Part 7

-Din Haand er bleven saa let at skrive efter, sagde han til Hans Excellence, der havde rejst sig:

-Vil Du sætte dit Segl under.

En Flod af Blod havde gydt sig over Hans Excellences Ansigt, men han sagde kun et Ja, der lød som en Stønnen:

-Der ligger Lak i Skabet, sagde Konferensraaden, og hans Øje blev ved at følge Hans Excellence, mens han hentede Lak i Skabet og maatte tænde et Lys og bære det hen og tage den mægtige Signetring af, i hvis store Ædelsten Hvidernes Vaaben var graveret.

Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for længe, saa alt formeget Lak svulmede op--som den første Strime Blod, der rinder af et Saar.

-Det er godt, sagde Konferensraaden og betragtede Seglet.

Hans Excellence havde atter Ringen paa sin Finger:

-Farvel, sagde han.

-Farvel.

Hans Excellence var ude.

Konferensraaden slog to Slag paa Klokken paa sit Bord og Hr. Hansen kom ind ad den lille Paneldør:

-Gør i Orden, sagde han.

Hr. Hansen lukkede Pengeskabet og slukkede lyset og satte det bort.

-Hent Mappen, sagde Konferensraaden. Hr. Hansen gik og bragte Hvidernes Mappe.

-Luk den op.

Hr. Hansen gjorde det.

-Tak.

Konferensraaden tog Hans Excellences Forskrivning og lagde den øverst i den store Bunke:

-Det er godt, sagde han og lukkede selv. Da Hr. Hansen tog Mappen, løftede Konferensraaden sit Øje paa sin Skriver.

-Nu skulle De inddrive Deres fordringer, sagde han: Det er paa Tiden.

Hr. Hansen førte forfjamsket de blege Hænder frem og tilbage.

-Men, sagde Konferensraaden: De har jo Pant. Hr. Hansen svarede ikke.

-Hvad har De mere end Kejserens Broche?

-Smykker, Hr. Konferensraad. Konferensraaden tog ikke Blikket fra ham.

-Hvilket? spurgte han.

-En Brillantsnor.

Konferensraaden flyttede sit Øje:

-Penge er bedre, sagde han: saadanne Stene kan synke i Værdi.

-Ja, Hr. Konferensraad. Konferensraaden drejede Hovedet:

-Skærmen, sagde han.

Hr. Hansen satte Skærmen over Lampen.

-De kan gaa.

Den store Dør gik op. Det var Hofjægermesterinden, der kom ind og stod midt i Stuen:

-Hvad er her foregaaet? Konferensraadens Øje stak over paa hende:

-Hvad skulde her foregaa? spurgte han og Stemmen blev pludselig atter ganske tyk i hans Mund.

-Som Du vil, sagde Datteren: Men dette skal vel ha'e en Ende. Og--Hofjægermesterinden saá Faderen ind i Ansigtet--: vi behøver ikke Hviderne mer.

Konferensraaden svarede ikke.

Hofjægermesterinden lagde Puderne bag hans Ryg, mens hun fornam, hvor hans Legeme skjalv.

-Og Du skulde skaane Dig, sagde hun og lagde til:

-Den Gamle sagde selv idag, Du taaler ingen Sindsbevægelser.

Konferensraaden løftede sit ene Øje:

-Var det maaske derfor, Du lukkede ham ind? sagde han: Lad Du mig om mit.

Hofjægermesterinden smilede, mens hun lagde Plaiden om hans Ben, med et Smil, som Konferensraaden ikke saá:

-Jeg skal gøre det, sagde hun og gik.

Konferensraaden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanføre Hoved faldt pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin Støtte.

... Da Faderen hørte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv ned i Døren til Porten:

-Hvor Du kommer sent.

-Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand kører som kørte han til Lig.

-Hvad er det med Hestene? spurgte Faderen hæftigt op mod Johan, medens Hans Excellence begyndte at gaa op ad Trappen.

-Den Nærmer vil ikke længer, sagde Johan tvært.

-Vil ikke? sagde Faderen, rød af Vrede. Dette maa ha'e en Ende.

-Ja, det er det, det ta'er, sagde Johan ligesom før.

Faderen fulgte efter Hans Excellence.

-Ring paa Georg, sagde Excellencen: jeg skal klædes om.

-Ja, sagde Faderen og gik op til sig selv.

Moderen sad endnu paa Stolen foran sit Spejl, mens hun hørte Faderen gaa frem og tilbage og klæde sig om. Siden Selskabsdamen gik, havde hun ikke rørt sig.

Kun nu og da aabnede hun Øjnene og lukkede dem igen.

Faderen bankede paa hendes Dør.

-Ja, kom, sagde hun.

Faderen kom ind, kjoleklædt og rank:

-Skal vi gaa ned? sagde han. Moderen blev siddende paa sin Stol:

-Jeg har tænkt saa meget i Dag, sagde hun og førte de foldede Hænder ned imod sit Bord.

-Hvorpaa? sagde Faderen.

Moderens Læber skælvede et Øjeblik og der kom et Træk om hendes Mund som det, der tidt kan ses hos Fanger:

-Jeg, sagde hun, har i mange Aar kun tænkt paa én Ting.

Hun tav et Øjeblik:

-Og nu har jeg tænkt den til Ende.

Hun bevægede de to dejlige Hænder:

-Derfor vil jeg gerne tale med Dig.

Faderen havde i Halvmørket, hvor han stod, gjort en Bevægelse med sin Haand:

-Du mener, hvorfor tale om det, som er saa forbi og som er saa længe siden?

-Men jeg maa tale, Fritz--hun vendte det blege Ansigt imod ham--: for at forsvare mig.

-Forsvare Dig?

-Ja, Fritz.

Hun vendte Ansigtet igen og hun talte halvhøjt og langsomt som den, der har formet sine Tanker uigenkaldeligt:

-Jeg véd nu, at jeg har haft megen Uret imod Dig. Du er ikke født til at holde af Mennesker. Din Evne er at elske et Menneske--og alligevel har Du holdt uendelig meget af mig.

-Men det er saa svært for den, der elsker, at gaa ved Siden af den, der kun holder af. Derfor kunde jeg ikke en Gang modtage din Godhed.

Faderen gjorde et Skridt:

-Og ét endnu. Menneskene, Fritz, vender altid deres medlidende Øjne mod den, som bøjes dybest, skønt ingen véd, hvem af to, der har lidt mest.

Hun løftede sit Ansigt:

-Jeg har været egenkærlig, jeg véd det nu, sagde hun og det var, som hun talte til nogen over sig:

-Men jeg skal ikke være det længere og din Livsevne skal ikke mere være død.

Faderen stod i Mørket:

-Hvad vil Du, jeg skal svare Dig?

Moderen rystede paa sit Hoved:

-Du skal ikke svare mig, sagde hun:

-Jeg har ikke talt for at faa Svar, men for at have talt.

Der var et Øjeblik stille. Umærkeligt knugede hun de dejlige Hænder mod hinanden paa Bordet, hvor de laa:

-Og nu, sagde hun, skal der aldrig mere tales imellem os--ikke en Gang paa den Dag, hvor vi dør.

Faderen stod et Nu. Saa sagde han:

-Og hvorfor har Du netop talt idag?

-Hvorfor?

Moderen førte Haanden op til sine Øjne og tog den atter bort.

-De store Beslutninger, Fritz, er vel altid Frugten af de lange Tanker og de smaa Ting.

Faderens Ansigt sitrede:

-Og Du? sagde han og hans Stemme kunde næppe høres:

-Kan Du aldrig blive glad?

Moderen vendte et Nu det skønne Ansigt imod ham:

-Havde Du elsket mig, om jeg kunde det, sagde hun.

Og Faderen gik.

Moderen rejste sig. Taarerne vilde til at bryde frem af hendes Øjne. Men hun betvang dem. Og mens hun førte begge sine Hænder ned langs den sorte Silkedragt, rettede hun sit Legeme, som under en Rustning.

Saa bankede hun paa Faderens Dør:

-Skal vi gaa ned? sagde hun.

... Hendes Naade var paaklædt. Selskabsdamen satte, foran Spejlet, et Smykke af oksyderede Sølvblomster i Hendes Naades Haar.

Det bankede paa den ene af Dørene:

-Hvem er det? raabte Hendes Naade og havde allerede set Jægermesteren, hendes Søn, der aabnede Døren:

-Det er mig, sagde han.

-De kan gaa, sagde hun til Selskabsdamen:

-Lad tænde.

Hendes Naade bøjede sig ned over Jægermesteren, der allerede, hulkende, var falden ned i en Stol:

-Min ulykkelige Dreng, sagde hun: min ulykkelige Dreng, hvad har han gjort Dig?

Hendes Naade førte sine Hænder ned over hans Haar og ned over hans Hals:

-Hvad er der sket? Hvad er der dog sket?

Jægermesteren blev kun ved at hulke:

-Jeg kan ikke sige det.

-Men er det ordnet, spurgte Hendes Naade og knugede Hænderne sammen.

-Ja, sagde Jægermesteren og løftede Ansigtet, mens den ludende Krop faldt sammen igen:

-Det er ordnet.

-Saa Gud være lovet, sagde Hendes Naade og hendes Arme faldt ned over Stolens Sider.

-Men vi skal vel ind, sagde Jægermesteren og stod op. Hans Øjne var endnu ganske forvildede.

-Ja, sagde Hendes Naade: vask dit Ansigt.

Hendes Hænder rystede, mens hun slog Eau de Cologne ud i det store Vandfad:

-Saadan, sagde hun, og Jægermesteren førte det dyppede Haandklæde hen over sit Ansigt.

-Laan mig det, sagde hun og hun førte et Øjeblik det fugtige Klæde ind mod sine egne Øjenlaag.

-Saa, sagde hun:

-Giv mig din Arm.

De gik ind.

Kronerne var allerede tændte i alle Stuer.

-Er Blomsterne anbragte? spurgte Hendes Naade den slanke Tjener, der bukkede i sit sorte Skrud med Hvidernes Skuldersløjfe.

-Ja, Deres Naade.

-Vel.

-Saa aabner De, sagde Hendes Naade, der tog Plads.

-Ja, Deres Naade.

Tjeneren gik.

-Har Du set ham nu? spurgte Hendes Naade.

-Nej.

-Saa bliv her, sagde Hendes Naade og de ventede begge under de tændte Lys.

Moderen var traadt ind til Hans Excellence, paa hvis Bryst Georg fæstede Storkorset.

Da Tjeneren var gaaet, sagde Moderen smilende:

-Hvor Du skal være fin!

-Ja, vi skilter vel alle.

Moderen saá paa Etuierne med alle Excellencens Ordner, som endnu stod paa Skrivebordet.

-Der er mange, sagde hun.

-Ja, sagde Hans Excellence og slog Etuierne ned i en Skuffe:

-De har været gode for Forretningen.

Da Moderen aabnede Døren til Dagligstuerne, raabte Hans Excellence:

-Er Hans der?

-Ja, svarede Jægermesteren.

-Kom her ind.

Jægermesteren gik hen over Gulvet, mens Hendes Naade fulgte ham med Øjnene.

-Dér, sagde Hans Excellence, der stod ved Skrivebordet, og rakte ham Anvisningen, som havde det været en Recept paa nogle Hostedraaber.

Sveden var sprungen frem paa Jægermesterens Pande.

-Tak, sagde han og gik.

Den slanke Tjener meldte Geheimeraadinde Rappe, der talte dybt som en Mandsperson og meget bad om Undskyldning, fordi hun medbragte sin Silkepuddel:

-Men jeg tør ved Gud ikke la'e det Kræ alene med Tjenestefolkene.

Alle samledes om det lille Dyr, der anbragtes i Gehejmeraadindens Skød.

-Dyret er sygt, sagde Gehejmeraadinden: Christensen hentede det jo i Eu, men Dyret blev sygt og maa ikke faa andet end Portvin og Kinin.

Alle lo, mens Gehejmeraadinden sagde til Hans Excellence, der just kom ind:

-Godaften, gamle Excellence, hvordan gaar'et med Deres Stensmerter?

-Godaften Augusta, sagde han og skød Brystet frem, som kastede han en Byrde fra sig: det gør godt at se et Menneske.

-Men Grandpapa, sagde Moderen: hvad regner Du da os for?

-Oprigtig talt, sagde Excellencen: jeg véd det ikke. I hører jo til Familjen.

Tjeneren meldte Baronesse og Baron Rosenkrands, en ung Embedsmand i Udenrigsministeriet, Slægtning af Grev Eck. Baronen og Fruen var lige kommen hjem fra Italien, og Hendes Naade spurgte Baronessen, der var i Gult og nedringet, om kendte Egne og Byer, mens Baronessen sagde, at af alle Stæder foretrak hun Florents.

-Uh nej, sagde hun: Rom kan jeg ikke udholde. Man føler sig saa bitte, midt i alt det.

Hans Excellence sagde:--Hvor stor vil Du være?

-Kære Onkel Hvide, man vil dog helst føle det, som var man af almindelig Størrelse.

-Jeg elsker nu Rom, sagde Gehejmeraadinden med sin dybe Stemme: at gaa og rode dernede. Man lærer saa rart at se, at de fra før var mindst lige saa kloge som vi. Jo, Rom og mine Bjerge, maa jeg be' om dem.

-Men, sagde hun og gav et lille Rap til Puddelen:

Rom er for dem, som har begyndt at vende Næbet nedad. Bliv Du gammel, Lydia, saa forstaar Du nok dit Rom.

Hendes Naade fandt, at intet var saa skønt som Messen i Vatikanet.

Ovre ved Vinduerne sagde Baron Rosenkrands, mens Marschalinden kom ind, til Jægermesteren, at der var vidunderligt i Neapel.

-Ja, det er saa længe siden, jeg har været der, sagde Jægermesteren, der fjernede sig for at gaa ind i Spisestuen, hvor han hastigt lod den slanke Tjener iskænke sig et Glas Madeira, da Døren til Gangen gik op og den unge Fritz kom ind:

-Er det Dig, sagde Jægermesteren og slap Glasset.

-Ja, Papa, sagde den unge Mand, som ikke tog sine Øjne fra det tømte Glas.

-Hvorfor gaar Du ikke ind? sagde Jægermesteren.

-Jeg gaar, Papa, sagde den unge Mand og gik ikke, før Jægermesteren var gaaet først.

Den slanke Tjener havde løftet de blanke Øjne paa sin Herre.

Alle i Dagligstuen havde hilst paa Marschalinden, mens Faderen begyndte at gaa rundt med Bordordenen og der blev et nyt Opbrud, da Grev Eck traadte ind, ledsaget af Professor Berger.

-Godaften, Adam, sagde Hans Excellence og gik mod Grev Adam med en Haandslag:

-Og Tak, at Du kom.

-Hvordan gaar det med Gigten?

-Den er da ikke værre end at jeg kan rejse, sagde Grev Eck, der bøjede den lille og sirlige Figur for Hendes Naade.

-Jeg er altid bedrøvet, naar Eck rejser, sagde Gehejmeraadinden med sin Bas.

-Tak, Augusta.

-Vi er i Forvejen saa faa Mennesker her i Landet, sagde hun.

-Vi er to Millioner, Tante, sagde Baron Rosenkrands.

-Af hva' for no'en, sagde Gehejmeraadinden, mens Baronen og Moderen begyndte at le og Marschalinden, hvis Wienerrobe Baronessen mønstrede, idet den gled over Gulvet, gik hen mod Professor Berger og vendte hans Ansigt mod en Armstage:

-Hvordan er saa De kommen til at se ud, sagde hun.

-Ja, hvordan? sagde Professoren, der var Marschalindens Ungdomsven fra den Tid, han var Ammanuensis hos Hans Excellence.

-Hm, sagde Marschalinden og slap hans Skulder: De ser ud, Berger, som var De bedrøvet af Overbevisning . . . hvad siger Du, Onkel Hvide?

Hans Excellence, der uafladelig holdt sine Øjne fæstede paa Hendes Naade, der sad i sin Stol, meget rank, med Sølvblomsterne i sit Haar, sagde:

-Han ser ud som et Menneske bør; og Hans Excellence vendte sig mod Faderen:

-Skal vi spise?

-Ja, vi venter kun paa Schulins, sagde Faderen, da Schulins netop kom og Grevinden straks i Døren sagde:

-Kære Venner, undskyld, vi kommer saa sent. Men vi kørte om ad Brahes.

Og to, tre Munde spurgte paa en Gang til Baronesse Emmely, medens Gehejmeraadinden raabte over til Hans Excellence, overdøvende alle de andre:

-Ja, hvordan har hun 'et, gamle Excellence?

