Part 1

HERMAN BANG

DET HVIDE HUS

-Die Kindheit ist der Grundton für das ganze Leben, Mama. Die anderen Farben werden nur aufgetragen. Als ich empfangen wollte, habe ich deine Kämpfe, dein Qual empfangen. In dem allgemeinen Chaos hielt ich nur eins für Glück, weil ich fühlte, dass es dich glücklich machte: Ruhe, Ruhe. Schon als Kind. Und das tiefste was ein Junge erfährt, daw Weib, ist meinen Augen nicht eröffnet worden. Ich habe ja das Leben so lieb, Mama, ich weiss, wie stark das Leben ist, und atme leise mit dem Blütensduft der Liebe, aber das Beste ist doch immer meine Sehnsucht--ich bin ein Bettler am Wege, wenn die Mädchen an mir vorüberziehen in den Frühling hinaus....

-Und deine Werke, mein Sohn, hast du nichts erlebt, was du den Menchen geben kannst?

-Ich habe ihnen von meinen Schmerzen gegeben; das hat sie gerührt--für mich was es nichts, ich habe mein Herz dabei verschwendet ohne zu empfangen, ohne froh zu sein--

Georg Hirchfeld.

Long, long ago-- long ago.

Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage, Tider uden Nid, venlige Tider, Jer vil jeg gerne mindes.

Min Moders fine Trin vil lyde gennem lyse Stuer, og Mennesker, som nu er graa under Livets Byrde, vil le som de, der ikke kendte deres Skæbne. Lad dem, som døde, tale igen med milde Stemmer, og gamle Sange vil slynge sig gennem Mindernes Kor.

Men ogsaa bitre Ord vil lyde, tunge Ord, som de taler, der kender det bitre Opgør med det tunge Liv.

Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.

Det var i Hjemmet i Mørkningsstunden.

Ude faldt der, sagte, Slør over Slør over den skinnende Sne. Længerne blev borte, de store Popler forsvandt. Kun Jens Røgter listede derovre ved Staldene med sin Lygte.

Inde sad vi, Børnene, rundt paa Skamler. Stuen var stor, Krogene fjerne. Maaske var det, fordi der var saa mørkt, at vi gemte Hovederne bag et Gardin.

Moders Stemme lød saa spæd, Klaverets Strenge klang mere som af en Harpe:

Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.

Sangen holdt op. Der hørtes ingen Lyd. William, der sad Moderen næst, var falden i Søvn paa sin Skammel.

-Mo'er, syng mer.

Der faldt lidt Lys over de hvide Taster, frem over alle Møbler og svandt. Jens Røgter nussede sagte forbi Vinduerne med sin Lygte.

-Mo'er, syng mer.

En Dør blev lukket op, saa varsomt. Det var Faderens.

Hr. Peder kasted Runer over Spange, som Helleliden over skulde gange. Saa løfted han sit Anker, saa fik han bliden Bør og sejlede fra Danmark og fra de danske Mø'r. Fagre Ord fryde mangt et Hjerte, fagre Ord har forvoldt mig Smerte, fagre Ord.

Det er tyst. Fin og rank ses Moderen som en Skygge. Tier Skyggen, høres det store Ur.

Fagre Ord fryde mangt et Hjerte, fagre Ord har forvoldt mig Smerte, fagre Ord.

Ude løftes nænsomt en Dørklink. Det er Pigerne, der vil høre. Rundt om Lyset i Messingstagen paa Køkkenbordet lytter de efter, mens "Fruen synger".

Forkarlen lister ind. Træskoene har han forsigtig sat fra sig, og han læner sig til Stolpen ved Vandspanden.

-Børn.

-Ja Mo'er.

-Syng med.

Moder løfter sin Røst, slaar lidt fastere an i de sitrende Taster og synger igen:

Dejlig er Jorden, Prægtig er Guds Himmel, Skjøn er Sjælenes Pilgrimsgang.

Lidt bange for Mørket kommer fra Krogerne Børnenes Stemmer gennem Mulmet, førte af Moderens:

Gennem de favre Riger paa Jorden Gaa vi til Paradis med Sang!

Ude i Køkkenet sidder Pigerne endnu stille om det brændende Lys.

