Part 85

1. (Til sangmesteren. En maskil af Koras sønner.) 2. Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud. 3. Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn? 4. Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?" 5. Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren. 6. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

7. Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg. 8. Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig. 9. Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud. 10. Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender? 11. Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?" 12. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

Salme 43

1. Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand! 2. Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender? 3. Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger, 4. at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud!

5. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

Salme 44

1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En maskil.) 2. Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd; 3. Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig; 4. thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær. 5. Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr. 6. Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn; 7. thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr; 8. men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme. 9. Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. - Sela.

10. Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære; 11. du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte; 12. du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene, 13. dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget. 14. Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander, 15. du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os. 16. Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn 17. for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.

18. Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt! 19. Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej. 20. Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke. 21. Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud, 22. vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom 23. nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg! 24. Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse! 25. Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel? 26. Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden. 27. Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!

Salme 45

1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. Al-alamot. En sang.) 2. Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.

3. Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt. 4. Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt, 5. Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din højre lære dig frygtelige Ting! 6. Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet. 7. Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav. 8. Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller, 9. af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller, 10. Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofirguldets Skrud ved din højre.

11. Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre : Glem dit Folk og din Faders Hus, 12. at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre. 13. Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest. 14. Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld; 15. fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen. 16. De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.

17. Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet! 18. Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid.

Salme 46

1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. Al-alamot. En sang.) 2. Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til fulde 3. Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter i Havenes Skød, 4. om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. - Sela.

5. En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig; 6. i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr. 7. Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden skjalv, 8. Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.

9. Kom hid og se på HERRENs Værk, han har udført frygtelige Ting på Jord. 10. Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen, sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand. 11. Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden! 12. Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.

Salme 47

1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.) 2. Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for Gud! 3. Thi HERREN, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden. 4. Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod; 5. han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. - Sela. 6. Gud steg op under Jubel, HERREN under Homets Klang. 7. Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge; 8. thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud. 9. Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde. 10. Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!

Salme 48

1. (En sang. En salme af Koras sønner.) 2. Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad. 3. Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By. 4. Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge. 5. Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen; 6. de så og tav på Stedet, flyed i Angst, 7. af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder. 8. Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.

9. Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers HERREs By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela. 10. I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed; 11. som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd, 12. Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme. 13. Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne, 14. læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der 15. kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os.

Salme 49

1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.) 2. Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk, 3. både høj og lav, både rig og fattig! 4. Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt; 5. jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.

6. Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde, 7. de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? 8. Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum 9. - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live 10. og aldrig få Graven at se; 11. nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre, 12. deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn. 13. Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår. 14. Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela. 15. I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. 16. Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela. 17. Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges; 18. thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. 19. Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!" 20. han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue. 21. Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.

Salme 50

1. (En salme af Asaf.) 2. Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; 2. fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans 3. vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; 4. han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: 5. "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!" 6. Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.

7. Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! 8. Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; 9. jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; 10. thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; 11. jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. 12. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! 13. Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? 14. Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. 15. Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

16. Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden, 17. når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg? 18. Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til, 19. slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig. 20. Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn; 21. det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart. 22. Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. 23. Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

Salme 51

1. (Til sangmesteren. En salme af David, 2. dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.) 3. Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed, 4. tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd! 5. Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje. 6. Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer. 7. Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd. 8. Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet. 9. Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne; 10. mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble; 11. skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger; 12. skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre; 13. kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; 14. glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd! 15. Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig. 16. Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd; 17. Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.

18. Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke. 19. Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.

20. Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure! 21. Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.

Salme 52

1. (Til sangmesteren. En maskil af David, 2. da edomitten Doeg kom og meldte Saul, at David var gået ind i Ahimeleks hus.) 3. Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme? 4. Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed, 5. du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela. 6. Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!

7. Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela. 8. De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende: 9. "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

10. Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på. 11. Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.

Salme 53

1. (Til sangmestern. Al-mahalat. En maskil af David.) 2. Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. 3. Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. 4. Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een.

5. Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud? 6. Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.

7. Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.

Salme 54

1. (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David, 2. da zifitterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os".) 3. Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde, 4. hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord! 5. Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.

6. Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl! 7. Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed! 8. Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi det er godt; 9. thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!

Salme 55

1. Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David.) 2. Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, 3. lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, 4. jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; 5. Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. 6. Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. 7. Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, 8. ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela. 9. Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. 10. Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; 11. de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; 12. Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

13. Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; 14. men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, 15. og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

16. Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! 17. Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig. 18. Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre 19. og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig. 20. Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

21. På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt. 22. Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

23. Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes. 24. Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!

Salme 56

1. (Til sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En miktam, da filisterne greb ham i Gat.) 2. Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd; 3. mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig! 4. Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig, 5. og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig? 6. De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt. 7. De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet. 8. Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud! 9. Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog. 10. Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig. 11. Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord. 12. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig? 13. Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig. 14. Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.

Salme 57

1. (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da han flygtede ind i hulen for Saul.) 2. Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over. 3. Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig; 4. han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed. 5. Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd. 6. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! 7. Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.

8. Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, 9. vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. 10. Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd; 11. thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. 12. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

Salme 58

1. (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam.) 2. Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt? 3. Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold. 4. Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild. 5. Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre 6. og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger. 7. Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE; 8. lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs. 9. Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol. 10. Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede

11. Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; 12. Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"

Salme 59

1. (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da Saul sendte folk, som skulle vogte huset for at dræbe ham.) 2. Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig; 3. fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd! 4. Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde. 5. Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til! 6. Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela. 7. Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen! 8. Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"

9. Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk, 10. dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn; 11. med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd! 12. Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem, 13. giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger; 14. udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela. 15. Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen, 16. vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.

17. Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag. 18. Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.

Salme 60