# Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman ## Part 13 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/bj-rne-t-nationalhistorisk-roman-43781/index.md »Javist, I kan jo tale med om Bjørnstads Krakilskhed,« vedblev Daniel ligegyldig, medens han skrev ned i sin Regnskabsbog. »Syv Kobberkjedler, to delikate Sølvlysestager, 5 enebærrøgede Skinker -- de kunde være haardere røget, lille Madam Terkel --, 3 Pelsfrakker -- vil man see til de Snydere; der er gaaet Møl i dem! -- Javist, Bjørnstad drev Jer jo i Landflygtighed, saa Ingen aner, I lever herovre som Fisker. Det var nok Jeres yngste Søn Halvor, den Gavstrik, der begik Kassesvig i Frederikshald; saa gik han til Morbror Bjørnstad om Hjælp for ikke at bringe Skjændsel over Jeres graa Haar; men der kom han til den Rette. Morbror skjældte ham Hæder og Ære fra, og saa gik Jeres Dreng hen og undlivede sig selv i Tisteelven med Skam og Vanære; og Jeres ældste Søn var nok druknet herudenfor Skjæret i Forveien. -- Tre Pakker Klipfisk, en Tønde salte Graabeinsild, prima Vare -- Ja, I kan have Grund til at strø Buxbom herinde. Men sikken en Søn, I nu har faaet til at bjerge Føden til Jer, en rigtig brave Søn, der arver Hytten, naar I en Gang gaaer heden -- Og glem ikke i Tide at sige mig, hvor I gjemmer Spareskillingerne, for de sige, at I har butlet retskaffens sammen i mange Aar. -- Sikken en steenrig, gammel Stormugle -- dikkedik!« Daniel stak Fiskeren spøgefuldt i Siden med sin Tommelfinger og smilede kjærligt. »Min Ældste døde i sit Kald -- den Yngste har bødet for sit Fald -- derude hos dem vil jeg søge hjem,« sagde Fiskeren og pegede ud mod det mørknende Hav. »Mine egne ere borte, jeg har ingen Familie.« Der var en egen forstenet Ro over hans rynkede Skikkelse, medens han stod paa Pynten og stirrede ud mod den griske Fjende, der endnu i Søvne manende sendte brummende Døninger mod Land. Et guulhaaret Hoved og nogle vilde, skjæggede Ansigter vare under denne Samtale komne til Syne bag Tjørnehækken, for ligesaa hurtigt at forsvinde igjen. »Tøv lidt!« raabte Daniel efter den Gamle, som vendte sig, for at gaa ind i den tomme Stue. »Blev der saa lyst anden Gang for Bager Hans Høyer og Olaug sidste Søndag?« »Der blev lyst for dem,« sagde Fiskeren. »Herren holde sin Haand over hende!« »Naada, sikken en Lykke det fattige Pigebarn uden Navn eller Stand gaaer ind til med den rige Bagersøn!« udbrød Daniel. Halvor traadte frem i en Aabning i Hækken. Maanen stod høit paa Himlen og kastede et blaaligt Luftskær over hans kraftige Skikkelse, medens han gik hen mod Husets Eier. »Hvem taler her om Lysning for Olaug, min Fæstemø?« spurgte han og saae truende fra den ene til den anden. Fiskeren vendte sig. Ingen havde bemærket Halvors Baad, roet af Hans Brecke og Niels Anker, der ubemærket lagde til Land lidt længere nede paa Stranden. Der foregik i dette Øieblik en mærkelig Forandring hos den Gamle; han veg tilbage, som om han saae en Aabenbaring, hans Øine udvidedes, hans Hænder strakte sig skjælvende frem ligesom afværgende, et Smil, der vexlede mellem Rædsel og den blideste Hengivenhed, dirrede paa hans forvitrede Træk. »Halvor, min Halvor!« aandede han frem. Det lød som et Hjerteskrig i den brudte Røst. »Han troer at see sin døde Søn Halvor,« hviskede Daniel forklarende. »Jeg er Halvor, Bjørnstads Søn,« sagde den Unge. »Og Du ligner Far min, som den visne Furu ligner den store levende. Hvem er Du?« Fiskerens Træk antog atter sit haarde Udtryk. En glødende Rødme skjød op i hans furede Pande. »Bjørnstads Søn -- Øie for Øie, Tand for Tand! -- Almægtige Gud, hør min Bøn!« hviskede han, men Stemmen skjælvede. Halvor vendte sig mod Daniel, der i Følelse af sin nys erhvervede Rigdom stod med et velvilligt Smil og betragtede dette Møde, hvor Blodets Røst hævede sig mod gammelt Nag og lidt Uret. »Hvem er den Mand?« spurgte Halvor. »I Sandhedens Navn skylder jeg at tilstaae, at det er din kjødelige Faster Ellen, Du stædes for,« erklærede Daniel, greben af det usædvanlige i Situationen. »Faster Ellen!« udbrød Halvor og sprang hen mod Fiskeren med et straalende, kjærligt Smil; »Faster i Mandsklæder, Faster Ellen, som Mor har sørget saa ofte over, og som Far en Gang græd over!« Fiskeren svarede ikke, han vedblev blot at stirre paa Halvor. Pludselig vaklede han; den Unge sprang frem og greb ham i sine udbredte Arme. Halvor følte en underlig kraftløs Byrde mod sit Bryst; da han saae ned i Fiskerens Ansigt, omgivet af et graat, brusende Haar, der forøgede Ligheden med hans Fader, opdagede han, at den Gamle laa bevidstløs i hans Arme. Han løb ned til Havet og hentede i sin Hat koldt Vand, hvormed han badede Fasterens Ansigt. Da hun igjen slog Øinene op under de buskede Bryn, saae hun spørgende paa Halvor og sagde usikkert: »Græd Far din over Faster Ellen?« »Jeg saae kun Far græde to Gange,« svarede Halvor hurtig og saae ned for sig. »Første Gang var, da Mor sad og klagede over Faster Ellen og hendes stakkels Dreng; Far gik og skjændte og smældte op og ned ad Gulvet; saa kastede han sig paa én Gang hen over Bordet og hulkede og vaandede sig haardelig. »Lille Søster Ellen og hendes stakkels, vildledte Barn!« stønnede han.« »Sagde han »Stakkels vildledte Barn«?« spurgte den Gamle og holdt fast paa Halvors Arm. »Husk Dig vel om. I Jesu Christi Navn, sagde han »Stakkels, vildledte Barn«?« »Stakkels Faster Ellen!« svarede Halvor og knugede Fasterens barkede Haand med et aabent og freidigt Blik. »Hvor jeg kan see, at Du har sørget. Du ligner ogsaa Faster Ulle, som døde.« Den Gamle nikkede. Det lød, som om en haardt spændt Streng i hendes Indre pludselig sprang; et forklaret Udtryk, en usigelig Fred bredte sig over de stivnede Træk. »Hvornaar græd din Far anden Gang?« spurgte Faster Ellen med en Stemme, der endnu ikke ret kunde finde den blide Klang, den søgte. »Anden Gang var --« Halvor brød kort af. »Var --?« spurgte Ellen. »Da han kom hjem den Aften, Byens Folk lyste ham fredløs.« »Er din Far lyst fredløs?« spurgte Ellen og reiste sig heftigt. »De lyste ham fredløs den Aften, han kom til dem og vilde have gjort Alt godt,« svarede Halvor. Det brød frem, pludselig som en tilbagetrængt Strøm, Klage over lidte Ydmygelser, Vrede, Skildring af Faderens og Moderens trøstesløse Liv derhjemme paa Fossegaarden. Dette Skriftemaal, som ingen Pine skulde have fravristet ung Halvors Stolthed, aflagde han ukaldet, uspurgt til Faster Ellen, hvem han her saae for første Gang, mens Taarerne var ved at bryde igjennem. »Forbandelse ramme dem, der lyste din Fader fredløs!« raabte Fiskeren heftig og strakte Armene mod Himlen. Den bredskyggede Hat laa paa Jorden, et Ansigt, skjønt i dets furede Lidelse, belystes af Maanens bløde Lys, der ikke mægtede at oplyse de skarpe Rynker. »Braad og Brænding forude -- de store Storme allevegne! -- Broder, jeg vil hjælpe -- jeg kommer, almægtige Gud, forbarm Dig over os Alle!« Faster Ellen og Halvor sank til hinandens Bryst. For første Gang fandt tilbagetrængte, uforstaaede Følelser, Sorg og Lidelse, her sit Udløb; dermed var Pagten sluttet. Aarelang Græmmelse i Eensomhed og Grublen svandt hen i den lyse Sommernats Taager. »Uh, dette her er saa overmaade rørende, som naar En har Barn i Kirke ovre i den store Katharal paa Vestindien!« snøftede Daniel og gned sine tørre Øine med Bagen af Haanden. »Jeg sagde nys i min blinde Uforstand, at alle mine Egne vare borte,« hviskede Ellen og stirrede paa Halvor med Glød i de hule Øine. »Jeg mener forvist, Du har en Søn endnu,« sagde Halvor. »Faster Ellen har to Sønner!« udbrød en dyb og alvorlig Røst. Den Gamle vendte sig og saae i Maanelyset en høi og bredskuldret Skikkelse, som ubemærket havde været Vidne til dette Optrin. Jørgen Halvorsen traadte frem og greb Fasterens Haand. »Jeg er din Søster Ulles Søn,« sagde han. Der hvilede en sørgmodig Alvor over hans smukke og mandige Træk, medens han ufravendt og søgende saae ind i den Gamles dirrende Træk. »Faster har Pinedød tre Sønneker!« forsikrede Daniel og trængte sin brede Sømandsskikkelse frem mellem de Andre. »Sikken en Familie, Du her har faaet -- naada!« Der lød et skarpt Maageskrig oppe fra Land. Idetsamme blussede en Straaild i Veiret nede paa Stranden. Signalet gjentoges. Halvor sprang i Veiret og saae ud over den glindsende Havflade. »Derude kommer Colbjørnsens brogede Karle!« raabte han og pegede over mod Bratø. Et mærkeligt Syn viste sig ude paa Fjorden. En sexten Alen bred Bygning, der nærmest lignede et Huus med et fladt Tag, kom glidende frem af Skyggen under Øen og nærmede sig Vigsiden. Smaa, sorte Pletter i glindsende Bølgestriber laa strøede omkring denne Bygning, og da den kom nærmere, bemærkedes taktfaste Aareslag fra mange mindre Fartøier, der varpede Kæmpen i Land. Det var den historiske Skydepram, som Frederikshalds Borgere for egen Bekostning havde bygget til Selvforsvar, og som nogle Dage senere kom deres Stad til uvurdeerlig Nytte under Svenskernes Indfald. Denne Pram var bygget over et gammelt Skib, »Saltsækken« kaldet, hvilket de saaledes indrettede, at de toge tvende Parter af den Bro, som af Løvendal var bygget til Overgang fra Svinesund til Vigsiden Aar 1711. Disse Brodele bleve lagte sammen og derover paatværs gjordes en anden Flaade af Bjælker, hvorpaa de fastnaglede en stor Deel Planker, »indtil de tænkte, at den kunde flyde paa Vandet med den Tyngde af Stykker og Folk«, skriver Jonas Rist, »saaledes at Folket vel uden vaade Fødder kunde gaae paa den«. Saa bebyggede de den med Vægge og Halvtag. Siderne vare omtrent en Alen tykke i Stykhullerne og uden og inden forhudede af Planker; Rummene mellem disse opfyldte med Mos eller gamle Haar, som de fik hos Feldberederne. Taget var af dobbelte Planker. Paa hver af de tvende Sider vare to Stykhuller og i Taget mange Skydeskaar, hvorigjennem kunde sigtes med Bøsser. Den 2den Juni, som var tredie Pintsedag, blev Prammen færdig og forsynet med to atten-pundiger, to tolv-pundiger og to otte-pundiger, og det danske Flag blev heist. Denne Bygning var gjort for at forvirre Fjendens Brobygning i Svinesund. Men den Dag, Prammen skød dansk Signal til Efterretning for de danske og norske Fartøier, som laa udenfor Svinesund, og som skulde hjælpe i den Forretning, viste sig at være en uheldig Dag. Fregatten »den kronede Rose« havde for tidligt indladt sig i Kamp med de Svenske; Skibet blev entret og gjort til Entreprise. Da Prammen omsider naaede frem mod Svinesund, saae den sin Kampfælle ligge som Blokering i Indløbet, besat af svenske Soldater, hvorfor Haldenserne klogelig varpede Prammen tilbage til Halden. Maanen, der synes at være hver romantisk Stordaads Forbundsfælle, lyste altsaa denne Nat ned over Prammen, som i Skyggen af Bratøen blev varpet ind under den svenske Kyst. Om denne Nats Bedrift, som strengt taget ikke hører til denne Histories Udvikling, staaer der fortalt hos Jonas Rist: »Samme Aften, som var den 30te Juni, lod Colbjørnsen samle sit Compagni paa Torvet samt og berede en stor Deel Pramme og Eger med mindre smaa Baade. Da Folkene stode færdige med deres Geværer tilligemed Fæstningens Soldater, bleve de i Mørke i Fartøierne indtagne, paa det at Fjendens Folk, som sad ved Knifsø i Bjergene at see, hvad de, som vare beleirede i Byen, foretog at gjøre, ei saadant skulde formærke. Derpaa fore de over til Vigen og bleve satte i Land lige overfor Æskevigens Eiendele, for at nedhente de svenske Heste, som gik løse paa Græs derovre, og lode de over 30 Mand blive ved Fartøierne, som skulde lægge fra Landet med dem, om noget fjendtligt Parti skulde have kommet. Thi de havde Kundskab om, at et sachsisk Regiment til Fods stod ei langt derfra. Klokken henved 12 skiltes de, som gik efter Hestene, fra os Andre, som vartede deres Tilbagekomst og skulde ligge færdige at tage dem ind, enten de kom dèr paa Stedet eller nedenfor, i Fald de bleve forfulgte. Alle Svenske næst omboende, baade Mænd og Kvindfolk, bleve tagne i Arrest og satte paa en Pram, saaledes ogsaa den gamle Fisker og Skipper Daniel. Da Klokken var tre, og Solen begyndte at rinde op, var endnu intet hørt af Skud eller Vagter oppe i Landet. Da Klokken gik til fire, og intet blev fornummet om vores Indkomst med Krigsbyttet, begyndte Alle at frygte, at det ilde skulde være faldet. Men idetsamme hørte vi en stærk Drønen af Heste, og saa fornam vi, at vore bleve Seiervindere og havde foruden 111 Heste 26 Mand til Fanger, som passede paa Hestene, og gik dette Værk saa stille for, at ei et Gevær blev afskudt. Thi da de vare komne Fjenden saa nær, at de kunde see fuldkommelig og tilvisse, hvormange Hytter han havde gjort, og hvormange Varmer, hvoraf de kunde slutte, hvormange Folk omtrent der kunde være, omringede de dem saaledes, at ingen af de Svenske, som de mestendeels tog sovende, kom tilbage at give Efterretning. Den eneste Fjende, der blev dræbt, var en svensk Lieutenant, som Halvor Bjørnstad skød ned, fordi han satte sig til Modværge. Da Hestene nu til Fartøierne ankom, lagde vi Prammen strax til Bjerget og indtoge Hestene og lode de svenske Folk gaae, som vi havde i Arrest, og satte lige over til Æskevig, hvorfra vi førte dem over Land til Frederikshald, did vi ankom Klokken halvgaaen fem om Morgenen.« -- »Aldrig har jeg været med til at smugle stoltere Ladning over Grændsen!« raabte Brecke, da Hestetoget dundrende foer frem over Bybroen og svingede ind paa Torvet, hvor det modtoges af en jublende Folkeskare, der i Øieblikkets Seiersmod syntes at glemme, at deres ulykkelige Stad var priisgivet til Undergang, et sikkert Bytte for Rov og Plyndring. Hytten ovre paa Skjæret stod fra denne Dag forladt. Den gamle Fisker var forsvundet. Stormuglens spinkle Fartøi havde atter søgt ud til Redningsarbeide i Livets høie Bølgegang. SKJÆNDSELSBARNET. I over to Maaneder, der syntes tvende Aar, havde Frederikshald nu udholdt Svenskekongens Beleiring. Al Handel var standset, alle Næringsveie og Indkomstkilder vare revne fra Byens Indbyggere. Borgerne, unge og gamle, stode under Vaaben, og Øxer, Stænger og Dolke kom i Brug. Ved Kirkepladsen saaes Oldinge daglig øve sig i Vaabenbrug, og der fortælles om to smaa Drenge paa sex og otte Aar, som tæt udenfor Staden fik Besøg af en svensk Rytter, der rolig lagde sig til at sove i deres Hytte, da han ikke fandt andre hjemme end Børnene. Saasnart Rytteren faldt i Søvn, listede den største Dreng sig hen og knuste hans Hoved med et Øxehug. Fjenden ventede endnu bestandig sit grove Skyts og vilde have paaført Byen langt større Ulykker, dersom han havde været i Besiddelse af Mørsere, Stykker Kartover, og hvad nu hiin Tids Krigsvaaben benævnedes. Fæstningen, der var skjænket Borgerne af Frederik den Tredie, efter at de i tvende Beleiringer tilstrækkelig havde lagt for Dagen, at de fortjente denne Omhu, og som ene og alene blev anlagt for at være denne saa høit fortjente By til Skjærm og Forsvar mod nye fjendtlige Angreb, denne Fæstning fortjener med stor Ret sit Ry som Bjergfæstning. Saavel dens høie, steile Beliggenhed, ca. 360 Fod over Havet, og de udenfor Portene beliggende Bjerghøider ere saa steilbratte og blottede for Jord, at Fjenden vanskelig kunde betjene sig deraf. Hertil kommer et uudtømmeligt Morads, en næsten bundløs Myr (Mose) ved Overbjerget, den hundrede Alen brede Tisteelv og et Stykke af Idfjorden, der omgav Fæstningen. Som en af dennes væsentligste Fordele maa endnu nævnes den sjældne Tilfældighed, at ikke mindre end tre Vandkilder i en Høide af 330 Fod over Havet rigelig forsyner tre store Vandbeholdere og Fæstningen med Vand. Selve Staden derimod ved Bjergets Fod, laa saa godt som aaben for Fjenden, skjøndt Borgerne havde gjort deres Bedste for at sætte Staden i Forsvarsstand. Palissader bleve anbragte overalt, »spanske Ryttere« og Pæle nedrammedes i Elvens Vadesteder, Muren om Borgerskandsen var udbedret, og Broen mellem Nord- og Sydsiden blev afkastet saaledes, at der var en Aabning paa 12 Alen, hvor kun to Længdestokke laa tilbage. De fleste af Borgerne havde stuvet deres Gods sammen i de dybe Kjældere eller lod det bringe op i Fæstningen. Skjøndt Staden var afbrændt i Aarene 1667, 1676 og 1703, bestod den endnu kun af Træhuse. Magister Johannes Schrøder, Rector scolae, lader i sin rimede Beskrivelse Frederikshald By sige: »Men ach, jeg skjælver, naar jeg ikkun Ilden nævner og Under derved ei, I, mine Bjerge revner; thi jeg fortællet har, hvorledes jeg er brændt og ofte jammerlig ved Ildens Lue skjænd't. Nu maa jeg atter til om Ildebrand at tale og ny Elendighed om Ilden at afmale. Ach! Vand at slukke med! hvert Øie græde maa, naar de min Modgangs Last vil ickun tænke paa. Dog trøstig jeg har Vand af Naadens Ledske Kilde, om end Ulykken mig har altid villet ilde. Saa haver Dig, min Gud og mildeste Regent, min Modgang og min Sorg til Trøst og Glæde vendt.« Man skulde tro, at Byens Borgere vare blevne klogere af disse mange Ildebrande og havde opbygget den nye Stad af Steen, i Særdeleshed da der fandtes Teglbrænderi ved Staden, hvis Steen bleve benyttede til Fæstningen; Steen vilde ogsaa med Lethed kunne bringes tilveie andet Steds fra. Der reiste sig imidlertid for store Vanskeligheder, til at denne fornuftige Plan kunde gjennemføres. For det Første var det blot de Rige, der kunde gjenopreise deres Huse af Steen; de Fattige eiede efter Brandene kun deres tomme Hænder; en Levealder vilde hengaa, inden de bleve istand til at reise sig et lille Huus, dersom det skulde være af Steen, hvorimod Bekostningen var ringe ved at slaa en lille Hytte op af Træ, hvilket ogsaa hurtig skete. De enkelte Rigmænds grundmurede Bindingsværkshuse vilde saaledes alligevel mellem Træhuse være priisgivne til Ilden, dersom en ny Ildebrand opstod. Byens Borgere bleve derfor snart enige om, at det var dog bedre at sove i egne Træhuse end at campere paa aaben Mark i Forventning om Fremtidssteenhuse, ikke at tale om den Gjæld, Enhver vilde paadrage sig. Dertil kom, at den kolde, lange Vintertid ikke egnede sig til Murerarbejde; een Nattefrost kunde fordærve Dagens Arbeide. Kort sagt: Frederikshald By blev ved at voxe frem af Træ. Under Svenskekongens Storm skulde det vise sig, at de Steenhuse vare blevne tryggere Hjem for Svenske end for Nordmænd. Træhytterne bleve Fjendens Liigkister, og Fyrretræesplankerne blev flammende Fakler om hans Dødsbaare. Paa Hjørnet af Kirke- og Borgerskandsegade laa den rige og velfornemme Kjøbmand Walks Huus lige over for Peder Colbjørnsens Gaard, hvor senere det Ankerske Arbeidshuus blev bygget. Det var kjendeligt fra Omgivelserne ved sine vel vedligeholdte malede Figurer paa Façaden, den nyrestaurerede Svalegang og de høie spidse Gavle, der ragede tilbørligt op over Gjenboers og Naboers Huse. I det Hele taget skjelnedes de smalle Gaders Bygninger ogsaa i Frederikshald fra vore Dages ved deres ueensartede Karakteristik. En Vandring gjennem de trangeste Gyder gav ikke alene Stof til Betragtning, men tillige et Indblik i hver særskilt Eiers Personlighed. Alle disse forunderlige smaa Udbygninger og Enkeltheder af uregelmæssig Form vare levende Vidnesbyrd om en nu til Dags ukjendt Kjærlighed til Hjemmet og tegnede lyslevende Tidens og Borgernes Originalitet. Natten til den 4de Juli, som var Løverdag før 4de Søndag efter Trinitatis, brændte to Spædelys indenfor Glarruden i øverste Stokværk i nævnte Træpalads og udsendte et for Tiden stærkt skinnende Lys i Sommernatten. Indenfor i den lave Bjælkeloftsstue, hvis Luft var stærkt krydret af Lavendelrøgelse, og hvor Myggene summede, stod Jomfru Ulle Halvorsen og »tog sig ud«, som hun teknisk betegnende kaldte sine Prøvetimer for Toiletspeilet. Dynger af fremdragne, brogede Klædningsstykker, farvede Blomster, udfaldne Fjer bugnede ud af Skuffer og Skabe, og Kasser stode halvt pakkede paa Gulvet, som om her holdtes Flyttedag. Eierinden af alle disse Herligheder stod for Øieblikket i tilbagelænet Stilling fortabt i Beskuelse af sig selv i en liden Speilstump over Kommoden. En skarp Rynke i den magre Pandehud tilkjendegav, at Mønstringen ikke faldt ud til hendes Tilfredshed, hvilket gjorde Jomfruens Dømmekraft Ære; thi her maa tilføies, at Ulle Halvorsen var en mager Person med Skarpe Smil, og at Rynkerne i hendes indtørrede Ansigtskjød paa ingen Maade dækkedes af Kalkstøvet og det Zinnoberrøde paa de fremstaaende Kindbeen, ei heller formaaede de talrige Favoritkrøller over Kindhulerne at skjule, at Giftermaalstiden var stærkt inde. Det bankede paa Døren. »Kom ind!« raabte Jomfru Ulle med skjærende, dog honningsød Stemme. Døren gik op, og en sværlemmet Kvinde med røde Kinder i en hjemmevævet Kattunskjole traadte ind og neiede. Ulle gjengjældte denne Hilsen ligesaa siirligt og udbrød: »Enkemadam Anea Høyer, alene! Kommer ikke Olaug og Jeres Søn Caspar efter Aftale?« »Olaug venter dernede i Forstuen; min Søn indfinder sig Klokken elleve. Jeg har selv noget paa Hjerte, som forvist maa forhandles, hvis Jomfruens Tid ellers tillader det,« tilføiede hun med et skarpt Blik paa det høirøde Shawl, hvori Ulle netop havde indsvøbt sin Figur. »Ja, jeg har lettet lidt paa Sorgen efter min salig Mor,« svarede Ulle med et undskyldende Smil. »Men naar det gjælder Stadens Velfærd, saa væk med Familiehensyn!« »Stadens Velfærd?« spurgte Anea tvivlende. »Ja nok, Landets Velfærd,« gjentog Ulle og kastede et dvælende Blik i Speilet. »Kan Svenskekongen ikke bryde herind i vor Stad, hvad Time det skal være? Er det ikke min Pligt som velbestalter Huusbestyrerinde i en af Byens Førstemænds Huse at tage sømmeligt imod ham? Hvad troer I, at de gudeskjønne, svenske Officerer maa tro og tænke om os norske Kvinder, dersom vi Alle tage imod dem med glatkæmmet Haar og Kattunsklæder? Hvor har man nogen Sinde hørt Tale om et Borgerskab som vort, der til største Skade for sig selv vil til at ruinere vor gode By ved at tænde Baal herinde for ikke at efterlade Svensken det, han kan staa og ligge paa?« Ulle hævede Armene i det røde Shawl mod Loftet og vedblev i stigende Bevægelse: »Vilde det ikke være os Alle til største Fordeel, om disse vrede, svenske Helte fik os i deres Gewalt? Vi kunde da leve i Gammen og Rolighed og give ham Plads ved vort Bord, ved vor varme Arne. Herre Gud, de Stakler, som nu i Maaneder har ligget derude paa den bare Mark i Slud og Regn, hvor de vilde takke for at faae en blød Seng at udhvile deres stærke Lemmer i, ja, de vilde unde os at fortsætte vor Handel og daglige Leveviis i Stedet for, at nu alle vore surt erhvervede Skatte« -- Ulle slog ud med Haanden mod sine Dragter -- »skal blive Ildens graadige Blus, saa vi herefter finde slet intet Huusly. Ikke for ingen Ting har Byen en Vildmand med en Steenøxe til Vaaben; Vildmænd og Bjørne ere de Alle.« »Ja, de snakke saa hjertensgjerne, de gode Raadmænd,« sagde Anea og gjorde Plads til sig paa en Stol. »Saadan har de jo nu rumsteret i to Maaneder; hver Nat gjør de til Dag med deres Lichtkugler der oppe paa Fæstningsmurene og slaa Allarm -- Folk kiler til Skandsen, og saa er der ikke Skyggen af en Svensker alligevel.« »Ak, de sige jo, at Svensken agter at overrumple os i vor søde Søvn!« udbrød Ulle med et skjelmsk Sideblik mod et rummeligt Sengested, skjult bag blomstrede Forhæng. »I to Uger har jeg nu i den Anledning holdt rene Lagener og broderet Hovedvaar og to Gange skiftet friske, røde Hagebaand i min fixeste Natkappe.« Anea spidsede sine kjødrige Læber til et forstaaende Smil, men sagde hurtigt: »Herrens Veie ere ikke altid Jorderigs Veie; det gjælder at vide, til hvilket Parti man hører, Jomfru Halvorsen.« »Det veed Himmerigs evige Gud, jeg hører til vores!« udbrød Ulle. »Men nede i Storstuen sidder den rare Commandeur Bruun og alle vore Raadsherrer og raadslaa med hverandre om at stikke vor By i blussende Brand. Er det at høre til vores Parti? Er det at have Hjerte i Brystet at ville stege sine Medskabninger spillevende, blot fordi de ere svenske? Derfor har jeg pakket min Huusbonds og mine Sager, som han troer vel bjerget i den hvælvede Kjælder, og bragt det Hele i Forvaring over paa Vigsiden. See, det kalder jeg at være paa vores Parti.« »Og mit Bageri?« spurgte Anea forbitret.