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt, raabte Moderen.

Fra alle Buske flammede det blaat og rødt og selv stod hun midt paa Plænen. Hendes hvide Ansigt var vendt opad og Hænderne havde hun løftet.

Saa sagde hun pludselig:

-Men Stjernerne er dog skønnere.

Og mens de kunstige Lys langsomt sluktes, et efter et, og Busketterne laa i Mørke, saá de alle opad, mod Augustnattens Stjerner.

-Vis os nu dine Stjerner, sagde Lady Lipton.

Moderen rystede paa Hovedet:

-Nej, sagde hun, lad os nu være stille.

Hun blev staaende, og Veninderne blev tavse ligesom hun. Lidt efter gik de ind i Stuerne var der mørkt og køligt. De satte sig alle i Dagligstuen, og ingen talte. Tilsidst sagde Moderen:

-Jeg tror, at Stjernerne er til for de sorgfulde; for at de skal forstaa, at det ikke en Gang nytter at de sørger, thi selv vor Sorg er for lille.

Ingen svarede.

Men Moderen rejste sig og i den mørke Stue satte hun sig ved Klaveret.

De hvide Hænder gled hen over Tasterne og mens hun langsomt--ganske langsomt--anslog nogle Akkorder, halvt sang hun til en Melodi, hun selv havde fundet, de fremmede Ord:

Som Planten visner for dens Rod er uden Væde, som Blomsten bliver bleg for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen for du har ej mig kær--

Det var tyst.

Over Haven, over Markerne, over alle Enge skinnede Høstens Stjerner.

* * * * *

Veninderne rejste, og Høsttiden kom, hvor de tunge Sædvogne rullede ind gennem Gaardlaagen, og Moderen og Tine sad paa Toppen af Læsset ved Siden af Pigerne, mens Børnene hujende boltrede sig i Loen, der fyldtes.

Moderen sprang ned i Armene paa Lars og skreg:

-Hold mig, hold mig!

Bag efter var hun bange for Ørentvistene, saa hun klædte sig af lige til Skindet.

Ogsaa Høsttiden gik og Septembers stille og hvide Dage kom, og Haven laa lysende og ganske tyst, og ingen Myg en Gang summede over Dammen.

Moderen sad mest paa den hvide Trappe og lod sig bage af Solen, mens Tine syslede i Haven ved hendes Fod. Poplerne langs Alléen fik gule Blade og blev ligesom højere i den tyndklare Luft.

Moderen frøs sammen:

-Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og saá ud over Plænerne:

-Ja, sagde hun, vi er langt henne.

Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, hvor intet rørte sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde:

-Tine, et Sted er der dog Fred: i Døden.

Det blev tidlig mørkt og Tine og Moderen og Børnene gik gennem Alléen, hen over Markerne, hvor Brombærranker fyldte alle Grøfter.

De mødte ingen, overalt var der tyst. Bag dem saá de Landsbyens Lys, der tændtes, et efter et. Saa lød Aftenklokkerne.

Moderen stansede; Børnene havde klynget sig til hende. Saa langt hun saá, laa kun de vide Marker og dér, i Halvmørket, Landsbyens tavse Lys. Himlen var dunkel og uden Stjerner.

Længe talte ingen af dem. Saa sagde Moderen, der saá saa høj ud i Mørket:

-Véd De, Tine, her skulde man føre de Mennesker hen, som lider.

Men lidt efter sagde hun--og hendes Stemme var ubeskrivelig træt--:

-Og alligevel, det kunde ikke nytte. Jeg tror, at Jordens Skønhed forhøjer kun Sjælens Lidelse:

-Der er ingen Trøst.

De gik videre over de halvmørke Marker. Klokkerne var hørt op at ringe, og der hørtes ingen Lyd uden et Par Hundes Glam. Saa døde ogsaa de bort.

-Lad os gaa hjem, sagde Moderen.

Men naar de kom hjem legede Børnene Cirkus i deres Natkjoler midt i Dagligstuen.

Omegnens Præster kom til L'Hombre. De rullede ind i gamle Kalescher med tykke og rødmussede Kuske paa Bukken, og Spillebordet kom frem i Faderens Stue, hvor L'Hombren gik, mens man ikke saa' Haand for sig for Røgen fra de lange Piber.

Gamle Fangel bandte og svor, saa det rystede i Reolerne og Mynsters Betragtninger dansede. Børnene, der ikke kunde sove, løb ud af Sengene, og fik Svedsker for at gaa i Seng igen.

Moderen spillede til paa Klaveret.

Inde i Faderens Stue blev de hidsigere og hidsigere, Toddyglassene blev fyldt og gamle Fangel svor.

