# Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman

## Part 11

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/bj-rne-t-nationalhistorisk-roman-43781/index.md

»Gud er mit Vidne,« vedblev Klokkeren, »jordiske Baand ere stærke, saa stærke, at en Mands Bryst kan sønderslides ved at rive sig løs, og dog er der en stærkere Magt, de retfærdige Stridsmænds Sag. Jeg har ofte seet dem ligge udhugne i Steen paa deres Gravsteder paa vore gamle norske Kirkegaarde, og jeg har valfartet til deres Grave og bedet: Kjære Kammerater i mine Kampe og lønlige Haab, tag mig for god og lad en ydmyg Broder hvile hos Eder, naar en Gang Kampen er ført til Ende.«

»Ja, aa ja!« sagde Fogden og nikkede alvorsfuldt. »Naar jeg har ønsket saadant noget, saa har der dog altid været noget galt i Veien med Marven i mine Knogler; men en brav salt Flæskesuppe med et lifligt Glas Kanariesect bringer let det hele System i Lave. I skal see, naar I i Morgen har faaet jer Livkost, saa kommer I paa bedre Tanker.«

»Imorgen bliver sikkerlig Festdag her eller hisset,« svarede Klokkeren.

Fogden, der var en belæst Mand, nynnede hen for sig af et gammelt Skuespil:

»Hver søger Skinnet -- Præsten forsmaaer det ei; den tapre Kriger smykker tidt sin Daad. Hver søger Skinnet; thi den, der være vil sig selv, faaer ringe Kaar i Kirken, Leiren, Staten, -- Saadan er Verdens Gang.«

Klokkeren var pludselig standset ved at høre Støien af en Møllekværn i Nærheden. Mørket var begyndt at falde. Han udvalgte ti Mænd og begav sig ad en Sidesti efter Lyden. Det forekom ham mistænkeligt, at en Møller i denne afsides og fattige Egn havde saa meget at bestille, at han maatte arbeide ved Lys.

Møllebygningen laa ved en Elv inde i Skoven, noget borte fra Alfarvei. Idet Ole Svendsen og hans Mænd traadte ind i Gaarden, bleve de Mølleren og to hvidkoftede Karle vaer i Færd med fra en fuldtladet Rustvogn at bære Kornsække op til Kværnen; men Karlene havde høie Kravestøvler med Sporer paa og sorte Halsbind over Møllerkoften.

Mølleren blev raadvild staaende med sin Sæk paa Nakken, mens de svenske Soldater søgte at komme op i Huset med deres.

»Stands -- eller vi skyde!« befalede Ole Svendsen med tordnende Røst.

Soldaterne lode Sækkene falde, saaledes, at de stode i Dækning bag dem. Den for et Øieblik siden saa sagtmodige Klokker var i dette Øieblik frygtelig i sin Vrede. Han maalte Mølleren med et Blik, der luede af Foragt, og udbrød med lav Røst, som hørtes af Alle:

»Den, der i Dag gaaer Svensken til Haande, er en Landsforræder og fortjener at hænges paa Dørstolpen udenfor sin Huusdør. Du maler Svenskens Korn, Møller Hans Aaby. Kirkegaarden burde ikke have Grave for slige som Du.«

»Enhver klarer for sit som bedst,« svarede Mølleren og slog Øinene ned. »Maler jeg ikke Svenskens Korn, saa gjør han det selv og skamferer mig min nye Kværn.«

»Bedre, at Du selv havde revet din Kværn ned end laant den til Fjendebrød. -- Bind de to Fanger og sæt dem op paa Rustvognen!« befalede Klokkeren sine Mænd og pegede paa de svenske Soldater. »Gjøre de Modstand, saa skyd dem ned. I Andre kaster Kværnstenene i Vandet, slaaer Renderne i Stykker og graver Dammen ud, saa vidt muligt er. Saa vende I tilbage til Frederikshald med Kornet og Fangerne.«

Ole Svendsens Mænd skrede ufortøvet til Værket.

»Frænde er nok her Frænde værst, mærker jeg,« sagde Mølleren mørk og forknyt.

»Siig heller: Fjende er her Fjende næst,« svarede Ole Svendsen og vendte Manden Ryggen.

Mølleren fulgte efter Bakke og standsede ham udenfor paa Stien.

»I dømme mig ikke for strengt, Ole Svendsen,« udbrød han bønligt; »Kone og Børn, forstaaer I, sultne Munde, Brød --!«

Klokkeren gik videre, medens Øxehuggene løde ud i Mørket fra Møllen.

»Mens I gjør det værste, som kunde hænde mig fattige Mand, vil jeg vise Jer en Tjeneste,« vedblev Mølleren og spærrede Stien for Bakke. »Tre hundrede Mand fjendtligt Rytteri og Fodfolk fare i denne Stund om i Skoven her ovenfor østerud for at tage Jer og Jeres Folk. Skipper Daniel var her i Møllen for en Time siden; jeg kjendte hans lumske Fjæs, alligevel han havde trykket Hatten i Panden.«

»Skipper Daniel?« spurgte Klokkeren med rynkede Bryn.

»Jeg lurede ved Døren og hørte ham fortælle den svenske Vagtmester om jeres Møde paa Kirkegaarden i Morges, og at I nu ere paa Vei op mod Enningdalen. De ligge i Baghold efter Jer, saa I komme til at vælge den vestre Bjergvei.«

Svendsen Bakke betænkte sig et Øieblik og vilde ile videre. Mølleren strakte Haanden ud.

»Siig et venligt Ord, høilærde Klokker, inden I gaaer,« sagde han bedende; »her er saa trangt og eensomt i Skoven den lange Vintertid.«

»Gaa hjem i Fred, om Du kan det, norske Mand,« svarede Klokkeren.

»Kan det ikke blive til mere?« spurgte Mølleren.

Svendsen Bakke standsede og betragtede ham sørgmodigt.

»Den, der gjør sin Pligt vel, behøver ingen Ord, og den, som ikke gjør sin Pligt, ham hjælper ikke Alverdens Ord,« svarede han. »Om Du kunde give dine Børn Sække af Sølv og ikke kunde skjænke dem et ubesmittet Navn, og dit Fædreland, saa vare I dog Alle hjemløse Stakler tilhobe. Jeg har ikke mere at sige Dig.«

Mølleren greb hans Haand og knugede den heftigt med et bestemt og talende Blik.

»Tak!« sagde han og gik tilbage til sit Huus.

Da Svendsen Bakke igjen traadte hen i Spidsen for Hovedskaren, sagde han til Fogden Smedt:

»Naar denne Krig er vel endt, beder jeg Eder at hjælpe Møller Aaby til Rette for den Kværn, vi i Dag have lagt øde for ham.«

Oppe ved Korsveien stod Skipper Daniel og ventede de Frivillige. Han var iført en viid Sømandspjækkert og rødt Halsklæde, og da Skaren nærmede sig, svingede han sin Hue over Hovedet. Svendsen Bakke gik forud for de Andre og traadte hen til Skipperen. Uden at give ham Tid til at tale, sagde han:

»Jeg kjender dine Rævestreger; men din Broder Jørgen er en fuldgod Mand; for hans og din Moders Skyld skaaner jeg Dig i Dag. Nu følger Du rolig ved min Side; hvis ikke skyder jeg Dig ned og takker min Gud for den gode Gjerning, han saaledes forundte mig at udøve.«

»Hvem har dog bagtalt mig saa formastelig, Morbror Bakke?« udbrød Daniel fornærmet.

»Der kommer Fogden. Enten lystrer Du blindt og viger ikke fra min Side, eller vi klynge Dig op som Landsforræder i det nærmeste Træ.«

»Men bedste Morbror!« udbrød Daniel klynkende; »her staaer jeg i Slud og Mørke og Frost, med vaade Been til midt paa Maven, for at vare Jer mod at drage øster paa, siden Svensken myldrer som Djævle og har besat alle Pas op til Enningdalen. Der maa være en tyvebrændt Skurk, som har røbet jeres Planer, og nu lønner I mig som en Hedning. -- Hei, Foged Smedt!« raabte han Fogden i Møde; »skynd Jer vester paa det bedste, I aarker; Svensken er ude efter Jer strax øst herfor!«

»Gjentag dine Ord!« befalede Ole Svendsen.

»Svensken ligger 600 Mand stærk nogle Bøsseskud herfra østerpaa!« brølede Daniel.

Fogden, Lieutenant Kraft og Klokkeren holdt en kort Raadslagning, og de bleve enige om at følge den besværlige vestre Sti, der ad en Omvei førte til Enningdalen.

Klokkeren lod Folkene drage forbi og blev alene tilbage med Daniel. Da Skaren var forsvundet i Skoven, traadte han tæt ind mod Skipperen og befalede: »Dine Vaaben!«

Daniel smilede spottende og trak sin Kniv halvt ud af Skeden.

»See, her er Tulifas. Naar den Kammerat spadserer ud af sit Huus, plejer Folk at gjøre deres Testamente, og her har jeg en Kammerat til Kniven.« -- Daniel slog Koften til Side og viste en Rytterpistol, som stak i Bæltet. -- »Den er ikke ilde paa Afstand.«

»Usling!« sagde Klokkeren. »Dine Vaaben!«

Daniel spændte Pistolen.

»Du troer nok, Du staaer og skal til at klemte til Pintsefest her midt paa bare Fjeldet, lille Bakke,« sagde han haanlig.

Aftenen var bleven tung og taaget, efterhaanden som Mørket skred frem. Nede fra Møllen i Skovhulveien lyste det op til Korsstien, hvor de to Mænd stode i Blæsten. En Hund gjøede nede i Dalen. Larmen af de Bortdragendes Skridt tabte sig inde i Skoven.

Klokkeren forblev tavs, til den sidste Lyd var hendøet.

»Nu os To!« sagde han og spændte sin Pistol. »Skyder Du, vende vore Folk tilbage, og Du er Dødsens. Betænk Dig; Du er i min Haand. Din Sjæl mægter jeg ikke at redde; dit Liv vil jeg skaane for din Slægts Skyld.«

»Og I vil ikke gjøre mig Fortræd med det, I har luret Jer til om mig?« spurgte Daniel usikker.

»Hæderlige Folk pleie at stole paa mit Ord. -- Hurtig -- dine Vaaben!«

Daniel rakte dem modvillig fra sig.

»Hvad har I nu for med Jert eget næstkjødelige Søskendebarn?« spurgte han klynkende.

»Du skal i Nat sove i Møllen dernede og kan drikke saa mange Kander Mjød, Du lyster, for de Penge, den svenske Vagtmester nys gav Dig for at forraade vor Plan.«

»Veed I nu ogsaa det?« udbrød Skipperen og spærrede Øinene op. »Det var som Djævels!«

Bakke bød ham gaa foran ned ad Stien til Møllerens Huus.

»Jeg bringer Dig en Fange,« sagde Klokkeren og traadte ind i Kjøkkenet, hvor Mand og Kone og Børn sade nedslaaede og lyttede til Øxehuggene, der sønderslog deres nye Kværn. »Jeg stoler paa Dig, Hans Aaby.«

Mølleren lukkede Døren op til Storstuen og skjød Daniel derind efter først forsvarlig at have surret hans Been og Arme sammen.

»Dersom han slipper fri, røber han vort Togt til Fjenden,« sagde Klokkeren. »Vort Liv er i din Haand.«

»Vel!« svarede Aaby med et straalende Blik. »Kværnstenen, I smed i Elven, ligger ikke fastere derude end han derinde.«

Bakke saae hen til Kvinden, der sad nederst ved Bordet, omgivet af en Flok Børn. Han gik hen, lagde sin Haand paa det yngstes Hoved og sagde:

»Gud velsigne din Fjeldsti og lægge Sollys over Klipperne omkring Dig!«

»Klokker,« sagde Aaby, »I er min Mand, I forstaaer en Faders Hjerte.«

»Du seer mig snart igjen,« sagde Bakke, idet han gik.

Han holdt sit Ord næste Dag i Døden.

Om denne Nat skriver Øienvidnet Jonas Rist følgende:

»Klokken omtrent imod fire om Morgenen den 8. April kom vi saa nær, at vi kunde see Gaarden, hvor det svenske Hovedkvarteer var, da Lieutenant Kraft stelte alle i Orden, som han syntes bedst, Soldaterne først med Bajonetterne paa Flinterne, saasom det var Cavalleri, vi skulde angribe; dernæst formanede han alle til Mod og Tapperhed, hvilket Alle forsikrede ham om. Allermeest havde Lieutenanten og de Andre med Klokkeren at bestille; thi han syntes, at man aldrig kom saa fort, som han vilde, samt sagde disse Ord derhos:

»At om han skulde gaae ti Mile, naar han havde saadant at forrette, skulde han ikke blive træt eller kjed deraf.«

Saaledes opmuntrede Klokkeren Folkene den ganske Nat, saa og viste dem Gjenstier, hvorigjennem de snart kunde komme frem.

Da dette nu var saaledes sat i Stand, gik hver Officeer til sine, og havde vi ei gaaet 200 Skridt, før en svensk Skildvagt raabte tvende Gange; men som han ei fik Svar og saae sig allevegne omringet, gav han sig jammerlig og vilde sprunget til Hovedkvarteret, paa Gaarden Kirkbøen, vor Ankomst dèr at give tilkjende. Som vore det fornam, saa vare de alle lige snare til Fods med ham, og blev derfor ei givet Varsel, førend den Vagt, som stod i Gaarden, skjød, og vi hilsede dem Godmorgen med et 50 Skud paa de 24 Mand, som holdt Vagt udenfor, saa de Fleste maatte sove hen. Men én af den samme Vagt havde krøbet under Ladebroen og laa der i Skjul og skjød Klokkeren, Ole Svendsen Bakke, gjennem Brystet, saa han døde; strax faldt og en Volonteur af Capitain Colbjørnsens Compagnie, som var en fattig Kvindes Søn i Tistedalen.

Da Klokkeren nu faldt ned af Skuddet, tog en af hans Sognefolk fat paa ham og vilde reist ham op, men fik dette til Svar: »Lad mig ligge i Jesu Navn -- Hils min Kone og umyndige Børn. Jeg er vel fornøiet; gjører I Eders Bedste.«

Og i det døde han.

Da nu Bønderne fik den Svenske at see, som stjal Livet af disse tvende Mænd, da gjorde de saadant Skrig og Anfald paa ham af Forbitrelse, at han inden et Øieblik fik over ti Kugler i sig, og vare snart færdig at rive ham i Stykker; siden holdt de stedse ved at skyde, for nu vare Bønderne blevne vrede for deres Klokker, saa det var umuligt at stille dem tilfreds.

Fangerne vare henimod 50 og Ritmester Lehmann. Døde af de Svenske vare henimod 28, som laa paa Pladsen, da vi forlode dem, saasom der laa 1500 svenske Bønder nedenfor, som ventedes did op efter. Klokkeren og forommeldte Volonteur bleve begge førte nedover, hver paa sin Hest.«

-- En halv Time senere standsede Toget. En stærk Drønen og Blistren af Hestetrav lød inde fra Skoven og indjog Folkene den Tanke, at de bleve forfulgte af svenske Ryttere. De satte sig derfor i Forsvarsstilling og ventede.

Maanen var nu brudt igjennem og sendte sine klare Straaler lodret over Skovveien. Ved en Omdreining kom en broget Skare til Syne. En Flok opsadlede Heste uden Ryttere, men med fuld Oppakning af Karabiner, Sabler, Kapper og Pistoler fore frem i stærkt Trav, ledede af Soldater i hvide Kjoler. Det var Bjørnstads Folk.

Foran Toget fløi en graa Skimmel, der bar en ung Rytter. Hans lyse Haar flagrede i Vinden; Huen var faldet af underveis. Han fremskyndede Hesten med høie Jubelraab, da han saae de norske Mænd; den foer i Fiirspring op foran Fronten. Ung Halvor saae sig seiersstolt omkring.

»Morbror Bakke!« raabte han med høi Røst; »her er vi med kongeligt Bytte: tre lyslevende Krigsfanger, sex og tredive Officeersheste og Mundering til alle os Frivillige. -- Morbror Bakke, hvor er Du?«

Soldaterne droge sig stiltiende til Side og lode en Plads aaben hen til Hesten, som bar Klokkerens Liig. Halvor red et Par Skridt fremad. Maanens Lys faldt blaaligt og blændende over Ole Svendsens mørke, karakteristiske Hoved med de i Døden stivnede Træk, hvis blege Farve fremhævedes mod Hestens sorte Manke. Faklernes Skjær, der omgav de to Døde, fremhævede det sørgelige Billede.

»Morbror Bakke!« lød det som et Klageskrig fra Halvor. Han sprang ned paa Jorden og ilede hen til den Døde.

»Morbror!« gentog han blødt og hviskende; en Verden af ung Hengivenhed lød i hans trøstesløse Klage. Han lænede sit Hoved mod Klokkerens; en dyb Fortvivlelse banede sig Vei i et Skrig: »Morbror død! -- De Hunde, de Slyngler -- dræbt ham!«

»Fremad!« kommanderede Lieutenant Kraft.

Toget satte sig atter i Bevægelse. Halvor greb Klokkerens Hest i Bidselet og førte den tavs videre. Hans Kinder vare blege, hans Øine brændte, medens han forsigtig ledte Hesten henad Veien gjennem Vandhuller og Iis, som om han frygtede, at dens ublide Bevægelse kunde skade den Døde. Det lyse Hoved paa de unge Skuldre, hans faste, spændstige Gang og det sørgmodige Blik mindede om en fangen, nordisk Viking, lænket foran en hjemvendende Seiersvinders Triumftog. Kun een Gang kastede han et sky Blik tilbage paa Liget. Hans Bryst var fyldt af andre levende Syner, der stege frem rundt om ham af Morgenens Rimtaager; for ham havde Morbroderens kraftfulde Livsbillede intet tilfælles med Død og Tilintetgjørelse.

See, det var derovre bag Fjeldskrænten, at Morbroderen, Jørgen og han for nogle Dage siden havde haft den kostelige Spas med en Trop fjendtlige Ryttere, som sprængte frem mod deres Baghold.

»Blæs, lille Halvor, og lad dem fornemme, at vi er her,« havde Bakke sagt. Og Halvor var sprungen frem paa Pynten med Hornet for Munden og blæste til Angreb, saa Rytterne gjorde omkring og vare som blæste af Veien med det samme. -- Det voxende Dagslys lagde et rosenrødt Skjær over Klippens Top, mens Toget drog forbi.

Og Dagslyset steg frem, Nattens sidste Ulvehyl døde hen i Skoven, Morgentaagen bølgede bort mellem Granerne, det blaalige Dække gled til Side over Egnen, den blaa Himmel, de hvide Skyer, alt hilste det vaagnende Liv velkommen. De enkelte Veifarendes glade Tilraab forstummede og bleve til Klager, da de fik Øie paa deres Klokkers afsjælede Legeme.

Halvor gik fremad uden at see eller høre. Dernede bag Fjeldet tilvenstre havde det blusset lystigt forgangen Nat -- hu hei! -- Fjendens Korn- og Høforraad, som de om Dagen havde tvunget Bønderne til at kjøre sammen, gik op i Luer, og Bakke stod midt i Røgen og antændte den sidste Rustvogn, mens Skuddene knaldede, og Trommen kaldte til Vaaben.

Og forrige Nat! Var Morbroderens Liv kun reddet, da de vare ude som Bissekræmmere, for ynkelig at omkomme her? En vild, ubændig Hulken brød frem fra Halvors Bryst. -- Og saa derhenne i Id Kirke, Psalmen, Klokkerens dybe, bløde Stemme havde sunget som et Farvel til Jorden, og det sidste Vers, der lød til ham alene med Morbroderens alvorsfulde Blik dybt i hans:

»O, hjælp os, Gud Fader, o, hjælp os, Gud Søn, saa glade vort Løb vi fuldende; Gud Helligaand, himmelske Trøster i Løn, lad Kjærlighedsluerne brænde, at vi kan med Lyst og Mod udi Bryst, saa kæmpe, at Kronen vi vinde.«

Nu havde Klokkeren vundet.

Efterhaanden, som Toget nærmede sig Frederikshald, sluttede flere og flere sig dertil. Da det naaede Riishaven udenfor Staden, fulgte flere hundrede af Egnens Folk. Der var ingen Glæde over Seiren; nu saaes, hvor æret og elsket Ole Svendsen havde været; stærke Mænd sørgede, Kvinderne klagede som over en nær og afholdt Slægtning.

Peder Colbjørnsen stod ved Indgangen til Riishaven og modtog Toget. Han traadte hen til Liget, alvorsfuld og tavs og saae sørgmodigt ind i Ole Bakkes halvaabne Øine, der syntes at besvare hans Blik. Saa greb Colbjørnsen Corpsets Fane og sænkede den over den Døde. Morgensolen gjød sit Lys som en Glorie over Baaren; Mængdens Hjerte strømmede over; det lød som et Folks Hulken over Pladsen.

Den tredie Paaskedags Morgen hørtes den dæmpede Lyd af floromvundne Trommer over Idsletten. Efter Trommeslagerne fulgte Sørgemusiken, saa kom Colbjørnsens frivillige Corps i fuldt Gevær. Peder Colbjørnsen gik nærmest Kisten med dragen Kaarde; efter ham fulgte den Dødes nærmeste Slægt og Venner.

Saaledes gik Ole Bakkes Hustrus Drøm i Opfyldelse. Mandens Liig blev baaret forbi deres Hjem; Vinduerne vare tilhyllede, Døren lukket.

Da Følget kom ind i Kirken, blev der sat Vagt ud overalt, de yderste til Hest, samt ti Mand paa Kirkegaarden og to foran Indgangsdøren, fordi den svenske Grændse var nær og Idfjord tilfrossen. Hver Mand tog sin Flint med i Kirken, medens Kapellanen, Hr. Stabel, holdt Ligprædiken og beviste, hvor vel den døer, som døer for sit Fædreland.

Der var stille i den gamle Kirke. I det Øieblik, Ligbærerne nærmede sig for at løfte Kisten, traadte en sørgeklædt Kvinde hen for Hovedenden. Et ligblegt Ansigt kom til Syne indenfor det sorte Uldklæde. Hun stirrede paa Laaget, som om hendes Blik saae tværs igjennem Træet, løftede saa begge Arme mod Himlen og udbrød med en Stemme, der skjælvede og bævede, men forstodes af Alle:

»Det høre Du, dyrebare Huusbond i din Himmel: havde jeg ti Sønner, skulde jeg gladelig see dem drage ud og falde for vort Fædreland, som Du gav dit Blod!« De andre greb den segnende Kvinde i deres Arme, da Kisten sænkedes ude i Graven, og to Geværsalver løde hen derover i den stille Paaskemorgen.

En af Norges gode Sønner var stedet til Hvile. Mindet om Ole Svendsen Bakke lever endnu; om ham siges i Folkemunde:

I Landet var han født, i Kirken var han Degn, i Marken General for Folket af sin Egn.

De have reist Klokkeren fra Id en Steenstøtte i hans Sogn. Paa Norges Historiebrædt ridsede han selv med sit Blod en trofast Søns Kjærlighedstilstaaelse:

S. M.

COLBJØRNSENS »BROGEDE KARLE«.

De krigerske Begivenheder i de følgende Maaneder efter Klokkeren fra Ids Død udmærkede sig kun ved større eller mindre Skjærmydsler mellem Frederikshalds Borgere og de Svenske. Kong Carl var draget med Hovedstyrken af sin Armee mod Christiania i det Haab at indtage Norges Hovedstad. Den 29. April maatte han imidlertid med uforrettet Sag skyndsomst drage sine Tropper tilbage, da Aggershuus Fæstning skjød Victoria for Wismars Indtagelse, og Kong Carl antog, at den heftige Kanontorden, der ledsagedes af 3000 Mands Musketild, var et Signal for de norske samtlige Tropper at angribe hans Armee fra alle Kanter; saavel Officerer som Menige spaaede hverandre, at ingen af dem vilde komme levende ud af Norge igjen. Næste Morgen fandtes ikke en Svensk i Christiania By, der var udplyndret og ilde medtaget.

I Mai Maaned samme Aar vendte de svenske Tropper tilbage over Grændsen, og i Juni og Juli lod Kong Carl Frederikshald indeslutte og beleire.

I denne Trængselstid udfoldede de to Brødre Colbjørnsen og deres Frikorps stor Virksomhed; i flere Miles Omkreds udenfor Staden indbragte de Underretning om Fjendens Krigsplaner, brændte hans Fourage- og Proviantbeholdninger, opsnappede hans Budskaber og foruroligede hans Nattekvarterer. Overalt i Skovene, paa Bjergstier, ja midt i selve Fjendens Leir fandtes faldne Svenske, skudte eller dræbte ved Sabelhug; Colbjørnsen og hans »brogede Karle«, som Fjenden spottende benævnte hans Mænd paa Grund af deres uensartede Klæder, havde atter været paa Spil og bleve det stadige Samtaleemne omkring Svenskens Varmebaal. Naar Fjenden udstillede sine Forposter, lød den stadige Formaning: »Hold Øine og Øren oppe; de brogede Karle er i Nærheden.«

Rygtet fortalte, at naar Kong Carls Mænd fik fat i nogle af de Frivillige, bleve de klyngede op i det nærmeste Træ, hvis ikke Vreden over lidte Tab og Hadet først lod Fangerne gjennemgaa større Mishandlinger. Saaledes fandtes Søfrin Hagens Liig hængende i et Lindetræ udenfor et Saugskjæreri ved Tisteelven. Hans Overkrop var blottet, og hans Legeme bar blodunderløbne Strimer over Ryg og Lænder, som om han havde løbet Spidsrod mellem Soldaterne inden Executionen. De Frivillige svore at tage blodig Hævn og holdt Ord: den følgende Nat hang tre svenske Soldater i samme Lind; de havde trekantet Hat og Rytterstøvler med store Sporer paa Benene; iøvrigt vare de lige saa nøgne, som da de saae Dagens Lys af Moders Liv.

Der faldt mange Skud de mørke, sludfulde Nætter rundt i Skovene, og mangt et Blodspor førte næste Morgen til en fældet Fjende, der havde slæbt sig et Stykke længere hen, for at dø som et vildt Dyr, bag en Klippe, under en Busk.

»Colbjørnsens Blodhunde!« raabte de svenske Krigsmænd i mægtigt Raseri. »Steile og Hjul skal de klæde, naar vi om nogle Dage have indtaget Frederikshald.«

»Det gaaer saa let, som om vi havde den Snerpe i en Sæk!« raabte Trompeter Månsson. »Jeg digter paa en ny Slagsang til Jer, Manne; men den synger vi først derinde i Staden med en Jomfrulil paa Skjødet.«

Enhver Vei eller brugelig Marchroute mellem Kong Carls Armee og Frederikshald var besat af Colbjørnsen med mindre Poster, og ingen Sinde forsømte de halvvilde Tistedøler og Bjergbønder deres Pligt, saa at Byen, sikret betimelig Underretning, trygt kunde afvente Begivenhedernes Gang. Man vilde i vore Dage ansee det for umuligt, at Mennesker kunde udholde, hvad disse tapre Folk maatte gjennemgaa Dag og Nat, naar de snart gjorde Marcher paa ti til tolv Miil i de af Fjenden besatte Egne, snart stode som Kosakpost paa Bjergkamme i Slud og Blæst, og hvor man i de faa Timer, som kunde stjæles til Søvnen, laa paa den nøgne Jord, saa at man takkede Gud for lidt Læ bag en Klippekant; eller milevidt bleve forfulgte og kun ved snilde og dumdristige Foretagender frelste sig fra Forfølgerne.

Saaledes skjød Jørgen Halvorsen som ensom Forpost midt ind i en fjendtlig Trop i Nærheden af Femvandet, derefter strøg han ned til Bødkeren ved Bakkens Fod, tog Mesters Skjødskind, fyrede op i Skorstenen og høvlede nok saa fredelig paa Pibestaver, da Fjenden undersøgte Hytten.

Dydsmønstre vare disse vilde og trodsige Karle egentlig ikke; men de erstattede ved personlig Hengivenhed og Hundetroskab mod Colbjørnsen, hvad de manglede i Blidhed og Føielighed.

Der var heller Ingen, der forstod at tage Folkene med sig som Peder Colbjørnsen. Da en Deel af hans Mandskab nylig gjorde Optøier ved en Bro og stoppede Færdselen, for at tvinge enhver Veifarende til at betale Skat, lod Colbjørnsen de brogede Karle stille udenfor sin Dør, befalede dem at nedlægge Vaabnene og gaa hver til sit.

»Jeg kan ikke bære Ansvaret for saadanne Vildbasser som Jer,« sagde han.

De skjæggede Bjergfolk krøbe angergivne sammen og bad Capitain Peder saa mindelig om at blive ved at være deres Chef og prøve dem blot nogle Dage endnu.

»Saa maa I forpligte Jer til blindt at lystre og underkaste Jer enhver Straf, jeg finder nødvendig,« sagde Colbjørnsen.