# De Danske paa Schelden (1809-1813)

## v. Dockum nedskrevet følgende Beretning i sine efterladte interessante

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/de-danske-paa-schelden-1809-1813-64897/index.md

Optegnelser[18].

»Admiralen blev underrettet om, at Kongen af Holland, Louis, vilde paa en bestemt Dag møde i Land i Nærheden af os, hvorfor Admiralen med Cheferne og en Del Officerer gik den Dag i Land for at gaa Hs. Majestæt i Møde, og da vi mødte Hs. Majestæt, sad han med sin Marechal i en ussel Kareth forspændt med 2 elendige Heste.

»Kongen lod sin Kavaler stige ud, for at give Admiralen Plads i Vognen, og at se Hs. Majestæt i Karethen var det en smuk Herre af maadelig Høide, med et fornøieligt Ansigt, og havde han nogen Ligning med den danske Minister Moltke i England. Der samlede sig nogle Herrer og Bønder, som en efter anden sagde: _Leve de Koning!_ (istedetfor vort danske Hurra). Hs. Majestæts Ankomst var for at inspektere Fæstninger og Batterierne, som vare anlagte paa de snævreste Passer af Scheldefloden, og da vi kom til et Batteri, som var monteret med 12 Stkr. 24 ℔ Kanoner, for at skjønne, hvor mange Mand han dertil behøvede at sende til Besætning, steg han ud af Vognen som en Krøbling, formodentlig af Gigt. Den højre Arm kunde han ikke lade synke, den venstre Arm var nedbøiet og hængte bag og stiv, Legemet var bueformigt, og de Skridt, Hs. Majestæt kunde tage, vare langsomme og kun ¼ af et almindelig Menneskes.

»Da hans Majestæt kom paa Batteriet, hvor der over Floden til den anden Kyst kunde være 1000 Skridt, spurgte han, om Kanonerne kunde række et Skib, som der vilde passere, og paa Svaret, at Kuglerne magelig kunde række, lovede Hs. Majestæt at ville sende 3-4000 Mand til Batteriets Besætning. Man svarede, at der ikkun behøvedes nogle 100 Mand, men han lovede at sende dertil 3000 Mand og nogle Orlogsskibe«.

Efter at Inspektionen i Land var til Ende, gik Kongen i Admiralens Fartøi. Der flagedes fra alle Flaadens Linieskibe, og under Udroningen saluteredes der fra begge Kommandoskibene med 30 Skud. Medens Kongen var ombord hos Missiessy, foretog Flaaden Seilmanøvrer, der blev skudt til Skive efter Tønder, foretaget Ud- og Indsætning af Fartøier o. s. v., og endelig kaldtes Skibscheferne, efter at Øvelserne vare ophørte, ombord i Admiralskibet.

Det lader til, at de to dansk bemandede Skibe med deres Besætninger af virkelige Søfolk allerede ved denne Leilighed have været istand til at udføre deres Sager paa en Maade, der vakte Opmærksomhed i Flaaden, og hævdet deres Overlegenhed over de franske Skibsbesætninger. En Del af disse havde aldrig været tilsøs udenfor Schelden, hvorimod Størsteparten af »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Matroser havde faret Verden rundt til Koffardis. v. Dockum indberetter ogsaa i en Rapport til Admiralitetet af 24. Mai 1809, at efter Manøvrerne »samledes alle Skibscheferne ombord hos Admiralen, hvor denne lige overfor Kongen af Holland udtalte sig meget rosende om de danske Skibes Præstationer«[19].

Forinden Kongen af Holland forlod Flaaden for at inspicere Fæstningerne Lillo, s’Hertogenbosch og Antwerpen, uddelte han forskjellige Foræringer ombord i Admiralskibet, ligesom ogsaa hvert Skibs Mandskab blev betænkt med en Sum Penge til Fordeling[20].

For de danske Mandskabers Vedkommende faldt det ganske naturligt, at man strax spiste Foræringen op. De to Vexler paa 500 Gylden, som Dagen efter Kongens Afreise sendtes ombord, anvendtes til Anskaffelsen af et Par gode Maaltider Mad, og i begge Skibe spiste man sig nu engang for Alvor mæt.

Ihvorvel Kongen af Hollands Inspektionsreise langs Schelden ikke havde meget at betyde, da alle hans beredvillige Løfter om Assistance af Tropper og Skibe aldrig bleve til Virkelighed, stod hans Besøg dog i nøie Forbindelse med Rygterne om en forestaaende engelsk Landgang ved Vliessingen. Det tjente i alle Tilfælde til at konstatere, at netop det Sted, mod hvilket man kunde vente, at England vilde rette sit offensive Stød, Vliessingen, Scheldens Delta, og hele Terrainet paa begge Sider af Floden fra Søkysten og helt op til Antwerpen, — i Øieblikket var saa forsvarsløst som vel muligt.

Grunden til, at denne Landsdel saaledes i Krigstid laa uden Forsvar, maa søges i de store militære Foretagender, som Frankrig i Aaret 1809 var engageret i. Krigen med Østerrig var netop udbrudt; ved Rhinen, ved Donau og i Spanien stode de franske Hærkorpser lige overfor Fjenden, og for at tilfredsstille de 3 opererende Armeers Krav, trak man Besætninger og Garnisoner bort allevegne fra, hvor man troede, at de kunde undværes, og sendte dem til Krigsskuepladsen. Paa denne Maade havde de hollandske Fæstninger mistet deres egentlige Besætninger, og saa summarisk gik man frem for at skaffe Soldater tilveie til Keiserens Krigsforetagender, at endog ethvert af Scheldeflaadens Skibe maatte afgive en Del af sine Soldater i dette Øiemed.

Et paalideligt Billede af den Modstand, som en fremtrængende Hær vilde kunne vente at finde paa sin Operationslinie fra Vliessingen op til Antwerpen i Forsommeren 1809, kan man danne sig ved at betragte de Forsvarskræfter, som vare til Raadighed. Nogen Felthær, der kunde tage Kampen op med Fjenden i aaben Mark, fandtes aldeles ikke, og paa de forskjellige faste Pladser langs Floden var saavel Materiellet som Personellet i en meget maadelig Forfatning. Saaledes havde den vigtige Fæstning Vliessingen ved Scheldens Udløb kun en lille Besætning, og dens Armering var utilstrækkelig og bestod af Kanoner af ringe Kaliber; Liefkenshoek var endnu slettere forsynet med Skyts og Mandskab; Fortet Bath paa Østpynten af Zuid-Beveland havde nok sine Kanoner paa Plads, men Digerne, der omgave det mod Søsiden, vare saa høie, at der ikke kunde skydes over dem, og der fandtes ingen tilstrækkelig Besætning til at udføre de nødvendige Sløifningsarbeider, saa at Fortet kunde komme til at bruge sine Kanoner; i Fæstningen Lillo, (»Nøglen til Schelden«, som den kaldtes,) fandtes kun 12 Stkr. gamle 12 ℔ Kanoner og et Invalid-Kompagni til Besætning, og endelig henlaa adskillige mindre Batterier og Skandser langs med Floden i en aldeles forsømt Tilstand.

Der kunde saaledes under disse Omstændigheder ikke tænkes noget gunstigere Øieblik for England til at rette et Slag imod Antwerpen. Den nydannede Scheldeflaade, der voxede med rivende Fart, og kun kunde være en Trudsel imod den engelske Kyst, havde lige fra første Færd været en Torn i Øiet paa Kong George d. 3dies Regjering, men først nu, da de keiserlige Hære vare i fuld Aktivitet langt borte fra dette Sted, ansaa man Øieblikket for kommet til at skaffe sig af med dette ubehagelige Naboskab paa den hollandske Side, og det blev besluttet at foretage et Angreb, hvis Øiemed var, at ødelægge Scheldeflaaden og den nye Marinestation ved Antwerpen.

Ligesom man i Frankrig nu ikke var i Uvidenhed om, at der var noget i Gjære paa den anden Side af Kanalen, og at der paa de engelske Værfter arbeidedes med Kraft paa at gjøre Skibsmateriel klart til at tage et Expeditionskorps ombord, saaledes var man ogsaa i England temmelig paa det Rene med, hvorledes det stod til med de franske Forsvarsforanstaltninger.

Det er ganske interessant at se, hvorledes de to Regjeringer ad samme Vei fik Underretning om hinandens Foretagender.

Hollandske og franske Smuglere, der under almindelige Omstændigheder bleve saa ilde behandlede, naar de faldt i Hænderne paa de engelske Autoriteter, vare paa denne Tid velsete Folk. Ikke alene blev der set igjennem Fingre med deres ulovlige Trafik, men naar de hændelsesvis havde et eller andet at berette, om hvad der gik for sig paa Schelden eller der omkring, blev hvert Ord betalt dem i klingende Mønt. Og naar saa de brave Folk kom tilbage fra deres Expedition og fra den engelske Kyst kunde medbringe en eller anden opsnappet Efterretning, vare de sikre paa, at Myndighederne ogsaa paa den anden Side af Farvandet lukkede Øiet til og viste sig erkjendtlige for enhver Underretning om militære Forberedelser paa de engelske Værfter.

Tiltrods for de Vink, som den franske Regjering saaledes modtog om et forestaaende Angreb, traf man endnu ingen Foranstaltninger til at trække Tropper sammen om det truede Punkt. Der overlodes saaledes Marinen det Hverv at tage Stødet af for Antwerpen, hvis virkelig en engelsk Landgang skulde finde Sted, forinden det blev muligt at samle et Troppekorps ved denne By, og det maa siges om Scheldeflaadens Chef, at skjøndt han her stod overfor en Opgave, som det vilde være en Umulighed at løse, hvis det engelske Angreb blot blev ført nogenlunde, som det burde, tog han dog saa kraftigt og energisk fat, at det geraader ham selv og den ham underlagte Flaadeafdeling til Ære.

Det vilde naturligvis, hvis Fæstningen Vliessingen skulde falde, være aldeles ørkesløst for Scheldeflaadens Chef med de faa Hjælpemidler, der stode til hans Raadighed, at tænke paa at stoppe et Landgangskorps paa dets Marche imod Antwerpen; det eneste, han formaaede, var at gjøre de ham underlagte Skibe saa slagfærdige som muligt, for at de kunde tage Kampen op, hvis en engelsk Eskadre skulde vove sig ind paa Schelden. Og med dette beskedne Maal for Øie exercerede ogsaa Missiessy sine Mandskaber troligt fra Morgen til Aften. Næsten daglig foretog Flaaden Letninger eller Seil- og Reisningsmanøvrer; der exerceredes med Kanoner og Geværer og arbeidedes med Fartøjerne; Landgangskompagnierne indøvedes, der opkastedes mindre Batterier langs Flodbredden paa udsatte Steder, bestemte til at monteres og besættes med Skyts og Mandskab fra Skibene, og endelig afholdtes der to Gange ugentlig Skiveskydning ombord, saavel med Kanoner som med Haandvaaben, efter udlagte Maal, hvorefter der uddeltes temmelig betydelige Pengebeløb som Præmie til de bedste Skytter.

Paa denne Maade, ved Ihærdighed og Flid, naaedes et efter Omstændighederne betydeligt Resultat i Retning af at gjøre Scheldeflaaden kampdygtig, og det uagtet Missiessy maatte savne et meget vigtigt Element til sine Officerers og Mandskabers Uddannelse — nemlig det salte Vand. Han laa stænget inde paa Floden, hindret af den strenge engelske Blokade i at kunne naa det aabne Hav. Havde han havt tilstrækkelig Styrke til at staa Schelden ud i Spidsen for sine Linieskibe, havde han vist den engelske Blokadeeskadre tilbage og med Udsigt til daglige Skærmysler øvet sine Besætninger i aaben Sø udenfor de hollandske Banker, med Vliessingen i Ryggen som sit Retrætepunkt, vilde dette ikke alene have havt den Fordel, at den engelske Armétransport havde fundet de franske Skibe paa Pletten rede til at spærre Veien til Landgangsstedet, men Scheldeflaaden vilde upaatvivlelig samtidig, saa vel i virkelig Kampdygtighed som i moralsk Henseende, være naaet et Skridt videre frem.

Blandt de danske Officerer, der for Øieblikket vare ombord i »Pultusk« og »Dantzick«, var der vel ingen, der saa inderlig ønskede at blive afløst og at kunne reise hjem til Danmark, som Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen. De havde begge været Næstkommanderende i de danske Skibe lige siden den første Dag, Kommandoen var bleven heist der ombord; de havde begge gjennemgaaet det første Aars uheldige Kampagne under Rosenvinge og Holsten og vare nu saa aandelig trætte og tildels ogsaa saa legemlig svækkede, at de ikke mente at kunne holde denne Tilstand længere ud.

De indgik derfor begge i Slutningen af Mai Maaned 1809 med nedenstaaende Andragende til Admiralitetet, hvori de indtrængende bad om at maatte blive afløste fra deres Post[21].

»I December Maaned f. A. have vi underdanig ansøgt det høie Kollegium om at blive hjemkaldte til Tjeneste i Fædrelandet. Vor Ansøgning var da grundet paa, at vi her gjorde en besværlig og ufuldkommen Tjeneste, som i sig selv var os en sand Plage, saa meget mere som vi derved ikke indsaa at virke noget for Fædrelandet.

»Det høie Kollegium har gunstig tilsagt os, at Hans Majestæt vilde allernaadigst efter Omstændighederne tage vor Ansøgning i Betragtning.

»Siden den Tid ere Tilfælde indtrufne, der have saa meget forøget det Onde, vi føle ved at være i denne Tjeneste, at vi næppe have været i Stand til at bære det. Som Næstkommanderender paa disse Skibe have vi upaatvivlelig havt de fleste Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa; disse have været saa meget større, da vi ikke have været det franske Sprog mægtige. Saavel vort Sind som vort Helbred er derved sat i en Forfatning, hvori vi finde os det en Umulighed længere at kunne udholde at gjøre Tjenesten her, saaledes som danske Søofficerer bør gjøre den. Med al mulig Kjæmpen mod vor ubehagelige Sindsforfatning se vi med forøget Græmmelse, at vi ere en Plage saavel for os selv som for dem, vi have med at bestille.

»Det Glimt af Haab, vi engang havde om at komme samlede hjem, anse vi som forsvundet. Vi indfly derfor med Bøn, at det høie Kollegium gunstigst vil forelægge Hs. Majestæt vor Sag, og formaa ham til at række sin landsfaderlige Haand til tvende Sønner af den Etat, han ved sin direkte Bestyrelse i en lang Række af Aar har opflammet til hæderlige Handlinger.

»Vi bede om at blive afløste og i Fædrenelandet at tilbagevinde den Kraft og Sindsstemning, der er nødvendig til Handlinger, der kan gjøre os denne Naade værdige.

»Det er vist ubehageligt at søge at bringe Andre ind i en Stilling, man selv finder saa trykkende og derfor ønsker at komme ud af, men dels er det os en uundgaaelig Nødvendighed, og videre give vi os den Frihed at bemærke, at vore Afløsere, især om de ere det franske Sprog mægtige, ikke kan i Fremtiden have de Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa, som vi have havt. Tingene ere nu i en Slags Orden. De ere heller ikke udsatte for at møde saadanne Tilfælde som de, der fornemlig have forspændt vore Kræfter.

»Vi anbefale os til det høie Kollegies Forsorg«.

Underdanigst

Fasting. Stephansen.

Orlogsskibet »Dantzick«, den 23. Mai 1809.

Da Ansøgningen blev forelagt Cheferne til Anbefaling forinden Afsendelsen til Admiralitetet, forsynede v. Berger den med følgende Paategning:

»Uagtet det vilde være et Tab for mig, kan jeg dog ikke andet end paa det kraftigste anbefale Hr. Kapitainlieutenant Fastings underdanigste Ansøgning til det høie Kollegio, hvis Helbred Dag for Dag aftager, og vil han næppe kunne faa den igjen, dersom han skal forblive«.

v. Berger.