# Det hvide Hus ## Part 3 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-hvide-hus-12831/index.md Hun var altid i Moiré, og fyldte en hel Mahognistol med brede Arme. Paa Hovedet havde hun en tronende Kappe, som Børnene troede hun sov med. Om Haand-leddene bar hun Armbaand af Rav. Hun stod kun ned af Forhøjningen, naar hun gik i Kirke. Saa var hun i Moiré-Mantille og derover et strikket Sjal. Frøken Helene maatte, naar Kaffen skulde paa Bordet, altid rydde mange Mønstre til Side. Det var Mønstre af graat Indpakningspapir til hendes aldrig fuldkommengjorte Garderobe. Hun var to Gange om Aaret i Flensborg og vendte tilbage med Hovedet fyldt af Modeller til Kjoleliv, som beskæftigede hende i det følgende Halvaar. I Tøjer elskede hun de skotske Mønstre. Hvad hun omsyede, var kun Livene. Nederdelene forblev saa nogenlunde de samme. Kun til Tider forsynedes de med Garneringer. Kagerne til Kaffen kom frem af en Kasse, der stod under Madam Jespersens Seng. Madam Jespersens Seng var høj som et Bjerg. -Ach ja, man maa være taalmotich, sagde Madam Jespersen og lod Hænderne synke. Hun havde en Gang prynset sig med mange Kammerjomfruringe, som nu var forsvundne i de korte Fingres Fedme. Jomfru Helene vimsede og snakkede. Jomfru Stine stak kun et knoklet Ansigt ind ad en Dør til Goddag. Hun maatte blive i sin Syskole. -De kan da blive et Minut, sagde Moderen, lad dog de Unger sy. Men Jomfru Stine var ude igen i en Stue bag Gangen, hvor syv Pigebørn med Musehaler syede Linnedsyning med sammenknebne Munde. Jomfru Stine var lang som et Mandfolk og senet som et Øg. Hun havde Stave-Hold om Formiddagen og Sy-Hold om Eftermiddagen. Hun fik en Mark om Maaneden af Sy-Holdet pr. Hoved. -Ach, ja, sagde Madam Jespersen, den Stine la'er sig aldrig Ro. -Men man maa være taalmotich. Jomfru Helene lagde Kagerne paa et lille Porcellæns-fad med seksten smaa Haandbevægelser for hver Kage. Hun løb til og fra Køkkenet for at passe Kaffen, mens hun ustanseligt snakkede. Jomfru Helene snakkede uden Ophold hele Aaret uden at nogen Moders Sjæl den en og tredivte December vidste, hvad hun havde sagt. -Ja, die kleine schwärmt, sagde Madam Jespersen. Var Kaffen paa Bordet, kom Jomfru Stine ind i et Nu og satte sig ved Døren paa en af de tre Mahognistole med rigtige Sæder--de andre Genstande til at sidde paa var mere skrøbelige, med Fletrygge--for hun satte sig haardt og maatte have noget under sig. Hun slugte Kaffen og var ude igen. Fra Kagefadet var der altid forsvundet nogle Kranse. Hun uddelte dem som Belønning i Syskolen. Det laa ellers ikke til Frøken Stine at stjæle, men af Kagerne stjal hun i ubevogtede Øjeblikke. Kunde hun ikke det, købte hun Sukkerkringler i Kroen. Det gik til Musehalerne. Der var jo altid én, der var færdig med et Stykke Linned. Naar Moderen kom ud i Gangen for at gaa, stak Jomfru Stine sit Hoved ud af Skolestuen--det slog lidt lummert ud af det lille hvidkalkede Hul--hun skulde altid kysse Moderen, før hun gik. Det var det eneste voksne Menneske, hun kyssede. Den ældste Dreng løb paa alle de fjorten Træsko i Forstuen. -Hvor den Dreng er kejtet, sagde Moderen: -Han lærer aldrig at føre sig. Jomfru Stine blev staaende i Husdøren og nikkede, men Jomfru Helene bøjede Blomsterne i Stuevinduet til Side med en sirlig Haand og smilede bare. -Moder, sagde den ældste Dreng, naar de kom ned paa Vejen, Jomfru Stine har