Mandfolke-Marie tørrer en Taare bort med Bagen af sin barkede Haand:

-Den, siger hun, vil Fruen ha'e sunget, naar hun en Gang skal dø.

Alting er tyst. Kun det store Ur ved Døren taler. Saa siger fra sin Krog en af Drengene sagte:

-Mo'er, syng igen den, jeg ikke forstaar.

Moderens Skygge tier endnu. Saa toner igen--men mere svagt--de harpelignende Taster:

Tell me the tales. that to me were so dear, long long ago long long ago--

Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage--ømme Tider uden Skyld og da Hjertet fo'r vel. Nænsomme Dage, da Taarerne var linde.

Barndomsdage, da Moder levede.

Jeg husker en Dag vi samlede Brombær--Mo'er, vi Børn og Tine fra Skolen.

Ned i Grøfter gik det og langs med Hegn løb vi.

Vi Børn blev hængende i Ranker og hvinede. Smurte var vi i Ansigterne, saa vi lignede Lars Smeds Unger.

-Se Drengen, se Drengen, raabte Moder.

Men Tine havde grebet en mægtig Ranke, der prangede rigt med dunkle Bær, og hastigt kastede hun den om Moders Skuldre:

-Aa, De dejlige Kone, sagde hun....

Moder stod paa Gærdet, med Ranken ned om sit Bryst. Høj mod den lysende Himmel.

* * * * *

Barndomsdage, Jer vil jeg kalde tilbage.

Det var et hvidt Hus, og inde i Huset var Tapeterne lyse.

Alle Døre stod aabne, ogsaa om Vinteren, naar der blev fyret med Brænde.

Mellem Mahognimøblerne var der Marmorborde og ogsaa hvide Konsoller, som var komne fra Augustenborg, fra Slottet, naar de holdt Auktion. Om de gamle Portrætter var der Evighedsblomster, og der var mange Epheu, for dem elskede Moderen, naar de slyngede sig op ad en lys Væg.

Havestuen var saa hvid, som om den skinnede.

Børnene elskede den Stue og saa Havetrappen, hvor de rutschede ned ad det hvidmalede Gelænder.

-Børn, Børn, læn Jer ikke, raabte Moderen, læn Jer ikke til Gelænderet.

-For Guds Skyld, sagde hun til Tine, Skolelærerens Datter: det ender en skøn Dag med at de knækker Halsen.

-Aldrig faar vi Bud efter den Snedker.

Gelænderet var skrøbeligt og blev aldrig sat i Stand.

Men Havedøren blev tidlig lukket og Skodden sat for og de grønne Gardiner hængt over de hvide, saa det lunede. For Moderen holdt ikke af Haven og ikke af den store Allé, naar der ikke var Sol over dem, Sol der skinnede længe.

-Gud véd, hvordan det ser ud i Køkkenhaven, sagde hun pludselig til Skolelærerens Tine, medens de om Eftermiddagen sad ved Kaffen.

Hun kom de tre Fjerdingaar ikke i Køkkenhaven.

Den laa langt borte bag Poppelalléen og bag Vognporten, og Børnene maatte heller ikke løbe derop, for saa fik de vaade Fødder. Men en Gang imellem, naar det var allerværst Føre og det ikke var til at bunde i den hele Gaard, saa vilde Moderen afsted for at se til Haven.

I Mandfolke-Maries Træsko og med løftede Skørter drog hun afsted, over Gaarden.

Alle Pigerne var ude paa Trappen for at se efter hende.

-Lille Børn, lille Børn, raabte hun; hun kom ikke ti Skridt, uden hun blev stikkende med Træskoene.

Naar hun kom hjem, maatte hun have varme Tvebakker til Styrkelse.

-Kære De, sagde hun til Skolelærerens Datter: at alle Mennesker ikke bliver inde om Vinteren.

Børnene legede paa Gulvtæppet. Det var rødt og graat med mange store Felter. Felterne var Kongeriger, over hvilke Børnene herskede, og om hvilke de kæmpede. De stredes og de fældede Taarer. De barrikaderede deres Kongeriger med Møblerne. Hele Dagligstuen lignede et Babylon i Forvirring.

-Hvor de Børn dog kan støje, sagde Moderen til Jomfruen (hun ophidsede dem selv til Støjen):

-Saa, saa, nu taber Nina Mammelukkerne igen.

Med Mammelukkerne var det evigt galt. Saa krølledes de og saa tabtes de i Kongerigernes Strid.

Udenfor Vinduerne laa Sneen. Forkarlen og Karlen og Røgteren syslede med deres. Sindigt og langsomt gik de fra Stald og til Lo.

Aabnedes Stalddøren, hørte man Køerne brøle.

-Mo'er, sagde Nina: nu kalder Williams Ko.

Men det kunde hænde--naar Faderen var ude--at Moderen bad Røgteren "bare et Øjeblik" lade alle Køerne gaa ud i den hvide Gaard. Og saa sprang de, alle fjorten, de røde, de hvide og de spættede, rundt paa Sneen, mens Børnene hujede.

-Luk til Vænget, luk til Vænget, raabte Moderen. Hun lo højest, midt paa Trappen.

Men Pokker tog en af de spættede.

-Aa, hvor den sprang, sagde Moderen.

Den sprang saa langt, med Halen ret i Vejret, at den først blev fanget oppe hos Sognefogden.

Men naar Faderen kom hjem, var Stalddøren lukket og Gaarden laa atter som før. Men Moderen havde faaet Tandpine af at staa barhovedet paa Gaardstrappen.

Der maatte Bud efter Tine.

Der maatte altid Bud efter Tine.

Tine kom med Kjoleskjørtet slaaet op over sit Hoved.

-Gud, den Kulde De bringer med Dem, sagde Moderen, der altid frøs og var kuldskær, blot en Dør gik.

-Tine, jeg har Tandpine, sagde hun.

Toiletspejlet maatte frem midt paa et stort Bord, og der maatte "ryges" med nogle smaa Kviste af en Busk, der voksede i Skolelærerens Have. Alle Børnene, Tine og Jomfruen stod rundt omkring.

Hele Sovekammeret stod i en Damp, medens Moderen holdt den aabnede Mund over de rygende Kviste.

-Tine, Tine, nu, raabte Moderen.

Tine skulde stikke i Tænderne med en Haarnaal.

-Der er den, der er den, raabte Moderen:

-Se Ormen.

Tine havde anstrengt sig, saa der faldt et Stykke Emaille ned foran Toiletspejlet.

Moderen troede ubrydeligt, det var en Orm, og var der kommet tre, fire Orm, havde hun aldrig mere Tandpine.

Men Tine var den eneste, der kunde prikke dem ud. Hun prikkede dem samvittighedsfuldt ud af alle Børnenes Tænder.

-Kære Fritz, sagde Moderen til Faderen, der gjorde Indvendinger: jeg ser jo Ormene med disse mine to Øjne.

-Men der maa oses med Kærbøllings Busk.

Distriktslægen i Sønderborg sagde, at Røgen af Skolelærerens Buskvækst var ganske giftig.

En Tandpineproces kunde godt tage en halv Eftertermiddag, lige til det blev Mørkning.

I Mørkningen var der dejligt i Bryggerset. Den varme Damp fyldte det hele Rum, og Ilden under Kedlen lignede et stort rødt Øje. Pigerne bankede det vaskede Tøj med Træerne, saa det klang under Loftet.

Moderen sad paa en Treben midt i Larmen.

Der var aldrig den Tid og det Sted, Pigerne havde Munden saadan paa Gled som i Bryggerset.

Al Landsbyens Sladder stod ind ad Bryggersdøren.

Moderen kunde høre til i timevis paa sin Treben, til hun pludselig løb ind i Stuen igen.

Og uvægerlig sikkert sagde hun efter saadanne Timer i Bryggerset:

-Gud bevare mig vel, hvad saadanne Mennesker har for Idéer.

Og det var, som skød hun noget fra sig med sine dejlige Hænder.

-At De gider høre paa alt det, sagde Tine.

-Jo, for de ser saa morsomme ud, sagde Moderen, og hun gjorde Pigerne efter.

Hun kunde gøre hvert eneste Menneske efter, der kom i Huset.

Men de fleste Dage blev hun under Mørkningen i Dagligstuen. Der sang hun. Men der var andre Mørkningstimer, hvor hun blev siddende paa Forhøjningen, i den høje Rørstol, med Hænderne i sit Skød.

Da talte hun stille ud i den stille Stue.

Hun elskede mest at tale om, naar hun blev gammel og naar hun fik graa Haar, helt graa Haar.

Og hun var Enke og alle hendes Børn var voksne, og hun var fattig.

-Forfærdelig fattig, sagde hun.

Saa kunde der ingen Ting komme paa Bordet om Aftenen undtagen Smør og Ost i den gamle Krystalosteklokke.

-Men Smørret maa være godt, sagde hun.

Og hun udmalede, hvor Dugen skulde være hvid og hvordan Børnene alle skulde komme hver fra sit Arbejde og drikke The om Bordet, hvor hun sad, graa og stille og gammel, og var fattig. Thi Fattigdom var for hende en Slags drømmende Sorgløshed.

Hun havde vel aldrig set andre "fattige" end dem i de smaa hvidkalkede Huse langs Landsbyens Gade.

Naar der var drukket The og Faderen var ude, kom de bedste Timer. Det var Tiden, hvor Dukkerne kom frem. Spisebordet blev slaaet ud som til Selskab og Moderen knejsede blandt alle sine Papæsker. Der var Dukkerne gemte.

-Nu, nu kunde de komme frem, for nu var Fa'er ude.

Op kom de, i hundredvis. Det var Modejournalsfigurer, klistrede paa en Træklods. Hver havde Navn, skrevet paa Bagsiden, hver var sit--alle blev de stillede op over det hele Bord. Og Komedien begyndte, mens Moderen dirigerede.

De Dukker gjorde Selskab og de gjorde Visit.

De snakkede og de bukkede og de nejede.

Moderen blev rød af Anstrengelse og hun styrede og flyttede, med Armene frem over Bordet.

Børnene havde ogsaa deres Dukker og Jomfruen havde sine. Men aldrig gik de Papdukker Moderen tilpas, og hun talte for dem alle.

-Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Frøken Løvenskjold.

"Frøken Løvenskjold" var bleven staaende, og hun skulde bevæge sig. For Moderen var det ikke Dukker. For Moderen var det Mennesker. De talte og de agerede og de sang. De spillede hundrede Komedier. Snart var det ved et Badested og snart var det i Paris.

Børnene saá til, som om hele Verden gik, fornem og fin, rundt der foran dem paa Bordet.

Pigerne kom ind. De elskede at høre til. De forstod ikke et Ord, men stod, ret op og ned, med Hænderne under Forklæderne. Naar der skete noget sørgeligt med Dukkerne, saa græd de.

Men midt under hele Komedien fløj Moderen op og alle Dukkerne blev væltede--ned i Forklæderne, ned i Kasserne.

Det var Faderen, der kom hjem.

-Bordet ind, Bordet ind.

Piger og Børn fik travlt. Moderen selv opgav alt af lutter Forskrækkelse.

-Gud, at Børnene ogsaa er oppe endnu, sagde hun.

Og Børnene kom i Seng saa hurtigt, som sendtes de i Seng paa Hovedet.

Men Moderen sad midt i Sofaen med de to Mahogniskabe for Enden og var saa forfærdet, at hun maatte have Syltetøj og Tvebakker....

Hun klædte ogsaa Pigerne ud.

Det var en Aften, hun var ene hjemme med Børnene.

Saa bankede det haardt paa Gaarddøren, og Jomfruen maatte gaa ud og lukke op og kom skrigende tilbage:

-Der var en Vagabond ... der var en Vagabond....

Og Vagabonden kom ind i Stuen, mens Moderen skreg højest. Fæl var han, og Børnene hvinede. Men pludselig opdager en af Drengene, at det er "store Marie".

-Mo'er, det er store Marie, skriger han.

Men i samme Nu hvisker Moderen til Marie:

-Giv Nina en paa Øret.

Og Nina fik en Lussing, saa hun røg, af Maries Næve.

Saa troede Børnene, at det var en Vagabond.

Men bagefter bød Moderen Mandfolke-Marie en Snaps, og den maatte hun stikke ud, for nu var hun jo et rigtigt Mandfolk.

* * * * *

Hvide Hus, du hvide Hus, som en jublende Skare kommer dine Minder--kommer og samles om En.

Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforgængeligt--et Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg, Glæde med bedrøvede Øjne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hjælpeløse Hænder, som kun vidste at hjælpe de andres Nød, fine Lemmer, som mygede sig i Solen og frøs, naar Sol gik ned.

Et Billede af den, som elskede Livet og døde af dets Sorg.

Hun døde som en fager Blomst, der knækkes.

Ingen Rose, ingen Lilje heller.

En sælsommere Blomst med sære Fibre, opplejet i sene Aar af en taalmodig Gartner; en mangefarvet Kalk, saa skøn i Lyset, men som mod Aftenstid lukker sig sky....

En Sejrssang, Smerten kvalte i Struben....

En Fremmed paa Jorden og som dog blev elsket som en sjælden Gjæst.

Hvide Hus, min Barndoms hvide Hus--saadan var hun, som var din Sjæl.

* * * * *

Men Efteraaret gik og det led mod Jul.

Moderen og Skolelærerens Tine sad længe oppe, og Børnene fik Svedsker for at gaa tidlig i Seng.

Den gamle Karet rullede hver anden Dag op for Døren, og hele Gangen var fuld af Fodposer. Der skulde være saa mange Fodposer, naar Moderen skulde køre. Og Sønderborg var ikke som Augustenborg, noget, man kom til paa en Springvej, det var to Mil og en hel Rejse.

Men naar Moderen kom hjem, lo hun og pludrede hun og gemte hun, mens Børnene blev lukkede inde i Sovekamret, for de maatte ingenting se. De hørte bare Kusken, der gik ud og ind og slæbte paa Kasser. Det var det fra København. Saa var "det" kommet.

Det var det store Spørgsmaal, om "det" kom--alle Presenterne fra Bedstefader. For kom det ikke, blev der jo tomt paa Julebordene. Et Aar var det Is og Sne, saa Kasserne blev borte. Moderen sendte Bud til Sønderborg, og Moderen kørte selv, og Moder lod Faderen telegrafere--det var de første Aar, man havde Telegrafen--men Kasserne, de kom ikke.

Moderen græd og vidste ikke Raad. Hundrede Gange vendte hun sin gamle Portemonnæ. Der var Hul i, saa Pengene løb ud i hendes Lomme. Men tilsidst lagde hun Grankviste paa alle Juleborde, og saa saá det ud, som der var en Masse.

Men nu var Kasserne kommet, og inde fra Sovekamret kunde Børnene høre, hvordan Tine masede for at faa dem op.

Moderen selv havde ingen Ro:

-Tine, Tine, se der...!

Tine saá.

-Tine, saa, nu gaar Fjælen.

Børnene kom ud af Sengen, men der var stukket Papir i Nøglehullet.

Inde i Dagligstuen laa Moderen paa Gulvet--det fortalte Pigerne--ned foran Kasserne. Hele Gulvtæppet flød med Pakker og med Halm og med Sager.

Og Moderen raabte:

-Nej, nej, det er til Nina....

-Se dog, se dog, her er til William... .

Og videre søgte hun, i Halm og i Papirer. Der var ikke det Sted, hvor det ikke flød.

-Vor Herre bevar' os, hvad det gi'er for et Rod, naar Fruen en Gang ta'er fat, sagde Pigerne.

De gik ogsaa omkring, spændte og nysgerrige. Færdige blev de først ud paa Natten. For ferske Pølser skulde der stoppes og Dejg skulde der lægges og alle Husets Klude skulde vaskes til Jul.

Moderen sad midt i Pølsemageriet, i Bryggerset, med opbunden Kjole og sang for til Viserne.

Der var nogle, Bryggeripigerne kunde, og Moderen sang kun Melodierne:

-For, min Pige, sagde hun til Tine: Ordene er for slemme.

De alsiske Pølseviser var de værste Landsknægtviser i Landet.

Men ved Juletid, sagde Moderen: jeg tror saamæn ikke, Maren selv véd, hvad hun kvæder.

Til daglig sang Maren Bryggerpige aldrig andet end Viser om den første slesvigske Krig og Kong Frederik den Syvende....

De var saa sørgelige, at hun græd ved det.

De sidste Dage blev der bagt.

Hele Huset var fuldt af Æbleduft og Kageduft, og Døren stod ikke stille til det blaa Gæstekammer. For dér gemtes Æblerne og Krydderierne og Svedskerne og alting, hvad godt var. Men Tine sprang op ad Trapperne, saa hendes Skørter fløj ved det:

-Halløj, Børnlille, nu brases der, raabte hun.

Børnene lavede Mænd og Koner af brun Dejg, der tilsidst blev ganske skiden.

Moderen var i hvidt Forklæde og Faderen gik omkring og var angst for, at hun skulde skade sine Hænder.

Moderen skulde altid gøre det sidste, hun smurte Æggehviden paa Kagerne og hun satte Øjnene i de brune Mænd.

-Nu maa jeg, nu maa jeg, sagde hun.

Og hendes hvide Forklæde fløj om hende i Travlheden, mens alle Børnene løb i hendes Hæle.

Sikken Damp der var; og Duft af Krydderier og Klang af Stegejern og Støj af Ovnene; for Ovnene gik op og Ovnene gik i og Kageplader kom ind og Kageplader kom ud. Men Tine fra Skolelærerens piskede fast imellem sine Laar, for de hvide Kager skulde der Kræfter til, og Æggene maatte piskes i timevis.

-Saa, nu vil jeg, sagde Moderen.

Og hun fik fat i Lerfadet og rodede rundt i det med den store Ske.

-Pyh, det gi'er Varme, sagde hun og slap den igen.

Og hun gav sig til at synge, siddende paa Huggeblokken, i Dampen, rød i sine Kinder, saa glad:

Lisbet! Lisbet! O, hvor er du sød og net! Se paa mig ret, Lisbet! Lisbet! O, hvor er du sød og net!

De sang alle med i Dampen og Osen, Pigerne og Børnene og Tine, men Moderen var allerede inde i Dagligstuen:

-Tine Tine, raabte hun: lad nu dem.

Hun var falden ned i Gyngestolen. Hun var bleven træt af alt det meget ingenting.

Alle Dørene stod aabne, saa Kageosen trængte ind, Piskejernene gik og Ovndøren klaprede.

-Aa, Tine, tag mig mine Breve, sagde Moderen.

Det var Brevene fra Sekretæren, alle Moderens Ungdomsbreve fra hendes Moder igen og fra hendes Veninder og fra hendes Fader. De laa saa fint i Pakker, gulnede, sammenfoldede som i den Tid, man ikke brugte Konvoluter, med visnede Violer imellem, ombundne med Baand.

Moderen elskede dem.

Hun læste dem ikke. Men hun blev siddende med dem i sit Skød.

Og hun fortalte.

Om sin Fader, den gamle Postmester med det høje Halsbind--en af de rigtige Embedsmænd, en af dem, som altid troede, de skulde være vrede, naar de var i Funktion. Bønderne kaldte ham for "Fa'er", men de skjalv, naar de skulde gøre ham "Ulejlighed".

Og hendes Moder, bunden til sin Rullestol af Gigt, saa sart og fin, som havde hun ingen Krop, og bleg af Ansigt, et Ansigt uden Farve og en af de Munde, der ikke gerne taler, for den har talt sig træt og nu gemmer den over sine Hemmeligheder.

-Ja, hun tav stille, sagde Moderen og saá frem for sig, med Brevene i sit Skød.

Det var, som om en pludselig Mathed faldt over hende, og hendes Stemme blev forandret:

-Men det lærer vi vel alle, sagde hun.

Faderens Skridt lød med ét gennem Stuen.

-Det er kun mig, sagde han.

Moderen bøjede sit Hoved.

Lidt efter talte hun igen--men ligesom hastigere.

Hun fortalte om sine Veninder, de unge Piger fra den hvide Gaard.

-Aa, vi havde vore Stuer øverst i Taarnet, sagde hun: og naar vi slog vore Vinduer op, saa saá vi Havet....

Moderen slog sine Hænder ned i Skødet:

-Ja, Gud véd, hvordan, sagde hun: men det er gaaet dem alle galt.

Sløjt var de blevet gift og fejl var de kommet afsted og spredte var de over Jorden.

Det eneste, de havde bevaret, det var Pengene og Fornemheden.

-De havde for hedt Blod, sagde Moderen: jeg tror--og hun tav et Nu--at der var Elskovssyge i Slægten.

Undertiden kom der Breve fra dem, fra Byerne og Landene, hvor de sad som Baronesser og Grevinder, gifte med Landflygtige og Spillere.

En af dem boede i Nord-Italien.

Moderen græd altid, naar hun fik Brev fra hende.

-Aa, hun blev gift, sagde hun, med den gamle knark.

-Nogle siger, det er en Lord og nogle siger, han har været Skomager.

Men hvert Aar kom der fra den Veninde ogsaa Breve fra København.

Hun var hjemme--at se Sønnen.

-Det er jo det eneste, hun elsker her i Verden, sagde Moderen til Tine.

Den Søn havde hun vist faaet noget uregelmæssigt; og saa havde hun måttet rejse bort og var blevet gift, dernede i Nord-Italien, med Lorden eller Skomageren.

-Men hun sidder jo og er rig, sagde Moderen.

Det var ligesom Livssmerten kom hende nær, naar hun talte om den Veninde.

-Ja, Gud véd, hvordan det kan være, sagde hun igen:

-Men det gik dem alle galt.

Venindens Fader kom undertiden, altid pludseligt, og altid blev han ganske kort.

En høj Mand, mager, med en Holdning som dens, der, uden at bøje Ryg, er vant til at færdes ved et Hof.

Pigerne kunde saa ganske uformodet melde:

-Det er Hofjægermesteren.

Og han kom ind og han bøjede sig saa mærkelig dybt og saa mærkelig bevæget for Moderen, der gik ham imøde. Og han satte sig altid i en lang Afstand og han talte med en Stemme, som kom den langt borte fra og den var mattet af Sorg.

Og han gik, saa pludseligt, som han kom.

Men Moderen græd, naar han var gaaet, og Børnene var bange, for det var noget omtrent, som havde der været et Spøgelse.

-Jeg vilde blot se Dem, sagde han, naar han gik, og han bøjede sig igen og kyssede Moderens Haand.

Han kom for at kunne nævne dem, der var langt borte....

... Men Moderen blev siddende i Juledampen, med sin Ungdoms Breve i sit Skød. Skolelærerens Tine sad paa en Skammel ved Siden af hendes Stol.

Moderen fortalte om sin Forlovelsestid.

Hun kom jo ind fra Provinsen og ingenting vidste hun og ingenting kendte hun og fremmed var hun i Excellencens gamle Hus.

Det var noget nyt og noget helt forfærdende, med Ørstederne og med Mynsterne i Stuerne og i Huset Oehlenschlæger oppe paa anden Sal.

Det var et Liv med Lysekronerne altid tændte, og Svigermoder i det sorte Fløjel, og de gamle Slægtsvaaben broderet paa alle Puder, og Sølvkander stillede frem paa Etagèrer, og Malerier paa Væggene saa højtideligt, som i en Kunstsamling.

Moderen gik helt forskrækket om.

Men til Forlovelsesgildet, da de drak Skaaler og Excellencen selv havde skrevet Sangen, da sneg Moderen sig ud paa Trappen, Trappen op til Oehlenschlæger, og dér sad hun og græd; med Ansigtet i sine Hænder græd hun og græd.

Tjeneren fandt hende.

Han maatte hente Faderen.

-Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun.

-Lad mig komme hjem--lad mig komme hjem.

Og hun græd, som skulde hun miste sit Liv.

Moderen blev ved at fortælle med Brevene i sit Skød, om sin Ungdom, om de Dage, der svandt.

Men paa én Gang sagde hun:

-Naa, der er Ting, man aldrig skulde tænke paa.

Tine sagde:

-Det er dog altid godt at tænke paa Lykken.

-Nej, Mindet om den slaar ihjel.

Moderen stod op:

-Men, aa, hvor var det dejligt at løbe paa Skøjter, sagde hun.