# Det graa Hus ## Part 2 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-graa-hus-12987/index.md Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevægelig med lukkede Øjne, midt i den mægtige Seng, hvor, i Mørket, kun Ringene glimtede paa hendes Fingre. Faderen aabnede Døren til Gangen for Hans Excellence. Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind paa Konsollen. Excellencen havde set det. -Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved. Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem. -Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm. -Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa Trappen. -Jeg véd ikke, Deres Excellence. -Han véd ingenting. I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte tæt. -Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort. -Det er snavs, svarte Johan tørt. Med Excellencens Heste gik det altid "snavs". Excellencens Kudske skar dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig Avance for at indkøbe nye, ligeledes mod en Godtgørelse. -Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet. -Den gør'et ikke længe, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig nærmere paa de Firfødedes Helsen. Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson trængte sig frem i Porten, hen til Vogndøren, som Georg vilde lukke: -Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smække Vogndøren i, men Personen satte tilfældigt Albuen imellem: -Det var bare et Ord til Hans Excellence. -Hvad? Og Excellencen slap Vogndøren. -Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr. Excellences Søn. -Ja, ja. -Og nu var det ... Excellencen véd, at Deres Hr. Søn ... Personen havde en saare høflig Stemme--der var noget eget Glat over ham, der mindede om en for hundrede Gang afstrøget Silkehat--men han holdt stadig Albuen imellem. -Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen til Manden, der slap Døren. -Kør, raabte han. Og Vognen kørte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget Øjnene fra Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden. Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham længe og ærbødigt. Georg var gaaet op. I Halvmørket i Entreen læste han endnu en Gang Udskriften paa de ankomne Breve og skød dem atter langsomt helt ind paa Konsollen, i Mørket. Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset. Faderen aabnede Døren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en ung Dame i stivt Sirts og hvide Strømper, havde slaaet alle Vinduer op paa vid Gab og med en Tæppebanker i hver Haand pryglede løs paa Fløjelsportiérerne, saa Støvet stod som skidne Skyer om Hvidernes broderede Vaaben. -Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Døren igen, for Trækken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Aarhundrede. -Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre. Snart var hun i Gang med Dørforhængene og snart var hun ved Vinduerne. I Excellencens gamle Vinkælder var der ifjor flyttet en Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis'er, der i Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kælderhalsen. De Folk, der bor nede paa Jord, deres Gemytlighed, den er stor.... Jomfru Arkadia pryglede løs paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang. Hendes Naade blev ved at ringe. -Godmorgen, lød det fra Kælderhalsen, fra én af de tre Handelsmænd. Arkadia var atter ved Vinduerne. -Godmorgen. -Travlt? spurgte Handelsmanden. Jomfru Arkadia daskede begge Tæppebankerne ned mod den sorte Kommis i Kælderhalsen. -Man har vel mer at gøre end De--heldigvis, sagde hun. Og væk var hun og bankede igen. Pludseligt lød der et: -Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus. Det var "Moderen", der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog Entrédøren op oppe paa første Sal og raabte sit: -Kaffe, Kaffe. Faderen dunkede paa Døren inde i sit Værelse, ved Siden af Moderens: -Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme. -Hva' si'er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset? -Kære Fritz, la'e dem si'e. Moderen var i Seng igen og slog Hænderne ned over sin Dyne: -Hvem kender de Personer? sagde hun. Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun hørte "Kaffen" og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet: -Fruen har kaldt, sagde hun. -Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen op, mens hun sagde: -Hendes Naade har ringet. -Frøkenen er inde, ("Frøkenen" var Selskabsdamen) sagde Arkadia og løb med Kaffen. -Der kan hun løbe, sagde Sofie. -Gud være lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som Arkadia stillede paa Dynen. -Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skræk, om Morgenerne, under Besøget hos SvigerForældrene. -Ja, svarede Arkadia. -Hæng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen: -Halvelve, sagde Moderen forfærdet og lige efter: -Kære Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne. -At De kan synge saa tidligt om Morgenen. Det var Moderens Undren hver Morgen. -Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de Melodier . . . hvordan er det nu? Hun begyndte selv paa et Omkvæd men hun kunde det ikke: Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked-- Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen. -Ja, ja, sagde Moderen og sang med--hun skød Benene helt op under sig af lutter Iver--: Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked, om han er flink, villig, tro og lydig, om han er skabt i den rette Form, og om han ellers har været dydig, kan hun faa ham undersøgt af Line Worm. De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig saa' paa Uret: -Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud. Faderen bankede inde paa sin Dør: -Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la'er den Pige synge? -Kære Fritz, det véd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun: -Er det ikke dem, de sælger paa Gaden? Hun laa et Øjeblik. Saa sagde hun: -Fra hvem er der Breve? -Fra Hans, svarede Faderen indefra. -Til din Fa'er? -Ja. Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Haand strøg Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at røre sig. Derinde lød Faderens Skridt. -Fritz, hvad Dag er det? -Fredag. -Nej, men Dato. -Den otte og tyvende. Moderen rørte sig ikke. Derinde lød Skridtene. Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klæde Hendes Naade paa. Det var en Smule besværligt paa Grund af Hendes Naades Gigt. -Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade. Ja, Selskabsdamen passede den. Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtæppet for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence. -Vi har den jo fra Kælderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig, lille De, men Hvide vilde ha'e den Butik og jeg maatte undvære min Vinkælder. Selskabsdamen vidste det. -Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade. -Tretten Grader. -Hm. Lad dem saa hænge, De, at Hvide kan se det. Hendes Naade skød Læberne frem, hvis skønne Bue en Gang havde begejstret Hr. Lamartine: -Men Hvide føler det jo ikke, sagde hun. Der lød et Pappegøjeskrig inde fra Stuerne. Det var "Poppe", der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg sit: -_Fortuna fortis_, ud gennem alle Værelserne. -Dæk dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade. -_Fortuna fortis_, skreg Pappegøjen, til Selskabsdamen havde faaet Buret dækket og igen var vendt tilbage. -Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilføjede: -Det er ogsaa Hvides Idé med den Fugl. De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde kreppes og sættes højt op. Hendes Naade, som for det øvrige Legemes Vedkommende med Aarene havde faaet nogen Skræk for Vand, lod sit Ansigt og sine Hænder pleje med megen Omhu med Crêmer og Essenser. Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Sølvtøj. I den store og halvmørke Stue hørtes ingen Lyd uden den sagte Klang af Sølvet, naar han lagde Ske ved Siden af Ske--med Vaaben mod Vaaben. Ellers var der tyst. I Køkkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strøkone, der gaar i Gang med Værket. Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en træt Rallen. Henne paa Rørstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben. --- Vognen kørte bort--ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i Sølet, som smudskede alle Fødder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden. Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte ham. Undertiden, naar Moderen kørte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar nogen hilste: -Hvem var det, Grandpapa? -Kender dem ikke, svarede han. Men det kunde ogsaa hænde, at Hans Excellence pludselig genkendte et Ansigt og sagde, at det var den og den. -Nej, sagde Moderen og lo: det maa da være Sønnen. -Hm. Naa ja, nu er det vel Sønnerne, der løber rundt. Og han sad igen og saá ud over Gadernes Menneskeansigter, med de blyfarvede Hænder foldede i sit Skød. ... Vognen rullede ned ad Raadhusstræde op foran Det Braheske Palæ. Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa første Sal--saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud: -Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ... Det er nok blevet værre inat. -Det er nok daarligt, Deres Excellence. Hans Excellence, der kun hørte Ordet daarligt og troede, Hvidskæggen talte om sine Gigtknuder, sagde:--Saa smør sig med det, jeg har givet ham; og han gik ind ad Glasdøren. Tjeneren var løbet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to unge Baronesser sad ved Midterbordet: -Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa mange Aar. De to Baronesser blev ligesaa forskrækkede som han og de raabte begge to: -Mo'er, Mo'er, det er Onkel Hvide. Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til "den lille Spisestue". -Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham--hun slog de fyldige Hænder sammen--: -Jeg sagde det jo nok. -Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren. De hørte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue: -Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Døtre, ud for at tage imod ham: -Men, kære Onkel Hvide--og Baronesserne slog Armene om ham--er det Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den første Frokost. -Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e. Han kyssede begge Døtrene--Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en egen tom Graadighed--: -Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen. -Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og førte ham ind i Spisestuen, hvor ogsaa Døtrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hørte efter. -Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken. -Ja, vi tænkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste. -De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte han: -Hvor er Emmely? Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmaalet om Emmely--for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien--og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde: -Ja, Emmely ... -Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind. -Med Preben, sagde den anden. -Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence. -Og slet ikke med Preben. Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde: -Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besøgt igaar: -Hun holder sig tappert, Onkel Hvide. -Hm, sagde Hans Excellence: man behøver ikke at nedstamme fra tretten Konger for at blive gift med en Skørtejæger og holde Husholdningsbog for sin Portner. Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde: -Ja, men den Kærlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende. Der gik en Trækning over Excellencens Ansigt: -Livsindhold--og han lo--ja, det er Livsindhold at slæbe en Møllesten paa sin Ryg. Baronessen blev purpurrød i sit runde Ansigt--hun havde tænkt paa Hans Excellences eget Ægteskab, endnu før hun havde fuldført sine egne Ord--og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lød en Støj, i Gangen bag Spisestuen, af Døre, som sloges op og i, mens man hørte Kammerjomfruen, der raabte. Fruen rejste sig halvt--fra rød blev hun bleg--og satte sig, i et Sæt, igen. -Ida, se hvad det er. Og den ældste Datter løb. -Hvorfor løb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet havde hørt. -Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten, som stod midt foran hende, paa Fyrfadet. De blev ved at løbe, der ude, frem og tilbage--Skridt frem og Skridt tilbage. -Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som pludselig begyndte at ryste i hendes Haand. -Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig. -Hvad er det for Kød, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel, han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rødt Oksekød. -Det er Oksekød, Onkel Hvide, sagde Datteren. Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han ikke mere kunde fordøje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til, med samme Hast--da Døren blev revet op og Baronesse Ida løb ind og raabte: -Mo'er, stakaandet, uden at tænke, ikke paa Hans Excellence og ikke paa noget: -Mo'er. -Hvad er der? Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, før Baron Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt ind under Skægget, og lod Dørene staa aabne, idet han raabte: -Kom, kom, Emmely . . . Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence. -Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Døren sloges til. Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst sig. I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en Middagsindbydelse, for at han intet skulde gætte . . . Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han støttede sig, rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livløse Træ blevet levende under hans Vrede. Saa sagde han, og hans Stemme lød roligt: -Er I kommet hjem? Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned--man havde det Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde--sagde: -Hvem? og saá paa Excellencen med Øjne, der intet saá. -I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen. -I har jo redet. -Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde. Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende, som gamle franske Ure gør. -Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig: -Gaar Du, sagde hun. -Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han--for Baronesse Ingeborg turde ikke følge ham--ud gennem Stuerne. Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik højt: -Det gør saa ondt, aa, det gør saa ondt. -Ja, ja, lille Emmely. -Det gør saa ondt. -Ja, ja, rejs Dig lidt, hører Du, rejs Dig lidt... Den Syge forsøgte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge sine Hænder. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtløst som var det skilt fra Kroppen: -Nej, jeg kan ikke ... -Nej, nej, det gør saa ondt. -Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som til et spædt lille Barn: -Nu kommer Doktoren. Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned. Ida stod i Krogen og græd stille. -Sover hun? hviskede Preben. -Ja. Ida løftede sit Hoved: henne fra Krogen saá hun paa Søsterens Ansigt og paa én Gang begyndte hun at græde højere, og hun greb i Moderens Arm: -Mo'er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud af hendes Øjne, mens hun blev ved at stirre paa Søsteren paa Puden: -Skal vi ikke spørge Onkel Hvide? Moderens og Datterens Øjne mødtes i et Nu: -Nej, nej, sagde Baronessen saa højt, at hun vækkede den Blundende. -Hvor er Preben, hviskede Emmely. -Her. -Tak. Og hun lukkede Øjnene igen. ... Excellencen var gaaet ned. Han støttede sig ikke. Næsten rank stod han ind i sin Vogn, der kørte bort. Porten faldt i. Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin Kælder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit Køkken. -Det var den Gamle, sagde han. -Excellencen? -Ja, sagde Portneren, der havde foldet Hænderne. Konen næsten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen: -Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at tørre rundt i sit svære Ansigt med Hænderne. Hendes Mand sad stadig med Hændene foldede mod sine spidse Knæ. -Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Døden. -Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at græde, som om Baronesse Emmely allerede var død. Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus ... Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den højre Arm hvilede i Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt spændtes. Han tænkte paa Braherne, disse Braher; og alle Slægtens hemmelige Historier, som hans Lægeviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede, som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den første som han --luede for hans langsynte Øjne, i en frygtelig Hunger efter at mætte sig med Hævn. Han stønnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb: -Jo, jeg kender dem ... -Om jeg kender dem. Men pludselig knyttede han sine Hænder og hans Blik syntes et Nu at blive tomt og hele Øjet næsten hvidt: under en vældig Anspændelse af Vilje skød han som en Jernskodde for sin egen Tanke--og havde begravet den. Han vidste ikke mer om det. Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an: -Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen kørte tilbage gennem Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset. Hans Excellence steg ud. Døren havde ingen Klokke, men kun en Dørhammer, der ligesom ikke vilde mere. En Pige lukkede op: -Er her no'en hjemme? spurgte Excellencen. -Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks. Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Møblerne stod saa mærkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor Vinduerne laa Haven. Sneen gav et særegent Lys i Stuen, som af Skæret fra et ophængt Lagen. Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler indhyllede i Flor. Han hørte ikke Fru Urne komme, før hun stod der. Hun var høj og mager og helt i Sort. -At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Hænder. -Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer. -Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Hænder, mens hun satte sig. -Eller ingen, sagde Hans Excellence. Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hørt, hvad han havde sagt. Hun havde løftet Blikket og betragtede sin faldne Mands Billede over Sofaen: -Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er, som om man maatte opleve det igen. -Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet. -Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes Øjne, mens en Hulken rystede hende: -Og jeg kan ikke en Gang nøjes med Tanken om hans Bedrift... Og de Minder, man gaar og hænger Flor om--det er ikke de Minder, man længes efter. Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru Urne sad: -Jo større han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig ... -Og des vildere er Savnet. Ved Ordet vildere mødtes et Nu deres Øjne og en Blodstrøm slog op i Enkens Ansigt. -Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting. -Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Børn. -Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de andre, som er ene, "længes" li'edanne? Fru Urne havde lænet sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften: -Hvorfor lyver de da alle? -De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt: -Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrættes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de værste . . . -Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes Hænder faldt sammen i hendes Skød. -Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over Hans Excellences Ansigt. -Ja, sagde han: sent eller aldrig. De sad tavse et Øjeblik. Saa spurgte han: -Hvordan gaar det dine Sønner? Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker: -Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke være Officer. -Naa, er det nu opgivet? -Ja, han vil ikke . . . -Hm, hvad vil han saa? Fru Urne sagde: -Han vil være Ingeniør. -Ja, saa, sagde Hans Excellence: -Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her løber vi ad de Landeveje, der er. Fru Urne sagde og saá ikke paa ham: -Han siger, Verden er stor. Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast: -Og jeg synes ...at...at det er saa svært...at det er, som om, som om vi alle forraadte . .. det, han døde for. -Hvad for no'et? spurgte han. -Landet, sagde hun (hun vilde sige Fædrelandet, men det blev kun til "Landet"). -Fædrelandet? sagde Hans Excellence: -Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver sørger for sit og Fædrelandet kan tage hvad der bliver tilovers. -Han--og han løftede Haanden mod den døde Generalstabsofficers Billede--døde heller ikke for Fædrelandet, men for sin Tro, som han havde mistet. . . Fru Urne havde maaske ikke forstaaet eller hendes Tanker var blevet hos Sønnerne, for hun sagde: -Men naar de rejser, baade Vilhelm og Christian, saa er der slet ingen Unge af Slægten tilbage i Landet. Hvide saá ud for sig og hans Stemme blev lav: -Jeg tænker sommetider, min Ven, at vi gamle Slægter, vi har maaske syndet nok ... Han stod op: -Lad nu de andre synde videre. -Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide? Hans Excellence tog Haanden bort, med hvilken han havde støttet sig til Bordet: -Løgnen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den. Fru Urne gøs sammen, som om en Kulde rystede hende: -Onkel Hvide, sagde hun og bevægede Hovedet en Gang frem og tilbage, som om der var noget, der gjorde ondt om hendes Hals: -Alle Altre bli'er saa tomme ... Hans Excellence stod endnu foran hende, og han løftede sin Haand. -Der er ingen Altre, min Pige, for der er ingen Guder. Vi er-- Han tav et Nu og hans Ansigt skiftede Udtryk: -Som de vi er. -Og hvordan gaar det med Vilhelm? spurgte han. -Han--og Fru Urne tog sig atter sammen--: han bliver saa let febril, véd Du ... -Ja, sagde Excellencen, jég ved det. Det hører hans Alder til. -Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og laas ikke hans Dør. -Farvel, min Pige. -Farvel, Onkel Hvide--og Tak, fordi Du kom.