Part 18

General Schwerin overlod det kongelige Liigs Transport til Lieutenant Carlberg, der fik ti Mand hertil, hvilke han gav den Besked, at det var en tapper Officeer, som de maatte bære forsigtigt paa den ujævne Vei. Da Toget var kommen et Stykke frem, opdagede Folkene, at de vare gaaede vild og befandt sig paa Toppen af en steil Bakke. Byen var nær, hvorover de bleve bestyrtede, da man vidste, at norske Patrouiller her holdt Vagt og saaledes gjorde det voveligt og usikkert at trænge frem. Baaren blev sat paa Jorden og Veien langs Elven undersøgt. Efter en kort Raadslagning besluttede man at gaa videre ned over Bakken. Soldaterne formanedes til Forsigtighed; Carlberg med to Mand holdt igjen paa Baaren under den steile Heldning.

Ved Uforsigtighed skete det dog, at Kongen væltede ud over Baaren ned i Carlbergs Arme, dog saaledes, at Legemet ikke faldt heelt ned paa Jorden; thi i samme Nu sprang en graahaaret Mand, der gik ved Siden af Baaren og ufravendt betragtede den, frem og understøttede Carlberg i at løfte Liget tilbage paa Leiet. Ved den heftige Bevægelse gled Hatten og Parykken af Kongens Hoved. Maanen, som ved denne Tid var kommen høit over Fjeldet, kastede sit klare Lys lodret over de kjendte og elskede Træk. Soldaterne stirrede bestyrtede og udstødte et Klageskrig.

»Kongen -- Kongen!« hviskede de. »Hvad skal der nu blive af os Alle?«

Den Graahaarede stod foroverbøiet og betragtede som fasttryllet med et forskende Blik det gabende Saar i Ligets venstre Tinding.

»Det Hul har ingen Pistolkugle frembragt!« udbrød han heftig og greb Carlbergs Arm. »Det er en Flænge efter en Granatstump. -- See -- see selv!«

»Hvad mener Du?« sagde Lieutenanten dæmpet og rev sig løs fra Mandens Jerngreb. »Ligemeget, hvor den dræbende Kugle kom fra. Kongen er død, Krigen endt -- Norge er tabt for Sverige.«

»Norge er frelst,« hviskede Manden og traadte tilbage i Geledet.

Norske, høirøstede Stemmer løde i Nærheden. Carlberg lyttede og befalede barsk Soldaterne at forholde sig stille. De bleve øieblikkelig tause, medens de med rørende Omhu tildækkede Liget og fra dette Øieblik bare det videre med en øm Forsigtighed, som om de meente, at deres Afgud endnu kunde føle Stødene fra den ujævne Vei. Sørgetoget naaede uden videre Uheld til den ældre Tranché, Baaren løftedes op over Brystværnet og ankom kort efter til Hovedkvarteret i Tistedalen, hvor Kong Carl samme Aften havde bivaanet sin sidste Gudstjeneste. I hans Lommer fandtes intet undtagen Gustav Adolphs Portrait og Bønnebog.

Klokken eet om Natten blev Carl den Tolvtes Liig ført ind i den Hytte, hvor han pleiede at udhvile sig. Idet Baaren naaede Huusdøren, traadte den samme graahaarede Kæmpe hen til den, blottede sit Hoved og stirrede i det klare Maanelys endnu en Gang paa de kongelige, stivnede Træk, som om han forgjæves søgte Svar paa et Spørgsmaal, en uløselig Gaade, som Fremtiden aldrig skulde opklare.

Bjørnstad -- det var ham -- huuløiet, hentæret og eensom, bøiede et Knæ mod Jorden, idet Liget blev baaret forbi ham.

»Ikke bleve vi dine Nordmænd; men Du blev vor, Carl af Sverige!« udbrød han med høi Røst. »Du store Døde! nu først hilser jeg Dig velkommen til vort eget, frie Norge!«

Da Baaren forsvandt i Hytten mellem tændte Fakler og sørgende Soldater, strakte den eensomme Mand Hænderne mod Himlen med et Udtryk saa seiersstolt og jublende som i Bevidsthed om en veludført Gjerning -- som om han i dette Nu gjennem sin høire Haand følte sit hele Lands Befrielse fra fremmed Aag og Fare.

Samme Nat en Time senere lød en Steentorstemme hen over Stortorvet i Frederikshald:

»Norge er frelst -- Kong Carl er død!«

Raabet blev hørt af Mange, uden at Nogen vidste, hvorfra det kom; det blev troet, uden at Nogen kjendte den vældige Røst, der slyngede Glædesbudskabet over Staden. Det fløi som en Løbeild gjennem Gaderne. Der lød et Jubelskrig, heftigt, aandeløst. Kirkeklokken, der endnu hang i en Galge over den Kjælder hvor Gudstjenesten maatte holdes siden Kirkens Brand, klemtede som til Helligfest -- et Befrielsens Skrig efter det aarelange Rædselens Mareridt lød fra det ængstede, forpinte Folkebryst: »_Carl den Tolvte er død!_«

I samme Time den svenske Konge faldt, standsedes alle Arbeider i Løbegravene. Den følgende Dag holdtes Krigsraad. Det blev besluttet at hæve Beleiringen, og at Hæren ufortøvet skulde drage tilbage til Sverige. Den 20. December havde alle Svenske forladt Norge. Af General Armfeldts nordenfjeldske Hærafdeling naaede næppe 500 Mand tilbage over Fjeldene. Henved 9000 Mand bukkede underveis under for Vinterkulde, Sneestorme og Hunger.

DEN STORE FRED.

Der gik flere Aar. Meget forandredes i Frederikshald og Omegn. Staden reiste sig af Asken, Handelen blomstrede, Skibsfarten tog til, et freidigt, stærkt og selvfølende Folkeliv udviklede sig hurtigt i den unge Stad, der var skudt frem af Storbedrifter, omgivet af en velvillig Samtid, Gjenstand for Udlandets Beundring, Tidens Kjælebarn.

Det gik nu her, som det oftest gaaer, dèr hvor de store Storme rensende fore frem: et sundt og rankt aandeligt Liv blev Særmærket for Frederikshalds Borgere. De fordrede Retfærdighed og gave Retfærdighed, Lys og Skygge fordeeltes af den almindelige Retsbevidsthed. Og den var klarøiet i det stærke Lys, som nu laa i Luften.

Saaledes gik det til, at der blev ryddet op i meget gammelt og forgroet. Megen Overvurdering og tidligere Vrangvillie kom paa Retfærdighedens Vægtskaal, saaledes ogsaa Dommen over Bjørnstad fra Fossegaarden. Først begyndte Rygtet at fortælle om hans frivillige Kamp i Frederikshald under Svenskernes Indfald, skjøndt Borgerne haanlig havde tilbageviist ham fra deres Række; dernæst blev hans eneste Søns Fald under Forsvaret omgivet af et smukt og romantiskt Skjær; om Hustruens Ulykke og Død vidste man ogsaa meget rørende at fortælle, og endelig var det mærkelige indtruffet: efter at Bjørnstad havde forladt sin Hjemstavn og var forsvundet fra Egnen, blev Byens Tømmer borte i Elvedragene ovenfor Staden i endnu større Maalestok end i Bjørnstads Tid. Han havde saaledes baaret Skylden for Andres Ugjerninger.

Man havde nu erfaret, at Bjørnstad levede oppe i en øde Klippeegn ovenfor Sarpfossen. Han havde tilligemed sin gamle Søster Ellen opslaaet en Bolig mellem de eensomme Fjelde og boede der i en afsides Hytte. Det gamle Søskendepar var her bleven et Forsyn for Fattige og Syge, der kom langveis fra til Eneboerne, for at forlade dem trøstede og glade.

Det var dog endnu ikke disse forskjellige Kjendsgjerninger, der bevirkede Omslaget i Folkestemningen overfor Bjørnstad og gjorde hans Navn kjendt og omtalt. Der var endnu et Rygte i Omløb, et ubestemt Sagn, som satte ham i Forbindelse med Kong Carls Fald, der bragte alle Hjerter i Frederikshald til at banke stærkere, en Beskyldning, der i sig selv for Staden rummede det Høieste, en Forbrydelse, der lyste som en Fædrelandsbedrift af største Betydning, et Rygte, der ikke havde nogen bestemt Hjemmelsmand, og som dog blev ved at leve, at svulme, til det antog Karakteren af Forherligelse og Tilbedelse af sin Gjenstand.

Hvad der sagdes var slet og ret, at Bjørnstad havde fældet Carl den Tolvte.

Man vidste med Bestemthed, at Bjørnstad hiin Nat befandt sig blandt Arbeiderne i Løbegravens Sidelinie, da Kongen faldt; man vidste, at han allerede under Indfaldet 1716 havde sat sig det store Maal at fælde Kongen i aaben Kamp for at befrie sit Land, og man vidste nu fra Jørgen Halvorsen, at Bjørnstad var en syg og nedbrudt Mand, der ofte i Febersyner anklagede sig selv for at have fuldbragt den store, tragiske Bedrift.

Tilsidst var det Øieblik kommen, da den offentlige Mening slaaer over i sin Modsætning, taler høit og høiere, bliver Folkets Røst, Guds Røst, og det blev besluttet i en Forsamling af Byens Borgere, at der skulde gjøres noget for Bjørnstad, at han skulde hædres, udnævnes til Æresmedlem i det Colbjørnsenske Fricorps, hvilket han en Gang forgjæves tilbød sin Tjeneste, kort sagt: Bjørnstad skulde udmærkes med et eller andet, hvad det nu kunde blive til. Han var dog en Mand fra Frederikshald, deres egen, det maatte fremhæves nu.

Medens dette Omslag fandt Sted nede i Staden, levede Gjenstanden for al denne Velvillie sit eget Liv i en vild og skovrig Fjeldegn norden for Sarpfossen, tre Mil fra Frederikshald. Denne Fos er hverken saa høi eller bred som flere andre af Landets Fosse; men den ansees med Rette for et af Norges skjønneste og mægtigste Vandfald. Især udmærker den sig ved den overordentlige Vandmasse og forfærdelige Kraft, hvormed den skyder sig frem, beriget ved utallige Vandaarer fra det vilde og skovrige Terrain.

Bjørnstad og hans Søster Ellen levede heroppe i Ødet i uforstyrret Fred og uddeelte nu med rund Haand Udbyttet af deres Livs Indkomst til Livets trætte Arbeidere, som langveis fra tyede herop om Hjælp og Raad. Vinter og Sommer var Stien op til Hytten banet og traadt, og der gik aldrig Nogen forgjæves.

Faster Ellens forvitrede Skikkelse havde rettet sig i de forløbne Aar. Øinene lyste med bjørnstadsk Ild; en bruunrød Sundhedslød over det magre Ansigt røbede, at Livskraftens Kilde atter sprang i hendes Bryst.

Der var nok at skaffe om i Fjeldhytten. Køernes Mælk stode i lange Bøtterækker paa Sæterhylderne, Osten laa i Lager, tørrede Urteknipper hang under Loftsbjælkerne. Faster Ellen besad det skarpe Blik og den lykkelige Gjætte- og Slutteevne, der gjør forfaren i Lægekunst. Om Vinteren snurrede Rokkehjulet, Ulden kartedes, varme Sokker og Trøier og alskens andre varme Sager laa beredte for de Trængende.

Midt i al denne Travlhed fløi Faster Ellens Blik jævnlig forskende over til Bjørnstads høie og vaklende Skikkelse, naar han uddeelte milde Gaver med et Blik, der røbede, at det ikke alene var Haanden, som gav, men Hjertet, der glædede sig over at kunne give.

»Nu op med Panden, Broder!« lød det ofte barsk og opmuntrende; »Han forstod den bedste Kunst, han, som levede for en anden, levede ei sit Liv omsonst.«

Faster Ellens Tale faldt ofte i Riim, uden at hun egentlig selv vidste derom.

»Bølgeskvalpet gaaer i Takt, som Stormen det vil,« sagde hun en Gang, da Jørgen Halvorsen gjorde hende opmærksom herpaa.

»Kom nu og hjælp med, Broder,« sagde hun til andre Tider i de første Aar af deres Eneboerliv, naar Bjørnstad i Timer lukkede sig inde i sin Stue og sad og stirrede frem for sig med en knyttet Haand paa hvert Knæ, mens Tanker gravede og gravede i hans Indre og kun naaede at undergrave hans egen Kraft. Saa reiste han sig brummende, greb Karterne eller Strikketøiet og bandt Hoser, mens Vinterstormen ruskede i Hytten, og Sneeskredenes Drøn lød rundt om udenfor. Der sad de to gamle Skibbrudne, kastede op paa dette Fjeld fra Livets Brænding, graanede i Sjælens Bedrifter, medens de nu med det sløvede Høgeblik anstrengte sig for at indhente en løssluppen Uldgarnsmaske i det flakkende Lampelys, medens Mindernes Skred drønede gjennem deres Indre. Saa hændte det, at Bjørnstad utaalmodig slængte Strikketøiet over til Søsteren og forlod Hytten for at gaae ud i Vinternattens store Syner. Eller han vandrede langt over Fjeldet til de Hjem, hvor han vidste, der trængtes.

Aarene havde ogsaa i hans Sind bragt Forandring: Den store Fred var seen om at komme til ham, og den kom ikke pludselig, ikke uden Kampe. Lidt efter lidt var dog Kjærlighedens store »Du og jeg«, »Du fremfor mig« gaaet op for ham i sin Vælde, og i dette klare Lys fra oven stod hans Ungdoms Stræben og hans Manddoms Kamp for ham grelt og skjærende i den hele Selviskhed og Egenkjærlighed, »Jeg imod Dig«, »Jeg over Dig, over Eder Alle«. Hvornaar dette Lys begyndte at skinne, vidste han ikke selv. Maaskee var det Eensomheden, som maa til, for at det Store kan trives, og Læsning; thi Bjørnstad læste meget, og hans lille Bogsamling indeholdt det Bedste af udenlandske og indenlandske Værker.

Tilsidst forstod han alle disse Jordelivskampe med de store Ideer som Banner og et lille »jeg selv« som Bannerfører. En dyb Medlidenhed greb ham for de Mange, der endnu stred og led i Uklarhed dernede. Det maatte saa være; han forstod, at det hele Myretuearbeide maatte forrettes, noget for og noget imod, noget skarpt, andet blidt, noget beskt og noget sødt, for at skaffe sundt Blod til det Hele og alt, hvad der ellers maatte til, for at det kunde holde sammen. -- Af og til gik han ud til det nære Fossefald og stirrede ned i de skummende Hvirvler; oftere gik han ud paa Pynten med den vide Udsigt nedover. Her blev han staaende i Timer, et sælsomt Monument, forvitret af Tiden, endnu kæmpemæssigt at skue. Saa kunde han en Gang imellem strække Haandfladen ud, vugge den sagte op og ned, som om han stedte noget til Hvile, og vendte hjem støttet til sin Stav med den skaldede Isse hævet og det hvide Skjæg og Haar bølgende i Vinden. Lidenskabernes Tid var omme; det afgjærede Stof laa klaret i hans Tanke. Det, de kaldte Stort dernede, Fremskridt, Magt, Mit og Dit, selve Landegrændsen mod det »Udenlandske«, Fædrelandets Begrændsning til en bestemt Plet Jord, altsammen blev heroppe, omgivet af den utilhugne Granit i det Eviges Lys, saa smaat, at det ikke var til at øine.

Ogsaa Sorgen over Maris Død, der havde knuget Bjørnstad til Fortvivlelse i de første Aar, var mildnet; han vidste, at nu var hun dèr, hvor hun hørte til, og forenet med sit Kjæreste. Sønnens Død var ham hovedsagelig en Kilde til Glæde. Drengen havde aldrig i Live været ham saa dyrebar som nu; det var, som om han havde ofret sit Land det Bedste, han havde, en reen, ung Kraft, en Blomst i Udspring, der aldrig vilde tørres hen i Storme.

Alene hans Livs store Gjerning, den, i hvilken hans hele Væsen higede efter at hvile ud, kunde han ikke komme til Ro med, den Hovedgjerning, der er enhver fuldbaaren Personligheds Hensigt, det store, beroligende »Derfor« paa Livets »Hvorfor« gled fra ham, hver Gang han vilde gribe den og gjøre den til sin.

Kong Carls Død var hans stadige Tanke. Javist, han var i Løbegraven hiin Nat og fast besluttet paa at dræbe sit Lands Fjende. Javist havde han hævet sin Pistol og skudt og seet Carl den Tolvte synke sammen og følt sit Land befriet i samme Nu.

Snigmorder, han? Bjørnstad? -- Javist, han havde i Mulm og Mørke hævet sit Vaaben mod Kongen af Sverige; men han havde med Glæde aabenlyst bødet med sit Liv for den Bedrift. Snigmorder? -- Nei, han havde gjentagne Gange søgt Heltekongen i aaben Kamp med blottet Bryst -- forgjæves. For Bjørnstads Fædreland var denne Helt et farligt Kryb, der ved Nattetid gravede sig ned i dets Jord, for som en Slange Tomme for Tomme at bugte sig fastere om Fæstning og Stad. Et fjendtligt Kryb knuser man under sin Hæl, naar man seer det løfter Braaden mod Ens Kjæreste, naar og hvor man kan. Snigmorder? Nei, nei! -- Bjørnstad hævede sit Hoved. Han havde i et kongeligt Nu følt sit Lands Frelse gjennem sin høire Haand; da var det, som om Fjeldene rundt ham klædte sig i straalende Farver, som om Luften, han aandede, blev stærkere og mere balsamisk.

Men i en anden Time kom andre Tanker, en Tvivl, der sjeldent lod ham i Ro, og han havde en Følelse af, at han selv gled ud i meningsløs Taage, at Klippegrunden forsvandt under hans Fødder, at han drev nedover uudforskelige Strømme, for at forsvinde, og der lød intet Svar over til ham, naar han i Nattens Time kastede sig paa Leiet og spurgte og spurgte, mens de nagende Tvivl steg.

Ja, var det ham, der havde fældet Kong Carl? -- Det forekom ham, at han havde seet Kongens Hoved allerede synke ned i Kappen i det Øieblik, han hævede sin skudsikre Pistol og trykkede af. Saaret, som han nøie havde undersøgt i Ligets Tinding, kunde ingen Pistolkugle have frembragt, Kardæskregnen var forfærdelig -- og dog -- og dog! Han sendte Raab paa Raab efter Sandhed ud i sin Eensomhed; men der kom aldrig Svar. Tilsidst tog denne Grublen sygelig Overhaand og medførte Hallucinationer; vaagne Febersyner forfulgte ham og drev ham rastløs fra Sted til Sted.

Faster Ellens vagtsomme Øie hvilede ofte spørgende paa ham. Han undgik enhver Fortrolighed i denne Sag. De to Søskende talte overhovedet ikke meget sammen; det behøvedes ikke for at forstaa hinanden. Deres Fortid eiede ikke Ord, deres Fremtid behøvede ingen. Deres Indre var sammennittet ved det samme Livsindhold; de gave hinanden trofast Haandsrækning, og saa gik det, som naar et Heiseværk er i Gang: hvor den ene slap det seige Tag, greb den anden fat, medens Minderne lagde Opsangen til.

En Dag sad Bjørnstad sammensunken udenfor Hyttens Dør. Ellen saae gjennem den lille Rude, at han hævede Hovedet fra Brystet og stirrede over mod Klippevæggen. Hans Øine udvidedes, hans Haand strakte sig afværgende frem, medens han reiste sig. Ellen gik ud til ham og lagde Haanden paa Broderens Skulder.

»Du bærer paa en svar Hemmelighed, Bjørnstad,« sagde hun. »Betro Dig til mig. Naar tvende Venner blot enes ret, gjør fire Hænder det Tunge let.«

Bjørnstad syntes ikke at høre hende. Han vedblev at stirre mod Klippevæggen med stive, skjælvende Træk.

»Seer Du Hovedet derovre paa Klippeblokken?« hviskede han. »Hans, Kongens? Seer Du hans Øine, de klare, kongelige? De følge mig overalt, Dag og Nat. -- Seer Du?« vedblev han og knugede Søsterens Arm. »Seer Du? Nu synker det ene Øie tilbage dybt i Hulingen, og det andet skyder sig frem, nedover Kinden, og stirrer herover og lyser som Ild -- Vent!«

En glødende Rødme gled over Bjørnstads Pande. Han strakte Haanden om bag Døren, rev Bøssen ned fra Knagen, sigtede omhyggelig, mens de hvide Haar klæbede sig om hans Tinding. En Krudtsky bølgede over mod Klippestykket, og Bjørnstad sank sammen; store Sveddraaber perlede over hans Pande.

»Havde Du tusinde Liv, Carl af Sverige, jeg tog dem alle!« udbrød han med brudt Røst. »Hvad vilde Du her hos os?«

Ellen stod fasttryllet til Stedet. Nu forstod hun disse Skud uden synligt Maal; Kuglerne havde allerede mærket Klippen derovre, altid paa samme Sted. Hun rystede paa Hovedet; for dette Onde hjalp ingen af hendes Urter, og hun sendte Bud efter Jørgen Halvorsen.

Han kom, og de to Mænd sade ofte længe sammen, mens Bjørnstad hørte til, og Jørgen talte aabent og eenfoldigt om Tingene. Eller han tog sin Fidel og spillede af de gamle Folkesange, meest dog Moderens Vuggevise, der ogsaa havde lydt for Bjørnstad i hans Barndom. Bævende og blide Toner løde i den stille Fyrreskov. Saa hændte det, at den gamle Mands Øine sank sammen, og Jørgen sad i Timer og ventede. Men saae han Bjørnstad aabne Øinene, lod han paany nogle Takter glide frem, og Morbroderen smilede og faldt atter i Søvn.

En Aften sov Bjørnstad længe. Myggene summede om ham; Jørgen sad og viftede dem bort og betragtede sørgmodig det gamle, karakteristiske Hoved, der allerede syntes at sove den evige Søvn. Da Bjørnstad vaagnede, saae han paa Jørgen uden Overraskelse, uden Sindsbevægelse, vendte saa Blikket opad.

»Aftenstjernen er nok høit paa Himlen, ja, saamænd er den det. Saa er min Tid kommen; nu staaer min Sol op, og de komme til mig, alle dem, som ere borte, henne -- Drengen er ikke død og hun ikke gammel, naar de møde mig mellem Træerne, og de blive længe hos mig. -- Bøi Dig, bøi Dig, Broder! sagde Søster Ulle. Javist bøier jeg mig for Eder Alle, I Stærke og Store i Følelsen, mens jeg var saa lille i min indbildte Manddom. -- Hører Du Kilden, som siver bort derhenne gjennem Mosset?« vedblev han lidt efter. »Den risler med Liv, Liv, der aldrig rinder ud ligesom mit eget og -- Kongens -- --«

»Hvorfor bryder Du dit Hoved med al den Tvivl og Uro, Morbroder?« spurgte Jørgen. »Jeg veed, at den Konge hviler Dig svart paa Sinde; men hvad Magt ligger der vel paa, om det er Dig eller mig eller en anden Nordmand, der skjød ham? Det var et Stykke fædrelandsk Arbeide, der maatte forrettes, for at vi kunde faae Fred -- og saa fik vi Fred, og Norge blev frelst, og det var _det_, som det kom an paa. Der er jo ikke en levende Sjæl, som spørger efter Gjerningsmanden. Jeg siger som de Andre: det var et Stykke godt norsk Arbeide, der maatte forrettes af en Nordmand, og det blev forsvarligt besørget. Derfor synes nu mig, at Du som en gjæv norsk Mand ikke har mere Grund til at være stolt eller bedrøvet over, hvad der skete den Nat, end alle vi Andre Nordmænd, for jeg skal sige Dig: _den Bedrift hører nu os Alle til; den er Fædrelandets_.«

Bjørnstad lyttede til denne eenfoldige Tale, medens et forklaret Udtryk bredte sig over hans Træk, og han nikkede gjentagne Gange.

»Javist, den Bedrift hører nu Fædrelandet til,« hviskede han. »Større Maal findes ikke for nogen Mands Bedrift, og hjulpne bleve vi Alle, hvem der end fuldførte den.«

Der faldt som et Bind fra Bjørnstads Øine; det store Broderskabs, Alkjærlighedens Lys gled atter hen over dette sidste Mørke i hans Sjæl. Han reiste sig og blev seende fra samme Stund. Atter her havde det saaledes været Selviskhedens, det stærke »Jeg selv«, »Jeg« i Modsætning til »Dig«, »Jeg over Eder Alle«, der havde villet tvinge ham frem til at eie denne Storbedrift for sig selv alene; derfor havde han ikke kunnet finde Rist eller Ro; thi Anger over sin veloverlagte Handling følte den villiefaste Mand ikke; hans nagende Uro havde blot været Mistvivl om ikke at kunne tilstaa sig selv, Bjørnstad fra Fossegaarden, Stormagtsbrynden: ikke at have levet forgjæves, Følelsen af ikke at glide ud i det tomme Rum som en unyttig Ting -- den selvforherligende Ret til at kunne slaa sig paa sin Personligheds Bringe, han, Bjørnstad, Martyren, og svare sig selv dette falske »Derfor« paa Evighedslivets »Hvorfor«. Som om det i det Hele taget var denne Slags Storhedssvar, det kom an paa, naar en Gang Herren kalder sin Tjener til Regnskab for, hvorledes han har forvaltet de tyve, de ti -- det ene betroede Pund?

Veien til den store Fred var endelig funden for Bjørnstad, og han forlod den ikke tiere. Lyset blev ved at vælde frem. Han grublede ikke længer, han gravede ikke længer efter Gaadens Løsning i sit eget uredige Skyggerige, hvor de halvfærdige Drømme, Drifter og Haab havde koglet og kogt alle Slags dæmrende Muligheder. Det ene Menneske var jo det andets hjælpsomme Broder. Der var nu ikke noget Skyggerige længer; thi dèr, hvor dette Lys lukkes ind, dræbes al lyssky Svamp og fremmes til Fuldbaarenhed hver Spire, der fødtes til det Evige.

Mens dette Omslag fandt Sted hos Bjørnstad, og hans storttilhugne Aand i Ro og Klarhed stærkere og stærkere higede imod som en upersonlig Velgjerning at glide over i sit Folk, at gaa op i dets Velfærd, gik det jævnt ned ad Bakke med hans Kræfter. Den fordum saa mægtige Skikkelse laa nu oftest i Høstsolens skraa Straaler udenfor Huusdøren, hvorfra han kunde see Stien forsvinde i Dalen. Bjørnstad saae ofte nedover med milde Øine; oftere saae han dog langeligt opad; han begyndte nu at længes andet Steds hen.

Den slanke Birk stod allerede bladløs ude paa Skrænten; den havde givet Efteraarsvinden sin sidste Guldskilling, men svang lige let sine tynde Grene for _det_. Det gulnede Løv var til Høstmaneuvre; Vinden drev det rundt om Bjørnstad i stedse snevrere Svingninger: høire om -- venstre om -- og det kunde Exercitsen. Efteraaret og Hvilen var for Døren. Enebærbuskens mørke Spids hævede sig over Lyngen som et sørgende memento mori; tillige som et forjættende Fingerpeg mod Himlen.

Bjørnstad skyggede med Haanden for Øinene. En lille Skare Mænd kom frem paa Stien nede fra Dalen; de arbeidede sig møisommeligt op ad den stenede Vei. Nogle nysgjerrige Geder sprang fra Klippeblok til Klippeblok; Køernes dybtstemte Klokker løde gjennem den harpixsvangre Høiluft.

Det var Peder Colbjørnsen, Foged Wexelsen, Kjøbmand Wærn og flere andre af Byens ansete Mænd, som denne Høstdag havde besluttet at besøge Bjørnstad og bringe ham Stadens Tak og Udmærkelse.

Da Mændene naaede op til Hytten, havde Bjørnstad reist sig og stod støttet mod Trævæggen. Hans hvide, blottede Hoved med de furede Træk indgjød de Kommende den Ærefrygt, som omgiver Eneboeren. Da de Fremmede naaede op, traadte først Raadmand Wærn frem for Skaren, lod sit blomstrede Silketørklæde løbe rundt indeni Hatten, aftørrede Issen, rømmede sig og sagde: