Part 8
Hans Excellence havde atter rettet sig i sin Stol og havde betragtet Moderen, da han pludselig sagde, sagte eller snarere stønnende, med en Stemme, hun ikke kendte, og med et Blik i sine Øjne, hun aldrig havde set:
-Saa er Du alligevel lykkelig.
-Grandpapa, sagde hun og fandt ikke flere Ord, mens hun stirrede ind i hans Ansigt: det var, som saá hun tusind Ting oplyste af et eneste Lyn.
Hendes Hænder faldt ned mod Bordet. Men Hans Excellence havde vendt sit Ansigt bort.
Langs Bordet lo og snakkede de, mens Marschalinden, der gik tilbage i Samtalen, sagde til Faderen:
-Jeg har for Resten været i Haremet.
-Jeg ogsaa, sagde Gehejmeraadinden, som slog en stor Vifte op for sit vejrbidte Ansigt:
-Det var der ikke meget ved.
Grev Eck havde kun været hos Sultanen én Gang, i de Aar, han opholdt sig i Athen for at vejlede den unge Konge.
Hendes Naade, der havde givet en Ordre til Georg, drejede atter Hovedet over Fløjlsbaandet med Brillanter, som kantede hendes Kjole, og sagde:
-Ja, da Fru Jerichau malede mig, fortalte hun mig meget om Konstantinopel.
Ved en sær Tankeforbindelse--maaske fra Seraillets Damer til Smykker--begyndte Marschalinden paa en Gang at fortælle om Etatsraadinden og hendes Dauphin, mens hun af Latter kastede sig tilbage paa Stolen:
-"Mouritzen har Beviserne", sagde hun og efterlignede Etatsraadindens Tonefald: "men vi har den fra Frankfurt".
Moderen og Fru Schulin lo med, mens Gehejmeraadinden sagde:
-Jeg tror nu, at disse Rothschilder har en Bagbutik med den Slags.
-Ja, gu' har de et Laanekontor, sagde Baron Rosenkrands: Og der er jo ogsaa Nødstilstand i mange gamle Familjer.
Marschalindens Øjne strejfede uvilkaarligt Brillantbaandet om Hendes Naades Hals, medens Faderen, en Smule hastigt, bøjede sig frem mod hendes Skulder og sagde:
-Det var nogle dejlige Perler, Harriette.
-Ja, sagde Marschalinden, der tog op om Collier'et: det er ogsaa historisk. De siger, det har tilhørt Madame Dubarry.
Grevinde Schulin var vendt tilbage til Fru Rosenkrands' bortløbne Kusine og afsluttede sine Bemærkninger ved at sige:
-Aa Gud, ja, det er godt, man har sine Børn.
-Ikke sandt, Tante Hvide? sagde hun og nikkede til Hendes Naade, der smilede over sin lysende Halssnor.
-Ja, sagde Fru Rosenkrands, der tørrede sin lille Kirsebærmund med Servietten: det er saamæn meget muligt, at der ikke er saa meget ved Livet.
-Helle Dussen, Baronesse, sagde Marschalinden og lo og, idet hun pludselig vendte sig til Grev von Eck, sagde hun.
-Ja, Grev Eck, hvad mener nu egentlig saadan en klog gammel Mand som De om Livet?
Grev Eck sænkede det lille og fine Hoved:
-Jeg interesserer mig ... ikke saa meget for Livet, sagde han.
-Men alligevel?
Den gamle Diplomat, der altid talte ret langsomt, sagde og smilede halvt:
-Jeg betragter det mest som Skygger ... Skygger paa et ophængt Lagen.
Marschalinden, som havde rynket Panden, sagde:
-Men, Eck, hvem styrer dem saa, Skyggerne paa Lagenet?
Hans Excellence havde strakt Haanden ud mod den slanke Tjener:
-Et Glas, sagde han.
Det var et Glas Champagne, som Hans Excellence fik og tømte i ét Drag:
-Styres ikke alt Skyggespil, sagde han, af en oprakt Finger?
Mens Gehejmeraadinden lo, hørte man Professor Berger sige i Stilheden--Herrerne var blevet røde i Hovederne--:
-Det er vel altid Hovedformaalet at lindre Patienternes Smerter.
Moderen, som i nogle Minutter ikke havde talt, fo'r sammen ved Hans Excellences Ord og hørte Grev Schulin, der hovedsagelig beskæftigede sig med Silkekræet ved Kakkelovnen, sige:
-Dyret er s'gu drukkent.
Moderen smilede og sagde:
-Dyret er klogt.
-Ja, saagu', sagde Schulin, der selv tømte et Glas til Dyreryggen.
Marschalinden, der var blevet ved at tale med Grev Eck, spurgte ham ud om en ledende Politiker, en Folkefører.
-Man forstaar aldrig noget rigtigt, sagde hun: naar man sidder saadan aarevis i Udlandet.
-Men, sagde hun om Folkeføreren: tror De da virkelig, at han selv tror paa alle sine egne Ord?
-Undertiden.
-Og, blev Hr. Eck ved: han tror altid paa, at han er Verdens Midtpunkt.
-Misund ham for det, raabte Hans Excellence: den Tro tør ingen miste.
Og sagtere, saa kun Moderen og Gehejmeraadinden hørte ham, sagde han:
-Den Dag, man mister den, begynder Sandflugten....
-Sandflugten, Grandpapa?
-Ja, Sandflugten gennem Ørkenen.
-Og--Hans Excellences Stemme lød paany som før og, et Nu, saá hans Øjne ud, som overmandedes han af en urimelig og en til Bunden loddet Smerte--: hvem tror Du vel, min Pige, betyder mer end Sandskornet i den hede Sky.
-Hvad taler I om? sagde han pludselig atter højt ned til Eck og Marschalinden.
-Politik, sagde Marschalinden.
-Politik, sagde Hans Excellence, der atter havde ranket sin Skikkelse og sad med Hænderne støttede mod sit Bord: hertillands har vi ingen Politik. Politik betyder Handling og En, som hertillands vilde handle, vilde straks løbe Panden mod Talerstolene.
-Og--Hans Excellence lo--den, som vilde vove at hugge Talerstolene ned, vilde blive halshugget. Hvem takkede Anders Sandøe eller hvem takkede Bluhme? Bispen fra Ny Zeeland kunde smøre dem om Munden og føre dem til Dannevirke.
Gehejmeraadinden gav sig til at le med sin Mandfolkelatter. Hun kom til at tænke paa Hans Christian Ørsted og blev ved at le:
-Som det Mandfolk gik paa sine Ben, sagde hun.
Hans Excellence sad lidt, før han sagde:
-Ja, han var Anders Sandøes Broder. Men det var alligevel under Hans Christians Fingre, Ariadnetraaden fløj ud.
-Ariadnetraaden? sagde Marschalinden nedefra.
-Ja, sagde Hans Excellence: fra den Dag kan man vel famle sig til, hvis man ellers gider, hvad Liv er og hvor Livet sidder.
De hørte alle efter, mens Grev Eck sagde, med en Tankeforbindelse:
-Noget af det interessanteste jeg véd, var at se Charles Darwin i London.
Hans Excellence sagde:
-Hvad han tror, har alle de Store troet. Han, der gik paa Hovedet i Ætna, var den første, der forstod, og han vidste, han havde forstaaet.
Marschalinden, der ikke kendte Filosofen fra Ætna og stadig sad fordybet i sin egen Stemning, løftede Øjnene og saá sig uvilkaarligt om i Stuen:
-Ja, sagde hun: saa mange Mænd, der egentlig er gaaet ud og ind af disse Stuer.
-Ja, sagde Hans Excellence og maalte selv Værelset med et langt Blik: mange. Og hvad er der saa blevet tilbage? Stakitterne om deres Grave.
Der var et Øjeblik stille i Stuen.
Saa sagde Grev von Eck:
-Og Telegrafpælene over Jorden.
-Ja, sagde Hans Excellence: til at formere de menneskelige Løgne.
Hans Excellence tog en Skefuld Is paa Moderens Tallerken.
Samtalen var næsten stanset, og Grevinde Schulin bøjede sig ned mod Professor Berger, der, medens han spiste, førte sine meget fine Hænder næsten som en Kvinde:
-Hvad er der dog hændet Onkel Hvide, sagde hun: jeg har hele Tiden en Fornemmelse, som om Gulvet gynger.
-Hvad sagde Grevinden? spurgte Professoren, som enten ikke havde hørt eller ikke havde villet høre.
-Ingenting, Fru Schulin slog sin Vifte op: her er saa varmt.
Næsten paa en Gang begyndte hun og Marschalinden og Moderen at tale igen, mens alle faldt ind, og de talte om Godserne og Hoffet og Hendes Majestæt Enkedronningen, som desværre var syg.
-Hun har Mavepine, sagde Hans Excellence.
Medens alle blev ved at tale, sagde Grev Eck, der længe havde siddet og set paa den unge Mand, pludselig over til Hr. Fritz Hvide:
-Hvad tænker egentlig De paa?
Den unge Mand løftede det blege Ansigt.
-Greven gør mig et Samvittighedsspørgsmaal, sagde han.
-Som De ikke besvarer, sagde Greven og lo.
Den unge Mand svarede ikke mer, men bøjede kun sit Hoved.
Den slanke Tjener bragte fjorten meget smaa, graverede Glas paa en Krystalbakke, som han, bukkende, rakte frem mod Grev Eck som den første.
-Det er Tokayeren, sagde Grev Eck, der havde taget et Glas.
-Ja, sagde Hans Excellence.
Det var en ældgammel Vin, af hvilken Huset havde ejet atten Flasker, en Present af en afdød Prins af Philipsthal.
-Var det den sidste Flaske? spurgte Hans Excellence, vendt til Georg.
-Ja, Deres Excellence, det er den sidste, svarede Georg bukkende.
Alle betragtede Vinen, som de holdt op i Glassene, hvor Gravuren af Hvidernes Vaaben glimtede.
Moderen sad og stirrede ind mod sit Glas:
-Hvor faa der egentlig nogensinde har smagt den Vin.
-Ja, sagde Hans Excellence: de færreste.
Den lille Baronesse, som ogsaa sad og saá paa sit løftede Glas, sagde:
-Den er som Blod.
-Som Ild og Blod, min Pige, sagde Hans Excellence og stødte sit Glas mod Gehejmeraadindens, der elskede Vin og som havde været med til alle atten Flasker, op gennem Aarene.
-Ja, sagde Baronessen.
Og med Glasset op til sine Læber sagde hun, halvsagte, over til sin Mand:
-Du.
-Dja, sagde Manden--Dja var hans Kælenavn for Lydia--og de drak, seende hinanden dybt ind i Øjnene.
I det samme havde Moderen bøjet sig frem, som om hun vilde drikke med nogen. Men hastigt satte hun atter Glasset ned og vendte Hovedet bort.
Den unge Hvide havde ikke smagt Vinen. Tavs stirrede han paa sit Glas, hvis Vaabenskjold syntes blodsprængt paa Vinens Baggrund.
-Skaal, Hans, sagde Marschalinden og løftede Glasset ned mod Jægermesteren.
-Skaal, svarede han.
Og for at sige noget sagde Marschalinden:
-Jeg maa da ogsaa en Gang se at komme til Thorsholm. Jægermesteren svarede og saá op:
-Saa maa Du skynde Dig. Før Taget ramler sammen.
-Som Du dog taler, Hans, sagde Hendes Naade.
-Jeg taler Sandhed, sagde Jægermesteren, mens Hans Excellence havde rejst sig med det løftede Glas i Haanden:
-For Dig, sagde han ned mod Hendes Naade, og mens alle rejste sig, tømte de den sidste Draabe af den røde Vin paa Hendes Naades Vel.
