# Det graa Hus ## Part 5 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-graa-hus-12987/index.md Og uden at vente paa Svaret begyndte han paa sit ligesom udslidte Norsk at tale til Hr. Fritz (Baronen holdt overhovedet mest af at tale med ganske unge Mennesker, ligesom om hans egen hele Udvikling var standset den Dag, han mistede Benet) om noget mærkeligt han havde læst i sin Avis om de Vilde, i det stille Ocean, hvordan de gjorde Ild. Hr. Fritz blev staaende med bøjet Hoved, til Baronen pludselig saá paa ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde Øjne ufravendt fæstede paa Glasset i sin Haand, som det var hans Ærgerrighed ikke maatte ryste. -Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr. Fritz gik gennem Stuen hen imod Bedstemoderen, foran hvem han bøjede Overkroppen lidt, mens han hørte paa hende, før han gik videre, ind i den næste Stue, hvor Grevinde Schulin med Søn og Datter sad i nogle Lænestole og talte med en rødblond og bred Godsejer fra deres Egn. -Kære Ven, sagde Fru Schulin til Godsejeren: jeg vilde jo dog, Francis skulde have været her, nu han var hjemme... Det er dog altid en Erindring, naar han bliver gammel, og intet Menneske véd jo, hvor længe det varer. Da hun pludselig saá Fritz, sagde hun højere og lidt rød i sit Hoved--mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et Øjeblik betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved Ankomsten før en Middag betragter hinandens Toilette-: -Deres Fader er jo i Byen. Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bevægelse, løftet sine Øjne: -Ja, sagde han. -Ja, vi saá ham, nu vi kørte herhen... De talte om Universitetet i Svejts, hvor Grev Francis studerede, medens hans Moder pludselig gav sig til at le: -Ja, sagde hun: Francis taler saa elendigt Dansk... Men, kære Rottbøll, hvad skal han ogsaa her i Landet, naar han ikke netop interesserer sig for Landbrug. Godsejeren, hvis Frakke var lidt for snæver i Ærmegabene, hvad han hele Tiden følte, sagde: -Nej, der er s'gu nutildags ingen, der véd, hvad de skal gøre af deres egne Børn. Og Grevinden, der blev i sin Tankegang, sagde: -Nej, der er, som ogsaa min Mand siger, oprigtig talt, ingen, der er saa overflødige som vi. Alle Stuer var blevet fyldte og der taltes højt, fra alle Hjørner. Over alle Stemmerne hørte man Marschalinden, der lo: -Nej, Onkel Hvide, Du er for slem, sagde hun, og hun blev staaende hos Moderen og den østrigske Minister, medens Hans Excellence gik hen mod to Herrer, der stod ved et Vindu og talte om Landstingsvalget i Varde, hvor iforgaars en Venstremand var valgt: -Er det ikke ganske ligegyldigt? sagde Hans Excellence. Men den ene Herre sagde: -Jeg tror netop Faren ligger her, at Venstre trænger frem langs væggene i det andet Ting. Hans Excellence lo: -Jeg tror, det er ligegyldigt, sagde han: Her i Landet vil vi aldrig faa Partier og altid kun have ét Parti, de Nationalliberale, som skifter Navn. Den Dag kommer nok, hvor de ogsaa kalder sig de Radikale og forbliver--og Hans Excellence gjorde en Bevægelse, som om han tørrede sin Fodsaal mod Tæppet--af den samme Familje. Den anden Herre smilede: -Man kender Excellencens Paradokser, sagde han. -Sandheder, man ikke vil høre, kalder man Paradokser, sagde Hans Excellence: -Men hertillands vil man aldrig faa Politikere, man vil nøjes med Talerne. Fik vi en Gang en Statsmand, lod vi ham hænge. Den første Herre sagde: -Deres Excellence er streng mod os aktive Arbejdere; og han lagde et lille Eftertryk paa "aktive". Hans Excellences Blik havde strejfet Manden, der talte: -Ja, sagde han, jeg har levet længe. Og han fortsatte: -Vi havde en General--han løftede pludselig Haanden og pegede paa et Billede af General de Meza, der i en gylden Ramme stod paa et Bord--: -Han var min Ven, og jeg véd, hvad han har lidt. Moderen, der stadig stod hos Marschalinden og den østrigske Minister, havde sét Excellencens Haandbevægelse og sagde med en pludselig Tankeforbindelse: -Gamle Urne er her, Harriette; i det samme faldt hendes Øjne paa Faderens Ansigt, der i den næste Stue smilende, saa man saá Smilehullerne i hans Kinder, var bøjet over den unge og friske Frøken Schulin. -Vil De ikke forestille mig? sagde Ministeren, og de gik alle tre hen imod Kammerherre Urne, der talte med den berømte Faders Søn. -Jeg har aldrig haft den Ære at blive Dem forestillet, sagde Ministeren bukkende. Kammerherren bøjede det graa Hoved: -Jeg lever jo nu saa ene, sagde han. Ministeren fortalte, at han i sin Tid havde været Medlem af en østrigsk Kommission i Hertugdømmerne og, da Hans Excellence kom til, sagde han: -Jeg var ogsaa i Slesvig forrige Aar--forrige Sommer--i Flensborg og paa Dybbøl. -Stederne virkede, sagde Grev Clary lidt langsommere: ret sørgmodigt paa mig. -Ja, sagde Kammerherren, hvis Læber ikke ganske adlød hans Vilje: -Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser. Moderen og Marschalinden saá paa Ministeren, mens han sagde: -Skyggen? De tager Fejl, Hr. Kammerherre, Geværglimtene fra Dybbøl vil lyse gennem Historien. Hans Excellence havde hørt til. Saa sagde han, medens hans Ansigt var helt forandret og han lignede en Støtte, som han stod: -Maaske. Og et Nu efter lagde han til: -Det er maaske Glimtene fra Æressalverne over vor Grav. -Deres Excellence, sagde Ministeren, kan ikke tro saa lidet paa Deres Folk. Hans Excellence rystede paa sit Hoved, med det samme Udtryk i sit Ansigt: -Jeg taler ikke om Folket, sagde han: et Folk lever længe og som det kan. -Det er kun Slægterne, der dør og hvis Arbejde kan dømmes. Der fløj et Udtryk af Bevægelse over Kammerherrens Ansigt, mens Ministeren sagde: -Deres Excellence har Ret. Marschalinden, der søgte om et Emne, sagde efter et Par Øjeblikkes Forløb: -Stella, har Generalinde Rye det godt, og Hans Excellence gik tilbage gennem Stuerne, hvor en halvfjerdsindstyveaarig Lyriker med meget stort Skjortebryst og langt Haar havde taget Plads ved Siden af Hendes Naade. Hans Excellence gik ind i sin egen Stue og lukkede efter sig. Sofie stod derinde i en Krog: -Hvad vil hun? sagde han. -Hun skulde--hun skulde gerne ha'e Penge: -Til Hendes Naade, stammede Sofie hastigt. -Hm, sagde Hans Excellence. Der var gaaet en Skygge over hans Ansigt, mens Sedlerne kom op af Chatollet, og pludselig, medens han rakte Tyendet dem, saá han hende ind i Ansigtet: -Hvem er Hustyvene her i Huset? Sofie følte det som var hun naglet til den Gulvplanke, hvor hun stod, og hun fornam sit Hjerte som en Hammer. -Gaa, sagde Hans Excellence. Og hun gik. Hans Excellence lukkede Klappen og støttede sig, med de fremstrakte Arme, et Øjeblik til Chatollet. Saa gik han hen og laasede Døren og satte sig i sin Stol. Hendes Naade vendte Hovedet et Øjeblik bort fra Poeten, der talte om H.C. Andersen og Erindringer fra Nysø, og spurgte Moderen, som gik forbi med Fru Harriette: -Hvor er Hvide? -Grandpapa er her, sagde Moderen og søgte selv Hans Excellence med Øjnene, mens den østrigske Minister tog Plads og talte hen over Fru von Eichwald, der stadig havde holdt sig ved Siden af Hendes Naade --talende om Gastein. -Hvor Deres Naade har været saa mange Gange, sagde Ministeren. -Vi var der ifjor, sagde Fru v. Eichwald. Ministeren ventede et Sekund, men Hendes Naade rørte sig ikke for et forestille ham for Fru von Eichwald: -Og har efterladt saa mange Erindringer, sagde Ministeren. Fru v. Eichwald var blevet meget bleg og havde med Laagene skjult et pludseligt Glimt i sine graa Øjne. -Min Fader, blev Ministeren atter ved: har naar han talte om sine Ungdomserindringer ofte talt om Deres Naade. -Gewiss giebt es schöne Weiber in Dänemark, plejede han at sige, sluttede Ministeren og bøjede sig for Hendes Naade, en Smule frem over Fru von Eichwald. Hendes Naade smilede. -Man smigrer saa let i Østrig, sagde hun, men hendes Øjne fulgte Moderen, der havde grebet i Excellencens Dør og følt, at den var laaset. -Men hvad er det dog, Stella, sagde Marschalinden, da Moderen slap Døren: -Du er jo helt bleg. -Det er ingenting, sagde Moderen, og idet hun pludselig førte Haanden hen over Panden, sagde hun: -Jeg synes, Luften er fuld af Ulykker. Og mens hun paa én Gang gav sig til at le, sagde hun til Berømthedens Søn, der stod bag hende i en Krog: -Tror De paa Datoer? Sønnen blev staaende med aaben Mund. -Jeg, Kandidat, hader alle Ottetaller, sagde Moderen. Kandidaten forsøgte at le, men Moderen sagde: -Ja, læg en Gang Mærke til dem. Et Ottetal ligner de Jern, man lægger om Forbryderes Ankler. -Ja, sagde Berømthedens Afkom, der havde fattet sig; det er jo i og for sig mærkeligt, saa ofte man finder bestemte Datoer knyttede til berømte Mænds Liv. Kandidaten udbredte sig videre over Emnet: -Der var i hans Faders Liv ikke mindre end fem Syttentaller, som virkelig synes at have spillet en Rolle for ham. -Men, sluttede Kandidaten, man bør naturligvis vogte sig for den Slags Overtro. -Thi hvor vil den vel føre hen? sagde Kandidaten. -Men hvor er dog den kære Excellence, sagde en Dame pludselig meget højt og plantede sig, bredt, i Stolen hos Hendes Naade, Digteren lige havde forladt. Det var Fru Etatsraadinde Mouritzen, der var kommen gennem en gal Dør fra Entréen--det var Etatsraadindens Skik at gaa gennem gale Døre i hendes Bekendtes Lejligheder--og som var sejlet gennem alle Stuer: -Hvor er den kære Mand, gentog hun til Hendes Naade og lagde til, ligesaa højt som det øvrige: -Man er dog altid bange for ham naar man ikke ser ham, mens de korte og ringfunklende Fingre faldt ned i hendes Skød. -Hvide kommer straks, sagde Hendes Naade og, som om hun først havde set Hofjægermesterinden i samme Nu, forestillede hun paa én Gang Ministeren for baade Fru von Eichwald og Fru Mouritzen. ... Sofie gik ind i Køkkenet. Hun syntes, hun løftede Benene saa underlig højt op i Luften, mens hun gik. Der lød et Slag paa Døren, da hun kom ind. -Hvem er det? raabte hun. Køkkenklokken skrattede, før hun lukkede op: -Det er mig, sagde Jægermesteren, som stod foran hende, i Døren, i sin Pels. -Er det Jægermesteren? Sofie troede, hun skulde falde. -Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som noget, der ikke er Liv i. -Hr. Jægermester, Hr. Jægermester! Sofie blev staaende foran ham med sammenknugede Hænder, og pludselig sagde hun: -Saa er det rent galt. Og uden at vide det, mens hun var af Farve i sit Ansigt som Køkkenbordet, slog hun Døren i til Anretteværelset, hvor Kogejomfruen stod over Garneringerne. -Ja, nu ramler det, sagde Jægermesteren. Sofie svarede ikke. Det var, som stønnede hun ligesom Bornholmeren. -Jeg skal tale med den Gamle, sagde Jægermesteren og vilde Staa op. -Vi har Fredag, sagde Sofie. Hans Hvide lo: -Se, om han er inde. -Ja, sagde Sofie og blev staaende. -Se, om han er inde, gentog Jægermesteren. -Ja. -Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede Øjnene, som hun havde holdt lukkede hele Tiden: -Er der ikke no'et, Jægermesteren vil ha'e? Hans Hvide, der allerede stank af sin Hals, sagde: -Jo, bring mig et Glas. Hun løb gennem Gangen ind i Spisestuen og greb en Karaffel. Hun hældte Vinen op i et Vandglas. Der var ikke andet. -Dér, Hr. Jægermester, sagde hun. -Tak, sagde Hans Hvide, der havde tømt det. Sofie gik op. Hun saá alting saa tydeligt, Væggene og Dørene og Karmene--alting, før hun lettede paa Excellencens Dør. Hans Excellence sad ved sit Bord endnu. -Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage. -Saa maa det være. Jægermesteren stod op: -Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb om hans to Hænder, der var kolde som et svedende Ligs. -Ja, sagde han. -Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dør. Hans Excellence drejede Hovedet: -Jeg ventede Dig, sagde han. -Det er jo godt, svarede Sønnen, der skjalv: -Jeg maa have Penge. -Kommer Du nogentid for andet? sagde Excellencen. -Jeg kommer naar det er nødvendigt, sagde Sønnen. -Hvor kan det være nødvendigt at skaffe Penge, naar Du pantsætter dine Skorstenspiber? sagde Hans Excellence. -Det forslaar ikke, sagde Sønnen. -Hvad forslaar? Hans Excellence var staaet op. Man syntes, det var en Død, der havde rejst sig. -Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han. Udenfor blev Døre slaaet op og Døre slaaet i, og paa Gangen lød der Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun Øjnene levede: -Det kan ikke være Forbi. -Det skal. -Det er Veksler. -Jeg betaler dem ikke. -Du maa. Ordene kom som Hug. -Jeg gør det ikke. -Du maa. Derinde skrabedes med Stole og Folk rejste sig. -Hvorfor? sagde Hans Excellence. -Fordi det er dit Navn. Hans Excellence forstod ikke og stod ret op. -Skrevet i dit Navn, sagde Sønnen, hvis Stemme var blevet ukendelig. Der gik et Nu, før Hans Excellence faldt ligesom halvvejs forover som En, der er ramt i Ryggen, og havde rejst sig igen. -For hvor meget? sagde han. -Tredive Tusind. Hans Excellence rørte sig ikke. Bordet skælvede under hans skælvende Arm. -Tredive Tusind, sagde Sønnen igen, som om Hans Excellence ikke havde hørt det. Og da der bestandig var stille, sagde han i Angst og gik tre Skridt: -Har Du dem ikke? mens Sveden løb ned ad hans blodløse Ansigt. -Du skal faa dem, sagde Hans Excellence. Han var kommen til Sæde i sin Stol. Det ruskede i Døren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset. -Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg: -Hans kongelige Højhed. -Jeg kommer, svarede Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod Sønnen, mens det var som i et Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser og Liv var skrevne deri: -Jeg kommer, sagde han igen. Georg slap Døren. Hans Hvide havde bøjet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes, foran Faderens Ansigt, løftede han det igen og sagde: -Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde? -Hvorfor? I et pludseligt Raseri løb han hen og greb i Excellencens Skulder: -Hvorfor? skreg han. Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans Øjne. Hans Hvide lo: -Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, før han brast i Graad. -Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter lød som den plejede. Hans Hvide var gaaet. Hans kongelige Højhed rejste sig fra Stolen ved Siden af Hendes Naade og nærmede sig, mens alle Stemmer lød mere dæmpet, til Faderen, med den høje Hat i sin Haand: -Men hvor er egentlig Excellencen? sagde han og gik et Par Skridt frem mod Hans Excellences Dør. Faderen bøjede Hovedet: -Der er en Patient hos ham, Deres kongelige Højhed, sagde han, der havde genkendt Broderens Stemme gennem Døren. Og som ved et Tilfælde rørte hans Albue ved Portièrens Knude, saa det sorte Fløjels Gardin med Hvidernes Vaaben pludselig faldt ned for Døren som en Væg. -Ja, Hvide er utrættelig, sagde Hans kongelige Højhed og smilte. -Deres kongelige Højhed maa undskylde, sagde Hans Excellence i det samme og skød Portièren bort. -Det er den aldrig trættede, som vi ærer, sagde Hans kongelige Højhed og tog Excellencens Haand. Og Hans kongelige Højhed talte spøgende om et Storkors, der nylig var givet Hans Excellence af Hans kongelige Højheds Broder i Grækenland. Hans kongelige Højhed indviklede Kammerherre Urne i Samtalen og kammerherren sagde--mens al anden Tale blev meget stille og der paa Gulvet blev et tomt Rum omkring Hans kongelige Højhed, Excellencen, Kammerherren og Kadetten--angaaende sit Arbejde, at det var Udviklingen af Hertugernes Forhold til Tronen, som beredte Vanskeligheder. Hans Excellence, der muligvis ikke hørte efter, sagde: -Ja, Deres kongelige Højhed, vi Gamle har kun Erindringerne tilbage. -Ja, Værket har meget interesseret Hans Majestæt, sagde Hans kongelige Højhed, og idet han vendte sig mod Kadetten, sagde han: -Hvorledes staar det med Deres Helbred, Hr. Baron? Den firsindstyveaarige bukkede og sagde: -En Invalid tør ikke klage, Deres kongelige Højhed. -Ja, sagde Hans kongelige Højhed, medens det svindende Lys fra Vinduet faldt ind over ham og de tre Oldinge, der tegnede deres Skikkelser mod Striberne med Hvidernes Vaaben: -Ja, sagde Hans Excellence og slog sin Haand ned paa Kadettens Skulder: -Det er Resterne af gamle Norge. Hans kongelige Højhed begyndte, maaske en lille Smule brat, en Runde mellem Damerne og vendte sig til Marschalinden, hvem han kendte fra Wien, idet han talte om de nye Museer i Donaustaden og om Prag. Hans Excellence, der havde set rundt i Stuen, sagde pludseligt, efter først et Nu at have trukket de tykke Øjenbryn i Vejret: -Fru von Eichwald kommer lige derfra, Deres kongelige Højhed. Hans kongelige Højhed, der uvilkaarligt havde trykket Hatten en Kende tættere ind mod sin Figur, vendte Hovedet mod Hofjægermesterinden og sagde: -Er Hofjægermesteren i Byen, Frue? Der var paa en Gang blevet ganske stille i Stuerne. -Nej, Deres kongelige Højhed, sagde Hofjægermesterinden, som nejede meget dybt: min Mand er paa Egehøj. Der opstod en Pause, før Hans kongelige Højhed sagde--Etatsraadinde Mouritzen var trængt frem lige bag Fru von Eichwald og bevægede sig saa livligt, at den nederste og fyldigste Del af hendes Ryg rev Poppes Tæppe ned-: -Ja, Wien er en smuk By. De noget løsrevne Ord hørtes gennem tre Stuer, mens Hans kongelige Højhed vendte sig mod Hendes Naade til Afsked. Hans Excellence fulgte Hans kongelige Højhed ud. Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige Højhed til Døren, vendte tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om Jørgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to Børn havde fjernet sig, sagde: -Jørgen vil jo absolut giftes nu. -Vil han? sagde den ene Stiftsdame, og den anden lagde til: -Ja, De, det vil jo altid Brudgommen. -Men, blev Grevinden ved--og Moderen, der havde fulgt Faderen med Øjnene, han gik mellem de unge Kvinder, som en Gartner gaar, mellem sine Blomster, hørte pludselig efter--jeg synes nu ikke, at det har nogen Hast. Unge Mennesker er altid gamle nok til at faa Børn, men de bliver sjældent gamle nok, til deres Børn begynder at blive gamle. Moderen saá paa Grevinden og havde ført sin ene Haand ind mod sit Bryst: -Hvor det er sandt, sagde hun, og hendes Læber forblev let aabnede, da hun havde talt, ligesom hos En, der forbavses. Den ene af Stiftsdamerne, af hvilke ingen havde forstaaet noget, sagde: -Kære I to, det er som jeg si'er saa tit til Charlotte Amalie, naar vi saadanne sidder for os selv og ser ud over vore Bekendte: Revner kommer der dog altid. Stiftsdamen udtalte e'et i Revner som et æ. Fru Schulin smilte og sagde: -Der er no'et i det. Hvad siger De? vendte hun sig til Moderen. Moderen fo'r sammen. -Jeg tænkte, sagde hun. -Ja, sagde Grevinde Schulin, stadig til Moderen eller en lille Smule, som talte hun til sig selv: jeg er saamæn ikke meget kløgtig, og Gud véd, hvordan man skulde blive det, men der er vel altid en eller anden Ting, som man længe har tænkt over ... Og jeg tror, at en Kone først rigtig har tabt i Ægteskabet, naar hun ikke længer er Kvinden, Kvindemennesket for sin Mand. Moderen havde nikket, som en Statue vilde, hvis den kunde bevæge sit Hoved. -Ja, det tror jeg, sagde Grevinden, inde i sin egen Tankegang. Hans Excellence, hvem de allerede havde hørt le henne ved Døren, traadte hen i Nærheden af dem og blev pludselig staaende foran Grev Francis, der, i en anden Lænestol, i en fortsat Ligegyldighed, havde siddet med det skønne Racehoved støttet i sin smalle Haand, men som nu rejste sig. Hans Excellence blev ved at le: -Hvad ler du af, Onkel Hvide? spurgte Grevinden. -Af hans Ungdom, sagde Excellencen, der i de sidste fem Minutter, paa én Gang, syntes greben af den Stormkastmunterhed, der for en Menneskealder siden var Forfærdelsen for Eksamensbordenes Kandidater. -Ja tænk Dig, sagde Grevinden, at han kun bliver fyrretyve Aar, naar vi gaar ind i et andet Aarhundrede. -Et andet Aarhundrede, sagde Hans Excellence og gjorde en Bevægelse med sine Læber, som udstødte han en Slurk Røg: -Hm, sagde han, Menneskehedens Muskler bliver de samme og vil gøre det samme Arbejde. Han gik videre og kom i Nærheden af Hendes Naades Stol: -Hvor har Du været, Hvide? spurgte Hendes Naade, og hun strakte sin lidt fugtige Haand kærtegnende ud mod ham: -Jeg er altid saa bange, naar jeg ikke ser Dig. Hendes Naade slog Øjnene op mod Hans Excellence og han satte sig, brat, paa en Stol, med Armen over Hendes Naades Stoleryg: -Du har mange Gæster idag, sagde han. -Ja, min Ven. Men--og Hendes Naade saá igen ind i Excellencens Ansigt--Du er anstrængt. -Jeg, sagde han--der var i hans Stilling, som han sad, noget, der mindede om et hvilende Stordyr af Rovslægten--: -Jeg har det godt, sagde han. Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von Eichwald, saá over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig, midt i det: -Ja, Gud, hvor er'et sjældent--at se saadan et Ægteskab. -Men, blev hun ved i en springende Forbindelse--Etatsraadinden talte altid saa højt, at hun egentlig ikke skjulte sine Tanker for Omverdenen--: -Underligt er'et, at ingen af Børnene har arvet hans Geni. Marschalinden, der ligesom Moderen, havde betragtet Faderen, som just stod bøjet over et Par unge Døtre af Landadelen, sagde: -Fritz har vist arvet.. . Geni. Etatsraadinden beholdt Munden aaben. Marschalinden sagde, idet hun slog lidt ud med sin Lorgnon og paa Forhaand smilede ad de Ord, hun vidste maaske ikke vilde blive forstaaede: -Det Geni, der nu lyser paa hans Ansigt. Hans Excellence, der havde talt med en Højærværdighed, som i en lang Arvefølge havde arvet en Kirke sammen med et højkirkeligt Syn, og som nu nærmede sig Hendes Naade--Hans Excellence kom hen til Moderen og sagde: -Hvad taler I om? -Vi talte om Genier, sagde Marschalinden. -Genier, Genier, sagde Hans Excellence: Genierne, min Pige, er kun Burene om de største Dyr. Marschalinden lo: -Du vælter alting idag, Onkel Hvide. -Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller paa Plads. -Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig om Kærligheden. -Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet Marschalindens Ord fra før. -Kærligheden, sagde Excellencen og et Øjeblik krængede han sin altfor svære Mund: Kærligheden? Menneskene bliver aldrig sunde af Begreb, før alle de pyntelige Ord er blevet høvlede af Sproget. Marschalinden blev ved at le, men Hans Excellence, der vendte sig halvt, sagde, som fejede han noget væk: -Og forresten véd jeg heller ikke, hvorfor I vil forlange saa meget af Abernes Børnebørnsbørn. -Eller hvad mener Du? spurgte han henimod Moderen. -Jeg, sagde Moderen, hvis Ord syntes uden nogen Sammenhæng med alt, hvad der var sagt: Jeg tror, man bør give Menneskene fri. -De ta'er sig fri, sagde Hans Excellence og gik videre. -Den kære Excellence er saa munter idag, sagde Fru Mouritzen og rokkede let med sit Hoved, og, som om hendes Næse pludselig havde vejret et eller andet, sagde hun paa en Gang: -Hvad er her hændt? -Intet jeg véd af, svarede Marschalinden, der ved hendes Ord havde løftet sine Øjne mod Moderens Ansigt og atter hastigt taget dem bort. Og hun spurgte om en mærkelig Perleindfatning af en Medaillon, der hang halvskjult under Etatsraadindens Hage: -Den maa være meget gammel, sagde hun. -Ja, Stykket er historisk. -Etatsraadinden, der udtalte o'et som et aa, tog Medaillonen af: -Den har tilhørt Marie Antoinette. -Mouritzen har Beviserne, sagde Etatsraadinden: Men vi har Stykket fra Frankfurt. -Ja, sagde Marschalinden, som sad med Medaillonen imellem sine Fingre: Saadanne Ting gaar jo nutildags saa mange Veje. -Ja, det er underligt, sagde Fru Mouritzen og hun tilføjede--naar Etatsraadinden talte om Medaillonen, talte hun saa mærkelig ud i ét--: Pastellen fremstiller Dauphin. -Det er aparte, saa de Brillanter er "fattede", sagde Marschalinden og kneb Øjnene sammen, som Kendere gør.