# Bibelen, Det nye Testamente

## Part 14

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/bibelen-det-nye-testamente-2143/index.md

1. Men han sagde også til Disciplene: "Der var en rig Mand, som havde en Husholder, og denne blev angiven for ham som en, der ødte hans Ejendom. 2. Og han lod ham kalde og sagde til ham: Hvad er dette, jeg hører om dig? Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke længer være Husholder. 3. Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formår ikke at Grave, jeg skammer mig ved at tigge. 4. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for af de skulle modtage mig i deres Huse, når jeg bliver sat fra Husholdningen. 5. Og han kaldte hver enkelt af sin Herres Skyldnere til sig og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig? 6. Men han sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit Skyldbrev, og sæt dig hurtig ned og skriv halvtredsindstyve! 7. Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du skyldig? Men han sagde: Hundrede Mål Hvede. Han siger til ham: Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve! 8. Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn imod deres egen Slægt. 9. Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens Mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i de evige Boliger. 10. Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget. 11. Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem vil da betro eder den sande? 12. Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil da give eder noget selv at eje? 13. Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon."

14. Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de spottede ham. 15. Og han sagde til dem: "I ere de, som gøre eder selv retfærdige for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud. 16. Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold. 17. Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en Tøddel af Loven bortfalder. 18. Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er skilt fra sin Mand, bedriver Hor.

19. Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed. 20. Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af Sår. 21. Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord; men også Hundene kom og slikkede hans Sår. 22. Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev begravet. 23. Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød. 24. Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. 25. Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. 26. Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os. 27. Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus 28. thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke også de skulle komme i dette Pinested. 29. Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem høre dem! 30. Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde kommer til dem, ville de omvende sig. 31. Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."

Lukas 17

1. Men han sagde til sine Disciple: "Det er umuligt, at Forargelser ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme! 2. Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og han er kastet i Havet end at han skulde forarge een af disse små. 3. Vogter på eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham; og dersom han angrer, da tilgiv ham! 4. Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du tilgive ham."

5. Og Apostlene sagde til Herren: "Giv os mere Tro!" 6. Men Herren sagde: "Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder. 7. Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter, siger til ham, når han kommer hjem fra Marken: Gå straks hen og sæt dig til Bords? 8. Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke? 9. Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet? Jeg mener det ikke. 10. Således skulle også I, når I have gjort alle de Ting, som ere eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare skyldige at gøre, have vi gjort."

11. Og det skete, medens han var på Vej til Jerusalem, at han drog midt imellem Samaria og Galilæa. 12. Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte, 13. og de opløftede Røsten og sagde: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" 14. Og da han så dem, sagde han til dem: "Går hen og fremstiller eder for Præsterne!" Og det skete, medens de gik bort, bleve de rensede. 15. Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og priste Gud med høj Røst. 16. Og han faldt på sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan. 17. Men Jesus svarede og sagde: "Bleve ikke de ti rensede? hvor ere de ni? 18. Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden denne fremmede?" 19. Og han sagde til ham:"Stå op, gå bort; din Tro har frelst dig!"

20. Men da han blev spurgt af Farisæerne om, når Guds Rige kommer, svarede han dem og sagde: "Guds Rige kommer ikke således, at man kan vise derpå. 21. Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se, Guds Rige er inden i eder."

22. Men han sagde til Disciplene: "Der skal komme Dage, da I skulle attrå at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den. 23. Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, så går ikke derhen, og løber ikke derefter! 24. Thi ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, således skal Menneskesønnen være på sin Dag. 25. Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt. 26. Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i Menneskesønnens Dage: 27. De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle. 28. Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte, solgte, plantede, byggede; 29. men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl ned fra Himmelen og ødelagde dem alle: 30. på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen åbenbares. 31. På den dag skal den, som er på Taget og har sine Ejendele i Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som er på Marken, ikke vende tilbage igen! 32. Kommer Loths Hustru i Hu! 33. Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde Livet. 34. Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være på eet Leje; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. 35. To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. 36. To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den anden skal lades tilbage." 37. Og de svare og sige til ham: "Hvor, Herre?" Men han sagde til dem: "Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig."

Lukas 18

1. Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte, 2. og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget Menneske. 3. Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart! 4. Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske, 5. så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig." 6. Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger! 7. Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem? 8. Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"

9. Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse: 10. "Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder. 11. Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder. 12. Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt. 13. Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder nådig! 14. Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."

15. Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene så det, truede de dem. 16. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne til. 17. Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."

18. Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" 19. Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud. 20. Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder." 21. Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af." 22. Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" 23. Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre rig. 24. Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige! 25. thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." 26. Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?" 27. Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud." 28. Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig." 29. Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld, 30. uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv."

31. Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen. 32. Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes, 33. og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå." 34. Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

35. Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede. 36. Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var. 37. Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi. 38. Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn,forbarm dig over mig!" 39. Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!" 40. Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde: 41. "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre! at jeg må blive seende." 42. Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig." 43. Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det.

Lukas 19

1. Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem. 2. Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og han var rig. 3. Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for Skaren, fordi han var lille af Vækst. 4. Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej. 5. Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde til ham: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag blive i dit Hus." 6. Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde. 7. Og da de så det, knurrede de alle og sagde: "Han er gået ind for at tage Herberge hos en syndig Mand." 8. Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre! Halvdelen af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen." 9. Men Jesus sagde til ham: "I Dag er der blevet dette Hus Frelse til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn; 10. thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det fortabte."

11. Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds Rige skulde straks komme til Syne. 12. Han sagde da: "En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at få Kongemagt og vende tilbage igen. 13. Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer. 14. Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os. 15. Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide, hvad hver havde vundet. 16. Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har erhvervet ti Pund til. 17. Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer. 18. Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund. 19. Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer. 20. Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg har haft liggende i et Tørklæde. 21. Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede. 22. Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede; 23. hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente? 24. Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og giver det til ham, som har de ti Pund. 25. Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund. 26. Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. 27. Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!"

28. Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til Jerusalem. 29. Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine Disciple og sagde: 30. "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det hid! 31. Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I sige således: Herren har Brug for det." 32. Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. 33. Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: "Hvorfor løse I Føllet?" 34. Og de sagde: "Herren har Brug for det." 35. Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og lod Jesus sætte sig derpå. 36. Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen. 37. Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget, begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de sagde: 38. "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det højeste!" 39. Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester! irettesæt dine Disciple!" 40. Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene råbe."

41. Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde: 42. "Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne. 43. Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne fra; 44. og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade Sten på Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses Tid."

45. Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte, 46. og sagde til dem: "Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule." 47. Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel. 48. Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham.

Lukas 20

1. Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham. 2. Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?" 3. Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det: 4. Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?" 5. Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke? 6. Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet." 7. Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra. 8. Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."

9. Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider. 10. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. 11. Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort. 12. Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud. 13. Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham. 14. Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor. 15. Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem? 16. Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!" 17. Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? 18. Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse." 19. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

20. Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. 21. Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed. 22. Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?" 23. Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig? 24. Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens." 25. Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er." 26. Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

27. Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde: 28. "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom. 29. Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs. 30. Ligeså den anden. 31. Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn. 32. Men til sidst døde også Hustruen. 33. Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru." 34. Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; 35. men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. 36. Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn. 37. Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. 38. Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle." 39. Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel." 40. Og de turde ikke mere spørge ham om noget.