Part 14

»Blusser af som en Furuspaan!« forsikrede Ulle. »Alle Oldermændene sidde dernede i vor Storstue og tale alle i Munden paa hverandre; men høiest taler Peder Colbjørnsen, den tapre Helt, og ham følge de Alle. Vi maatte lægge en høvlet Fjæl over to Fjerdinger for at bænke de mange Raadsherrer, og vore Læredrenge gaae rundt i nye Lærredsbluser med store Mostkander og byde Pryssing og stoppe Kridtpiberne. Jeg tør sige, at bedre bestyret Huus end vort findes ikke i denne Stad.«

Ulle vendte sig atter mod Speilet og slyngede sit røde Tørklæde fastere om Kroppen.

»Først nu i denne silde Aftentime har jeg Stunder til at tænke paa Svenskekongens og hans Officerers Modtagelse og Olaugs Bryllup. -- Har I saa faaet Bugt med hendes Stivsind?«

»Olaug er Jert Sødskendebarn, efter hvad I siger; I giver hende femhundrede blanke Sølvdalere i Medgift. Hun seer statelig ud i Bagerboden; aldrig har jeg haft bedre Handel, end siden jeg tog hende i min Tjeneste, heller aldrig haft paalideligere Pige. Men tage min Casper med det gode, det gjør hun ikke.«

»Vi faae at see, saa maa hun tvinges med det onde,« sagde Ulle og lo tørt. »Har I ellers forsøgt, hvad den kloge Kone raadede Jer til?«

»Javel, Casper laa troværdig med Æblet i Armhulen den ganske hellige Himmelfartsnat, og næste Morgen bød han Olaug at spise det paa fastende Hjerte; men saa staaer vor store Griis i Gaarden, og da Pigen skubber til Æblet, triller det lige i Gabet paa Dyret. Men nu kommer det mærkelige ved Historien, siden den Dag, Grisen aad Caspers Æble, kan han ikke gaa i Fred for den; hun render efter ham, blot han viser sig.«

»Herre Jemini!« udbrød Ulle og slog Hænderne sammen. »Skulde et Kjærlighedsæble virke saa kraftigt? -- Jeg maa see at faae stukket et til Kong Carl for Stadens Velfærds Skyld.«

»Ja, Herrens Veie ere mange,« sukkede Anea. »Min Casper kurrer og sukker, og lige langt kommer han.«

Et rødligt Hoved med tykke Læber og vandblaa Øine kom til Syne i Døraabningen, og Casper traadte ind iført en blaa Kjole med blanke Knapper.

»Der er skeet en græsselig Ulykke i Familien!« udbrød han med stive Øine; »den kræver Hævn!«

»Hvad er der i Veien, min eneste Putte?« udbrød Anea Bagerenke og reiste sig forfærdet.

»Han har smurt mig igjennem, Jørgen Fidelspiller, Olaugs hemmelige Kjæreste nede ved Elven. Hun stod gjemt under en Hyldebusk; Blomsterne hang ned om hendes blege Kinder, og Floden boblede om hendes smaa Fødder. Jeg laa og lurede. Saa gled han frem i sin Baad og spillede og dirrelirede, og jeg saae Taarerne strømme ned over hendes Ansigt. Jeg sprang frem og vilde kysse hende lige paa Truten; men den stridige Tingest hvinede, og saa kom han i Land og bankede mig læsterligt igjennem. -- Motter, der er skeet en græsselig Ulykke i Familien.«

»Kald Olaug herop!« udbrød Ulle og trommede med Fingrene i Bordpladen.

Lidt efter traadte Olaug ind i Stuen. Hun var blegere og syntes høiere siden hiin Vinteraften oppe i Fjeldhytten. De store, blaa Øine saae alvorlige fra den ene til den anden, mens hun stille og rank blev staaende indenfor Døren.

»Hvad maa jeg høre om Dig!« udbrød Ulle hidsig og traadte imod den unge Pige. »Din retfærdige Kjæreste for Gud og Mennesker lader Du din Boler haane, letfærdige Tingest. Du holder Stævnemøder og lader Grisen æde Caspers Æble! -- Endnu denne Nat falder Du til Føie og staaer ikke din egen Lykke i Veien.«

»Lykke!« sagde Olaug og saae Moderen alvorligt i Øinene. »Lykken, det er Blomsten, som brister frem af Foraarsjorden, det er Gurus Kyllinger, som kløve Ægget, det er Vinden derhjemme i Furuskoven, Elven, der risler som Musik, -- Lykken er derhjemme, -- min eneste Lykke!« Olaug knugede Hænderne mod Brystet.

