Part 2

Saa løb hun ud til de hvide Kager. Nu maatte de være piskede. Eller hun skulde pludselig lægge Laurbærblade paa Sylten:

-For alt maa det gøres, sagde hun, og gav sig til at løbe omkring. Medens Tine gjorde alting--

* * * * *

Barndomstider-- til Jer er jeg flygtet tilbage, om I kunde lindre mit Hjertes Vé. Ingen tæller de Taarer, som udgrædte Øjne saa gerne vilde græde. Barndomsdage, Barndomsminder, lind mit Hjertes Vé.

Du, Moder, der selv led, rank som en Blomst, der brat knækkes, du, Moder, der selv elsked, bliv nu hos mig under mit Hjertes Vé.

Langt skal Mennesket gaa og saa haardt maa det træde-- kom med Eders Glæde Lind --for en Stund blot-- al mit Hjertes Vé. Barndomsminder, hvad jeg saa skal bede: at I kunde linde mit Hjertes Vé.

* * * * *

Men Moderens største Dag var Dagen før Juleaften.

For det var de Fattiges Dag.

Fra om Morgenen--og det var vist den eneste Aarets Dag, hun stod saa tidlig op--havde Moderen lagt Risengryn i Poser og Kaffebønner i Kræmmerhuse og Kandissukker ved Siden af.

En Vægt var der paa Bordet og Tine vejede.

Ret skulde der være, og ligemeget i hver Pose.

Men Moderen hældte paa og aldrig slog det til.

-Herre Gud, sagde hun: som om det var Jul mer end én Gang om Aaret.

Naar alle Poser var pakkede, var der ikke Sukker og ikke Kaffebønner i Huset.

-For vi ta'er af vores egne, sagde Moderen, naar det kneb.

Saa om Eftermiddagen kom Husmandskonerne sjokkende. Det var ligesom de saa underlig sneg sig opad Huset, naar de kom. Og de satte Træskoene i en Rad i Forstuen, og de kom ind i Stuen paa sorte Sokker og mælte ikke et Ord, men fik kun deres og gav en sjattende Haand med et:

-Tak.

Men Moderen havde travlt og spurgte ud: den trængte til det og den til det.

Der var ikke mange overflødige Klude i Barnekammeret, naar Husmandskonerne var vel ude.

-Lille Tine, sagde Moderen: vi faar vel altid noget igen.

Hun sank sammen i en Lænestol, lod alle Vinduer smække op og lod stænke med Eau de Cologne.

-For, kære Børn, sagde hun: De Renligste stinker af grøn Sæbe.

Faderen befalede Stuepigen at aftørre alle Dørlaase.

... Næste Dag blev der dækket Juleborde. Det var besværligt, og Moderen var længe om det. For hver skulde have ligemeget. Hele Dagen gik Moderen og maalte og vejede med Øjnene, og var der for lidt paa et Bord, stjal hun lidt fra et andet.

* * * * *

Træet blev tændt. Tine stod paa en Stige, mens hun tændte det.

Det var kun Sølv og Sølv og lutter hvide Lys.

Moderen gik rundt om Træet.

-Der er ét endnu, sagde hun. Og hun pegede paa et utændt Lys.

Hun kunde aldrig faa Lys nok, og hun satte dem paa Grenene saa altfor tæt.

-Men vi stikker Ild paa Træet, sagde Tine fra Stigen.

-Nej, nej, der er ét endnu.

Et Aar havde de stukket Ild paa Juletræet:

Det blussede op et Nu, mens alt Sølvet flammede og forkulledes, og Moderen saá til med Skæret over sit Ansigt.

-Hvor dejligt, hvor dejligt, sagde hun.

Saa fængede Grenene.

-Her bliver Brand, raabte Moderen.

-Ja, det bliver her, sagde Tine, der fløj ud i Gangen og hentede to Uldsjaler, som hun kastede over det brændende Træ.

Men Moderen satte flere Armstager paa alle Bordene, og Børnene maatte danse om det forkullede Træ.

-Stella, sagde Faderen: hvor Du ogsaa er uforsigtig.

Der kom et pludseligt Glimt i Moderens Øjne.

-Fritz, sagde hun og løftede sit Hoved, som saá hun endnu for sig det skønne og flammende Træ:

-Fritz, det var saa dejligt....

... Der er endnu ét.

Saa var der ikke flere. Alle Lys var tændt mellem det glitrende Sølv.

Moderen stod tavs i Træets Glans.

-Det er den trettende Jul, vi tænder her, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig mat.

-Men Bordene, Tine, sagde hun, og hendes Tonefald skiftede, mens hun saá hurtigt og langt hen over de hvide Duge:

-Der er ikke nok til Lars Forkarl.

Hun stod grundende foran Lars Forkarls Bord.

-Men Tine, hvad skal man ogsaa finde paa til Lars Forkarl?

Pludselig virrede hun med sit Hoved:

-Tine, sagde hun, løb ind til Fritz. Vi stjæler ti Cigarer.

Tine listede ind i Faderens Stue.

-Maa vi komme? raabte Børnene i Dagligstuen.

-Straks, sagde Tine og lukkede Døren bag sig.

Hun havde reddet Cigarerne.

-Gud ske Lov, sagde Moderen, der sukkede, som om hun var befriet for en Byrde.

-Saa binder vi dem om med et rødt Baand, sagde hun.

-Jeg har ingen Baand, sagde Tine.

Moderen saá sig om, hen over alle Bordene:

-Vi tager en Sløjfe fra Frk. Jespersens Fichu.

Fichuet var en Gave til Moderen fra Frøken Helene Jespersen. Det var fuldt af mange smaa røde Sløjfer.

-Ja, sagde Moderen, mens Tine løsnede Baandet:

-Der er ogsaa for mange Sløjfer paa Frøken Jespersens Fichu.

Den rosa-røde Stump blev knyttet om Cigarerne.

-Saa, nu lukker vi op, sagde Moderen.

Hun aabnede selv Døren, og Børnene stormede ind.

-Glædelig Jul, sagde Moderen.

Hun stod midt paa Tærskelen.

-Hvor er mit Bord?

-Hvor er mit? lød Børnenes Kor.

-Dér, dér, sagde Moderen. Hendes Ansigt lyste.

Børnene stod om hende i Flok med oprakte Hænder.

-Mo'r, Mo'r raabte de, nu det fra Træet--nu det fra Træet.

-Ja.

De sidste Gaver laa pakkede ind i mange Papirer ved Juletræets Fod. Moderen krøb rundt paa Gulvet, mens hun tog dem frem og samlede Pakkerne i sin Favn.

Nu havde hun dem, og hun stod op midt mellem Børnene.

-Nu, nu, raabte Børnene.

-Ja.

Og hun kastede dem, som i Grams, ned mod Børnenes oprakte Arme:

-Til Dig, og

-Til Dig, og

-Til Dig, raabte hun, mens Børnene jublede.

Faderen var traadt frem i den aabnede Dør.

Lænet til Dørkarmen stod han tavs og betragtede Moderen og sine Børn.

Og hastigt, mens et Glimt af Ømhed--eller maaske kun af Beundring--lyste, et Nu, i hans Øjne, gik han frem imod Moderen:

-Du, Giverske, hviskede han.

Moderen slog Øjnene ned, saa det næsten saá ud, som lukkede hun dem et Sekund:

-Du giver, Fritz, sagde hun.

Faderen gled bort.

-Men, Tine, nu maa Folkene ind, sagde Moderen.

De havde allerede samlet sig i Gangen.

Pigerne var paa Sokker, og Karlene havde Støvler paa.

-Saa, lille Børn, sagde Moderen og lukkede Døren op:

-Nu er det Juleaften.

De kom alle ind, En efter En, meget langsomt, med et underligt Sæt over Dørtrinet, som satte de over en Barikade. I Ansigterne saá de ud, som skulde de til Alters.

Bagest kom Jens Røgter.

Han var i stribet Vest over Bukserne, der hang bedrøveligt.

De fik Gaverne, og de takkede--hvad de sagde havde aldrig noget Menneske hørt--og, skulende til hinandens Presenter, bragte de dem, ligesom i Sikkerhed, hen rundt i Krogene.

-Saa, Jens Røgter, sagde Moderen, nu skal vi danse.

Hun dannede en Kæde.

Forrest var hun selv med Jens, Børnene tog Pigerne og Karlene.

-Slut Kreds, raabte hun til Tine, og hun begyndte at gaa.

Langsomt drog Kredsen om Træet, mens Moderen, med lidt sitrende Røst, begyndte at synge:

Dejlig er Jorden, Prægtig er Guds Himmel, Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang!

Gennem de favre Riger paa Jorden Gaa vi til Paradis med Sang!

Lidt efter lidt faldt Alle ind, mens Moderens Stemme steg, og de langsomt blev ved at vandre om Træet.

Alles Ansigter var vendt opad, op mod Juletræets Lys.

Inde fra Halvmørket faldt pludselig Faderens Stemme ind, saa mærkelig dybt, som fra langt borte.

Moderen var stanset ved Lyden af hans Sang. Saa gik hun atter videre, stirrende ind i Træets Lys:

Gennem de favre Riger paa Jorden Gaa vi til Paradis med Sang!

Sangen døde hen.

-Syng nu alene Mo'r, sagde den ældste Dreng.

-Ja, vil Fruen synge alene, sagde Mandfolke-Marie, der hele Tiden græd stridt uden at vide det.

-Ja, sagde Moderen.

Og uden at tage sine Øjne fra Træets Lys, sang hun halvhøjt--hun alene, medens de Alle gik endnu langsommere:

Glæden er Jordens Gæst idag Med Himmelkongen den lille, Du fattige Spurv, flyv ned fra Tag Med Duen til Julegilde!

Dans, lille Barn, paa Moders Skød, En dejlig Dag er oprunden, Idag blev vor kære Frelser fød, Og Paradisvejen funden.

Der var tyst et Øjeblik, og Alle var stansede.

-Saa leger vi, sagde Moderen.

Og hun satte Jens Røgter i Galop, saa Alle maatte følge, mens hun sang, og Børnene faldt i "om Træet, der skal vises, og siden skal det spises".

-Gud bevare mig vel, sagde Moderen, hvor den Dreng synger falsk.

Det var den ældste, der skraalede lige op i Træet.

Den Mindste faldt i Kæden.

-Op igen, sagde Tine.

Men den Mindste græd.

-Saa danser I Andre, sagde Moderen, og hun satte sig hen med den Mindste paa sit Skød.

Lysene begyndte at brænde ned, og de holdt op at danse.

Folkene drog af, og Tine gik i Lag med at bringe de Mindste i Seng.

Moderen sad paa det samme Sted.

Paa Gulvet, med Hovedet mod hendes Knæ, laa den ældste Dreng, mens Lysene slukkedes, et efter et, og Sølvets Glans blev mat.

-Moder, sagde han, nu dør Juletræet.

-Ja, min Dreng, sagde Moderen, og hendes dejlige Haand faldt bort fra hans Haar, ned i hendes Skød:

-Nu dør det.

Tine kom tilbage.

Endnu brændte de sidste Lys.

-Bring ham i Seng, sagde Moderen.

-Sov vel, sagde hun, og hun kyssede Drengen paa Panden.

-God Nat, Moder.

Moderen sad ene.

De sidste Lys flammede op som Blus og sluktes. Træet var mørkt.

Gennem Stuerne derinde hørtes Faderens Skridt.

-Er De her, Frue? sagde Tine, der vendte tilbage.

-Jeg sidder her.

De var tavse et Øjeblik. Saa sagde Moderen:

-Tine, tag Karmen for Døren bort.

Tine gjorde det.

-Og luk op, sagde Moderen.

Hun havde rejst sig op og lagt et Sjal om sine Skuldre.

Stille traadte hun ud paa den snedækte Havetrappe. Tine fulgte hende. Foran dem laa Haven, hvid og tavs. Moderen stod længe med opadvendt Ansigt, stirrende op mod Stjernerne.

-Frue, sagde Tine, hvor er Betlehemsstjernen?

Moderen svarede ikke. Maaske havde hun ikke hørt det.

-Ser De Venus, Tine? sagde hun saa.

Og atter stod de tavse.

Der hertes ingen Lyd i den hvide Have. De stille Marker sov. Tyst vandrede Stjernerne over dem.

* * * * *

Efter Jul kom Tiden, hvor der læstes.

Tine kom i Mørkningen og fik Indholdet af Bøgerne.

Moderen sad foran Kakkelovnen, med de hvide Hænder om sine Knæ og fortalte og digtede om. Der var ingen Bog, som blev _den_ Bog i hendes Tanker.

Oehlenschlæger var i saadan højtidelige, sorte Bind, og der var saa mange Mærker paa Bladene. Moderen kunde Tragedierne næsten udenad, og dog læste hun dem altid igen. Naar hun slog Øjnene op fra Bogen, mens Børnene lyttede, var det, som var hendes Øjne blevet dobbelt saa store.

-Mo'er, læs mer, sagde den ældste Dreng.

-Skal Børnene aldrig i Seng, sagde Faderen, der aabnede sin Dør.

-Jo, Fritz, straks, svarede Moderen og læste videre.

Hendes Stemme var mild som bedrøvede Kærtegn er, og der var Taarer i hendes Øjne.

Helst læste hun Thoras Ord, hvor hun tager Afsked med Hakons Lig.

Tine sad og snøftede som en Sæl.

-Skal Børnene i Seng?

-Straks, Fritz, straks....

Og Moderen blev ved at læse.

Tit var det Christian Winther. Oftest "Hjortens Flugt". Versene smøg sig saa ømt om hendes Stemme.

-Aa, der er ingen, der læser som Fruen, sagde Stuepigen. Hun hørte til henne i Krogen ved Bogskabet.

Til sidst blev Faderen utaalmodig, og Børnene _skulde_ i Seng.

Saa græd de og fik Svedsker for artigt at følge med Barnepigen.

Men Moderen fulgte Tine op ad Alléen med bart Hoved.

I klare Nætter gik hun der længe. Hun holdt saa meget af Stjernerne. Lange Tider kunde hun staa og tælle, hvor mange hun kunde se paa en Plet.

Tine stod hos.

Hun spurgte, hvad Stjernerne hed.

Men Moderen havde givet dem Navn efter sine Venner.

-Det var hendes Moders Stjerne....

-Saá De den?

-Og det var Alice's--ser De den? For den er saa bedrøvet.

Der var saa mange bedrøvede Stjerner og dem elskede hun højest.

-Stella, raabte Faderen fra Gavlen:

-Stella, Du forkøler dig.

-Jeg ser kun paa Stjernerne, sagde hun. Hun blev staaende et Øjeblik og holdt endnu sit hvide Ansigt opad:

-Det er Fritz' Stjerne, sagde hun, ganske sagte.

Og hun gik stille ind.

Men at stirre paa Stjernerne var hende næsten en Lidenskab.

-Saa er jeg; sagde hun, sammen med alle mine Venner.

Undertiden fulgte hun Tine lige til Kirkegaarden, men længere aldrig. For hun var bange for Spøgelser. Paa dem troede hun fuldt og fast, og sikkert var det, at der hjemme spøgede i det blaa Kammer, det gjorde det.

Hun bekræftede det med et Nik:

-Det véd ogsaa Fritz, sagde hun.

Men den, der spøgede i det blaa Kammer, var en hvid Dame, og saá man hende, skulde nogen dø.

Moderen havde set hende _en_ Gang, og da var den gamle Postmester død.

Ellers vidste hun mange Spøgelseshistorier, og fortalte dem i Mørkningen, saa Børnene gøs.

Helst fortalte hun den fra Aaholm, for den vidste hun var sand, fordi den var hændet en af hendes Tanter.

Det har nu altid spøget paa Aaholm, sagde Moderen: men dette er sandt, for Olivia sad og friserede sig til Bal, da hun paa en Gang ser en Dame komme ud af Væggen--livagtig--hun saá hende i Spejlet ... I graa Silkekjole med store Buketter af Roser, gik hun lige hen og stillede sig bag hendes Stol.

-Men Olivia fløj op og styrtede ud paa Gangen og skreg og skreg....

-Men godt var det, at Damen ikke havde faaet hende i Haanden. For det var jo hændet en Selskabsdame ... og hun kom løbende ud paa Gangen, op ad Trappen, ind til Grevinden og raabte: en Dame kom ud af Væggen og hen imod mig og lige op til mig og tog mig i Haanden--og drejede mig rundt....

-Og saa, i det samme Nu, blev Selskabsdamen gal....

-Ikke til at redde, hun var gal.

Fortalte Moderen.

Men hun sagde ogsaa, at tilsidst havde Greven paa Aaholm ladet grave paa det Sted i Muren og i et hemmeligt Rum havde de fundet et Skelet.

-Hun var naturligvis blevet myrdet, sagde Moderen.

Alligevel var Spøgelser nu sin Sag. Men Varsler, det var noget, der var bevist. Og Hunde og Ugler, de vidste mer end Mennesker.

-Aldrig skreg Uglerne i Kirketaarnet, uden imod Dødsfald i Sognet.

-Det véd da Degnens, sagde Moderen, og hun nikkede.

Om Vintereftermiddagene gik Moderen med Børnene paa Besøg. Alle Børnene pludrede, mens de gik gennem Alléen, rundt omkring Moderen som en Fugleungeflok.

Oppe ved Enden af Alléen boede Sognefogden.

Fin og pæn og hvid laa Gaarden stor og bred, midt paa den hvide Mark, lukket med en grønmalet Port.

Der var de Dage, hvor de gik ind om til Sognefogdens.

Sognefogdens "Kvind" gik straks i Køkkenet.

Hun sagde sit Goddag med en Stemme, man ikke hørte, rakte En en fugtig Haand, man ikke fik fat i, og gik i Køkkenet for at sørge for Mad. Man havde ikke været ti Minutter hos Sognefogdens, før Bordet bugnede. Der var altid Ribbenssteg og Rødbeder ved Siden af Sylte. Brødskiverne var saa store som et Landkort.

Sognefogden var en tyk Mand, der havde Frakke til Brug ved Altergang og Marked i Augustenborg, men som ellers var i Skjorteærmer. Han sagde aldrig noget, men lo altid, saa hele hans Krop rystede.

Moderen satte sig fortvivlet til Sylten.

Men kom hun hjem fra en Sognefogedvisit, maatte hun altid have et Glas Rødvin til at skylle Fedtet ned med.

Der var gaaet Aar hen, og altid gik det ens hos Sognefogdens: at Konen gik i sit Køkken efter sit Goddag, og Manden, i ham begyndte det, bare han saa "Moderens" Ansigt, at klukke, saa hele den lille Mellemstue skjalv.

Men saa en Dag, det var en Mørkning, slæbte der sig noget som en tung Byldt ind i Dagligstuen hjemme. Og Byldten--det var ikke andet end Tørklæder og et stort Sjal og et lille Sjal--kom ikke længer end til Stolen ved Bogskabet, men dér faldt den ned som en tung Dyne falder, og Byldten græd og græd og græd.

Ud fra alle de Klæder kom Graaden stille og ustanseligt.

Den Byldt var Sognefogdens Kone, og da var hendes Søn død ved et Vaadeskud.

Moderen knælede ned, og hun søgte at komme ind til Konen--ind gennem Sjalerne, ind for at trøste hende.

Men Byldten bare græd og græd og sagde:

-Jeg skulde tale med Pastoren.

-Ja, ja, Madam Hansen, ja, ja, Madam Hansen....

-Jeg skulde tale med Pastoren.

Og Byldten kom hen over Gulvet, jamrende saa stille, saa tung som noget, der ikke levede, ind til Præsten.

-Hvor hun græd, sagde Moderen, hvor hun græd--naar man bare havde kunnet faa Sjalerne af hende.

Som om det havde bragt hende den Sorg nærmere.

... Moderen og den ældste Dreng skulde op og se Sognefogdens Søn.

Det var ligesom der ikke hørtes en Lyd i Huset. Hunden gøede ikke og Fjerkræet var lukket inde.

Sognefogden tog imod Moderen og Drengen i Døren.

Han havde en sort Frakke paa og han sukkede. Tale gjorde han ikke, mens Moderen og Drengen stille gik gennem Stuerne, hvor alle Dørene stod aabne.

I Storstuen stod Kisten.

Der var saadant et gult Lys, som der kommer, naar der er Lagner for Vinduerne.

Sognefogden tog Klædet væk fra Ligets Ansigt.

Der laa Sønnen stille.

Hjemme i Borgestuen havde de sagt, at ved Anders Niels var mange Piger kommen galt afsted:

-For han havde saadan en kvindagtig Mund, havde Avlskarlen sagt:

-Som Pigebørn ikke stod for.

-Og et Par Ben, de ikke fik Øjnene fra....

Men nu laa han stille. Det var ligesom der slet ikke var noget Udtryk i hans Ansigt--kun Kulde.

Sognefogden gik og mumlede nogle Skriftsteder, han kunde fra sin Konfirmation.

Moderen saá længe paa Ligets Ansigt. Saa dækkede hun selv Klædet til. Det laa saa højt over den store og lige Næse.

Sognefogdens Kone havde ikke været inde. Hun gik paa sorte Sokker i sit Køkken.

Da Moderen og Drengen kom ind i den forreste Stue, stod Bordet dækket. Det var fuldt af Mad.

Konen gik om og bød.

Dørene stod aabne ind til den tyste Lig-Stue.

Sognefogden spiste sindigt. Stykke efter Stykke. Han maatte spise meget i de Sørgedage.

Talt blev der ikke.

Drengen fik Solbærrom og stak Glasset ud--for Moderen saá det ikke--saa han blev ganske ør.

De sad længe ved Bordet. Sognefogdens Kone havde sat sig ved Døren. Hun havde ikke mælt et Ord.

Men da Moderen vilde gaa og kom hen til Konen og vilde sige Farvel, mærkede hun, at Staklen rystede over det hele Legeme.

Hun saá ned i Gulvet, og da hun forsøgte at tale, fik hun næsten ikke Ordene frem....

-For det var saa meget, blev hun ved at sige ... men hun vilde bede, om Fruen ikke vilde synge lidt ... om hun vilde synge lidt ved Liget.

Moderen svarede ikke.

Hun tog kun stille Tøjet af igen, og de gik ind alle fire--gennem Stuen, gennem Mellemstuen, ind i det gule Lys.

Fogden bragte en stor Salmebog.

Men Moderen sang ud i Luften og uden at se paa den døde Søn:

Naar jeg betænker ret den Stund, da jeg skal heden fare, min Sjæl sig fryder mangelund, som Fugl ved Dagen klare. O Dag, saa blid, da al min Strid skal faa en salig Ende: Til Glæden sød, i Jesu Skød, jeg gaar fra min Elende.

Forældrene rørte sig ikke. Moderen ene sang.

Drengen stod og saá paa hende. Hun var ganske hvid i Ansigtet.

Den ene Stemme lød saa sært, dér over en fremmed Død.

Eja, min Sjæl, vær frisk og bold. Glæd dig i Christ, din Herre! Thi Døden, som var Syndens Sold, Dig nu skal Frelse være. Straf var den før, nu er den Dør til Himlens lyse Rige. Nu er din Død en Søvn Saa sød, al Sorg med den maa vige.

Der var stille et Øjeblik.

Saa lagde Konen Klædet over Ansigtet.

Drengen hørte ikke Moderen sige saa meget som Farvel.

Sognefogden gik med dem hen over Gaarden. Han lukkede Porten op og lukkede den i.

Moderen og Drengen kom ud paa Vejen. Moderen talte ikke.

-Moder, sagde Drengen, du var hvid i Ansigtet.

-Kom nu, sagde Moderen.

Da de kom hjem, var Moderen tavs og frysende. Ved Aftensbordet blev der næsten ikke talt.

-Fritz, sagde Moderen pludselig:

-Det Menneske har ikke haft nogen Sjæl.

-Stella.

-Nej.

Moderen tav lidt.

-Han har kun haft Blod ... og nu er det blevet koldt.

Faderen svarede ikke.

Men Moderen sad et Øjeblik:

-Menneskene burde altid blive gamle, før de skal dø, sagde hun.

-Stella, saa du taler.

-Jo, det er sandt. For saa har Lidelserne altid givet dem en Slags Sjæl.

Hun tav lidt:

-Ungdommen har kun Blod.

Det var, som var Moderen i et hemmeligt Oprør:

-Jeg kan ikke glemme det Ansigt, _hvor der intet var--_

Hele Øen mødte til Begravelsen.

... Men kom man forbi Sognefogdens Gaard, laa de smaa Husmandshuse bag Gærderne. Deres Vindueskarme var grønmalede og deres Døre var grønne, men selv var de hvide midt i Sneen.

Moderen nikkede til hver Rude og Børnene nikkede efter, og den ældste Dreng løb i hver Snedrive, der var kastet op langs Vejen:

-Saa den Dreng gaar, sagde Moderen.

I det yderste Hus boede Elsebeth.

