# Det Gamle Testamente af 1931

## Part 82

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-gamle-testamente-af-1931-2144/index.md

16. Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter. 17. Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat. 18. Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild! 19. Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft? 20. Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er; 21. var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

22. Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han? 23. Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!" 24. Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang! 25. Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne. 26. Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides. 27. Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn, 28. og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk. 29. Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder? 30. Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder; 31. Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod; 32. han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet; 33. hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.

Job 37

1. Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted! 2. Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund! 3. Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender; 4. efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres. 5. Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej. 6. Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning. 8. De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler: 9. Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde. 10. Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel. 11. Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys; 12. det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord, 13. hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne. 14. Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker! 15. Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky? 16. Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker? 17. Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind? 18. Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl? 19. Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke. 20. Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling? 21. Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen, 22. fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed, 23. og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten; 24. derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

Job 38

1. Så svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde: 2. "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening? 3. Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 4. Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt! Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover? 6. Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten, 7. mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde? 8. Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød, 9. dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb, 10. dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre 11. og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!" 12. Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted, 13. så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort, 14. så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning? 15. De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust. 16. Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund? 17. Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte? 18. Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er! 19. Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme, 20. så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig? 21. Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort! 22. Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes, 23. den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag? 24. Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden? 25. Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej 26. for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor, 27. for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen? 28. Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber? 29. Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim? 30. Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen. 31. Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker? 32. Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger? 33. Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden? 34. Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig? 35. Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!" 36. Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt? 37. Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om, 38. når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?

Job 39

1. Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger, 2. når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat? 3. Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde? 4. Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer, 5. tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder? 6. De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet, 7. Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen. 8. Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb, 9. som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig? 10. Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden; 11. det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op. 12. Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten? 13. Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig? 14. Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst? 15. Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen? 16. Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun, 17. siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet, 18. tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder? 19. Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke. 20. Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt. 21. Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter. 22. Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke 23. og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel. 24. Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde; 25. den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet; 26. Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker; 27. den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder; 28. et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb. 29. Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden? 30. Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede? 31. Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg; 32. den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne. 33. Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!

34. Og HERREN svarede Job og sagde: 35. Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!

36. Da svarede Job HERREN og sagde: 37. Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på min Mund! 38. Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!

Job 40

1. Da svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde: 2. "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 3. Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret? 4. Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han? 5. Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed! 6. Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik, 7. bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse, 8. skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet! 9. Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.

10. Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs. 11. Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler! 12. Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen; 13. dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern. 14. Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre; 15. thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads. 16. Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør; 17. Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den Hegn. 18. Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab. 19. Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens Snude?

20. Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre? 21. Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber? 22. Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord? 23. Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt? 24. Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn? 25. Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne? 26. Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved? 27. Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer. 28. Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

Job 41

1. Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den? 2. Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen? 3. Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt. 4. Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser? 5. Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel. 6. Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten; 7. de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem; 8. de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre. 9. Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne. 10. Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem. 11. Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel. 12. Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab. 13. Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den. 14. Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke; 15. fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten. 16. Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk. 17. Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil. 18. Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ; 19. Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den, 20. Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd. 21. På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens; 22. Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden; 23. bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår. 24. Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte. 25. Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.

Job 42

1. Så svarede Job HERREN og sagde: 2. "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt! 3. "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til. 4. Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 5. Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig; 6. jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!

7. Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job! 8. Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!" 9. Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar hen og gjorde, som HERREN havde sagt, og HERREN bønhørte Job.

10. Og HERREN vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine Venner; og HERREN gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen. 11. Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring. 12. Og HERREN velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han fk 14000 Stykker Småkvæg, og 1000 Aseninder. 13. Og han fik syv Sønner og tre Døtre, 14. og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje Keren-Happuk. 15. Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre: 16. Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire Slægtled. 17. Så døde Job gammel og mæt af Dage.

Salmerne

Salme 1

1. Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag, 2. men har Lyst til HERRENs Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat. 3. Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.

4. De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer. 5. Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed. 6. Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.

Salme 2

1. Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt er? 2. Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede: 3. "Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"

4. Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem. 5. Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme: 6. "Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!" 7. Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag! 8. Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje; 9. med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"

10. Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere, 11. tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven! 12. Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!

Salme 3

1. (En Salme af David, da han flygtede for sin søn Absalom.) 2. HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig, 3. mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hos Gud!" - Sela.

4. Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved. 5. Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela. 6. Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi HERREN holder mig oppe. 7. Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig.

8. Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder! 9. Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.

Salme 4

1. (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme af David.) 2. Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!

3. Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske Tomhed, søge Løgn? - Sela. 4. Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når jeg påkalder HERREN, hører han mig. 5. Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og ti! - Sela. 6. Bring rette Ofre og stol på HERREN!

7. Mange siger: "Hvo bringer os Lykke?" Opløft på os dit Åsyns Lys! 8. HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over. 9. I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed.

Salme 5

1. (Til sangmesteren. El-hannehilot. En salme af David.) 2. HERRE, lytt til mit Ord og agt på mit suk, 3. lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig! 4. Årle hører du, HERRE, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.

5. Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig, 6. for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand, 7. tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er HERREN en Afsky. 8. Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.

9. Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævn din Vej for mit Ansigt! 10. Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat. 11. Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig. 12. Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig! 13. Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde som Skjold.

Salme 6

1. (Til sangmesteren. Med strengespil. Efter den ottende. En salme af David.) 2. HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme, 3. vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg mig, Herre! 4. Såre skælver min Sjæl; o HERRE, hvor længe endnu? 5. Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld! 6. Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der? 7. Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng; 8. mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.

9. Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd, 10. HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn tager HERREN imod. 11. Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de vige med Skam.

Salme 7

1. (En Sjiggajon af David, som han sang for HERREN i anledning af benjaminitten Kusj' ord.) 2. HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger, 3. at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier. 4. HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder, 5. har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men, 6. så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.

7. HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten! 8. Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje! 9. HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld! 10. På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud. 11. Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet; 12. retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.

13. Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter; 14. men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile. 15. Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk; 16. han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde. 17. Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse. 18. Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn.

Salme 8

1. (Til sangmesteren. Al-haggittit. En salme af David.) 2. HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen! 3. Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.

4. Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte, 5. hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham? 6. Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham; 7. du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder, 8. Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr, 9. Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier. 10. HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!

Salme 9

1. (Til sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.) 2. Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere, 3. glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste, 4. fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn. 5. Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer. 6. Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt. 7. Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.

8. Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom, 9. skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret. 10. HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider; 11. og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE. 12. Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort! 13. Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb: 14. "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte, 15. at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!" 16. Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte. 17. HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela. 18. Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu. 19. Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.