Part 15

Chapter 15 4,076 words Public domain Markdown

41. Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn? 42. David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, 43. indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. 44. Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"

45. Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene: 46. "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne, 47. de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."

Lukas 21

1. Men idet han så op, fik han Øje på de rige, som lagde deres Gaver i Tempelblokken. 2. Men han så en fattig Enke. som lagde to Skærve deri. 3. Og han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke lagde mere i end de alle. 4. Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde."

5. Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke Sten og Tempelgaver. sagde han: 6. "Disse Ting, som I se - der skal komme Dage, da der ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes." 7. Men de spurgte ham og sagde: "Mester! når skal dette da ske? og hvad er Tegnet på, når dette skal ske?" 8. Men han sagde: "Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er kommen nær. Går ikke efter dem! 9. Men når I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette må først ske, men Enden er der ikke straks." 10. Da sagde han til dem: "Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige imod Rige. 11. Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra Himmelen. 12. Men forud for alt dette skulle de lægge Hånd på eder og forfølge eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld. 13. Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd. 14. Lægger det da på Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke, hvorledes I skulde forsvare eder. 15. Thi jeg, vil give eder Mund og Visdom, som alle eders Modstandere ikke skulle kunne modstå eller modsige. 16. Men I skulle endog forrådes af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slå nogle af eder ihjel. 17. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld. 18. Og ikke et Hår på eders Hoved skal gå tabt. 19. Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle. 20. Men når I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstår, at dens Ødelæggelse er kommen nær. 21. Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere inde i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere på Landet, skulle ikke gå ind i den. 22. Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal opfyldes. 23. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød på Jorden og Vrede over dette Folk. 24. Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes. 25. Og der skal ske Tegn i Sol og Måne og Stjerner, og på Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen, 26. medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes. 27. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen Herlighed. 28. Men når disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til." 29. Og han sagde dem en Lignelse: "Ser Figentræet og alle Træerne; 30. når de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at Sommeren nu er nær. 31. Således skulle også I, når I se disse Ting ske, skønne, at Guds Rige er nær. 32. Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend det er sket alt sammen. 33. Himmelen og Jorden skulle forgå; men mine Ord skulle ingenlunde forgå. 34. Men vogter eder, at eders Hjerter ikke, nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, så hin dag kommer pludseligt over eder som en Snare. 35. Thi komme skal den over alle dem, der bo på hele Jordens Flade. 36. Og våger og beder til enhver Tid, for at I må blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestå for Menneskesønnen." 37. Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han ud og overnattede på det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. 38. Og hele Folket kom årle til ham i Helligdommen for at høre ham.

Lukas 22

1. Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig. 2. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket. 3. Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv. 4. Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forråde ham til dem. 5. Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. 6. Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham til dem uden Opløb.

7. Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte Påskelammet. 8. Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder os Påskelammet, at vi kunne spise det." 9. Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?" 10. Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han går ind, 11. og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple? 12. Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det." 13. Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet. 14. Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham. 15. Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider. 16. Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige." 17. Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det imellem eder! 18. Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer." 19. Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: "Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!" 20. Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder. 21. Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig. 22. Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!" 23. Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.

24. Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største. 25. Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. 26. I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. 27. Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener. 28. Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. 29. Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder 30. at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer." 31. Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. 32. Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!" 33. Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden." 34. Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig."

35. Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet." 36. Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et! 37. Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med mig har det en Ende." 38. Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til dem: "Det er nok."

39. Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham. 40. Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at falde i Fristelse." 41. Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde: 42. "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!" 43. Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. 44. Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden. 45. Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. 46. Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse."

47. Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. 48. Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?" 49. Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?" 50. Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. 51. Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. 52. Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. 53. Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."

54. Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. 55. Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. 56. Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: "Også denne var med ham." 57. Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!" 58. Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke." 59. Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer." 60. Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen. 61. Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange." 62. Og han gik udenfor og græd bitterligt.

63. Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; 64. og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: "Profeter! hvem var det, som slog dig?" 65. Og mange andre Ting sagde de spottende til ham. 66. Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Råd 67. og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem: "Siger jeg eder det, tro I det ikke. 68. Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig. 69. Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Hånd." 70. Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I sige det; jeg er det." 71. Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!"

Lukas 23

1. Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus. 2. Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv at han er Kristus, en Konge." 3. Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det." 4. Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske." 5. Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil." 6. Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer. 7. Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage. 8. Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han håbede at se et Tegn blive gjort af ham. 9. Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet. 10. Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt. 11. Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen. 12. På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden. 13. Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og Folket 14. og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for, 15. og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for. 16. Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." 17. (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.) 18. Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os Barabbas!" 19. Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord. 20. Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus. 21. Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham! 22. Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." 23. Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd. 24. Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes; 25. og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.

26. Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus. 27. Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham. 28. Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn! 29. Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. 30. Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os! 31. Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?" 32. Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. 33. Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal", korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side. 34. Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. 35. Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte." 36. Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte ham Eddike og sagde: 37. "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!" 38. Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge." 39. Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" 40. Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? 41. Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt." 42. Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!" 43. Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset." 44. Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, 45. idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. 46. Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han. 47. Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt." 48. Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage. 49. Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.

50. Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og retfærdig Mand, 51. han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige; 52. han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. 53. Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt. 54 Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til. 55. Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. 56. Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.

Lukas 24

1. Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. 2. Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. 3. Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. 4. Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon. 5. Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde? 6. Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, 7. at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag." 8. Og de kom hans Ord i Hu. 9. Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre. 10. Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. 11. Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke. 12. Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.

13. Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. 14. Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. 15. Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. 16. Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. 17. Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede. 18. Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?" 19. Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; 20. og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. 21. Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. 22. Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven, 23. og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. 24. Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke." 25. Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! 26. Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?" 27. Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. 28. Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre. 29. Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem. 30. Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. 31. Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. 32. Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?" 33. Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: 34. "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." 35. Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.