Morgenen kunde bryde frem, og Pastorerne spillede endnu.

-Nu tager vi det sidste Spil paa Græsplænen, sagde gamle Fangel.

-Ja, gør det, gør det, sagde Moderen.

Pastorerne kom op fra Stolene--lidt usikre var de paa Benene--og de drog ind gennem Dagligstuen.

-Herregud, sagde Fangel, saa ser man Vorherres Sol igen.

De vraltede ned ad Havetrappen og de fik Toddyglassene stillede paa Plænen, og de spillede, liggende paa Maven, mens de slog i Græsset med de store Hænder.

Moderen sad paa Havetrappen og lo og lo.

Men et Uldtæppe lagde hun over gamle Fangel.

Folk fra Landsbyen kom op og begyndte at gaa forbi i Alléen.

-God Morgen, sagde de, og tog stille Hatten af for Præsterne.

-God Morgen, god Morgen, sagde gamle Fangel.

Men Solen kunde staa højt og Pastorerne blev ved at spille.

* * * * *

Dagene blev kortere og kortere, og paa Træerne tyndedes Bladene og de allersidste Roser frøs langs det hvide Hus.

Paa Væggen mod Syd hang kun Druerne fulde og store.

Moderen saá til dem hver Dag.

-I Morgen vil vi plukke dem, sagde hun til Tine.

Den næste Dag fik hun en Stige frem og øverst oppe, med en Kurv i Haanden, plukkede hun de rige Klaser.

Saa spiste hun og saa kastede hun en Klase i Hovedet paa Tine.

-Tag den, fang den, raabte hun.

Stigen blev flyttet, og hun plukkede og plukkede.

Allerøverst stod hun. For Spøg holdt hun en Drueklase ind mod det mørkt-blanke Haar, mens hun løftede en anden i sin oprakte Haand. Solen faldt paa hende og Druerne, der funklede, og paa det glinsende Haar.

Forkarlen gik forbi og blev staaende. Saa kastede Moderen ham Drueklasen lige ned i Ansigtet:

-Ja, dejlig kan jeg se ud, sagde hun, og hun gik ned ad Stigen. Hun lod Stigen tage bort og Tine gav sig til at tælle Klaserne.

Moderen stod længe og betragtede den nøgne Vinstok.

Hendes Ansigt var som forandret:

-Nu er det forbi, sagde hun.

Hun gik ind, uden at ænse Klaserne, og hun blev siddende længe i sin egen Stol ved Vinduet med Hænderne i sit Skød, i Mørke.

Frem og tilbage lød derinde Faderens Skridt.

Ude i Køkkenet hørte man Tine rumstere med Druerne og Folkenes Stemmer, der skulde ind og dømme om Høsten. Tine kom ind i Dagligstuen og meldte, hvor mange Klaser der var.

-Det var jo mange, sagde Moderen.

-Ja, ti mere end i Fjor, sagde Tine.

-Ja, saa

I Gaarden var der ganske mørkt.

Jens Røgter havde Lygte tændt, da han gik ind til Kvæget.

Køerne brølede langt, idet han aabnede Døren.

Moderen rejste sig fra sin Plads. Som en Skygge gled hun gennem Stuens Mørke. Hun satte sig ved Klaveret.

-Er De der, Tine, sagde hun.

-Ja, Frue.

-Ved De, jeg har siddet og tænkt paa, hvor Menneskene kunde være lykkelige.

-Men der er da ogsaa lykkelige Folk allevegne, sagde Tine.

Moderen løftede det blege Ansigt, og langsomt sagde hun:

-Der er nøjsomme Folk, Tine, og det er sagtens vel det.

Tine sad lidt:

-Ja, der er nu saa mange Slags Lykke, Gudskelov, sagde hun.

Moderen sad en Stund, saa sagde hun:

-Nej, Tine, jeg har sagt Dem det før, der er kun én, og den er maaske lykkeligst, som aldrig har kendt den.

-Det forstaar jeg ikke, sagde Tine.

-Jo, for den varer ikke.

Der var tyst en Stund, til Moderens dejlige Hænder gled hen over Tangenterne, og dæmpet, mens man i Faderens Dør saá Faderen som en Skygge, sang hun:

Som Planten visner for dens Rod er uden Væde, som Blomsten bliver bleg for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen for Du har ej mig kær.

Sangen hørte op.

Ude var det Nat. Inde var der mørkt.

Moderen rejste sig.

-Tænd Lampen, Tine, sagde hun. Børnene skal i Seng, og der skal sørges for Folkene.