# Det Gamle Testamente af 1931

## Part 87

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-gamle-testamente-af-1931-2144/index.md

1. (Til Sangmesteren. Al-tasjhet. En Salme af Asaf. En sang.) 2. Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder dit Navn, fortæller dine Undere. 3. "Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd; 4. vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens Støtter." - Sela.

5. Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft ej Hornet, 6. løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!" 7. Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp, ej heller fra Ørk eller Bjerge.

8. Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden. 9. Thi i HERRENs Hånd er et Bæger med skummende, krydet Vin. han skænker i for een efter een, selv Bærmen drikker de ud; alle Jordens gudløse drikker. 10. Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud; 11. alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal knejse!

Salme 76

1. (Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af Asaf. En Sang.) 2. Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel, 3. i Salem er hans Hytte, hans Bolig er på Zion. 4. Der brød han Buens Lyn, skjold og Sværd og Krigsværn. - Sela. 5. Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge. 6. De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og kraften svigted alle de stærke Kæmper. 7. Jakobs Gud, da du truede, faldt Vogn og Hest i den dybe Søvn.

8. Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din Vredes Vælde? 9. Fra Himlen fældte du Dom. Jorden grued og tav, 10. da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg på Jord. - Sela. 11. Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne fejre dig. 12. Aflæg Løfter og indfri dem for HERREN eders Gud, alle omkring ham skal bringe den Frygtindgydende Gaver. 13. Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger Frygt.

Salme 77

1. (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) 2. Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, 3. jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; 4. jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela. 5. Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs. 6. Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År; 7. jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd. 8. Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde, 9. er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, 10. har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

11. Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. 12. Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. 13. Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. 14. Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! 15. Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, 16. udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela. 17. Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; 18. Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; 19. din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; 20. din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. 21. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

Salme 78

1. (En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund; 2. jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid, 3. hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os; 4. vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort. 5. Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide, 6. at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom, 7. så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud, 8. ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud 9. - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag - 10. Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov; 11. hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue. 12. Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark; 13. han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold; 14. han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær; 15. han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme, 16. han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

17. Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen; 18. de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten, 19. de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken? 20. Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?" 21. Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel, 22. fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse. 23. Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne 24. og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn; 25. Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med. 26. Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft; 27. Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand, 28. lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger; 29. Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få. 30. Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund, 31. rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

32. Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere. 33. Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År. 34. Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud, 35. kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser. 36. De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge; 37. deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro. 38. Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem; 39. han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

40. Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land! 41. De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige; 42. hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden, 43. da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark, 44. forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene, 45. sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde, 46. gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst, 47. slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost, 48. prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn. 49. Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle; 50. frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest; 51. alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte, 52. lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen, 53. ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender; 54. han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt, 55. drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

56. Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd; 57. de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue, 58. de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder. 59. Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel; 60. han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker; 61. han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd, 62. prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod; 63. Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange, 64. dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

65. Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin; 66. han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme. 67. Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke; 68. han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker; 69. han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden. 70. Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde, 71. hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod; 72. han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.

Salme 79

1. (En Salme af Asaf.) Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob; 2. de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød; 3. deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem; 4. vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe. 5. Hvor længe vredes du, HERRE - for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild? 6. Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke påkalder dit Navn; 7. thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.

8. Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er såre ringe, 9. Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld! 10. Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne! 11. Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde, 12. lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre! 13. Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!

Salme 80

1. (Til Sangmesteren. El-sjosjannim-edut. Af Asaf. En Salme.) 2. Lyt til, du Israels Hyrde, der leder Josef som en Hjord, træd frem i Glans, du, som troner på Keruber, 3. for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde og kom til vor Frelse! 4. Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses! 5. HERRE, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners Bøn? 6. Du har givet os Tårebrød at spise, Tårer at drikke i bredfuldt Mål. 7. Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender håner os. 8. Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!

9. Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag bort og plantede den; 10. du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet; 11. Bjergene skjultes af dens Skygge. Guds Cedre af dens Ranker; 12. den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til Floden. 13. Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle vejfarende plukker deraf? 14. Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken æder den op!

15. Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag Omsorg for denne Vinstok, 16. for Skuddet, din højre planted! 17. Lad dem, der sved den og huggede den sønder, gå til for dit Åsyns Trussel! 18. Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du opfostrede dig! 19. Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så påkalder vi dit Navn! 20. HERRE, Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!

Salme 81

1. (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.) 2. Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud, 3. istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen; 4. stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag! 5. Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud; 6. han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.

7. "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven. 8. I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela. 9. Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig! 10. En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud! 11. Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den! 12. Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke. 13. Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd. 14. Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje! 15. Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner! 16. Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt; 17. jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!"

Salme 82

1. (En Salme af Asaf.) Gud står frem i Guders Forsamling midt iblandt Guder holder han Dom 2. "Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? - Sela. 3. Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri; 4. red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd! 5. Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler. 6. Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner; 7. dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!" 8. Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv!

Salme 83

1. (En Sang. En Salme af Asaf.) 2. Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud! 3. Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet, 4. oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner: 5. "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!" 6. Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig, 7. Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne, 8. Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere; 9. også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela.

10. Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk, 11. der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken! 12. Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna, 13. fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje." 14. Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden. 15. Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge, 16. så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind; 17. fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE; 18. lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde 19. Og kende, at du, hvis Navn er HERREN, er ene den Højeste over al Jorden!

Salme 84

1. (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Koras Sønner. En Salme.) 2. Hvor elskelig er dine boliger, Hærskares Herre! 3. Af Længsel efter HERRENs Forgårde vansmægtede min Sjæl, nu jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud! 4. Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har sine Unger - dine Altre, Hærskarers HERRE, min Konge og Gud! 5. Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. - Sela. 6. Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans Hu står til Højtidsrejser! 7. Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser. 8. Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion. 9. Hør min Bøn, o HERRE, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! - Sela. 10. Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn! 11. Thi bedre een Dag i din Forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds Hus's Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte. 12. Thi Gud HERREN er Sol og Skjold, HERREN giver Nåde og Ære; dem, der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt. 13. Hærskarers HERRE, salig er den, der stoler på dig!

Salme 85

1. (Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.) 2. Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne, 3. tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela. 4. Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme. 5. Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os! 6. Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt? 7. Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig! 8. Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os!

9. Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham; 10. ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land; 11. Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden; 12. af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned. 13. Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land; 14. Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.

Salme 86

1. (En Bøn af David.) Bøj dit Øre, HERRE, og svar mig, thi jeg er arm og fattig! 2. Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på dig! 3. Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem. 4. Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl; 5. thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod alle, der påkalder dig. 6. Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre til min tryglende Røst! 7. På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig. 8. Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine Gerninger. 9. Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn. 10. Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud. 11. Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn. 12. Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn; 13. thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb. 14. Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje. 15. Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed. 16. Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn! 17. Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se, at du, o HERRE, hjælper og trøster mig!

Salme 87

1. (Af Koras Sønner. En Salme. En Sang.) Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær, 2. Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger. 3. Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela. 4. Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender HERREN, Filisterland, Tyrus og Kusj, en fødtes her, en anden der. 5. Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt. 6. HERREN tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en anden der. - Sela. 7. Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!"

Salme 88

1. (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) 2. HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; 3. lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! 4. Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, 5. jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, 6. kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. 7. Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; 8. tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela. 9. Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, 10. mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

11. Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela. 12. Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? 13. Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? 14. Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. 15. Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? 16. Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; 17. din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, 18. som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; 19. Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

Salme 89

1. (En Maskil af Ezraitten Etan.) 2. Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. 3. Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. 4. Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: 5. "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. 6. Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. 7. Thi hvem i Sky er HERRENs Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner? 8. En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. 9. HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. 10. Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. 11. Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. 12. Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. 13. Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. 14. Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. 15. Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. 16. Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys! 17. De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. 18. Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; 19. thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige!