# De Danske paa Schelden (1809-1813)

## v. Berger, der siden Midten af August 1809 havde været upasselig, blev

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/de-danske-paa-schelden-1809-1813-64897/index.md

mod Slutningen af Maaneden angreben af en hidsig Nervefeber, der i Løbet af kort Tid, den 31. August, gjorde Ende paa hans Liv, og da det i de Dage netop var meget varmt i Veiret, blev Begravelsen efter de franske Loves Bydende allerede berammet til Dagen efter. Den 1. September Kl. 2 om Eftermiddagen fandt den alvorsfulde Høitidelighed Sted ombord i »Dantzick« efter dansk Skik, da Admiral Missiessy »havde autoriseret ved Begravelsen at iagttage de militære Honnørs, som hos os ere brugelige«.[40]

Officerer og Mandskab vare samlede paa Dækket for at følge deres Chef for sidste Gang til Faldrebet. Ved Foden af Trappen laa Fartøiet og ventede, Flaget under Gaffelen vaiede »paa halv Stang«, og da Kisten blev sat fraborde, sendte Linieskibet ham den sidste Hilsen fra sine Kanoner.

Kapitainlieutenant Fasting, der som Skibets Næstkommanderende foreløbig vilde komme til at fungere som Interimschef, havde strax samme Dag, som Dødsfaldet fandt Sted, skriftlig underrettet Admiralitetet i Kjøbenhavn derom, og i en senere Rapport fra ham, dateret »Dantzick« den 8. September 1809, træffer man følgende Enkeltheder om v. Bergers Begravelse:[41]

»Liget blev sat fra Borde med de Ceremonier, vore Krigsartikler bestemme. Det blev modtaget i Land af en Eskorte af 200 Soldater, som tillige med et talrigt Følge, inviteret i den Hensigt af Admiralens chef d’état major, ledsagede det til udenfor Porten. Soldatesquen gav tre Salver. Prindsen af Pontecorvo blev ved Forretninger hindret i efter sin Bestemmelse selv at følge.«

Efterhaanden som Efteraaret skred frem, indtraadte der Ro i begge de fjendtlige Leire. Nede ved Vliessingen, paa Sanddünerne langs Walcheren’s Kyst, havde Englænderne bygget Barakker først til Hospitalsbrug og senere for at kunne evakuere de lavere liggende Punkter for Tropper, og for Scheldeflaadens Vedkommende gjaldt det om i Tide at finde et passende Sted, hvor Skibene kunde overvintre, da Vliessingen, Flaadens tidligere Vinterkvarter, jo var i Englændernes Besiddelse, og de nye Basiner i Antwerpen endnu ikke vare færdige.

Det fornemste Krav til en saadan Overvintringsplads maatte være det, at Skibene kunde ligge dækkede for den voldsomme Isgang paa Floden, og med dette Maal for Øie foretog Admiral Missiessy sammen med sine Skibschefer en Inspektion af Floden for at finde en passende Plads.

Det Sted, der bedst vilde kunne erstatte Flaaden Tabet af Vliessingens sikre Basiner, blev fundet c. 2-3 Mil ovenfor Antwerpen. Her deler Scheldefloden sig i to Arme, hvoraf den ene fører forbi Brüssel, den anden forbi Gent, og i en lille Bugt, i den første af disse Flodarme, Rupel, hvor Ebbe og Flod er mindre stærk end nede ved Antwerpen, haabede man at finde en Krog, hvor Flaaden kunde overvintre tryg for Drivisen.

Efter at Vinterkvarteret var valgt, blev der den 9. September 1809 afholdt »et conseil« ombord i »Charlemagne« under Admiralens Forsæde, ved hvilket alle Skibschefer vare tilstede for nærmere at overveie, hvilke Foranstaltninger der skulde træffes i Anledning af Flaadens Desarmering for Vinteren. Der blev i dette Møde bestemt, at naar Tiden kom, skulde Skibene udtage deres Kanoner, Krudt, Varegods og Proviant i Antwerpen og derefter afgaa til Rupel, hvor Fortøiningspladsen ved Nedramning af Estakader var bleven yderligere sikret imod Drivisens Virkninger.

Da det imidlertid havde sin Interesse at se, om det i det hele taget var muligt for Flaadens Skibe at overvintre paa Floden, uden at der blev truffet særlige Foranstaltninger til deres Beskyttelse, blev ifølge keiserlig Befaling 2 Linieskibe udsete til at foretage dette Experiment og beordrede til, naar Flaaden gik i Vinterkvarter i Rupel, at tage Station udfor Antwerpen, fuldt rustede og ekviperede, for at tilbringe Vinteren der[42].

Scheldeflaadens Overvintring under disse nye Forhold var et Spørgsmaal af saa stor Vigtighed, at den franske Marineminister i Efteraaret 1809 reiste til Antwerpen for personlig at tage de trufne Dispositioner i Øiesyn og konferere med Admiralen om forskjellige Spørgsmaal. Hertugen af Decrès, der i Slutningen af Oktober Maaned indtraf fra Paris, inspicerede den 28. Flaadens Skibe. Ombord i »Dantzick,« fortæller Kapitainlieutenant Fasting i sin Rapport herom til Admiralitetet[43], »besaa han Batterierne. Lod paa underste Batteri exercere med 3 Kanoner, hvorved han især lagde Mærke til Sigtningen, som han var meget vel fornøiet med. Lod sig paa Dækket forestille Officererne, som han syntes vare meget unge. Han erkyndigede sig, om de havde faret meget, og anbefalede dem at forrette deres Tjeneste vel, da han vilde gjøre sig en Fornøielse af at underrette Keiseren derom.«

Under Ministerens 4 Dages Ophold i Antwerpen var v. Dockum 2 Gange indbudt til at spise ved hans Bord, og man kan vel tænke, at han ikke lod denne gunstige Leilighed slippe sig af Hænde til atter at slaa et Slag for sine Folk og deres gode Appetit. Under en Samtale med Marineministeren efter Bordet, fandt v. Dockum Leilighed til at »tale til ham om at det danske Mandskab ikke kunde nøies med de franske Supper og lidt Kjød, som de bekom i Ration« —, men Ministeren vilde ikke gjøre nogen Forandring i dette Forhold og svarede blot, »at der kunde ingen Undtagelse vises for 2 Skibes Mandskab.« —

Medens der fra Hertugen af Decrès’ Side blev vist de Danske megen Velvillie, var Forholdet imellem Ministeren og de franske Officerer saa paafaldende kjøligt, at det ikke kunde undgaa Opmærksomhed.

Det er en bekjendt Sag, at Admiral Decrès, der siden 1801 havde beklædt Posten som Frankrigs Marineminister, langtfra var populær imellem Marinens Officerer. Efter det ulykkelige Slag i Aaret 1805, hvor Lord Nelson knuste den forenede franske og spanske Flaades Modstand ved Trafalgar, steg Misfornøielsen og Uvillien imod Ministeren, og da den franske Admiral Villeneuve efter sit Fangenskab i England døde umiddelbart ved sin Tilbagekomst til Frankrig, gav dette pludselige Dødsfald Anledning til allehaande uhyggelige Rygter, der endog antoge saa bestemte Former, at man temmelig aabent ymtede om, at Villeneuve var bleven myrdet med Ministerens Vidende.

Skjøndt disse Rygter vare uden nogensomhelst Betydning,[44] er det dog ganske karakteristisk at lægge Mærke til, at endnu i Aaret 1809 var den Forestilling, at Hertugen af Decrès havde Lod og Del i Admiral Villeneuves pludselige Død, udbredt og rodfæstet iblandt den franske Marines Personel.