Georg slog Dørene op og alle gik ind, Hendes Naade først ved Jægermesterens Arm.
Da Døren igen var lukket til, var den slanke Tjener alene. Han saá ned over Bordet og fik Øje paa den unge Hvides urørte Glas.
Den unge Mand tømte det hastigt, før Georg vendte tilbage.
-Kaffen, sagde Georg.
Den Slanke svarede ham ikke, men gik for at hente Kaffen.
Da Georg var alene, gav han sig selv til at tømme Slatterne, hulter til bulter.
... Kaffen var drukket og Spillebordet var slaaet ud, i den midterste Dagligstue, hvor Hans Excellence gik til Kortene sammen med Grev Eck, Schulin og Professoren.
-Nu skal jeg snue, min Pige, sagde Gehejmeraadinden, der, hvor hun saa var, altid sov et Kvarter, efter Kaffen.
-Ja, Tante Augusta, sagde Baronessen og rejste sig fra Sofaen, hvor Gehejmeraadinden lagde et Lommetørklæde over sit brede Ansigt og, et Minut efter, var falden i Søvn.
Marschalinden, der sad med Moderen ovre i det andet Hjørne, gav sig til at le:
-Tante Augusta har altid sovet som de Retfærdige, sagde hun.
-Ja, sagde Moderen.
Hendes Naade og Grevinde Schulin talte midt i Stuen om Lejligheder, som det virkelig var svært at faa:
-Men Hvide vil jo ikke flytte, sagde Hendes Naade.
Samtalen stansede nu og da, og fra den anden Stue hørte man Kortenes Fald.
Moderen løftede Hovedet en Smule og sagde:
-Saa underlig denne Dag maa have været for Dig, Harriette.
-Hvordan? sagde Marschalinden og vendte Ansigtet imod hende.
-At se os allesammen igen ... efter saa lang en Tid.
-Ja, sagde Marschalinden: næsten tyve Aar....
-Og, tilfejede hun: jeg rejser snart igen.
-Rejser? sagde Moderen.
-Ja, sagde Fru Harriette, hvis Stemme sitrede underligt: nu har jeg jo set Jer.
Moderen svarede ikke, og de hørte igen Kortenes Fald. Saa sagde Moderen, som saá hun paa noget, der var uendelig langt borte:
-Det var lige før mit Bryllup, Du rejste.
Marschalinden havde foldet Hænderne over sit Knæ.--Ja, sagde hun: det var lige før dit Bryllup.
Og efter et Øjebliks Tavshed lagde hun til:
-Alle kan vi jo ikke blive i Landet.
Faderen traadte hen til dem:
-Hvad sidder I to og taler om?
-Vi talte om ét og tænkte paa noget andet, svarede Marschalinden.
-Hvorpaa da?
Alle tre Ansigter saás sammen i Skæret af Standlampen.
-Aa, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og tænkte paa Lykken og Livets Gang.
Faderen svarede ikke.
Men Marschalinden sagde:
-Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.
Grevinde Schulin havde slaaet sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos Baronesse Rosenkrands.
-Det maa alligevel, sagde hun, være underligt for Harriette at være kommen hjem og nu se alt det.
-Hvordan alt det?
-Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der tænker paa noget, der ligger meget langt tilbage:
-Harriette havde vel nok altid elsket Fritz. De har jo kendt hinanden fra Børn.
-Men saa forelskede Fritz sig jo i Stella--og saa rejste Harriette ned til Tanten i Wien og giftede sig med Marschalen.
Grevinde Schulin tav et Øjeblik:
-Og nu kommer hun tilbage og ser, hvordan det er gaaet.
-Hvordan er det da gaaet? sagde Baronessen, der, uforstaaende, havde bøjet Overkroppen helt frem.
-Aa, sagde Grevinde Schulin og tog sig med den ene Haand over Øjnene:
-De er et Barn.
-Men, sagde hun og betragtede et Øjeblik Schulin, der sad inde ved Kortene, bred og stærk, som den, der har bevaret sin gode og mangesidige Appetit op gennem Aarene:
-Livet vil nok lære Dem mange Ting.
Baronesse Rosenkrands skød Kirsebærmunden frem:
-Ja, det vil det vel, sagde hun og sukkede uden at vide hvorfor.
-Skal vi køre? spurgte hun Baronen, der kom til.
-Ja, min Pige, sagde Baronen; og Baronen og Baronesse Rosenkrands, der skulde til Rout hos den engelske Minister, gik rundt og sagde Farvel.
Georg kom løbende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans Excellence:
-Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende.
Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu.
-Er Vognen der? raabte han.
-Ja, Deres Excellence.
Alle havde rejst sig i begge Stuer--undtagen Hendes Naade.
-Hvad er der? sagde Gehejmeraadinden, der var vaagnet.
-Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.
-Hvad er der? spurgte Marschalinden, med Ansigtet vendt mod Excellencen.
-Jeg skal til Brahes; og vendt mod Faderen sagde han:
-Tag mine Kort. Hans Excellence gik ud.
Ved Døren til Trappen ventede Brahernes Vogntjener, der, bleg, bøjede Hovedet over den store Krave.
-Det haster, Deres Excellence, sagde han.
-Jeg véd det, sagde Hans Excellence, der steg ind i Vognen:
-Kør.
Brahernes Heste slog med deres Hove Gnister af den haardtfrosne Sne.
Den Braheske Port blev revet op foran de dampende Dyr.
Portneren løb til og var nær snublet over Vognens bageste Hjul, mens hans Kone stod paa Kældertrappen, lænet op til Væggen, med Forklædet over sit Hoved, og græd, saa det genlød i Porten:
-Det javer, Deres Excellence, det javer, sagde hun.
-Jeg véd det, sagde Hans Excellence igen.
Ved den aabnede Dør ventede Kammertjeneren.
-Godaften, Deres Excellence, sagde han og hans Stemme rystede. Han havde tjent i Huset i tyve Aar.
-Tag Pelsen, sagde Hans Excellence. Og han rev den selv af, saa den faldt paa Gulvet som en tung Sæk. før Tjeneren kunde gribe den.
-Hæng den op, sagde Hans Excellence.
Han aabnede Døren, og Baron Brahe, der sad paa en Stol, vendte sit Ansigt, der var ophovnet af Graad--han, der ikke var vant til at græde--om mod Excellencen:
-Tak, sagde han og rejste sig.
Baronessen kom løbende og slog sine Arme om Excellencens Hals:
-Aa, Onkel Hvide, aa. Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence løsnede hendes Arm fra sin Hals:
-I henter mig sent, sagde han.
Det var, som en barsk Bestemthed havde udmejslet hans Skikkelse til en Kæmpes:
-Lad mig se hende.
-Ja, sagde Baronessen og gik foran, støttende sig til Møblerne, ind gennem Stuerne, hvor der ingen var.
En Gang stansede hun, lænende sig til en Stoleryg:
-Hvor hun lider, sagde hun og vendte sit Ansigt mod Hans Excellence.
Han svarede ikke.
Grev Preben sad i den inderste Dagligstue, paa en tilfældig Stol. Han førte uafladelig Bagsiden af sin venstre Haand op mod sin Mund, som var det hans Læber, der smertede ham.
-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen.
-Naa, sagde Preben og rejste sig uden at have hørt.
I den lange Gang havde de to Søstre flyttet to Lænestole ud, hvor de sad, udenfor Emmelys Dør, angste og sammenkrøbne, uden at kunne græde, mens en Kammerjomfru, længere nede, i Halvmørket, gik frem og tilbage som en Skygge.
-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen.
-Godaften, Børn, sagde Hans Excellence.
Baronen slap Døren og kun Hans Excellence og Baronessen gik ind i Værelset, hvor Sygeplejersken rejste sig lydløst.
Hans Excellence var stanset foran Fodenden af Emmelys Seng.
I det matte Skær traadte Næsen frem over hendes indfaldne Kinder, mens man hørte den hivende Lyd fra hendes arbejdende Bryst.
-Tag Skærmen af, sagde Hans Excellence.
Baronessen strakte stønnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen:
-Vil De være saa elskværdig? sagde hun.
Sygeplejersken løftede Skærmen, saa Lyset flød ud over Emmelys Ansigt, mens Hans Excellence blev staaende, uden at røre sig, ved Sengens Fodende, ubevægelig, foran den unge Døende.
-Sæt Skærmen paa, sagde han og havde ikke rørt sig. Sygeplejersken gjorde det. Der blev mørkt paany.
Det var, som den Døende vaagnede og hun søgte at løfte Haanden fra Tæppet:
-Hvem er det? hviskede hun.
-Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Haand.
Der gik næsten et Smil hen over hendes Ansigt og hun forsøgte at nikke.
-Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte Øjnene, der maaske næppe mer kunde se.
-Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og han gik.
Baronessen havde ikke rejst sig.
Hans Excellence var gaaet ind i Dagligstuerne, hvor Baronen ventede. De to Søstre var fulgt efter, lydløse som to Skygger.
-Giv hende Champagne, sagde Hans Excellence, som stod midt i Stuen.
-Ja, sagde Baronen.
-Saa tit I kan, sagde Hans Excellence.
-Ja, sagde Baronen.
Ingen rørte sig.
-Hvor er Preben, spurgte Hans Excellence.
Preben rejste sig fra en Stol.
-Gaa derind, lille Preben; men sid stille.
Hans Excellence tav et Øjeblik, mens Preben gik hen over Gulvet, usikker som En, der har drukket.
-Godnat, Børn, sagde Hans Excellence og saá, et Nu, fra Ansigt til Ansigt, før han gik.
Baronen var fulgt efter ham og kunde næsten ikke gaa:
-Hvordan er det? sagde han, da de kom til Døren.
Den stærke Mand skælvede som et Løv.
-Det er det sidste, sagde Hans Excellence og havde grebet Baronens Haand med et Greb, saa det sved.
Baronen tog frem for sig, da Excellencen slap.
-Godnat, sagde Hans Excellence igen og Døren faldt til.
-Kør, sagde han og steg ind.
Og Vognen kørte bort.
Der var næppe blevet talt i Hvidernes Stuer, hvor Marschalinden uafladelig gik frem og tilbage med korslagte Arme, mens de fire Herrer ved Spillebordet spillede tavse, uden et Ord, mekanisk som Figurer, der var trukket op.
Kun nu og da sagde Moderen eller Gehejmeraadinden en Sætning, ud i Stuen, og tav igen, saa der atter blev stille og intet hørtes uden Kortenes Fald.
Gehejmeraadinden sagde:
-Hvorfor skulde ogsaa de blive lykkelige?
Grevinde Schulin havde taget et Sjal om sig og sad, som om hun frøs.
-Livet er saa misundeligt, sagde Gehejmeraadinden atter med sin dybe Røst.
-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej.
Alle tav igen, til Marschalinden sagde:
-Hvor gammel var hun egentlig?
-Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads.
-Tyve Aar, gentog Marschalinden.
Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog:
-Ja, alting her i Verden er blindt--ogsaa Døden.
Der hørtes en Vogn i Gaden og Marschalinden løftede Gardinet. Men det var ikke den.
-Hvor er Hans? spurgte Hendes Naade.
Den unge Hvide løftede sit Ansigt fra en Bog:
-Papa er i Spisestuen.
-Hent ham, sagde Hendes Naade.
Men den unge Hvide rørte sig ikke.
-Gaar Du? sagde Hendes Naade.
-Ja, Grandmama.
Den unge Hvide gik ind i Spisestuen, hvor han, i Vinduesfordybningen, fandt Jægermesteren ludende over et Glas Cognac med Vand.
-Grandmama ønsker at tale med Dig.
-Naa. Jægermesteren forsøgte at staa op.
-Støt Dig til mig, sagde Sønnen.
