# Det Gamle Testamente af 1931

## Part 86

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-gamle-testamente-af-1931-2144/index.md

1. (Til sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En miktam af David til til indøvelse, 2. dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog edomitterne i Saltdalen, 12000 mand.) 3. Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig til os igen; 4. du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler! 5. Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin. 6. Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela. 7. Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!

8. Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal; 9. mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, 10. Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." 11. Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?

12. Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. 13. Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. 14. Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!

Salme 61

1. (Til sangmesteren. Til strengespil. Af David.) 2. Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn! 3. Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe, 4. led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod Fjenden. 5. Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! - Sela. 6. Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.

7. Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt. 8. Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham! 9. Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter.

Salme 62

1. (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) 2. Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham; 3. ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget. 4. Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur? 5. Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela. 6. Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb; 7. ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes. 8. Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud; 9. stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. - Sela.

10. Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe. 11. Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå! 12. Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds, 13. Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.

Salme 63

1. (En salme af David, da han var i Judas ørken.) 2. Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende,vandløst Land 3. (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære; 4. thi din Nåde er bedre end Liv, mine Læber skal synge din Pris. 5. Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn, 6. Som med fede Retter mættes min Sjæl, med jublende Læber priser min Mund dig, 7. når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på dig; 8. thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge. 9. Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast.

10. Forgæves står de mig efter livet, i Jordens Dyb skal de synke, 11. gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte. 12. Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes.

Salme 64

1. (Til sangmesteren. En salme af David.) 2. Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende; 3. skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob. 4. der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen 5. for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset. 6. Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?" 7. De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.

8. Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat; 9. han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;

10. alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming; 11. de retfærdige glædes i HERREN og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!

Salme 65

1. (Til sangmesteren. En salme af David. En sang.) 2. Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner; 3. alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger. 4. Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem. 5. Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.

6. Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande, 7. du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft, 8. du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm, 9. så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.

10. Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn, 11. du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd. 12. Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme; 13. de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene; 14. Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!

Salme 66

1. (Til sangmesteren. En salme. En sang.) Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden, 2. lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang, 3. sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig, 4. al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn." - Sela. 5. Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn. 6. Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham. 7. Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. - Sela. 8. I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner, 9. han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud! 10. Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv; 11. i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder, 12. lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!

13. Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter, 14. dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden. 15. Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela. 16. Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl! 17. Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge. 18. Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt; 19. visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst. 20. Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!

Salme 67

1. (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme. En sang.) 2. Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os - Sela - 3. for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk. 4. Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig; 5. Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, - Sela. 6. Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig! 7. Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os, 8. Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham!

Salme 68

1. (Til sangmesteren. Af David. En salme. En sang.) 2. Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn, 3. som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn. 4. Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn. 5. Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! HERREN er hans Navn, jubler for hans Åsyn, 6. faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig, 7. Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.

8. Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen - Sela - da rystede Jorden, 9. ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds. 10. Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du; 11. din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed, 12. Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær: 13. "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte. 14. Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld. 15. Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på Zalmon." 16. Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg; 17. Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede til Bolig, hvor HERREN også vil bo for evigt? 18. Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, HERREN kom fra Sinaj til Helligdommen. 19. Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, HERRE, o Gud.

20. Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. - Sela. 21. En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre HERREN er Udgange fra Døden. 22. Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder. 23. Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,

24. at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i Fjenderne." 25. Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen! 26. Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker: 27. "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!" 28. Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.

29. Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud! 30. For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem. 31. Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid! 32. De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme iler til Gud med fulde Hænder. 33. I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng HERREN; 34. hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst. 35. Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne, 36. frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud!

Salme 69

1. (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) 2. Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen, 3. jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig; 4. træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud; 5. flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte! 6. Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.

7. Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud! 8. Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel; 9. fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner. 10. Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig: 11. jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot; 12. i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld. 13. De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.

14. Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig! 15. Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb, 16. lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig. 17. Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed; 18. dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig; 19. kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld! 20. Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender. 21. Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde; 22. de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.

23. Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde; 24. lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle! 25. Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem; 26. deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte! 27. Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred. 28. Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd; 29. lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!

30. Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud! 31. Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak; 32. det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!

33. Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives! 34. Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.

35. Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der; 36. thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje; 37. hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.

Salme 70

1. (Til Sangmesteren. Af David. Lehazkir.) 2. Du værdiges, Gud, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp! 3. Lad dem beskæmmes og røme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel; 4. lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" 5. Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Gud er stor!" 6. Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o Gud! Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, HERRE!

Salme 71

1. HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes. 2. Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig; 3. red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg! 4. Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer; 5. thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid; 6. fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang. 7. For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt; 8. min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.

9. Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder; 10. thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder Råd: 11. "Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!" 12. Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud; 13. lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt! 14. Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris; 15. min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå. 16. Jeg vil minde om den Herre HERRENs Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene. 17. Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu; 18. indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter. 19. Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud? 20. Du, som lod os skue mange fold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb; 21. du vil øge min Storhed og atter trøste mig. 22. Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige; 23. juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl, som du udløste; 24. også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde.

Salme 72

1. (Af Salomo.) Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd, 2. så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret! 3. Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd. 4. De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned. 5. Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt. 6. Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden; 7. i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.

8. Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender; 9. hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet; 10. Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat; 11. alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.

12. Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper, 13. ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle; 14. han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne. 15. Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem. 16. Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter. 17. Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!

18. Lovet være Gud HERREN, Israels Gud som ene gør Undergerninger, 19. og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!

20. Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.

Salme 73

1. (En Salme af Asaf.) Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet! 2. Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide; 3. thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel; 4. thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund; 5. de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre. 6. Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i. 7. Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem. 8. I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale, 9. de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden. 10. Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag. 11. De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?" 12. Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand! 13. Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld, 14. jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

15. Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt." 16. Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne, 17. Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver: 18. Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem. 19. Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel! 20. De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet. 21. Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer, 22. var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

23. Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre; 24. du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed. 25. Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden! 26. Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt. 27. Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro. 28. Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.

Salme 74

1. (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? 2. Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig. 3. Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde. 4. Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri. 5. Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning. 6. Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer. 7. På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig. 8. De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet. 9. Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. 10. Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn? 11. Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

12. Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. 13. Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; 14. du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; 15. Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme; 16. din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, 17. du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

18. Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn! 19. Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv; 20. se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger. 21. Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn! 22. Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer, 23. lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Salme 75