-Der har ikke været Bud efter mig endnu, sagde Hans Excellence og talte omtrent ligesaa højt, mens alle tav et Nu, som havde et Glas klirret, til Marschalinden sagde nogle Ord ud i Luften og Hans Excellence slog i Hænderne, da Dørene var blevet aabnede:

-Skal vi saa gaa til Bords, sagde han og førte, som det var Skik hos Hvides, Moderen ind i Spisestuen ved sin arm.

Alle stod op, mens Herrerne søgte Damer, og Gehejmeraadinden sagde til Grev Eck:

-Det er os, Adam ... og til den unge Hr. Fritz afleverede Puddelen, som skulde anbringes i Spisestuen paa et Tæppe.

Marschalinden lo ad Kræet, der bjæffed. Men Gehejmeraadinden vendte sig om imod Baronesse Rosenkrands, der gik bagved hende med Professor Berger og sagde, mens hun betragtede hendes Nedringning:

-Det er nydeligt, hvad Du viser, Lydia. Men jeg haaber, Du pakker Dig godt ind, naar Du kører hjem.

Grev Eck og Professoren lo, mens alle kom ind i Spisestuen--Hendes Naade med Jægermesteren sidst--og der skubbedes med Stolene om det brede Bord, til Hendes Naade havde taget Plads og alle satte sig, medens Georg bragte Suppen omkring og den slanke Tjener bøjede sig bag Moderen:

-Sherry eller Madeira?

-Aa, de gamle, dejlige Ting, sagde Marschalinden og saá ud over Bordet, mens hun tog et Glas fra det Opsats-fyldte Bord og lod det skinne i Lyset:

-Hvor man kender dem, sagde hun.

-Ja, de er dejlige, sagde Gehejmeraadinden.

Alle talte om Glassene.

-Ja, sagde Moderen til Grev Schulin, der sad tilvenstre for hende: de blev købt af min Svigerfaders Bedstefader ... de skal skrive sig fra Regentskabet....

Marschalinden, der stadig sad med Glasset i sin Haand, sagde over til Excellencen:

-Jeg kan huske dem lige fra min Barndom, Onkel Hvide.

Hans Excellence, der vistnok ikke havde hørt hendes Ord, sagde:

-Ja, de er her endnu; mens der pludselig gik en Trækning over Jægermesterens Ansigt og den slanke Tjener, som nu stod bag den unge Fritz Hvides Stol, slog de blanke Øjne op mod sin Herres Ansigt:

-Sherry eller Madeira?

-Og kun mine Yndlingsblomster paa Bordet, sagde Grev Eck og bøjede det lille og fine Hoved for Hendes Naade. Han havde fæstet en af Bordets tusind Stedmoderblomster i sit Knaphul, som var uden Roset. Han bar ligesom Hans Excellence kun Storkorset.

-Det er altid Hvide, sagde Hendes Naade, som lige paa en Gang husker den Slags Ting.

-Ja, sagde Grev Eck: det er en af hans Evner.

Hans Excellence, der havde hørt det som alt, hvad Hendes Naade talte om, sagde:

-En Evne? . . . Dagen er lang, gode Adam; den Slags Ting sidder etsteds og melder sig, naar de skal.

-Mon de ikke sidder i Hjertet, Grandpapa, sagde Moderen, der selv havde samlet en Buket af Stedmoderblomsterne, som var spredte paa Dugen, og havde fæstet den ved sit Bryst.

-Det er jeg ikke vis paa, svarede Hans Excellence.

-Det er en traurig Blomst, sagde Grev Schulin og saá paa Moderens Brystbuket.

Moderen tav et Øjeblik og førte Haanden hen over Stedmoderblomsterne.

-Den er for Erindringen, Schulin, sagde hun, lidt sagtere; véd De ikke, det siger Ofelia.

Greven tog en Mundfuld Fisk:

-Saa? sagde han: det er saa længe siden, de spillede det Stykke.

-Gudskelov, sagde Hans Excellence: der burde altid være Forbud mod, hvad de Gøglere lemlæstede.

De oppe ved Hans Excellences Bordende lo, mens Moderen sagde:

-Jeg kender intet som Grandpapas Had til Teatret.

Gehejmeraadinden sagde:

-Han har Ret. Man burde aldrig have nedrevet Blaataarn.

Men Excellencen sagde:

-Lad dem abe sig som de vil for Resten af Abekattene. Men de store Tanker skulde de helst lade være i Fred og ikke forfalske dem paa deres tykke og dumme Tunger. Hvis en eneste af dem havde forstaaet Hamlet, vilde han aldrig turde spille ham af Frygt for de raadne Æbler. Goethe var klogere. Han skrev sine Skuespil, saa ingen gider spille dem.

-Men er der nogen, som læser dem? spurgte Grev Eck.

-Ja, Adam, sagde Excellencen: hans Slægtninge og der vil længe leve nogle af dem.

Grevinden sagde, at hun havde en Gang under et Ophold i London set Booth; og Baronesse Rosenkrands, der havde noget svært ved at konversere, greb Ordet London for til Professor Berger igen at tale om sin Rejse.

Baronessen kunde ikke komme bort fra, at Rom, det var virkelig for meget.

-Hvad er for meget? sagde Professoren og smilede.

-Uh, jo, sagde Baronessen, mens Talen om Rejser pludselig bredte sig og de talte om det halve Europa rundtomkring:

-Det er ligesom Michel Angelo ...--Det er dog for meget ...

-Og saa er det nogle Forvridninger, sluttede Baronessen sine Formeninger om Michel Angelo.

-Forvridninger, sagde pludselig Hans Excellence: det er rigtigt, Lydia. Det er, hvad Manden vilde. Han kendte Lænkerne og vidste, hvor de var knyttede.

Hendes Naades Ansigt blev under Hans Excellences Ord et Øjeblik stift som en Maske; men hun bøjede hastigt sit Hoved og sagde-ved Hendes Naades Bordende var Talen om Rejser blevet til en Konversation om Katolicismen-:

-Jeg finder nu altid, at Katolikerne kan hvile deres Hoveder saa trygt.

Professor Berger løftede Hovedet fra sin Tallerken:

-Naar de først har tvunget sig til Hvile, Deres Naade, sagde han.

-De opdrages maaske dertil, Professor, sagde Grev Eck.

Grevinde Schulin sprang fra Katolicismen over til deres egen Præst paa Godset, som var ny:

-Kære, sagde Grevinden: han er af dem, der kommer til Kirken med Pibe i Munden og med Bulehat.

-Jeg hører ham naturligvis aldrig, sagde hun: Men nu undgaar vi vel heller ikke Højskole og al den Slags.

Der blev en almindelig Talen om Grundtvigianismen.

-Naa, sagde Gehejmeraadinden: Grundtvigianerne er ikke de værste. De synger saa længe, til de faar stærke Lunger. De Folk tør saagu se deres Vorherre ind i Øjnene.

Marschalinden slog Hænderne ned mod Bordet og sagde:

-Tante Augusta bander endnu.

-Ja, min Pige, sagde Gehejmeraadinden: og det vil jeg blive ved med til min Død.

Hans Excellence, der drak Vand af sit Glas, sagde, tænkende paa Grundtvigianismen:

-Ja, min Hr. Halvfætter var gal, men han havde sine lyse Øjeblikke: han gjorde "Synden" til Glæde og Glæden til et Sakrament. Han fik Himlen til at spænde over Jorden--og det er vanskeligt.

Jægermesteren, der saá hen over sine tømte Glas, sagde halvhøjt:

-Papa bliver tilsidst den eneste kloge i Landet.

Gehejmeraadinden, der genoptog Rejsekonversationen, talte om Karpaterne og sagde til Fru Harriette:

-Du har vel ogsaa været der?

-Nej, Tante Augusta, jeg har ikke Ben til det; mens Grevinde Schulin lo og sagde:

-Gehejmeraadinden har rendt Livet af ti Selskabsdamer. Og hvad vil De saa deroppe, Gehejmeraadinde?

Gehejmeraadindens Ansigt skiftede Udtryk og hun sagde:

-Naar man kommer lidt højt op, er man ene, Bedste. Og Verden, den faar ogsaa et andet Ansigt.

-Hvilket? sagde Marschalinden over Bordet.

-Et større.

Og maaske for at afbryde sig selv sagde Gehejmeraadinden pludselig til den unge Fritz Hvide:

-Aa, Fritz, vil Du sørge for Dyret. Det er paa Tide, den faar sin Medicin.

