# De Danske paa Schelden (1808-1809) Under Kapitainerne S. U. Rosenvinge og H. Baron Holsten.

## Part 4

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/de-danske-paa-schelden-1808-1809-under-kapitainerne-s-u-rosenvi-0713a1e3/index.md

Man behøver kun at kjende den ovenfor anførte Slutning af Hertugen af Decrès’ udførlige Rapport til Keiseren, for at faa et Indtryk af, i hvor høi Grad han følte sig skuffet og fornærmet over den Maade, hvorpaa de danske Chefer havde belønnet hans Bestræbelser for at mildne de Ulemper og Ubehageligheder, som Tjenesten under fremmed Flag nødvendigvis maatte medføre, og man maa kun undre sig over, at Ministeren ikke fik Sagen ført igjennem og fik udvirket, at Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick« bleve afløste af andre Officerer.

Eskadren havde i Sommerens Løb ligget til Ankers paa Schelden paa Rheden ved Oedekenkercke og senere, hen paa Efteraaret, ved Vliessingen. Skibene vare blevne organiserede, Besætningerne indexercerede, og nu da Ankerpladsen var bleven forlagt vester paa til Scheldens Munding, syntes Alt at tyde paa, at Eskadrens Bestemmelse var at gaa til Søs. Men snart efter hed det sig, at Aarets Kampagne var tilende, at Skibene ved Vinterens Komme skulde oplægges, og denne Antagelse viste sig ogsaa at være rigtig, idet der den 15de November indløb Ordre fra Paris til den Høistkommanderende om at indlægge i Vliessingen og desarmere.[47] Eskadrens Skibe ankom nu paa Rheden fra deres forskjellige Stationer og lagde ind paa Værftet, efterhaanden som man kunde tage imod dem. Den 30te November kom Linieskibet »Pultusk« ind, »Dantzick« nogle Dage tidligere. Chefen for det første af disse, Kapitain Rosenvinge, der den 29de November henimod Aften var kommet ned til Vliessingen med sit Skib, men ikke samme Dag naaede at komme ind paa Rheden, da Lodsen paa Grund af Mørket nægtede at tage ham ind, havde set sig nødsaget til at ankre udenfor.

Den følgende Morgen blæste det en flyvende Storm af SV. med svær Sø. Ankerpladsen var omgivet af Grunde og under disse Forhold ikke til at lide paa, skjøndt Linieskibet havde begge sine Ankere ude, og Chefen bestemte sig derfor til under alle Omstændigheder at søge at slippe ind paa Rheden. Letningen lykkedes ogsaa uden Uheld. »Pultusk« stak det ene Anker fra sig, fik lettet det andet og stod nu indefter. Fra de franske Orlogsmænd paa Rheden havde man fulgt Manøvrens Gang og var nu med Forundring Vidne til den dristige Navigation. For Takkel og Toug, uden en eneste Stump Seil tilsat, skummede »Pultusk« for den svære Kuling ind paa Rheden. Det stævnede ned tæt agtenfor Linieskibet »Ville de Berlin«, men i det Øieblik, da man lagde Roret iborde for at dreie op paa Ankerpladsen, sprang Ratlinen. I dette kritiske Øjeblik, hvor Skibet havde mistet Styret, lod Kapitain Rosenvinge koldblodig sit Anker falde; — til al Lykke holdt Touget, »Pultusk« svaiede op og blev liggende paa sin Plads.[48]

Allerede forinden de to danske Chefer gjennem Admiralitetets Skrivelse vare blevne opfordrede til at vise mere Forsigtighed i deres Optræden lige overfor de franske Autoriteter, var der desværre atter kommen en Kurre paa Traaden. En ny Anmodning fra dansk Side og det derpaa følgende kategoriske Afslag havde foranlediget, at den sidste Rest af god Villie paa begge Sider blæstes bort, og Muligheden for et godt Samarbeide var derved bleven fjernere end nogensinde.

Ved Midten af Aarets sidste Maaned var nemlig Scheldeflaaden som tidligere nævnt bragt i Vinterhavn i Vliessingen. Ombord i Skibene var Flag og Vimpel strøget, men Folkene vedbleve at være under Kommando ombord, Tjenesten gik sin daglige Gang, og 2 Officerer og 2 Kadetter i hvert Skib gjorde skiftevis Vagt. Dagen gik med Afleveringer og Arbeide paa Værftet; thi efter Ministeriets Ordre skulde Skibene efterhaanden fuldstændig tømmes for hele deres Udrustningsmateriel og alt afleveres til Opbevaring i Magasinerne. Det var et besværligt og navnlig for de danske Søfolk utilfredsstillende Arbeide; Veiret var raat og fugtigt og de lokale Forhold paa Værftet saa slette, at Folkene i de kolde Vinterdage led betydeligt derunder.[49]

Hertil kom endvidere, at de afriggede Skibe vare høist uhyggelige og mangelfulde Opholdssteder for Mandskabet. Der fandtes ingen Kakkelovne ombord, og da Maden blev kogt iland i dertil indrettede Kogehuse, var Ilden slukket paa Kabyssen. Hele Skibet var følgelig gjennemfugtigt og koldt fra øverste til nederste Dæk, Folkene havde intet Sted, hvor de kunde tørre deres gjennemvaade Klæder, ja end ikke Lys var tilladt ombord, men kun som en uundgaaelig Nødvendighed stiltiende taalt. Disse uheldige sanitære Forhold undlod heller ikke at øve deres Virkning paa Sundhedstilstanden, der i sin Helhed ikke havde været videre god om Sommeren. »Pultusk« havde saaledes efter Indlægningen 30 Mand paa Sygelisten, »Dantzick« 40 Mand, de øvrige af Eskadrens Skibe endnu flere, og Ulemperne herved føltes i endnu højere Grad derved, at der intet Hospital fandtes iland, som kunde modtage de Syge, saa at man maatte beholde dem ombord i Skibene, uden at være istand til at skaffe dem den tilstrækkelige Pleie.

Det var derfor med Modvillie og Mismod, at de Danske gik Vinteren imøde her i Vliessingen. Tanken om Krigen hjemme og Uvirksomheden under fremmed Flag under trykkende Forhold gjorde Stemningen mørk og trist for alle og ikke mindst for de Kommanderende.

Saa vidt man kunde skjønne, var der ingen Udsigt til Hjemsendelse fra fransk Tjeneste eller nogen Forandring i Sagernes Stilling; saasnart Foraaret kom, vilde Flaaden efter al Rimelighed blive udrustet paany og komme i Aktivitet forstærket med de Linieskibe, som i Aarets Løb vare blevne byggede, men hverken dette eller Udsigten til mulige Kampe med den engelske Kanalflaade kunde faa Sommerens Gjenvordigheder og Ubehageligheder til at træde i Baggrunden eller bringe de danske Chefer til at glemme de to Skibes mangelfulde Udrustning. De vare overbeviste om, at det Mandskab, de havde under deres Kommando, var saa fortrinligt, at de i Sømandsdygtighed kunde tage det op med hvilketsomhelst af de andre Skibe og give en Prøve paa, hvordan der kan manøvreres og arbeides i en Orlogsmand, der har en dygtig Besætning ombord, naar blot Reisninger, Seil, Kanoner, kort sagt, hele Materiellet er som det bør være.

Ledede af denne Overbevisning besluttede Kapitainerne Rosenvinge og Holsten endnu en Gang at gjøre et Forsøg paa ved den kommende Foraarsudrustning at faa de følelige Mangler ombord afhjulpne, som hidtil havde holdt deres Arbeidslyst bunden, og da de efter alt, hvad de havde set under deres Ophold paa Schelden, uden Partiskhed kunde vidne, at den Maade, hvorpaa et dansk Linieskib blev ekviperet og rigget, i enhver Henseende var bedre, navnlig i alt, hvad der angik praktisk, forsvarlig og sømandsmæssig Installation, toge de ikke i Betænkning nogle Uger forinden Ordren indløb til Eskadrens Indlægning at rette den Anmodning til den franske Marineminister, at Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« ved den kommende Udrustning maatte blive »taklede efter dansk Maade«.

Det Svar, som Hertugen af Decrès gjennem Marine-Præfekten i Antwerpen, Mr. Malouet[50] gav paa den indkomne Begjæring, maatte, som man vil se, saavel ved sit Indhold som ved sin Form betage Lysten til at fremkomme med yderligere Forslag til Forandringer og Forbedringer i Scheldeflaadens Skibe:

»Ministeren paalægger mig paany meget bestemt ikke paa noget Punkt at tillade Afvigelse fra Reglementet, som gjælder ombord i »Pultusk« og »Dantzick« saavelsom i de andre Skibe. Installationen bør være ens i hele Eskadren. Jeg beder Dem derfor, mine Herrer, om ikke mere at anmode om _Ekvipering paa dansk Maade_.

»Jeg har den Ære at forsikre Dem om min fulde Højagtelse.

Antwerpen d. 9. Oktober 1808.

_Malouet_, Marine-Præfekt.

Til Hr. _de Rosenvinge_, Kapitain, Chef for »Pultusk«.«[51]

Admiralitetets tidligere meddelte Skrivelse af 22de Oktober, der paalægger de 2 Skibes Chefer at vise mere Forsigtighed i deres Optræden ligeoverfor de franske Autoriteter, kom saaledes ikke tidsnok til at forhindre dette Skridt, der sikkerlig næppe har været vel overveiet. Det er udenfor al Tvivl, at Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Forslag kun har haft det Maal for Øie at bringe saa meget som muligt ud af det Mandskab og Materiel, som var bleven dem betroet, og derved gavne det Flag og den Marine, som de tjente, men man kan desuagtet vanskelig forklare sig, at de have kunnet tro paa den Mulighed, at deres Forslag om at ekvipere to af Schelde-Flaadens Linieskibe paa dansk Maade vilde finde Anklang i en Marine som Frankrigs, der vel kunde respektere en Flaade med en saa lang og hæderlig Historie som Danmarks, men næppe kunde ønske at blive belært fra denne Kant. Det havde været baade klogere fra deres eget Standpunkt og ønskeligt for hele Situationen, om de havde ladet sig belære af Sommerens Erfaring og betænkt, at deres Forslag let kunde betragtes fra fransk Side som en skarp Kritik, der kastede Vrag paa hele det System, hvorefter man her ekviperede og udrustede Marinens Orlogsmænd.

Aaret nærmede sig imidlertid sin Ende, men uden nogen Udsigt til Forandring i Situationen. Det ensformige Værftsarbeide og de yderst sparsomme Kilder til Fornøielse og Adspredelse, som Vliessingen raadede over, formaaede ikke at jage Tiden paa Flugt, saa Dagen gik kun trægt og langsomt.

Om Aftenen naar Arbeidet var endt samledes Officererne i Reglen paa Kafeérne og Værtshusene i Byen og fordrev Tiden ved et Parti Billard eller et Glas, men de Danske manglede næsten altid ved disse kammeratlige Sammenkomster og Drikkegilder, dels fordi Sproget lagde dem Hindringer i Veien, men navnlig fordi de befandt sig bedre i deres egen Messe. Ved Eskadrens Indlægning paa Værftet havde nemlig de danske Chefer leiet et Hus i Byen, og her dannedes saa en afsluttet lille Koloni, hvor samtlige Officerer og Kadetter fra »Pultusk« og »Dantzick« holdt deres tarvelige[52] Maaltider i Fællesskab og iøvrigt forsamledes, naar Tjenesten tillod det.

Misfornøielsen i den danske Koloni havde henimod Juletid antaget store Dimensioner. Diskussionerne og Samtalerne imellem Officererne indbyrdes, naar man efter Middagen sad sammen ved Cigaren, dreiede sig i Reglen om et staaende Emne, — Beklagelse over de uheldige Forhold, hvorunder man virkede, og Utilfredshed over i Krigstid at ligge ørkesløse i en fremmed Orlogshavn, medens Kammeraterne hjemme vare i fuld Virksomhed i Kattegattet, Sundet og Belterne for at værne om Fædrelandet. Lysten til at vende hjem og atter at kunne sætte Foden paa et Dæk, hvorover Splitflaget vaiede, skjærpedes herved Dag for Dag og blev tilsidst saa mægtig, at Linieskibenes samtlige Officersbesætninger en Ugestid før Juleaften bestemte sig til i Fællesskab at foretage et Skridt i denne Anledning, og indgav in pleno nedenstaaende Ansøgninger til Admiralitetet i Kjøbenhavn, hvori de indtrængende bede om blot at komme hjem, bort fra Vliessingen og Scheldeflaaden.

_Underdanigst Pro Memoria._[53]

»Ikkun Bevidstheden om den Deltagelse det kongelige Kollegium stedse har vist saavel for hele Marinens som enkelte Individers Vel, indgiver os Haabet om, at det ei vil lade ubønhørt denne vor underdanigste Ansøgning om Befrielse fra den kummerfulde Tilstand, hvori vi her befinde os, ligesom den og indgiver os Dristighed til at anføre de billige Grunde, der tale vor Sag. Eskadrens Indlægning i Vliessingens Bassin, saavelsom dens fuldkomne Desarmement overbeviser om Expeditionens Ende. Anførelsen af den forløbne Sommers smertelige Ubehageligheder vil for det kongelige Kollegium være en overflødig og trættende Igjentagelse.

»En Vinter, hendøset i Lediggang og Ørkesløshed, og en Sommer end skrækkeligere end den allerede tilbragte, forestaa os. Stedse var det Danmarks vise og ædle Regjerings Bestræbelse at dele Byrden lige paa sine Undersaatter; vi vove derfor underdanigst at forestille, hvor smerteligt det maa være for os, fjernede fra et elsket Fødeland, til hvis Forsvar enhver brænder efter at kunne virke, at se os i et fremmed Land, under et fremmed Flag, uvirksomme, behandlede paa en os uværdig Maade og forsynede med Vaaben, der ei levne os det ringeste Haab om at kunne gjøre os værdige til den arvede Hæder, Danmarks Marine igjennem en Række af Aar med Rette er stolt af, og som vore Medbrødre hjemme daglig ved kjække Handlinger vedligeholde befæstet. Nationens og vor egen Ære byder os at fremsende Ønsket om Hjemkaldelse fra denne mere end pinlige Forfatning.

»Danmarks ædle Fyrste vil, idet han indser Billigheden i denne vor underdanigste Ansøgning, ikke nægte sine mest betrængte Undersaatter sin Beskyttelse; og i Tillid til at det kongelige Kollegium, fuldkommen bekjendt med vor høist pinlige Stilling, vil bifalde og understøtte vor Begjæring, se vi med Længsel den Dag imøde, da vi med Medbrødre skal dele Fare og Ære ved Forsvaret af et elsket Fædrenelands Kyster.«

underdanigst

paa Orlogsskibet »Pultusk«s samtlige Officerers Vegne

A. Schifter. P. Petersen.

Orlogsskibet »Pultusk« den 18. Decbr. 1808.

Samtidig hermed indgik der følgende Pro-Memoria[54] fra samtlige Officerer ombord i Linieskibet »Dantzick«:

Underdanigst P. M.

»En 8 Maaneders Kampagne er nu endt. Schelde-Eskadren er lagt ind i Vliessingen; en ørkesløs Vinter, en end ubehageligere Sommer end den passerede, kort en rædselsfuld Fremtid ser vi imøde og gjør os det til Pligt for vor Etatens, Nationens Skyld underdanigst at ansøge det høie Kollegium om Hjemkaldelse.

»At ville anføre her de mangfoldige Aarsager til dette Skridt vilde kun være at trætte og bedrøve det høie Kollegium med Repetitionen af de Ubehageligheder, hvorom det sikkerligen allerede er underrettet. Ingen vil bedre end det høie Kollegium indse, hvor smertelig det maa være at henleve denne Krig i den mest fortærende Ørkesløshed under et fremmed Flag, medens vore hjemmeværende Kammerater daglig vinde ny Laurbær om Danebroge, og Ingen vil ved at skaffe os hjem til vor Konges, Lands og en vor Mundering værdig Tjeneste mere forbinde Orlogsskibet »Dantzick«s underdanigste Officerer.«

F. C. Holsten. C. A. Bendz.

Orlogsskibet »Dantzick« i Vliessingen den 17de December 1808.

Begge disse Aktstykker ere saa karakteristiske i deres Form og betegnende for Situationen, at man derigjennem faar et godt Begreb om Stemningen iblandt de danske Officerer, men man faar samtidig ved Gjennemlæsningen det Indtryk, at Længslen hjemefter har malet Situationen mørkere og forledet til at bruge stærkere Farver end strængt nødvendigt.

De samme Bevæggrunde, som ledede de danske Officerer til at ansøge om Hjemkaldelse fra Frankrig, bragte ogsaa Mandskaberne til at slaa et Slag for at komme hjem til Danmark, og de indsendte derfor igjennem deres Chefer en allerunderdanigst Pro Memoria herom til Admiralitetet i Kjøbenhavn,[55] hvori de klagede deres Nød.

Linieskibet »Dantzick«s Besætning skrev saaledes:

Orlogsskibet »Dantzick« den 14. December 1808.

Allerunderdanigst Pro Memoria.[56]

»Det Danske Mandskab ombord i ovenmeldte franske Orlogsskib ansøger allerunderdanigst om Hjemkaldelse til Danmark, thi for at (naa?)[57] vort kjære Fødeland ere vi blevne blottede for Klæder, og 2-3 Aars møisommelige Fortjeneste er ødelagt, besværlige Reiser har kostet, hvad vi havde fortjent. En uvant og tillige liden Føde foraarsager Sygdom og et svækket Legeme. Den Gage, vi faar, bliver forbrugt til at afhjælpe Manglen paa Kosten og næppe endda kan forslaa. Intet er tilovers til de nødvendige Klæder, undtagen man maa lide Mangel paa det nødvendige Livets Ophold.

»Mange ombord, som sidde i smaa Omstændigheder og tillige ere gifte og ikke have mere at tage af, end hvad de kunne fortjene, have Kone og Børn og svage Forældre at forsørge, for dem er det tungt at tænke paa, de lide Mangel og ei kan saa gjerne de vil afhjælpe den. Enhver gaar med et betynget Hjerte for sit og sines daglige Udkomme i en saa besværlig Tid. Og derfor ansøges allerunderdanigst det høie kongelige danske Admiralitet om Deres milde Hjælp til Befrielse fra denne tunge og utænkte Tjeneste.

»Thi vor Tanke var og altid har været at tjene vort kjære Fødeland, som vi ved os tilkommer, men ei var betænkt paa at komme i saa ussel en Tilstand som denne er for enhver, der har Følelse for sig selv.

»Enhver er fornøjet at tjene i hvad Fag i dansk Tjeneste, det bliver befalet, og skal stedse med Glæde forrette sin Tjeneste. Sygdom, Kummer og Sorg for sin og sines Tilstand kan dræbe det stærkeste Menneske, hvilket vi alle er befriet for, naar vi tjene vort eget Fædreland, hvor alting er foranstaltet til det bedste saavel for den lave som for de højere. Vor inderligste Tak og Hengivenhed i alle Maader skal bevises af enhver, om der er Mulighed til Befrielse fra denne Tjeneste.«

Paa egne og hele Mandskabets Vegne

Magnus Neils. J. F. Larsen.