-Hvad skal jeg, sagde Jægermesteren, hvis drukne Øjne flammede op.
-Papa kan ikke staa paa sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen falde tilbage i sin Stol som en død Klump.
Da Sønnen var gaaet, rejste Jægermesteren sig og dinglede hen over Gulvet.
Ude i den lange Gang stødte han med Albuerne en Dør op og fandt frem til en Seng, hvorpaa han kastede sig for, et Øjeblik efter, at snorke højt.
Det var Hans Excellences Seng.
Den unge Hvide var vendt tilbage til Dagligstuen:
-Papa var gaaet, sagde han og indtog atter sin Plads.
Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle ventede:
-Dér er han, sagde hun og løftede Gardinet igen.
-Ja, sagde Moderen og rejste sig.
Vognen kørte ind ad Porten.
Der var ikke blevet talt, før Hans Excellence kom ind og Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt:
-Det var altsaa Døden? sagde hun.
De fire Herrer var holdt op at spille.
Hans Excellence nikkede uden at tale.
-Lider hun? spurgte Marschalinden med en Stemme, man næsten ikke kunde høre:
-Jeg giver dem Vin, sagde Hans Excellence, og han gik ind til Spillebordet.
-Hvordan har Du spillet mine Kort? sagde han til Faderen, og Hans Excellence satte sig for at spille Rubberen til Ende.
---
Gæsterne var taget bort.
I den midterste Dagligstue sad Hendes Naade og blundede i sin Stol. Brillantsnoren lyste saa sært om hendes Hals i det meget Lys fra de næsten nedbrændte Kroner.
Moderen og Hans Excellence sad inde i Hans Excellences Stue, hvor der var mørkt.
-Er Du der, min Pige, sagde han.
-Ja, Grandpapa.
Skæret fra Gadens Lygter faldt ind i Stuen og flakkede hen over Væggene, hvor Billederne af Aarhundredets Mænd dukkede frem i et usikkert Lys og igen Forsvandt.
Moderen sagde, ud i Mørket:
-Grandpapa, Du skulde ikke beholde den Praksis.
Han drejede Hovedet:
-Hvorfor ikke? og pludselig lo han: Lad dem kun betale mig for at udstede deres Dødsattester, sagde han.
Der var længe stille, saa sagde Moderen:
-Véd Du, Grandpapa, naar vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser paa den samme Ting.
-Paa hvad?
-Paa Vragene.
Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund.
Saa sagde Hans Excellence:
-Sidder hun derovre endnu?
-Hvem?
-Mener Grandpapa Elsebeth?
-Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter.
Der var et Øjeblik stille i Mørket. Saa talte Hans Excellence:
-Der er intet at vente efter ... og han fortsatte:
-Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værd.
Han tav igen, før hans Stemme fød paany:
-Og det, vi dog ræddes for, kommer tidsnok.
Moderen havde bøjet sit Hoved:
-Maaske ikke for alle, sagde hun ganske sagte.
Der blev stille igen. Hans Excellence blundede maaske.
Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt og, halvt uden at vide det og ganske sagte, nynnede hun frem for sig:
Som Planten visner for dens Rod er uden Væde; som Blomsten bliver bleg, for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen, for Du har ej mig kær.
-Synger Du, min Pige? sagde Hans Excellence pludselig fra Mørket.
Moderen fo'r sammen.
-Nej, Grandpapa, sagde hun:
-Jeg sukkede kun.
Georg aabnede Døren til den lyse Stue, idet han bukkede paa Dørtrinet:
-Hendes Naade er gaaet til Tebordet, sagde han.
-Vi kommer, sagde Hans Excellence.
Og de rejste sig.
"LA GIOCONDA". SIDSTE AKT.
SIRENETTA:
Har Du grædt?
SILVIA:
Ja--en lille Smule.
SIRENETTA:
Det er ligesom Du havde grædt et helt Aar. Dine Øjne brænder. Dit Hjerte gør altfor ondt.
SILVIA:
Ti stille. Jeg kan ikke faa mit Hjerte til at være roligt.