Part 6

»Vil I see, I blive!« raabte Halvor rasende og søgte at stille sig i Veien for de Flygtende, mens han pegede op mod Faderen, der stod øverst paa Forhugningen synlig for Alle i Maanelyset. »See, deroppe staaer han, som I skjældte for Brændetyv, og værger Jer Alle, mens I smøre Haser -- Der har vi Svensken!«

Dette Udraab spredte Partigjængerne som Avner for Vinden. Klokkeren, Bjørnstad, Lieutenant Wærn og Halvor stode alene tilbage i Skandsen, medens Fjenden rykkede frem paany.

»Giv Agt, Manne -- de bageste Geleder holde sig færdige!« kommanderede Lieutenanten med høi Røst.

De forreste Ryttere reve Tømmerne til sig og vendte om, skuffede af denne List.

»Tilbage, Gossar -- Skoven er fuld af Jyder!« raabte den svenske Anfører.

Rytterne gave sig blot Tid til at tage deres Døde op paa Hestene og satte af Sted tilbage gjennem Huulveien. Skoven laa atter stille og forladt i det blege Maanelys.

HJEMMETS FUGL.

Moder Ulles Hytte laa tilsyneladende uforandret siden denne Fortællings Begyndelse. Olaug gik Aftenen efter at det foregaaende Optrin fandt Sted i Skoven, frem og tilbage i den lave Stue, hvor Uroen bestandig svingede paa sin Krog under Bjælkeloftet. Den unge Pige standsede af og til og lyttede ved Døren, eller aandede en klar Plet paa de hvide, frosne Blomsterruder, for at see ud i Mørket, med Strikketøiet i Hænderne, medens hun bestandig gik fra og til Gryden, der kogte over Ildstedet. Stormen foer med lange og klagende Hyl ned gjennem Fjeldkløften, Fossens eensformige Buldren lød op fra Dybet. Tranlampens Flamme viftede hid og did ved de hyppige Vindpust, som trængte ned i Stuen gjennem den aabne Skorsteen.

Henne paa Stoleryggen ved Bordet sad en aarvaagen Høne og plirede med et søvnigt Øie, medens den agtpaagivende fulgte Olaugs Bevægelser. Pludselig brusede den op i Fjerene og saae mod Døren. Den blev revet op, Jørgen sprang ind og stængte omhyggeligt efter sig.

»Fjenden er efter mig,« sagde han og hængte sin Bøsse op bag Skorstenen. »De vrimle i Skoven herudenfor i Nat. Klokker Bakke og jeg laa i Baghold oppe i Fjeldet og skjød en Officeer væk for dem. Vi spørge vel snart Nyt derude fra.«

»Skjul Dig!« raabte Olaug og flyttede en Bænk hen under Loftslugen.

Jørgen svang sig op derigjennem. Olaug stillede Bænken tilbage og speidede uroligt lyttende mod Døren. Lidt efter gik den atter op, og en svensk Vagtmester, fulgt af tre Soldater, traadte ind i Stuen.

Vagtmesteren saae sig om. Olaug stod ved Bordenden og strikkede paa Uldstrømpen; hendes rolige Mine røbede hverken Frygt eller Uro.

»Hvor har Du skjult ham?« spurgte Underofficeren barsk. »Det nytter ikke, Du nægter: Fyren sprang over Kløften og forsvandt her.«

Olaug betragtede ham forundret.

»Her var Ingen siden i Morges,« svarede hun. »Søg selv; Leiligheden er ikke stor; her findes intet Skjul uden Loftet dèr. Stigen ligger udenfor Huset.«

Vagtmesteren saae sig om. Det lave Rum frembød intet Skjulested. Han jog Kaarden gjennem Sengens Dyner, medens hans Folk hentede Stigen og satte den til Loftslugen. Vagtmesteren steg halvt op og holdt Tranlampen i Veiret, medens han speidende undersøgte det tomme Rum. Jørgens Hoved forsvandt i det samme i Skyggen af Hanebjælken, langs hvilken han laa udstrakt.

Da Vagtmesteren havde overbeviist sig om, at der Ingen var skjult paa det Loft, steg han gravitetisk ned og nærmede sig Olaug.

»Du er, ta'e mig tusan, det vakreste Fruentimmer, jeg har seet, siden vi kom ind i dette forbandede Vinterlandskab. Giv os et Kys; det driver Frost og Kolden saa rart ud af Kroppen.«

Olaug blev staaende rank, der hun stod, og betragtede den svenske Vagtmester uforfærdet.

»Jer Commandant vil i Morgen sige Jer ringe Tak, fordi I lader Bjørnstad springe til Fjelds, mens I gantes med et værgeløst Fruentimmer.«

»Bjørnstad!« raabte Vagtmesteren, »den Helvedeshund, som igaar Eftermiddags skjød fire af vore Folk heromme i Skoven fra Forhugningen?«

»Det var ham, som nys sprang her forbi Stuen og nu er høit til Fjelds, al den Stund han har erfaret, at jer General har sat en Priis for den, som bringer ham død eller levende.«

»Død og Sakrament, Galgen er ham vis, den Poltron!« raabte Vagtmesteren og skred mod Døren. »Men vi sees igjen, skjøn Jomfru, saa skal vi erfare, hvad der holder bedst ud: Kvindeknibskhed eller svensk Mandemod.«

Han sendte Olaug et Slængkys med fem Fingre, som han borede ind mellem sine skjægløse Læber, og bukkede sig ud gjennem den lave Dør.

Maanelyset faldt hen over Veien, Rimen gnistrede inde i Sneens blaalige Slagskygger, Soldaternes Skridt tabte sig knirkende i det Fjerne.

Jørgen steg ned fra Stænget. Olaug satte taus en Skaal dampende Suppe frem for ham og tog en Hornskee fra Bordskuffen. Derefter gav hun sig til at skaffe andetsteds i Stuen.

Medens Jørgen spiste, skottede han jævnlig efter Olaugs ranke Skikkelse.

»Var Du altid saa faamælt, da stakkels Mormor levede?« spurgte han.

»Mormor!« gjentog Olaug med en Stemme, der rummede en Verden af Inderlighed. »Med Mormor var det en heel anden Sag; hun trængte til mig.«

»Hvad gjør _jeg_ da?« foer Jørgen op.

»Vi to!« sagde Olaug og knugede Hænderne om Strømpen. »Du er nu Herre i Huset og jeg -- Skjændselsbarnet, som Du tog op! Det husker jeg aarle og silde; det glemmes aldrig.«

Hun saae op; da hun mødte hans alvorlige Blik, sænkede hun igjen hurtigt Øinene og lod sin Haand glide gjennem Hønens Fjer.

»Du holder meget af Guru dèr?« sagde han lidt efter.

»Ja, jeg solgte den ikke for mange hundrede Daler,« svarede Olaug med inderlig Overbeviisning og holdt Hønens Hoved op til sin brændende Kind. »Lille Guru, hvad skulde jeg gjøre uden Dig?«

Jørgen saae grublende frem for sig og nikkede gjentaget.

»Ja, det er ogsaa sandt,« sagde han. »Det duer ikke at leve, dersom En ikke har Nogen at leve for.«

»Naar jeg kommer hjem, og Guru har været lukket inde, saa flyver hun mig i Møde og kagler og støier af Glæde. Det er saa velsignet, naar Nogen længes efter En.«

»Ja, det er ogsaa sandt,« gjentog Jørgen.

»Og veed Du, hvad hun gjorde i Gaar Aftes, da jeg kom hjem og havde været borte hele Dagen?«

»Nei da? -- Et Æg?« spurgte Jørgen med stor Interesse.

»Guru pleier altid at tage et Korn eller et Halmstraa og lægge ned foran mig; det betyder, at hun vil glæde mig. Men i Gaar var der ikke noget Korn, saa rev hun en Fjer af sit eget Bryst og bragte mig den i Næbet. -- Kan Du saa forstaae, at jeg holder af Guru?«

Olaug skjulte Ansigtet i Hønens brusende Fjer og satte den derefter varsomt op paa en Pind i Nærheden af hendes Sengested.

»Det er jo ogsaa den, de kalde Hjemmets Fugl,« sagde Jørgen og saae tankefuldt paa Olaug.

Lidt efter stak Guru Hovedet under Vingen og sov.

»Siig mig, --« spurgte Jørgen pludselig; han sad og snittede i et Træstykke, som han dannede til et kunstfærdigt udskaaret Naalehuus; »hvor kan det være, at Du endnu ikke har bedet om Penge til vor Huusholdning?«

Olaug blev blussende rød.

»Jeg bad heller ikke Mormor, som er i Himlen, om Penge,« svarede hun, »saadant noget stelte jeg selv om.«

»Hvad vil det sige?« spurgte Jørgen; »hvor tager Du Penge fra til vor daglige Føde og Forpleining?«

»Mormor lærte mig, at vi ikke behøvede meget; hun gav mig Formaning om, hvad jeg havde at gjøre, og den følger jeg nu. -- Seer Du,« vedblev hun ivrigt med et freidigt Smil og et Kast med Hovedet, der røbede den stærke Ungdoms Higen efter at tage Kampen op med Tilværelsen. »Brændsel giver Skoven mere, end vi behøve; i Sommer samlede jeg rigeligt Vinterforraad, som nu staaer i Stak her bagom Huset, og da Mormor kun tænkte aarle og silde paa at sulte sig selv for at spare Penge sammen til Jer Børn, saa fik jeg af Moster Bjørnstad Lov at bage Fladbrød med hendes Jern og lægge det op i deres Stolpebod derovre; det holder frisk i mange Aar. Og saa slagtede vi Gusle.«

»Hvem var Gusle?« spurgte Jørgen og prøvede Skruegangen paa Naalehuuslaaget.

»Gusle var vort Lam, saa tamt, at det altid gik med sin vaade Snude i min Haand; saa i Høst maatte Halvor slagte det til Nedsaltning. Geden giver Mælk, og Guru lægger Æg; det er Alt, hvad vi behøve. Og saa gaaer jeg Ole Svendsen Bakkes tilhaande i Stegerset, dèr falder ogsaa noget af -- saa jeg behøver ingen Penge at tage af Dig.«

»Troer Du, at en ærlig Mand vil lade sig brødføde af en Pige?« spurgte Jørgen.

»Det er jo Mormor, som i sin Grav er lykkelig over at huse sin kjæreste Søn,« hviskede Olaug. »Husk, vi skylde hende endnu mere, end vi kunne gjengjælde.«

Jørgen tav og snittede ivrig videre. Her fandtes intet Stueuhr, hvis eensformige Dikken afbrød Stilheden. Olaug læste alligevel Timer og Minuter af Dagslyset med et Naturbarns sikre Færdighed. Nattens Timer hørte Hvilen og Søvnen til; den lille, stundesløse Minutviser udstykkede ikke heroppe Tiden i de mange Brøkdele, hvoraf hver enkelt i Civilisationens Brug kan sønderlemme Livet.

Lidt efter skjød Jørgen sit Arbeide fra sig og stirrede med et Suk op mod den svingende Uro under Loftet. Hans milde og fredsommelige Ansigt havde et sørgmodigt Præg. Han hentede Violinen, der hang paa Væggen ved Siden af Skorstenen og stemte Strengene.

Olaug saae efter ham med et forskræmt Blik.

»Aa nei, ikke i Aften!« bad hun og strøg sit krusede Haar tilbage fra Panden.

»Er det Svensken, Du er bange for?« spurgte han. »Fjenden er nu langt over Fjeldet.«

»Det er ikke Svensken, jeg frygter,« svarede hun og lagde sin Haand over Violinen. »Du gjør Synd i at spille, som Du gjør, Jørgen; Du maner Aander med dit Spil. Den Døde skal have Fred i Graven; hun fik ikke meget af den, mens hun levede.«

»Hvad mener Du, Olaug?« spurgte Jørgen heftigt.

