Part 96

1. Kast dit Brød på Vandet, Thi du får det igen, går end lang Tid hen. 2. Del dit Gods i syv otte Dele, thi du ved ej, hvad ondt der kanske på Jorden. 3. Er Skyerne fulde af Regn, så gyder de den ud over Jorden; og falder et Træ mod Syd eller Nord; så bliver det liggende der, hvor det falder. 4. Man får aldrig sået, når man kigger efter Vinden, og aldrig høstet, når man ser efter Skyerne. 5. Som du ikke kender Vindens Vej eller Fostret i Moders Liv, så kender du ej heller Guds Virke, han, som virker alt. 6. Så din Sæd ved Gry og lad Hånden ej hvile ved Kvæld; thi du ved ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge Dele er lige gode. 7. Lyset er lifligt, at skue Solen er godt for Øjnene; 8. ja, lever et Menneske mange År, skal han glæde sig over dem alle og komme Mørkets Dage i Hu, thi af dem er der mange i Vente; alt, hvad der kommer, er Tomhed.

9. Glæd dig, Yngling, i din Ungdom, vær vel til Mode i Livets Vår; gå, hvor dit Hjerte lyster, og nyd, hvad dit Øje skuer; men vid, at for alle disse Ting skal du kræves til Regnskab af Gud. 10. Slå Mismod ud af dit Sind, hold Sygdom fjernt fra din Krop; thi Ungdom og Livsgry er Tomhed!

Prædikeren 12

1. Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har jeg ikke Behag!" 2. før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn, 3. Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne, 4. da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker, 5. da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden, 6. førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden 7. og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud, som gav den. 8. Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.

9. Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog. 10. Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord. 11. Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde. 12. Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, som der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet. 13. Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre. 14. Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.

Højsangen

Højsangen 1

1. Salomos Højsang 2. Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre end Vin. 3. Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor har Kvinder dig kær. 4. Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sine Kamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Hærlighed fremfor Vin. Med Rette har de dig kær.

5. Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som Salmas Forhæng. 6. Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.

7. Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord, hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en Landstryger ved dine Fællers Hjorde?

8. Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.

9. Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde. 10. Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne. 11. Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv.

12. Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords; 13. min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst, 14. min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.

15. Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er Duer!

16. Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt, 17. vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!

Højsangen 2

1. Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje 2. Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.

3. Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.

4. Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed. 5. Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed. 6. Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn. 7. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

8. Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene. 9. Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret. 10. Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom! 11. Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen, 12. Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land; 13. Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom, 14. min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.

15. Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!

16. Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer; 17. til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!

Højsangen 3

1. På mit Leje om Natten søgte Ham, som min Sjæl har kær, jeg søgte, men fandt ham ikke. 2. "Så står jeg op og går om i Byen, om På dens Gader og Torve og søger ham, som min Sjæl har kær. "Jeg søgte, men fandt ham ikke. 3. Vægterne, som færdes i Byen, traf mig: "Så I mon ham, som min Sjæl har kær?" 4. Knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg ham, som min Sjæl har kær; jeg greb ham og slap ham ikke, før jeg fik ham ind i min Moders Hus, i hendes Kammer, som fødte mig. 5. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

6. Hvad er det, som kommer fra Ørkenen i Støtter af Røg, omduftet af Myrra og Røgelse, alskens Vellugt? 7. Se, det er Salomos Bærestol, omgivet af tresindstyve Helte, Israels Helte, 8. alle med Sværd i Hånd, oplærte til Krig, hver med sit Sværd ved Lænd mod Nattens Rædsler. 9. Kong Salomo laved sig en Bærekarm af Træ fra Libanon, 10. gjorde dens Støtter af Sølv, dens Arme af Guld; i Midten er Ibenholt indlagt, Sædet er Purpur. 11. Jerusalems Døtre, gå ud og se på Kong Salomo, på Kronen, hans Moder kroned ham med på hans Brudefærds Dag, hans Hjertens Glædes Dag!

Højsangen 4

1. Hvor du er fager, min veninde, hvor er du fager! Dine Øjne er Duer bag sløret, dit Hår som en Gedeflok bølgende ned fra Gilead, 2. dine Tænder som en nyklippet Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam; 3. som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding som et bristet Granatæble bag ved dit Slør; 4. din Hals er som Davids Tårn, der er bygget til Udkig, tusinde Skjolde hænger derpå, kun Helteskjolde; 5. dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelle tvillinger, der græsser blandt Liljer. 6. Til Dagen svales og Skyggerne længes, vil jeg vandre til Myrrabjerget og Vellugtshøjen. 7. Du er fuldendt fager, min Veninde og uden Lyde.

8. Kom med mig fra Libanon, Brud, kom med mig fra Libanon, stig ned fra Amanas Tinde, fra Senirs og Hermons Tinde, fra Løvers Huler, fra Panteres Bjerge!

9. Du har fanget mig, min Søster, min Brud, du har fanget mig med et af dine Blikke, med en af din Halses Kæder. 10. Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster, min Brud, hvor din Kærlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskens Vellugt! 11. Dine Læber drypper af Sødme, min Brud, under din Tunge er Honning og Mælk; dine Klæders Duft er som Libanons Duft.

12. Min Søster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et Væld under Segl. 13. Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige Frugter, Kofer, 14. Nardus og Kalmus og Kanel og alle Slags Vellugtstræer, Myrra og Safran og Aloe og alskens ypperlig Balsam. 15. Min Haves Væld er en Brønd med rindende Vand og Strømme fra Libanon. 16. Nordenvind, vågn, Søndenvind kom, blæs gennem min Have, så dens Vellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde dens udsøgte Frugt!

Højsangen 5

1. Jeg kommer i min Have, min Søster, min Brud, jeg plukker min Myrra og Balsam, jeg spiser min Honning og Saft, jeg drikker min Vin og Mælk. Venner, spis og drik og berus jer i Kærlighed! 2. Jeg sov, men mit hjerte våged; tys, da banked min ven: "Luk op for mig, o Søster, min Veninde, min Due, min rene, thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Dråber." 3. Jeg har taget min Kjortel af, skal jeg atter tage den på? Jeg har tvættet mine Fødder, skal jeg atter snavse dem til? 4. Gennem Gluggen rakte min Ven sin Hånd, det brusede stærkt i mit Indre. 5. Jeg stod op og åbned for min Ven; mine Hænder drypped af Myrra, mine Fingre af flydende Myrra, da de rørte ved Låsens Håndtag. 6. Så lukked jeg op for min Ven, men min Ven var gået sin Vej. Jeg var ude af mig selv ved hans Ord. Jeg søgte, men fandt ham ikke, kaldte, han svared mig ikke. 7. Vægterne, som færdes i Byen, traf mig, de slog og såred mig; Murens Vægtere rev Kappen af mig.

8. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Såfremt I finder min Ven, hvad skal I da sige til ham? At jeg er syg af Kærlighed!

9. "Hvad Fortrin har da, din Ven, du fagreste, blandt Kvinder? Hvad Fortrin har da din Ven, at du besværger os så?"

10. Min Ven er hvid og rød, herlig blandt Titusinder, 11. hans Hoved er det fineste Guld, hans Lokker er Ranker, sorte som Ravne, 12. hans Øjne som Duer ved rindende Bække, badet i Mælk og siddende ved Strømme, 13. hans Kinder som Balsambede; Skabe med Vellugt, hans Læber er Liljer, de drypper, af flydende Myrra, 14. hans Hænder er Stænger af Guld, fyldt med Rubiner, hans Liv en Elfenbensplade, besat med Safirer, 15. hans Ben er Søjler af Marmor På Sokler af Guld, hans Skikkelse som Libanon, herlig som Cedre, 16. hans Gane er Sødme, han er idel Ynde. Sådan er min elskede, sådan min Ven, Jerusalems Døtre.

Højsangen 6

1. Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.

2. Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer. 3. Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer.

4. Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner. 5. Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead. 6. dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam; 7. din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.

8. Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal. 9. Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.

10. Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?

11. Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst. 12. Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks Vogne. 13. Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?"

Højsangen 7

1. Hvor skønne er dine Trin i Skoene, du ædelbårne! Dine Hofters Runding er som Halsbånd, Kunstnerhånds Værk, 2. dit Skød som det runde Bæger, ej savne det Vin, dit Liv som en Hvededynge, hegnet af Liljer; 3. dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelletvillinger, 4. din Hals som Elfenbenstårnet, dine Øjne som Hesjbons damme ved Bat-Rabbims Port, din Næse som Libanons Tårn, der ser mod Damaskus, 5. Hovedet på dig som Karmel, dit Hoveds Lokker som Purpur; en Konge er fanget i Garnet. 6. Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde! 7. Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser. 8. Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som Æbleduft, 9. din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider over mine Læber og Tænder.

10. Jeg er min Vens, og til mig står hans Attrå. 11. Kom min Ven, vi vil ud på Landet, blive i Landsbyer Natten over; 12. Vingårde søger vi årle, vi ser, om Vinstokken skyder, om Knopperne åbnes, Granattræet blomstrer. Der giver jeg dig min Kærlighed. 13. Kærlighedsæblerne dufter, for vor Dør er al Slags Frugt, ny og gammel tillige; til dig, min Ven, har jeg gemt dem.

Højsangen 8

1. Oh, var du min broder, som died min moders bryst! Jeg kyssed dig derude, når vi mødtes, og blev ikke agtet ringe, 2. tog dig ind i min Moders hus, i min moders kamre, gav dig krydret vin at drikke, Granatæblers Most.

3. Hans venstre under mit hoved, hans højre tager mig i favn. 4. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke før den ønsker det selv!

5. Hvem er hun, der kommer fra Ørkenen, støttet til sin ven? "Under Æbletræet vækked jeg dig; der nedkom din moder med dig, der nedkom hun, som dig fødte." 6. Læg mig som en seglring om dit hjerte, som et Armbånd om din Arm! Thi Kærlighed er stærk som døden, Nidkærhed hård som Dødsriget; i dens gløder er Brændende Glød, dens lue er HERRENS Lue. 7. Mange Vande kan ikke slukke den, Strømme skylle den bort. Gav nogen alt Gods i sit Hus for Kærlighed, Hvem vilde agte ham ringe?

8. Vi har en lille Søster, som endnu ej har bryster; hvad gør vi med med vor Søster, den dag hun får en Bejler? 9. Er hun en Mur, så bygger vi en krone af sølv derpå, men er hun en Dør, så spærrer vi den med Cederplanke. 10. Jeg er en Mur, Mine Bryster Tårne. Da blev jeg i hans Øjne som en, der finder Fred.

11. Salomo havde en Vingård i Ba'al-Hamon, til vogtere gav han den Vingård; hver kunne tjene tusind sekel Sølv på dens Frugt. 12. Jeg har for mig selv min Vingård; de tusinde, Salomo, er dine, to hundrede deres, som vogter dens Frugt.

13. Du, som bor i Haverne, Vennerne lytter, lad mig høre din røst!

14. Fly, min Ven, og vær som en Gazel, som den unge Hjort på Balsambjerge!

Esajas

Esajas 1

1. Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.

2. Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig. 3. En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.

4. Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg. 5. Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet; 6. fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie. 7. Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang. 8. Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By. 9. Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.

10. Lån Øre til HERRENs Ord I Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk! 11. Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. 12. Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned? 13. Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling. 14. Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære. 15. Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod; 16. tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde, 17. lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!

18. Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld. 19. Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder; 20. står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mund har talt.

21. At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere. 22. Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand. 23. Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag. 24. Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender! 25. Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly. 26. Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad. 27. Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd. 28. Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgår.

29. Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt; 30. thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand. 31 Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.

Esajas 2

1. Dette er, hvad Esajas, Amoz's Søn, skuede om Jerusalem:

2. Det skal ske i de sidste Dage, at HERRENs Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkene strømme 3. og talrige Folkeslag vandre: "Kom, lad os drage til HERRENs Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han skal lære os sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem, HERRENs Ord:" 4. Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer. 5. Kom, Jakobs Hus, lad os vandre i HERRENs Lys!

6. Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er fulde af Østens Væsen og spår, som var de Filistre, giver Folk fra Udlandet Håndslag. 7. Deres Land er fuldt af Sølv og Guld, talløse er deres Skatte; deres Land er fuldt af Heste, talløse er deres vogne; 8. deres Land er fuldt af Afguder, de tilbeder Værk af deres Hænder, Ting, deres Fingre har lavet.

9. Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges, tilgiv dem ikke! 10 Gå ind i Klippen, skjul dig, i Støvet for HERRENs Rædsel, hans Højheds Herlighed! 11. Sine stolte Øjne skal Mennesket slå ned, Mændenes Hovmod skal bøjes, og HERREN alene være høj på hin Dag. 12. Thi en Dag har Hærskarers HERRE mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt, 13. med alle Libanons Cedre, de knejsende høje, og alle Basans Ege, 14. mod alle knejsende Bjerge og alle høje Fjelde, 15. mod alle stolte Tårne og alle stejle Mure, 16. mod alle Tarsisskibe og hver en kostelig Ladning. 17. Da skal Menneskets Stolthed bøjes, Mændenes Hovmod ydmyges. og HERREN alene være høj på hin Dag. 18. Afguderne skal helt forsvinde. 19. Og man skal gå ind i Klippehuler og Jordhuller for HERRENs Rædsel, hans Højheds Herlighed når han står op for at forfærde Jorden. 20. På hin Dag skal Mennesket slænge sine Guder af Sølv og Guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til Muldvarpe og Flagermus 21. for at gå ind i Klipperevner og Fjeldkløfter for HERRENs Rædsel, hans Højheds Herlighed, når han står op for at forfærde Jorden. 22. Slå ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis Næse der kun er flygtig Ånde, thi hvad er de at regne for?

Esajas 3

1. Thi se, HERREN, Hærskarers HERRE, fratager Jerusalem og Juda støtte og Stav, hver Støtte af Brød og hver støtte af vand: 2. Helt og Krigsmand, Dommer og Profet, Spåmand og Ældste, 3. Halvhundredfører og Stormand, Rådsherre og, Håndværksmester og den, der er kyndig i Trolddom. 4. Jeg giver dem Drenge til Øverster, Drengekådhed skal herske over dem. 5. I Folket undertrykker den ene den anden, hver sin Næste; Dreng sætter sig op imod Olding, Usling mod Hædersmand. 6. Når da en Mand tager fat på en anden i hans Fædrenehus og siger: "Du har en Kappe, du skal være vor Hersker, under dig skal dette faldefærdige Rige stå!" 7. så svarer han på hin Dag: "Jeg vil ikke være Sårlæge! Jeg har hverken Brød eller Klæder i Huset, gør ikke mig til Folkets Overhoved!" 8. Thi Jerusalem snubler, og Juda falder, fordi de med Tunge og Gerning er mod HERREN i Trods mod hans Herligheds Øjne. 9. Deres Ansigtsudtryk vidner imod dem; de kundgør deres Synd som Sodoma, dølger intet. Ve deres Sjæl, de styrted sig selv i Våde. 10. Salige de retfærdige, dem går det godt, deres Gerningers frugt skal de nyde; 11. ve den gudløse, ham går det ilde; han får, som hans Hænder har gjort. 12. Mit, Folk har en Dreng ved Styret, og over det hersker Kvinder. Dine Ledere, mit Folk, leder, vild, gør Vejen, du, vandrer, vildsom.

13. Til Rettergang er HERREN trådt frem, han tår og vil dømme sit Folk. 14. HERREN møder til Doms med de Ældste i sit Folk og dets Fyrster: "Det er jer, som gnaved Vingården af, I har Rov fra den arme til Huse. 15. Hvor kan I træde på mit Folk og male de arme sønder?" så lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE.