# De Danske paa Schelden (1809-1813)

## v. Dockum kunde nemlig efter de gjældende Reglementer som fransk

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/de-danske-paa-schelden-1809-1813-64897/index.md

Kontre-Admiral ikke længere være Chef for »Pultusk«, og for de 3 andre Skibschefers Vedkommende — Wleugel, Mossin og Fabricius, — nødvendiggjorde Helbredshensyn en Forandring af Opholdssted.

Kommandørkapitain Wleugel, der Aaret i Forveien ikke havde kunnet benytte sin Permission til at tilbringe Vinteren i Danmark, var den første, der brød op for at forlade Schelden. Hans Afløser som Chef for Linieskibet »Dantzick«, Kapitain M. Bille, der den 20. April 1812 var ankommen til Antwerpen fra Kjøbenhavn, overtog faa Dage efter (den 25. April) Kommandoen af Skibet, hvorefter Wleugel tiltraadte Hjemreisen[120].

Hvad Kapitainerne Mossin og Fabricius angaar, da havde de begge i Foraaret 1812 ansøgt Admiralitetet om Afløsning, da de ikke kunde taale Klimaet.

Mossin havde lige siden sin Ankomst paa Schelden lidt af Feberanfald, der stadig tog til og tilsidst nødte ham til at lægge sig i Land som syg. Skjøndt hans Sygdom i og for sig havde været tilstrækkelig til at begrunde hans snarlige Afløsning, og uagtet han i sin Ansøgning om Hjemsendelse[121] ligesaa indtrængende som i høi Grad frimodig udtaler, »at han aldeles ikke kan fordrage dette Klima og er nødsaget til at reise til Brüssel for om muligt at faa sin tabte Helbred igjen«, — maatte saavel han, som Kapitain Fabricius, endnu en Gang i Sommerens Løb forny deres Ansøgninger om Hjemsendelse[122].

Spørgsmaalet om Chefsposternes Besættelse i de 4 dansk bemandede Skibe havde næsten naaet sin Løsning, da Vinteren indtraf, og Skibene skulde til at lægge op. For »Pultusk« (Kapitainlieutenant Kaas) og »Dantzick« (Kapitain Bille), var Sagen bragt i Orden.

»Dalmate« vilde ved Kapitain Mossins Afreise komme under Kommando af Kapitainlieutenant Evers, og ombord i »Albanais« havde Næstkommanderende, Kapitainlieutenant Halling, ved Chefens Afgang overtaget Skibet.

Flaaden havde da allerede indtaget sin Vinterstation, og for første Gang under den 5-aarige Kampagne aabnede Antwerpen sine store Basiner for at modtage alle Scheldeflaadens Skibe.

Efter at Skibene havde indtaget deres Pladser, tog Vintertjenesten sin Begyndelse. Skjøndt Kulden var temmelig haard, blev dog den ministerielle Ordre, der forbød Ild og Lys ombord, overholdt i hele sin Strenghed til stor Byrde for Besætningen. Officererne leiede sig Boliger i Land, uagtet disse vare meget kostbare, men Folkene maatte blive, hvor de vare, og de kolde Skibe, gjennemfugtige fra Dækket og til Kjølen, vare i sanitær Henseende kun høist mangelfulde Opholdssteder for Mandskabet.

* * * * *

Medens Vinteren 1812-13 gik rolig og stille for Flaaden paa Schelden, foregik der paa den store europæiske Krigsskueplads Begivenheder af saa indgribende Betydning, at Frankrigs Stilling blev mere og mere vanskelig. Det ulykkelige Tog mod Rusland havde bragt Keiserens Stjerne til at dale, og for hvert et Uheld, der ramte de franske Hære, voxede Fjendernes Antal. Og samtidig med at det truende Uveir reiste sig mod den mægtige Statsbygning, som Keiserens Geni havde skabt, begyndte de økonomiske Vanskeligheder, som de kolossale Krigsudgifter fremkaldte, at trykke haardere. Under disse Omstændigheder, hvor alt maatte opbydes for at skabe nye Troppekorpser og skaffe Krigsmateriel tilveie, der kunde spærre de fjendtlige Hære Veien mod Landets Grændser, og hvor Statens Kasse begyndte at ebbe, bragte Patriotismen den franske Nation til at rykke Keiseren til Undsætning med frivillige Pengebidrag til Krigens Fortsættelse.

Et Udslag af denne Bevægelse, der gik Frankrig over, naaede ogsaa op til Antwerpen, hvor Scheldeflaadens Officerer viste deres Offerberedvillighed og Loyalitet ved at stille 10 Dages Lønning til Keiserens Disposition. Tilbudet herom lød vel i hele Scheldeflaadens Navn, men underskreves kun af de franske Officerer, og Grunden hertil var den, at man mente, at burde vise det Hensyn lige overfor de Danske, at undlade at opfordre dem til at yde Pengebidrag.

Den Opmærksomhed, der saaledes vistes imod de Fremmede ved denne Leilighed, faldt dog ikke i de danske Officerers Smag, og snart kom den Stemning til Orde, at man ikke burde slaa sig til Ro med denne Afgjørelse, men træde op paa egen Haand for nu i Ulykkens Dage at vise sin Sympathi for Frankrig.

Admiral v. Dockum var den Gang i Paris, men den ældste tilstedeværende danske Officer i Antwerpen, Kapitain M. Bille, tog Sagen i sin Haand og opfordrede gjennem nedenstaaende Skrivelse[123] sine Kammerater til at samles i et Møde for at overveie, hvad der burde gjøres:

Indbydelse til en Samling Fredag Formiddag Kl. 10 den 12. Februar 1813 i Lombard West Nr. 862.

»Fra Schelde-Eskadrens franske Officerer indsendes et Offer til Keiseren.

»Admiralen sagde os Danske, at vi vare ikke medindbefattede, som Fremmede overladte vor fri Villie.

»Imidlertid nævnes i dette Oplæste, som de Franske indsendte, kun generaliter Schelde-Eskadren. Det er da at formode, at en af følgende to Ting vil finde Sted.

a) »Enten, at man i Paris, anser os Danske medindbefattede og derfor afkorter os ligesom de andre af Eskadren.

b) »Eller, at Admiralen lader medfølge en Beretning, at de Danske ere undtagne.

»Ingen af Delene synes ønskelig. I første Fald blev vor Afgift et tvunget, altsaa ubehageligt Offer. Vi kunde ikke modsætte os det; vi bleve og ansete at have sagt det samme som de franske Officerer i deres Skrivelse, skjøndt adskilligt deraf maaske ikke passer sig for os.

»I andet Fald kan Undtagelsen give os et Udseende, som vare vi mere lunkne, mindre oprigtige end vore Medtjenende. Vore Forklaringer derimod kunne ikke udrydde det første Indtryk. Det Ubehagelige ved denne tilsyneladende Adskillelse imellem os og Medtjenende, som vi ambitionere at ikke staa tilbage for, lader sig bedre føle end beskrive.

»Herved frembyde sig adskillige Spørgsmaal: Skulle vi intet Skridt gjøre for at modarbeide vore Ubehageligheder? Og skulle vi foretage os noget, da hvad? Og hvordan?

»For at overveie saadant med hinanden tror jeg en Samling nyttig, hvortil jeg herved giver mig den Frihed at indbyde«.

Antwerpen, Torsdag den 11. Februar 1813.

M. Bille.

Til Samtlige Herrer danske Søofficerer, Oberchirurger, Forvaltere og Sekretærer i Antwerpen.

Efter Udstedelsen af dette Opraab samledes alle de tjenestefri danske Officerer og Officianter Dagen efter ved Mødet, hvor Sagen blev diskuteret, og ved et senere Møde, den 13. Februar, enedes man om at afsende følgende Skrivelse til Keiseren:

Sire!

»De danske Officerer i Deres Majestæts Tjeneste, delende som gode Allierede alle Franskmænds Ønsker for den ophøiede Monark, hvis Øiemed er at sikre den almindelige Lykke og gjengive Europa Havenes Frihed, ansøge ydmygen den Gunst at maatte ofre 10 Dages Sold som et Bevis paa deres Hengivenhed og for at bidrage til de Bekostninger, som Forholdsreglerne imod Fastlandets Fjende gjøre nødvendige.

»Værdiges at modtage, Sire, Bevidnelsen af den dybeste Ærefrygt fra Deres ydmygste og tro Tjenere«. —

Antwerpen, den 13. Februar 1813.

(Underskrifterne).

Til Hs. Majestæt de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor for Rhinforbundet, o. s. v.

Kapitainlieutenant Evers, der afreiste til Paris som Sendebud for de danske Officerer, medførte, foruden Adressen til Keiseren, følgende Skrivelse til Vice-Admiral Missiessy[124].

»Til Hr. Vice-Admiral, Greve Missiessy, Storofficer af Æreslegionen, Chef for Scheldeflaaden, Paris.

»De danske Officerer i Antwerpen anmode Hr. Admiralen, under hvis Kommando de have den Ære at tjene, om at nedlægge dette ydmyge Tegn paa deres Hengivenhed for Tronens Fod. Kapitain Evers vil med Deres Tilladelse overbringe Dem vor Anmodning herom.

»Modtag paa samme Tid den oprigtige Ærbødighed, som skyldes Dem, Hr. Admiral, af Deres

ærbødige

Kapitain M. Bille og alle hans Kammerater.«

Antwerpen, den 13. Februar 1813.

Endelig blev Admiral v. Dockum ligeledes skriftlig underrettet om de danske Officerers Forehavende.

Den Skjærv, der her blev budt den franske Krigskasse, var forsvindende som Draaben i Havet. Dens eneste reelle Betydning var den, at de Danske herigjennem, forinden Scheldekampagnens Ophør, fik Leilighed til at vise, at de som gode Allierede følte Sympathi for det mægtige Land, som Ulykkens Dage nu brød ind over.

Skjøndt intet bestemt endnu forlød derom, havde man dog i det tidlige Foraar 1813 en Fornemmelse af, at Kongen af Danmark snart vilde kalde sine Folk hjem fra fransk Tjeneste, og at Hjemreisen var nær forestaaende.

Rygtet tog heller ikke Feil. Ikke 2 Maaneder efter at Officererne havde indsendt deres Adresse til Keiseren, kom Ordren fra Kjøbenhavn, der kaldte de Danske hjem fra Frankrig.

Det var den 11. April 1813, at Skrivelsen indtraf, og den glædelige Nyhed spredte sig snart til alle 4 Linieskibe, hvor Tilfredsheden kun blev større, da man erfarede, at Ordrens Udførelse skulde fremmes med saadan Il, at den første Afdeling af Mandskaberne allerede 4 Dage senere, den 15. April, skulde tiltræde Hjemmarchen fra Antwerpen.

Det kongelige Budskab, der kaldte Officerer og Mandskab til Danmark, undtog kun en enkelt Mand, nemlig Kontre-Admiral v. Dockum fra denne almindelige Ordre, idet Valget stilledes ham frit, om han vilde reise eller blive.

Den danske Minister i Paris, Waltersdorff, underrettede Admiralen skriftlig om, at Kongen af Danmark tillod ham at træffe sit Valg imellem Keiserens og Kongens Tjeneste, og at Hs. Majestæt i første Tilfælde vilde løse ham fra den Ed, han som dansk Officer havde aflagt.

Dette Tilbud aabnede en Fremtid for den danske Officer, langt mere glimrende end de hjemlige Forhold nogensinde vilde kunne byde ham, men v. Dockum vaklede ikke et Øieblik i sin Beslutning.

Han ansaa det for sin Pligt at give Afkald paa de Fordele, som den franske Marine kunde yde ham, til Gavn for sit Fædreland, og indsendte strax til den franske Regjering en Begjæring om at maatte udtræde af den keiserlige Marine.

Det var kun faa Dage efter dette Skridt, at v. Dockum modtog følgende Svar paa sin Skrivelse fra Hertugen af Decrès[125]:

Paris, den 12. April 1813.

Hr. Kontre-Admiral!

»Jeg har forelagt Keiseren Deres Begjæring om at følge de danske Mandskabers Bestemmelse, der have været ansatte paa den keiserlige Flaade paa Schelden, og Deres Ønske om at vende tilbage med dem til Danmark.

»Ved Deres Udnævnelse til Kontre-Admiral i den franske Marine har Keiseren givet Dem et Bevis paa sin Tilfredshed med Deres Tjeneste. Hs. Majestæt Keiseren har imidlertid ikke til Hensigt nu at modsætte sig det Ønske, De ytrer, at ofre Deres Konge Deres fremtidige Tjeneste, og han har i denne Henseende overdraget mig Fuldmagt til at tilstaa Dem denne Deres Begjæring.

»Som Følge heraf tilskriver jeg Admiral Missiessy og Marinepræfekten i Antwerpen, at det paa Deres derom indgivne Begjæring er Dem tilladt at vende tilbage til Danmark, og at De som fransk Kontre-Admiral vil vedblive at være opført paa den franske Marines Lister indtil den 21. April, den Dag, der er fastsat for det sidste danske Mandskabs Afreise.

»Jeg har allerede ladet de Herrer Chefer for de 4 danske Skibsbesætninger tilkjendegive, i hvor høi en Grad Hs. Majestæt Keiseren har været tilfreds med deres Tjeneste saa vel som med den Opførsel, som Officerer og Mandskab under Deres Kommando under hvilkesomhelst Omstændigheder have udvist i den Tid, de have gjort Tjeneste paa Flaaden.

»Det er ikke undgaaet Hs. Majestæts Opmærksomhed, hvilken Indflydelse Deres gode Exempel har havt paa disse, og det er med sand Fornøielse, at jeg udfører den mig givne Ordre, at forsikre Dem om Hs. keiserlige Majestæts personlige Agtelse.

»Modtag, Hr. Kontre-Admiral, Forsikringen o. s. v.«

Decrès.