Part 12

»Det har sin Rigtighed; vi maa holdes skrapt,« sagde Mændene og nikkede til hverandre, som om det var en given Sag.

»Jeg dømmer Jer da Alle til i Aften at tømme et Kruus for min Regning i »den forgyldte Nøgle«!« kommanderede Colbjørnsen og fik et tordnende Hurra.

En determineret Næstkommanderende vilde følge med Folkene.

»Hør, Tomasen, Du bør ikke gaa til Mandskabet i Aften,« sagde Colbjørnsen.

Men Sergeanten gik alligevel og fandt Anføreren fra Broen, Niels Anker, siddende i en Lænestol, fuld og pralende.

»Gaa hjem, Fyldebøtte! Du sidder jo her og blamerer vort hele Corps,« befalede Underofficeren.

Den gamle Ulk med de blodskudte og veirbidte Træk var bjørnestærk; han sprang op, gjorde Tegn til Kammeraterne; de trængte sig sammen mod Døren og fik Befalingsmanden skubbet udenfor uden at løfte en Haand.

Næste Morgen maatte de igjen stille for Colbjørnsens Huus. Niels Anker traadte frem med Haanden til Huen.

»Vi lystrede Ordre, saa godt vi kunde, Hr. Capitain, og slog en bedre Basseralle. Sergeant Tomasen dèr vilde forlede os til Ulydighed mod Chefens høie Ordre, derfor lod vi ham gaa udenfor.«

»Saa dømmer jeg Jer Alle til en ny Basseralle efter den første Seir,« kommanderede Colbjørnsen. »Men Niels Anker skal i Dagsarrest.«

»Til Tjeneste!« svarede den Gamle og grinte.

Peder Colbjørnsen holdt strengt paa sit Corps' militaire Ære og paa dets Uafhængighed af Fæstningscommandant Brun, som ved flere Leiligheder havde lagt sin Misfornøielse for Dagen over, at Borgerne ved at oprette dette Fricorps blandede sig i hans Rettigheder at forsvare Staden. Det var kommen til flere beklagelige Sammenstød mellem ham og Fricorpset, og Commandanten skal have udtalt disse mindeværdige Ord, da hans Assistance blev søgt til i Forening med Colbjørnsens Mænd at drage ud mod en fjendtlig Styrke i Byens Nærhed:

»Lad Borgerne passe deres Stad; _jeg_ forsvarer Fæstningen.«

Colbjørnsen sendte derfor ikke sit Corps' Straffefanger til det militaire Fængsel, men som Soldater tillod han heller ikke, at de indsattes i Byens Arrest. Da saaledes intet Fængselslokale var ved Haanden, lod han Niels Anker sætte i et Brædeskuur uden Slaa i hans egen Gaard og en Skildvagt for Hullet.

»Væk med Skildvagten!« brummede Niels. »Jeg skal nok passe paa mig selv.«

Op ad Dagen kom nogle fine og fornemme Kjøbmandsdøtre for at faae nogle af de meget omtalte brogede Karle at see. Colbjørnsen havde ingen anden hjemme end Niels og gik ned med Damerne i Gaarden. De saae sig forbauset omkring.

»Hei, Niels -- herfrem med Sig!« kommanderede Colbjørnsen.

Saa stak Niels sit skjæggede, uredte Hoved frem af Hullet og stirrede livsalig paa de unge, smukke Damer.

»Hvorfor løber Du ikke din Vei?« spurgte Frøken Jonassen og rakte ham et Pengestykke.

»Gud velsigne hendes kjønne Ansigt!« svarede Skjælmen. »Saa havde jeg jo ikke faaet Dem at see.«

Det Pengestykke blev det bedst udgivne i den unge Dames Liv, hvad Niels Anker senere fik Leilighed til at bevise. -- Ja vist, undertiden kan Musen hjælpe Løven, det er afgjort.

Som sagt, et mærkeligt Forhold og Kammeratskab knyttede de fleste af disse halvvilde Folk til Colbjørnsen i Liv og Død med en selvopofrende Hengivenhed, der skulde søge sin Lige, ikke alene i Krigsaarene, men for hele Livet. Hvornaar og hvorledes denne Pagt blev sluttet, det Spørgsmaal faldt det Ingen ind at opkaste. Hvad var det, der gjorde alle disse Anstrengelser, Savn og Lidelser saa lette at bære, der gjorde mugne, steenhaarde Beskøiter og harsk Flæsk til velsmagende Maaltider og daglange Marcher, efter hvilke Skindet hang ved Støvlerne, til lystige Eventyr, der bragte disse halvbevidste, men heelt følende Mænd til at gaa i Døden, freidige og skjemtende, uden Rædsel, med en Følelse af løftende Alvor? Det var ikke alene det interessant Spændende og rigt Afvexlende, som farefulde Hændelser afgive, og som syntes at tiltale disse stærke, friske Naturmennesker, nei, det var Hjemmets Aand, som atter her besjælede Alle, Følelsen af, hvad Fædrelandet har Ret til at fordre som Gjengjæld for, hvad det skjænker hver Enkelt: Alt, hvad der giver Livet Værd, og som omslutter alt det, hvortil vort Hjerte er knyttet. Det var denne Følelse, som gjorde Frederikshalds Borgere og »de brogede Karle« til Brødre og Kammerater gjennem skiftende Aar, og der blomstrede Velsignelse af det Fælleskab, det bar freidigt og broderligt gjennem de store Sorger og lod senere finde Glæder og Nydelser dèr, hvor vore Dages venneløse Mennesker kun see den stenede Vei. Denne Broderfølelse gjorde Hjertet stort og Armen stærk og de mægtige Bedrifter lette som den ligefremmeste Sag af Verden. Aanden fra de store Minder laa over Staden, værnende og samlende; Splid og Tvedragt, Mistillid og Tvivl gik op i de vidt lysende Luer fra Byens lave Træhuse.

En Aften vendte Peder Colbjørnsen hjem fra et af sine sædvanlige Recognosceringstogt ind i det af Fjenden besatte Terrain for at opdage, hvad han foretog sig, og for paa Hjemveien at inspicere sine Patrouilleposter, udstillede i Kreds udenom Staden.

Øst for Frederikshald paa Bjørnstads Hede kom han til et fattigt Træhuus, hvor et Stykke skjævt Glas i Væggen erstattede Ruden, og hvor Alt røbede den dybeste Nød og Armod. Colbjørnsen standsede sin Hest og bankede med Skaftet af sin Ridepidsk paa Dørlaagen.

En Mand kom tilsyne i Aabningen, og ude af sig selv af Glæde ved at see Colbjørnsen i den hvidkoftede, danske Uniform i Stedet for Svenskens gule og blaa, sprang han ud midt paa Veien og greb Hestens Bidsel.

»I Herrens Navn, kom indenfor, I er jo vaad, og Hesten stønner, saa træt er den; træd ind i min ringe Hytte og gjør den stor!« bad Manden.

Colbjørnsen trak Tømmen til sig.

»Jeg har i Nat vigtige Ting at varetage og ønsker blot at høre, hvad I har seet til Svensken i Aftes.«

»Svensken var her og tog vor Ged, da Solen gik ned, men betalte den. Han talede vakkert for sig og lovede os et nyt Huus, naar han først var kommen til Regimentet. Vi lod ham snakke og tav dertil. -- Giv mig i det mindste Lov til at snige mig gjennem hans Forposter, mens I hviler ud i Hytten. Jeg er her igjen om en Time med fuld Besked.«

Colbjørnsen rystede paa Hovedet.

»Saa lad mig løbe foran Jer Hest for at være Jer til Nytte underveis,« bad Manden.

Mens han talte, kom hans Kone ud, og Colbjørnsen bemærkede, at begge kjærtegnede hans Hest, klappede den paa Mulen og gav den gode Navne, alt mens de løste Milerne og ivrigt stoppede det ene Stykke Brød efter det andet ind mellem dens Tænder.

Colbjørnsen bekjendte senere, at han, skjøndt haardfør Soldat, havde ondt ved at beherske en pludselig overvældende Følelse af Lykke og Bevægelse ved at see disse fattige Folk, der næppe selv havde det tørre Brød i deres faldefærdige Rønne, liste sig til at stoppe deres Føde i Munden paa hans forkomne Hest, siden de ikke paa anden Maade kunde være ham til Nytte.

Lidt længere fremme paa samme Ridt forbausedes Colbjørnsen ved i Morgendæmringen at see en Bonde ligge udstrakt paa Mosegrunden ved Siden af Veien med Øret trykket lyttende imod Jorden.

Colbjørnsen standsede og spurgte, hvad Manden bestilte.

Han svarede: »Det er forfærdeligt at høre de svenske Ryttere galoppere omkring paa alle vore norske Veie.«

Colbjørnsen sprang af Hesten og hørte sagte, fjerne Drøn, som Bonden bedre forstod, efter at han saalænge havde benyttet denne Telefon.

Paa hvert Bjerg og hver Bakkekam stode alle Nætter Mænd og Kvinder, stirrende og lyttende, angstfulde og bævende, og alle erkjendte de senere, at det var skjønne og lykkelige Timer, skjønne, fordi saa meget af det ædleste og bedste i Mennesket kom til saa fyldigt et Udtryk, lykkelige, fordi de skjænkede Livet et saa rigt og bevæget Indhold, at Timerne bleve mere vægtige end senere lange Aar, tilbragte i daglig Dont, hvor Dagene svinde uden at bringe andet Udbytte end en navnløs Grav, en Virkelighedstilværelse uden Eftermæle, der ofte hverken i Liv eller Død skjænkede Følelsen af at have levet.

Nedenfor Skonningfossen paa den Vei, der fører til Frederikshald, standsede Colbjørnsen og saae sig om. En Mand reiste sig af Grøften; det var Hans Brecke, en af Colbjørnsens Frivillige, som havde denne betroede Post og varetog den med en Glubskhed, der var lige saa farlig for Landets Egne som for Fjenden. Hans Brecke var en forsoren Smugler, om hvem Sagnet endnu veed meget at fortælle i hans Fjeldegn. Han kjendte Vadesteder, Stier og Veie bedre end nogen anden. En undersætsig, fiirskaaren Skikkelse med et veirslagent Ansigt, brunt som en Taters og med et langt, graasprængt Skjæg, der var flættet ind i Blykugler. Udtrykket i Ansigtet, navnlig i Øiet, fik undertiden et Præg af saa ubøielig Vildhed, at Folk vare ængstelige for at være alene sammen med ham.

Colbjørnsen vilde ride fremad, men standsedes pludselig af et tordnende: »Holdt -- hvem dèr?« og af en Bøsses uheldsvarslende Klikken.

»Du holder god Vagt, Hans Brecke,« sagde Colbjørnsen og rakte Smugleren sin Feltflaske.

»Hvordan Fanden skal jeg i Mørke kjende Ven fra Svensken, forinden jeg har dem paa Halsen?« brummede Hans og rakte Colbjørnsen den tømte Flaske tilbage.

»Du tilraaber dem »Holdt! -- hvem dèr?« og naar de svare paa Svensk eller slet ikke svare, saa brænder Du dem paa Pelsen for at vare dine Kammerater. Fortsætter Svensken sin Fremrykning, maa Du naturligviis i Mørket see at knibe ud langs Klipper og Grøfter for hurtigst muligt at bringe mig Melding.«

»Skal skee!« svarede Hans med et tilfreds Griin. »Saa melder jeg Capitainen, at en Trop svensk Cavalleri for en halv Time siden kom hernedover mod Fæstningen. Jeg raabte dem an, og da de ikke lystrede, spændte jeg Hanen og trykkede løs. Min gamle Flint klikkede fire Gange, og hele Troppen gjorde omkring og steilede Øst paa, Fanden i Vold.«

Colbjørnsen tog for første Gang Hans Brecke i Øiesyn ved Skjæret fra sin Blændlygte.

»Det var Dig, som i Morges kom ind til Byen med et Læs Geværer?« spurgte han.

»Ja, det var mig,« svarede Hans.

»Du afleverede din Vognladning til Fæstningskommandantens Folk, skjøndt min Ordre lød paa, at Du skulde kjøre Vaabnene op til min Gaard?«

»Officeren truede mig til at lystre hans Befaling, og Brovagten jog Sabelen i Bringen paa min Hest, da jeg vilde tvinge mig Vei.«

Colbjørnsen tildeelte Manden en alvorlig Irettesættelse. Brecke holdt fast paa Hestens Bidsel og brummede, da Colbjørnsen vilde ride videre:

»Siig et godt Ord, Capitain!«

»Slip Hesten.«

Hans Brecke lystrede, men gjentog:

»Jeg vil ligegodt have et godt Ord, Capitain Peder!«

»I Morgen tidlig skaffer Du Heste og Vogn og kjører Gods og en Drift Kvæg ind til Frederikshald for Saugbrugsfolket ovenfor Skonningfossen,« sagde Colbjørnsen og talte 3 Mark op til ham.

»Jeg kan just ikke sige, jeg er slikken efter den Forretning, for det gaaer ikke,« brummede Smugleren. »Men naar Capitainen befaler, maa jeg jo lystre.«

»Jeg betroer Dig det Hverv, fordi jeg stoler paa Dig, Hans Brecke,« sagde Colbjørnsen.

»Godt, Capitain!« lød det som et hæst Brøl efter ham i Morgengraaningen.

Et Par Dage gik. Colbjørnsen saae intet til Brecke, og han opgav Tanken om at gjensee ham, idet alt det betroede Gods ikke var en daarlig Fangst for den gamle Smugler at smutte østpaa med over Grændsen.

Medens Colbjørnsen den følgende Dag stod paa Torvet og exercerede med sine Folk, følte han pludselig et Jerngreb om sin Arm. Ved at vende sig stod han Ansigt til Ansigt med Brecke, hvis vilde Øine gave nogle sære Glimt, idet han hviskende udbrød:

»Jeg har det Altsammen!«

Han førte Colbjørnsen ned til Broen og pegede paa en Vognrække, belæsset med Gods fra Egnens Folk og omgivet af brægende Geder og Køer. Længst tilbage holdt en Vogn, som Brecke syntes meget omhyggelig om.

»Hvad bringer Du dèr?« spurgte Colbjørnsen.

»Jeg fik jo paa Hovedet af Capitainen,« brummede Brecke, »fordi jeg lod Kommandant Brun tage det Læs Geværer fra mig; saa tænkte jeg, at det var bedst at faae et andet Læs Flintebøsser ned til Dem for at blive gode Venner med Dem igjen.«

»Hvor i Alverden har Du faaet de Geværer fra?« spurgte Colbjørnsen forundret.

»Jo, det var nu ikke saa vanskeligt, Hr. Capitain. Svensken har netop bekjendtgjort, at Beboerne skal aflevere deres Bøsser, og Enhver, der ikke efterkommer Befalingen, skal føres over Grændsen. Saa fik jeg mig en Vogn og kjørte fra Gaard til Gaard nok saa magelig og sagde til vore Bønder, at hvis de vilde have deres Vaaben afsendt til Capitain Colbjørnsen, saa kunde de lægge dem i min Vogn; men vilde de af med dem til de Svenske, saa skulde de blot vente et Øieblik, saa kom de strax efter dem. Jeg troer ikke, at Fjenden finder noget Vaaben i de Gaarde, som jeg har besøgt,« tilføiede Brecke med et bredt Grin og trak en gammel Læderpung frem, hvoraf han lagde to Mark og nogle Skilling paa et Kjældertrappetag. »Værs'god -- dèr er hans Penge.«

Colbjørnsen saae forbauset paa Manden; det Hele blev mere og mere gaadefuldt.

Brecke forekom hans Spørgsmaal, med den Forklaring, at han naturligviis ikke vilde spilde Capitainens Penge til Transportudgifter, al den Stund Svensken afgav Befordringen.

»Svensken?« udbrød Colbjørnsen.

»Ja, det er ganske ligefremt: Svensken havde udkommanderet Vogn til at befordre Vaaben og Fødevarer til deres Leir; men det Hele var i et saadant Roderi, at jeg rolig spændte mit Forspand for deres Vogn og ordnede det Hele paa bedste Maade, og for god Betaling viste jeg dem Vei, saa gik det Hele af sig selv. Jeg blev ved med at kjøre foran, lige til det blev mørkt, saa stak jeg ind paa den Vei, der gaaer lige ud i Mosen med en smal Overkjørsel, som Svensken vist havde vanskeligt ved at hitte, for jeg syntes de skreg fælt, mens de druknede i Sumpen. Og saa havde jeg kun et lille Stykke Vei til Frederikshald.«

Brecke havde udført sin dristige Plan med en Snildhed og Sikkerhed, hvori hans Kjendskab til Fjendens Sprog og Karakteer kom ham til Hiælp. »Saa gik det,« som han udtrykte sig, »som den ligefremmeste Sag af Verden.«

»Saa skal jeg melde Capitainen,« tilføiede Brecke som sidste Beretning om Dagens Bedrifter med Haanden til Skindhuen og spillende Blink i de graa Ulveøine, »at der ligger en Slump Artilleriheste ovre paa Vigsiden; det vil være en reen Svir at nappe dem og føre dem til Frederikshald.«

»Hvor mange Heste?« spurgte Colbjørnsen.

»To hundrede Stykker med fuld Oppakning og en tyve til tredive Mand Oppassere.«

»Hvor er nærmeste Landingssted?«

»Ved Lunelands Kirke, skraaes for Æskevigen. Men Svensken sidder og holder Udkig paa Knivsø; vi maa derfor gaa bag om Bratø.«

»Vel,« sagde Colbjørnsen. »Fra i Morgen overtager Du Commandoen over tolv Mand til Hest. Jeg er fornøiet med Dig, Hans Brecke. Naar Krigen er endt, skal jeg sørge for, at Du bliver Toldrytter.«

Et straalende Smil gled over det barkede Smugleransigt. Han greb Colbjørnsens Haand og knugede den med et vildt Henrykkelsesudbrud, traadte tilbage, skuldrede sin Flint og brølte:

»Jer Toldrytter i Liv og Død, Capitain Peder! Og det er ikke dumt at betro mig den Bestilling, der gives ikke min Overmand paa Smugleromraadet, og det kan ikke nytte at sætte skinbarlige Helgener til at snuse efter ufortoldede Varer, jeg siger bare, Jer Toldrytter i Liv og Død, Hr. Capitain!« Han blev staaende med Flinten præsenteret længe efter, at Colbjørnsen var forsvunden. Brecke blev en af Capitain Colbjørnsens meest betroede Mænd.

Det vilde imidlertid blive for vidtløftigt at give en udtømmende Fremstilling af dette Corps' Virksomhed, hvorfor vi ville nøies med at fremdrage disse Træk, der maaskee kunne give et Billede af Tjenesten og de optrædende Personer, som færdedes udenfor og indenfor Stadens Mure, og som bugtede sig ud og ind allevegne, hvor Musketild og Kanontorden ledsagede deres Færd, denne »de brogede Karle«s Seierssangs og Liigsangs Melodi. Kugler og Granater syntes at kalde dem til Live -- dræbte dem for Resten ogsaa.

Colbjørnsens og Hans Breckes Udflugt til Vigsiden den følgende Dag efter Svenskens Heste skulde blive af Betydning for nogle af denne Fortællings Hovedpersoner.

STORMUGLEN.

Ovre paa Vigsiden sønden for Frederikshald ved Lunelands Kirke, der, hvor svenske og norske Vande mødes i den stride Fjordstrøm, som om de ville dæmme Grændse op mellem de to Lande, derude paa den svenske Strand, nogle Bøsseskud fra Frederikshald mellem Idfjord og Svinesund laa en faldefærdig Hytte. Dens lille Have var indhegnet af Strandtjørn; en flad Eng og en Kartoffelmark syntes at være dens hele Tilliggende.

Den 30te Juni sad Husets Eier paa sit Dige og saae over mod Staden. Hans graa Haar hang i Totter frem under en bredskygget Hat, der skjulte hans indfaldne Træk. Øinene havde et barsk Udtryk, og hans Hud var gjennempløjet af Furer og Folder, som skaarne med en Kniv. Han var Fisker, seilede hver Aften ud med sin Baad og solgte, hvad han fangede, ovre i Frederikshald. Forøvrigt kjendte Ingen ham nøiere, og der var et fjendtligt Udtryk over hans Adfærd, der holdt Andre paa Afstand.

Solen var gaaet ned ovre bag de norske Fjelde. Det var Havblik. En Maage sad og sov oppe i en Kløft med Næbet skjult under Rygfjerene; en Steenfyr eller et Enebærspiir hævede sig hist og her over de rundslebne Steen; det bruungrønne Tang laa i Dynger rundt om paa Stranden eller hang paa Klipperne, som hvide Trævler, og længere inde i Landet steg en tynd og hvidlig Røg i Veiret.

Den Gamle sad og skyggede med Haanden for Øinene og stirrede over mod Staden, som om han ventede Nogen; et bittert Smil spillede om hans Læber. En spættet Ged stod med Forbenene skjulte i Hækken og gnavede Skud efter Skud af den buskede Tjørn; en Gang imellem gned den sig op ad den Gamles Skulder, som om den vilde minde ham om, at Sengetid længst var inde. Dens Eier sad hensunken i sine egne, sørgmodige Tanker. Hans Læber bevægedes af og til, sagte, klagende Ord, som om han talte til en Syg, lød uafbrudt og uforstaaeligt.

Eensomheden og Ødet paa den tause Strand syntes ikke at have bragt denne Mand Fredens Hvile. Han vidste, at Stilheden herude rugede paa onde Planer, han kjendte af Erfaring, at Naturens Oprør bragte alt Levende Tilintetgjørelse, at Havet graadig sluger, hvem der giver sig hen til det, at det kun smiler for at bedrage, for at klæde sig i Skum og i Fraade og tilsidst efter endeløse Kampe at kaste et splintret Vrag eller et lemlæstet Liig ind mellem Stenene. Den gamle Fisker hadede Havet og bød det Trods. Kun naar Stormen foer over Fjorden, truende og hvinende, og det lød som Kanontorden ude fra Skjærene, levede Eneboeren i Strandhytten op; hans Baad blev skubbet ned i Havstokken; han stagede sig ud, greb Aarerne og styrtede sig i Kamp mod de fraadende Bølger. Utalte vare de Menneskeliv, han i de sidste femten Aar havde bragt frelst i Land, og Brovagten i Frederikshald havde mangen en Nat seet hans krumbøiede Skikkelse stige op over Bolværket med en Skibbrudden i Armene, lægge ham varsomt paa Bryggen og forsvinde igjen i det sydende Hav. Derfor kaldte Haldenserne ham »Stormuglen«; de nærede en overtroisk Frygt for den eensomme Gamle.

Dagen efter en saadan Stormnat lagde man blot Mærke til, at Flaget hang paa Halvstang, det vil sige paa den Stump Mastetræ, der var reist som Sømærke yderst paa Pynten, hvor Hytten laa. Enkelte Veifarende vidste da at fortælle, at der var strøet Buxbom udenfor Husets Dør, medens den tomme Stue indenfor var pyntet som til Liigfest med brændende Voxlys, og en rusten og skjælvende Stemme sang Salmer dertil.

»Stormuglen tuder til Liig,« sagde de og skyndte sig bort.

Der lød dæmpede Aareslag, og en fuldt lastet Baad gled i Skumringen om Pynten. Lidt efter skurede den ind over Strandens Steenbund, og Skipper Daniel sprang i Land, fortøiede Jollen og begyndte Udlosningen. Hans Last bestod af Huusgeraad og Fødevarer af al Slags, Klæder og Pelsværk, Viinfoustager og Sølvtøi.

Fiskeren gik ned til Baaden.

»Guds Fred og god Kvæld!« bød Daniel. »I kan tro, det kneb at komme heelskindet i Land; Svensken sidder derovre paa Knivsø og holder skarpt Udkig. Har I ellers fornummet noget til ham i Dag?«

»Nei, kun til Frederikshaldfolket; de var herovre i Gaar og tog min Ko og alt det Kvæg, de kunde overkomme, Geden lod de mig dog beholde; den giver mig Mælk nok.«

»Sikke noget Rak!« raabte Daniel og spyttede en Skraa ud. »Det skal vel være Gjengjæld for, at Svensken i Forgaars red lige ind til Byporten og drev af med alle Byens Malkekøer lige for Næsen af vores tapre Folk. I kan takke Gud for en saadan Søstersøn, I dèr har faaet, som bringer alle disse delikate Sager til Huse.«

»Hvis er alt det Gods, Du fører herover igjen i Aften?« spurgte Fiskeren barsk.

»Det er den rige danske og tyske Kjøbmands begribeligt. De har laaset alle deres Victualier og Mobilier ned i den dybe, hvælvede Kjælder, og saa gav de Søster Ulle, velbestaltet Huusbestyrerinde hos Patron Walck, Nøglen for at passe det Hele, mens de stak af fra Frederikshald med Kone og Rollinger, ligesom vores Byfoged Niels Riiber iforgaars, fordi Kong Carl nok nu gjør Alvor af at tage Staden med Storm.«

»Det bliver et kjønt Regnskab, naar Herskabet kommer hjem og finder Kjælderen tom.«

»Døren er ærlig og redelig splintret; det kan være Naboen, der har brudt den op, den Tyveknægt, det kan ogsaa være Fjenden; jeg troer nu, det er Gjenboen, for Skomager Mikkel har et tyvebrændt Rævefjæs,« sagde Daniel og kneb Øinene sammen.

»Uærligt Gods kommer ikke under mit Tag!« udbrød den Gamle heftigt.

»Gud bevares, Tyvekoster mener I!« raabte Daniel dybt krænket. »Det vilde da være en uforsvarlig Synd at lade alle disse rare Sager gaa op i Røg? De gudsforgaaende Borgere have jo besluttet, alle som een, at svide hele Staden af, saa snart Svensken bryder ind. Gud bevares, de er jo tapre Fædrelandshelte! Og hvad faae saa de rare Fyre for det? De risikerer at blive Krøblinger for Resten af deres Dage, forstaaer I, sultne og tiggefærdige. Saa træder den brave Daniel frem og siger høimodigt: »See: alle de Skatte har jeg reddet ved min Manddom og Conduite.« Eierne lægge deres Hænder signende sammen og betaler saa rundeligt i Findeløn, at vi Stakler ikke behøve at slide mere i Nød og Usselhed. -- Naada -- kalder I det for Tyvekoster?«

Under denne Forklaring bar Daniel Godset op mod Hytten og stuvede det sammen i Gedens Brædeskuur.

»Saasnart Colbjørnsens Kundskabsmænd bringer tilforladelig Underretning om Svenskestormen, saa flytter Søster Ulle ogsaa det bedste af sin Patrons Eiendele herover,« vedblev Daniel. »Det er jo en Himmerigs Tilskikkelse, at vi har en saa nær Slægtning her i Sikkerhed paa den svenske Kyst; vi tænkte først paa at flytte Sagerne op i Motters Hytte; men dèr er jo Morbror Bjørnstad, som kun gjør os Skam og Ulykker.«

»Bjørnstad!« hviskede Fiskeren med skjælvende Læber. »Bjørnstad!« gjentog han hæst og løftede sine knyttede Hænder. »Hans og min Regnskabsdag vil komme -- den kommer -- Øie for Øie, Tand for Tand i hans blødende Hjerte! Jeg skal see Dig styrtet i Støvet, knæle og trygle, som min Søn tryglede for din Fod, uden at finde Barmhjertighed!«