# Det Gamle Testamente af 1931

## Part 84

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-gamle-testamente-af-1931-2144/index.md

1. (Af David.) Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. 2. Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. 3. Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. 4. Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! 5. Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

6. Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst; 7. min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

8. HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. 9. Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!

Salme 29

1. (En salme af David.) Giver HERREN, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris, 2. giver HERREN hans Navns Ære; tilbed HERREN i helligt Skrud! 3. HERRENs Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, HERREN, over de vældige Vande! 4. HERRENs Røst med Vælde, HERRENs Røst i Højhed, 5. HERRENs Røst, den splintrer Cedre, HERREN splintrer Libanons Cedre, 6. får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse! 7. HERRENs Røst udslynger Luer. 8. HERRENs Røst får Ørk til at skælve, HERREN får Kadesj's Ørk til at skælve! 9. HERRENs Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!" 10. HERREN tog Sæde og sendte Vandfloden, HERREN tog Sæde som Konge for evigt. 11. HERREN give Kraft til sit Folk, HERREN velsigne sit Folk med Fred!

Salme 30

1. (En salme. En sang ved husets indvielse. Af David.) 2. HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig; 3. HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. 4. Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb. 5. Lovsyng HERREN, I hans fromme, pris hans hellige Navn! 6. Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.

7. Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!" 8. HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet. 9. Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN: 10. "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud? 11. HERRE, hør og vær nådig, HERRE, kom mig til Hjælp!" 12. Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde, 13. at min Ære skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil takke dig evigt!

Salme 31

1. (Til sangmesteren. En salme af David.) 2. HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd, 3. du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; 4. thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig, 5. fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt, 6. i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro faste Gud, 7. du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN, 8. jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide. 9. Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

10. Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre. 11. Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres. 12. For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig. 13. Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar. 14. Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

15. Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud, 16. mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig, 17. lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed. 18. HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden. 19. Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

20. Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne. 21. Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv. 22. Lovet være HERREN, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad. 23. Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig. 24. Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold. 25. Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på HERREN!

Salme 32

1. (Af David. En maskil.) Salig den, hvis Overtrædselse er forladt, hvis Synd er skjult; 2. saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.

3. Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem, 4. thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela. 5. Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela. 6. Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå. 7. Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.

8. Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig. 9. Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig. 10. Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på HERREN, omgiver han med Nåde. 11. Glæd jer i HERREN, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!

Salme 33

1. Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang; 2. lov HERREN med Citer, tak ham til tistrenget Harpe; 3. en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!

4. Thi sandt er HERRENs Ord, og al hans Gerning er trofast; 5. han elsker Retfærd og Ret, af HERRENs Miskundhed er Jorden fuld. 6. Ved HERRENs Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde. 7. Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre. 8. Al Jorden skal frygte for HERREN, Alverdens Beboere skælve for ham; 9. thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. 10. HERREN kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet; 11. HERRENs Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. 12. Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!

13. HERREN skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn; 14. fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden; 15. han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.

16. Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft; 17. til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke. 18. Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden, 19. for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid. 20. På HERREN bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold; 21. thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.

22. Din Miskundhed være over os, HERRE, såsom vi håber på dig.

Salme 34

1. (Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.) 2. Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund 3. min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og glæde sig. 4. Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn! 5. Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler. 6. Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes. 7. Her er en arm, der råbte, og HERREN hørte, af al hans Trængsel frelste han ham. 8. HERRENs Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.

9. Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider på ham! 10. Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet. 11. Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt. 12. Kom hid, Børnlille, og hør på mig, jeg vil lære jer HERRENs Frygt. 13. Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke, 14. så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig; 15. hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og jag derefter.

17. Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads) 16. på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb; 18. når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel. 19. HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt. 20. Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem alle; 21. han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes. 22. Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige. 23. HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde.

Salme 35

1. (Af David.) HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig, 2. grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig, 3. tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!" 4. Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige, 5. de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem, 6. deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem! 7. Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav. 8. Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven. 9. Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse, 10. alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

11. Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til; 12. de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt. 13. Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved, 14. som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg. 15. Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør; 16. for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig. 17. Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver. 18. Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

19. Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke! 20. Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig; 21. de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!" 22. Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig; 23. rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre, 24. døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig 25. Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!" 26. Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe. 27. Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!" 28. Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

Salme 36

1. (Til sangmesteren. Af HERRENs tjener David.) 2. Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje; 3. thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham. 4. Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt; 5. på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. 6. HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, 7. din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ, 8. hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; 9. de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; 10. thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!

11. Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet. 12. Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort. 13. Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.

Salme 37

1. (Af David.) Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret! 2. Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne. 3. Stol på HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab, 4. da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår. 5. Vælt din Vej på HERREN, stol på ham, så griber han ind 6. og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag. 7. Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker. 8. Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm. 9. Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet. 10. En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke. 11. Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred. 12. Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham; 13. men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme. 14. De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret; 15. men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen. 16. Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom; 17. thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige; 18. HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig; 19. de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage. 20. Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs Fjender, de svinder, de svinder som Røg. 21. Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver; 22. de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes. 23. Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej; 24. om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Hånd. 25. Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød; 26. han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse. 27. Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; 28. thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes; 29. de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid. 30. Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er; 31. sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt. 32. Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet, 33. men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten. 34. Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang. 35. Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder 36. men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke. 37. Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid; 38. men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt. 39. De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens Stund; 40. HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.

Salme 38

1. (En salme af David. Lehazkir.) 2. HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme! 3. Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig. 4. Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld; 5. thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig. 6. Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet; 7. jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang. 8. Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop, 9. jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde. 10. HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig; 11. mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

12. For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert; 13. de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig. 14. Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund, 15. som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar. 16. Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud, 17. når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!" 18. Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig; 19. thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd. 20. Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund, 21. som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode. 22. HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, 23. il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!

Salme 39

1. (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) 2. Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" 3. Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, 4. mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

5. Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! 6. Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. 7. Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. 8. Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. 9. Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! 10. Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. 11. Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. 12. Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. 13. Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. 14. Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Salme 40

1. (Til sangmesteren. Af David. En salme.) 2. Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig. 3. Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed, 4. en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN. 5. Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn. 6. Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

7. Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke. 8. Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift; 9. at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre." 10. I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det. 11. Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling. 12. Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

13. Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet. 14. Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp. 15. Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel; 16. Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig! 17. Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!" 18. Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!

Salme 41

1. (Til sangmesteren. En salme af David.) 2. Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på Ulykkens Dag; 3. HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold. 4. På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.

5. Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig! 6. Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?" 7. Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom. 8. Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde: 9. "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!" 10. Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig. 11. Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem. 12. Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig. 13. Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.

14. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!

Salme 42