Part 2

15. Da sagde Gud til Noa: 16. "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner 17. og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!" 18. Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner; 19. og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.

20. Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret. 21. Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort! 22. Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"

1.Mosebog 9

1. Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden! 2. Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet! 3. Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen. 4. Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise! 5. Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv. 6. Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene. 7. Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!"

8. Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner: 9. "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder 10. og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr; 11. jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!"

12. Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder: 13. Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden! 14. Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne, 15. vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød. 16. Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden." 17. Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!"

18. Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var Fader til Kana'an; 19. det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning.

20. Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård. 21. Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt. 22. Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det; 23. men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel. 24. Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham, 25. sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!" 26. Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an blive hans Træl! 27. Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans Træl!"

28. Noa levede 350 År efter Vandfloden; 29. således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.

1.Mosebog 10

1. Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner.

2. Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras. 3. Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma. 4. Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne; 5. fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter og i deres Folkeslag.

6. Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an. 7. Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan. 8. Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden. 9. Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod." 10. Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i Sinear; 11. fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot- Ir, Kela 12. og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By. 13. Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne, 14. Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne. 15. Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het, 16. Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne, 17. Hivviterne, Arkiterne, Siniterne, 18. Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte Kana'anæernes Slægter sig, 19. så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim indtil Lasja. 20. Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.

21. Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder, fødtes der Sønner. 22. Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram. 23. Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj. 24. Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber; 25. Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan. 26. Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera, 27. Hadoram, Uzal, Dikla, 28. Obal, Abimael, Saba, 29. 0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner, 30. og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge. 31. Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.

32. Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden.

1.Mosebog 11

1. Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog. 2. Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned. 3. Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk. 4. Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!" 5. Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede, 6. og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem; 7. lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!" 8. Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen. 9. Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden.

10. Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden; 11. og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre. 12. Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela; 13. og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. 14. Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber; 15. og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. 16. Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg; 17. og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre. 18. Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u; 19. og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre. 20. Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug; 21. og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre. 22. Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor; 23. og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre. 24. Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara; 25. og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre. 26. Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.

27. Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran. Haran avlede Lot. 28. Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim. 29. Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader. 30. Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn. 31. Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der. 32. Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.

1.Mosebog 12

1. HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig; 2. så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse! 3. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!" 4. Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan; 5. og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen. 6. Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet. 7. Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for HERREN. som havde åbenbaret sig for ham. 8. Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn. 9. Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.

10. Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed. 11. Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde; 12. når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve; 13. sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!" 14. Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde; 15. og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus. 16. Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler. 17. Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld. 18. Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru? 19. Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!" 20. Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;

13-1. og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten op til Sydlandet, og Lot drog med ham.

1.Mosebog 13 2. Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld; 3. og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj, 4. til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der HERRENs Navn. 5. Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og Telte. 6. Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen; thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen. 7. Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet. 8. Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder! 9. Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!" 10. Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til, 11. valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå, og de skiltes, 12. idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted helt hen til Sodoma. 13. Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.

14. Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne: "Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest; 15. thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til evig Tid, 16. og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv. 17. Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!" 18. Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.

1.Mosebog 14

1. Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tidal i Gojim. 2. lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar. 3. Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet. 4. I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra; 5. og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim 6. og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens Rand; 7. så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon Tamar.

8. Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp 9. med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem. 10. Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene. 11. Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort; 12. ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.

13. Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller. 14. Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 3l8 Mand, og satte efter Fjenden til Dan; 15. der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus. 16. Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.

17. Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen. 18. Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin 19. og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, 20. og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.

21. Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og behold selv Godset!" 22. Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på, 23. at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig! 24. Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"

1.Mosebog 15

1. Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!" 2. Men Abram svarede: "Herre", HERRE, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus." 3. Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!" 4. Og se, HERRENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig." 5. Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!" 6. Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.

7. Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!" 8. Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?" 9. Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!" 10. Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over. 11. Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort. 12. Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke. 13. Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År. 14. Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods. 15. Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom. 16. I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."

17. Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe. 18. På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden, 19. det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne, 20. Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne, 21. Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne."

1.Mosebog 16

1. Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar; 2. og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!" Og Abram adlød Saraj. 3. Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand Abram hende til Hustru; 4. og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde. 5. Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og dig!" 6. Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun flygtede for hende.

7. Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur; 8. og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde Saraj!" 9. Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!" 10. Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles." 11. Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har hørt, hvad du har lidt; 12. og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!" 13. Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?" 14. Derfor kaldte man Brønden Be'er-lahaj-ro'i; den ligger mellem Kadesj og Bered. 15. Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte ham, Ismael. 16. Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham Ismael.

1.Mosebog 17

1. Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig, 2. så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!" 3. Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham: 4. "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en Mængde Folk; 5. derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk. 6. Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig. 7. Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud; 8. og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"