»Motter, Motter -- din eenbaarne Søn faaer en Sprække!« hylede Casper. »Den Tyveknægt har forgjort min Fæstemø med et Liggeæble og sit Fidelspil. -- Uh, see, hvor rund hendes Barm strutter, og hvor hendes Læber ere røde! Jeg holder det ikke ud! Hun er jo min trolovede Brud for Gud og Mennesker, ikke sandt? De har jo lyst tredie Gang for os i Lunelands Kirke?«

»Saagodtsom din ærbare, ægteviede Viv, mit Dæggelam,« forsikrede Anea og klappede Sønnen beroligende paa de brændende Kinder.

»Kom saa!« sagde Ulle og vinkede til sin agtbare Veninde. »Hvad de to Ægtefolk nu har videre at snakkes ved om, bør vi ikke overvære. Saa meget er vist: Casper maa være en stor Tosse, om han nu ikke hævner den Tort og Svie, han i hele to Maaneder har maattet døie af hendes Stivsind, og han er ikke noget Mandfolk, om hun i Morgen slipper af Buret, inden hun paa sine Knæ maa takke ham, om han vil række hende Haanden for Alteret paa Søndag, siden vel Ingen tager hans Frille til Ægte senere.«

Med et spottende Smil og et Blik, som Sindsbevægelsen gjorde stikkende, nikkede Ulle til Olaug og forlod Stuen med Anea. Idet Ulle laasede Døren til de Unges Stue, tilføiede hun med et katteagtigt Smil:

»Der er en ganske charmant Kjærlighedssofa derinde i min lille Duerede.«

Bagerenke Anea sukkede og løftede Øinene mod Loftet. Dermed forlode de værdige Aandsfrænder det øverste ubeboede Stokværk og aflaasede til yderligere Sikkerhed ogsaa den svære Egetræsdør, der adskilte Ulles Leilighed fra det øvrige Huus.

»Herren velsigne de Unges Pagt!« udbrød Anea, idet hun tog Afsked; »den sluttes i Ærbarhed, af Pligt og en Moders ømme Opofrelse og Selvfornægtelse og Gudsfrygt.«

Anea fremramsede salvelsesfuldt denne Lektie, som om hun falbød til daglig disse skjønne Egenskaber tilligemed det varme Brød i Bagerboden.

Da de Unge blev alene, traadte Casper, hvis røde Ansigt skinnede og blussede, hen til Olaug. Han drog den blaa Kofte med de blanke Knapper af og tørrede sin dampende Pande med Skjorteærmet. Saa fremtog han en Lugtebøsse af sin Buxelomme og stak den hen til den unge Pige.

»Du skal komme til at klæde Dig i Fløils Mantel og burgundisk Klæde, i den allerdyreste Stads, mit rare, lille Lam!« forsikrede han, »naar Du nu vil gjøre mig til Villie og blive min Hustru -- Du veed da nok, hvorfor vore kjærlige Forældre har lukket os inde sammen her? -- Kom nu, lille Olaug, og giv mig et Trykkys og see ikke saa vrippen ud, saa skal jeg bilde Motter ind, at Du har givet Dig.«

Casper lagde kjælent Hovedet paa Siden og plirede med Øinene.

Olaug veg tilbage mod Vinduet. Hun var ligbleg; hendes Øine flammede, idet hun stødte Glarruden op og sagde med lav Røst:

»Hør nu mit sidste Ord, Casper Høyer: før springer jeg ud af Vinduet her end bøier mig for Eders Villie. Jeg hører andet Steds hjemme og kvæles i jeres Bylarm. Jeg elsker en Anden; hans er hver vaagen Tanke, hver Længsel, hvert Haab, jeg eier; ham tilhører jeg. Bød han mig følge sig gjennem Ild, i Døden, jeg fulgte ham alene -- hører I? -- ham fulgte jeg uden Lysning, Eder aldrig, om de saa lader lyse for os To alle Aar til Ende.«

Caspers Øine fik en uhyggelig Glands; Blodet bankede i hans Tindinger. Han bed Tænderne sammen og stampede i Gulvet.

Olaug sænkede sit Hoved og vedblev med blødere Røst.

»Vær mild og naadig, Casper Høyer; I kan være det, I, som er saa stor og rig og mægtig, lad mig ringe Pige gaa i Fred. Stadens fornemme og smukke Damer kappes jo om at tækkes Eder; hvorfor vil I være saa streng mod mig?«

»Jo, saa min Sjæl og Salighed, vil jeg være streng mod Dig, Du Rotteunge!« raabte Casper og rullede med Øinene. »Uh, de andre Skabedukker! Det er netop Dig, jeg vil lægge Grime paa og tøile, dit Troldtøi! Alle de Andre gider jeg ikke seet paa. -- Husker Du den Aften, Du kom ned fra Bjerget, bleg og forkommen, med dine fattige Pjalter i en Byldt, og jeg stak Dig Tommelfingeren durk ind i Hjertekulningen? Du skreg høit og gav Dig til at tudskraale. Saadant noget, det er noget for mig, det gjør mig edderspændt krakilsk. Og da jeg forgangen lagde min Haand paa dit Bryst nede i Bagerboden, saa smækkede Du mig over Fingrene -- Hele Boden staaer jo fuld af vore unge Kavalerer, der vil æde varme Boller hos Dig, de Skarnsknægte! De rulle med Gluggerne og gjør sig lækre; Du skal aldrig saa meget som kigge fordulgt til dem. -- Og Apothekeren, den stinkende Balsambøsse, som lagde Blomsterkost paa Disken til Dig! Jeg grinte af ham, saa jeg var lige ved at sprække; Du feiede hele Blomsterstadsen i Kurven. -- Saadan vil jeg have Pigebørnene med Tugt og Ærbarhed. -- Du er saagodt som min ægteviede Kone for Gud og Mennesker. Lad os nu gjøre vore kjærlige Forældre til Villie og holde Bryllup i Nat; det er jo derfor, jeg er kommen, min eneste, søde Rosenblomme! -- saa bliver Du nødt til at sige Ja for Alteret paa Søndag, og saa er den Sag klappet og klar.«

Olaug klyngede sig til Vinduesposten.

»Et Skridt endnu, Casper Høyer, og I driver mig i Døden!« udbrød hun med lysende Øine og bøiede sig ud over Gaden.

Casper sprang lynsnart ind paa den unge Pige og slyngede Armene om hende. Han var en Kæmpe; med et Ryk rev han hende til sig og knugede hende fast mod sit Bryst. Olaugs Kræfter svigtede; hun følte hans hede Aande paa sin Hals. Et vildt, dyrisk Udtryk lyste i hans vandblaa Øine.

»Djævelunge!« hviskede han. »I to Maaneder har Du drillet og trodset -- nu er Du min! Hvad der maa skee, skal skee.«

Olaug udstødte et høit og klagende Skrig. Det lød ud i Sommernatten over de spidse Huustage, et haabløst Klageskrig, en Bøn om Hjælp, der pludselig gjentoges som af hundrede Struber nede fra Torvet.

Først enkelte springende, klaprende Trin henover Steenbroen, saa mange; først enkelte aandeløst fremstødte Raab: »Svenskerne -- Svenskerne!« saa mange. Skrigene tiltog, fordeelte sig ind i alle Smøger, Afkroge: »Svensken er over os!« -- saa et lydløst Øieblik, Døre reves op, Vinduer, natklædte Mennesker sprang frem, raabte, fik Svar, forsvandt. Et Minut senere strømmede det ned ad Gaden, derud, hvor Geværskud begyndte at lyde. Ingen bort fra Faren, Alle frem imod den, -- Øieblikket, det frygtede, det, hvorpaa man i Maaneder havde ventet og forberedt sig, var nu inde: Svensken brød ned over Frederikshald.

»Svensken!« skreg Casper og slap Olaug. »De Mordbrændere! Vort dyre Bageri er i Livsfare -- Gud Fader fri os!«

Skræk og Forfærdelse afløste hans erotiske Fornemmelser. Med et Spring var han henne ved Døren og ruskede af al Kraft i den. -- Larmen tog til nede paa Gaden, en Bølge, der steg under Stormens Aande, en eensartet, mægtigt voxende Brusen, der optog alle Lyde. »Svensken, Svensken!« lød det i Luften, fra Husenes Kvist til Kjælderen.

Casper vedblev at slide i Dørkrampen og udstødte hæse Raab om at blive lukket ud. Ulle, der havde stillet sig paa Luur udenfor Døren, aabnede den med rystende Hænder. Casper foer ud, men havde Besindelse nok til at hjælpe Jomfru Halvorsen med at skubbe Olaug tilbage og stænge Døren omhyggelig efter sig.

»Pas vel paa min unge Brud, at ikke min Honneur lider en Gebræk, mens Svensken er herinde!« raabte han, idet han foer ned ad Trapperne. »Hun er min, og jeg er sin.«

Ulle hørte med et ulykkespaaende Smil Olaugs Bønner om at blive lukket ud. Hun bøiede sig mod Nøglehullet og hviskede:

»Husker Du, at Du kaldte Dig vor Families Skjændselsbarn, lille Olaug? Derfor holder jeg Dig nu fangen, til Du har taget Casper Høyer til Ægte. Sætter Svensken Ild paa vor Stad, seer jeg Dig tusind Gange heller omkomme i Luerne, end jeg giver mit Minde til, at Du ægter Skurken Bjørnstads Søn, som gaaer rundt i Byen og kalder Dig sin Fæstemø!«

Ulle aflaasede til yderligere Sikkerhed atter den dobbelte Egetræsdør, som afspærrede Trappen til øverste Stokværk, hængte Nøglen ved sit Bælte og begav sig med sammenknebne Læber ned i Huset, hvor Larm og Forvirring herskede. Hun standsede foran et blankpoleret Staalspeil paa det mørke Egetræspaneel i Forstuen, svøbte sig fastere i det røde Shawl, rettede paa sin høie Hovedpynt og var med et stift Smil efter sin egen Mening beredt til i Fædrelandets Interesse at modtage Svenskekongens Indfald i Staden.

ILDSKRIFTEN LÆSES ENDNU PAA KRØNIKENS EVIGE TAVLER:

»Hvo, som vil frelse sit Land, han skal ei skaane sit Gods.«

Hvor gives der et mere gribende og ophøiet Skuespil, end naar det fredelige, værgeløse Hjem, som huser Menneskets dyreste Eie, angribes i dets hellige Rettigheder, krænkes voldeligt af raa Overmagt, Havesyge, uden egen Skyld, uden Skygge af Forseelse mod Voldsherren? Hvor gives der et mere beaandende, opløftende Syn, end naar et heelt krænket Folk pludselig reiser sig fra Fredens Sysler, oprørt i sit Inderste af ædel Harme og gaaer fra Disken, Sylen, Tommestokken, for at blive Helte, Alle som Een og Een som Alle besjælede af een Følelse: deres Sags Hellighed, opflammet af Broderskabets Solidaritet -- givende sig hen uden Forbehold med Liv og Blod?

Det var dette Helteskuespil, som nu skulde udspilles i Frederikshald Stad. Alle Akter vare lagte tilrette af en Mesteraand, al stor Kunsts Skaber, den dybe Følelse, og det skulde spilles af Verdens bedste Skuespillere, den sande Følelses Mænd, i et Sceneri, hvis maleriske Dekorationer i vexlende Belysning tilsidst gave Plads for et Slutningsbillede af en saa alt med sig rivende Virkning, af en saa dæmonisk og ophøiet Natur, at Verdensskuepladsen vel næppe har opviist noget lignende, og hvis Luepragt endnu lyser over Stad og Land.

Den tolvte Carl og hans Mænd stode Natten til den 4de Juli Klokken halvto udenfor Byen. Borgerne laa i Søvn; kun de Vagthavende paa Skandserne og Colbjørnsens Forposter vaagede. Kong Carl vadede i egen Person med tre tusinde Mand i al Stilhed og uden at lade Trommen røre over Tisteelven nedenfor Skoningfossen i den Hensigt at overrumple Fæstningens Soldater nede i Staden og afskjære dem Tilbagetoget til Frederikssteen, der saaledes af Mangel paa Mandskab snart vilde blive tvungen til at overgive sig.

