Part 5

»At Officererne paa Linieskibet »Dantzick« have samtlige deklareret sig af den Mening: at Mandskabet paa dette Linieskib ikke ved vor Autoritet havde været at bringe til Brest, da Ordre dertil fra den franske Søminister ankom; derfor indestaas efter Forlangende«.

Alle Officererne bleve herefter sammenkaldte til et Møde hos Cheferne, hvor de enstemmigen erklærede, at de under disse Omstændigheder maatte have en _dansk_ Ordre, uden hvilken Følgerne vilde være for farlige.

Som Sagerne nu stode, følger det af sig selv, at denne Erklæring fra Officerernes Side ikke har kunnet andet end bestyrke de Kommanderende i den Opfattelse, at deres Standpunkt ikke alene var korrekt, men nu tillige dikteret af Nødvendigheden lige overfor Mandskabets Vægring og Officerernes enstemmige Udtalelse.

Man maa dog ikke glemme, at den Stilling til Spørgsmaalet om Ordrens Berettigelse, som de to Skibschefer alt forinden dette Tidspunkt havde indtaget, og som indenfor saa snævre Grændser ikke kan have været de subalterne Officerer ubekjendt, nødvendigvis, om end kun indirekte maa have indvirket paa deres Votum ved den Autoritet, som 2 ældre erfarne Officerers Mening ganske naturlig have ligeoverfor de Yngre.

Sagen var imidlertid efter denne Begivenhed traadt ind i et nyt Stadium. Det var ikke længere Betænkeligheden ved muligvis at overskride den danske Konges Befaling der hindrede Udførelsen af det franske Marineministeriums Ordre; der var ved Officerernes og Mandskabets Optræden kommet et Moment til, nemlig Frygten for aabenbart Mytteri, hvis Ordrens Iværksættelse skulde forsøges drevet igjennem med Magt.

Efter alt hvad der var gaaet forud, er det vel ikke usandsynligt, at det i dette Øieblik vilde være saare vanskeligt for de danske Chefer at faa Folkene til at lystre, og at en Revolte i de to Linieskibe muligvis kunde blive Signalet til Mytteri i hele Eskadren, hvor der imellem de hvervede hamborgske og hollandske Matroser fandtes mange urolige Hoveder. Men selv om alt gik stille af, uden Uorden og Excesser fra det danske Mandskabs Side, og uden Indskriden med militair Magt fra de franske Myndigheders Side, var derved ingenlunde Faren for Uroligheder i Eskadren bleven fjernet. Besætningerne ombord i de øvrige af Scheldeflaadens Skibe have nemlig næppe kunnet opfatte Begivenhederne anderledes end at der var Mytteri i »Pultusk« og »Dantzick«, kun at Modstanden ikke kom fra Mandskabet alene, men fra Cheferne, Officererne og Mandskabet i Forening. —

Da de to danske Skibschefer vare komne til den Overbevisning, at den modtagne Ordre ikke alene ikke burde adlydes, men heller ikke længere kunde adlydes, bestemte de sig til at optræde i Fællesskab og gribe til det Middel at tilskrive den kommanderende Admiral for at meddele ham, at de ikke saa sig istand til at udføre den modtagne Ordre.

Det var gjennem nedenstaaende Skrivelse, at de to danske Chefer meddelte Admiralen denne Beslutning, der skulde blive saa skjæbnesvanger for dem begge:[62]

Hr. Admiral[63]

»Den Skrivelse, som vi have modtaget, fra Hs. Ex. Marineministeren, indeholder en anden Befaling end de Ordrer, som vi have fra vor Konge, og som positivt udtaler, at vi skal kommandere to af Hs. Keiserlige og Kongelige Majestæts Linieskibe henhørende til Schelde-Flaaden og under Admiral Missiessy’s Kommando. Naar vi derfor forlade Skibene paa Schelden er vor Sendelse tilende, og som Følge deraf ogsaa vor Kommando forbi. Saaledes som det forlanges efter de danske Krigsartikler have vi raadført os med de to Linieskibes Officerer, og de have alle som en erklæret, at da de have Ordre til at tjene ombord i de to Linieskibe af den nævnte Eskadre under Kommando af danske Chefer, vilde de ikke kunne forlade dem uden en Ordre fra det kongelige danske Admiralitet. De Ordrer, som Mandskabet har modtaget gjennem Konsulerne, ere af samme Natur. Som Følge heraf vove vi ikke at afreise til Brest uden at have faaet Ordre dertil af vor Souverain, og vi kunne endnu mindre uden at overskride vor Myndighed beordre Officerer og Mandskab dertil uden Befaling fra vor Regjering.

»Hvad angaar Udførelsen af Reise-Ordren maa det være os tilladt at bemærke, at vi paa ingen Maade under disse Omstændigheder kunne paatage os det Ansvar, som Hs. Excellence vil lægge paa vore Skuldre. Vi give hellere Afkald paa vor Kommando end være Vidne til de blodige Følger, som denne Reise vilde faa for Hs. Danske Majestæts Undersaatter og Søfolk.

»Modtag Hr. Admiral Forsikringen om den dybe Ærbødighed og den høie Agtelse, hvormed vi undertegne os som«

Deres meget ærbødige og meget lydige Tjener

Rosenvinge. H. Holsten.

For dog at gjøre et Forsøg paa at faa et Kompromis istand, tilbøde de danske Chefer at ville tiltakle de to Linieskibe, søge at bryde den engelske Blokade og seile til Brest.

Paa denne Maade opfyldtes Marineministerens Befaling at bringe Mandskabet til denne Havn, og samtidig vilde formentlig heller ikke Kongens og Admiralitetets Ordre blive overtraadte. Admiralen afslog imidlertid deres Tilbud.

De anmodede dernæst om at der maatte blive vist dem den Gunst at de maatte sende en Skrivelse til Ministeren i Paris med den samme Kurer, som Admiralen afsendte med Rapporten om det Passerede og de danske Skibschefers Erklæring, men dette blev nægtet dem.

Til Slutning bad de endelig om Tilladelse til at maatte afsende en Officer til Danmarks Minister i Paris, for at indhente hans Raad i denne vanskelige Sag.

Dette Ønske blev tilstaaet, og Lieutenant Recke afreiste derefter til Paris. Foruden sine mundtlige Instruktioner, medbragte Lieutenanten en Fællesskrivelse dateret Vliessingen d. 15. Januar 1809 fra de to danske Skibschefer, hvori de meddele det Passerede, og paakalde hans Bistand: »Altfor langt fjernede«, — hedder det — »fra vores Konge og Fødeland til derfra at kunne vente nogen hastig Bistand, vove vi med fuldkommen Tillid at overgive vores Sag i en Mands Hænder, der stedse med saamegen Held, som Diplomatiker, virkede til Danmarks Hæder.«[64]

Af Geheimeraad Dreyer blev Lieutenant Recke forestillet for Marineministeren, der modtog den unge Officer med megen Venlighed og endogsaa erklærede at Spørgsmaalet var bleven bragt ud af Verden derved, at den paatænkte Forlæggelse af Mandskabet til Brest for at besætte to andre Linieskibe allerede igjen var opgivet.[65]

Ministeren opfordrede sluttelig Lieutenant Recke til at blive nogle Dage i Paris for at se sig om, hvilket Tilbud han imidlertid ikke benyttede sig af, men hastede tilbage til Vliessingen for at bringe det glade Budskab, at Reisen til Brest nu var opgivet.

Man kan let forestille sig, hvilken Jubel denne Tidende fremkaldte ombord hos Alle lige fra Chefen og ned til den menige Mand; alle som en glædede sig over, at den uhyggelige Sag var bleven endt paa saa tilfredsstillende en Maade, at det franske Marineministerium havde givet efter for de Danskes Fordringer; al Misstemning og Uvillie var blæst bort med det samme, nu var jo snart det hele overstaaet og Hjemreisen til Danmark nær forestaaende.

Januar Maaned nærmede sig imidlertid sin Slutning og en af de sidste Dage, den 28de Januar, skulde feires som en Festdag ombord i Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Det var nemlig Hans Majestæt Kong Frederik den Sjettes Fødselsdag. Chefer og Officerer havde i denne Anledning besluttet at høitideligholde Dagen paa saa smuk og værdig en Maade, som Forholdene ombord vilde tillade. Alle Vliessingens Autoriteter vare indbudne til Soirée og Bal ombord, alle Arbeiderne ved Arrangementet vare endte, — da ankom der om Formiddagen paa selve Festdagen fra Marineministeren i Paris en Kurer med Ordre til at arrestere begge de danske Skibschefer.

Det var ingen ringere end Keiser Napoleon selv, der havde taget Initiativet til denne Ordres Udstedelse. Han var den 23. Januar 1809 ankommen til Paris, og inden den danske Gesandt kunde opnaa Audiens hos ham, havde Marineministeren, Grev Decrès, fremstillet Sagen for ham. Keiseren, der var meget opbragt over den Insubordination, der var vist fra de danske Skibschefers Side, befalede deres øjeblikkelige Arrestation, og man kan se af den ministerielle Ordre til Arrestationen, som nedenfor meddeles, at der var Alvor i Tingene.

Paris den 25. Januar 1809.

Til Kontre-Admiral Missiessy, Vliessingen.[66]

Hr. Kontre-Admiral.

»De danske Kapitainer Rosenvinge og Holsten have gjort sig uværdige til at tjene i Keiserens Arméer paa Grund af den slette militaire Aand, som de have udvist under deres Kommando af Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« og paa Grund af det Afslag, som de den 14de ds. have givet paa at lystre Hs. Majestæt Keiserens Ordre, som jeg har sendt dem med min Skrivelse af 10de ds. Som Følge heraf er det Keiserens Hensigt at overlevere disse to Officerer i deres Souverain Kongen af Danmarks Hænder, for at han kan straffe deres Ulydighed.

»Hs. Majestæt befaler derfor, at De skal lade de nævnte Kapitainer Rosenvinge og Holsten arrestere og under sikker Eskorte føre til Antwerpen, hvor jeg har tilskrevet Marinepræfekten, Mr. Malouet, om at holde dem arresterede i Citadellet indtil nærmere Ordre.

»Hvad angaar de danske Besætninger ombord i de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«, skal De give Kommandoen af det første til Linieskibskapitain Soleil og Kommandoen af »Dantzick« til Linieskibskapitain Moras, hvilke skulle beholde deres Kommandoer, indtil Hs. Majestæt Kongen af Danmark har sendt de danske Chefer hertil, som ere bestemte for de to Besætninger.

»I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri, er det Keiserens Ordre, at De skal angribe dem og at De skal lade Oprørerne skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab og paa Fastheden i de Dispositioner, som De maatte tage for at bringe denne Ordre i Udførelse.«[67]

Decrès.

En saadan Befaling taalte selvfølgelig ingen Opsættelse og blev ogsaa strax iværksat. Klokken var 2 om Eftermiddagen, da Ordren til Arrestationen blev kundgjort for de to Chefer. En Skonnert laa seilklar, parat til at modtage dem, og der indrømmedes dem kun 2 Timers Frist til Forberedelser til Reisen; Kl. 4 skulde de gaa fraborde. Afskedsøieblikket var bevæget og alvorligt. Skibet stod pudset i sin bedste Pynt smykket med Flag og Vaabendekorationer, for at modtage de fremmede Gjæster, der snart ventedes ombord. Hos alle havde Festdagen og Tanken om den forestaaende Hjemreise til Danmark borttaget alle Bekymringer og Sorger, — og nu var alt dette ved et Slag knust. Officerer og Mandskab bleve Vidne til et Syn, som maatte bringe enhver Besætning i heftig Bevægelse. Cheferne viste sig paa Dækket færdige til at forlade deres Skib som Arrestanter. Deres Kaarde havde de afleveret, Kommandoen havde de nedlagt; de henvendte blot nogle Ord til Folkene, der maalløse stirrede paa hvad der foregik omkring dem, og bad dem indstændig om at forholde sig rolige og ikke bryde Disciplinens Baand. De to Kapitainer gik nu i Fartøjet for at ro over til Skonnerten, der kort efter lettede sit Anker og satte Seil. Paa Veien imellem Vliessingen og Antwerpen ombord i Skibet fandt de Leilighed til at skrive et Brev til den danske Minister i Paris, hvori de paakaldte hans Hjælp, og strax efter Ankomsten til Antwerpen indsattes de som Fanger i Citadellet. Først i dette Øieblik synes Situationens Alvor at være gaaet op for de to Officerer. Ovenpaa den Spænding, som den sidste Tids Begivenheder havde medført, var der efter Katastrofen indtraadt en ganske naturlig Reaktion, en Slappelse og Nedstemthed, der giver sig tilkjende i følgende Brev til Geheimeraad Dreyer:[68]

Antwerpen den 31. Januar 1809.

»Deres Excellence vil uden Tvivl være underrettet om, at vi nu ere i Citadellet i Antwerpen; vi lide intet fysisk, da man har overladt os Officers Værelser til Beboelse, tilladt os at tale med Personer, som dertil faa Tilladelse at komme, og den danske Konsul besøger os dagligen; — man tillader os at skrive, og Brevene sende vi til Præfekten. Vi henvende os til Deres Excellence for at udbede os Raad og Veiledning og bede stedse, at De ved Deres Indflydelse vil gjøre vores Skjæbne saa blid som mulig. Skulde vor Skjæbne være at forlade det Timelige, da er der næst Døden paa Kampens Plads for Landets Fjende, ingen Død, ved hvilken vi have kunnet vise vores Hengivenhed mere for den danske Marines Ære; thi den var faldefærdig. Skulde vor Skjæbne være at blive her, da haabe vi ved vores Forhold at erhverve os Agtelse. Skulde den derimod være den at blive hjemsendt, da ønske vi, at vores Æres Ord maa være den eneste Vagt, der geleider os. Deres Excellence anbefale vi denne Sag. Vi bede, De vil være vores Talsmand. De Ulykkelige kan imellem fortjene Medlidenhed.«

Underdanige

Rosenvinge. Holsten.

Deres Excellence Hr. Geheimeraad Dreyer i Paris.

Ombord i »Pultusk« og »Dantzick« var Bestyrtelsen stor efter Chefernes Afreise.[69] Ingen havde anet, at denne Dag skulde have ført saa skjæbnesvangre Begivenheder med sig, men alle vare enige om, at hvad Bevæggrunde den franske Regjering end maatte have til at foretage dette Skridt, saa kunde Arrestationen ikke indtræffe mere ubeleiligt og fornærmeligt, naar man tog Hensyn til Dagens Betydning for de Danske, og hvad enten Valget af Dagen var sket med Forsæt eller det kun var tilfældig, opvakte denne hensynsløse Behandling alle Officerernes og Besætningens dybeste Harme. Udslaget af denne Forbitrelse viste sig deri, at to Officerer, en fra hvert af Linieskibene, Premierlieutenanterne F. Holsten og Falsen begave sig til den Høistkommanderende for Scheldeflaaden og nedlagde Protest imod den Maade, paa hvilken deres Chefer vare blevne behandlede. De udstrakte endog deres Dristighed saa vidt, at de erklærede for Admiralen, at de som danske Officerer kun vilde adlyde hvem der af Kongen af Danmark bestemtes dem til Foresatte, og at de derfor ikke vilde forrette Tjeneste under de franske Chefer, som ventedes indsatte af Keiseren til at tage Kommandoen over de to Linieskibe efter Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation.

Skjøndt Admiral Missiessy sikkert maa være bleven lige saa forbauset som ilde berørt ved dette dumdristige Skridt af de to danske Officerer, modtog han dem paa saa venlig en Maade, at man skulde tro, at han var en ældre erfaren Ven og Raadgiver, til hvem de havde henvendt sig, og ikke den Mand, der umiddelbart efter at have hørt deres Erklæring kunde — man fristes til at sige burde — have ladet dem arrestere strax paa Stedet.

Han forestillede dem det ubesindige i deres Forehavende, bad dem vel betænke den Fare, de udsatte sig for, ja nægtede endog ligefrem at ville modtage deres Erklæring, som ufeilbarlig vilde koste dem Livet, da Keiseren i saadanne Sager ikke kjendte til Skaansel.

Til Trods for det mørke Billede, som ved denne Sammenkomst oprulledes for dem, og til Trods for Udsigten til at komme til at ende Livet for en fransk Kugle, stod Holsten og Falsen dog fast ved deres Beslutning, uden at lade sig rokke. Efter at Admiralen havde ladet dem vide, at han kun kunde modtage Meldinger fra dem igjennem deres Chefer, tilbød han dem til Afsked 8 Dages Betænkningstid, i hvilken han jævnlig sendte Officerer til dem, for at formaa dem til at afstaa fra deres Forehavende. Kapitain Moras, den franske Officer, der var udset til at føre Kommandoen ombord i »Dantzick«, anvendte ligeledes sin Indflydelse paa at bringe dem til at afstaa fra deres Forehavende, men da det ikke lykkedes, og de forbleve urokkede ved deres Beslutning, foretog han et Skridt, der gjør hans Karakter den største Ære. Han gik nemlig til Admiral Missiessy og meldte de to Officerer syge. Til Trods for al denne Langmodighed og Hensynsfuldhed lode Lieut. Falsen og Holsten sig dog ikke bevæge, og Admiral Missiessy maatte da endelig, hvor nødig han vilde, bekvemme sig til at indsende sin Rapport til Marineministeren i Paris om hvad der var forefaldet.

Under det ovenfor omtalte Møde havde de to danske Officerer udtalt, at alle deres Kammerater ombord i »Pultusk« og »Dantzick« delte deres Anskuelse, men naar de ikke havde fulgt deres Exempel, da var Grunden den, at de af Hensyn til Mandskabet vare af den Mening, at de for at undgaa Uroligheder og Udskeielser handlede rettest i at forblive til Tjeneste ombord i Skibene.

Man maa derfor ved Bedømmelsen af hele dette Forhold lægge Mærke til, at Lieutenanterne Holsten og Falsen altsaa ikke ved denne Leilighed handlede paa deres Kammeraters Vegne men efter eget Initiativ, og Demonstrationen maa derfor ikke betragtes som en Fælles-Handling af de danske Officerer, ihvorvel de maaske tilfulde sympathiserede med de Følelser, som bragte deres to Kammerater til at træde saa ubesindigt op. Det viste sig ogsaa strax, at Misfornøielsen og Gjæringen iblandt Folkene var saa stærk, at Officerernes Nærværelse var absolut nødvendig, men samtidig var der hos Mandskabet stor Frygt for, at deres Officerer skulde lade dem i Stikken og de selv blive fordelte ombord i Eskadrens øvrige Skibe. Det var denne Eventualitet, som Folkene imødesaa med Skræk, da dermed Hjemreisen til Danmark vilde blive umuliggjort, og det er udenfor al Tvivl, at hvis de danske Officerer havde ladet deres Stemning raade og gjort fælles Sag med deres to Kammerater, vilde et aabenbart Mytteri blandt Besætningen næppe være bleven undgaaet.

Da saaledes Folkene den 29. Januar om Morgenen skulde gaa til Arbeide, nægtede de at lystre, men den blotte Trusel[70]: »at enten maatte de adlyde deres Officerer, eller disse maatte forlade dem« var tilstrækkelig, uden anden Magts Anvendelse, til at faa dem til at gjøre deres Pligt.

Man kan saa godt forstaa, at Folkene under disse fortvivlede Forhold, hvor Cheferne vare arresterede, kunde bringes til det Yderste, naar Officererne ogsaa forlod dem, og det kan derfor ikke nok fremhæves, at det skyldtes Officerernes Holdning, at Uveiret drev over uden alvorlige Følger.

Dagen efter at de to danske Chefer maatte forlade Skib og Mandskab og gaa fraborde som Arrestanter, afsendte den franske Udenrigsminister en Note til Danmarks Gesandt i Paris, hvori han meddelte Begivenheden og motiverede dens Nødvendighed. Denne Depeche er af Interesse derved, at man derigjennem faar Napoleons Bedømmelse af Sagen.

Skrivelsen, der i ethvert Fald maa have været forelagt Keiseren til Approbation, er et klart Udslag af hans Misfornøielse over, at man havde vovet at være ulydig, og den keiserlige Vrede skinner igjennem hver Linie af dette karakteristiske Aktstykke, der imponerer ved sin Overlegenhed:[71]

Paris den 29. Januar 1809.

Min Herre!

»Jeg har forelagt min Herre Keiseren Deres Note, som De har vist mig den Ære at sende mig under 26de d. M., og Hs. Majestæt har befalet mig at svare Dem følgende: De Officerer, som H. M. Kongen af Danmark har sendt for at gjøre Tjeneste i Frankrig, have nægtet at adlyde Keiserens Ordre, som blev givet dem af Marineministeren. De ere Militaire, de staa i Keiserens Tjeneste, og de ere ombord i Krigsskibe, som bære hans Flag. Keiseren er sikkerlig i sin Ret til at straffe dem efter de militaire Loves hele Strenghed, men af Hensyn til Kongen af Danmark indskrænker han sig til at sende dem tilbage til deres Land og overgive dem til deres Konges Retfærdighed, for at de kan blive straffede saaledes, som De have fortjent. Militairmagten maa være lydig til Fingerspidserne, dens Mangel paa Lydighed er det første Tegn paa en Regjerings Svaghed og Fald. Keiseren har ikke i sine Stater villet lade en Mangel paa Lydighed komme tilsyne og feigt blive taalt, og da det er hans Villie enten at blive adlydt eller skaanselløst at straffe enhver ulydig Handling, har han underrettet Dem her om, overbevist om, at baade Deres Stillings og Deres personlige Karakters Indflydelse vil kunne forhindre slige Udbrud af Ulydighed, som Interessen for H. M. Kongen af Danmark forbyder at taale.

»Modtag, Hr. Baron, Forsikringen om min Høiagtelse.«

Champagny.

Til Hr. Baron de Dreyer.

Samtidig med Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation blev Ordren fra Paris om, at Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« indtil videre skulde sættes under Kommando af franske Chefer, iværksat ved at Eskadrechefen beordrede Kapitain Soleil, Chefen for Linieskibet »l’Anversois« til at føre Kommandoen ombord i »Pultusk,« samtidig med at Kapitain Moras fra Linieskibet »Cæsar« blev Chef for »Dantzick«.

Ordren blev imidlertid af Hensyn til de Danske udført paa den mest skaansomme Maade. De franske Chefer mødte kun en eneste Gang ombord i Skibene. Ved denne Leilighed blev Besætningen sammenkaldt og fik at vide, hvorledes Forholdene vare. De danske Næstkommanderende vilde komme til at føre den egentlige Kommando, men skulde kun modtage alle Ordrer igjennem de nye Chefer, der vedbleve at kommandere deres egne Skibe. Som Følge af denne Ordning gik Tjenesten i »Pultusk« og »Dantzick« sin vanlige Gang, uden at der mærkedes noget til de fremmede Chefer; kun hver Morgen mødte de begge paa Kaien ved Linieskibenes Fortøiningsplads, hvor da den vagthavende danske Officer indfandt sig for at modtage mulige Ordrer og afgive Melding, om noget af Interesse var foregaaet.

Til Trods for disse lempelige Foranstaltninger gav Omskiftningen af Kommandoen dog Anledning til et lille Sammenstød imellem »Dantzick’s« nye Chef, Kapitain Moras, og Næstkommanderende der ombord, Kapitainlieutnant Fasting. Hvad Aarsagen dertil har været, kan ikke afgjøres, da de officielle Rapporter og Indberetninger ikke indeholde nogen Oplysning derom, men rimeligt er det at antage, at et eller andet tjenstligt Spørgsmaal maa have givet Anledning til en Meningsforskjel imellem de to Officerer. Ved denne Leilighed fandt Kapitain Moras sig beføiet til at erklære, »at saalænge han saa, at Admiralens Ordrer nøiagtigt udførtes, og at for Resten Tjenesten forrettedes hensigtsmæssig, vilde han ikke videre befatte sig dermed, men i modsat Fald var det hans Pligt som Chef at paase det skete«.[72]

Kapitainlieutnant Fasting, der kun kunde opfatte disse Ytringer som en Bebreidelse, svarede herpaa: »at saalænge Tjenesten og Arbeidet kunde ske saaledes som han havde lært og det hidentil var sket, haabede han enhver Ordre skulde blive punktlig udført, paa de Ufuldkommenheder nær, som hans Ukyndighed i det franske Sprog kunde mulig foraarsage«.

Dette lille Sammenstød havde ingen videre Følger. Kapitain Moras har sikkert ikke fundet nogen Grund til at være utilfreds med den Maade, paa hvilken Tjenesten blev ledet af Linieskibet »Dantzick’s« samvittighedsfulde Næstkommanderende, hvorimod Kapitainlieutenant Fasting paa sin Side følte sig krænket og med tidligere Praxis for Øie beklagede sig til Admiralitetet i Kjøbenhavn over hvad der var hændet.

Imidlertid hensad Kapitainerne Rosenvinge og Holsten i Citadellet i Antwerpen og bleve endog indtil Slutningen af Februar Maaned holdte i temmeligt strengt Fangenskab. Det var dem ikke tilladt at modtage Besøg i Fængslet eller at afsende Breve til Hjemmet; af Mad og Drikke kunde de forskaffe sig hvad de ønskede for egen Betaling, saa de i den Henseende ingen Nød led, men Friheden var saa indskrænket, at det kun var tilladt dem at spadsere i Citadellet i Sigte af Skildvagten og med Officer til Ledsagelse.

Senere indtraadte der dog forskjellige Lettelser navnlig paa Grund af Marinepræfekten Baron Malouet’s Velvillie. Han tillod nemlig flere danske og franske Officerer uindskrænket Adgang til dem, og en af disse, Premierlieutenant Schifter, besørgede en Tid deres Korrespondance. Idet hele taget vistes der fra fransk Side Deltagelse for de to arresterede Chefer, og navnlig af Officererne af Corps du génie maritime, af hvilke i Reglen flere tilbragte Aftenen sammen med dem i Fængslet.