Part 4

Der er ikke Tanker om, at Mennesker sviger; der er ikke Tanker om, at Mennesker, de blev forladt. Det er kun Elskovens Lys, der pludselig sluktes-- og det er Nat.

Skønt er Solens Lys og Sol rinder alle Dage: alle kan Solen se. Men _den_, der aldrig saá Elskovens Lys tændes og slukkes brat, _han_ kender ikke til Dag og han véd ikke af Nat.

Sangen døde hen.

-Hvor den Vise er køn, sagde Tine.

-Den er vist sand, sagde Moderen.

Men den gamle Degn sagde henne fra sin Stol i Mørket:

-Ja, Kærligheden, det er no'et, man ikke tænker over. Den kommer.

-Og gaar, sagde Moderen.

-Ja gør 'en, sagde Madammen saa stille fra sin Krog.

Der var saa tyst lidt. Men saa sagde den Gamle:

-Ja, lille Frue--sé, det er vist ret. Den kommer og den gaar. Men der er maaske ogsaa dem, for hvem den lukker Døren, fordi de, naar den ikke er hjemme, ikke giver Stunder og venter ... til den kommer igen....

Moderen svarede ikke.

Men lidt efter sang hun igen--og da var hendes Ansigt vendt opad og blegt i Mørket; der kunde over det Ansigt komme noget, saa hun lignede den Korsfæstede--:

Ak, men Guds Faders Sol, den er barmhjertig, den rinder paany. Elskovens Lys, der blev slukt, sluktes for alle Tid.

-Tine, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig muntert: nu vil vi gaa ind paa Kirkegaarden.

Det gjorde hun ofte i Skumringen eller lige ved Aften, men altid med Tine og med Børnene i sine Hæle.

De fik Tøjet paa, og de gik gennem det skinnende Køkken ud i Haven.

-Godnat, sagde de Gamle. De stod i Køkkendøren.

-Godnat.

Haven laa snedækt. Der var Rim over Træerne. I Kulden glimtede dens smaa Stjerner.

-Pas paa deres Roser, sagde Moderen til Tine.

-De er dækket til, svarede Tine.

De aabnede Laagen, og de kom ind paa Kirkegaarden.

Alt var ganske tyst. Sorte Kors og hvide Kors ragede stille frem over den hvide Sne. Deres Navne var forsvundne i Mørket.

-Her hviler man trygt, sagde Moderen.

Stier var banet gennem Sneen. Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt i Sneen stod Kirken, hvid og stor.

De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt.

Moderen og Tine gik forrest, Børnene traskede bag efter i Sneen.

Lys var der kun af Stjernerne over dem.

Tine og Moderen talte om dem, der var døde det sidste Aar og nu laa i Graven. De talte om Sognefogdens Søn.

-Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine.

-Det siger man.

-Og Gud véd, hvad de saá ved ham?

-Saá og saá?

Det var Moderen, der talte:

-Bierne, Tine, fornemmer, i hvad for Blomster der er Honning.

-Ja, maaske.

-Der var vel Elskovsstof i ham, sagde Moderen, og hun tav lidt, før hun sagde og saá hen for sig: Og ikke andet.

De blev ved at gaa: Kommer I Børn, sagde Moderen.

Men til Tine, sagde hun, og hendes Ansigt var vendt opad mod hendes Stjerner, som hun gav de mange Navne:

-Tine, der er i Livet kun to Ting--Kærligheden og Døden.

De naaede den store Port. Tine tog Slaaen fra.

-Men nu maa vi hjem, sagde Moderen.

De gik hjem, Børnene ved hendes Side. Der var saa ganske tyst og alle Huse var lukkede. Mennesker mødte de ikke, og Hundene kendte dem.

Det var en af Moderens tunge Dage.

Ogsaa da de kom hjem, blev der ikke tændt Lys, og Moderen talte ikke. Hun satte sig kun ved det gamle Klaver, hvis Taster lyste hvidt gennem det meget Mørke, og hun sang:

Der kommer de Aar, da vi bitterlig véd, hvad Livet er værd. Der kommer de Aar, da vi miste maa, hver Ting vi har kær.

Faderen aabnede sin Dør, og Børnene saá hans høje Skygge i den.

Der kommer de Aar, da Tankernes Hær er et Ligtog kun. Der kommer de Aar, hvor og Længserne træt gaar til Blund.

Faderen rørte sig ikke. Det var, som om han i det sorte Mørke stod som en sort Støtte.

Der kommer de Aar, da Minderne selv bli'r en Spot. Der kommer de Aar, hvor vi lever ej mer-- døde vi blot--

Faderen lukkede Døren.

Moderen fór sammen ved Lyden:

-Hvem er det, spurgte hun.

-Det var Fader, svarede den ældste Dreng fra Krogen:

-Mo'er syng den, vi ikke forstaar.

Men Moderen lukkede Klaveret.

Længe blev det ikke aabnet mer.

* * * * *

Men da kunde de Tider komme, hvor Moderen læste.

Bogskabets Dør stod ikke længer stille for de skiftende Bind, hun tog frem. Kusken kørte til Sønderborg, og Kusken bragte Bøger.

Hun sad altid paa samme Sted, ved Vinduet, "i sin egen Stol", ubevægelig. Bogen laa paa hendes Syskrin, Hovedet holdt hun i sine Hænder. Børnene hørte hun ikke, om Huset skøttede hun sig ikke. Hun skiftede kun Bog efter Bog.

Faderen kom ind:

-Skal Du ikke ud, sagde han.

-Jeg læser.

-Vil Du ikke op i Skolen?

-Du ser jo, jeg læser.

Hun blev ved at læse, og Haanden vendte Bladene. Der gik en Time. Der gik Timer. Børnene listede om.

Men undertiden lagde hun den aabnede Bog ned paa sine Knæ og med tæt sammenfoldede Hænder stirrede hun udfor sig--tavs, før hun læste igen.

Hun tog Bøger fra Faderens Reoler. Hun læste om Naturvidenskab og Dogmatik. Hun læste og læste.

Faderen gik gennem Stuen:

-Skal Du dog ikke ud?

-Imorgen.

-Du siger det hver Dag.

-Ja, men jeg læser.

Hun læste som en Dranker, der beruser sig og beruser sig og forlænger sin Rus og ikke vil vaagne.

Tine kom i Mørkningen.

-Hvad har De bestilt? spurgte hun.

-Jeg har læst.

-Hvad?

-Jeg véd ikke.

Men pludselig kunde hun fortabe sig i Klager, i lange og heftige Bebrejdelser mod de Bøger, hun slugte og som ikke tilfredsstillede hendes Tørst:

-Hvorom skriver de? sagde hun og knyttede i Ildens Lys, hvor de sad, de hvide Hænder, der blev glødende i Skæret, om sine Knæ: de skriver skønne og dumme Ord om det, vi alle véd, og alle har vænnet os til at tænke ... om andet skriver de ikke.

-Alle Bøger skriver jo om Kærlighed, sagde Tine.

Moderen lo.

-Det er netop det, som de ikke gør.

-Jo, dog.

-Nej, det er netop der, de forvansker os Livet, og de berøver os Modet til at se Sandheden i Øjnene.

-Hvad for en Sandhed?

-Sandheden.

Hun tav et Øjeblik. Den ældste Dreng laa ved hendes Fødder og saa' op i hendes dejlige Ansigt:

-Jeg kender den, sagde hun, men de--de Digtere--(og hun udtalte Ordet med en stolt Haan) skulde have Mod til at sige den....

-Jeg søger om En, der har turdet sige den.

-De skriver Krøniker, som vi kan lave selv, de sætter Vers sammen, som vi kunde dreje dem selv og synge ved et Klaver ... Men Sandheden siger de ikke ... Hm, Bogbinderne er de eneste, som kender dem. De haandterede dem jo ogsaa fra Arilds Tid og har lært at forgylde Ryggene paa deres Løgne....

-Aa jo, blev hun ved, og hun smilede halvt: Boghandlerne kender dem maaske ogsaa--de smiler altid saa forbindtligt, naar man køber en Bog, som om de vilde sige: At du ikke er klogere ... men vær saa god--køb kun en ny Løgn....

Hun blev ved at sidde med sammenknyttede Hænder, og pludseligt talte hun helt roligt:

-Hvad der undrer mig, det er at de alle er saa dumme; at ikke en af dem alle er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt Sandheden....

-Ja, men hvilken Sandhed? sagde Tine, der under Moderens "Læseraptus" var helt fortvivlet.

Moderen sad lidt:

-Aa, sagde hun, Sognefogdens Søn kendte den. Men han kunde ikke stave og han var vel ogsaa for doven til at blive Digter.

Tine, der ingenting forstod, sagde afledende:

-Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe Folk i Ulykke....

-Han bragte dem ikke i Ulykke, sagde Moderen: han elskede, og han hørte op med at elske--naar det var forbi....

-Naar det var forbi?

-Ja--#Begæret#....

-For det er Hemmeligheden: der er ikke andet end Driften, og den alene er Herren og Mesteren,--Driften brøler mod den tomme Himmel--den alene.

-Men, og Moderen gjorde en Bevægelse med Haanden: lad os ikke tale mere om det ... hvorfor skulde jeg sige Sandheden?

-Tror De, vi faar Sne, spurgte hun.

Hendes Ansigt var belyst af den røde Ild....

Saa rejste hun sig. Hendes Skridt over Gulvet hørtes næppe.

Længe klang det sagte Forspil, før hun sang:

Lad de Døde hvile, lad de Døde hvile--Minder, Minder, væk det ikke, lad mit døde Hjærte hvile. Kun i Døden er der Fred og Lise: lad det hvile, lad mit døde Hjærte hvile.

Der var Foraarsmorg'ner, mens Syrener dufted' hvor, i Solen, du slog Døren op mod Dagen, mens, af Jubel straalende, du hvisked: "End en Dag--endnu en Dag at leve".

Der var stille, fredopfyldte Aftner, hvor vi, under Forstadstræets tynde Krone taust gled hen i samme ømme Glæde. Fælles om at drømme, fælles om at Græde--

Lad det hvile, lad det hvile, væk det ej, mit døde Hjærte. Kun i Døden er der Fred og Lise. Minder, Minder. væk det ikke, væk det ej, mit døde Hjærte.

* * * * *

Dagene længedes, og der stod Vintergække i Moderens Glas paa Sybordet. Tine var saa flink til at finde dem under Sneen. Hun kendte Pletterne, hvor de voksede, og hun rodede og rodede, til hun fandt dem.

Gækkene stod tæt ind under Muren. Tine laa ned paa Knæ og gravede med sine rappe Hænder, som blev røde.

-Se, se, raabte hun, naar hun fandt det spæde Grønne.

Ja, hvor det er kønt, sagde Moderen, som stod i Vinduet.

-Men hvor det er koldt endnu, lagde hun til og lukkede sit Vindu.

Hele Huset blev fuldt af Gække. Selv Pigerne havde et Glas fuldt staaende i deres Vindu (det var et Vindu med Gitter: Pigerne boede ligesom i Fængsel, men Karlene, de slap nok ind gennem Døren) og en Dag løb Moderen ud og satte en Buket i Røgterens gamle Hat.

Han kom listende om Længen. Han listede altid, ligesom han ikke vilde forstyrre Kreturets Fordøjelse. Moderen sad ved sit Vindu. Saa sprang hun op.

-Jens Røgter skal ha'e Gække i Hatten, sagde hun, og hun løb ud.

Over Gaarden, hen til Længen.

Jens Røgter blev helt forfærdet. Men Moderen rev Hatten af ham og stak Gækkene ned bag Baandet.

Røgteren blev staaende med Hatten i sin Haand. Saa gav han sig til at grine, hikkende og længe, ud i Luften.

Men Moderen, der løb ind igen, sagde til Tine:

-Uh, hvor var hans Hat fæl at røre ved.

Foraaret meldte sig. Svalerne kom og Anemonerne skød frem i Lunden bag Fruens Lysthus.

Da var det Moderens Lyst at vade i Engene.

Isen laa der endnu, brudt som smaa flydende Øer.

Med opløftede Skørter stod Moderen midt paa Flagerne.

-Tine, Tine, den brister....

Tine stod midt i Sølet, opskørtet til Knæerne, beredt paa det værste.

Moderen fløj fra Flage til Flage.

Bums--der laa den ældste Dreng, pladaus i den vaade Eng.

-Saa, der ligger Drengen.

Moderen overskuede Situationen et Minut. Kun Drengens tætklippede Hoved stak op af Vandet:

-Herre Jesus, han ligner en Sælhund.

Moderen lo, saa baade hun og Flagerne rystede.

-Tine, Tine, faa ham op, saa Fritz ikke ser noget.

Tine tog et Tag i Drengen, saa han vrælede ved det.

Moderen fløj fra Flage til Flage, mens hun slog med Armene som en Fugl, der sætter i at flyve.

Karlene og Røgteren kom ud at se paa. Jens grinede, saa han tabte Piben af Munden.

Men Lars Forkarl sagde, at Fruen, hun springer s'gu li'esaa godt som dem, der springer gennem Ballon.

Lars havde tidt været i Flensborg, og han havde set Cirkusdamerne.

-Ja, gu' gør hun saa, sagde Lars og spilede Næverne ud i Bukselommerne.

Men Jens Røgter, han havde nu mere sin Formening, og det var den, at Fruens Ben var nu nærmere saa spinkle som Gedens, hvad det angik.

Moderen sprang paa Flagerne, lige til det blev Mørkning.

Saa satte hun og Tine sig paa en Bænk ved Vejkanten. Der var Popler hinsides Vejen.

-Hvor luende Solen gaar ned, sagde Moderen.

-Ja, det bli'er til Storm, sagde Tine.

Moderen saa længe paa de svagt vajende Popler; de stod saa strunkt mod Himlen.

Saa sagde hun sagtere:

-Mon Pinjer ser meget anderledes ud?

De rejste sig begge. Paa Gaardstrappen mødte de Faderen.

-Hvor Du er rødmusset, sagde han, for Moderen var ganske rødkindet endnu.

-Aa, ja, sagde hun og pustede, jeg har ogsaa løbet lige fra Smedens.

Det var mørkt i alle Stuer, hvor alle Døre stod aabne.

-Sæt Dem her, Tine, sagde Moderen, og Tine satte sig, med Hovedet mod Klaverstolen, ved hendes Fødder.

Moderens Fingre løb hen over Tangenterne:

-Det er underligt, men det er, som jeg ikke kan taale at være glad mere end en Time ad Gangen.

Løbene blev til et Forspil, og Moderen sang:

Hvert et Barn, der fødtes, det fødtes kun til Nød. Og spirer der et Blad, det spirede kun til Død.

Hver Elskovsrus, der fanged os, bar Smerten i sit Skød. Hvert Elskovsord, der naar os, har mistet alt sin Lød.

Hvert Lykkespind, vi spandt, det brast, imens vi spandt. Da det første Kys han gav, hans Tanker en anden gjaldt.

-Hvor den Sang er sørgelig, sagde Tine.

Moderen sad lidt, saa sagde hun:

-Men, véd De, hvad jeg vilde ønske, Tine?

-At jeg kunde skrive en Sang saa sørgelig som Livet.

Hun tav igen, mens de hvide Hænder lyste over Tangenterne:

-Men det er vel betænkt, at Lykke, det har ikke noget Flertal.

-Ja, det er sært.

Moderen hvilede Hovedet i sin Haand:

-Nej, sagde hun, for der er kun én.

Faderen gik gennem Stuen, gennem Mørkningen som en Skygge.

-Skal I ikke ha'e Lys? sagde han.

-Nu tænder vi, svarede Moderen.

Og Tine tændte Lamperne.

-Saa lægger vi Kabale, sagde Moderen, og hun begravede sig i Kortene timevis.

-I Kortene møder man altid "Lykkens Bonde", sagde hun.

Tine saá til, indtil hendes Øjne blev tunge af Søvn.

Inde i Stuen ved Siden af hørte man uophørligt Faderens Skridt, frem og tilbage, frem og tilbage.

* * * * *

Foraaret kom.

Paa kolde og klare Aftner flakkede Moderen om med Tine, hen over Markerne med deres spæde Grønne, op paa Bakker, op paa Højder, hvor hun saá vidt.

Der elskede hun at staa.

Luften var endnu kold og bed i hendes Kinder, mens Solen gik ned i et blegnende Rødt. Hun stod, med den løftede Haand over Øjet, rank mod Himlen, som spejdede hun efter Vaaren, der kom.

Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod alle Skaale fulde af Violer, der duftede. Og i Køkkenhaven kom der fine Blade paa Stikkelsbærbuskenes lange Rækker.

Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig og fugtig og blank--Moderen kunde om Aftenen, naar hun vandrede over Stierne, stanse Tine og Børnene.

-Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander.

Vaarsæden piplede frem i et grønnende Mylder, mens Rugen stod, strunk og rank, og fyldte Aftenen med det unge Grønnes stærke Duft.

Ogsaa Træerne fik Blade, og alle Knopper brast, mens Luften laa mæt og tungere; og den første Damp steg op af den levende Jord, mod et Himlens Blaat, der farvedes dunkelt og mørkere.

Moderen havde Vandresyge.

Hun gik og gik.

Pludselig kunde hun stanse:

-Tine, sagde hun, det er, som Jorden stønner.

I Haven sprang Liljerne frem. Høje og ranke krydrede de den skumrende Nat med deres sødlige Aande. Fra Dammen steg Emmen op, mættet med Muldens Duft, som den hede Strøm af Jordens Aandedrag.

Om det hvide Lysthus snoede Rosenrankerne sig glinsende, og Bladene foldede sig ud, mens de spredte deres sanse-ramme Vellugt.

Og over alt, paa alle Tage, fløj de hvide Duer sammen, mens i Popler og Buske Fuglene kaldte paa hinanden.

-Lad os gaa længere, sagde Moderen.

Hun gik med Tine bag om Kirken gennem Lunden--Paradis kaldtes den--op paa Højen.

Moderen plukkede, tavs, en Buket af duggede Blomster.

Alt var blevet grønt og fra Marker og Lunde og alle Kærene steg en dirrende Dis op mod den mørknende Himmel.

Huse og Gaarde saá de ved deres Fod og de hvide Kirkers Linjer, der var ligesom vidskede ud i den svangre Fugtighed af Jordens Em.

Moderen saá op mod den hvælvede Himmel og hun sagde:

-Stjernerne, Tine, vil ikke se det.

De gik tilbage gennem Lunden:

-Hvor Luften er tung, sagde Moderen.

-Det er Hylden, sagde Tine.

-Lad os gaa ad Kirkegaarden, sagde Moderen.

De aabnede Laagen og de traadte ind.

Alle Buske bugnede af Løv, mens Buksbommen i Hækkene lyste. Blomsternes Duft laa som mere tæt bag de hvide Mure. Rundt om stod Korsene tavse.

Moderen stansede ved Kors efter Kors. Og ud i den mættede Luft læste hun sagte Korsenes Navne og Indskrifternes Ord:

"_Mig ske efter dit Ord_."

Og hun gik videre:

"_Kærlighed er Lovens Fylde_."

Hun gik frem langs Gangen, og hun bøjede Liljerne bort, som taalte hun ikke deres Duft:

-Nu har Sognefogedens højnet Graven, sagde Tine.

-Ja, sagde Moderen.

Hun bøjede sig ned, og varsomt lagde hun Buketten, som hun bar, paa den friske Høj:

-Det er fra dem, hvem han bragte Lykken, og som maatte græde.

-Er det en Tak? spurgte Tine.

Moderen svarede ikke.

Stift stirrende blev hun staaende, tavs, foran den højnede Grav.

En Flagermus fløj forbi, og Moderen foer sammen.

-Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig igen til Hovedet:

-Aa, Tine--lever de Døde? sagde hun og hun forsøgte at le.

Nede langs Skrænten bag Muren hviskedes der og var der uroligt.

-Aa, sagde Tine og lo: det er jo kun Karlene med deres Piger.

Moderen kom hjem, ind over Gaarden og op i sin Stue.

Det var halvlyst og alle Døre stod aabne.

-Maren, Maren, raabte hun gennem Huset.

Men ingen svarede.

Kun Mariehønsene sang fra Bryggerset og ved Ovnen.

Moderen aabnede Bryggersets Dør.

-Maren, Maren, raabte hun ud over Gaarden.

Hun saá kun et Par Skygger, der flygtede ned imod Dammen.

Hun lukkede Døren og hun gik langsomt ind.

Faldt der fra Ruderne Lys paa hendes Ansigt, saas det blegt.

Hun satte sig i sin Stol, og, med Hænderne foldede, stirrede hun ud i det tomme Rum.

Faderen aabnede sin Dør:

-Er her ingen, sagde han.

I Halvmørket svarede hun sagte:

-Jo, jeg.

Og Faderen sagde:

-Jeg saa Dig ikke.

Han begyndte at vandre over Gulvet, og sagde:

-Jeg kaldte før, men her er ingen.

-Nej, sagde Moderen.

-Ja, hvor er de--hvad tager de sig til alle sammen?

Med en Stemme, der skiftede ganske let, sagde Moderen:

-Det er Foraar, Fritz.

Faderen gik lidt:

-Du maa holde dem hjemme, sagde han:

-Det hele Hus staar tomt om Aftenen. Det gaar ikke an.

Moderen rørte sig ikke, men, støttende sin Nakke mod Væggen, sagde hun ud i Luften, og ikke til ham:

-Det er Jorden, der er blevet Læremester for sine Børn.

Faderen stansede i en Krog, og han satte sig.

Længe sad han tavs.

Saa sagde han:

-Hvor langt Du er kommet bort--

Moderen svarede ikke. Men efter en Stund sagde hun:

-Fritz, Naturen er stærkest, og det er selve Jorden, der driver dem.

-Ja, Fritz; og hun talte hæftigere:

-Jo mere jeg tænker, jo sikrere ser jeg det, der er kun én Lov, den eneste, at Livet vil fortsættes.

Hun tav igen et Nu og sagde saa langsommere:

-Det tror jeg.

-Fortsættes frem mod hvilket Maal?

-Maalet? Maalet er, at der skal avles.

-Og hvorfor?

Moderen saa ud i den tomme Luft:

-Jeg véd det ikke, sagde hun:

-Er der ikke Billioner af Stjerner? De fuldbyrder vel Maalet.

Hun tav lidt.

Saa sagde hun:

-Horfor, Fritz, er Menneskene saa forfængelige? Er vi mon ikke det ringeste Tyende i et stort Hus, for hvis Herskabs Ansigt vi aldrig bliver stedt?

-Lad os skjule vore Taarer.

-Vi lider og--bereder Lidelser.

-Mere véd vi ikke....

Faderen rejste sig, i Oprør:

-Og hele dit eget Liv modsiger, hvad Du siger; tror Du da ikke jeg véd, at hele Dit Liv er en eneste og eneste Opofrelse?

Moderen svarede ikke straks, saa sagde hun uendelig mildt:

-Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tomhed, maa man fylde den med noget ... ligegyldigt.

-Er da ogsaa Opofrelsen ligegyldig?

-Ja--fuldstændig.

Faderen gav intet Svar.

Det var som hans vandrende Skygge gled bort i Mørket.

-Eller--hun talte roligt som den, der gør et sidste Spørgsmaal--gør for Eksempel min Opofrelse egentlig dit Liv rigere?

Maaske ventede hun, blot et Nu, et Svar. Men Faderen forblev tavs, og, i Mørket, sitrede maaske et Øjeblik hendes Hænder.

Fra Forhøjningen sagde hun igen:

-Der er maaske Skin-Liv mange Steder: i Kunsten, i Opofrelsen, i Arbejdet, i Venskabet, i Daaden; kun ét Sted er Livet--dér, hvor Naturen har villet det.

Moderen tav, og i Stuen var der tyst.

Sagte løftedes ude Dørenes Klinker.

Husets Fok kom hjem.

-Nu kommer de igen, sagde Moderen.

Faderen gik hen til Døren og kaldte, mens hans Stemme dirrede.

Saa hørtes der fra Alléen Sang, den lød saa skært og foraarsmættet imod dem.

-Aa, det er Tine, sagde Moderen.

Og hun slog Vinduet op.

Blussende kom Degnens Datter løbende:

-Aa, jeg #maatte# herned, det er de første Jordbær. Mo'er har plukket dem i Aften; og hun rakte de røde Bær op imod Karmen:

-Dejlige Kone, sagde hun.

Og Moderen bøjede Ansigtet ned mod Bærrenes Duft.

* * * * *

Hver Dag i Middagsstunden skulde Tine ned og se, om Roserne sprang ud.

Det var de vilde Roser om Moderens Lysthus' hvide Søjler.

Jo, de kommer nok, sagde hun.

-Ifjor kom de ikke, sagde Moderen, og da havde vi heller ingen Jordbær.