Jørgen Halvorsen og Niels Fosby, som vare blandt Colbjørnsens udstillede Poster, ilede hver fra sin Kant skyndsomt til den yderste Vagt ved Præstehaugen udenfor Borgerskandsen og bade Gefreideren at melde den vagthavende Officeer Fjendens Komme, hvorefter de begave sig tilbage til deres Poster.

Da imidlertid alt forblev stille i Staden, og Fjenden uhindret blev ved at rykke frem, løb Jørgen atter til Skandsen og frem gjennem de stille Gader.

»Fjenden er over os -- ret nu staaer han ved Brystværket!« raabte han til den Øverstbefalende.

»Vi har hørt saa megen Snak af Colbjørnsens Folk om Overrumpling,« svarede denne. »Rimeligviis er det igjen blot en Kommando af vore egne Folk, som I tage feil af.«

»Svensken, Svensken!« raabte Jørgen og skjød sin Flint af som Allarmsignal, løb videre til Hovedvagten og til Kirkegaarden, hvor Borgerne havde Skandse og Kanoner. Strax derefter gik Allarmtrommen over hele Staden.

Fæstningskommandant Brun, som var til Raadslagning nede i Byen og til Gilde hos Svend Olsen, troede endnu ikke Colbjørnsens gjentagne Sendebud og Allarmsignaler, som i de sidste Nætter saa ofte havde lydt. Han lod Peder Colbjørnsen svare, at han kunde passe sig selv, og at han selv havde sikrere Efterretninger. Desuden havde Kong Carl udspredt det Rygte, at han agtede at angribe den nære Frederiksstad, hvorfor Garnisonen dersteds stod i fuldt Gevær samme Nat. Brun havde derfor befalet sine Soldater at gaa til Ro saavel i Fæstningen som i Barakkerne. Colbjørnsen og hans »brogede Karle« reddede saaledes ved deres Aarvaagenhed sandsynligviis Stad og Fæstning fra en fuldstændig Overrumpling.

Svensken mødte altsaa ingen væsentlig Modstand før ved Borgerskandsen, som kun var bygget af Steen paa de tre Sider og paa den fjerde bestod af Palissader, og hvis Port var en spansk Rytter. Fjenden var her den retirerende Vagt saa nær i Hælene, at de stak med Bajonetterne efter Folkene indenfor Palissadeværket. Skandsen blev stormet Gang efter Gang, Kanonerne affyredes, Borgerne strømmede til i bar Skjorte og kæmpede som Løver. Skandsen holdt Stand. Tre hundrede af Fjendens Døde laa paa Jorden, Majorerne Slippenbach og Silfversparre iblandt dem. Fæstningen var reddet for denne Gang.

Hermed var Kong Carls Hovedplan foreløbig mislykket, og han drog sig atter tilbage til Staden, hvor Kanonernes Buldren, Trommehvirvler og Raab forkyndte, at nu var det Tid at forrette det Arbeide, som Borgerne fulde af Kampiver den hele Vinter og Sommer havde ventet paa, een mod to, mod ti, mod den europæisk berømte Krigerhelt, der, indhyllet i sin Kappe, taus og indesluttet gik foran sine Soldater som sin egen uafvendelige Skjæbne, frem mod Nederlag som Seierherre, og som forlod Valpladsen med et skjødesløst Smil, optaget af nye, store Fremtidsseire.

Rumlen af Vogne, Kommandoord og Spørgsmaal løde overalt; Enkeltheder, hvoraf hver enkelt var værdig at opbevares i Fædrelandshistoriens evige Liv, vexlede som afrevne Illustrationer af et Pragtværk, flagrede hen i Vinden, forsvandt i Glemselen, i Luerne maaskee ogsaa.

Her sprang den spinkle Skolelærer Ramus gjennem Gyden i korte Spring med et løftet Sværd og tindrende Øine.

»Jeg skal kløve Svenskens Hoved i tvende ulige Brøkdele, at ingen Reguladetri kan lægge det sammen igjen!« raabte han til Fader Jonas, som stod udenfor Døren til »Den forgyldte Nøgle« og ikke vidste noget bedre Middel til at deeltage i Stadens Forsvar end ved at række fyldte Kruus ud til Krigerne.