Til Det høie kongelige danske Admiralitet i Kjøbenhavn.

Det enstemmige Raab om Hjælp og Befrielse, der gjennem de her gjengivne Ansøgninger lød ovre fra Schelden, var saa klagende, at Admiralitetet bestemte sig til at foretage Skridt for at faa Officerer og Mandskab hjemkaldt fra fransk Tjeneste. Ansøgningerne vare strax efter deres Ankomst til Kollegiet blevne sendte til Kongen, og under 5te Januar 1809 befalede Hs. Majestæt dem tilstillede Departementet for de udenlandske Sager.

Herfra indløb der faa Dage efter følgende Skrivelse:[58]

»Ved igjen at tilbagesende de os ved Skrivelse af 6te d. M. meddelte originale Rapporter og Ansøgninger fra de til Vliessingen beordrede kongelige Officerer af Søetaten, undlade vi ikke tjenstligst at tilkjendegive det kongelige Admiralitets- og Kommissariats-Kollegie, at vi dels i Anledning af Sammes foregaaende Meddelelser over denne Gjenstand, dels ifølge Hans Majestæts allerhøieste Befaling desangaaende, allerede for nogen Tid siden have overdraget til det kongelige Gesandtskab i Paris at søge at udvirke, at samtlige i Vliessingen befindtlige kongelige danske Søofficerer og Matroser maatte nu vende tilbage til deres Fædreneland, for her at ansættes til Tjenesten.«

Departementet for de udenlandske Sager den 10. Januar 1809.

C. Bernstorff. J. Bernstorff.

Til Det kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.

Skjøndt der saaledes fra den danske Regjerings Side blev gjort Anstrengelser for at faa Officerer og Mandskab hjem til Danmark, hvor man nu begyndte at trænge til deres Kræfter efterhaanden som det lykkedes at stille noget Flaademateriel paa Benene, førte Forhandlingerne dog ikke til noget Resultat i denne Retning. Aaret 1809 begyndte for de Danske paa Schelden lige saa trist som det gamle Aar var sluttet uden Udsigt til Forandring; da indtraf der i Januar Maaned Ordre fra det franske Marineministerium om at Besætningerne paa Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest for der at gaa ombord i 2 andre, som sagdes at være bestemte til en hemmelig Expedition.[59] Ordrens Udførelse hastede saa meget, at Officerer, Mandskab og Bagage skulde transporteres over Land paa Vogne Dag og Nat for at naa Bestemmelsesstedet saa hurtigt som muligt. Denne Disposition fra Marineministeriet kom aldeles uventet og slog ned som en Bombe i den danske Koloni. Man havde saa sikkert haabet, at den eneste Ordre, man havde i Vente, var Hjemkaldelsesordren til Danmark, og nu stod man pludselig i Begreb med at blive transporteret til en anden Orlogshavn uden at vide, hvad Øiemedet var med denne Expedition. De to danske Skibschefer, som i sin Tid havde modtaget Ordre til at overtage Kommandoen af de i Vliessingen liggende Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«, mente, at de ifølge denne Befaling kun kunde anvendes til Tjeneste her og antog, at en Forflyttelse fra det i Ordren nævnte Sted for deres Virksomhed kun kunde være berettiget, naar de danske Autoriteter havde givet deres Minde hertil.

Som Følge at denne Opfattelse troede de danske Chefer ikke, at de kunde tage Ansvaret paa sig for en Handling, hvorved Anvendelsen af to Linieskibes Besætning — omtrent 1300 Mand — blev en anden end den, Hs. Majestæt havde bestemt.

Endnu en Gang skulde altsaa dette ulykkelige Afhængighedsforhold til Admiralitetet i Kjøbenhavn, som hele Sommeren igjennem havde vist sig saa fordærveligt, drive sit Spil, og denne Gang med saa alvorlige Følger efter sig, at det blev den sidste.

