# Det graa Hus ## Part 6 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-graa-hus-12987/index.md -Nutildags, sagde hun og saá uvilkaarligt over paa Hendes Naade, mens Hofjægermesterinden fulgte hendes Blik: indfatter man ganske anderledes. -Ja, sagde Fru von Eichwald, idet hendes Laag atter dækkede et hastigt Glimt i hendes Øjne som da hun før sad, med Ministeren, ved Siden af Hendes Naades Stol: det var interessant at se. Og mens hun gik, sagde hun: -Hendes Naade vil ikke blive vred. Fru von Eichwald bøjede sig over Hendes Naade og bad om de maatte sammenligne Indfatningen. Hendes Naade havde grebet lidt nervøst op om Kejser Nikolajs Brosche, næsten som om hun vilde skjule den: -Den skal ingen Skade komme til, sagde Fru von Eichwald smilende og med den samme Stemme. -Naturligvis, sagde Hendes Naade og Fru von Eichwald tog Broschen af. Marschalinden havde faaet begge Klenodierne i sin Haand og førte dem op mod Lyset. -Forskellen er tydelig, sagde Fru von Eichwald. Marschalinden havde brat ført Juvelerne bort fra Lyset, og mens hun holdt Broschen i en halvt tillukket Haand, sagde hun: -Russiske Brillanter, Frue--Marschalinden understregede Frue--er altid ganske særegent indfattede. -Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at fæste Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt. Etatsraadinden brød op, og Fru von Eichwald talte med Hans Højærværdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne. Konferensraaden havde ladet et Par Alterstager i hans Kirke belægge med Guld: -Og de virker saare skønt paa deres hellige Sted, sagde Hans Højærværdighed. Marschalinden var vendt tilbage til Moderen: -Du er saa tavs idag. Moderen stod lænet til Vindueskarmen, hvor hun saá ud som en Vandrer, der paa en endeløs Vej et Minut har lænet sig til et Træ, og sagde: -Jeg har tænkt saa meget igennem i de sidste to Timer. Fru Harriette stod et Øjeblik, før hun sagde: -Men undertiden taler man for at skjule, at man tænker. Og idet hun vendte sig, sagde hun og pegede let over mod den unge Hr. Fritz, som i Stuens Baggrund, i den halve Skumring, stod lænet mod et Ibenholts Skab: -Er det Hans' Søn? -Ja. Marschalinden blev ved at se paa ham: -Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert Ord. Da den østrigske Minister traadte til for at spørge, om de skulde gaa, bøjede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide: -Har De set ham? spurgte hun. -Ja, sagde Ministeren og betragtede den unge Hr. Fritz, der, meget rank i Krop, bøjede det antikke Hoved mod den Ibenholts Baggrund: -Han er skøn som et Gravmæle. -Det er underligt, sagde Marschalinden, der var faret let sammen: jeg stod netop og tænkte paa, at han skulde egentlig have en nedadvendt Fakkel i Haanden. -Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked, da Berømthedens Søn kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i sammenlignende Sprog et gammelt Portræt, en Silhuet, der hang i Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde foræret Hans Excellences Fader under et Besøg i Weimar. -Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra Karmen. Hun blev forestillet for Professoren og vedblev: -Ja, Weimar er et henrivende Sted ... jeg var der endnu for to Aar siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde repræsentere ved et Slags Regeringsjubilæum. Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe. Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen. Med ganske tomme Øjne sad de to Oldinge, midt mellem de Talende, og stirrede paa hinanden. De to Stiftsdamer, der endelig skulde gaa, kom forbi Pappegøjens Bur: -Se Fuglen, Anna Frederikke, sagde Charlotte Amalie og stak sin ringbesatte Finger ind til Fuglen. Poppe blev rasende og hugg i Fingeren, saa Stiftsdamen hvinede let, mens Poppen skreg, med udspilede Vinger: -_Fortuna fortis, fortuna fortis_. -Hva' er 'et, Dyret siger, Charlotte Amalie. Hans Excellence vaagnede brat: -Det er Latin, sagde han og stod op. Hans Excellence gik forbi Hofjægermesterinden og Hans Højærværdighed og hørte Hans Højærværdighed sige: -Ja, Frue, Menneskene vil altid trænge til at se opad. -Det er rigtigt, Deres Højærværdighed, sagde Hans Excellence: lad dem se opad. Saa bliver de aldrig sig selv vár. Han vendte sig til Hofjægermesterinden: -Din Fa'er er snavs, sagde han. -Ja, desværre, svarede Hofjægermesterinden. Der fløj et barskt Smil over Hans Excellences Ansigt ved Tonefaldet i Fru von Eichwalds Stemme. -Vogt ham for Sindsbevægelser, sagde han: hvis I ellers har hans Liv kært. Hans Excellence traadte hen til Gruppen ved Vinduet og fangede Navnet Goethe, medens alle Gæsterne, der beredte sig til Opbrud, stod op og dannede som en stor Kreds udover Stuen, frem mod hendes Naade, hen bag hvis Stol den linjeslanke Tjener havde flyttet en Standlampe, som han netop tændte. -Goethe, ja, sagde Hans Excellence: han drev det vel saa vidt som et Menneske kan: At dyrke sig selv som en Gud og have Ret dertil, naar han maalte sig selv med de andre. -_Fortuna fortis_, skreg Pappegøjen. Ministeren, der skulde henvende nogle Afskedssætninger til Hendes Naade, greb Ordet Weimar og talte om det storhertugelige Hus. -En udmærket Slægt, sagde Ministeren. Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig: -Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade--og et kort Nu var Hendes Naades Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa Øjne straalede--set saa smukke Mænd som Prinserne af Huset Weimar. Der skød en Rødme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt, der syntes at kunne høre en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som talte. -Ja, sagde Kammerherre Urne, der stod hos de andre, som vedblev at tale om Goethe: helst af alt vilde jeg have set Goethes Møde med Bonaparte. -Det var uforglemmelige Dage, de i Weimar, sagde Hendes Naade til Ministeren. Hans Excellences Øjne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt og med en urimelig Bevægelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i en usynlig Lænke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne: -Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav Drivfjedren Vinger og læste Sammenhængen paa Bunden af sit Glas. Marschalinden, der netop ved denne Jul gennem Fyrstinde Metternich havde erhvervet en Samling af Bonaparternes Drikkeglas, blev rød som et Blod og et Nu talte ingen, før Hans Excellence, efter at have kastet et Blik paa Silhuetten sagde: -Og hvad bliver der saa tilbage af en Goethe? Han talte, som rykkede han usynlige Vækster op med alle deres Rødder:--Først nogle Bøger, saa én Bog ... saa et Navn og en Gang tilsidst kun nogle Bogstaver, hvis Form Ingen kan tyde mer. Berømthedens Søn, der blev, hvor han var, og som hadede alle andre berømte Erindringer og hvad der kunde ligne Erindringer, sagde: -Men Goethes Samtaler kan jeg ikke udstaa. Alle var ved at bryde op. Grev Francis Schulin bøjede foran Hendes Naade sit Hoved i en tom Ærbødighed, mens de to Stiftsdamer halvnejede paa den anden Side Stolen. -Fortuna fortis, skreg Pappegøjen i et stadigt Raseri. -Det er Gammelmandssnak, sluttede Berømthedens Søn. Den slanke Tjener aabnede Døren og lukkede den igen, rank med nedslagne Øjne, som en Husets Vogter. Hans Excellence løftede Hovedet brat og stod som et Lys: -Den Gammelmandssnak, min Go'e, sagde han til Berømthedens Afkom, har gættet et Aarhundrede. Poeten, der havde holdt en af Politikerne fast angaaende Statsunderstøttelser, nærmede sig Excellencen til Farvel (under Lampen bøjede Hendes Naade uafladelig sit Hoved, rank, med Nikolaj I.s Brillanter ved sin Hals, ikke ulig et Afgudsbillede) og Digteren, der greb Ordet Aarhundrede, enten fordi det endelig var nok for hans Dybsindighed eller maaske kun for at faa en Sortie, sagde: -Ja, Deres Excellence, hvad bliver der tilbage af et Aarhundrede? Hans Excellence lo, og med et pludseligt Blik, der fangede det ganske Værelse og inderst inde i den næste Stues Mørke den sammensunkne Kadet som en fjern Ruin, sagde han: -Vi er blevet tilbage. Og han lo endnu en Gang. ... Ministeren kørte bort sammen med Fru Harriette. Han talte om Hr. von Bismarck og Østrigs kummerlige Stilling under Krisen. Pludselig sagde han: -De hører ikke efter. -Nej, min Ven, undskyld. Og lidt efter sagde Marschalinden: -Naar man ikke har set sin Ungdoms Venner i tyve Aar, kan der være et og andet at tænke over. -Sikkert, sagde Ministeren, og lidt efter sagde han, idet han saá udad Vinduet: -Denne gamle Mand er oprigtig som en Fortvivlet. Fru Harriette drejede hastigt Hovedet om mod Ministeren: -Ja, sagde hun og nikkede. Og de talte ikke mer, før Ministeren stod ud. Da Vognen atter kørte videre, førte Marschalinden pludselig hastigt Muffen op mod sit Ansigt: hun brast i Graad. * * * * * Hans Excellence sad foran sit Bord: -Hvad er Klokken? -Fire, Deres Excellence, svarede Georg. -Klokken fem skal Vognen køre frem. Georg rettede sig. -Her er Middag, sagde han og saá hen paa Hans Excellence. Hans Excellence rørte sig ikke: -Lad Hr. Fritz komme ind. Georg gik og den unge Hr. Fritz kom ind. Uden nogen Bevægelse i sit Ansigt betragtede han Hans Excellence: -Din Fa'er er vel i Hotel d'Angleterre, sagde Excellencen og drejede, da han havde talt, pludselig Hovedet om mod den unge Mand: -Sig ham til, at her spises Klokken seks. -Hvis han ikke er drukken. Hans Excellence havde ikke taget Øjnene fra den unge Mand, hvis Mund maaske sitrede en umærkelig Kende, idet han bukkede. -Har Du hørt det? -Ja, Grandpapa. -Saa svarer man, sagde Hans Excellence. En Bleghed var strømmet over den unge Mands Ansigt og han gik. Hendes Naade sad stadig i sin Stol: -Hvor er Hvide? spurgte hun. -Hans Excellence er i sit Værelse, sagde Selskabsdamen. -Jeg paaklædes Klokken fem, sagde Hendes Naade og gjorde en Bevægelse med Haanden. -Sluk, sagde hun og vendte sig til den slanke Tjener. Lyset blev slukket over Hendes Naade, der blev ene. Døren blev sagte lukket op og lukket i, og der listede nogen hen over Gulvet: -Hvem er det? sagde Hendes Naade og fo'r sammen. -Det er mig, hviskede Sofie. -Véd Fruen det? -Hvad? sagde Hendes Naade, som førte Hænderne op og ned i sit Skød. -Jægermesteren er i Byen, sagde Sofie. De to hvide Ansigter stirrede et Øjeblik paa hinanden gennem Mørket. -Jeg tænkte det, stønnede Hendes Naade: Har Du set ham? Sofie svarede ikke straks: -Jægermesteren har talt med Hans Excellence. -Naar? -Under Modtagelsen. Hendes Naade stønnede paany og bed de hvide Læber sammen: -Gaa, sagde hun saa sagte, at Pigen næppe kunde høre det. Døren blev lukket. Hendes Naade havde pludselig rejst sig og gik hen over Gulvet. Hun slog Portièren bort og aabnede Hans Excellences Dør. Han sad ved Lampen og havde ikke hørt hende. -Hvide, hvad er der? sagde hun og stod foran Hans Excellence: Hvad er der sket? Hvad gaar der for sig? Han havde løftet sit Hoved og saá paa hende. -Hans er i Byen, sagde han. Hendes Naade havde foldet sine Hænder--i det sorte Skrud, som hun stod med Nikolaj I.s Brillanter, lignede Hendes Naade et af de velbevarede Lig, man undertiden kan finde, naar man opbryder Kirkegulve--: -Hvad har han sagt? Hans Excellence blev ved at se paa hende som den, der ser paa hele sit eget Liv. -Han har talt Sandhed, sagde han og vendte Hovedet bort. -Og Du skulde hvile Dig, sagde han straks efter: -Du er træt. Hendes Naade vendte sig og gik. Moderen var gaaet op. Hun tændte Lysene i Armstagerne og blev staaende foran de hvide Lys. -Jeg skulde klæde mig paa, sagde hun, og Armene faldt trætte ned langs hendes Sider. Lidt efter aabnede hun Døren til Gangen: -Arkadia, raabte hun: -Arkadia. Men Ingen svarede. Moderen smilte og aabnede Vinduet. I Gaarden var der næsten mørkt. -Arkadia, raabte Moderen. -Slip mig, Frederiksen, lød det nede fra, i Skumringen. Moderen lukkede Vinduet og vendte tilbage til Lysene. Selskabsdamen bankede paa og kom ind. Hun spurgte, om hun ikke kunde hjælpe Fruen. -Jo Tak, sagde Moderen, medens de dejlige Hænder laa i hendes Skød: hvis De vilde tage min Kjole op af Kufferten. Der var to store Kufferter med mange Rum. Selskabsdamen tog Kjoler op og Skørter op og Æsker op. Moderen fulgte hendes Bevægelser. -Det er en sort Barége, sagde hun. -Med Underkjole af Reps. Selskabsdamen blev ved at rode op. -Men Gud, hvad skal jeg dog med det? sagde Moderen og saá pludselig paa et straagult Kjoleskørt: -Den Kjole gaar jeg jo aldrig med. Og pludselig sagde hun: -Vil De dog ikke ha'e den? Selskabsdamen, der plejede at lade sig tilflyde sin Del af Moderens Kufferter, sagde, mildt afværgende: -Men den er jo saa god som ny. -Kære Ven, sagde Moderen: jeg har den jo aldrig paa: -Tal dog ikke om det. Selskabsdamen lagde det gule Klædningsstykke hen paa en Stol og fandt tilsidst den Baréges: -Her er den, sagde hun. -Tak, sagde Moderen: saa kan jeg selv. Hun blev siddende endnu nogle Øjeblikke foran Lysene, før hun slog Eau de Cologne'n op i det store Vandfad for at bade sig. Da hun var klædt paa, sad hun atter foran Lysene. Hendes Blik faldt paa Tusindfrydbuketten, som Hans Excellence hver Dag til Middag lod lægge paa hendes Bord. Hun tog den i sin Haand. De gule Blomsterøjne stirrede i Lyset op mod hendes blege Ansigt. Saa lagde hun Blomsterne hen og af de tre Bøger paa sit Bord tog hun den ene. De to andre var "Buch der Lieder" og "Don Juan". Hun slog Bogens Blade op og stirrede ind i Lyset, før hun læste: Og daglig mer og mer Diones Sind Sig slutter til--hun drømmende kun leved; Det evigt nyt Erindrings Billed væved, Men Livets Indtryk lukked ej det ind. Tavs sad hun hele Timer, Haand ved Kind, Og saá i Luften ud, hvor Skyen svæved, Af Vinden ført, saa tung og mørk forbi: Et Spejl af hendes Sjæls Melankoli. Dog, hvad er Ord fornødne?--Samme Spil Kan her beskues som paa Livets Scene; Først Smertens Frugt paa Livets fulde Grene, Saa Hjertets Kamp før det sig lukker til. Først Haab og Længsel, derpå Savn alene. Saa Tomheds Taarer, der ej stanse vil. Først dobbelt Liv og Kraft i hver Fornemmelse, Saa Træthed, Slaphed, Sløvhed og Forglemmelse. Moderen løftede sit Ansigt. Et Øjeblik lukkede hun sine Øjne. De røde Læber skælvede. Saa læste hun igen: Du svigter mig--du flyer mit Øjes Blik, Skønt ømt jeg kalder, Du vil ej mig høre; Du for min Hilsen lukket har dit Øre Og rækker bortvendt mig den bitre Drik. Det svinder hen--min Sol til Hvile gik. Moderens Haand søgte et spidset Blyant paa hendes Bord og hun førte den til en næsten usynlig Streg ned langs Digterens Ord, alt som hun læste: Og intet mer kan mig tilbage føre De Straaler, som min Glæde fødtes i, Kun Tanken har jeg nu: det er forbi. Det skulde være--nu velan. Ej Klage Skal disse Linjer bringe fra mit Bryst. Ej Suk, som uden Genlyd gaar tilbage, Ej Savn, som vende hjem, foruden Trøst; Kun milde Ord, som ej dit Hjerte nage, Kun Hjertets Genklang af en svunden Lyst, Kun Ordet, tomt for Dig, for mig en Lindring, Kun et Farvel til Afsked og Erindring. To Taarer var faldet ned paa Blader. Moderen saá dem ikke: Farvel--Hvad er et Ord? og dog en Smerte, Den bitreste, er gemt i dette Ord: En Grav for alt, hvad dette Bryst begærte Af Elskov, Lykke, Fred paa denne Jord. Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte, Hvis sidste Haaben i dens Bæger bor, Tag alle Blade Du. Ti Duft og Farve, Som Du gav Liv, til Afsked skal Du arve. Store Taarer strømmede ud af hendes Øjne, og et Nu støttede hun sit Ansigt mod Armstagens Bronce. Saa tørrede hun Taarerne bort og vendte igen de dejlige Øjne mod Bogen, hvis Bind stod lænet mod Spejlets Rand som en Bønnebogs mod en Bedepult: Min Sjæl er træt, men paa mit Øje falder der ingen Slummer; rastløs Tanken gaar I Sorgens Følge gennem Fortids Haller Og stille for hvert dejligt Billed staar. Hver Drøm, der fryder, jeg tilbagekalder, Jeg strækker Haanden ud--men ej den naa'r Den flygtige, den lyse Hær af Minder, Som tryller, smiler, vinker og forsvinder. Da vækkes jeg, af Længsels Toner kaldt, Da føler end med dobbelt Kraft jeg Savnet Af alt det Herlige, min Arm har favnet, Af Dig, din Kærlighed og din Gestalt. Oh, Charles, som mig flyer, af hvem kun navnet Endnu jeg har, skønt dette Navn er alt, Alt, hvad jeg tænker, føler: Lyst og Kummer, Mit Hjertes Klage, naar jeg selv forstummer. Hun havde fattet om Bogens Bind med begge sine hvide Hænder. Ansigtet var let strakt frem: O, Du--Men Taaren falder ned og sletter Mig Skriften ud; og tørres end den bort, Den vælder frem paany og Brevet pletter Saa selv min Afskedshilsen gør mig tort. Lad her mig ende. Dig jeg ej forgætter, Dertil et bittert Liv var mig for kort. Farvel. Farvel. Jeg har ej mer at skrive. Kun dette Kys--nej, nej. Og dog--det blive. Hendes Hænder gled ned fra Bogen, og stille, stirrede hun, i Spejlet, ind mod sit eget Billede, som hun ikke saá. -Ja, sagde hun ud i Luften og rejste sig: det maa være. Selskabsdamen bankede igen og spurgte, om hun ikke skulde hægte Fruens Kjole. -Tak, jeg er færdig, svarede Moderen. Selskabsdamen saá paa Tusindfrydene: -Men skal jeg dog ikke fæste Blomsterne? sagde hun. Moderen tog Blomsterne op i sin Haand. Et Øjeblik endnu betragtede hun de hvide Blomster. -Tak, sagde hun: -Men lad dem visne her. Og idet hun smilede til Selskabsdamen, der saá paa hende, sagde hun: -De véd, jeg holder saa meget af visnende Blomster. Selskabsdamen vilde gaa, da der hørtes Støj i Gaarden. Det var Hestene, der blev spændt for. -Skal der spændes for? spurgte Moderen og vendte sig hastigt om mod Selskabsdamen. -Ja, Hans Excellence kører ud, svarede Selskabsdamen. -Men hvorhen dog? spurgte Moderen. -Hans Excellence har ikke sagt det. Moderen gjorde en Haandbevægelse mod Selskabsdamen, der gik. Porten blev slaaet i. Hans Excellence var kørt ud. --- III Hans Excellences Vogn holdt udenfor det Gludske Hus. Men Porten blev ikke aabnet. -Kør ind, raabte Hans Excellence og stak sit Hoved ud ad Vognens Dør. Da han vendte Ansigtet, saá han den Skruttede og den glatbarberede Mandsperson fra om Morgenen staa under Gaslygten i Samtale med en Herre i Pels, som vendte Ryggen til. Der gik en voldsom Trækning over Hans Excellences Ansigt, og det var som veg han tilbage i Vognen, der rullede ind i Porten. Den Skruttede naaede ikke Vogndøren, før hans Excellence var ude og havde sparket Døren op til Trappen, hvor der var mørkt. -Tænd, sagde han. Den Skruttede løb, med en Tænder, som en Gnom, foran Hans Excellence op ad alle Trapperne, tankeløst tændende alle Lamper. Hans Excellence ringede og saá to Øjne, der kom frem bag Dørens Øje og igen forsvandt. Hans Excellence ringede paany med en Haand, der skjalv. Frøken Erichsen var løben ind i Spisestuen, hvor Hofjægermesterinden, iført en Slobrok, spiste ene, i den iskolde Stue, under et Gasblus. -Det er Hans Excellence, sagde Frøken Erichsen, der næsten var blevet forpustet. Det gav et Ryk i Fru von Eichwald: -Igen. Hun løftede sit Hoved: -Saa skal han have Penge, sagde hun. Men med et pludseligt Glimt i sine Øjne, som Frøken Erichsen saá, skønt Hofjægermesterinden havde sænket Laagene for at dække Blikket, sagde hun efter et Nus Forløb, næsten blødt: -Hans Excellence kan man ikke afvise, Frøken. Meld ham hos Konferensraaden. Frøken Erichsen saá et Øjeblik Hofjægermesterinden lige ind i Ansigtet: -Som Hofjægermesterinden mener, sagde hun og gik. Hun aabnede Gangdøren: -Vil Deres Excellence gaa ind, sagde hun og lukkede op til de mange Stuer: -Her er mørkt, sagde Hans Excellence. -Nu skal jeg tænde, Deres Excellence, sagde Frøken Erichsen og tændte to Lys paa en Konsol, før hun gik. Hans Excellence blev ved at gaa, frem og tilbage, foran de to Lys, der kastede den vandrende Skygge hen over Loftet, medens Rokokovæggenes gyldne Sirater glimtede ud og ind, som blev de levende Arme, der vilde gribe om den flakkende Skygge. -Det er Hans Excellence, sagde Frøken Erichsen og stod midt i Konferensraadens Stue. Konferensraaden løftede det vanføre Hoved og der skød som et gult Lyn frem fra hans seende Øje: -Lad ham komme ind, sagde han og Konferensraaden talte fuldkommen tydeligt: -Jeg har ventet ham. -Vel, Hr. Konferensraad. Konferensraaden havde løftet den højre og sunde Arm: -Tag Puderne bort, sagde han. -Ja, Hr. Konferensraad. Frøken Erichsen gjorde det. -Og Skærmen af Lampen. -Ja, Hr. Konferensraad; Frøken Erichsen løftedeSkærmen. -Hans Excellence er velkommen, sagde Konferensraaden, hvis Tunge var fast i hans Mund. *........ -Det er mig, sagde Hans Excellence og gik frem i stuen. -Jeg ser det, sagde Konferensraaden, som ikke tog det sunde Øje Fra Excellencens Ansigt: -Du kommer igen. Hans Excellence havde knuget sin ene Haand. -Det haster, sagde han: -Jeg skal bruge Penge. Konferensraaden tav, bestandig med Øjet paa ham. -Jeg maa sælge, sagde Hans Excellence og, mens han pludselig vendte sit Hoved om mod Konferensraadens Ansigt, hvis ene Øje bestandig hvilede paa ham, som vilde det tælle Sveddraaberne paa Hans Excellences Pande, sagde han og Vandet sprang frem af hver af hans Legemes Porer: -For der er vel Papirer? Konferensraaden lod Ordene dø hen: -Naar skal Du sælge? sagde han. -Straks, sagde Hans Excellence og førte uden at vide det den venstre Haand op for at aftørre sine Tindingers Sved. -Idag? sagde Konferentsraaden, der ikke rørte sig. Ved Lyden af hans Stemme rettede Hans Excellence pludselig hele sit Legeme og de store Aarer i hans Pande svulmede under en kæmpemæssig Anspændelse, mens han sagde meget brat: -Der er altsaa sælgelige Papirer? Hans Tunge var stanset et Sekund i Munden foran. Ordet "sælgelige", men hans Stemme lød som altid: -Saa maa Du sælge, sagde han. -For hvormeget? Hans Excellence tav et Øjeblik: -For tredive Tusind, sagde han og virrede med sit Hoved. Man hørte Urets Dikken. Konferensraaden svarede ikke, og Hans Excellence sagde uden at se paa ham: -Du maa forstaa, det er nødvendigt. Konferensraaden løftede den højre og sunde Arm: -Tredive Tusind, det er mange Penge, sagde han, og med sit Forsøg paa Latter, der lignede et Fugleskrig, lagde han til: -Genierne prutter ikke. Hans Excellence løftede Hovedet og slog den blaahvide og knyttede Haand ned mod det mægtige Bord: -Glud, raabte han og Bordet rystede under hans Haands Slag: -Er Pengene mine--eller er de det ikke? Konferensraaden saá Hans Excellence rakt ind i hans Ansigt, og selv det døde og hængende Øje syntes for et Sekund at faa en Smule Glans og at kunne se, mens han sagde og hans Stemme pludselig, maaske for sidste Gang, fik den Klang tilbage, hvis Haan en Dag, hvor Bankerne vaklede, havde stanset et Run paa hans Firma: -Du véd jo, de er dine. Excellencens Hoved faldt ned paa hans Bryst. Hans Læber var saa hvide som hans Skæg. -Og--Konferensraaden næsten rejste sig, i en overmægtig Følelse af Triumf--: -De er til Udbetaling straks. Han rakte den sunde Haand frem mod en Klokke paa sit Bord, men han førte den atter tilbage: -Nej, sagde han, og han vidste maaske ikke en Gang selv, om han handlede af Medlidenhed eller af Grumhed: -Tag Nøglerne selv. Nøgleknippet faldt fra hans sunde Højre ned i Hans Excellences Haand, der kun var halvt aabnet: -Dér er Nøglen til Pengeskabet. -Anvisningsbogen ligger i Rummet til venstre. Hans Excellences Hænder var saa kolde som Jernet, hvorom de tog, mens han aabnede Skabets Dør. Men han fandt sig tilrette i dets Rum, som havde ogsaa hans Hænder færdedes der hver Dag. -Dér, sagde han og lagde Anvisningsbogen paa Bordet. Man hørte Pennens Skratten, medens Konferensraaden skrev: -Dér, sagde han og skød Anvisningen bort: -Vil Du kvittere. Konferensraadens Øje betragtede Excellencen, mens han skrev paa det fremlagte Blad. -Tak, sagde Hans Excellence og løftede Ansigtet. Men Konferensraaden saá vist ikke Excellencens halvt fremstrakte Haand. Han betragtede Kvitteringen og der gik en Trækning som en Grimasse hen over hans lammede Ansigt.