Øjenbryn ligesom Lars Forkarl. Jomfru Stine havde Mandfolkeøjenbryn over et Par Ungpigeøjne. Moderen elskede at lade sin ældste Pode snakke. Han snakkede ganske som hun selv, i de samme Sætninger, med samme Ordstilling, med en gammelklog Vigtighed, der virkede som Visdom. Og altid stak hans Hoved, der var for stort til Kroppen, frem ved Siden af Moderens Skørt. Naar de kom hjem fra Børneselskab, vilde Moderen altid have Beretning om Gildet. Hun satte sig midt paa Dagligstuegulvet i sin Yndlingsstol, som satte hun sig foran et godt Bord. -Saa, sagde hun, lad mig saa høre. Alle Børnene talte i Munden paa hinanden. -Drengen først. -Drengen først, sagde Moderen. Og Drengen sprang op i Fløjelsblusen, og abede alle efter, Piger og Drenge, i Stemme og Lader, og Moderen vred sig af Latter i sin Stol. -Og hvad saa? Og hvad saa? Drengen blev ved. Han kunde det hele Selskab udenad. Han abede efter og han sprang som en Kakkelak. Tilsidst sagde Moderen: -Hvad fik I? Og Børnene skreg Maden i Munden paa hinanden. Af Maden i Selskaber lo Moderen mest: -De lærer aldrig at spise her tillands, sagde hun: Herre Jesus, hvad er det, de sætter paa Bordet. Til Børneselskaber satte de jo nu en Gang for alle kun Smørrebrød og Mandelbudding paa Dugene. Faderen aabnede tilsidst Døren til sin Stue: -Stella, du ødelægger ganske den Dreng, sagde han. Børn skal dog ikke kritisere, fra de ligger i Vuggen. -Fritz, jeg kan da ikke hindre Drengen i at se. Og Faderens Dør lukkede sig igen. Faderens Dør var næsten altid lukket og Børnene vidste næsten ikke, hvordan der saa ud bag den Dør. For de kom der saa sjældent og derinde var mørkt. Stuen vendte mod Nord, og der kom aldrig Sol. Møblerne var af dybt Mahogni. Faderen vandrede mest--op og ned ad sit Gulv. -Hvem er det? sagde han, naar nogen kom ind, og ligesom fór sammen. -Det er mig, svarede et af Børnene, der kom for at hente en Bog. Og Faderen vandrede videre henover sit Gulv, mellem de samme fire Vægge. Han elskede at have det hedt, og havde dog altid hvide Hænder af Kulde. Ved Middagsbordet, naar et af Børnene talte, kunde han pludselig rive sig ud af sine Tanker--han sad altid bag en Flaske fin Rødvin med rødt Lak--: -Gud véd, hvordan de Børn bliver opdraget, sagde han. -Kære Fritz, svarede Moderen, hvordan skal man opdrage Børn paa Landet. -Som Børn, sagde Faderen og faldt igen i Tanker. Han var altid hvid i sit Ansigt, og hans Skæg var begyndt at blive graat. Men Moderen sagde til Tine fra Skolen: -Kære Ven, Børn er Børn, hvad de ikke hører her, det hører de i Borgestuen. Det var særdeles sandt. Børnenes gladeste Timer var i Borgestuen. Der var saa koghedt, saa de blev glorøde i Hovederne, mens de sad i Krogene og hørte til. Der var bestandig stor Forsamling fra hele Landsbyen, fordi aldrig nogen tænkte paa, hvormeget øl der blev fyldt i Krusene. Udepigen løb bare til og fra, paa sine sorte Sokker, og skænkede. Det var som paa en Kro. Lars Forkarl sad for Bordenden og førte Forsædet. Husmændene garnerede Væggene. Maren Udepige stod ved Døren og grinede. Der var ikke den Sladder fra Landsbyen, som ikke gik gennem Borgestuen. Moderen lukkede undertiden Døren op: -Naa, Børn, hvad Nyt? Og hun satte sig selv ved Kakkelovnen. Saa førte kun Lars Forkarl Ordet, mens Husmændene sad og skævede til deres Krus. Lars Forkarl havde været der saa længe, nogen kunde huske. Alle Tjenestefolkene blev i Huset de uendelige Aar. Moderen klagede bestandig til Faderen over deres Opførsel. Faderen sagde: -Men saa lad dem gaa. Moderen vendte hjælpeløst Øjnene mod Loftet: -Men de vil jo ikke, sagde hun. Og de blev. Stuepigen havde det med Hovedpine. Hun bandt sit Hoved ind i Haandklæder, saa hun lignede en Haardt-saaret, og gik ud og ind ad Døren, mens hun jamrede. Midlet mod hendes Onde var en ustanselig Kaffestrøm og hun foretog sig intetsomhelst. -Jeg finder Hannes Koste allevegne, sagde Moderen. Kostene var forladte. Hanne selv sank sammen i Dagligstuen ved Bogskabet og jamrede: -Jeg har sagt til Marie, hun sætter Kaffen paa, sagde hun. -Det var jo godt, svarede Moderen. -Vil Fruen ikke ha'e en Kop med? jamrede Hanne. -Aa, Tak, naar den er der, sagde Moderen. Husjomfruen sad ved Vinduet og broderede. Det var en meget lang og apatisk Person, der brugte bestandig at være fornærmet som Paaskud til intet at udrette. Moderen saá sig rasende paa hende og spurgte hende hver Ugedag, om hun ikke vilde tage til Sønderborg med Vognen. -Gud, sagde hun, saa er jeg af med hende saa længe. Hun slog Hænderne sammen i sit Skød. -Alle mine Husjomfruer bliver saa fine, at de kun kan brodere. Til det yngste Barn havde der været Amme. Samme Amme lød Navnet Rose, og det viste sig, hun var berygtet paa hele Øen. Da hun ikke ammede mere, gik hun over til en ubestemmelig Stilling, for der var i Huset allerede Barnepige. Faderen gjorde mange Forestillinger for at faa hende ud og væk. -Kære Ven, sagde Moderen: vil du sige mig, hvordan jeg skal faa hende afsted. -Hun sidder jo ogsaa kun i Gæstekamret og syr. Der gør hun jo ingen Skade. Rose sad videre. Naar der overhovedet var Tale om Tjenestefolkene, sagde Moderen: -Ja, Fritz, naar du overhovedet vilde tage dig af det, skulde du nok selv se. Faderen var meget for træt til at tage sig af det. Undtagen én Gang. Den ældste Dreng kom gennem en Stue og sagde til Hanne Stuepige: Luk Døren. Han vidste ikke, at der stod aabent ind til Faderen, som straks viste sig, kridhvid, i sin Dør: -Vil De være saa venlig, Hanne, at hente de andre, sagde han. Det indre Tyende kom sammen, mens Drengen skjalv og Faderen ventede. Da alle var samlede, gav Faderen sit ældste Afkom en Ørefigen uden nogensomhelst Ceremoni. -Vil Du saa maaske, sagde han, bede Hanne om Forladelse og sige til hende: -Hanne, vil De være saa god at lukke Døren. Drengen gjorde det med en graadkvalt Røst, hvorpaa Tyendet blev bortsendt. En vis Høflighed mod Underordnede blev efter den Dag--for der var ingen af dem, der kunde mindes, at Faderen havde revset nogen af Børnene--noget, der gik dem over i Blodet. -Det er iforvejen haardt nok at være tjenende, sagde Faderen. Maaske gjorde Børnene sig i Anledning af det "haarde", i Stilhed adskillige kritiske Tanker: for i Hjemmet var der ingen, som regerede uden dem, der tjente. Tine fra Skolen, der var den sunde Fornuft, sagde, naar Moderen klagede: -Gud, skift ikke, sagde Tine: det er dog bedre at være i Lommerne paa de gamle. -Kom, sagde Moderen til hende, lad os gaa lidt ud. De tog et Par Sjaler paa og gik ned om Laagen ind i Haven til den islagte Dam. Langs Bredderne laa Sneen mellem det halvvisnede Græs. Ude bag Poplerne bredte sig de store Enge. Pludselig blev Moderen sørgmodig, og hendes skønne Stemme lød som en Klage. -Hvor her var smukt i Sommer, sagde hun. Langt og bedrøvet