Hun var den ældste i Byen. Hun var vist hundrede Aar. Der var saa stille i Stuen, at Børnene syntes ikke en Gang Katten turde knurre. Eller maaske havde den glemt det. For den var ogsaa gammel og laa ved Sengen. Men naar den gad aabne sine graagule Øjne, saa troede man, den vidste mange Ting.

Før i Tiden havde Else spundet--spundet, spundet.

Men nu var Rokken stillet hen.

Den stod ved Karmen. Den stod som et Ur, der allerede er runden i Staa.

Elsebeth nikkede til Moderen, naar hun kom.

Stemmen kom saa dybt nede fra det svære Bryst:

-Ja, jeg sidder her, sagde hun.

-De sidder jo godt, Elsebeth, sagde Moderen.

Katten rørte lidt paa sig og Moderen skottede hen efter den--ti for Katten var Moderen bange: den holdt ikke af Fremmede, den vilde ha'e, Elsebeth og den skulde være ene.

-Ja, En sidder og venter, sagde Elsebeth.

-Først lever En og saa tænker En tilbage og saa tilsidst sidder En bare og venter.

-Gamle Folk bliver kloge, sagde Moderen.

-Ja.

-Men det nytter dem ikke, Madam, og heller ikke de andre. For Blodet er Blodet, og det vil syde, til det bliver mat eller koldt.

Elsebeth saá paa den ældste Dreng--hun havde saa klare Øjne, men de sad dybt--:

-Han vil ogsaa en Gang faa Blod nok, sagde hun:

-Blod nok og Taarer nok faar man paa samme Tid.

-Hvad siger hun? spurgte Drengen.

Men Moderen svarede ikke.

Elsebeth tav en Stund, mens Katten havde aabnet sine Øjne.

-Saa er det Modersorgens Tid, men ogsaa det gaar over.

-Hvad siger hun? spurgte Drengen.

-Der er Mødre, som dør, mens deres Børn er smaa, sagde Moderen.

-De har det bedst, sagde Elsebeth.

Der var stille i Stuen. Ogsaa Uhret var gaaet i Staa. Elsebeth trak det ikke mere op. Naboens Kone kom til sin Tid--efter Solen--og bragte Elsebeth op og bragte Elsebeth til Hvile.

-Men tilsidst saa tænker man kun, hvad vel det Hele skal til.

-Hvad mener Elsebeth?

-Jo, Madam, for Gud er for stor og han kan heller ikke ha'e no'et med os at gøre.

-Vi véd det ikke, Elsebeth, sagde Moderen.

-Jo, Madam, for vi er for smaa, og han kan ikke ha'e Tid at ha'e noget med os at gøre.

Elsebeth tav og Moderen stod op med sine Børn.

-Farvel, Elsebeth, sagde Moderen, her stiller jeg Hyldebærsaften.

-Farvel, sagde Elsebeth.

Men ude paa Vejen var Moderen tavs.

-Hvad var det alt, hun sagde? spurgte Drengen.

-Hun talte om Dig, sagde Moderen.

Og hun tav igen.

Men naar den ældste Dreng var ene ude, gik han, naar han kom til Elsebeths Hus, altid over paa den anden Side af Vejen. For det var, ligesom han var bange.

... Naaede man videre hen ad Vejen til Degnens, kom man til Madam Jespersen.

Hendes Hus laa paa et Gærde, og man maatte klatre derop ad en Trappe, der kun havde ét Rækværk. For-Stuen var strøet med Sand, og der lugtede af Jomfruelighed og Lavendler.

Madam Jespersen sad paa en Forhøjning og strikkede Stykker. Dér havde hun siddet saa længe Stærene var kommet til Byen. "Stykkerne", som hun strikkede, laa hvidtskinnende paa hvert Møbel og paa hver Stol.

Havde Børnene sat sig og skulde de rejse sig igen, gik de med hver sit Stykke klistret til en lidet omtalt Legemsdel.

-Dreng, Dreng, sagde Moderen til den ældste og fik Stykket tilbage paa sin Plads. Alle Stolesæder var broderede med Kanevas af Frøken Helene. Frøken Helene broderede altid Stjerner i mange Farver paa forskellig Bund.

Madam Jespersen talte Holstensk--for dér var hun fra--og havde en Gang været Kammerjomfru hos de Rantzauer. Ingen vidste, hvordan hun var slaaet derhen, just i denne Krog.