Her slæbte Kvinderne deres Bohave sammen i Gyderne og dannede Barrikader eller laa med Bøssen paa Luur bag Vinduesskoddet efter de fremmede, sultne Ørne, der flagrede om deres Rede. Luften blev lysere. Krudtrøgen foer frem gjennem Tværgaden fra de aabne Pladser, hvor Kampen rasede.

De kom farende, disse Svenske, som en Stormvind, allesammen magre, brune, arrede Ansigter, nogle forsorne Kroppe, der sloges som Djævle, faldt med en Vittighed, legede Livets Krigerkamp som en guddommelig Spøg, der ikke kunde være lystigere, og som midt i deres store Erobringskampe ikke drømte om at vinde mere end sex Fod Jord til eget Huusbehov.

Nu stormede Svenskerne Frederikshald.

Overalt fore skarpe Lynglimt frem fra de mørke Træhuse og ramte den, Kuglen søgte; hver Bygning, hvert Vindu var en Fæstning, som sendte et velmeent Goddag og et dybtfølt Farvel til de Fremstormende, der kom i Spring som til Festdands -- det gik i en Fart, for der var ingen Tid til Snak og heller ikke til at tælle Fjendens Overmagt før senere, da Liigene i Dynger dreve ned over Elven og fiskedes op langs Stranden eller jordedes ukjendte i store Fællesgrave.

»Hurra!« raabte Bødker Ingolfsen og viste sig i Portaabningen, idet en svensk Officeer faldt for hans Skud. »Bliv ikke arrige, fordi jeg kun gjør Honneur i Nattrøie. Jeg er vist heller ikke rigtig reen i Fjæset; men det er Du heller ikke, din Griis!«

Han skjød uden at dække sig den nærmeste Svensker, hvis Ansigt var sværtet af Krudtslam, og faldt i samme Nu gjennemboret af ti Karabinkugler.

Den tapre og mandhaftige Oberstlieutenant Steen Blix gjorde med sine Soldater Fjenden al mulig Afbræk fra det Øieblik, han brød ind over Brystværket, ligesaa Archelimester Peder Hvid, hvis Folk næsten alle laa døde eller kvæstede paa Kirkegaardens Batteri, som Fjenden flittigt bestræbte sig paa at indtage, for derved at blive Herre over nogle Kanoner, som de selv endnu manglede. Kugle ved Kugle sad i Huusvæggene bag Borgerne. Henne paa Torvet kæmpede samtidig Capitain Knudsen; af hans halvtredsindstyve Mand forlode kun tyve Stedet.

Saaledes sloges Byfolk og Soldater til Klokken fire om Morgenen. Fjenden vedblev at myldre ind i den aabne Stad ved Pipperbjerget, i den Gade nedenfor Borgerskandsen, fra Porten og mellem Jens Frosts og Peter Wærns Gaarde. Kvinder og Børn flygtede ud til Bjergene; ligeledes søgte en Deel bevæbnede Borgere til Fjelds, for med deres Flinter at skyde Fjenden ned i de smalle Tværgader. Paa denne Tid var Tvekampen almindelig i alle Gader, og hvor tre eller fire mødtes, sloge de uden Betænkning hverandre ihjel.

Capitain Blix blev omsider fortrængt fra Torvets Kanoner ned mod det mindre Batteri ved Kongens Brygge, hvorfra den store Skydepram, som Borgerne havde bemandet, med Lethed kunde beskydes. Kampen om dette vigtige Punkt var vild og haardnakket. Byens fornemste Borgere vare ombord paa Prammen, hvorfra de bestrøg Broen med deres Skyts og gjorde Fjenden ubodelig Skade.

Hist og her brændte Byens Huse; men Kong Carl lod Branden skyndsomst slukke.

»Her tillader jeg ingen Varmebaal,« sagde han spøgefuld.

En graabrun Røg, som stedse blev tættere og mere kvalmende, indhyllede den kæmpende Stad i et uigjennemsigtigt Slør. Fjenden begyndte nu at indfalde i Husene og at iværksætte Plyndring. Skrig og Bønner fra de tilbageblevne Kvinder lød ud fra de ituslagne Ruder; stor Jammer og Elendighed overalt.