Det er ufatteligt, at to saa dygtige Officerer som Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, der under deres Ophold i fransk Tjeneste havde gjort saa dyrekjøbt en Erfaring i denne Henseende, ikke have kunnet indse, at hvor loyal end deres Tænkemaade var ligeoverfor Konge og Fædreland, maatte den Fordring, at det danske Admiralitet skulde have en Haand med, hvor det blot gjaldt om en Forflyttelse af Mandskab og Materiel, kort sagt en strategisk Forholdsregel, selvfølgelig fra et militairt Standpunkt betragtes som en Umulighed. Og det er lige saa uforstaaeligt, at de ikke have kunnet se, at det Standpunkt, de indtoge i denne Sag, maatte drage de farligste Konsekvenser efter sig, og at de stode i Begreb med at gjøre det mest vovelige Skridt, som en Militair kan foretage sig i Krigstid: at nægte at lystre. —

Man kan vel ikke andet end til en vis Grad respektere den yderliggaaende Følelse af Ansvar og Pligt hos de danske Skibschefer ligeoverfor Bogstaven i deres Ordre hjemmefra, men det bør dog ikke her glemmes, at Kapitainerne Rosenvinge og Holsten ved Siden heraf ogsaa havde et Ansvar ligeoverfor den Regjering, under hvis Flag de tjente og at de sikkert burde have betænkt den Fare, der ramte Disciplinen i hele Scheldeflaaden, naar to af dens Linieskibe nægtede at lystre Ordre.

Saasnart det blev bekjendt ombord, hvad Skrivelsen fra det franske Ministerium indeholdt, og at Afreisen var forestaaende, viste der sig bestemte Tegn paa, at Udførelsen af Ordren ogsaa vilde støde paa Modstand fra Mandskabernes Side. Det saa næsten ud, som om Folkene havde en Anelse om, at de ikke vilde staa alene, naar de vovede dette betænkelige Skridt, men maaske endogsaa finde Støtte hos deres Chefer, og paa den anden Side er det ikke urimeligt at antage, at disse i dette fredelige Mytteri have fundet en Berettigelse af deres egen Optræden.

Denne Antagelse bestyrkes ogsaa ved den frimodige Maade, paa hvilken Folkene optraadte ved denne Leilighed og underrettede deres Chefer om, at de ikke havde i Sinde at lystre den omtalte Ordre, en Beslutning, som under almindelige Forhold vilde have bragt adskillige af dem til at ende deres Liv under Fokkeraaen. I et Antal af 2-300 begav de danske Matroser sig til deres Chefer og erklærede paa det bestemteste, at de ikke vilde gaa til Brest idet de tilfølede: »at de vilde adlyde i Skibet, men naar de kom i Land og ved Magt skulde forceres til Afmarch, vilde de aftrække Klæderne og lade sig nøgne ihjelskyde; den første Død var bedre end den sidste; de havde allerede lidt for meget og vilde saameget mindre forlade Vliessingen, som de gjorde sig Haab om ifølge deres indgivne Ansøgning at blive kaldte hjem og derfor vilde oppebie deres Konges Resolution.«[60]

Medens saaledes saavel Chefernes som Mandskabets Holdning efter det ovenfor anførte var givet, stode Officererne temmelig indifferente, uden endnu at indtage nogen bestemt Stilling til Spørgsmaalet. De indskrænkede sig til at faa Mandskabet bragt til Rolighed ombord i Skibene, men intet mere, idet de indsaa, at deres Myndighed over Folkene ikke spændte videre. Som Følge heraf gjordes der heller ikke fra Officerernes Side yderligere Forsøg paa at faa Besætningerne til at gjøre deres Pligt, man slog sig til Ro med det Faktum, at Folkene ikke vilde forlade Vliessingen, ja Næstkommanderende ombord i »Dantzick«, Kapitainlieutenant Fasting, udstedte endog følgende eiendommelige skriftlige Erklæring til Bekræftelse herpaa:[61]