# De Danske paa Schelden (1808-1809) Under Kapitainerne S. U. Rosenvinge og H. Baron Holsten.

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/de-danske-paa-schelden-1808-1809-under-kapitainerne-s-u-rosenvi-0713a1e3/index.md

Det varede ikke længe, førend Klagerne over den utilstrækkelige Bespisning og Manglen paa Køietæpper naaede den franske Marineministers Øren. Skjøndt Besværingerne endnu ikke vare af stor Betydning, skjænkede Hertugen af Decrès dem dog saa megen Opmærksomhed, at han afsendte en Adjutant til Vliessingen for at undersøge Forholdene ombord i Skibene og senere en ministeriel Embedsmand (administrateur) med Fuldmagt til om fornødent at foretage Forandringer i Folkenes Bespisningsreglement. Resultatet heraf blev ogsaa, at der foretoges forskjellige mindre Forandringer i Bespisningen for de danske Mandskabers Vedkommende,[28] og man haabede ved disse Forholdsregler at have borttaget al Grund til videre Klage paa dette Omraade.

Det bedste Vidnesbyrd om, at man fra fransk Side ærligt bestræbte sig for at afhjælpe de Mangler, der klagedes over, og som begyndte at true med at ødelægge det gode Forhold imellem Danske og Franske, har man i Hertugen af Decrès egne Ord. I en udførlig Rapport til Keiseren berører Ministeren ogsaa Aarsagerne til den begyndende Misfornøielse og udtaler sig saaledes herom:

»Jeg blev underrettet om, at der med Grund klagedes over, at man ikke strax havde sørget for at forsyne dem med Køier og Tæpper; der tilføiedes, at man fandt den for en fransk Matros reglementerede Ration utilstrækkelig, og endelig, at deres Gage ikke blev dem regelmæssig udbetalt. Jeg gav Ordre til, at de nødvendige Køier og Tæpper strax skulde udleveres til dem, og at Gagen skulde udbetales i rette Tid. Jeg erfarede imidlertid, at uagtet mine Ordrer blev Gagen alligevel ikke udbetalt saa bestemt, som jeg kunde have ønsket det; de danske Matroser beklagede sig over, at de Køier, som de havde faaet udleveret, ikke var efter Ønske, da de vare vante til at have en lille Madrats i Køien, noget som ikke bruges her i Frankrig.

»For at gjøre Ende paa disse Klager gav jeg i Juni Maaned Ordre til i fuld Udstrækning og uden Ophold at udføre Deres Majestæts Befaling om at behandle de Danske med Hensyn til Udbetalingen af deres Gage paa lignende Maade som de franske Matroser af tilsvarende Grad.«

Da disse Indrømmelser imidlertid ikke havde det Resultat, som man havde ventet, blev der fra Marineministeriet i Paris givet Anvisning paa 2 Maaneders Udbetaling forud af de danske Mandskabers Gage, og Pengene stillede til Kapitain Rosenvinges Disposition.

Man kan i disse forskjellige Foranstaltninger fra Hertugen af Decrès’ Side ikke undgaa at lægge Mærke til, at de bære Præget af, at Ministeren allerede paa dette Tidspunkt har set Faren for hele Eskadren ved, at Misfornøielsen ulmede og voxede iblandt de fremmede Søfolk, og at det derfor har været ham af Vigtighed at dæmpe den i sin Begyndelse. Da dette imidlertid hidtil ikke var lykkedes, greb han nu til det Middel at sætte sig i personlig Forbindelse med Kapitain Rosenvinge, i den Tro, at direkte Forhandling med den ældste danske Søofficer hurtigst og sikrest vilde kunne bringe Klagerne og Misfornøielsen til at forstumme iblandt »Pultusk«s og »Dantzick«s Besætning.

