# Bibelen, Det nye Testamente

## Part 9

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/bibelen-det-nye-testamente-2143/index.md

18. Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde: 19. "Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens Broder dør og og efterlader, en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom. 20. Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde, efterlod han ikke Afkom. 21. Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den tredje ligeså. 22. Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og så Hustruen. 23. I Opstandelsen, når de opstå, hvem af dem skal så have hende til Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru." 24. Jesus sagde til dem: "Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft? 25. Thi når de opstå fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene. 26. Men hvad de døde angår, at de oprejses, have I da ikke læst i Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? 27. Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild."

28. Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: "Hvilket Bud er det første af alle?" 29. Jesus svarede: "Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een; 30. og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke. 31. Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større end disse er intet andet Bud." 32. Og den skriftkloge sagde til ham: "Rigtigt, Mester, og med Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden foruden ham. 33. Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle Brændofrene og Slagtofrene." 34. Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: "Du er ikke langt fra Guds Rige." Og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham.

35. Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde: "Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn? 36. David selv sagde ved den Helligånd: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min, højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. 37. David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?" Og den store Skare hørte ham gerne.

38. Og han sagde i sin Undervisning: "Tager eder i Vare for de skriftkloge, som gerne ville gå i lange Klæder og lade sig hilse på Torvene 39. og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde øverst til Bords ved Måltiderne; 40. de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe, disse skulle få des hårdere Dom."

41. Og han satte sig lige over for Tempelblokken og så, hvorledes Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri. 42. Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en Hvid". 43. Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de som lagde i Tempelblokken. 44. Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom."

Markus 13

1. og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til ham: "Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!" 2. Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store Bygninger? der skal ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes." 3. Og da han sad på Oliebjerget, lige over for Helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides: 4. "Sig os, når skal dette ske, og hvilket er Tegnet, når alt dette skal til at fuldbyrdes?" 5. Men Jesus begyndte at sige til dem: "Ser til, at ingen forfører eder!" 6. Mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle forføre mange. 7. Men når I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke forskrække, thi det må ske; men Enden er ikke endda. 8. Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og Oprør. Dette er Veernes Begyndelse. 9. Men I, tager Vare på eder selv; de skulle overgive eder til Rådsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd. 10. Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene. 11. Og når de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale, men den Helligånd. 12. Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn og Børn skulle stå op mod Forældre og slå dem ihjel. 13. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst. 14. Men når I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor den ikke bør, (den, som læser det, han give Agt! ) da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; 15. men den, som er på Taget, stige ikke ned eller gå ind for at hente noget fra sit Hus; 16. og den, som er på Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder! 17. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage! 18. Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren; 19. thi i de Dage skal der være en sådan Trængsel som der ikke har været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu, og som der heller ikke skal komme. 20. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han afkortet de Dage 21. Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se der! da tror det ikke. 22. Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de udvalgte. 23. Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud. 24. Men i de dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og Månen ikke give sit Skin, 25. og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som ere i Himlene, skulle rystes. 26. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed. 27. Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende. 28. Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær. 29. Således skulle også I, når I se disse Ting, skønne, af han er nær for Døren. 30. Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend alle disse ting ere skete 31. Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde forgå: 32. Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen, heller ikke Sønnen, men alene Faderen.

33. Ser til, våger og beder; thi I vide ikke, når Tiden er der. 34. Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han skulde våge, 35. våger derfor; thi I vide ikke, når Husets Herre kommer, enten om Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen; 36. for at han ikke, når han kommer pludseligt, skal finde eder sovende! 37. Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Våger!"

Markus 14

1. Men to Dage derefter var det Påske og de usyrede Brøds Højtid. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de med List kunde gribe og ihjelslå ham. 2. Thi de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive Oprør iblandt Folket."

3. Og da han var i Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der, medens han sad til Bords, en Kvinde, som havde en Alabastkrukke med ægte, såre kostbar Nardussalve; og hun sønderbrød Alabastkrukken og udgød den på hans Hoved. 4. Men der var nogle, som bleve vrede hos sig selv og sagde: "Hvortil er denne Spilde af Salven sket? 5. Denne Salve kunde jo være solgt for mere end tre Hundrede Denarer og være given til de fattige." Og de overfusede hende. 6. Men Jesus sagde: "Lader hende være, hvorfor volde I hende Fortrædeligheder? Hun har gjort en god Gerning imod mig. 7. De fattige have I jo altid hos eder, og når I ville, kunne I gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid. 8. Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til Begravelsen. 9. Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden Evangeliet bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse."

10. Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til Ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. 11. Men da de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde få Lejlighed til at forråde ham.

12. Og på de usyrede Brøds første Dag, da man slagtede Påskelammet, sige hans Disciple til ham: "Hvor vil du, at vi skulle gå hen og træffe Forberedelse til, at du kan spise Påskelammet?" 13. Og han sender to af sine Disciple og siger til dem: "Går ind i Staden, så skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham; 14. og hvor han går ind, der skulle I sige til Husbonden: Mesteren siger: Hvor er mit Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple? 15. Og han skal vise eder en stor Sal, opdækket og rede; og der skulle I berede det for os." 16. Og hans Disciple gik bort og kom ind i Staden og fandt det, således som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet. 17. Og da det var blevet Aften, kommer han med de tolv. 18. Og medens de sade til Bords og spiste, sagde Jesus: "Sandelig, siger jeg eder, en af eder, som spiser med mig, vil forråde mig." 19. De begyndte at bedrøves og at sige til ham, en efter en: "Det er dog vel ikke mig?" 20. Men han sagde til dem: "En af de tolv, den, som dypper med mig i Fadet 21. Thi Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men ve det, Menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var godt for det Menneske, om han ikke var født."

22. Og medens de spiste, tog han Brød, velsignede og brød det og gav dem det og sagde: "Tager det; dette er mit Legeme." 23. Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf. 24. Og han sagde til dem: "Dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange. 25. Sandelig, siger jeg eder, at jeg skal ingen Sinde mere drikke af Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny i Guds Rige."

26. Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget 27. Og Jesus siger til dem: "I skulle alle forarges; thi der er skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Fårene skulle adspredes. 28. Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder til Galilæa." 29. Men Peter sagde til ham: "Dersom de endog alle forarges, vil jeg dog ikke forarges." 30. Og Jesus siger til ham: "Sandelig siger jeg dig, i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange." 31. Men han sagde end yderligere: "Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg ingenlunde fornægte dig." Men ligeså sagde de også alle.

32. Og de komme til en Gård, hvis Navn var Gethsemane; og han siger til sine Disciple "Sætter eder her, imedens jeg beder." 33. Og han tager Peter og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte at forfærdes og svarlig at ængstes. 34. Og han siger til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden; bliver her og våger!" 35. Og han gik lidt frem, kastede sig ned på Jorden og bad om, at den Time måtte gå ham forbi, om det var muligt. 36. Og han sagde: "Abba Fader! alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil." 37. Og han kommer og finder dem sovende og siger til Peter: "Simon, sover du? Kunde du ikke våge een Time? 38. Våger, og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse; Ånden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt." 39. Og han gik atter hen og bad og sagde det samme Ord, 40. Og han vendte tilbage og fandt dem atter sovende; thi deres Øjne vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham. 41. Og han kommer tredje Gang og siger til dem: "Sove I fremdeles og hvile eder? Det er nok; Timen er kommen; se, Menneskesønnen forrådes i Synderes Hænder. 42. Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."

43. Og straks, medens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv, og med ham en stor Skare med Sværd og Knipler fra Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste. 44. Men han, som forrådte ham, havde givet dem et aftalt Tegn og sagt: "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham, og fører ham sikkert bort!" 45. Og da han kom, trådte han straks hen til ham og siger: "Rabbi! Rabbi!" og han kyssede ham. 46. Men de lagde Hånd på ham og grebe ham. 47. Men en af dem, som stode hos, drog Sværdet, slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans Øre. 48. Og Jesus svarede og sagde til dem: "I ere gåede ud som imod en Røver, med Sværd og med Knipler for at fange mig. 49. Daglig var jeg hos eder i Helligdommen og lærte, og I grebe mig ikke; men dette sker, for af Skrifterne skulle opfyldes." 50. Og de forlode ham alle og flyede. 51. Og en enkelt, et ungt Menneske, som havde et Linklæde over det blotte Legeme, fulgte med ham; og de gribe ham; 52. men han slap Linklædet og flygtede nøgen.

53. Og de førte Jesus hen til Ypperstepræsten; og alle Ypperstepræsterne og de Ældste og de skriftkloge komme sammen hos ham. 54. Og Peter fulgte ham i Frastand til ind i Ypperstepræstens Gård, og han sad hos Svendene og varmede sig ved Ilden. 55. Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte Vidnesbyrd imod Jesus, for at de kunde aflive ham; og de fandt intet. 56. Thi mange sagde falsk Vidnesbyrd imod ham, men Vidnesbyrdene stemte ikke overens. 57. Og nogle stode op og vidnede falsk imod ham og sagde: 58. "Vi have hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder." 59. Og end ikke således stemte deres Vidnesbyrd overens. 60. Og Ypperstepræsten stod op midt iblandt dem og spurgte Jesus og sagde: "Svarer du slet intet på, hvad disse vidne imod dig?" 61. Men han tav og svarede intet. Atter spurgte Ypperstepræsten ham og siger til ham: "Er du Kristus, den Højlovedes Søn?" 62. Men Jesus sagde: "Jeg er det; og I skulle se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Hånd og komme med Himmelens Skyer." 63. Men Ypperstepræsten sønderrev sine Klæder og sagde: "Hvad have vi længere Vidner nødig? 64. I have hørt Gudsbespottelsen; hvad tykkes eder?" Men de fældede alle den Dom over ham, at han var skyldig til Døden. 65. Og nogle begyndte af spytte på ham og tilhylle hans Ansigt og give ham Næveslag og sige til ham: "Profeter!" og Svendene modtoge ham med Slag på Kinden.

66. Og medens Peter var nedenfor i Gården, kommer en af Ypperstepræstens Piger, 67. og da hun ser Peter varme sig, ser hun på ham og siger: "Også du var med Nazaræeren, med Jesus." 68. Men han nægtede og sagde: "Jeg hverken ved eller forstår, hvad du siger;" og han gik ud i Forgården, og Hanen galede. 69. Og Pigen så ham og begyndte atter at sige til dem, som stode hos: "Denne er en af dem." 70. Men han nægtede det atter. Og lidt derefter sagde atter de, som stode hos, til Peter: "Sandelig, du er en af dem; du er jo også en Galilæer." 71. Men han begyndte at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke dette Menneske, om hvem I tale." 72. Og straks galede Hanen anden Gang. Og Peter kom det Ord i Hu, som Jesus sagde til ham: "Førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange." Og han brast i Gråd.

Markus 15

1. Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Råd med de Ældste og de skriftkloge, hele Rådet, bandt de Jesus og førte ham bort og overgave ham til Pilatus. 2. Og Pilatus spurgte ham: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det." 3. Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget. 4. Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: "Svarer du slet intet? Se, hvor meget de anklage dig for!" 5. Men Jesus svarede ikke mere noget, så at Pilatus undrede sig. 6. Men på Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de forlangte. 7. Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de Oprørere, som under Oprøret havde begået Mord 8. Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for dem, som han plejede. 9. Men Pilatus svarede dem og sagde: "Ville I, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?" 10. Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne havde overgivet ham. 11. Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han hellere skulde løslade dem Barabbas. 12. Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: "Hvad ville I da, jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?" 13. Men de råbte atter: "Korsfæst ham!" 14. Men Pilatus sagde til dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte højlydt: "Korsfæst ham!" 15. Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes.

16. Men Stridsmændene førte ham ind i Gården, det vil sige Borgen, og de sammenkalde hele Vagtafdelingen. 17. Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte den på ham. 18. Og de begyndte at hilse ham: "Hil være dig, du Jødernes Konge!" 19. Og de sloge ham på Hovedet med et Rør og spyttede på ham og faldt på Knæ og tilbade ham. 20. Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste ham.

21. Og de tvinge en, som gik forbi, Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, Aleksanders og Rufus's Fader, til af bære hans Kors. 22. Og de føre ham til det Sted Golgatha, det er udlagt: "Hovedskalsted" 23. Og de gave ham Vin at drikke med Myrra i; men han tog det ikke. 24. Og de korsfæste ham, og de dele hans Klæder ved at kaste Lod om dem, hvad enhver skulde tage. 25. Men det var den tredje Time, da de korsfæstede ham. 26. Og Overskriften med Beskyldningen imod ham var påskreven således: "Jødernes Konge". 27. Og de korsfæste to Røvere sammen med ham, en ved hans højre og en ved hans venstre Side. 28. Og Skriften blev opfyldt, som siger: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere." 29. Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres Hoveder og sagde: "Tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage; 30. frels dig selv ved at stige ned af Korset!" 31. Ligeså spottede også Ypperstepræsterne indbyrdes tillige med de skriftkloge og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. 32. Kristus, Israels Konge - lad ham nu stige ned af Korset, for at vi kunne se det og, tro!" Også de, som vare korsfæstede med ham, hånede ham. 33. Og da den sjette Time var kommen, blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. 34. Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eloi! Eloi! Lama Sabaktani?" det er udlagt: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?" 35. Og nogle af dem, som stode hos, sagde, da de hørte det: "Se; han kalder på Elias." 36. Men en løb hen og fyldte en Svamp med Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke og sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at tage ham ned." 37. Men Jesus råbte med høj Røst og udåndede.

38. Og Forhænget i Templet splittedes i to fra øverst til nederst. 39. Men da Høvedsmanden, som stod hos, lige over for ham, så, af han udåndede på denne Vis, sagde han: "Sandelig, dette Menneske var Guds Søn." 40. Men der var også Kvinder, som så til i Frastand, iblandt hvilke også vare Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses's Moder, og Salome, 41. hvilke også fulgte ham og tjente ham, da han var i Galilæa, og mange andre Kvinder, som vare gåede op til Jerusalem med ham.

42. Og da det allerede var blevet Aften, (thi det var Beredelsesdag, det er Forsabbat,) 43. kom Josef fra Arimathæa, en anset Rådsherre, som også selv forventede Guds Rige; han tog Mod til sig og gik ind til Pilatus og bad om Jesu Legeme. 44. Men Pilatus forundrede sig over, at han allerede skulde være død, 45. og han hidkaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han allerede nogen Tid havde været død; og da han fik det at vide af Høvedsmanden, skænkede han Josef Liget. 46. Og denne købte et fint Linklæde, tog ham ned, svøbte ham i Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhugget i en Klippe, og han, væltede en Sten for Indgangen til Graven. 47. Men Maria Magdalene og Maria, Joses's Moder, så, hvor ham blev lagt.

Markus 16

1. Og da Sabbaten var forbi købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs Moder, og Salome vellugtende Salver for at komme og Salve ham. 2. Og meget årle på den første Dag i Ugen komme de til Graven, da Solen var stået op. 3. Og de sagde til hverandre: "Hvem skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven?" 4. Og da de så op, bleve de var, at Stenen var væltet fra; (thi den var meget stor) 5. Og da de kom ind i Graven, så de en Yngling sidde ved den højre Side, iført et hvidt Klædebon, og de forfærdedes. 6. Men han siger til dem: "Forfærdes ikke! I lede efter Jesus at Nazareth, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, se, der er Stedet, hvor de lagde ham. 7. Men går bort, siger til hans Disciple og til Peter at han går forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham, som han har sagt eder." 8. Og de gik ud og flyede fra Graven; thi Skælven og Forfærdelse betog dem; og de sagde ikke noget til nogen; thi de frygtede.