Hr. Fritz rejse sig og, mens alle lo, hældte han et kvart Glas Portvin ud paa en Underkop foran Kræet, der var placeret paa et Tæppe foran Kakkelovnen:

-Et kvart, et kvart, raabte Gehejmeraadinden og, mens alle lo endnu, sagde hun:

-Men man har det dog rart, saadan mellem Venner.

-Ja, sagde Marschalinden og saá et Nu paa Faderen, hvis Øjne lyste under Fest og Lys.

-Paa de Tider, som gik, sagde hun og stødte pludselig sit Glas mod Faderens, mens hendes Ansigt, et Øjeblik, blev saa blegt som Perlerne om hendes Hals.

-Venner, sagde Excellencen: tror Du paa det, Augusta?

-Ja.

Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilfærdige Stemme:

-Før vi har begyndt at leve og naar vi en Gang er holdt op med det, tror jeg, vi har Tid til at have Venner.

-Lykkelige Folk kan have Venner, sagde Hendes Naade, der stirrede hen for sig.

-Og de ulykkelige?

-Har deres Lidelser, sagde Hendes Naade og sænkede sit Hoved, mens Jægermesteren saá op paa hende.

-Mama, sagde han ganske sagte og stødte sit Glas mod hendes.

-Jeg, sagde Excellencen: har, Adam, hørt om Heste, der trækker samme Læs, at de til Tider slikkes. Andet Venskab har jeg aldrig set.

-Grev Schulin gav sig til at le, saa hans Serviet rystede, mens Gehejmeraadinden sagde:

-Ja, De er umulig, gamle Excellence, og Faderen, som ogsaa lo, sagde:

-Man skulde ikke tro, Papa kun drak Vand.

-Netop, sagde Hans Excellence og førte det mægtige Krystalglas med Mecklenburgs Vaaben og den gamle vendiske Krone, en Erindringsgave fra Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane, op til sin Mund:

-Derfor er jeg nøgtern.

Og idet han lod Blikket løbe nedover Bordet, sagde han:

-Jægermesteren drikker for mig.

I det halve Minuts Stilhed, som fulgte, mens Hendes Naades Ansigt var blevet graablegt, hørte man Baron Rosenkrands, der talte om den tyrkiske Krig, sige:

-Jo, Onkel Eck, det er ganske vist, Sultanen vilde virkelig rejse forleden, men han blev, da alle Haremets Damer gav sig til at skrige.

Hendes Naade havde under Bordet grebet Jægermesterens Haand, der var hed som Ild, mens Baronesse Rosenkrands, der skød Brystet frem over Bordet, sagde:

-Gud, der maa da være en frygtelig Skinsyge i saadan et Harem.

-De dumme Fruentimmer, sagde Gehejmeraadinden.

Tjeneren skænkede Champagne og paa en Gang begyndte de alle at tale om Skinsyge og om en Kusine af Baronesse Rosenkrands, som for otte Dage siden var løben bort fra sin Mand.

-Men hvorfor er hun løbet? sagde Fru Schulin og slog sin Vifte ned mod Bordet.

Baronessen vidste det ikke og hver gav sin Grund.

-Jeg synes, sagde Gehejmeraadinden: at det er ganske simpelt. Jeg kunde heller ikke, Lydia, tænke mig noget frygteligere end at blive elsket af et Mandfolk, jeg ikke elskede.

Grevinde Schulin skoggerlo, mens der steg to røde Pletter op i Hendes Naades Kinder og Moderen sagde halvsagte til Hans Excellence:

-Er Du træt?

Men Marschalinden raabte, mens alle talte i Munden paa hinanden, gennem Støjen op til Moderen:

-Stella, har Du aldrig været skinsyg?

-Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at være skinsyg, synes jeg, maatte man sammenligne sig med de andre.

Marschalinden lo igen:

-Og det er aldrig faldet Dig ind?

Der gled et Smil over Moderens Ansigt:

-Nej, aldrig, sagde hun.

Marschalinden blev et Øjeblik ved at se paa Moderens dejlige Ansigt. Saa sagde hun til Faderen:

-Stella er vidunderlig.

-Ja, sagde Faderen, mens hans Mundvige sitrede ganske lidt.