# Det Gamle Testamente af 1931

## Part 79

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/det-gamle-testamente-af-1931-2144/index.md

1. Kong Ahasverus lagde Skat på Fastlandet og Kystlandene. 2. Og alt, hvad han gjorde i sin Magt og Vælde, og en nøjagtig Skildring af den høje Værdighed, Kongen ophøjede Mordokaj til, står optegnet i Mediens og Persiens Kongers Krønike. 3. Thi Jøden Mordokaj havde den højeste Værdighed efter Kong Ahasverus, og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsket af sine mange Landsmænd, fordi han virkede for sit Folks vel og talte til Bedste for al sin Slægt.

Job

Job 1

1. Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde. 2. Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham; 3. og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner. 4. Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig. 5. Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

6. Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan. 7. HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs." 8. HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde." 9. Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter Gud? 10. Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet. 11. Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!" 12. Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

13. Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus, 14. kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og Aseninderne græssede i Nærheden; 15. så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det." 16. Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det." 17. Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det." 18. Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus; 19. og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det." 20. Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad 21. og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage. HERREN gav, og HERREN tog, HERRENs Navn være lovet!" 22. I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.

Job 2

1. Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham. 2. HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs." 3. HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!" 4. Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv! 5. Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!" 6. Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

7. Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse, 8. Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

9. Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!" 10. Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

11. Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham. 12. Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder. 13. Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store.

Job 3

1. Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag, 2. og Job tog til Orde og sagde: 3. Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!" 4. Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem! 5. Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den! 6. Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal! 7. Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den! 8. De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan"; 9. dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg, 10. fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

11. Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød? 12. Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die? 13. Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred 14. blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser, 15. blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv. 16. Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se! 17. Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, 18. alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst; 19. små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

20. Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv, 21. dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte, 22. som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav 23. en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? 24. Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand. 25. Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. 26. Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

Job 4

1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: 2. Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? 3. Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft. 5. Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

6. Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb? 7. Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under? 8. Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. 9. For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til. 10. Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud; 11. Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

12. Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken 13. i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker; 14. Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv; 15. et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop. 16. Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme: 17. "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? 18. End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl, 19. endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet! 20. De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde. 21. Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

Job 5

1. Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig? 2. Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død. 3. Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat; 4. hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem; 5. sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk. 6. Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden, 7. men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

8. Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham, 9. som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal, 10. som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken 11. for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse, 12. han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer, 13. som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet; 14. i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat. 15. Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd, 16. så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

17. Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt! 18. Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger. 19. Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig; 20. han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold; 21. du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer; 22. du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr; 23. du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr; 24. du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes; 25. du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer; 26. Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde. 27. Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!

Job 6

1. Så tog Job til Orde og svarede: 2. "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den! 3. Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig! 4. Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig. 5. Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder? 6. Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt? 7. Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

8. Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber 9. vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra, 10. så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord. 11. Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig? 12. Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber? 13. Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

14. Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt. 15. Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort, 16. de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i, 17. men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede; 18. Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde; 19. Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem, 20. men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes! 21. Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk! 22. Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand, 23. red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

24. Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet! 25. Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd? 26. Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr! 27. Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

28. Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet? 29. Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret! 30. Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?

Job 7

1. Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage. 2. Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn, 3. så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr. 5. Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker. 6. Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb. 7. Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue! 8. Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere. 9. Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, 10. han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

11. Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød. 12. Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig? 13. Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk, 14. da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner, 15. så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide. 16. Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust! 17. Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham, 18. hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik? 19. Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt? 20. Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde? 21. Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!

Job 8

1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 2. "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase? 3. Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd? 4. Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold, 5. så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde! 6. Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig; 7. din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

8. Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning! 9. Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord. 10. Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet: 11. Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand? 12. Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs. 13. Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl: 14. som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast. 16. I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over, 17. i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten; 18. men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!" 19. Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

20. Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd. 21. End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel; 22. dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

Job 9

1. Så tog Job til Orde og svarede: 2. "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud? 3. Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! 4. Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? 5. Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede, 6. ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver; 7. han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl, 8. han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme, 9. han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, 10. han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal! 11. Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; 12. røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

13. Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham; 14. hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham! 15. Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde! 16. Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst, 17. han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund, 18. ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing. 19. Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da! 20. Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

21. Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet! 22. Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! 23. Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval; 24. Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han? 25. Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke, 26. gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte. 27. Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad," 28. må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

29. Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte? 30. Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder, 31. du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig. 32. Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen; 33. vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge! 34. Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke, 35. da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!

Job 10

1. Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale, 2. sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig! 3. Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd? 4. Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser, 5. er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage, 6. siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd, 7. endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

8. Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet! 9. Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig! 10. Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost, 11. iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener? 12. Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd 13. og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var: 14. Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde. 15. Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød. 16. Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig; 17. nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig! 18. Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle; 19. jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

20. Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land, 22. Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."

Job 11

1. Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde: 2. "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? 3. Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

4. Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!" 5. Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, 6. kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! 7. Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse? 8. Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? 9. Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. 10. Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? 11. Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå, 12. så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. 13. Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, 14. hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast, 16. ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; 17. dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. 18. Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

19. du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. 20. Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!

Job 12

1. Så tog Job til Orde og svarede: 2. "Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud! 3. Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?

4. Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter. 5. I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer. 6. I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

7. Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig, 8. se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det! 9. Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det; 10. han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!

11. Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden? 12. Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt? 13. Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.