saá hun ud over Engenes Is og Sne, hun, der elskede den lune Vind og Solen. Hun stirrede paa Lysthuset med de hvide Søjler. Paa hendes Fødselsdag i Juni var de Søjler altid omvundne med Kranse. -Jeg oplever ikke mange Somre, sagde hun. -Vist saa, sagde Tine. Men Moderen blev ved at stirre paa sit Lysthus over mod de islagte Enge: -Nej, sagde hun, og hun begyndte at græde, hun, som elskede det lyse Liv. * * * * * Moder, du som bøjede dit Hoved, da Sorgen kom, og lukkede dit Øje da Skumringen brød ind for dig og for os alle-- Moder, du, der slynges endnu Roser, Blomster, Roser om de hvide Søjler-- Roser, Blomster, Moder-- for de andre. Men du kunde ikke leve i Vinter; ikke naar Jorden og ikke naar Hjertet var dødt. Du gik. Og dog og dog blomstrer der glødende Roser-- Roser, Roser blomstrer dog for de andre. * * * * * Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke længer, da bøjede Gaden om paa Kirkepladsen. Dér laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo. Kun var Krodøren grøn, mens Kirkens Port var sort. Til venstre var Smedjen. Den var saa mærkelig firkantet, ligesom med en sort Kalot paa til Tag. Men inde i Smedjen var der Nat og Flammer. Den ældste Dreng listede tit over til Smedjen om Søndagen. Saa var der saa stille og lunt fredeligt, og Væggene var Vægge som alle andre og Døren var bare en Dør og Stenene Sten, mens Smeden selv kun var blevet en hvid og rigtig Mand, som, glad og stor, sad udenfor Krolængen. Han sad og saá paa dem, der gik i Kirke. Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af den sorte Nat og den røde Ild. Og aldrig vilde Drengen have turdet gaa derind, hvor de sagde, Smeden gik, som en stor sort Skygge mellem Bælgenes sorte Spøgelser. Til højre kom man til Skolen. Den ligesom støttede sig saa venligt op til Kirken, lænede sig til den og hvad dens var. Trappen til Skolen var strøet med Sand. Døren til Huset var saa lind paa sine Hængsler. Straks i Gangen skinnede alting. Væggene, Gulvet, Loftet skinnede. Der var ingen, som saadan fik Grønsæbe til at skinne under sine Hænder som Degnens Tine. Tilhøjre laa Skolen. Den var fuld af en evindelig Summen. Børnene sad i Rader over Abc og Katekismus, hver paa sin Side, som Mandfolk og Kvindfolk i Kirken. De svedte og de duftede over al den Kundskab. Gamle Degn røg Pibe til med stærk Tobak, og svedte med. Han svedte altid, og altid holdt han Kakkelovnen gloende. Naar Moderen kom ind i Degnegangen, løftede hun paa Skoleklinken: -Godaften Degn, sagde hun: -De har det lunt. -Goddag, Goddag, svarede Degnen. Men Børnene fløj op paa de røde og sorte Hoser. -Ja, det lumrer, sagde Degnen, med de mange Smaarumper. Moderen lukkede Døren. Paa den anden Side Gangen havde Tine allerede hørt hende og faaet Stuedøren op: -Nej, men kom dog ind, raabte hun, vi har da Varme. Der var altid Varme i Skolen. -Vor Herre bevare os, hvor det lumrer i Skolen, sagde Moderen, der faldt ned i en Stol. Ingen Stole var saa lette at falde ned i, som de hos Degnens. De var saa brede med udsvajede Arme, som stod de bare og længtes der efter Godtfolk. -Det er Børnene, sagde Tine. Hjemme paastod Moderen, at Gamle Degn lumsk lumrede med. Men inde i Stuerne duftede der af Røgelse og gamle Rosenblade og Renlighed. Degnemadammen kom frem i Køkkendøren: -Nej, at De kom, sagde hun og nejede. -Vor Herre bevare os, vi kommer her de seksten Gange om Ugen. Moderen var allerede ude i Køkkenet. Hun maatte se det. Degnens Køkken var hendes Fryd og hendes Forbavselse. Saa mange Kobberkar og saa de kunde skinne--Pander og Gryder og Potter op langs Væggene. Kaffekanden havde Mave og var altid paa. -Den kommer aldrig af Tørvene, sagde Moderen. -Aa nej, sagde Madammen, her kommer jo saa mange--Gud ske Lov ... man er da kendt. Hele Egnen kom i Skolen. Alle gjorde Holdt for Døren og "stod" indenfor. -Man maa derop, sagde Moderen, det er som man altid var ventet. -Og Degnens véd Nyt--men de sladrer ikke. Børnene var komne af Tøjet og løb allerede Tagfat i Storstuen. Intet Gulv var saa godt til Tagfat. For det var saa rummeligt som en Sals, og alle Stolene stod saa tæt til Væggene og spærrede ikke. -Kære Børn, sagde Moderen hjemme: jeg véd det ikke, men der er det ved Degnens Møbler, at de er saa venlige. Tine tog Kopper frem og Tine kommanderede til Legen. -Op igen, op igen, raabte hun. Den ældste Dreng var falden. -Saa, nu dumper Drengen, sagde Moderen. -Op igen, op igen, raabte Tine. -Tine, hvad gør De ved Deres Dækketøj? sagde Moderen, der var inde i Stuen igen og var falden ned i en anden Stol. Det skiftede hun med hos Degnens. -Jeg faar aldrig mit saa hvidt, sagde Moderen og rystede fortvivlet paa sit Hoved. Hendes eget var ganske ligesaa hvidt, men Degnens forekom hende altid hvidere. Alting forekom hende hvidest og dejligst hos Skolelærerens--undtagen Sengene. De var de højeste i Byen. -At de kan ligge i de Bjerge, sagde hun, naar hun kom hjem. Sengene _var_ Bjerge, Dyne over Dyne, med røde Vaar og hjemmevævede Lagener. -Jeg vilde kvæles, sagde Moderen. Sengene var Degnemadammens Stolthed. Sine Brudelagener viste hun altid frem. Dem havde hun begyndt at væve, da hun var Pige, og Tines Daabsvugge havde været bredt med dem. -Det er saadan, sagde Madammen, og hun stod og kærtegnede Lagenerne, med ens egne Hænders Arbejde. Nu var hun ved Vaffeljernet. Moderen fornam allerede Duften. -Skal vi ha'e Vafler? sagde hun og skuttede sig. Moderen havde altid saadan et Træk med Skulderen--et lille hastigt og spædt--naar hun glædede sig til Mad. -Aa, det er dejligt, sagde hun. De første Vafler kom ind og Kaffen dampede. Moderen satte sig i den Hestehaarssofa, med et Plump, lige under Billedet af Kong Frederik den Syvende. Han hang der mellem sine to lovmæssige Gemalinder. Børnene blev placerede paa Stolene rundtom. Paa Kaffen brændte de sig og tog ikke Øjnene fra Vaflerne. -Pas paa din Kop, raabte Moderen til den ældste Dreng. -Jøsses, lad ham sidde, sagde Tine. Men Moderen rystede paa Hovedet. -Han ta'er lige akavet paa alle Livets Ting. Det bliver hans Ulykke. Men Tine lo, mens hun strøg hans Haar: -Han har det maaske ikke efter Fremmede, sagde hun. -Naa, Tine, sagde Degnemadammen. Men Moderen lo og løftede de dejlige Hænder med de fulde Aarer: -Nej, sandt er det, Hænderne er dejlige. Men de sidder forkert i Leddene. Degnekonen tog dem og klappede dem: -De er da heller ikke gjorte til det jevne, sagde hun. Men pludselig var Moderen blevet alvorlig: -Nej, sagde hun, og næsten med en helt anden Stemme: men med saadanne Hænder kan man heller ikke værge sig. Hun slog over i Stemningen igen. -Nej, Tine har Hænder, sagde hun og saá beundrende over paa Tines travle Haand, der atter delte Vafler ud til Børnene. Den var saa kraftig og ikke stor alligevel. Saa begyndte de at tale om Grevinde Danner: -Vor Herre bevar'es til Fruentimmer, sagde Tine. Grevinde Danner var Egnens stadige Stof. Gottorp Slot var jo nær, og fra Gottorp kom Kongen og Grevinden saa til Sønderborg. Grevinden haabede stadig at naa til en Krog, hvor hun kunde blive rettelig hyldet. Naar Grevinden kom til Sønderborg, blev alle Øens Embedsmænd kommanderede til Taffels med deres Fruer. Embedsmændene kom og Fruerne sendte Afbud. Moderen var der saa godt som alene. -Jeg vil se hende, sagde hun: -Kære Venner, hun er dog virkelig mærkværdig. Faderen og Moderen var der og blev ret unaadig modtagne. Grevinden kendte deres Familjeskab med den Sjællands Bisp, hvem hun vel huskede fra sin Vielse. Sagnet gik, de havde maattet holde ham halvt i Fangenskab paa Frederiksborg, før de tvang ham til at vie sig. -Dygtig er hun, sagde Moderen, da hun kom hjem, om Grevinden: -Men Herre du min Skaber, hvor er hun nedringet ... og hvad er det saa, hun viser? ... saadanne Køddynger viser man ikke en Gang frem for sit Spejl.... Ovre i Skolen begyndte de at synge. Gamle Degn sang for og Børnene svarede ham ihærdigt i mange Tonarter. Det var en Begravelsessalme. Herinde blev de ved at tale om Grevinde Danner. Som Markens Blomst henvisner fage alt, hvad af jordisk Rod oprandt, og talte snart er Stevets Dage, selv hvor med And det Gud forbandt; kun hvad der kom fra oven ned, kan blomstre i al Evighed-- sang de derinde, Degnens Bas og Flokkens Diskanter. Moderen kunde saa mange Historier om Grevinden. Hun fik dem fra sin Svigerfader, den gamle Excellence, der hadede "den Person" af en oprigtig Sjæl. Moderen fortalte en Historie fra Frederiksborgs Kanaler. Kongen og hans Frue var ude at ro. Saa blev hans Majestæt Frihedskongen pludselig rasende. -Smid hende i Søen, raabte han: -Smid den Kælling i Vandet, skreg han. Folkene tøvede. -Saa for Satan--smid den Mær i Søen, kommanderede Majestæten. Og Majestætens Frue "maatte i Søen" og vade til Bredden. Moderen lo som besat. Derovre blev de ved at synge. Det lød saa bedrøveligt: Men vel Enhver, som Haabet grunder, paa, hvad kun Engles Øjne saa, hver Sjæl, som til det Heje stunder og Verdens Glimmer tør forsmaa! Til dem kom det fra oven ned, som blomstrer i al Evighed. -Ja, sagde Degnens Madam midt i Grevinde-Snakken--hun tænkte paa Gravsalmerne--: -De maa jo synge dem--for Kordrengenes Skyld. Men Moderen vidste meget mere om Grevinden og Hans Majestæt. Hun blev ved at fortælle. Hun fortalte, hvordan Kongen i et Statsraad havde kastet Statsraadsprotokollen lige i Ansigtet paa Konseilspræsidenten og den var fløjet lukt forbi Øret af Justitsministeren. Men værst er det med Grevinden. -Svigerfa'er si'er, hun lurer ved Døren under Statsraadsmøderne. -Og bag efter gi'er hun Berling Rapport. Det blev stadig til Krøniker om Grevinden. Degnemadammen sad og hørte til og Tine lo. Ovre i Skolen begyndte de paa Fædrelandssangene. Gamle Degn satte altid højere i, naar han naaede til "Fædrelandet". -Men dygtig er hun, sagde Moderen, der sluttede med Grevinden. Der var intet i Verden, der havde imponeret Moderen som Louise Rasmussens Dygtighed: -Med den Grimhed, sagde hun: kære Børn-- Ovre i Skolen var det som Børnene var vaagnede. Klingert lød det med Bassen forrest: Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang? en højbaaren jomfru, en ædel Kongebrud, og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud-- og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud. -Syng med, Børn, sagde Moderen og satte selv i. Den gamle hørte det derovre og stærkere kom Melodien. Moderens klare Røst lød over alle de andre: Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor; er Hjertet trangt af Sorgen og svulmer det af Lyst, hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst. -Hvor er 'et kønt, sagde Degnekonen: det er som hele Huset synger. -Det er det, sagde Moderen og hun lo og løb ind i Storstuen: -Nej, nej, bliv dér, raabte hun: jeg synger her. Saa er der Sang i hele Boden. Og om i Øst og Vest vi har sværmet og søgt de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgt, hun lokker og hun drager, vi følge hendes Bud; for hun er saa ung og saa yndig ser hun ud. Der blev helt stille ovre hos Smedens. Nu kunde de høre i Smedjen, at "Fruen lod Skolen synge". Smeden gik ud af Smedjen over den hvide Kirkeplads. Han stod under Degnens Vinduer og lyttede. -Men nu vil vi blive her, raabte Moderen og alle løb de ind i Storstuen. -Ja, sagde Tine, saa spiller Drengen Komedie. Drengen var den ældste. Hans Stemme var klinger som en Spilledaase. Men Vers kunde han. Alt, hvad Moderen læste, blev siddende i hans Øre. Han slog ud, og han sprang om. -Se Drengen, raabte Tine, se Drengen. Drengen var Hakon og Drengen var Chevalieren i "Ninon". Han blandede Versene, han skreg og han hviskede. Kakkelovnen var den Medspillende. Degnens ældgamle Ovn stod bredmavet og alvorlig. Drengen fløj omkring den, besvor den og tiltordnede den sine Vers. -Se Drengen, se Drengen, raabte Moderen, der vred sig af Latter paa sin Stol. Ude klaprede Børnenes Træsko paa Trappen. Skoledagen var endt. Moderen løb til Vinduet for at se. Nede paa den hvide Sne summede Ungerne og sloges: -Satan til Unger, sagde Degnen, der var kommet ind, og han slog paa Panden med Spidsen af sin Pibe, der var lidt skæv. -Aa, sagde Moderen: de ligner Lopper paa et Lagen. Lopper var et Yndlingsdyr i hendes Lignelser--var i det hele hendes Yndlingsdyr. Ikke saameget som skuttede et af Børnene sig, før hun øjeblikkelig sagde og med en hellig Iver: Du har en Loppe. Og hun klædte ham helt af, undersøgte hele hans Krop og hvert Klædningsstykke, hver Fold. Loppen var der ikke. Men det var Jagten, der morede hende. -Klæd Dig paa, det ækle Dyr er sprunget, sagde hun. Men var der virkelig et lille sort Kreatur og hun havde fanget det med sine skønne Negle, saa saá hun gerne paa det længe og sagde: -Lad det springe videre. ... Degnen satte sig hen i sin store Stol ved Vinduet. Mutter sad ligeover for ham, mens det begyndte at skumre. -Syng lidt, sagde den Gamle. Det var hans Fryd, naar "Fruen" sang. -Syng den om Kærligheden, sagde Tine. -Tine er forlibt, lo Moderen. "Den om Kærligheden" var en irsk Melodi. Ordene er fjerne og glemte. Kun Moderen sang dem. Maaske havde hun digtet dem selv. Hun sang: Skønt er Solens Lys, og fagert kan Maanens være, naar det en stille Nat gyder sig langt over en rindende Flod. Skønt er Solens Lys. Skønnest er dog det Elskovens Skær, der gaar over den Elskendes Ansigt naar han, uden at vente det, hastigt, den Elskede sér. Men som Sol gaar ned og lader al Jorden i Mørke Saa slukkes og Elskovens Lys --og det er Nat Ak, men Gud Faders Sol, den er barmhjertig, den rinder paany. Elskovens Lys, der blev slukt, det sluktes for alle Tid.