Part 16

Stuen var ved denne Tid fyldt af høitstaaende svenske Officerer, der alle med mørke Blikke betragtede det tiltagende Ildskjær paa Himlen. Kongen nikkede, som om han var yderst tilfreds med Generalens Erklæring; han slog ud med Haanden og gik ned ad Trappen. Men da han nede i Porten hørte Luernes Knitren over de spidse Huustage, bed han sig heftigt i Fingrene, som han altid gjorde i stærk Sindsbevægelse.

Kongen gik nu over i Kirkegaden til Garnisonens Feltskjær, Erik Raufn, der forbandt de svenske Saarede. General Delvig gik nogle Skridt foran Carl den Tolvte. Pludselig saae Kongen sin fuldtro Øverstbefalende og mangeaarige Krigskammerat springe i Veiret.

»Leve Kongen! Leve Sverige!« raabte Generalen og faldt, skudt gjennem Hovedet.

Carl den Tolvte standsede et Øieblik, slog Hænderne sammen og udbrød: »Au!« Gik saa efter denne karakteristiske Ytring ned ad Gaden. Der gaves efter Kong Carls Mening ingen skjønnere Død end Soldatens.

Medens dette foregik i Staden, sad Olaug endnu sammenkrøben i Wærns Have, hvor Halvor havde forladt hende. Hun lyttede til Larmen ude i den ulykkelige Stad. Det summede og hvislede som i en Hvepserede, nei, det klagede høit oppe i Luften som over et Ørnebo, hvis værgeløse Yngel bliver overfaldet af den forvovne Jæger, medens Kongeørnen fra Høiden speidende udstøder gjennemtrængende Hævnskrig. Det sydede og brusede som undertrykte Strømme, der forgjæves søge at sprænge deres Diger, og dog syntes Stadens tilbageblevne Indbyggere tause og fattede.

Dette rædselsfulde, begivenhedsrige Døgn i den unge Piges hidtidige stille Liv skulde i de nærmeste Timer endnu bringe hende betydningsfulde Tildragelser. Det var, som om hendes Skjæbne, der længe havde ligget i Dvale deroppe i Skovbunden, medens Dagene glede hen saa lige i Indhold, nu pludselig rulledes op, taarnede hendes Livs Hovedbegivenheder i Veiret, medens det store Folkedrama, der udspilledes rundt hende, indvævede hendes enkle Livstraad i sine store Optrin, saa at de kommende Aar bestandig bevarede Gløden deraf, et rigere bevæget Sjæleliv, oppe i hendes Fjeldegns Eensomhed.

»Det er mig, Olaug,« lød pludselig Halvors dæmpede Stemme nede fra Bryggen. Hans Hoved kom til Syne over Muren, blussende af Ophidselse og Begeistring.

»Jeg er Peder Colbjørnsens Udsending, ogsaa hans Broders,« vedblev han aandeløst. »Jeg skal stikke Ild paa Staden, forstaaer Du? Vi skal nu for Alvor til at ryge Svensken ud, brænde ham op spillevende, lukke alle Gader for ham med sviende Baal. Jeg har lagt en Himmerigs Plan, og Du skal hjælpe mig, Olaug. Hvad siger Du? Vi To skal redde Fædrelandet!«

Halvor var i Skjorteærmer for at bortlede Fjendens Mistanke; inde paa sit blottede Bryst bar han nogle Beegkrandse. Han fremdrog to og rakte Olaug dem.

»Hurtig -- Du kan nok liste Dig hen til Høhuset derhenne og stikke det i Brand? Jeg kaster imens en anden Krands ind i Hans og Peder Colbjørnsens Gaarde, der staaer to fyldte Tjæretønder med Haandgranater rundt om. De ville endelig Begge, at vi først stikke Ild paa deres Gaarde, for at Ingen skal sige dem paa, at de vilde spare deres eget. Derefter lister Du gjennem Haverne hen til Walks Gaard og stikker ogsaa den i lys Lue. Saa gaaer Du, som ingen Ting er skeet, her tilbage under Hængepilen, til jeg kommer. -- De have plyndret vore Kjældere; hele Byen futter nu af over deres Hoveder -- sippedeia!«

Halvor styrtede sig med Liv og Lyst ind i denne Bedrift; det var Hævn, det var Tilintetgjørelse af den forhadte Fjende. Olaug blev staaende ligbleg med lysende Øine. For hende var ethvert Hjem en Helligdom; at tilintetgjøre det, selv efter Eierens Ønske, forekom hende en Helligbrøde, der fyldte hende med Skræk og Andagt. Hun sank i Knæ, bad en brændende Bøn; saa gik hun til den fædrelandshistoriske Gjerning med fuld Forstaaelse af det Storslaaede og Gribende i dette ophøiede Øieblik: en heel Stads Indvaanere, Fattige og Rige, ofrede af egen Drift alt, hvad de eiede, for at værne deres Selvstændighed mod fremmed Aag.

Olaug ilede over mod et stort Høhuus, der strakte sig ud bag den Wærnske Gaard. Hun slog Ild bag en Brændestabel. I næste Nu fængede Beegkrandsen, og Høstænget slog ud i røde Luer mod Broen. Derefter løb hun med en brændende Fyrrespaan under Træerne over til Walks Bygning, stak Ild i Beegkrandsen og slængte den ind gjennem et ituslaaet Vindu; det tørre Tømmer fængede, og Luerne slikkede med Lynets Fart op langs Brædevæggen.

Saaledes tændtes Frederikshalds Hædersfakkel for aldrig senere at slukkes.

Ved et underligt Skjæbnetræf blev Olaug saaledes kaldet til at afbrænde det Huus, hvori Moderen nogle Timer tidligere havde indespærret hende, for at berøve hende Fremtid, Ære og Lykke. Ved et andet besynderligt Tilfælde, der kunde henregnes til en hævnende Retfærdigheds Værk, blev det samme Kvistværelse, som Moderen nylig bestemte til Datterens Lykkes Grav, nu hendes egen. Sidste Gang, Nogen saae Ulle Halvorsen, var, da hun ilede op i sin Leilighed, endnu iført den blaa Taftes Dragt, for at redde en eller anden værdifuld Gjenstand. Luerne spærrede hende Tilbagegangen. Gjenboerne saae hende vove det samme Spring ud paa det brændende Tag som nylig Olaug for at gjenvinde Friheden. Moderen forsvandt i en Loftsluge og blev aldrig seet senere.

Da Klokken var syv, stod Frederikshald i lys Lue. Fjenden opgav ethvert Slukningsarbeide. Trommehvirvler, Hornsignaler, Kommandoraab kaldte Soldaterne sammen til Afmarch. I næste Nu bredte Paniken sig i de uordnede Masser; Gyderne bleve Ildsvælg, Husene Brandfakler; Luerne reiste sig i taarnhøie Flammesøiler, det bragede og gnistrede, og ned over det glødende Ildgab spyede Fæstningen Granater og Skraasække ind i de tæt sammenpakkede Soldaterklynger. Det var ikke længere en Kamp, det var et Myrderi uden Naade og Frelse.

Midt i denne Trængsel saaes dog endnu menneskelige og ophøiede Træk. Den stærke Skomager Kjeld kom ud af sin brændende Hytte med en svensk Saaret, der var betroet til hans Omsorg. Nordmanden bar den Syge, der havde slynget Armen om hans Nakke, med en Ømhed som en Moder sit Barn. Han talte beroligende og trøstende Ord, medens Sveden sprang frem af hans egen Pande, og hans Øine flakkede rundt for at speide efter en Udvei af Ildhavet, indtil Baalet slog sammen over dem begge.

Mamsel Jonassen vendte tilbage for at redde Papegøien af »Den forgyldte Nøgle«s brændende Krostue, fandt sig pludselig indesluttet mellem brændende Vægge. Hendes Angstskrig blev hørt. Niels Ankers skjæggede Vildmandsansigt kom fornøiet til Syne midt i Røgskyerne.

»Tak for Skjænken forgangen. Nu giver jeg Mamsellen en anden igjen.«

Dermed løftede han hende i sine Arme og bar hende i Sikkerhed ned til Elven.

Som en fredelig Idyl midt i al denne menneskelige Elendighed virkede et lille Stillelivsbillede i en Hytte udenfor Byen under Fæstningen. Her stod Skipper Daniel foran en Speilstump; en nyslagtet Høne laa paa Bordet. Han indsmurte sit Ansigt i dens varme Blod og skar imens nogle ynkelige Grimacer; derefter indviklede han sit Hoved i et rødtærnet Tørklæde og sin venstre Arm i en bloddryppende Bandage, haltede rundt paa Gulvet og ytrede medlidende:

»Sikken dog de Asener har rakket lille Daniels kjønne Ansigt til! Det maa han have sig en ægte Tokayer for fra Brasiliens varme Lande.«

Han hentede en gammel Viinflaske og satte sig saa til at skrive en Ansøgning til det danske Krigsministerium om Statsunderstøttelse »for det kjære Brød paa nogen Maade at forhverve efter al den Svie og svære Blessure, han havde hentet ude paa Prammen ved at gjøre Fjenden Modstand og Afbræk paa alle optænkelige Maader, forladt af sine Medborgere, Peder Colbjørnsen og de andre, der alle løb fra Borde og lode ham, ringe Capitain Daniel, tilbage som Øverstbefalende i den haarde Kamp som en redelig Undersaat efter sin allerunderdanigst Eed, uanseet af, at han vel kunde haft Aarsag ogsaa at forlade Prammen, da hans fattige Enkesøster, der sidder med mange smaa Børn var bleven skudt udi hendes Axel. Altsaa ydmygst begjæres Invalidepension, høiædle og velbaarne Hr. Statsraad!«

Daniel plantede sin knyttede Næve med et vældigt Dask midt i Skrivelsen og saae sig om i den tomme Stue med vidtopspilede Øine og et triumferende Smil. »Jeg gad see den, som kan sutte en delicatere Lobescowes sammen,« udbrød han og reiste sig. »Der er et Par Løgne i den, det er det eneste, der kan siges med Sandhed om den Ting. Det skal lille Daniel have sig en ægte dansk Kornsnaps for, fra Kongens Kjøbenhavn.« Udenfor farvedes Himlen blodigrød af det flammende Baal nede i Staden. Daniel traadte hen til Vinduet med Snapsglasset, rystede misbilligende paa Hovedet og udbrød: »Naada, hvor de gale Mennesker rutter med Mutters Pindebrænde!«

Denne Ansøgning blev virkelig senere afsendt, underskrevet af to afskedigede Underofficerer, der laa i Strid med Borgerne.

Mange af de tilbageblevne Borgere brændte inde; Dagen efter fandtes deres forkullede Been i de rygende Tomter.

Nu stod Fjendens hele Haab til at naae den 150 Alen lange Bro, der endnu var ufarbar. Broen blev et Haigab, som de Flygtende maatte styrte sig ind i, medens Kuglerne fra Prammen og fra Omegnen bestrøge de gyngende Planker, og medens de Bageste trængte de Forreste; det var Toppunktet af Rædsel, medens de Fremstormende under Fæstningens Lynglimt, der lød som Tordenbrag, hovedkulds styrtedes i Elven eller trampedes ned. Der stavredes hen over Stakler, der skrege af Smerte, over Døende, der bede sig fast i de Flygtendes Fødder, over Saarede, hvis knuste Lemmer vrede sig i Pine; hæse Kommandoord, som Ingen adlød, Forbandelser, Rallen og ovenover det Hele Fæstningens uafladelige Torden, -- underneden Elvens Strøm farvet rød af Blod.

Det var et Mandefald.

Tre tusinde svenske Krigskarle brøde ind i Staden, næppe tusind slap levende derfra. Blandt de Døde vare flere Øverstbefalende, fjorten Capitainer og otte og tyve Lieutenanter. Rundt i Gaderne fandtes deres forbrændte Liig, der af Nordmændene bleve begravede paa Kirkegaarden.

Tilsidst, som det sømmede sig en saadan Helt, kom Carl den Tolvte, omgivet af en lille Skare trofaste Mænd, der villig gik i Døden for deres Konge. Han selv gik freidig, med spændstige Skridt midt i denne Kreds og saae sig om.

»I Morgen vender jeg tilbage og slaaer min Leir paa Brandtomten, Far min!« udbrød han og nikkede til sin Fange, Hans Colbjørnsen, der tilligemed Jens Munk gik i hans Nærhed.

»Vi faae at see, Deres Maiestæt,« svarede Colbjørnsen. »Nu skal jeg gaa hjem og underrette mine Landsmænd om Eders Besøg.«

Med disse Ord sprang han over Bolværket og naaede Land, skjøndt han under Svømningen blev ramt af en Kugle.

En graahaaret Kæmpe brød pludselig frem af Sværmen, ledsaget af Jørgen Halvorsen og nogle skindklædte Mænd, hvis bredbladede Øxer gjorde lyst omkring dem. Med ustandselig Magt trængte den graanede Bersærk frem gjennem de Rækker, der omgave Kong Carl; hans kortskaftede Øxe hævedes og sank, og hver Gang styrtede en Mand til Jorden.

»Vel mødt igjen, Kong Carl!« raabte Bjørnstad med en Røst, der overdøvede Tordenbraget rundt om.

Carl den Tolvte vendte sig sorgløs og gjenkjendte Kæmpen, der to Gange i Dagens Løb havde truet hans Liv, første Gang da han stormede Borgerskandsen, og Bjørnstad i Haandgemænget afbrændte sin Pistol mod hans Bryst, anden Gang da Kongen efter Bønnen traadte ud af Christi Herberg Kirke og to af hans Drabanter med Tabet af deres Liv havde kastet sig mellem ham og den frygtelige Kæmpe.

Et Bøsseskud oplyste i dette Øieblik Bjørnstads furede Ansigt, hvis Aarer stode spændte, idet han med ubændig Villiekraft uden Dækning hævede begge Arme for at give sig hen i det dræbende Hug.

»En herlig Kraftgubbe!« raabte Carl den Tolvte, henrevet til Begeistring ved Synet af denne kæmpemæssige Thorfigur. »Prægtige Karle, disse Nordmænd! De skulle blive mine.«

»Min skal Du blive, naar vi To næste Gang mødes, Carl af Sverige!« raabte Bjørnstad med en Steentorrøst fra fulde Fjeldlunger, medens Kongens Mænd reve deres Afgud bort, og Bjørnstads Øxe kløvede Hovedet paa den Officeer, der sprang frem og skilte ham fra Kongen. Nye Sværme brøde igjennem og trængte Bjørnstad tilbage mod Bolværket. Det var Colbjørnsens brogede Karle i vildt Haandgemæng med Dalkarlene.

Oven over Broporten saaes pludselig en ungdommelig Skikkelse ombølget af Krudtrøg, med lyst, lokket Haar om det seiersstraalende Ansigt. Han havde en Fane i sin høire Haand, Colbjørnsens Fane, der endnu opbevares hos Borgervæbningens Stadshauptmand. Han svingede den jublende og søgte at plante den ved Siden af Vaabenskjoldet med Vildmanden over de Kæmpendes Hoved, idet han af al Kraft raabte:

»Hurra, Fatter! vi slaaes nu under vort norske Flag i vor egen Stad!«

Bjørnstad slap Øxen og strakte Haanden afværgende i Veiret.

»Kom ned, kom ned, Ulykkesbarn! vil Du lægge mit Huus øde?« raabte han opefter.

»Leve gamle Norge!« raabte Halvor. Det gav et Sæt i ham. Han sank i Knæ, slyngede Armen om Fanestangen og sank ned i Faderens udbredte Arme.

»Her, de ramte mig bare her,« hviskede han.

Nogle Bloddraaber piblede frem under hans venstre Bryst. Bjørnstad løftede sin døende Dreng og bar ham ud af Kamptummelen ned mod Wærns Have, hvor Hængepilen hang ud over Vandet. Bjørnstads af Lidenskaber furede Ansigt stirrede ind i Sønnens: han saae at Døden var der med sin Stævning.

»Øie for Øie, Tand for Tand! Her paa dette Sted faldt ogsaa min ulykkelige Søn -- Almægtige, uransagelige Gud, hvorfor bønhørte Du en taabelig Moder, der i sin Uforstand bad om Hævn over sit Barn?« udbrød en Stemme ved Siden af Fader og Søn.

Bjørnstad saae op.

»Søster Ellen!« udbrød han med usikker Røst og stirrede paa den forvitrede Skikkelse, hvis graa tottede Haar hang ned over Pjækkerten, medens »Stormuglen« knugede sin Hat mellem de rynkede Hænder, og Taarerne strømmede over de indfaldne Kinder.

»Faster Ellen!« udbrød Halvor og smilede; »nu bliver Du hjemme hos Far, ikke sandt? -- Olaug?« udbrød han med et Sæt, reiste sig pludselig halvt i Veiret og slyngede Armene om den unge Pige, der traadte frem fra Hængepilens Skygge og støttede Barndomsvennens Hoved i sit Skjød. »Olaug, først Seiren, saa Lønnen, var det ikke saa? -- Kys mig nu.«

Olaug bøiede medlidende sit Hoved og kyssede Halvors Pande og Læber. En Skjælven gjennemfoer ham, han udaandede i Seiersjubel og i sin unge Kjærligheds Morgenrøde.

Da Olaug reiste sig, stod Jørgen taus og sørgmodig ved hendes Side.

»Jørgen!« udbrød hun med et Skrig som en Druknende, der pludselig seer Frelse. »Nu, Jørgen, hjem -- hjem til Dig!«

Hun kastede sig til hans Bryst og var hjemme.

Ude over Heden flygtede en Konge paa Veien til sit eget Rige, mens Ildskjæret brændte hans Nederlag ind i Norges Steengrund med ægte Farver, der aldrig blegne.

Borgernes Jubel over Seiren var isprængt med Sorg over de rygende Brandtomter og de forkullede Kammeraters Liig, tillige med Frygt for, at Svensken skulde vende tilbage. Da lød den 8. Juli om Morgenen en heftig Skyden, som hørtes mere og mere jo længere det led ud paa Dagen. Man lyttede med Frygt og Bæven; thi Ingen vidste, hvem det var, eller paa hvis Side Seiren faldt.

Om Aftenen stormede Colbjørnsens Kundskabsmand, Hans Brecke, op mod Fæstningen og meldte, at Fjenden var i fuldt Arbeide med at pakke sine Sager og trække over Grændsen. Kort efter kom Niels Anker og Halvorsen styrtende med det Seiersbudskab, at Peder Tordenskjold, den berømmelige Helt, havde i Dynekil slaaet hele den svenske Flotille, der var ladet med alt det Skyts, som Carl den Tolvte utaalmodig ventede for at kunne indtage Frederikshald.

»Og Svenskerne vare visselig blevne længere i Norgesland, om Gud ei havde omstødt hans Anslag i dette Søeslag ved Admiral Tordenskjold, den, han brugte som et fuldkomment Middel at hjælpe ved.«

MARI BJØRNSTAD.

Det saae sørgeligt ud, da den svenske Hær atter var draget hjem over Grændsen. Ikke en Sædkjærne var lagt i Jorden i Miles Omkreds udenfor Frederikshald, hvor de svenske og norske Soldater havde ligget. Dansken var vel Mester paa Søen, og et nyt Felttog i Norge vilde fordre anseelige Udrustninger, hvorfor Kong Carl besluttede for denne Gang at lade det beroe ved, hvad der var skeet; men enhver, der kjendte Krigerkongens Karakteer, vidste, at han vilde vende frygtelig tilbage, og at han allerede gjorde Forberedelser til et nyt Indfald i Landet. Saasnart Kong Carl havde faaet sine fangne Officerer udvexlede, besluttede han at lade en Deel af Hæren forblive ved den norske Grændse for at holde Øie med Nordmændene og svække deres Modstandskraft ved saaledes at tvinge dem til at tære paa deres Grændsemagasiner.

Frederikshalds Borgere havde, efter deres heltemodige Opofrelse, af Regjeringen modtaget betydelig Lettelse i Skattebyrder, Privilegier osv. for atter at kunne opbygge deres Stad; ligesaa lod Kong Frederik udskrive en Skat i alle danske og norske Stæder og Kommuner til Erstatning for den lidte Brandskade; men disse Penge bleve først inddrevne i Aarenes Løb, og Borgerne maatte saaledes foreløbig hjælpe sig selv med at reise Brædehytter paa Brandtomten og i Fællesskab søge at komme til Kræfter igjen.

Det var atter Vinter. Bjørnstad levede endnu oppe paa Fjeldet. Stadens Kjøbmænd havde andet at tænke paa end at fuldbyrde Dommen over Eieren af Fossegaarden; men Husets Beboere vidste, at der var kun givet dem en stakket Frist, og at det dragne Sværd vilde falde, naar Orden og Ro igjen herskede i Staden.

Taagen laa tæt og tung ude over Fjeldkløften; inde i Huset var der blevet taust og øde siden ung Halvors Død; alene Duren fra Fossen lød op gjennem Stilheden i den knagende Fyrreskov.

Iøvrigt gik alt sin vante Gang i Bjørnstads Hjem og i hans Bedrift. Nu i de korte Dage naaede Solen ikke did; Ilden knitrede i de brede Arner. Vinteren heroppe er mørk og streng med ondt, ustadigt Veir; den tager allerede sin Begyndelse den 14de Oktober, som er Calixti Dag, og varer ved indtil Tiburti, den 14de April, som er første Sommerdag. Efter gammel norsk Skik deeltes Aaret kun i tvende Parter, Sommer og Vinter, hvorefter Primstaven, som er den gamle norske Kalender, har været indrettet med Vinter paa den ene Side og Sommer paa den anden.

Mari Bjørnstad gik endnu stilfærdig om og syslede i det kolde Huus.

Hvem af os er ikke saa lykkelig idetmindste een Gang at have mødt en af disse graanede Hjemmets Heltinder, hvis Hverv alene er at værne om alle gode, svage Spirer, som søge at bringe Trøst og Velsignelse til Andre, mens de oftest selv komme ud fra Livet med sønderrevet Klædning og blodigt Hjerte, hvis klare Øine altid søgte det Mindste, mens de fandt det Store -- for hvem Livets Kunst bestaaer i at dele sig selv ud i saa mange smaa Skillemønter som muligt i stadig Angst for, at de dog ikke række til at hele det Søndrede, at læge det Saarede -- skjælve for ikke at eie nok at dele ud i disse upaaagtede Velgjerninger, der belønnes i de tusinde Led, og som mildner Straffen for Fædrenes Misgjerninger i det tyvende Led. Hvem har ikke idetmindste een Gang lært at velsigne En af disse Stille, hvis Løsen ikke er skarpttænkte Lære- og Leveregler om Selvvurdering og Personlighedsfølelse, men dybtfølte Grundsætninger, medens de i ubevidst Ophøiethed ydmygt hente det ædle Metal frem fra Hjertets ukjendte Dybder. -- Lad saa kun alle Lærde og Skarpsindige kaste sig derover og analysere med Mikroskopet, efterspore Nervens Function under »Livslegen«, sortere paa Hylder, destillere i Flasker, concentrere, indforklare, bortraisonnere og udrede bevidst og ubevidst Psychologi, flytte Grændsepæle indefter -- saalænge vi beholde selve Naturens ædleste Digterværk, den sande Kvinde, -- uforfalsket og ubevidst. Ja, hvem af os er saa ulykkelig ikke at kjende en af disse graanede Velgjørerinder, for hvem Gud ikke er den befriende, forløsende, men ham, der gjør Byrden endnu tungere, endnu mere dyrebar, endnu mere velsignet uafrystelig, og som segnende derunder endnu i Døden søger at fastholde, forløfte sig, Heltinder i det Skjulte, der ubemærkede, som de levede, liste sig ud af Livets Dør paaklem, for at finde Himlens Port slaaet op paa vid Gab, Heltinder, der efterlade det dybe Savn, den gnistrende Morild, der sees paa Verdenshavet i Kjølvandsstriben længe efter, at Seileren, der frembragte den, er forsvunden; Kvinder, der mægte alt, fordi de give alt, som tro blindt og ville fuldtud gjennem deres faste Tro, uovervindelige i deres svage Styrke, uerstattelige siden hen. Fred over deres store Gjerning.

Jeg sender denne beundrende Hilsen i Sind og i Tanke til den første af de ædle Kvinder, hvem denne Bog er tilegnet.[5]

[5] Forfatterens Svigermoder var en høitbegavet Dame, Søster til den bekjendte norske Maler, August Cappelen, hvis Malerier findes i Christiania Nationalgalleri.

Mari Bjørnstad var en af disse velsignede. Hun havde lidt det tungeste Slag, der kunde ramme hende, gjennem Sønnens Død. Mærkelig nok syntes det, som om hendes bløde Sind, nu da de første Sørgemaaneder vare forbi, havde vundet større Fasthed, som om hendes bøiede Ryg rettede sig, som om hun traadte med større Sikkerhed paa den Jord, der nu gjemte hendes Skat og ikke længer var i Stand til at saare hans Fod. Tidligere var det, som om hun bad Luften om Forladelse, fordi hun aandede den, søgte at mildne dens Storme ved Bønner og Taarer. Nu lod hun Stormen fare hen og løsne Sneeskredet i Vinterfjeldene; nu lod hun Regnen strømme og Menneskene tale; det var jo blot hende, alt Ondt kunde ramme; det lyse, krøllede Hoved laa derude paa Kirkegaarden med Seierssmil om Læben. Selv Maris Frygt for Bjørnstad syntes mindre; hans Barskhed overfor Drengen var nu forstummet; han deelte hendes Sorg. Fredløslysningen, der svævede over Mandens Hoved, havde ogsaa mistet noget af sin Rædsel for hende, nu da Sønnen ikke længer kunde lide derunder.

Naar denne Sag blev berørt, viste Bjørnstad sig ligesaa ubøielig som tidligere. »Jeg vil leve og dø som fri Mand i min Rede,« lød hans Svar.

I den sidste Tid ind under Juul kom der en underlig Uro over Mari. Hun vandrede rastløs om i Huset. Hendes spinkle Skikkelse svandt ind; to røde Pletter paa Kinderne røbede den Feber, som fortærede hende; alene Øinene bleve større og mere glandsfulde; noget usædvanligt syntes at være i Gjære. Hun stod af og til, naar hun troede sig ubemærket, henne ved Ruden og stirrede længselsfuldt op mod den Stump mørke Himmel, der viste sig over Fjeldskrænten, eller hun søgte over den gyngende Bro til Mor Ulles Hytte, hvor nu et nyt Par havde hjemme, hvis Lykke ingen Historie har: Jørgen og hans Hustru Olaug.

Saa var det en Aften i December, at Bjørnstad uventet kom tidlig hjem fra sit Saugbrug nede ved Fossen. Han fandt sit Huus tomt, og da han traadte ind i Sovekammeret, stode Kasser pakkede og lukkede som til en forestaaende Reise. Han kaldte paa sin Hustru, men fik intet Svar. Saa stillede han sig bag de blomstrede Forhæng ved Ruden og stirrede med et mørkt Blik over mod de Unges Huus, hvor frem- og tilbageilende Skygger foran Lyset i Stuen røbede, at Noget var paa Færde. Lidt efter gik Hyttedøren op, og tre Mænd, fulgte af Mari, begave sig over mod hans Huus. Mari lukkede Mændene ind i Forstuen. Bjørnstad hørte Jørgen sige til de Andre:

»I To blive nu staaende her i Mørket. Saasnart Bjørnstad aabner Døren udefra, kaste I Jer over ham, jeg svøber Tæppet om hans Hoved og af Sted til Slæden! Saa bærer det Vest paa, alt hvad Remmer og Kjælke kan holde. I Morgen støder Mari og jeg til Jer. -- Nu henter jeg Tøiet ned.«

Idet Jørgen, ledsaget af Mari, traadte ind i Sovekammeret med et Lys i Haanden, udstødte hun et Skrig og støttede sig segnende til Jørgens Arm. Bjørnstad stod midt paa Gulvet med korslagte Arme og betragtede hende med et haanligt og spottende Blik.

»Du gjør altsaa Ledtog med mine Fjender bag min Ryg, Mari Bjørnstad?« spurgte han.

»Du maa frelses, Halvor!« hviskede hun skjælvende. »I Nat kommer Fogden med Bykarlene for at hente Dig til Fængsel og Dom. Sætter Du Dig til Modværge -- og det gjør Du -- saa dræbe de Dig som en fuglefri Mand.«