Part 66

4. Foran HERRENs Ark stillede han nogle af Leviterne til at gøre Tjeneste og til at takke, love og prise HERREN, Israels Gud; 5. Asaf var Leder, og næst efter ham kom Zekarja, så Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Mattitja, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Je'iel med Harper og Citre, medens Asaf lod Cymblerne klinge, 6. og Præsterne Benaja og Jahaziel stadig blæste i Trompeterne foran Guds Pagts Ark. 7. Den Dag, ved den Lejlighed, overdrog David for første Gang Asaf og hans Brødre at lovsynge HERREN. 8. Pris HERREN, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! 9. Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere, 10. ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN, 11. spørg efter HERREN og hans Magt, søg bestandig hans Åsyn; 12. kom i Hu de Undere, han øved, hans Tegn og hans Munds Domme, 13. I, hans Tjener, Israels Sæd. hans udvalgte, Jakobs Sønner! 14. Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; 15. han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, 16. Pagten. han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak: 17. han holdt dem i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, 18. idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." 19. Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, 20. og vandred fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, 21. tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger: 22. "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" 23. Syng for HERREN, al Jorden, fortæl om hans Frelse Dag efter dag; 24. kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! 25. Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder; 26. thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber. 27. For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Pris og Fryd i hans Helligdom. 28. Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris, 29. giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom for hans Åsyn, tilbed HERREN i helligt Skrud, 30. bæv for hans Åsyn, al Jorden! Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. 31. Himlen glæde sig Jorden juble, det lyde blandt Folkene: "HERREN har vist, han er Konge!" 32. Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer. 33. Da fryder sig Skovens Træer for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden. 34. Lov HERREN, thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig! 35. Og sig: "Frels os, vor Frelses Gud, saml os og fri os fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn; med Stolthed synge din Pris!" 36. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Da sagde hele Folket: "Amen!" og: "Lov HERREN!"

37. Så lod han Asaf og hans Brødre blive der foran HERRENs Pagts Ark for altid at gøre Tjeneste foran Arken efter hver Dags Behov; 38. og Obed-Edom, Jedituns Søn, og Hosa med deres Brødre, i alt otte og tresindstyve, lod han blive som Dørvogtere. 39. Men Præsten Zadok og hans Brødre Præsterne lod han blive foran HERRENs Bolig på Oerhøjen i Gibeon 40. for daglig, både Aften og Morgen, at ofre HERREN Brændofre på Brændofferalteret ganske som det er foreskrevet i den Lov, HERREN havde pålagt Israel; 41. og sammen med dem Heman og Jedutun og de øvrige før nævnte udvalgte Mænd til at love HERREN med Ordene "thi hans Miskundhed varer evindelig!" 42. Og de havde hos sig Trompeter og Cymbler til dem, der spillede, og instrumenter til Guds Sange; men Jedutuns Sønner var Dørvogtere.

43. Derpå gik alt Folket hver til sit, og David vendte hjem for at velsigne sit Hus.

Første Krønikebog 17

1. Engang David sad i sit Hus, sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo i, men HERRENs Pagts Ark har Plads i et Telt!" 2. Natan svarede David: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi Gud er med dig!" 3. Men samme Nat kom Guds Ord til Natan således: 4. "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Ikke du skal bygge mig det Hus, jeg skal bo i! 5. Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte Israeliterne op, men vandrede med, boende i et Telt. 6. Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne, sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte mit Folk: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus? 7. Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over mit Folk Israel, 8. og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de størstes på Jorden 9. og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin Ro, og uden at Voldsmænd mere skal ødelægge det som tidligere, 10. dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil underkue alle dine Fjender. Så kundgør jeg dig nu: Et Hus vil HERREN bygge dig! 11. Når dine Dage er omme og du vandrer til dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, en af dine Sønner, og grundfæste hans Kongedømme. 12. Han skal bygge mig et Hus, og jeg vil grundfæste hans Trone evindelig. 13. Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn; og min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham, som jeg tog den fra din Forgænger; 14. jeg vil indsætte ham i mit Hus og mit Kongedømme til evig Tid, og hans Trone skal stå fast til evig Tid!" 15. Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.

16. Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde: "Hvem er jeg, Gud HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig så vidt? 17. Men det var dig ikke nok o Gud, du gav også din Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter, Gud HERRE! 18. Hvad mere har David at sige dig? Du kender jo dog din Tjener, 19. HERRE! For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du alt dette store og kundgjorde alle disse store Ting, 20. HERRE! Ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig, efter alt hvad vi har hørt med vore Ører. 21. Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger ved at drive andre Folkeslag bort foran sit Folk, det, du udfriede fra Ægypten? 22. Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit, Folk til evig Tid, og du, HERRE, er blevet deres Gud. 23. Så lad da, HERRE, den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og hans Hus, gælde til evig Tid og gør, som du sagde! 24. Da skal dit Navn stå fast og blive stort til evig Tid, så man siger: Hærskarers HERRE, Israels Gud, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn. 25. Thi du, min Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener dristet sig til at bede for dit Åsyn. 26. Derfor, HERRE, du er Gud, du har givet din Tjener denne Forjættelse, 27. så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, HERRE, har velsignet det, og det bliver velsignet evindelig!"

Første Krønikebog 18

1. Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, og han fratog Filisterne Gat med Småbyer. 2. Fremdeles slog han Moabiterne; og Moabiterne blev Davids skatskyldige Undersåtter. 3. Ligeledes slog David Kong Hadar'ezer af Zoba i Nærheden af Hamat, da han var draget ud for at underlægge sig Egnene ved Eufratfloden. 4. David fratog ham 1.000 Vogne, 7.008 Ryttere og 20.000 Mand Fodfolk og lod alle Hestene lamme på hundrede nær, som han skånede. 5. Og da Aramæerne fra Darmaskus kom Kong Hadar'ezer af Zoba til Hjælp, slog David 22.000 Mand af Aramæerne. 6. Derpå indsatte David Fogeder i det darmaskenske Aram, og Aramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således gav HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem. 7. Og David tog de Guldskjolde, Hadar'ezers Folk havde båret, og bragte dem til Jerusalem; 8. og fra Hadar'ezers Byer, Tibhat og Kun, bortførte David Kobber i store Mængder; deraf lod Salomo Kobberhavet, Søjlerne og Kobbersagerne lave.

9. Men da Kong To'u af Hamat hørte, at David havde slået hele Kong Hadar'ezer af Zobas Stridsmagt, 10. sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadar'ezer og slået ham - Hadar'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'u - og han medbragte alle Hånde Sølv-, Guld og Kobbersager. 11. Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv og Guld, han havde taget fra alle Folkeslagene, Edom, Moab, Ammoniterne, Filisterne og Amalek. 12. Og Absjaj, Zerujas Søn, slog Edom i Saltdalen, 18000 Mand; 13. derpå indsatte han Fogeder i Edom, og alle Edomiterne blev Davids Undersåtter. Således gav HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem. 14. Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og Retfærdighed mod hele sit Folk.

15. Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler; 16. Zadok, Ahitubs Søn, og Abimelek, Ebjatars Søn, var Præster; Sjavsja var Statsskriver; 17. Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og Davids Sønner var de ypperste ved Kongens Side.

Første Krønikebog 19

1. Nogen Tid efter døde Ammoniternes Konge Nahasj, og hans Søn Hanun blev Konge i hans Sted. 2. Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed, thi hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk for at vise ham Deltagelse i Anledning at hans Faders Død. Men da Davids Mænd kom til Ammoniteroes Land til Hanun for at vise ham Deltagelse, 3. sagde Ammoniternes Høvdinger til Hanun: "Tror du virkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud og viser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og ødelægge Landet og udspejde det, at hans Folk kommer til dig?" 4. Da tog Hanun Davids Folk og lod dem rage og Halvdelen af deres Klæder skære af til Skridtet, og derpå lod han dem gå. 5. Da David fik Efterretning om Mændenes Behandling, sendte han dem et Bud i Møde; thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige: "Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"

6. Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David, sendte Hanun og Ammoniterne 1000 Talenter Sølv for at leje Vogne og Ryttere i Aram-Naharajim, Aram Ma'aka og Zoba; 7. og de lejede 32000 Vogne og Kongen af Ma'aka med hans Folk, og de kom og slog Lejr uden for Medeba; imidlertid havde Ammoniterne samlet sig fra deres Byer og rykkede ud til Kamp. 8. Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og Kærnetropperne. 9. Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp ved Byens Port, medens Kongerne, der var kommet til, stod for sig selv på åben Mark. 10. Da Joab så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog Stilling over for Aramæerne, 11. medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Absjaj, og de tog Stilling over for Ammoniterne. 12. Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg hjælpe dig. 13. Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds Byer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!" 14. Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og de flygtede for ham. 15. Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede også de forhans Broder Absjaj og trak sig ind i Byen. Derpå kom Joab til Jerusalem.

16. Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, sendte de Bud og fik Aramæerne hinsides Floden til at rykke ud med Sjofak, Hadar'ezers Hærfører, i Spidsen. 17. Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte over Jordan og kom til Helam, hvor David stillede sig op til Kamp mod Aramæerne, og de angreb ham. 18. Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 7.000 Stridsheste og 40.000 Mand Fodfolk af Aram; også Hærføreren Sjofak huggede han ned. 19. Da alle Hadar'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel, sluttede de Fred med David og underkastede sig, og Aramæerne vilde ikke hjælpe Ammoniterne mere.

Første Krønikebog 20

1. Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, førte Joab Krigshæren ud og hærgede Ammoniternes Land; derpå drog han hen og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem. Og Joab indtog Rabba og ødelagde det. 2. Da tog David Kronen af Milkoms Hoved, og han fandt, at den var af Guld og vejede en Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig, 3. og Indbyggerne slæbte han bort og satte dem til Savene, Jernhakkerne og Økserne. Således gjorde han ved alle Ammonifemes Byer. Derpå vendte David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.

4. Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gezer. Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Sippaj, som var af Rafaslægten, og de blev underkuet.

5. Atter kom det til Kamp med Filis,terne. Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Lami, Gatiten Goliats Broder, hvis Spydstage var som en Væverbom.

6. Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpe stor Mand med seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og tyve; han var også af Rafaslægten. 7. Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids Broder Sjim'a, ham ned.

8. Disse var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans Mænds Hånd.

Første Krønikebog 21

1. Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde Mandtal over Israel. 2. David sagde da til Joab og Hærførerne: "Drag ud og tæl Israel fra Be'ersjeba til Dan og bring mig Efterretning, for at jeg kan få Tallet på dem at vide!" 3. Men Joab svarede: "Måtte HERREN forøge sit Folk hundredfold! Er de ikke, Herre Konge, min Herres Trælle alle sammen? Hvorfor vil min Herre det? Hvorfor skal det blive Israel til Skyld?" 4. Men Joab måtte bøje sig for Kongens Ord, og Joab begav sig derfor bort, drog hele Israel rundt og kom tilbage til Jerusalem. 5. Joab opgav derpå David Tallet, der var fundet ved Folketællingen, og hele Israel talte 1.100.000 kraftige Mænd, Juda 470.000. 6. Men Levi og Benjamin havde han ikke talt med, thi Kongens Ord var Joab en Gru.

7. Dette var ondt i Guds Øjne, og han slog Israel. 8. Da sagde David til Gud: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort. Men tilgiv nu din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!" 9. Men HERREN talede således til Gad, Davids Seer: 10. "Gå hen og sig således til David: Så siger HERREN: Jeg forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!" 11. Gad kom da til David og sagde til ham: "Så siger HERREN: Vælg! 12. Vælger du tre Hungersnødsår, eller vil du i tre Måneder flygte for dine Fjender og dine Avindsmænds Sværd, eller skal der komme tre Dage med HERRENs Sværd og Pest i Landet, i hvilke HERRENs Engel spreder Ødelæggelse i hele Israels Område? Se nu til, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!" 13. David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad mig så falde i HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er såre stor; i Menneskehånd vil jeg ikke falde!"

14. Så sendte HERREN Pest over Israel, og af Israel døde 70.000 Mennesker. 15. Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge det. Men lige som han skulde til at ødelægge Byen, så HERREN til og angrede det onde; og han sagde til Engelen, som var ved at ødelægge: "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" HERRENs Engel stod da ved Jebusiten Ornans Tærskeplads. 14. Da David løftede sit Blik og så HERRENs Engel stå mellem Himmel og Jord med draget Sværd i Hånd, rettet mod Jerusalem, faldt han og de Ældste, der var klædt i Sæk, på deres Ansigt; 17. og David sagde til Gud: "Var det ikke mig, der sagde, at Folket skulde tælles? Det er mig, der har syndet, og såre ilde har jeg handlet; men Fårene der, hvad har de gjort? HERRE min Gud, lad din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus, men lad Plagen ikke ramme dit Folk!"

18. Da sagde HERRENs Engel til Gad, at han skulde byde David gå op og rejse HERREN et Alter på Jebusiten Ornans Tærskeplads. 19. Og David gik derop, efter det Ord Gad havde talt i HERRENs Navn. 20. Da Ornan vendte sig om, så han Kongen og hans fire Sønner, der var hos ham, komme gående. Ornan var ved at tærske Hvede. 21. Og David nåede hen til Ornan, og da Ornan så op og fik Øje på David,forlodhanTærskepladsen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham. 22. Da sagde David til Oroan: "Overlad mig din Tærskeplads, for at jeg der kan bygge HERREN et Alter! For fuld betaling skal du overlade mig den, at Folkett må blive friet fra Plagen!" 23. Da sagde Ornan til David: "Min Herre Kongen tage den og gøre, hvad ham tykkes ret; se, jeg giver Okserne til Brændofre, Tærskeslæderne til Brændsel og Hveden til Afgrødeoffer; jeg giver det hele!" 24. - Men Kong David svarede Ornan: "Nej, jeg vil købe det for fuld Betaling, thi til HERREN vil jeg ikke tage, hvad dit er, eller bringe et Brændoffer, som intet koster mig!" 25. Så gav David Ornan Guld til en Vægt af 600 Sekel for Pladsen; 26. og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre; og da han råbte til HERREN, svarede HERREN ham ved at lade Ild falde ned fra Himmelen på Brændofferalteret, 27. Og på HERRENs Bud stak Engelen sit Sværd i Balgen igen.

28. På den Tid ofrede David på Jebusiten Ornans Tærskeplads, fordi han havde set, at HERREN havde svaret ham der; 29. men HERRENs Bolig, som Moses havde rejst i Ørkenen, og Brændofferalteret stod på den Tid på Offerhøjen i Gibeon. 30. Men David kunde ikke gå hen og søge Gud foran Alteret, thi han var rædselsslagen over HERRENs Engels Sværd.

Første Krønikebog 22

1. Da sagde David: "Her skal Gud HERRENs Hus stå, her skal Israels Brændofferalter stå!" 2. David bød så, at man skulde samle alle de fremmede, som boede i Israels Land, og han satte Stenhuggere til at tilhugge Kvadersten til Opførelsen af Guds Hus; 3. fremdeles anskaffede David Jern i Mængde til Nagler på Portfløjene og til Kramper, en umådelig Mængde Kobber 4. og talløse Cederbjælker, idet Zidonierne og Tyrierne bragte David Cederbjælker i Mængde. 5. Thi David tænkte: "Min Søn Salomo er ung og uudviklet, men Huset, som skal bygges HERREN, skal være stort og mægtigt, for at det kan vinde Navnkundighed og Ry i alle Lande; jeg vil træffe Forberedelser for ham." Og David traf store Forberedelser, før han døde.

6. Derpå lod han sin Søn Salomo kalde og bød ham bygge HERREN, Israels Gud, et Hus. 7. Og David sagde til Salomo: "Min Søn! Jeg havde selv i Sinde at bygge HERREN min Guds Navn et Hus; 8. men da kom HERRENs Ord til mig således: Du har udgydt meget Blod og ført store brige; du må ikke bygge mit Navn et Hus, thi du har udgydt meget Blod på Jorden for mit Åsyn. 9. Se, en Søn skal fødes dig; han skal være en Fredens Mand, og jeg vil skaffe ham Fred for alle hans Fjender rundt om; thi hans Navn skal være Salomo, og jeg vil give Israel Fred og Ro i hans Dage. 10. Han skal bygge mit Navn et Hus; og han skal være mig en Søn, og jeg vil være ham en Fader, og jeg vil grundfæste hans Kongedømmes Trone over Israel til evig Tid! 11. Så være da HERREN med dig, min Søn, at du må få Lykke til at bygge HERREN din Guds Hus, således som han har forjættet om dig. 12. Måtte HERREN kun give dig Forstand og Indsigt, så han kan sætte dig over Israel og du kan holde HERREN din Guds Lov! 13. Så vil det gå dig vel når du nøje holder Anordningerne og Lovbudene, som HERREN bød Moses at pålægge Israel. Vær frimodig og stærk, frygt ikke og tab ikke Modet! 14. Se, med stor Møje har jeg til HERRENs Hus tilvejebragt 100.000 Talenter Guld og en Million Talenter Sølv og desuden Kobber og Jern, som ikke er til at veje, så meget er der; dertil har jeg tilvejebragt Bjælker og Sten; og du skal sørge for flere. 15. En Mængde Arbejdere står til din Rådighed, Stenhuggere, Murere, Tømrere og alle Slags Folk, der forstår sig på Arbejder af enhver Art. 16. Af Guld, Sølv, Kobber og Jern er der umådelige Mængder til Stede - så tag da fat, og HERREN være med dig!"

17. Og David bød alle Israels Øverster hjælpe hans Søn Salomo og sagde: 18. "Er HERREN eders Gud ikke med eder, har han ikke skaffet eder Ro til alle Sider? Han har jo givet Landets Indbyggere i min Hånd, og Landet er underlagt HERREN og hans Folk; 19. så giv da eders Hjerter og Sjæle hen til at søge HERREN eders Gud og tag fat på at bygge Gud HERRENs Helligdom, så at HERRENs Pagts Ark og Guds hellige Ting kan føres ind i Huset, der skal bygges HERRENS Navn."

Første Krønikebog 23

1. Da David var blevet gammel og mæt af Dage, gjorde han sin Søn Salomo til Konge over Israel. 2. Han samlede alle Israels Øverster og Præsterne og Leviterne. 3. Og Leviterne blev talt fra Trediveårsalderen og opefter, og deres Tal udgjorde, Hoved for Hoved, Mand for Mand, 38000. 4. "Af dem," sagde han, "skal 24000 forestå Arbejdet ved HERRENs Hus, 6000 være Tilsynsmænd og Dommere, 5. 4000 være Dørvogtere og 4000 love HERREN med de instrumenter, jeg har ladet lave til Lovsangen."

6. Og David inddelte dem i Skifter efter Levis Sønner Gerson, Kehat og Merari. 7. Til Gersoniterne hørte: Ladan og Sjim'i; 8. Ladans Sønner: Jehiel, som var Overhoved, Zetam og Joel, tre; 9. Sjim'is Sønner: Sjelomit, Haziel og Haran, tre. De var Overhoveder for Ladans Fædrenehuse. 10. Sjim'is Sønner: Jahat,Ziza, Je'usj og Beri'a. Disse fire var Sjim'is Sønoer. 11. Jahat var Overhoved og Ziza den næste; Je'usj og Beri'a havde ikke mange Sønner og regnedes derfor for eet Fædrenehus, eet Embedsskifte.

12. Kehatiterne: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel, fire; 13. Amrams Sønner: Aron og Moses. Aron udskiltes sammen med sine Sønner til at helliges som højhellig til evig Tid, til at tænde Offerild for HERRENs Åsyn, til at tjene ham og velsigne i hans Navn til evig Tid. 14. Den Guds Mand Moses's Sønner regnedes derimod til Levis Stamme. 15. Moses's Sønner: Gersom og Eliezer; 16. Gersoms Sønner; Sjubael, som var Overhoved; 17. Eliezers Sønner: Rehabja, som var Overhoved; andre Sønner havde Eliezer ikke, men Rehabjas Sønner var overmåde talrige. 18. Jizhars Sønner: Sjelomit, som var Overhoved. 19. Hebrons Sønner: Jerija, som var Overhoved, Amarja den anden, Uzziel den tredje, Jekam'am den fjerde. 20. Uzziels Sønner: Mika, som var Overhoved, og Jissjija den anden.