I sin Indberetning til Keiseren udtaler Ministeren sig paa følgende Maade om dette Punkt:

»Paa dette Tidspunkt vare ugunstige Rygter komne mig for Øre om den Aand, der herskede iblandt de danske Søfolk, der vare ombord i Deres Majestæts Linieskibe. Jeg skrev derfor til Mr. Rosenvinge for at underrette ham personlig om de Forholdsregler, som jeg havde taget til Bedste for hans Mandskab, for at han selv kunde vaage over Udførelsen deraf og indberette til mig derom. Jeg skrev til ham om at korrespondere med mig i Sager, hvor han troede det nyttigt for den Tjeneste, der var ham betroet, uden dog iøvrigt at gjøre nogen Forandring i hans Subordinationsforhold til Admiralen.«[29]

Den Imødekommenhed, der ved denne Ordning blev vist de danske Chefer, var ikke saa ganske ringe og burde have baaret de bedste Frugter. Den Omstændighed, at en Skibschef i en Eskadre fik den Begunstigelse fremfor sine Kammerater at kunne forhandle uden Eskadrechefens Mellemkomst direkte med Ministeriet i Sager, der angik hans Mandskabs Vel og Ve, var saa stort et Særsyn og indeholdt saa gode Chancer for at faa alt, som man ønskede det, naar blot Tilladelsen blev benyttet med tilstrækkelig Moderation og Forsigtighed. Det kan imidlertid ikke skjules, at Kapitain Rosenvinge næppe har haft Øiet aabnet for dette Forhold og ikke har indset, at den begunstigede Særstilling, han i Øieblikket indtog, ikke var uden Fare, at den Tilladelse, der var givet, var som et tveægget Sværd, der ved Uforsigtighed eller naar det blev misbrugt kunde vende Æggen imod ham selv. Næppe saa han sig befriet for den hæmmende Indflydelse, som det nødvendigvis maatte have, at hans Besværinger og Anmodninger om Forandringer skulde passere Eskadrechefens Hænder og veies og kritiseres ombord i Admiralskibet, for maaske aldrig at naa videre, førend han strax lagde Haand paa Værket og i en omstændelig Rapport til Marineministeren i et paa sine Steder temmelig energisk Sprog fremsatte en Række Klagepunkter, blandt hvilke dog Proviantspørgsmaalet, Klagen over den utilstrækkelige Kost var Tyngdepunktet.

I Kapitain Rosenvinges Skrivelse,[30] der er dateret Orlogsskibet »Pultusk« Oedekenkercke den 30. Juli 1808 fremsættes Klagen over Rationernes Utilstrækkelighed paa følgende Maade:

»Jeg gik ombord i »Pultusk« med en god dansk Besætning. Det varede kun kort Tid førend jeg indsaa, at der utilstrækkelige Kost ikke var den ringeste af de Hindringer, som jeg vilde faa at kjæmpe med. Deres Excellence vil kunne forstaa en Chefs Følelser i et Øieblik, hvor 2 af Mandskabet som Talsmænd for alle de andres Sag, fremstille sig for ham paa den mest ærbødige Maade, vise deres Ration og derved give det bedste Bevis paa dens Utilstrækkelighed.

»Deres Excellence vil kunne forstaa de Følelser, som har bemægtiget sig mig ved at høre følgende Ord af et lidende Mandskab:

»Vi ere komne fra Europas længst bortliggende Havne for at tjene vort Fædreland. Vi have trodset Elendigheden efter at have fortæret den sidste Skilling af den Hyre, som vi møisommelig have tjent ombord i Koffardiskibene. Vi have med Taalmodighed trodset den barskeste Aarstid og de mest ufremkommelige Veie. Vi have set vore Kammerater falde om ved Siden af os udmattede af Anstrengelse; men enhver Hindring svandt bort for den glimrende Udsigt til at komme til at forsvare Fædrelandets Kyster under vort eget Flag. Men selv denne Opmuntring blev os berøvet i det Øieblik, hvor vi bleve kommanderede ombord i Skibe under et fremmed Flag, hvor det nødvendigste til Livets Ophold knap bliver os tilstaaet.«

Hertugen af Decrès var ikke i Paris, da Kapitain Rosenvinges Brev ankom til det franske Marineministerium. Brevet traf ham i Rochefort, hvor Ministeren opholdt sig paa en Inspektionsreise, og kom temmelig uventet. Han havde haft Grund til at haabe, at de forskjellige Ulemper, og i alle Tilfælde Proviantspørgsmaalet, var ifærd med at blive løst paa en tilfredsstillende Maade, og nu modtog han en Fremstilling af Sagen i saa stærke Udtryk, at man kunde forledes til at tro, at de danske Besætninger skreg af Sult. Ministeren har sikkert maattet være paa det Rene med, at den Fremstilling, han havde modtaget, i ethvert Tilfælde var noget overdreven. Med al Hensyn til den nordiske Appetit og dens Krav var det dog en Kjendsgjerning, at 6 andre Linieskibes Besætninger levede paa samme Maade paa Schelden, og da det tilmed var Midsommerdage (Juli Maaned), kunde Trangen til kraftigere Kost ikke være saa paatrængende. Endelig maatte man ogsaa antage, at Forholdene ikke kunde være saa fortvivlede, da Kapitain Rosenvinge samtidig med Indsendelsen af sin indtrængende Klage indskrænkede sig til at bemærke, »at dersom man til Rationerne føiede et ganske lille Kvantum Smør, som vilde være gavnlig for de Danskes Sundhedstilstand, troede han, at Rationerne vilde være tilstrækkelige for Sommeren, men at Vinteren vilde nødvendiggjøre en Forøgelse.«

Ikke destomindre lod Ministeren ikke Klagen ligge uden at tage Hensyn dertil. Han havde maaske end yderligere Grund til nærmere at undersøge Forholdene ombord i de to dansk bemandede Linieskibe, da Kapitain Rosenvinge i samme Skrivelse forlangte, at den franske capitaine de frégate[31], der som tidligere omtalt var til Tjeneste ombord i »Pultusk«, tilligemed en anden fransk Officer skulde fjernes, da de ikke kunde komme ud af det med de danske Officerer. Skjøndt dette Forlangende var af en lidt vanskelig Natur, strakte Hertugen af Decrès sin Imødekommenhed imod de Danske videre, end man kunde vente. Admiral Missiessy blev strax gjort bekjendt med Kapitain Rosenvinges Brev og Admiralens Erklæring indhentet med Hensyn til Forflyttelsen af de to franske Officerer. Svaret gik ud paa, at Missiessy var vel kjendt med Forholdet, at Rosenvinge var uretfærdig i sin Bedømmelse af de to Officerer, men at han desuagtet skulde beordre dem forflyttede ombord i Linieskibet »Dalmate«, saasnart det var muligt[32].

Skjøndt der saaledes fra de franske Marineautoriteters Side blev taget billigt Hensyn til Klagepunkterne i Kapitain Rosenvinges Skrivelse, er det naturligt, at ikke Alt strax kunde blive ændret. Større og vigtigere Sager lagde nødvendigvis Beslag paa Ministerens Opmærksomhed, og Scheldeflaadens indre Anliggender maatte derfor træde i Baggrunden.

Paa den anden Side ventede de danske Besætninger ombord i »Pultusk« og »Dantzick« med Utaalmodighed paa, at deres Ønsker skulde blive opfyldte i videste Udstrækning. De danske Chefer, og navnlig Kapitain Rosenvinge, der som den ældste havde Ansvaret paa sig, saa med Utilfredshed og Beklagelse, at det ikke gik saa hurtigt, som man kunde ønske, med at faa de Mangler rettede, som i hans Øine havde den største Betydning. Kapitain Obet var stadig endnu til Tjeneste ombord i »Pultusk«, Materiellet ombord i Skibene var stadig i den samme mindre gode Forfatning, og disse forskjellige uheldige Omstændigheder i Forbindelse med at man nu fortalte som sikkert, at Eskadren snart skulde i Søen, bestemte Kapitain Rosenvinge til atter og paa en mere energisk Maade at benytte den givne Tilladelse til direkte at henvende sig til den franske Marineminister.

Det er saare forstaaeligt, at Kapitain Rosenvinge ved Tanken om et forestaaende Efteraarstogt har anset det for sin Pligt at sørge for at have Skib og Mandskab i den bedst mulige Stand og derfor ikke er veget tilbage for endnu en Gang at foretage et direkte Skridt i den Anledning, men det havde samtidig været i høi Grad ønskeligt, om han havde haft Besindighed nok til ikke at tilspidse sine Fordringer ved denne fornyede Henvendelse og fremfor Alt havde undgaaet at fremsætte dem under saa skarp en Form, at Hertugen af Decrès kunde tage Anledning til med Rette at beklage sig derover.[33]

Den Skrivelse, som ved sit Indhold og sin Form foranledigede, at Ministeren saa sig nødsaget til at indanke Sagen for Keiserens Domstol, er dateret 6te September 1808. Det var en Gjentagelse af de samme Klager og de samme Fordringer, kun mere vidtgaaende og fremfor Alt fremsatte som et Ultimatum til den franske Marinebestyrelse[34].

.... »Deres Excellence maa tillade mig at erklære,« skriver Kapitain Rosenvinge, »at Kapitain Obet’s Opførsel i den senere Tid har været saaledes, at det er mig umuligt at tjene længere sammen med denne Officer. Jeg finder det ikke passende i dette Brev at omtale mine Klager nærmere; men dersom min blotte Forsikring ikke er Dem tilstrækkelig Garanti for, at mit Forlangende er retfærdigt, skal jeg skaffe Beviser tilveie, som vil kunne overtyde Dem om, at jeg kun har det Ønske tilbage, at enten han eller jeg forlader Skibet ...

»Som erfaren Sømand er det min Pligt at erklære lige overfor Deres Excellence, at en Del af de fremsatte Forlangender ere af saa stor Vigtighed, at Tabet af min egen og den danske Marines Ære, og maaske Tabet af en Del af Frankrigs Flaade vil blive Resultatet, hvis man ikke foretager Forandringer forinden Eskadrens Afseiling. Og for de to førstnævnte Aarsagers Skyld vil jeg ikke kunne forsvare lige overfor min Konge, at jeg ikke forlanger at forlade en Kommando, som kun kan føre til et sørgeligt Resultat.....

»Enhver Dansk ombord tænker paa Skibenes Ufuldkommenhed, Misfornøielsen voxer, og paa samme Tid fordobles Længslen efter at vende hjem til et Land, som venter os med aabne Arme, hvis Ære er et med Besætningernes Ære, og som vil glæde sig over vor Hjemkomst og ved at se os befriede fra den pinlige Tilstand, hvori vi befinde os.«[35]

Kapitain Rosenvinges Skrivelse indeholdt foruden de ovennævnte forskjellige Klager og Fordringer endnu et Punkt, et Etikettespørgsmaal, og det var Fremsættelsen heraf, som bestemte Hertugen af Decrès til at samle alle de svævende Stridspunkter og forelægge hele Sagen for Keiseren i en udførlig Rapport.[36]

Da den ældste franske Linieskibschef i Scheldeflaaden, capitaine de vaisseau Soleil[37], Anciennetet var yngre end Kapitainerne Rosenvinge og Holsten[38], reistes fra dansk Side officielt det Spørgsmaal, hvem der eventuelt skulde have Kommandoen i Tilfælde af, at den kommanderende Admiral enten faldt eller paa Grund af Sygdom blev sat ud af Stand til at kommandere, idet der gjordes gjældende, at de som ældre i Anciennetet ikke kunde tjene under Kapitain Soleil.

Det var sikkerligt et højst uklogt Skridt saa kort Tid efter Ankomsten og tilmed som Udlændinge at røre ved et Problem, hvis Løsning der maaske slet ikke blev nogen Anvendelse for, og om hvilket man paa Forhaand kunde sige, at hvad Berettigelse end de stillede Krav kunde have, vilde et Forsøg paa at gjøre dem gjældende kun have et bestemt Afslag tilfølge fra fransk Side.

Forespørgslen, der indgik skriftlig til den franske Marineminister, blev fremsat paa følgende Maade i en Skrivelse fra Kapitain Rosenvinge, dateret Orlogsskibet »Pultusk« den 6te September 1808,[39] og samtidig hermed henvendte de danske Chefer sig til Admiral Missiessy med det samme Spørgsmaal:

»Jeg har Grund til at antage, — hedder det i Skrivelsen, — at Linieskibskapitain Soleil betragtes som den ældste i Anciennetet her i Eskadren. Det er meget pinligt for Baron Holsten og mig, som ere ældre i Anciennetet som Kapitainer i den danske Marine, at se os berøvede den Plads, som tilkommer os og det stik imod den keiserlige Ordre, som indrømmer os de samme Rettigheder som Hs. keiserlige Majestæts Undersaatter. Som Officer maa den militaire Lov, altid at følge Ancienneteten, en Lov, som gjælder for alle Nationer, være Dem bekjendt. Deres Excellence vil af denne Grund tilgive os, naar vi erklære, at vi under ingen Omstændigheder ville kunne lade os kommandere af andre end af den, som har Retten dertil gjennem sin Anciennetet.«

Der fulgte intet skriftligt Svar herpaa til de danske Officerer, men Ministeren sendte blot nedenstaaende Skrivelse, hvori Keiseren løste Spørgsmaalet paa en ligesaa klar som kategorisk Maade, til den Høistkommanderende paa Scheldeflaaden, med Paalæg om mundtlig at meddele de to danske Officerer Afslaget, saafremt det var nødvendigt.[40]

»_Paris_, den 18/9 1808.[41]

Fra Ministeren

til _Kontre-Admiral Missiessy_, Chef for Scheldeflaaden.

»Hr. Kontre-Admiralen har ved Skrivelse af 10de d. M. henledet min Opmærksomhed paa den Omstændighed, at d’Hrr. danske Kapitainer, som have Kommandoen over keiserlige Skibe paa Schelden, i Anciennetet ere ældre end alle de franske Linieskibs-Kapitainer (capitaines de vaisseaux), som ere til Tjeneste i Eskadren, og De retter derfor det Spørgsmaal, til hvem Kommandoen skal overgaa i Tilfælde af, at De selv maatte blive forhindret i at føre den.

»Skjøndt dette Spørgsmaal i sig selv er af den Natur, at jeg paa Forhaand kunde være sikker paa Keiserens Opfattelse af Sagen, har jeg dog forelagt Spørgsmaalet for Hs. Majestæt. Hans Decision i Sagen følger nedenfor, og De vil, saafremt det er nødvendigt, have at meddele de Paagjældende denne:

»De danske Skibschefer, Officerer og Mandskaber, som forrette Tjeneste paa den franske Eskadre paa Schelden, ville være at betragte som Auxiliaire, og Overkommandoen i Eskadren vil derfor, naar Admiralen paa Grund af Fraværelse eller af enhver anden Aarsag er forhindret i at føre Kommandoen, overgaa til den franske Linieskibschef, som efter den franske Marines Anciennetetsliste er den ældste. —

»Modtag, Hr. Kontre-Admiral, Forsikringen om min udmærkede Høiagtelse.

Decrès.«

Der affeiende Maade, hvorpaa Keiseren havde behandlet Anciennetetsspørgsmaalet, overbeviste vel de to Kapitainer om, at enhver Mulighed om yderligere Forhandling var afskaaret, men da de samtidig følte sig overbeviste om, at der var begaaet Uret imod dem, og at de skyldte den Marine, de tilhørte, at værne om dens Ære, søgte de Tilflugt under det danske Admiralitets Vinger og indgik til dette med en Fællesrapport[42], hvis Hovedpunkt selvfølgelig var Anciennetetsspørgsmaalet, men som tillige indeholdt en omstændelig Klage over alle de uafhjulpne Mangler, hvorunder de danske Besætninger stadig maatte lide. Rapporten er dateret Orlogsskibet »Pulstuck«[43] den 31te (?) September 1808, tilankers paa Schelden ved Vliessingen. De indstillede heri underdanigst, »om vi kan eller bør renoncere paa vores Anciennetet, saa meget mere da vi ei føre det kjære danske Flag, og altsaa ingen Aarsag er til at anse os som Auxiliaire. Vi bede meget, at Kollegiet vil antage sig denne Sag og tør haabe, at vi til det meget Ubehagelige, vi maa igjennemgaa, ei endnu skal se os tilsidesatte som danske Søofficerer, der vistnok kan maale sig med alle andre.«

»Vi behøve vistnok ikke at anmærke,« — saaledes slutter Rapporten, — »hvor tungt det er for os med den bedste Villie, at se os mangle kraftige Midler, og saaledes være Aarsag i, at den danske Marine skulde tabe den Roes, den Agtelse, den fra Arilds Tid har havt hos Venner og Fjender.«

I Kjøbenhavn var man bleven alt andet end behagelig overrasket ved Modtagelsen af Fællesrapporten, der med rene, klare Ord fortalte, hvor mislig og uholdbar Situationen paa Schelde-Flaaden i Grunden var for de Danske. Den Følelse har sikkert ikke kunnet holdes tilbage hos dem, der stod i Spidsen for Marinens Bestyrelse, at Skylden for det daarlige Forhold, der daglig forværredes, og inden ret mange Maaneder skulde føre til en Katastrophe, ikke tilfulde kunde lægges dem til Last, som for Øieblikket maatte lide under Følgerne deraf, men havde sin dybeste Grund i den mangelfulde Maade, hvorpaa Forholdet fra Begyndelsen af var bleven ordnet. I Erkjendelse heraf ansaa Admiralitetet det som en Pligt at anvende sin Indflydelse paa at fremskynde Afhjælpelsen af de Mangler, hvorover der saa indtrængende var bleven klaget, medens man samtidig ønskede saavidt muligt at undgaa ethvert Skridt, der kunde støde de franske Autoriteter. Man valgte derfor den lemfældige Fremgangsmaade under 22de Oktober at sende Fællesrapporten til Departementet for udenlandske Sager[44] ledsaget af en Anmodning om, at Departementet gjennem den kongelige danske Gesandt i Paris, Geheimeraad Dreyer, vilde yde sin Bistand til at udvirke de omtalte Mangler afhjulpne.

For endvidere at vise, hvilken Anskuelse Admiralitetet selv havde om dette Spørgsmaal, og at man ikke paa alle Punkter billigede de to Officerers Optræden sendtes tillige til Gjennemlæsning den Svarskrivelse, som Admiralitetet agtede at afsende til Vliessingen, og hvis Hovedpunkter nedenfor gjengives[45]:

»Til

Hr. Kapitain Rosenvinge

à Vliessingen.

»For om muligt at bevirke, at der kunde tages Hensyn paa Deres hos Sø-Ministeren gjordte Reqvisition, har Man tilstillet det kongelige Departement for de udenlandske Sager her, Deres seneste Skrivelse af 28de Septbr. med Anmodning at ville igjennem vor Minister i Paris bevirke det fornødne; Kollegiet, som ganske er enig med Dem, saavelsom med Hr. Baron Holsten hvad Mangels Posterne angaar saavel i Henseende til det fugtige Krudtkammer, som Jernets og Blokværkets slette Bonitet, den store Mangel paa Sprøiter m. v. og kan Man ikke tilbageholde sin Forundring over at en Eskadrechef som Admiral Missiessy kan derved være stum, maa alene anmærke, at Man ved saadanne igjentagne Rekvisitioner kan aldrig være forsigtig nok med at vælge sine Udtryk.

»Iblandt Deres Fordringer er der en, som forekommer Kollegiet lidt betænkelig, nemlig ved den kommanderende Admirals dødelige Afgang De som fremmed skulde træde op til Kommandør over Eskadrer og Expeditioner, Vi troer ikke, at den franske Regjering vil akkordere det, ei heller troer vi, at De ville være tjent med at faa den« ...

Admiralitets- og Kommissariats Kollegium, d. 22de Oktober 1808.

Wleugel. Bille. Grove.

Hvor ubehageligt et Indtryk Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Fællesrapport end havde gjort i Kjøbenhavn, da man derigjennem saa, hvilken uheldig Vending Sagerne havde taget paa Schelden, vilde Regjeringen dog have faaet et langt klarere Billede af Situationens Uholdbarhed og Farlighed, hvis den havde kjendt Indholdet af det tidligere omtalte Aktstykke »Affaire Rosenvinge«, som Hertugen af Decrès omtrent samtidig forelagde Keiser Napoleon. Ministeren gjennemgik heri de forskjellige Anker, der vare fremkomne fra dansk Side, viste, hvad man havde gjort for at afhjælpe de tilstedeværende Mangler og udtalte paa sine Steder en lige saa berettiget som skarp Kritik over de Dimensioner, Fordringerne fra dansk Side havde antaget, og navnlig over den Maade, hvorpaa de vare blevne fremsatte i den senere Tid. Med Hensyn til den sidst foreslaaede Forandring i Bespisningsreglementet,[46] fraraadede Ministeren Keiseren bestemt at strække sig videre, dels fordi der allerede efter hans Formening var gjort tilstrækkeligt, men navnlig fordi den foreslaaede Forøgelse vilde medføre en altfor stor Udgift.

Ministeren afslutter sin Indberetning til Keiseren med følgende meget for haarde Udtalelse:

»Alle Mr. Rosenvinges detaillerede Klager vise kun, at han enten er en udygtig Officer, der har gjort sig til Princip at dadle alt, eller ogsaa en Mand, der af Uvillie ikke vil benytte de Hjælpekilder, han har.

»Naar man gjennemlæser Mr. Rosenvinges Korrespondance, hvori han taler i sit eget og alle de Danskes Navn, øiner man kun Lunefuldhed, Utilfredshed, Fordringer og ofte Uduelighed. Han siger, at hans Konge ikke vil tilgive ham, hvis han ikke forlanger at forlade sin Kommando, naar man ikke lader hans Forlangender vederfares Retfærdighed. Man skimter tydeligt igjennem nogle beundrende Ord om Keiseren og den militaire Hæder den sletteste Karakter, og denne Mand, der for en Maaned siden kun fremkom med maadeholdne Fordringer, har pludselig slaaet om, hvadenten han fra sin Regjering har modtaget uheldige Vink eller han, nu da han ser, at Eskadrens Afseiling er nær forestaaende, paa Grund af den fremrykkede Aarstid slutter, at dens Bestemmelsessted ikke kan være Østersøen. Dette har vakt Utilfredshed saavel hos ham som hos Baron Holsten og fremkaldt hans Ønske om at forlade Deres Majestæts Tjeneste og vende hjem. Jeg kan ikke undlade at fremhæve for Deres Majestæt, at man ikke kan love sig noget godt af den Aand, der hersker iblandt de danske Officerer, og at jeg forudser, at de have indgydt deres Mandskaber den samme Utilfredshed, og at det vil blive nødvendigt enten at lade dem faa en alvorlig Irettesættelse gjennem deres Regjering, eller at forlange dem afløste af andre Chefer.

»Jeg indbefatter Baron Holsten heri, fordi Mr. Rosenvinge ogsaa taler paa hans Vegne, og det er sandsynligt, at begge ere lige fordringsfulde og lige delagtige i den slette Aand, som præger denne Brevvexling.«

Decrès.