Fjenden spillede nu Herre i selve Staden. Borgerne kastede hist og her deres Vaaben, stode med uskyldige Miner, som om de mindst af alt vilde Svensken ondt, og satte selv frem af Mad og Drikke det bedste, de havde, ja rullede deres bekjendte, udsøgte Mostankere frem fra Kjælderne, for at gjøre Fjenden tryg og beruset, hvilket var meest tjenligt for det, som nu komme skulde. Der var noget langt mere truende i denne pludselige Imødekommen end i Svenskernes vilde Skrig. Men der var ogsaa dem -- og det var de Fleste -- som ikke nedlagde deres Vaaben, men huggede fra sig, til de bleve slaaede ihjel.

En ung Pige kom flygtende ned mod Broen, forfulgt af en Skare svenske Soldater. Det var Olaug, som vi forlode i Ulle Halvorsens Kviststue i Walcks Gaard. Da Moderen stængede Døren trods hendes Bønner, blev hun længe staaende ved Vinduet, forstenet og ubevægelig som en Støtte og stirrede frem mod de østlige blaanende Fjelde, der utydeligt hævede sig i den lyse Sommernats Taager. Det nys stedfundne Optrin sløvede hendes Modtagelighed for det fjendtlige Indfald i Staden. Lynsnare Tanker fore igjennem hendes Hoved og fremstillede for hende de sidste lange Maaneders kvalfulde Liv i denne Stad, der for hende var en Kæmpeby med snæver Synskreds og ufattelige Interesser. Længselen, denne mægtige Svaghedsfølelse, saa stærk i sin Afmagt, og som bærer ud saavel fra Paladset som fra Hytten, fyldte pludselig utæmmelig hendes Bryst. -- Bort, bort herfra til Hytten paa Fjeldskrænten, dette lille, tommestore Rum, hvor Bjælkeloftet høinedes mod det Uendelige over alle hendes Skatte, -- Lykken i Hjemmet. Foran hende en gabende Afgrund, hvis Dybde hun aldrig ret havde fattet før denne Nat, og op over hvilken ragede Husenes spidse Tage, steg Lyden af Skud, Tummel, Døendes Skrig om Hjælp, Kanonernes Drøn, Brandrøg og Krudtlugt som fra Fortvivlelsens Svælg.

Olaug bøiede sig ud af Vinduet og speidede efter Mulighed til Flugt.

Let som et Egern svang hun sig ned paa et fremspringende Tag og derfra videre, til hun gjennem en Loftsluge fandt Vei til Gaden. Hjemløs og fremmed som hun var, søgte hun Skjul i en Gaard, eftersom hun ikke længer turde vende tilbage til Bagerenken. Da Fjenden kort efter brød ind i Gaarden, flygtede hun ned mod Broen. Midt for denne, udenfor Wærns Gaard, blev hun standset af en Skare Soldater, ivrig i Færd med at istandsætte Broen, af hvilken Haldenserne havde afkastet 12 Alen. Alle Mand af Wærns Gaard bleve tvungne til at bære Planker for deraf at gjøre Strø paa Broen til at passere over, et livsfarligt Arbeide, eftersom Borgernes Pram, som laa udenfor Blokhuset, kunde bestryge Broen med sit Skyts og saaledes jævnlig nedskjød alle Mand i Elven med samt Planker og tilintetgjorde det halvfærdige Arbeide.

Idet Olaug veg ind i en Sidegyde, blev hun indhentet af sine Forfølgere, blandt hvilke vare Vagtmester Erikson og Månsson.

»Ta' mig tusan -- Jenten fra Bergaasen!« raabte Erikson og løftede hende i sine Arme. »Vel mødt, skjøn Jomfru! Saa sees vi igjen, som jeg lovede, for jeg er en ordholden Mand.«

I det samme sprang et Par Mænd ud fra den nærmeste Døraabning; to skarpe Ildglimt strakte de forreste Svenske til Jorden. Erikson holdt Olaug frem for sig som et Skjold. Halvor og Jørgen fore ind paa ham. Halvor greb Olaug; Jørgen lod sin Bøssekolbe falde med et Brag paa Eriksons Hoved. Han slap sit Bytte og greb med begge Hænder om sin Pande.