»Jeg saae i Nat Mormor herinde, lyslevende, som jeg seer Dig, derhenne ved Væggen. Maanen skinnede som i Aften gjennem Glarruden; jeg laa og saae paa din Fidel. Pludselig gled noget hvidt frem fra Maanelyset hen mellem mig og Væggen; lidt efter saae jeg grant, det var hende, mens hun bøiede sig over din Buestreng og kyssede den, nøiagtig som hun gjorde den Dag, Du sidst besøgte hende i Fjor. Da holdt hun din Bue til sine Læber, hviskede længe og velsignede den. Det var, som om hun aandede sin store Kjærlighed ind i din Fidel. Og saa da Du siden bød os Farvel -- --«

»Saa bad hun mig spille vor Vuggevise,« sagde Jørgen, »og det gjorde jeg.«

»Til Du blev borte bag Fjeldet, og Mormor stod og strakte Armene ud efter Dig, til Musiken ogsaa blev borte -- Men nu skal hun have Fred, Jørgen; hun trængte saa haardelig dertil.«

»Hun trængte mere til vor Kjærlighed,« mumlede Jørgen og hængte Violinen tilbage paa dens Plads.

I det samme lød tre Slag mod Stuedøren. Jørgen aabnede den øverste Lem; Halvors lokkede Hoved kom til Syne i Aabningen. Hans Blik fløi mistænksomt fra Jørgen til Olaug, idet han traadte ind.

»God Kvæld herinde,« sagde han. »Jeg bringer godt Nyt til Olaug fra Staden.«

»Til Olaug?« spurgte Jørgen og rynkede sine Bryn.

»Ja, for Dig er det vist ikke godt Nyt,« svarede Halvor og maalte ham fjendtlig, »al den Stund jeg bringer Brev og Budskab fra Faster Ulle, at hun har fundet et godt og kristeligt Hjem for Olaug i Frederikshald. -- Her er det.«

Han fremtog et Papir, som han rakte den unge Pige.

»Læs det høit,« sagde Jørgen.

Olaug bøiede sig mod Tranlampen og læste:

»Velfornemme Jomfru Ulle Halvorsen.

Herved bifalder og konfirmerer jeg Jomfruens ædle Hensigt at forskaffe bemeldte Ungpige et kristeligt Hjem, hvor Dyden sidder til Høibords. Jeg vil ydermere bevise min Beredvillighed at tjene Guds Villie ved at tage Pigen udi mit Huus, vel vidende om hendes Samlevnet med den omvandrende Fidelspiller, samt hendes Ulydighed og Opsætsighed, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme over hende, om derved hendes Salighed kunde erlanges.«

Olaug lod Brevet synke. Jørgen reiste sig heftigt.

»Er det Olaug, som her tales om?« spurgte han barsk, henvendt til Halvor.

»Er Du sat til at være hendes Værge?« spurgte Halvor med lynende Øine. »Hun hørte os til her paa Fjeldet, længe før Du kom. Brevet dèr er heller ikke bestemt for Olaug, men til Morbror Svendsen, for at han kunde tage Bestemmelse i Sagen; jeg stjal det ærligt og redeligt, for at Olaug kan vide, hvad hun gaaer ind til. Kun hun selv skal bestemme her.«

»Har Klokker Svendsen Bakke læst Skrivelsen?« spurgte Olaug.

»Ja. Og han finder, at Du bør reise til Frederikshald, al den Stund her ikke er Sted for en Pige at færdes mellem Krigsfolk.«

»Olaug er jo i sit gamle Hjem,« indvendte Jørgen. »Jeg er snart en ældre Mand og har ingen Kvinde til at sysle om mit Huus jeg skal nok værge for hende.«

»Jeg troer, Halvor har Ret,« udbrød Olaug med nedslagne Øine, medens hendes Bryst bevægedes som i indre Kamp. »Jeg bør ikke blive længer hjemme. -- Lad mig høre Slut paa det Brev.«

Jørgen glattede Papiret ud og stavede sig igjennem Indholdet.

»Jeg skal anvende al min Flid paa at omvende Pigen til Tugt og Herrens Formaning. Hun stiger op i aarle Morgen, al den Stund Djævelen kryber om i de varme Dyner efter ungt Kvindfolk, og har hun da at malke tyve Køer inden sex Morgen; saa skaffer hun Davre til Folkene, inden Klokken er slagen otte; saa steller hun om Husets Reengjøring og Madlavning og Opvaskning til Klokken to; saa følger Køernes Malkning, og vi gaa i Herrens Huus til Aftensang; saa sye og spinde vi til gudelige Sange, og jeg agter nøie, at hun ikke sidder og blavrer og kommer i Familiaritet med Husets Mandfolk. Jeg vil intet arrestere mig ved at referere mig selv til Roes, at vor sidste Ungpige for Herrens Aasyn fik Riis paa hendes bare Krop til Advarsel og Exempel, fordi hun var gestændig at have glanet ud ad Vindverne efter Mester Harpyts kjønne Svend, naar han i Stadsdragten gik til Laugs. Bemeldte Pige døde af Svindsot i dette Foraar udi Herrens Naade med en Salmebog under Hagen og fire Halmstraa overkors, for ikke at gaae igjen til Alles Fortrydelse, hvorved jeg skiltes fra en stor Hjertesorg.

Jeg forbliver efter min kristelige Pligt velbyrdige Jomfrues beredvilligste Tjenerinde Anea Boyer bosiddende Bagerenke i Frederikshald.«

»Det var jo en rar Besked!« ytrede Jørgen efter endt Læsning.

»Det kommer ikke Dig ved,« sagde Halvor skarpt. »Er Pladsen streng, kan hun vel finde en blidere siden hen. -- Hvad mener Olaug?«

»Jeg mener, Halvor har Ret,« sagde hun og mødte rolig Jørgens forskende Blik.

»Tænker Du slet ikke paa Guru dèr -- og paa mig? Hvad skal der blive af os, naar Du er borte?« spurgte han med lav Røst.

Olaug var meget bleg; en synlig Kamp bragte hendes Beslutning til at vakle.

»Guru!« gjentog hun klangløst og saae op mod Hønen, der var vaagnet og gav sit Mishag tilkjende ved en dæmpet Kaglen.

»Guru skal faae sine magelige Dage ovre hos Motter,« forsikrede Halvor med et Smil, der blottede hans hvide Tænder, »og jeg skal aldrig ærgre Dig mere; jeg skal -- Herre Jesus, jeg er saa lyksalig! Nu Mod og Mandshjerte i Livet og alt Fremmed paa Døren, Fod under eget Bord -- Hvad siger Du til det, Olaug?«

Hun stirrede frem for sig og nikkede uden at synes at forstaae ham. Jørgens Blik fløi forskende frem og tilbage mellem disse to unge, ranke Mennesker, begge i Begreb med at bryde ud af Reden og prøve egne Vinger, livsmodige, som skabte for hinanden. Jørgen forstod alt dette pludselig. Derfor altsaa lød Olaug Barndomsvennens Raad; han og Hjemmet var glemt. Jørgen vendte sig fra dem og afstod fra al videre Overtalelse.

Hvad Ret havde han vel til at beklage sig? Han havde flakket om i Solskin og i Slud med Violinen paa sin Ryg, med Arven i Blodet, halvt Faderens, den vandrende Musikant, halvt den altopofrende Moders, som havde taalt Alt, tilgivet Alt og takket for aldrig saa ringe en Plads i de Børns Hjerter, hvem hun ofrede sit Liv. Denne Mand var nu kommen hjem i Ordets fulde Betydning; Hytten paa Fjeldskrænten bød siden Moderens Død Maal for de jagende Længsler, Havn for hans utæmmelige Frihedsbegjær. Her havde pludselig hans Violin fundet de Strengelyde, han forgjæves søgte i fjerne Dale med Rusen i Hoved og Hjerte, medens stærke Drømmesyner bestandig drev ham videre, videre mod det Ubekjendte. Siden han kom hjem, var enhver Vandrelyst bortveiret; han sad med Fidelen under Kind i Tusmørket og spillede sine egne Sange, mens Maanens Lys sitrede mellem Fyrretræerne, og Olaug stod et eller andet Sted og lyttede. Livets Poesi laa sammentrængt i disse Inspirationens hellige Øieblikke; han følte blot, at nu var han hjemme. Han vidste ikke, at hendes Puls bankede, at hendes Øine fyldtes med Taarer, at ubegrebne Længsler skjælvede i hendes Aarer. Han spillede blot, Toner, hidtil uanede, senere hen ukjendte, Toner, fødte for en ung Kvinde og opfangede af hende, utrykte, ubesudlede, ukritiserede, blot følte, Kunstens Kunst fra Naturens Hjerte.

Nu havde Olaug nikket til Halvor; andre Toner vældede frem, mørke, vilde; de skulde senere finde deres Udtryk. Buestrengen, som Moderen aandede sin Velsignelse over, mægtede alle Tonearter. Nu svarede han rolig:

»Ja, Halvor har Ret, Olaug bør reise til Staden. Jeg hørte jo selv for lidt siden, at den svenske Vagtmester herinde lovede at komme tilbage til hende i Morgen.«

Olaugs og Jørgens Blikke mødtes, forskende efter Livets største Gaade. Fandt disse To Svar paa deres Spørgsmaal? De vidste det ikke.

Et Skrig lød pludselig ovre fra den anden Side af Kløften. Jørgen sprang til Vinduet. Guru udstødte en opskræmmet Kaglen og baskede med Vingerne.

STORE TORSKEN!

Ovre omkring Bjørnstads Huus, der laa stærkt belyst i Maaneskinnet, saaes svenske Soldater vrimle frem fra Klippehuulveien. Gaarden var omringet. Husets Svalegang, udskaarne Trægavl og de mørke Fyrretræer kastede dybe Slagskygger i det blaalige Lys. Soldaternes Raab lød udfordrende gjennem Nattens Stilhed, medens deres Anfører med Geværkolben bankede paa den lukkede Trædør.

Et af de smaarudede Vinduer i første Stokværk blev revet op, og Bjørnstads mægtige Skikkelse kom til Syne i Maaneskinnet.

»Hvad er der paa Færde, Godtfolk?« raabte han med en dyb og rolig Røst, der overdøvede Larmen.

»Giv Dig i vort Kvarteer!« svarede den svenske Vagtmester, der anførte den fjendtlige Trop. »Du har igaar dræbt kongelige svenske Soldater og bærer ikke Danskekongens Uniform. Vi ere skikkede ud for at gribe Dig død eller levende. Overgiv Dig, eller Rebet er Dig vis.«

»Rebet?« tordnede Bjørnstad. »Ikke er det Reb tvundet, som Svensken lægger om norsk Mands Hals. Komme I her som Broderfolk og fredelige Naboer og beder om Natteherberge og en Bimpel Mjød, saa kan det bekommes; men komme I med jeres Krig og Vold, saa vanker her braadne Pander som igaar. -- Gaa hjem og lad os i Fred.«

Bjørnstad smækkede Vinduet i og forsvandt. Soldaterne skokkede sig sammen ved Porten og syntes at raadslaa.

Jørgen drog Olaug og Halvor tilbage i Stuen paa den modsatte Side af Kløften og slukkede Lyset.

»Af Sted gjennem Bagdøren!« hviskede han. »Du, Olaug, farer paa Ski ned til Morbror Ole Svendsen Bakke i Id og beder ham samle Landsbyfolkene. Du, Halvor, skynder Dig opefter til Aalefosgaarden, Espevold og de andre Udflytterhuse, hvor Colbjørnsens Folk ligge i Nat, og fører dem skyndsomst hid. Imens skal jeg søge at fornøie Svensken paa bedste Maade.«

Olaug og Halvor forsvandt i Skoven. Jørgen kastede Bøssen over Skulderen, aflaasede omhyggelig Døren og gled lydløst som en Skygge ned i Kløften, der adskilte de to Huse. Et Øieblik senere klavrede han op ad den modsatte Skrænt, der laa skjult for Fjenden ovenover, i Bjergets Slagskygge, besteg en Fyr, der skjød op over Afgrundens Rand, og hvis mørke Krone ludede over Bjørnstads Huus. Herfra svang han sig over paa det flade Trætag, hvor han krybende paa alle fire forsvandt gjennem en Loftsluge samtidig med, at flere Skud løsnedes efter ham.

Inde i Huset herskede stor Forvirring. Bjørnstad selv var i Storstuen i Færd med at stænge Vinduet med det omvæltede Egetræesbord; bag ham stod hans Hustru, Mari, og søgte med skjælvende Hænder at hjælpe til. Gulvet var overstrøet med hakket Enebærriis, der udsendte en skarp Duft. Husets to Karle befandt sig nede i Forstuen med ladte Bøsser og kastede urolige Blikke gjennem Hullerne i Vinduesskodderne paa Soldaterne udenfor.

»God Aften, Morbror,« sagde Jørgen med dyb og rolig Stemme.

Bjørnstad vendte sig mod ham. De to Mænd gjensaae hinanden for første Gang efter Scenen ved Skiftemødet.

»Hvad vil Du her, Fidelspiller?« spurgte Bjørnstad barsk.

»Jeg kommer for at tilbyde min Tjeneste. Det lader til, her skal spilles op til Bjørnedands,« sagde Jørgen og viste sine hvide Tænder under et freidigt Smil.

»Naa, er Du af den Slags Folk?« sagde Bjørnstad kort med en Stridsmands skarpe Opmærksomhed, der ordner sine Vaaben før Kampens Begyndelse. »Paa Plads her ved Skydeskaaret; men Du giver først Ild, naar jeg har skudt min Mand.«

»Hvis Morbror ikke tager det fortrydeligt op, gjør vi nok rettest i alle Mand at entre op i 2det Stokværk og bryde Trappen af efter os. Dèr fra Loftslugen kan vi holde Stand lige til Julehelligdage, mens vi nok saa vindskibelig oppefra piller Svensken væk i al Fredsommelighed.«

Bjørnstad maalte ham haanligt fra Hoved til Fod.

»Du kryber nok helst i Skjul og fælder Fjenden bagfra, Du!« sagde han. »Jeg har for Resten tænkt paa den selvsamme Fremgangsmaade, naar vi ere færdige hernede. Mærk Dig blot: her er der ingen, som befaler uden _jeg_; jeg er Herre i mit eget Huus.«

»Her staar vi Alle i Fædrelandets Tjeneste,« bemærkede Jørgen og tav.

Udenfor begyndte det at blive livligt. De svenske Vaaben lyste omkap med Maanens Straaler, saaledes som jo Carl den Tolvtes Vaaben ret betænkt oftest straalede i Maanens golde Ligskjær. Soldaterne stode med Geværet ved Fod og lyttede til Vagtmesteren, som syntes at udstede Ordrer; derefter spredte nogle sig omkring Husets tre Sider; den fjerde begrændsedes af Afgrunden og Fossen, som buldrede i Dybet. Hovedstyrken styrtede løs mod Huusdøren og søgte at sprænge de svære Planker med Kolbeslag. Da dette ikke lykkedes, toge de fat paa en afhugget Træstamme og løb Storm med den mod Porten, idet de med samlet Kraft stødte Stammens brede Ende mod Dørlaasen. Ved det fjerde Stød splintredes Karmen, og Fjenden trængte med et Jubelskrig ind i Huset.

Der faldt fire Skud. Da Krudtrøgen trak ud i det Frie, laa tre Liig paa Forstuegulvet. Fjenden trængte frem over de Faldne mod den snørklede Trappe, fra hvis første Afsats to nye Skud atter strakte to af de Indtrængende til Jorden. Med et vildt Hævnskrig banede Fjenden sig Vei op i Storstuen; den var forladt. De sønderbrøde Stole og Borde og kastede Stumperne ud gjennem Vinduet. Med rasende Skrig styrtede Soldaterne frem og tilbage og søgte forgjæves et Middel for at naae til de Beleirede, der havde trukket Stigen op bag Loftslugen.

Pludselig lød Bjørnstads vældige Røst ned gjennem Larmen.

»Send en Tanke til jeres stakkels Moder derhjemme; ret nu bliver hun barnløs.«

To skarpe Knald -- en hvid Røg foer med et Lynglimt frem gjennem Loftssprækken; en ung Fændrik sprang i Veiret og sank, dødelig ramt, om i Kammeraternes Arme.

Svensken drog sig raadvild tilbage til første Trappeafsats; en heftig Ordvexel lød op til de Indespærrede, der ladede deres Bøsser paany. Medens Ladestokkene hurtigt stødtes i Bøsseløbene, hørtes en svag og rystende Kvindestemme bede en Herrens Bøn oppe paa Loftet, inderligt og indtrængende, saaledes som der kun bedes, naar al Menneskehjælp glipper.

* * * * *