# Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman

## Part 10

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/bj-rne-t-nationalhistorisk-roman-43781/index.md

Lidt senere kom en mørk Skikkelse til Syne, der forsigtigt bevægede sig frem fra Skjul til Skjul og standsede foran Steendyssen. Manden bukkede sig ned foran Aabningen og kaldte med sagte Stemme: »Halvor!«

Intet Svar lød. Klokkeren -- det var ham -- sank i Knæ og støttede Hovedet mod Stenen.

»Gud tilgive mig min Synd, at jeg forlod Drengen,« hviskede han sønderknust. »Mari, stakkels, lille Mari, som stolede paa mig!«

Et uredt og krøllet Hoved kom til Syne i Klippespalten; et freidigt Smil spillede om dets Læber. Halvor krøb frem, lyslevende og velbeholden og satte sit Instrument for Munden, som for at udsende en jublende Fanfare over Steenørkenen.

Klokkeren havde reist sig og stirrede paa ham med et Blik, der kæmpede mellem Tvivl og Henrykkelse.

»Du lever!« udbrød han og greb Hornet.

»Herre Jemini!« udbrød Halvor; »hele tre Flænger! See, hvor det Skarnstøi har prikket i Kræmmervarerne!«

Han holdt sin Byldt i Veiret og gjorde et Par Himmelspræt fra Hallingdandsen i livsalig Glæde over den underfulde Redning, kastede Byldten i Veiret og fangede den igjen.

Klokkeren stod taus med foldede Hænder; hans Læber bevægede sig i stille Bøn.

Halvor saae Liget af Rytteren, som Bakke havde skudt af Hesten. Et Udtryk af Skadefryd gled over Drengens Ansigt, medens han nærmede sig den Døde.

Manden laa paa Ryggen; Ansigstrækkene vare fordreiede, Munden stod aaben.

»Du gaber efter vores Jord, Svensker!« udbrød han. »Gab kun. Ulvene ville mætte sig i Nat ved dit Liig. Du kommer ikke til at hvile under norsk Jord.«

Klokkeren nærmede sig, slog Korsets Tegn over den Faldne og stak hans Landse i Jorden som Mærke for hans Kammerater. Derefter bredte han sine Arme ud mod Halvor, mens Taarerne løb ned over hans Kinder.

»Kom til mit Bryst, min flinke Redningsmand! Lad mig føle paa Dig. Jeg saae dem jo stikke Landserne herind og hørte Skuddet.«

Halvor styrtede sig i Morbroderens Arme.

»Tre Gange, Morbror, tre Gange!« Han fremviste sin Byldt som Trofæ og strøg kjærtegnende Haanden over de dybe Flænger. »Er jeg saa feig, Morbror?« spurgte han skjælmsk og lagde Hovedet tilbage.

Klokkeren knugede Halvor fastere til sit Bryst og hviskede:

»Min norske Gut, -- vor tapre, norske Gut!«

Lidt efter rev Halvor sig løs og raabte:

»Vi snød dem alligevel! -- Faaer jeg saa i Aften den varme Mjød med Honning og brav mange Æg i, som I lovede mig den Gang, vi hoppede af Sted for Svensken derhenne?«

»Du bliver bestemt General og blæser vore Fjender baglænds over hele Linien,« sagde Klokkeren.

»Ja, Fanden i Vold ned i deres eget Rige og et godt Stykke til, det gjør vi,« forsikrede Halvor, medens Klokkeren og han iilsomt fortsatte deres Vei nedad mod Frederikshald.

KLOKKEREN FRA ID.

Ids Kirkeklokke lød hen over Sletten. Herrens Time var inde. Malmtonerne talte over Menneskekjævl; Kirkeklokken, der i Aarhundreder taalmodig ved een Haand har manet til Fred og Andagt, klemtede ogsaa i Dag, da Krigsaanden luede og Voldsherren truede; den stævnede ogsaa i Dag til Gilde i Guds Huus; thi denne Krigs Sag var Helligaands Sag, det fredede Hjems Sag. Det levende Værn, som nu maatte til at slutte Hegnet, adlød et helligt Kald; det Staal, der nu maatte til, var hærdet i Fædrelandsild. Voldsherredømmet stod for Døren med Krigens Rædsler. Folkeaanden vaagnede med Styrke.

Der kom de strømmende i tætte Skarer, Tistedøler, Saugbrugsmænd og Bjergfolk; een Aand forenede i Dag Alle. De nikkede til hverandre, gave hverandre trofaste Haandtryk, talte ikke meget med Munden, men saa meget mere sagde Øinene fra Hjertens Grund. Landereisningen var almindelig, Folket stod i Vaaben, Hjemmets Aand drev Valenhedens Taage af Jorden og afhyllede et straalende Forbillede for kommende Tider af Selvopofrelse, Hengivelse, uforligneligt Mod. En stor og løftende Lidenskab er i sin høieste Potens hellig; naar et heelt Folk gribes deraf i Trængselens Tid, er den Gudstjeneste.

Alle Kirkegjængerne bare Bøsser, som de stillede fra sig mod Kirkemuren, før de traadte ind i Guds Huus. Under Armen medbragte de Fleste udskaarne Tiner (Trææsker), i hvilke de opbevarede Levnetsmidler, der som oftest efter endt Kirkegang nødes udenfor mellem Gravene.

Dette Samlingssted frembød i Dag et eiendommeligt Syn. Kvinderne, der sædvanlig fyldte Kirken, stode i Kreds udenfor Gravstederne; vilde, bredskuldrede Skikkelser med busket Skjæg og lodden Haarvæxt fyldte Kirkestolene. En stram Lugt som fra et Bjørnehi slog den Indtrædende i Møde.

Klokkeren fra Id var til almindelig Forundring ikke i Dag oppe ved Alteret. Søn- og Helligdage vare hans Festdage. Længe før Gudstjenesten skulde begynde, gik han frem og tilbage i Kirken og syslede med de smaa Ting, som maaskee intet menneskeligt Øie lagde Mærke til, men som for Klokkeren var af dyb og stor Betydning. Dèr laa lidt Halm, som Vinden havde feiet ind over Steengulvet, hist var lidt Støv paa en Bedepult, -- skinnede ogsaa Alterstagerne som Sølv? At vaage over disse smaa Ting var for ham ikke alene vigtige Embedspligter, men en hellig Kjærlighedsgjerning, og naar Kirkegjængerne kom, mødte de altid Klokkerens alvorsfulde, milde Blik, der ligesom hilste dem Velkommen til Huse, medens han førte Enhver til hans Stol. Ogsaa stod Klokkerens Hjem og Bord hver Søndag gjæstfrit aabent for dem, der kom langveis fra.

»See, der ligger vor Klokker paa Knæ omme bag Døbefonden og tigger Vorherre om Fred,« brummede en sværlemmet Bonde med blodskudte Øine. »Ja, hvis Bønner kunde hjælpe her, saa var han Manden til at frelse Landet.«

Ingen skulde i den bøiede Mandsskikkelse, der laa knælende i dyb Andagt paa Steengulvet med Ansigtet skjult i Hænderne, medens han opsendte brændende Bønner foran Alteret, ane den frygtløse Kriger og Fædrelandshelt. I sin Kirke var han i Dag den Ydmygste for Gud, i Kampen næste Dag den modigste. Fra Bønnen stod han op for at styrte sig i Kampen; hans Kjærlighed til Land og Hjem var en Deel af hans Religion.

Henne fra Kirkestolen bag den store Muurpille hvilede Hustruens Blik paa den knælende Mand med stor Hengivenhed og usigelig Bedrøvelse. Hvad hun saae, fyldte hende med Uro og trøstesløs Længsel; en stærkere Magt end Kjærlighed til hende og Børn drev nu Huusbonden fra hendes Side. I hendes Bryst lød blot en Tone, blød og vibrerende; Livet, Lykken, hans Følelse paakaldte denne ene Tone tusinde Gange stærkere nu i Skilsmissens Time, end da hun gik sorgløs derhjemme i de lyse Dage.

Javist, man kan gaa ved hinandens Side og dog være skilt ved Bjerge og Dale, og Hav og Land kan være os imellem, og vi gaa alligevel Side om Side.

Kirkedøren blev pludselig revet op; en Fylde af Lys og Blæst strøg ind over de Forsamlede.

Bjørnstad blev synlig i Døraabningen mørk og bred, ved hans Side Halvor, rank som et Granspir, rødmusset, kjæk og svulmende af foregaaende Dages Bedrifter. Efter Bjørnstad fulgte hans Skovhugstmænd, seks sværlemmede Karle, alle med kortskaftede, bredbladede, blankslebne Øxer i Bæltet, iført Faareskindskofter og laadne Huer.

Bjørnstad gik op ad Kirkegulvet uden at see til nogen af Siderne eller tilsyneladende at bemærke, at Mændene i Kirkestolene rykkede nærmere og spærrende mod Stoldørene. Et Sted strakte en Arm sig ud og skjød med et Smæld Slaaen for en Dør, en bred Ryg lænede sig afvisende mod en anden, medens Bjørnstad rolig og værdig gik op mod Alteret og blev staaende nogle Skridt foran den øverste Stol lige overfor Prædikestolen.

Saa begyndte Kirkeklokken at lyde over de Forsamledes Hoveder, langsomt og høitideligt. Ekkoet svarede ude fra Skoven. Klokkeren fra Id svang sin kjære Malmknebel, høiere og høiere steg Klangen; det var, som om en Forudanelse om nær forestaaende Dødsstilhed laante ham dybere og mere levende Toner.

Kapellanen, velærværdige Hr. Niels Stabel, besteg Prædikestolen. Han talte over Texten: »Hvo, som ihjelslaaer, skal og ved Sværd omkomme.« Kapellanen fandt dog i Dag en ny og til Leiligheden passende Fortolkning af Skriftstedet: snart vilde Fjenden ved Sværdet omkomme og derude ligge og sove under Græstørven; thi han havde ikke her, men andet Steds hjemme, og skulde nogen af vore egne gaa heden i den tilstundende Kamp, da kunde det skee i fuld Fortrøstning om, at deres Sag var Guds og Kirkens og Hjemmets Sag.

Det matte Vinterlys faldt gjennem den lille Rude ved Alteret skraa henover Klokkerens Hoved. Hans Blik lyste og straalede, hans i Bønnen sammensunkne Skikkelse rettede sig; han lyttede foroverbøiet, opmærksomt. Klokkeren fra Id var i Dag til sin sidste Gudstjeneste i den hjemlige Kirke.

Da Prædikenen var endt, hævede han sin Stemme og sang for, Salmen

»Saa vil vi nu sige hverandre Farvel Og ønske: Guds Fred over Eder,«

først sunget af en eenlig Stemme; lidt efter faldt et dybt og rustent Mandskor ind, forstærket af høie, klagende Kvindestemmer udenfor mellem Gravene. Men inde i Kirken svang pludselig en ung og reen Tenor sig høit over alle andre Stemmer; Halvor stod foran Alteret med Ryggen til Menigheden, saae sin Morbroder fra Id ind i Øinene og sang, som kun Troen og Følelsen synger i Taksigelsens løftede Øieblik. I dette Nu foregik noget usædvanligt mellem disse To; den Unge gav sin Sjæl hen i Sollys, Jubel og Tak, den ældre modtog denne Kjærlighedshilsen med et kort Nik; saa smeltede deres Stemmer harmonisk sammen. Mandskoret omkring dem forstummede som for at lytte til; det sidste Vers sang de to Mænd oppe ved Alteret alene. Halvors Øine stode fulde af Taarer; Klokkeren saae opad, medens han lukkede Salmebogen, foldede Hænderne og sagde: »Amen -- i Jesu Navn, Amen!«

Det blev deres Afskedshilsen.

Dermed var Ole Svendsens Gudstjeneste forbi. Alterlysene skinnede ikke mere for ham.

Fjeldvinden strøg kold og skarp ned over Kirkegaarden, da Menigheden atter begav sig ud i det Frie. Kvinderne blandede sig mellem Mændene, enhver søgte sin Hjemstavn og havde noget at sige, noget, som det ikke faldt nogen ind at sige derhjemme, men som her maatte siges. Og det viste sig her, som det oftest viser sig i Trængselens Dage: Folkets Sjæl er et Lys, der brænder opad. Stormen fløj lutrende og befrugtende over Jorden.

Efter Prædikenen var Altergang, og de Fleste deeltoge deri, ogsaa Halvor og Bjørnstads Mænd; det var ham selv formeent som Fredløs at gaae til Herrens Bord. Mari holdt sin Huusbonds Haand fast, som om hun ikke vilde slippe den, og hun slap den heller ikke. Klokkerens Hustru stod nu fattet og indesluttet ved deres Side og saae ud over Sletten.

En Mængde Mennesker nærmede sig fra Frederikshald. Det var Stadskapitain Peder Colbjørnsen og hans Frivillige tilligemed Lieutenant Even Kraft med 40 vesterlandske Soldater af Fæstningskorpset. Et Hornsignal meldte deres Komme. Altergjængerne strømmede ud af Kirken og stillede sig op i to Rækker for at modtage de Kommende. Colbjørnsen gik hilsende forrest og standsede foran Klokkeren fra Id, som stod i Kirkedøren. Peder Colbjørnsen var iført Uniform, trekantet Hat, Sabel ved Siden og to Pistoler i Bæltet; Klokkeren bar sort Vadmelsdragt uden Plet med blændende hvidt Kalvekryds. Soldaterne stode med Geværet ved Foden.

»I Gaar har Du atter været ude at lege med Fjenden, Du, Kirkesanger; de synge om Dig nede i Gaderne. Jeg er stolt over Dig, Ole Svendsen Bakke,« sagde Colbjørnsen med høi Røst og lagde sin Haand paa Klokkerens Skulder. »I denne ulystige Tid ere Mænd som Du de klare Morgenstjerner, vi Andre see efter. Vor Krig er ikke den store Krig, hvor Hærmasser mødes; vor Krig er Hjemmets og Selvforsvarets. Hver Mand som _Du_ er en Fæstning, og vor Frelse beroer paa hver enkelt Mand. -- Gud har velsignet Dig; vi Andre takke Dig.«

Klokkerens Øine lyste med en fugtig Glands. Det var ret en livsalig Høitidsdag, en af dem, Livet ikke bringer mange og ikke bør bringe mange af. Klokkerens Haand gav Høvidsmandens endnu et sidste dvælende Tryk, og da deres Hænder skiltes, vare deres Blikke endnu sammen.

Colbjørnsen vedblev henvendt til Mængden: »Vort Maal i Dag er at befri Enningdalbroen, som er besat af to fjendtlige Compagnier til Fods og et til Hest og at bringe deres Heste i Bytte til Staden. Det vil være en herlig Fangst for vore uberedne Folk, hvormed vi kunne gjøre Fjenden stor Skade. Til dette Værk at fuldføre har jeg tilkjendegivet Ole Svendsen Bakke at samle hundrede Mand i Vaaben her paa Id.«

»Alt er i Orden, Hr. Stadskapitain,« meldte Klokkeren. »Hundrede Mand i Vaaben vente her for at slutte sig til Jer.«

»Jeg modtager dem i Norges Navn,« sagde Colbjørnsen og vendte sig mod Forsamlingen.

Skjæggede Kraftmænd stode i Muur. Der var ingen Smil, kun alvorlige Øine med Vilddyrblik, mens Mændene tause bøde sig til Kamp mod Fjenden: Bryst mod Bryst, Geværsalver bag Hegnene eller Skud fra Klippeblokke, hvad det nu kunde blive til.

»Vær hilset, I gode Mænd og Brødre!« sagde Colbjørnsen med en hjertelig Haandbevægelse.

En kort, men velvillig Brummen lød fra de Forsamlede.

Bjørnstad stod henne hos sine Mænd, støttet til Bøssen, og betragtede dette Møde med et overlegent, spottende Smil. Colbjørnsen vidste hele Tiden, at Bjørnstad stod der. Han vendte sig pludselig mod ham og sagde:

»Hvad ønsker Du, lovløse Mand?«

»Intet, og I opnaa ingenting med al Jert Mod,« svarede Bjørnstad. »Du vil jo nu ud at knuse vor Fjende; men hvor er han, Colbjørnsen? Er det ham derude, eller ham herinde? Ham derude kan vi jage bort; han herinde maa ryddes ud.«

Colbjørnsen betragtede ham med et strengt Blik.

»Her er ikke Tid eller Sted at strides om Sligt, mens Fjenden staaer for vor Dør.«

»Hvor to eller tre Nordmænd ere til Stede, bør ogsaa norsk Tale have Ret til at lyde -- dèr er min Kirke!« svarede Bjørnstad og strakte Haanden ud. »Jeg siger, at Fjenden er ogsaa indenfor. Stæng for Jer, I gode Haldensere, luk jeres Havn, værn Jer med al den Manddom, I eier, Fjenden, I værger Jer for, sidder til Høibords i jeres Hjem; Fremmedherredømmet er den Kræftskade, som fortærer vor Lever; Krigen mod Svensken er en lille Fare. Hellere Voldsherren Kong Carl derude i Øst, end nogen anden, han er da idetmindste et Mandfolk.«

Et Vredesskrig hilste disse Ord.

»Bjørnstad er udenfor Loven -- bort med ham!« raabte flere Stemmer.

»Jeg er ikke dømt efter vor norske Lov og er derfor skeet Uret,« sagde Bjørnstad. »Jeg staaer over jeres Lov dernede i Halden, hvor I kun dømme efter dansk Lovbog.«

»Du fører store og stærke Ord,« sagde Colbjørnsen med rynket Pande.

»Ikke større eller stærkere end jeg selv er,« svarede Bjørnstad og rettede sig, som om han løftede et Fjeld med det samme. »Jeg giver mit Liv i Pant for mine Ord, og mine Gjerninger svare til Ordene.«

»Javist, Du gaaer til Grunde, det kjende vi Alle til.«

»Lige meget -- Lys, Ret og Frihed over Landet!« -- Bjørnstad vendte sig pludselig mod Forsamlingen og strakte Haanden ud mod den. -- »Hører nu Alle mine Ord; enhver, som her er til Stede, kan tage dem til sig. Gud hører, at det er Sandhed, og hans Aand maa vist være til Stede her et eller andet Sted over os Alle. -- Vi have Trællesind her i Landet, skal jeg sige Jer; hvor det er til Huse, er der Hænder nok til at svinge Hundepisken, og I fortjene ikke bedre Lod end at fugtles af den, saalænge I taale Fremmedherredømme.«

Noget, der lignede et Ryk, foer gjennem Forsamlingen, et Brøl som Rovdyrs lød henover Pladsen, knyttede og truende Hænder straktes op over Mængden.

Bjørnstad blev rolig staaende. Halvor, som holdt sig bagved Faderen, kastede med et lille Nik freidige Blikke over Bønderne, som om han vilde sige: »Der fik I det, I kan have godt af længe!«

»Bjørnstad tager for stort Maal af sig selv og spiller altid op paa Storfiolen,« sagde Eilif Bonde.

Den rige Selveier fra Espegaarden traadte tæt hen for Bjørnstad med et haanligt Smil.

»I Dag er Du nok ogsaa ude mod vor lovlige Regjering og Lands Ret, lille Bjørnstad,« sagde han og vuggede Overkroppen paa sine skrævende Been. »Men nu skal jeg, Espevoldsmanden, sige Dig et Ord, saa godt som ti af dine: Naar vi nu ere færdige med Svensken, saa skal vi til at ryge Dig ud, og det skal regnes os for hæderlig Gjerning at forrette, for Du er en fredløs Mand, der ikke kan værge din egen Tue.«

Bjørnstad syntes ikke at høre, hvad der blev sagt. Hans Skikkelse tegnede sig skarpt mod Baggrundens graa Taagehimmel, bred og mægtig, Vinden bevægede hans buskede, graasprængte Haar, medens hans Blik saae vidt ud over de Forsamlede; en Foregangsmand, en Sandsiger maatte see ud som han. Han tilhørte maaskee kommende Tider, maaskee var han en af disse store Aander, der fødes for tidligt, gaa forud for Skarerne og lide Martyrernes Skjæbne.

Lige overfor ham stod Colbjørnsen, den pligtopfyldende, regjeringstro Samfundsborger, en Grundpille for det Bestaaende, et forædlet Udslag af Forfædrenes Overlevering. Hans Øine hvilede ufravendt og tankefulde paa Bjørnstad, medens denne talte. Hvad tænkte han?

Ole Svendsen saaes ved Colbjørnsens Side; ogsaa hans Blik hvilede sorgfuldt paa Svogerens furede Ansigt. -- Her stod nu disse tre fædrelandssindede Mænd, saa ulige i Sind og Anskuelser, der hver især søgte at tjene sit Land med saa vidt forskjellige Midler. Klokkerens dybe Tro paa Bønnens Magt gjød Fred i hans Sjæl og Kraft i hans Arm; han fandt alene Lykkens Tilfredsstillelse i at give sig hen for Hjemmets Sag uden at overveie; han forstod ikke Svogerens fordrende Retsfølelse eller den Udsæd, han søgte at kaste i Fremtidens Skjød.

Han rystede sørgmodigt paa Hovedet og hviskede frem for sig:

»Nu briste de sidste Baand! -- Stakkels Mari -- de knyttes vist aldrig mere sammen.«

Hvem af disse Fædrelandsvenner havde Ret? De to, der støttede og foregik deres Folk med et lysende Forbillede til at fremme og opretholde det Bestaaende, eller han, der gik forud for sin Tid og rykkede op med Rode for at rydde Pladsen for det nye?

Klokkeren gik hen til Bjørnstad.

»Hvad vilde Du her i Dag?« spurgte han bebreidende; »Du vidste jo, at Du ikke kan høre os til.«

»Høre Jer til?« udbrød Bjørnstad. »Nei, jeg har for længe siden sagt mig fri fra Jer Alle; jeg vil ikke have mere med Jer at bestille. I ere Tusinder, I der, med de krummede Rygge! jeg kan ikke magte Jer Alle. I have erklæret mig Krig paa hvert Fjeld og hver Sti, vi mødes, derfor maa vi nu drage hver sin Vei; men min Søn dèr skal ikke følge mig, han faaer høre Jer til; derfor kom jeg hid i Dag. -- Tag ham, Colbjørnsen, ham og mine Mænd! brug ham vel og lær ham op i jeres Svandselære, at det maa gaa ham godt, og han maa længe leve paa Jorden.«

Bjørnstad kastede Hovedet tilbage med den brede, furede Pande over det trodsige Blik; han rakte sine Hænder i Veiret, halvt knyttede, halvt udstrakte, som til Velsignelse over Sønnen. Blødt og Haardt brødes synligt i denne stærke Fjeldskikkelse. Mandens Bryst hævedes og sænkedes som under Paavirkning af en heftig indre Kamp.

»Jeg tager mod din Søn,« sagde Colbjørnsen og gik frem mod Halvor. -- »Jeg kjender Dig allerede af Omtale og Bedrift. Du er fra i Dag optaget som Frivillig i mit Corps. Bliv ved, som Du har begyndt, og det vil snart blive til mere.«

Saa bragte de en Fane, og Halvor tilligemed andre Frivillige aflagde Troskabseden.

»Der skal snart spørges Nyt fra Bjørnstads Søn og hans Mænd!« raabte Halvor, mens hans Haand endnu hvilede paa Fanen. »Men naar Krigen er endt, saa vender jeg hjem til min fredløse Far. Vor Hæder er hans.«

Da de saae sig om efter Bjørnstad, var han forsvunden. Mængden havde stiltiende gjort Plads for ham; Ingen hilste ham, Ingen saae efter ham, da Massen atter lukkede sig bag ham.

»Nu af Sted!« raabte Colbjørnsen. »Gud være med Eder Alle!«

Folkene samledes under deres forskjellige Befalingsmænd. Klokkeren udvalgte nogle Mænd, deriblandt den rige Gaardejer Joen Brønnelsen Bjørnstad, der var langt ude beslægtet med Halvor, og gav ham det Hverv at naae op til Enningdalbroen ved en omgaaende Bevægelse, for at afskjære Fjenden Tilbagetoget, naar han og hans Mænd angreb Rytteriet forfra. Halvor og hans Folk skulde følge med dette Parti. Idet Mændene traadte under Vaaben og forlode Kirkegaarden, kaldte Ole Svendsen Jørgen og nogle andre Bønder hen til sig.

»Pas mig lidt paa den Dreng,« sagde han; »han er for ung og fremfusende. Hænder der ham noget, saa rammer Døden hans Moder. -- Du, Jørgen,« føiede han hviskende til og saae hen til sin Hustru; »det bæres mig for i sære Drømme, at min Dagsgjerning hermed er til Ende, og at Klokken deroppe snart ringer mig herfra. Bliv da mine derhjemme en trofast Støtte -- ogsaa Mari. Saae Du hende, da hun fulgte Manden og forlod Sønnen? Bjørnstad og hun kunne vel trænge til Hjælp.«

Jørgen trykkede Ole Svendsens Haand. Dermed var den Klokkers Testamente gjort.

Idet Ole Svendsen gik hen mod Udgangen, traadte hans Hustru frem fra deres lille Søns Gravsted og sagde med bævende Stemme:

»Dit Liv hører mange til, Ole Svendsen, din Grav deler jeg med Dig alene.«

Mand og Hustru sank et Øieblik til hinandens Bryst. Saa skiltes de.

OLE SVENDSENS DØD.

Et Øienvidne og Deeltager i hiin Dags Begivenhed, Jonas Rist, en af de første Frivillige ved Colbjørnsens Corps, theologisk Candidat med bedste Karakteer ved Kjøbenhavns Universitet, og uden hvem vi vilde savne det meste af den Kundskab, vi eie om hine Tiders Bedrifter, »indridsede paa Krønikens evige Tavler,« fortæller herom i en detailleret Beretning, hvoraf vi gjengive Forfatterens Ord, der med troværdig Simpelhed malende fremstiller dette for Svendsen Bakke saa skjæbnesvangre Togt.

»Derpaa gik vi af Byen henimod Klokken tolv og toge Veien over Idde, hvor Klokkeren havde samlet en Deel Bønder, og gik vi saa videre, henved to hundrede Mand, opad Enningdalen, som ligger to Miil fra Halden. Imidlertid var det slemt at fremkomme for det meget Vand, som stod i Veiene af det Tøeveir, som havde været, og for den megen Snee, der paa Siderne af Veien laa, endskjøndt man meest maatte gaa gjennem Skov og Stier. Dog havde _de_ den værste samt længste Vei, som skulde gribe Fjenden an, mod dem at regne, som skulde skjære Fjenden Passet af til at undkomme hjem nordover Broen, hvilket Parti blev anført af Joen Brønnelsen Bjørnstad.«

-- Ole Svendsen Bakke skred taus fremad ved Fogden Peder Smedts Side. Der var et eget Alvor udbredt over ham, som paavirkede den kraftige og ellers lunerige Foged.

»Ja, al Ting i Livet er ikke Spøg,« sagde Smedt. »See, Fyrretræet derhenne med den store Allongeparyk, det burde være vort Forbillede; dèr staaer den, rød og kneisende, og leer ad det Hele.«

»I Morgen seiler det maaskee som Mastetræ derude paa de fremmede Have,« svarede Klokkeren betydningsfuldt. »Ingen veed, hvad næste Time bringer, lad os derfor bruge denne efter bedste Formue.«

»Ja, aa ja!« sagde Fogden dybsindig; »i Dag mig, i Morgen Dig og i Overmorgen sig.«

»I Nat stod Døden ved min Hovedpude,« vedblev Klokkeren. »Lad være, det er en sygelig Indbildning; dèr stod den, og dens Haand groede og groede; tilsidst laa den over mig, men dens Fingerender krummede sig ned i min Hustrus Bryst. Derfor knælede jeg i Dag ved Døbefonden, som indviede vore Sønner til Liv i Vorherre, og bad, om denne Kalk maatte blive taget fra hende og Børnene. Dog veed jeg trøstig, at dersom mit Liv skal gives hen for vor gode Sag, da groer der nyt Liv og ny Kjærlighed op om hende.«

»Ret sagt, Klokker,« sagde den bedagede Foged og sendte ham et skarpt Blik under de kraftige Bryn. »Skulde der times Dig noget dødeligt, hvad der for Resten ogsaa kan hænde mig, ja, saa kan Du vente af mig, hvad jeg venter af Dig: vore Børn blive Brødre og Søstre og skulle dele lige Kaar i vore Hjerter.«

Fogden talte med den Myndighed, der uden Tvivl skrev sig fra den betydelige Rolle, hans Stilling gav ham, Klokkeren med den sagtmodige Ydmyghed, som Udøvelse af kirkelig Værdighed indgyder.