# Bibelen, Det nye Testamente

## Part 31

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/bibelen-det-nye-testamente-2143/index.md

26. Hvad da Brødre? Når I komme sammen, da har enhver en Lovsang, en Lære, en Åbenbaring, en Tungetale, en Udlægning; alt ske til Opbyggelse! 27. Dersom nogen taler i Tunger, da være det to, eller i det højeste tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det! 28. Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud! 29. Men af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det; 30. men dersom en anden, som sidder der, får en Åbenbarelse, da tie den første! 31. Thi I kunne alle profetere, den ene efter den anden, for at alle kunne lære, og alle blive formanede, 32. og Profeters Ånder ere Profeter undergivne. 33. Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle de helliges Menigheder

34. skulle eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom også Loven siger. 35. Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en Menighedsforsamling. 36. Eller er det fra eder, at Guds Ord er udgået? eller er det til eder alene, at det er kommet?

37. Dersom nogen tykkes, at han er en Profet eller åndelig, han erkende, at hvad jeg skriver til eder, er Herrens Bud. 38. Men er nogen uvidende derom, så får han være uvidende! 39. Altså, mine Brødre! tragter efter at profetere og forhindrer ikke Talen i Tunger! 40. Men alt ske sømmeligt og med Orden!

1.Korinterne 15

1. Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå, 2. ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves. 3. Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder,efter Skrifterne; 4. og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; 5. og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; 6. derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;. 7. derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; 8. men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne Foster; 9. thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. 10. Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig. 11. Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og således troede I.

12. Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse? 13. Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst. 14. Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro også tom. 15. Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses. 16. Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst. 17. Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder; 18. da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt. 19. Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker. 20. Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede. 21. Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. 22. Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus. 23. Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse. 24. Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft. 25. Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under sine Fødder. 26. Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden. 27. Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han" siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt - 28. når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle.

29. Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da døbe for dem? 30. Hvorfor udsætte da også vi os hver Time for Fare? 31. Jeg dør daglig, så sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i Kristus Jesus, vor Herre. 32. Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i Efesus, hvad Gavn har jeg så deraf? Dersom døde ikke oprejses, da "lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi." 33. Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder! 34. Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.

35. Men man vil sige: "Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme komme de med?" 36. Du Dåre! det, som du sår, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke dør. 37. Og hvad du end sår, da sår du ikke det Legeme, der skal vorde, men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art. 38. Men Gud giver det et Legeme, således som han har villet, og hver Sædart sit eget Legeme. 39. Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fisks. 40. Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes. 41. Een er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans. 42. Således er det også med de dødes Opstandelse: det såes i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed; 43. det såes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det såes i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft; 44. der såes et sjæleligt Legeme, der oprejses et åndeligt Legeme. Når der gives et sjæleligt Legeme, gives der også et åndeligt. 45. Således er der også skrevet: "Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl;"den sidste Adam blev til en levendegørende Ånd. 46. Men det åndelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det åndelige. 47. Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er fra Himmelen. 48. Sådan som den jordiske var, sådanne ere også de jordiske; og sådan som den himmelske er, sådanne ere også de himmelske. 49. Og ligesom vi have båret den jordiskes Billede, således skulle vi også bære den himmelskes Billede!

50. Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden. 51. Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles 52. i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles. 53. Thi dette forkrænkelige må iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed. 54. Men når dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som er skrevet: "Døden er opslugt til Sejr." 55. "Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?" 56. Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven. 57. Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus! 58. Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren.

1.Korinterne 16

1. Men hvad Indsamlingen til de hellige angår, da gører også I, ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien! 2. Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv noget til Side og samle, hvad han måtte have Lykke til, for at der ikke først skal ske Indsamlinger, når jeg kommer. 3. Men når jeg kommer, vil jeg sende, hvem I måtte finde skikkede dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem. 4. Men dersom det er værd, at også jeg rejser med, da kunne de rejse med mig.

5. Men jeg vil komme til eder, når jeg er dragen igennem Makedonien; thi jeg drager igennem Makedonien; 6. men hos eder vil jeg måske blive eller endog overvintre, for at I kunne befordre mig videre, hvor jeg så rejser hen. 7. Thi nu vil jeg ikke se eder på Gennemrejse; jeg håber nemlig at forblive nogen Tid hos eder, om Herren vil tilstede det. 8. Men i Efesus vil jeg forblive indtil Pinsen; 9. thi en Dør står mig åben, stor og virksom, og der er mange Modstandere.

10. Men om Timotheus kommer, da ser til, at han kan færdes hos eder uden Frygt; thi han gør Herrens Gerning, såvel som jeg. 11. Derfor må ingen ringeagte ham; befordrer ham videre i Fred, for at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med Brødrene. 12. Men hvad Broderen Apollos angår, da har jeg meget opfordret ham til at komme til eder med Brødrene; men det var i hvert Fald ikke hans Villie at komme nu, men han vil komme, når han får belejlig Tid.

13. Våger, står faste i Troen, værer mandige, værer stærke! 14. Alt ske hos eder i Kærlighed!

15. Men jeg formaner eder, Brødre - I kende Stefanas's Hus, at det er Akajas Førstegrøde, og de have hengivet sig selv til at tjene de hellige - 16. til at også I skulle underordne eder under sådanne og enhver, som arbejder med og har Besvær. 17. Men jeg glæder mig ved Stefanas's og Fortunatus's og Akaikus's Nærværelse, fordi disse have udfyldt Savnet af eder; 18. thi de have vederkvæget min Ånd og eders. Skønner derfor på sådanne!

19. Menighederne i Asien hilse eder. Akvila og Priska hilse eder meget i Herren tillige med Menigheden i deres Hus. 20. Alle Brødrene hilse eder. Hilser hverandre med et helligt Kys!

21. Hilsenen med min, Paulus's egen Hånd. 22. Dersom nogen ikke elsker Herren, han være en Forbandelse! Maran Atha. 23. Den Herres Jesu Nåde være med eder! 24. Min Kærlighed med eder alle i Kristus Jesus!

2.Korinterne

2.Korinterne 1

1. Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja: 2. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

3. Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, 4. som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! 5. Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus. 6. Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide; og vort Håb om eder er fast, 7. efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, således ere I det også i Trøsten. 8. Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet. 9. Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de døde, 10. han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os, 11. idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som er bevist os.

12. Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Nåde have vi færdedes i Verden, men mest hos eder. 13. Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller også erkende; men jeg håber, at I indtil Enden skulle erkende, 14. ligesom I også til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, på den Herres Jesu Dag. 15. Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde få Nåde to Gange, 16. og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa. 17. Når jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da så handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej? 18. Så sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej. 19. Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham. 20. Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os. 21. Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud, 22. som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter. 23. Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth. 24. Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere på eders Glæde; thi i Troen stå I.

2.Korinterne 2

1. Men jeg beslutte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til eder med Bedrøvelse. 2. Thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er da den, som gør mig glad, uden den, som bedrøves af mig? 3. Og jeg skrev netop derfor, for at jeg ikke, når jeg kom, skulde have Bedrøvelse af dem, som jeg burde have Glæde af, idet jeg havde den Tillid til eder alle, at min Glæde deles af eder alle. 4. Thi ud af stor Hjertets Trængsel og Beklemthed skrev jeg eder til, under mange Tårer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men for at I skulde kende den Kærlighed, som jeg har særlig til eder.

5. Men dersom nogen har voldt Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men til Dels, for ikke at sige det hårdere, eder alle. 6. Det er nok for ham med denne Straf, som han har fået af de fleste, 7. så at I tværtimod snarere skulle tilgive og trøste ham, for at han ikke skal drukne i den alt for store Bedrøvelse. 8. Derfor formaner jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed. 9. Det var nemlig også derfor, at jeg skrev, for at erfare, hvor vidt I stå Prøve, om I ere lydige i alt. 10. Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn, 11. for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os ikke ubekendte.

12. Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der var åbnet mig en Dør i Herren, 13. da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder; men jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien. 14. Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted. 15. Thi en Kristi Vellugt ere vi for Gud, iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes, 16. for disse en Duft af Død til Død, for hine en Duft af Liv til Liv. Og hvem er dygtig dertil? 17. Thi vi ere ikke som de mange, at vi gøre en Forretning af Guds Ord, men som af Renhed, som af Gud tale vi for Guds Åsyn i Kristus.

2.Korinterne 3

1. Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder? 2. I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes og læses af alle Mennesker, 3. idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev, udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler.

4. Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus, 5. ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud, 6. som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden levendegør. 7. Men når Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten, fremtrådte i Herlighed, så at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet på Moses's Ansigt på Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog forsvandt, 8. hvorledes skal da ikke Åndens Tjeneste end mere være i Herlighed? 9. Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed. 10. Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i Sammenligning med den endnu større Herlighed. 11. Thi når det, der forsvandt, fremtrådte med Herlighed, da skal meget mere det, der bliver, være i Herlighed. 12. Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor Frimodighed 13. og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der forsvandt, fik Ende. 14. Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder. 15. Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når Moses oplæses; 16. når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket. 17. Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed. 18. Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre.

2.Korinterne 4

1. Derfor, da vi have denne Tjeneste efter den Barmhjertighed, som er bleven os til Del, så tabe vi ikke Modet; 2. men vi have frasagt os de skammelige Smugveje, så vi ikke vandre i Træskhed, ej heller forfalske Guds Ord, men ved Sandhedens Åbenbarelse anbefale os til alle Menneskers Samvittighed for Guds Åsyn. 3. Men om også vort Evangelium er tildækket, da er det tildækket iblandt dem, som fortabes, 4. dem, i hvem denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker, for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han, som er Guds Billede. 5. Thi ikke os selv prædike vi, men Kristus Jesus som Herre, os derimod som eders Tjenere for Jesu Skyld. 6. Thi Gud, som sagde: "Af Mørke skal Lys skinne frem", han har ladet det skinne i vore Hjerter for, at bringe Kundskaben om Guds Herlighed på Kristi Åsyn for Lyset.

7. Men denne Skat have vi i Lerkar, for at den overvættes Kraft må være Guds, og ikke fra os, 8. vi, som trænges på alle Måder, men ikke stænges inde, ere tvivlrådige, men ikke fortvivlede, 9. forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke ihjelslagne, 10. altid bærende Jesu Dødelse om i Legemet, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort Legeme. 11. Thi altid overgives vi, som leve, til Død for Jesu Skyld, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort dødelige Kød. 12. Således er Døden virksom i os, men Livet i eder!

13. Men efterdi vi have den samme Troens Ånd, som der er skrevet: "Jeg troede, derfor talte jeg," så tro også vi, og derfor tale vi også, 14. idet vi vide, at han, som oprejste den Herre Jesus, skal også oprejse os med Jesus og fremstille os tillige med eder. 15. Thi det sker alt sammen for eders Skyld, for at Nåden må vokse ved at nå til flere, og til Guds Ære forøge Taksigelsen. 16. Derfor tabe vi ikke Modet; men om også vort udvortes Menneske fortæres, fornyes dog vort indvortes Dag for Dag. 17. Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al Måde og Mål en evig Vægt af Herlighed, 18. idet vi ikke se på de synlige Ting, men på de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige.

2.Korinterne 5

1. Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene. 2. Ja, også i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen, 3. så sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne. 4. Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke; besværede, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive opslugt af Livet. 5. Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Åndens Pant. 6. Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i Legemet, ere vi borte fra Herren 7. thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse 8. ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren. 9. Derfor sætte vi også vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller borte, at være ham velbehagelige. 10. Thi vi skulle alle åbenbares for Kristi Domstol, for at hver kan få igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har øvet, enten godt eller ondt.

11. Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi åbenbare; ja, jeg håber, at vi også ere åbenbare for eders Samvittigheder. 12. Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder Anledning til at rose eder af os, for at I, kunne have noget at svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet. 13. Thi når vi "bleve afsindige"; var det for Guds Skyld, og når vi ere besindige, er det for eders Skyld. 14. Thi Kristi Kærlighed tvinger os, 15. idet vi have sluttet således: Een er død for alle, altså ere de alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for dem. 16. Således vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi også have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu. 17. Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt! 18. Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, 19. efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. 20. Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 21. Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.

2.Korinterne 6