Roser og Jordbær, de skulde til paa Moderens Fødselsdag.

-Ja, ifjor, sagde Tine, det skyldtes bare Kulden.

Og de satte sig ind paa den hvide Bænk og de stirrede ud over Dammen, og de talte om hvordan det var ifjor og iforfjor, og det forrige Aar, og for mange Fødselsdage siden.

-Aa, ja, men da var De lille, sagde Moderen.

Moderen lo med ét, saa det rystede i hende:

-Aa Herregud! De havde skotsk Kjole paa, hvor sad den paa Dem. Aldrig har jeg kendt nogen saa rødøret, som De var, da De var lille.

-Og tumlet, sagde Moderen.

Moderen blev ved at le, og tale om Tine som Barn.

Men værst var det den Fødselsdag, da tykke Madam Jespersen var gaaet i Dammen.

-Kære Børn, sagde Moderen, der sidder hun jo yderligt, lige paa Kanten, og pludseligt ta'r Vorherre ved baade hende og hendes Stol, og hun gik bagover, Herre Jesus, med de ret og vrangs lige i Vejret.

Synet havde været græsseligt.

-Man saa jo ikke andet end de tre Strudsfjer over Vandskorpen, sagde Moderen.

-Ja, da var jeg lige konfirmeret, sagde Tine.

-Dagen før Fødselsdagen var der en Travlhed som ved Jul. Tine bagte og Tine æltede.

Alle Køkkenvinduer var smækkede op, og Maren Bryggerspige, som var i Uldskørt af egen Strikning, svedte saa det haglede. Karlene kom skiftevis og stillede sig op ved Dørstolpen for at se til.

-Rup Dig, Lars, sagde Tine. Hun fløj ud og ind, alt mens hun rørte Pundkagen i et Fad saa stort, som skulde den hele Egn spise sig til en Forstoppelse.

Moderen stod hjælpeløs midt i Køkkenet.

-Tine, at der bli'r nok. De véd, hvad Jespersens lægger i sig, naar de er ude.

Flødepiskerne klang mod Lerfadene, og Mandfolke-Marie fyrede paa, saa Ovnen var glødende.

Faderen lukkede Døren op:

-Stella, dine Hænder.

-Fritz, jeg rører mig jo ikke.

Og Faderen lukkede Døren igen.

Børnene jog ind fra Bryggerset, og fyldte det halve Gulv; de vilde smage Dejgen.

De smagte, saa de alle blev æggegule om Næbene.

-Og saa herut, sagde Tine:

-Nu laaser vi Døren.

Børnene kom paa Porten og Moderen med, og de hørte kun, ude i Gaarden, Sløvene gaa og Tine kommandere.

Maren Bryggers istemte Sangen om General Rye.

Moderen løb ned ad Alléen med alle Børnene i sine Hæle.

-Sidst, sidst, raabte hun og løb forrest.

Faderen aabnede sit Vindue:

-Stella, dit Bryst, sagde han.

-Fritz, vi løber blot.

Hele Skaren jog videre.

For Enden af Alléen mødte de en Mand med en Lirekasse.

-Der er en Lirekasse, raabte Moderen:

-Kære Mand, kom dog ind.

Og Lirekassemanden haltede forrest, medens de andre fulgte efter og Moderen raabte:

-Tine, Tine, der er en Lirekasse.

Manden begyndte at spille midt i Gaarden, men Moderen skubbede ham væk og sagde:

-Maa jeg.

Og under Linden begyndte hun selv at dreje, mens hun skoggerlo, for det var General Bertrams Afskedssang, hun lirede.

I Køkkenet løb de til Vinduerne, og Karlene kom frem i Bryggersdøren. Jens Røgter stak sit Hoved ud fra Stalden.

-Nu spiller hun selv, sagde han.

General Bertrams Afskedskvad var omme, og Moderen lirede videre.

-Hej hop, sagde hun, det er en Polka.

-Tine, Tine, raabte hun, nu kan I danse.

Pigerne løb ud med Tine i Spidsen, og de begyndte at danse, svedte og barhovedede, midt i Gaarden, omkring Lirekassen: Maren-Bryggerspiges Skørt naaede hende til midt paa Anklerne.

-Sving Jer, sving Jer, raabte Moderen til Karlene.